Og så endnu en og endnu en

[Paris Maverick]

Tilegnet: Atreus Phoebus Winchester
Tid: Eftermiddag omkring klokken 16:00

Paris havde skålet for forandring med sine venner hele eftermiddagen, indtil han var blevet godt bedugget. Eftermiddagen havde foregået i en beruset tilstand på Det Slagtede Lam, hvor han mødtes med sine venner stort set hver dag, når han og nogle af de andre var færdige med deres dag på DMU. Selvom her var snusket og fyldt med dystre typer, så var der alligevel en del unge der fandt her hen, for frihedens skyld. Her regnede man ikke med at rende ind i sin professor eller tante. Det var dit eget domæne. De var løssnupne lam, uden en hyrde, og selvom ulvene tavse lurede sig ind på dem, så var dagene glade for de unge her, lige nu.
“En runde på mig!” brølede han højt og svingede med armen energisk. Han hørte mænd hamre i bordene og hvordan øllene blev serveret fad efter fad.

[Atreus Phoebus Winchester]

Egentlig skulle han hjem. Egentlig skulle han have lavet noget andet, men af en eller anden grund var han blevet logget med her, og af en eller anden grund skulle han nu efterlades af sin veninde. Det passede ham bestemt ikke. Alligevel lovede hun at de skulle mødes på det slagtede lam. Det lød gustent og han overvejde sine muligheder om at tage hjem og efterlade hende for en gangs skyld. Men det kunne han ikke helt tillade sig, og det var ikke sådan han var opdraget. Alligevel smuttede han ind på det slagtede lam og han så hvor tilsmudset her var af alt muligt. Han vrængede på næsen og havde bestemt ikke lyst til at være her. Alligevel blev den halv dyre sorte jakke taget af og lagt ved siden af sig på en stol. Han satte sig ned og lænede sig op af væggen for at have udsigt til resten af selskabet der virkede... ja ikke særlig behagelige. Hvorfor skulle han jages her hen? En omgang blev givet ud og han kiggede da lidt på væsken der blev sat foran ham. Alligevel tog han glasset i hånden og lod den kolde væske glide ned i halsen. Øl var jo øl.

[Paris Maverick]

Paris var godt distraheret af hans venner, indtil hans blik gled rundt og han fik øje på en ung fyr omtrent hans egen alder. Vent, var det ikke en der havde gået på hans kollegie? En halvblod - dem kunne man altid huske, fordi folk der ikke var fuldblods på Slytherin altid stod ud fra mængden. Atreus Winchester! Dér var den.
“Hey, Winchester… Kommer du ikke over og drikker din øl sammen med mig og mit fine selskab?” kaldte han gennem Det Slagtede Lam. Han skulle ikke sidde der helt alene med sin øl! Ikke her.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han skulle lige til at tage øllen i hånden for at tage en tår da der blev kaldt på ham. Han rettede sig op som om pressen var i nærheden og kiggede rundt, blot for at lade blikket lande på Paris. Oh jo han kunne sagtens huske ham. Men ærligt havde han ikke brugt ret lang tid på at snakke med sin med kollegianere. Hvor mange af dem han gik på skole med vidste overhovedet at han var hertug den dag i dag? Han havde været det siden han var 17 men den gang havde han holdt det hemmeligt for alle. Han ville ikke behandles anderledes. Men så igen hvis man læste muggler presse vidste man han var hertug. Alligevel rejste han sig op med øllen i hånden og bevægede sig over imod Paris. “Maverick” kom det fra ham og nikkede en enkelt gang med hovedet. Der var ingen grund til at give hånd, de var jo ikke loge frem perlevenner.

[Paris Maverick]

Paris havde faktisk været usikker på om Atreus ville joine deres selskab, da han havde kaldt ham hen til ham. De havde aldrig været tætte - men det kunne være der kunne komme andre boller på suppen, nu de ikke længere gik på Hogwarts!
“Jeg havde ikke troet jeg skulle møde dig her! Eller… Måske er Det Slagtede Lam bare blevet det nye in for de unge?” han smilede underholdt og bredt til Winchester, “Hvordan går det med dig?” Han klappede på den frie plads ved siden af sig. Hans venner havde travlt med at tale med hinanden - næsten for travlt og beruset til at huske at hilse på Atreus.

