Locked Away

[Matthew J. Darklighter]

"Han kan ligeså godt lære mosten," svarede Matthew med et smalt mil inden han nikkede kort og sigende til Quintin for at vise at han forstod hans hentydning. "Selvfølgelig, lad mig kalde på ham," sagde han og selvom enhver anden ville have regnet med at han måske ville have kaldt på ham med en hørlig stemme lod han sindet række ud til alle afkroge af palæet hvor han endelig fandt Gabriel og de andre ikke langt væk, men nok til at de var uden for hørevidde af de gamle. Han bad ham om at komme tilbage til stuen for at snakke med Quintin, og kort efter hørtes der skridt ude på gangen og Gabriel stod i døråbningen.
"Ah, Gabriel, godt du kom," sagde Matthew og løsnede sig af Isobels greb inden han rejste sig. "Kom," han guidede Isobel op fra sofaen og nikkede til Freya som tegn til at hun kunne følge med så Quintin og den unge Darklighterarving kunne få stuen i fred.

[Quinten Andromedius]

Tålmodigt afventede Quinten at stuen blev tom indtil at han sad ansigt til ansigt med Darklighter arvingen. Et langsomt venligt smil spredte sig på hans tynde læber som han lænede sig frem og tog Gabriel i øjensyn. Pejsens knitren var snart det eneste som opfyldte rummet og det rødgullige lys gled over deres ansigter som var de en tragikomedie. Langsomt åbnede Quinten munden og klikkede med spidsen af sin tunge. En vane, som han havde givet videre til alle sine sønner og en klikken som indikerede enten kedsomhed eller at noget meget værre var i gærde. ’’Hvor længe havde du regnet med at din respektløshed skulle gå unoteret, Gabriel Darklighter?’’, spurgte han med en overdrevet venlighed selvom en isende undertone kunne skimtes selv bag det brede tandsmil. Han blinkede langsomt, som et rovdyr som havde låst sit bytte.

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel stod for enden af det lave sofabord og holdt sit smaragdgrønne blik fæstnet på Quintin. Han vidste han var blevet nød til at adlyde sin fars ordre om at komme ind i stuen, og han havde i sit stille sind fornemmet hvad det var, der skulle til at gå ned. Alligevel forholdt han sig afventende indtil stuen var affolket og han var alene med Quintin. Manden var berygtet, og han vidste at han måtte træde varsomt med alle de talegaver han kunne mønstre i sit vredsoprørte sind.
Han anlagde derfor et skævt, uforstående smil og tiltede hovedet en my til venstre.
"Respektløshed? Jeg er ikke sikker på at jeg ved hvad De mener, Mr. Andromedius," svarede han reserveret og så følelsesforladt som absolut muligt, men smilet sank ind i en bitter, smal streg da hans ord var forduftet ud i luften mellem dem, sitrende, ladet som med et ekko fra rædselsskrig.

[Quinten Andromedius]

Quinten betragtede Gabriel lydløst. Selvom at han var søn af Matthew, havde han meget at lære. Specielt hvad angik mimik. ''Jaså?'', spurgte han blidt med hævede øjenbryn. Langsomt rejste han sig, lyden af stof som rørte hinanden ebbede ud som han blidt børstede sine bukser af. Han var udemærket klar over det sagnomspundne rygte som omfavnede hans væsen. Han foldede nu selv hænderne bag sin ryg og gav sig til at kigge på knægten på ny. ''Jeg taler ikke om den tydelige jalousi du nærer din lillesøster's ægteskab, jeg taler om den tvang du tildeler min søn i nattens mulm og mørke'', ordene var skarpsindige men også uhyrlig venlige. Quinten fremdrog en hånd og holdt den oppe i luften mellem dem, for at stoppe Gabriel fra eventuelle taleudbrud. ''Jeg er rasende. Det er respektløst mod slægtsvenskabet, og kunne jeg med god samvittighed havde jeg let pulveriseret din ynkelige eksistens.'', ordene var langsomme og præcise, og han lod dem hænge i luften i en stund inden han klikkede med tungen og sænkede hånden for påny at lade dem foldes bag ryggen. ''Men jeg er her for at tilbyde dig en løsning'', på ny fremkom det statslige smil, finpudset gennem årene af politisk handlekraft, perfekt til billedet i avisen. 

