Og så endnu en og endnu en

[Atreus Phoebus Winchester]

Han holdte øje med Paris. Alt hvad den mand gjorde kunne sætte et voldsomt spor i ham. Ja han var måske ikke som de andre, men hvad kunne man forvente af en Slytherin elev der ikke kunne se ud over sin Egen næsetip? sådan havde det været med de fleste, så hvad var forskellen fra den gang til nu? Ud over de ikke gik på Hogwarts længere, og at han snart var uddannet auror? Ikke at han nok ville bruge sin uddannelse til noget, det var der simpelthen ikke tid til.
alligvel kom der et spørgsmål han helst ikke ville svare på. Der var ingen grund til at folk gravede i hans personlige forhold til hans forældre. “Det vil jeg ikke snakke om. Det er en privat sag” alligevel afslørede hans øjne mere end han ville have. Da de endnu engang blev gule for et kort øjeblik. Det var som om varulven i ham levede sit eget liv, og han var bare et menneske der havde problemer i livet. Han håbede inderligt på at alting bare ville ændre sig, at han aldrig var blevet varulv. Ag han ikke havde været hjemme den weekend overfaldet og mordet skete. 

[Paris Maverick]

Paris trak skuffet på sine skuldre. Han havde ellers håbet på måske at blive lukket med ind i hvad præcis der var sket. Det var en tragedie, og ikke noget man hørte om særlig ofte. Han tog sig en tår af sin øl, før han kiggede over på hertugen igen, “Du skal i såfald måske overveje at få nogle solbriller på, for dine øjne… Fortæller en interessant historie,” han nikkede imod ham og tog igen en tår øl. Der var ingen tvivl om at der hvilede en eller anden form for forbandelse over manden, selvom det måske ikke var lycantropi - men med hans forældres historie, så var det meget sandsynligt. Personligt havde Paris ikke noget dårligt forhold til varulve - han havde ikke truffet nogen, der var under forbandelsen endnu, men han hørte at angrebene fra dem var minimale.

[Atreus Phoebus Winchester]

Det var virkelig en historie han ikke ønskede at tænke på, ikke at han kunne huske så meget fra den aften alligevel. Men det var rigtigt. Hans øjne fortalte mere end de skulle, hvilket var en skam. Men hvad skulle han gøre? Det var som om de levede deres eget liv, og han kunne bare stå og kigge på. Han havde ingen mulighed for at få kontrol over det, lige så vel som en stormagt eliksir han ikke kunne producere. Det var i sandhed en skæbne han måtte leve med og en forvandling der var værre end hvad godt var. Paris ord gjorde ondt på ham men han sagde ingen ting til at starte med. Stod blot og kiggede væk for at få kontrol over sig selv. Hans hånd klemte lidt mere om flasken men den gik ikke i stykker. “I så fald burde du ikke være så nysgerrig” det var en kølig stemme der kom fra ham, noget der normalt ikke kom, men han var mere eller mindre lige glad. Hvad han gik og tumlede med var ikke alle der skulle belæmree med. “Kunne du ikke fortælle lidt om dig selv, i stedet for at have fokusset på mig?” Kom det fra ham og kiggede endelig på Paris som om ahm var et stykke kød der skulle slagtes. 

[Paris Maverick]

“Bryder du dig ikke om at være i rampelyset, Winchester? Men nuvel, jeg er faktisk inspireret af det du siger,” han tog sig en slurk øl og klaskede flasken ned på bordet igen. Han rettede sit blik mod manden og prøvede ihærdigt at få øjenkontakt med ham, “Se på mig…” okay, måske var det også en smule promillen, der inspirerede. “Fortæl mig hvem du ser, når du ser på mig, Winchester. Jeg er oprigtigt nysgerrig over, hvem folk ser, når de ser mig gå forbi. Er jeg en forfærdelig fyr? Er jeg en, der måske kom til at snave med den pige du var lun på. Hvem husker du mig for at være?” han holdte sine arme til siden for at blotte sit bryst og blotte sin person.

[Atreus Phoebus Winchester]

“For at være ærlig maverick... nej jeg vil ikke være midtpunktet i den magiske verden. Det har jeg rigeligt af i mugglerne leve stil.” Det var ikke engang løgn. Han hadet at være et midt punkt hos magikerne også. Han var jo ikke noget særligt, desuden gik han snart ud af universitetet så slap han da lidt for alle de kommentarer der mente noget om ham som de ikke engang vidste noget om. Hvem han var, hvad han lavede her, at han egentlig bare skulle holde sig væk, fordi han var en plet på deres samfund. Oftest tænkte han det var fordi de var jaloux over ikke at vide hvem han egentlig var, eller at de legede sig over ikke at have lige så mange penge som ham.men han blev oftest gal, og det førte næsten altid til en slåskamp med sig, så hvad var problemet egentlig lige nu?
han lyttede til Paris ord og løftede det ene øjenbryn, inden han svarede sandfærdigt. “Du går på uni, du virker ikke pige glad eller drenge glad. Alligevel har du en status at udfylde som du ikke kan give afkald på. Hvis du endelig finder en af interesse conneter du med dem, uden så meget som at give e5 blik til et andet væsen. Måske er det dit væsen der før at du ligger hvor du gør, hvor det så end er. Men alligevel står du oprejst. Lader ikke verden tage over. Men alligevel koncentrer du dig om det der er lige foran dig....” han løftede det ene øjenbryn og lod tvivlen komme ham til gode, for egentlig kunne det sådan det være forkert det hannhavde sagt. 