[Atreus Phoebus Winchester]

Et blik vandrede hen over det nye selvskab han var blevet en del af, mest af alt havde han lyst til at fnyse og gå sin vej. Langt væk fra det slagtede lam. Bare gå tage hjem. Men det krævede en afhentning af en bil ideforladt den utætte kedel. Det krævede så meget mere end bare lige sådan. Hvis han kontaktede sin chauffør vil der alligevel gå nogettid. Efter som han allerede havde lagt en plan for hvornår han skulle hentes. Paris ord kom alligevel bag på ham, og han måtte løfte det ene øjenbryn. Lige pludselig kunne man også være en anelse formel. Ja han var halvblod og havde gået på Slytherin. ikke de nemmeste år i skolen, men det var vel det hele værd. “Jeg bevæger mig normalt ikke i disse.... kræse...” det var en hentydning til at han var langt mere fin på den end det først lige så ud til. Alligevel afslørede han ikke for Paris at han var hertug, og havde lagt mere magtens man måske vidste om ham. “Går? Sig mig har de spist søm? De vil vide hvordan det går, eftersom at jeg er tidligere Slytherin elev lige som dem.. men bevares. Hvis de vil vide det så fortræffeligt” det var selfølgelig en løgn, men ikke noget man kunne se på ham han varstadig plaget af de gule øjne der huserede ham fra tid til anden, sådan næsten hele tiden. Det var en irriterende ting at sætte sig ind i. Alligevel havde han mistetsine forældre til nogle uhyre, og nu var han selv en. I det mindste kunne han da glæde sig over kendskabet til Sky Wolfgang .

[Paris Maverick]

Paris gav en fnysende latter fra sig, “Nej, det tror jeg heller ikke jeg kan sige om mig selv,” han var jo ikke typisk en der sås med folk fra Det Slagtede Lam… Men det var her hans venner kunne lide at være nu. Hans latter forsvandt dog igen, da han spurgte om han havde spist søm, “Er det sådan De taler til alle, der prøver at komme Dem noget ved, min gode herre?” svarede han tilbage i en fin tone, for at gøre lidt grin med måden han fremmedgjorde sig på. “Jeg ville ikke vinke dig her over, hvis jeg ikke brød mig om dig, Winchester,” han drak noget mere øl.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han lod blikket glide lidt rundt og han måtte bide sig svagt i underkæben. Paris lignede mere end der bevægede sig disse steder frem for ham selv. Men det måtte manden Maverick jo sådan set selv om. Alligevel tog han en tår af sin øl og gjorde ikke engang modstand af den hån som Paris tydeligtvis gjorde. “Sig mig... gør de grin med mig?” Normalt ville han aldrig have snakket sådan til folk med mindre de var mugglere. Men Paris kunne godt bruge at blive pillet lidt ned, loge så vel som resten af Slytherin kollegiet kunne blive. Desuden kunne Paris godt få besked på indirekte at det var en finere herre der stod foran ham og ikke en eller anden snusket fyr der blot prøvede at se pæn ud. “Bryder sig om mig? Det må jeg nok sige, er der virkelig en eks Slytherin elev der kan bryde sig om en halvblod fra samme kollegie?” Det var ikke mente som et spørgsmål men en konstatering til at det åbenbart fandtes sådan nogle typer.

[Paris Maverick]

Paris vidste ikke om han begyndte at fortryde at have inviteret Winchester over til hans bord eller om det blot underholdte ham endnu mere, fordi han virkede bestemt ikke til at være tilfreds med det selskab han var landet i. “Måske? Du virker en anelse stiv i betrækket, og jeg håber virkelig at øllen slår ind hurtigt,” svarede han ham ærligt og direkte. “Jeg er en Slytherin, men det her er ikke Hogwarts og vi sidder ikke i Slytherins opholdsstue. Og ja, jeg er fuldblod, men tiderne skifter og jeg har lært at man ikke kan gå op i den slags længere,” han trak på skuldrene, “Jeg tror aldrig rigtig jeg har gået op i det… Men jeg er ked af at jeg ikke gjorde mere for at stoppe folk fra at være nogle idioter dengang på Hogwarts. Jeg var ung og uvidende.” Han kæmpede for forandring nu, ved Merlin. Han vidste godt at han havde levet et privilegeret liv, da han gik på Slytherin uden frygten for at blive mobbet for sit ophav.

[Atreus Phoebus Winchester]

Han måtte kigge lidt på Paris og rystede lidt på hovedet af ham. Men da han nævnte ordet stiv røg en hånd automatisk ned til hans skridt for at mærke på varerne og rystede på hovedet. “Desværre ikke stiv. Der kræver lidt lege til, men hvis de mener jeg er så stiv, skulle man måske overveje at der var en status i spil, ikke at det egentlig kommer nogen ved” han kunne sagtens være normal som han var med Sky Wolfgang men på sådan et her sted? Ja så vidste han ikke helt hvor han havde folk henne, og det var måske et forkert træk og han kunne blive overfaldet, men han kunne sagtens bruge den magi der krævede for at passe på ham selv. En anelse irritation dukkede op hos ham og fik hans øjne kort til at blive en gullig farve for at vende tilbage til den blå. “Med andre ord... Du er blevet voksen, fantastisk. Det manglede bare at nogen fik en hjerne blandt Slytherin eleverne. Der er stadig håb for fremtiden kan jeg høre” han nikkede lidt for sig selv og tog en tår af øllen inden han lod blikket glide rundt på de andre. Det var et så lusket sted, at han overvejede hvorfor han skulle blive. Det var jo ikke fordi han kendte Paris ret godt, han kunne måske komme til det, men ærlig talt ville han hellere snakke med en pige som Sky Wolfgang. “Hør hvis dette skal foregå kan vi lige så godt starte fra starten af Maverick. Atreus Phoebus Winchester Hertug af Crosswater” han lod blikket glide hen p` resten af befolkningen for at fonde ud af om de hørte efter og evt ville overfalde ham på vejen ud, men det lod ikke til at de hørte efter hvad det var han netop havde sagt.