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel stod tavs og lyttede. Han var respektfuld nok overfor ham til ikke at begynde at bryde ind. Han vidste bedre, og han valgte derfor at lade manden tale færdig selvom han mest af alt havde lyst til bare at spytte ham i ansigtet og sige at det ragede ham en høstblomst hvad hans søn lavede med sine venner. Elliott var skrøbelig, han var sart, han måtte beskyttes og have kærlighed når hans far tydeligvis ikke ville ham det.
"Jaså?" spurgte han med et let hævet øjenbryn. Quintins trusler rørte ham ikke. Han vidste at Matthew ville pulverisere ham hvis han så meget som krummede et hår på Gabriels hoved. Hans hentydninger til Angelique ville han heller ikke lade sig påvirke af men han måtte alligevel tage en dyb indånding da han nævnte hende, et minimalt tegn på en fysisk reaktion, som han ikke helt mestrede at holde nede på samme måde som hans far kunne. Han lagde demonstrativt armene over kors og så afventende på ham.
"Lad høre," bad han blot. Så få ord som muligt. Sådan som hans far havde lært ham.

[Quinten Andromedius]

Som en høg, opsnappede Quinten straks knægtens udtryk da han nævnte adoptivbarnet. Smilet blev blot bredere da en ny idé rodfæstede sig i hans indre og han tog sig nu tiden til at overveje de forskellige scenarier imens han lod tiden gå i det store værelse. “Noget for noget”, startede han med velgennemtænkte ord. “Jeg er villig til st se gennem fingrene, hvis du tager hånd om knægten. Sørger for at han ikke havner i ballade eller betér sig uetisk”, ved uetisk mente han selvfølgelig i relationsdannelsen med mugglere eller andre halvblodsmagikere. Af gode grunde, kunne Quinten ikke selv holde mere øje med ham end han gjorde. Gabriel var idéel, og med ret overtalelse kunne han let få Matthew til at sende drengen til DMU. “Til gengæld fortæller jeg ikke din fader..... eller din søster om dine smagsløse overgreb...”, han gik nu nærmere Gabriel så de stod som to tårne foran hinanden. “Men skulle du fejle.... Eller sladre, så er det jo meget mere som står på spild og Hogwarts er langt borte...”, med denne stille trussel, rakte Quinten hånden frem for at forsegle aftalen med den unge arving.

[Gabriel Jacques Darklighter]

Gabriel trak vejret ind ad næsen, kontrolleret, rolig, fattet, mens han stod med armene lagt over kors stadig selvom mandens hånd hang foran ham, klar til at besegle hans gerninger. Det var som et sekund der stod stille forevigt mens han skulle tage en af de vigtigste beslutninger i sit liv. Og alligevel fandt han aftalen en kende banal. Hvad ham og Elliott havde gang i var da bare hyggeligt, right? Der var ingen grund til at det var forkert, med mindre man var stokkonservativ som Quintin. Hell, hvis han fortalte sin far at ham og Elliott var lidt glade for hinanden ville Matthew vifte ad ham med hånden og sige "Ja og hent lige min te". Og så alligevel var det måske ikke det smarteste at få ud til Aisling. Ihvertfald ikke endnu.
"Deal," sagde han endelig og tog mandens hånd i et fast greb. Han var ikke bange for Quintin, nej, han hadede ham, og der var en væsentlig forskel.

[Quinten Andromedius]

Quinten kendte sin søn vel, ihvertfald fra før ulykken, og han vidste at hvad end Gabriel havde gang i var det langt fra noget som havde ligget til sønnens personlighed. For ikke at tale om, hvis det kom ud i deres kredse. Hvordan skulle han nogensinde forsvare knægtens relation når knægten selv knapt kunne holde en funktionel samtale? Nej, denne aftale var vigtigt. For det var ikke blot ære som stod på spild, det var sågar Elliotts egen overlevelse. Quinten slap nu Gabriels hånd, og nikkede venligt, inden han i forbipasseringen, klappede ham på baghovedet: ''God Dreng'', sagde han, inden han fortsatte ud i palæet for at finde resterende af Andromedius familien.


//Out.

[Gabriel Jacques Darklighter]

//out