[Paris Maverick]

Paris foldede sine hænder og nikkede til de ord Hertugen nedfældede for ham. Han havde faktisk troet at han ville sige noget der var mere fjendtligt, for Paris var begyndt at få den opfattelse at Winchester bestemt ikke brød sig om Paris. Han havde næsten virket kynisk.
“En status at udfylde…” et smil kunne ikke lade være med at brede sig på hans læber, for det passede faktisk meget fint. Han var ikke en arving, men han var trods alt en Maverick. Han havde været en stolt Maverick, indtil efter Hogwarts, hvor han nu var en mere skamfuld en. Hans familie var ikke så fantastisk, som han før havde troet.

“Winchester, hvis jeg nogensinde har gjort noget på Hogwarts… Eller nærmere, hvis jeg ikke gjorde nok, så skal du vide at jeg er ældre i dag og jeg er ked af det. Jeg har forandret mig meget, siden jeg begyndte at komme i andre omgansgrupper på DMU. Faktisk, så er vi en del, som gerne vil se forandring hurtigt - vi vil se handling fra Ministeriet og Hogwarts i en kamp mod at gøre op med diskrimination. Vi vil se det magiske samfund åbne sig op til muggler verden og ende den unødvendige seperation vi har set siden 1689, da den internationale bestemmelse for troldmandshemmeligholdelse blev underskrevet,”

Til Paris forsvar, så snakkede han som et vandfald, når han havde fået noget at drikke. Paris havde fået noget at drikke.

[Atreus Phoebus Winchester]

Der kom ingen indvendninger til det han havde sagt, hvilket bare betød at han altså havde haft ret i det han havde sagt. Det gjorde det hele langt mere roligt. Der var ikke negativt sagt på nogen måde og alligevel havde Paris blot nikket til hans ord, hvilket gav ham ret i sine antagelser. Så langt så godt. Alligevel åbnede Paris munden og kom med en forklaring som han lyttede intenst til. Der var nogle aspekter han kunne nikke til, og andre han lagt fra var enig i. Specielt med at åbne op for samfundet. Det ville skabe kaos, og sikkert hekseafbrændninger af igen. Noget han ikke kunne stå model, specielt fordi han var et forbilled i muggler verden med sin status. Han kløede sig lidt på hagen for at tænke sig om. "Uanset hvad du har gjort og ikke har gjort på Hogwarts er det fortid, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg dvæler ikke i fortiden. Når det så er sagt tror jeg du elller I skal passe på med hvad I ønsker jer. Det kan gå galt hvis samfundet åbner op for mugglersamfundet, og jeg burde vide det jeg lever stadig i det og ikke i et magiker hjem. Ser du hvis der en dag bliver åbnet op kan der komme borgerkrig fordi mugglerne ikke kan acceptere magien. Det ville være en skidt start på noget der kunne være godt. Der vil ikke længere være en hemmelighed i vores verden, og tænk på de tilfælde mord der ville kunne komme fordi man tror en er magiker. Overvej jeres muligheder, start i de små og ikke i det store og ødelæg en verden der endnu ikke har oplevet et ny troldmandskrig siden sidst." kom det fra ham og kiggede meget bestemt på Paris. Det var en intressant holdning at have og der kunne helt sikkert ske noget godt med tiden, men før eller senere ville det helt sikkert også kunne gå galt.

[Paris Maverick]

Paris var ret overrasket over at Atreus havde en så bestemt holdning til emnet - og især fordi han vidste at Atreus ikke var fuldblods. En af han venner kom med en ret skarp lyd i det han kastede op ud over bordet. Paris fjernede sig ret hurtigt fra bordet og rynkede på næsen.

“Winchester, jeg tror virkelig ikke det her skal være sidste gang vi taler sammen. Jeg kan godt lide dine holdninger - jeg føler virkelig du har en beslutsomhed og nogle lederevner vi godt kunne bruge. Et nyt perspektiv. Hvad siger du til at mødes med mig en anden dag? Du behøver ikke at binde dig til nogen oprørsgruppe, men måske kan du hjælpe os med at tage de rette valg, så vi bevæger os mod en fremtid, med en større tolerance,” han skævede over til sin ven, som kastede op påny. “Jeg bliver nødt til at følge Dexter hjem, men… Her…” han gravede et stykke papir frem fra sin lomme med en adresse skriblet ned - det var adressen på et ugleri, hvor Paris modtog sine ugler.
“Skriv til mig,” han lagde forsigtigt en hånd på mandens skulder og rakte ham papiret.

[Atreus Phoebus Winchester]

Der var det der vi igen..  hvad var det for noget og hvad skulle det betyde? Han ved sig i læben kort varigt og så på pergammenetet han fik stukket i hånden. “Beklager maverick det kan jeg ikke. Jeg bruger ikke magi der hjemme.... her send mig en sms hvis du kan” kom det fra ham og tog en af bartenderens kuglepenne og skrev sit telefon nr ned. Det var som om Paris ikke helt havde forstået det var et muggler hjem som han betjente med muggler ansatte. Det ville være en skam at smide det over bord.