[Paris Maverick]

Paris slog over i en let latter, da han tog sig selv på skridtet. “Touché… Jeg tog fejl,” det havde heller ikke været pænt af ham at kalde ham stiv i betrækket. Men som han skulle til at tage sig en slurk mere af sin øl, fik han øje på Winchesters øjne, som han var ret sikker på kortvarigt skiftede farve til gule og så tilbage til blå igen. Det var tydeligt at se på Paris at han havde set noget, men han anede ikke hvad det betød.
Paris nikkede ganske langsomt til det han sagde om Slytherin elever, fordi han var så opslugt af de øjne der. Han kom mere til sig selv og hans nik blev hastige, før han igen stoppede med at bevæge hovedet.
Da han præsenterede sig selv havde han nær spyttet sin øl ud, “Her... hertug?” han smilte ret så bredt. “Jamen ved Merlin, så er De da vist mere værd end en bunke blodfanatiske slanger,” det var alligevel temmelig uventet. “Hvordan tiltaler man en hertug? Deres Højhed? Excellence?” han gjorde ikke grin med ham, men nærmere hans egen uvidenhed. Paris anede ikke meget om fine titler.

[Atreus Phoebus Winchester]

Et svagt smil kom frem på hans læber. Det havde måske været lidt groft gjort, men hvad fanden ikke alt skulle være helt så alvorligt. Bare fordi man havde en titel på sig kunne man vel stadig være ung. Han tog øllen for munden og hadet inderligt sine øjne. Han lagde aldrig selv mærke til det eller opdagede at de var gule, men en ting var sikkert. Han hadet at være varulv. Nu havde han været det i 4 år og han havde stadig ikke styr på sine øjne, de levede stadig deres eget liv. “Sig mig er der et problem at jeg er hertug?” Kom det fra ham og kiggede lidt på Paris. Det var vel ikke så slemt. Mugglerne var mere efter ham end det magiske samfund. Men hvad kunne man også forvente? Han tog en tår mere af øllen og løftede det ene øjenbryn. “Hvis du bare tiltaler mig som en hver anden ville det være perfekt” det var ikke fordi der skulle noget fint på når der blev snakket til ham. Ikke længere, sådan var det måske en gang, men nu nej det var anderledes, og han havde jo ingen tilknytning til de kongelige.

[Paris Maverick]

“Nej, slet ikke.” han holdte sine hænder underkastende op foran sig og grinte let, “Nej, jeg synes da bare at en titel virker mere officielt end når folk snakker om hvilket blod de har,” han rømmede sig og drak lidt mere øl. “Så, du er hertug. Ikke siden Hogwarts, vel? Hvordan er det lige sket?” Paris havde aldrig mødt nogen med en titel før, så det var temmelig nyt for ham det her. Han anede dog ikke om Winchester havde lyst til at svare på hans spørgsmål, for han havde indtil videre været en smule mere modsat. Hvordan var han overhovedet endt på den her snuskede kro?

[Atreus Phoebus Winchester]

Han nikkede lidt af Paris. Det var altid noget at der ikke var nogen problemer. Men så slap han da også for at skulle bekymre sig om det. Især et sted som dette, for godt nok var han hertug imugglefnes verden, men ville det betyde noget for magikerne med mindre at det handlede om at de skulle bruge hjælp. Alligevel lyttede han til Paris spørgsmål, og selvfølgelig kom der et spørgmsål han helst ikke ville svare på. Men alligevel måtte han være høflig og gøre det. “Desværre jo. På mit 7 årgang blev jeg hertug, mine forældre led en frygtelig død. De blev slået ihjel af en varulv” kom det fra ham og og han måtte kigge væk i det hans øjne igen fik en gule,og farve. Han hadet at snakke om sine forældres død, og hvorfor han skulle være hertug i så ung en alder.

[Paris Maverick]

Paris hævede sine bryn, “Oh shit…” den havde han så alligevel ikke set komme. Altså jo han havde måske godt hørt at han havde mistet sine forældre. Men som Winchester selv havde gjort opmærksom på, så var der ikke mange fra Slytherin, der lagde mærke til hvad der skete med dem, der ikke var fuldblods. Paris havde ikke haft noget imod Winchester, men han havde været så optaget af den verden, som han levede i - dan dig, mak ret og bejl en fuldblods kvinde en dag, så du kan overtage din fars plads i familien, når han en dag er borte. Skab alliancer, evner og ikke tab ansigt. Det pres var anderledes for ham end for de fleste halvblods og mugglefødte. Han lagde mærke til hans øjne, “Og hvad med dig? Var du hjemme da det skete? Eller fik du en besked gennem ugle?” han klemte øjnene nysgerrigt sammen, mens han drak mere øl.