Play the game

[Isobel Stella Darklighter]

Quinten Andromedius

Restauranten var blidt oplyst, lyden af klirrende glas og skrabende tallerkner kunne høres fra køkkenet og der var lavmælt snak ved bordene. Klokken var i nærheden af 19, og Isobel havde modvilligt sagt ja til en aftensmads-aftale med Quintin. Hun ville ikke kalde det en date, hun var meget bevidst om at det ikke kunne lade sig gøre med ham længere, men hun håbede altid i det skjulte at det kunne være der faldt lidt mere end bare et kram og et kindkys fra ham når de sås. Det var længe siden det bare havde været de to, og hun kunne mærke hjertet slå lidt hurtigere ved tanken. Hun var ankommet til restauranten og havde fået taget sin kappe med den røde rævepelskant så hun stod i dybrød kjole med en udskæring og et snit der efterlod meget lidt til fantasien, men stadig smagfuld og med stil. Hun havde valgt simple smykker og sko og håndtaske til hvor hendes tryllestav var gemt lidt væk.
Hun stod i entréen til restauranten og lod blikket glide ind i det store rum bag den blankpolerede reception for at se om Quintin var kommet før hende eller om hun var alene til at starte med.

[Quinten Andromedius]

Mugglere kunne være ulidelige. Hele dagen havde de snakket til ham, om deres nye 'biler' og husrenoveringer. Uanset hvor meget han forsøgte, så kunne han ikke forstå hvordan de kunne leve så kedeligt. Det var som, at de var de mest fantasiløse skabninger der fandtes, hvorfor han tildels undrede selv over hvorfor han ikke havde fået sig et ministerielt arbejde som Desmond. Det var netop tanken om ham, som havde fået ham til at byde Isobel på aftensmad. Ulverygterne havde floreret i længere tid og nu var det vel bedre af få dem bekræftet så at de kunne anmelde deres gamle kompagnon og få ham huset i Azkaban. Quinten selv, forventede sig at overtalelsen af Isobel ville være let. De lavmeldte stemmer mødte ham idet døren til restauranten gik op og synet fik ham til at smile. ''Isobel, darling'', hilste han med en venlig omfavnelse og det traditionelle kindkys. Quinten var iført et mørkegrønt jakkesæt, moderne ifølge kvinden i butikken, han var egentlig ret ligeglad med mode men vidste at det var vigtigt at klæde sig ordentligt så man kunne være velset. Med elegance, holdt han stolen ud for hende og ventede sig på at hun satte sig inden han skubbede den tilbage. Hun var en lille nips, men ikke ligeså petite som hans egen hustru. Han satte sig ned overfor hende og sendte hende et af sine indøvede venlige smil. ''Hvorfor hører jeg at Thereza ligger i med ældre mænd?'', bemærkede han bramfrit, hans blik veg ikke fra hendes ej heller blinkede han. Menuen blev stukket i deres hænder men han lod den blot ligge. ''Moules marinières, hvidvin. Til os begge, tak''. 

[Isobel Stella Darklighter]

Isobel rødmede så snart Quintin var indenfor synsvidde. Hun lod sig omfavne, overfladisk men med alle følelserne udenpå tøjet og hun fulgte med ham ind i rummet hvor hun lod sig sidde ved bordet og læne sig lidt tilbage over spørgsmålet.
“Du ved Desmond er ansvarlig for hende det meste af tiden,” svarede hun tørt og en smule trist over at hendes datter skulle være det første samtaleemne. “Jeg har forsøgt at sige til hende, at hun skal opføre sig ordentligt, men jeg har hende ikke 24/7, så jeg kan ikke sætte ind overfor hendes...” hun sukkede og strøg håret bort fra ansigtet, “udskejelser.” Hun så en smule mut på ham, som for at understrege at hun havde håbet de kunne have snakket om noget andet end hendes uregerlige datter.

[Quinten Andromedius]

Quinten var ikke meget for small-talk. Det var unødvendigt, specielt når der var planer i vente. Han stirrede på hende, de blå øjne mødte hendes og langsomt men som han ventede det blinkede han og klikkede let med spidsen af sit tungebånd. ''Kunne du tænke dig, at have hende '24/07'? Ihvertfald indtil at hun bliver 17?'', spurgte han blidt med et drys af medlidenhed i stemmen. Han nød hendes skuffede ansigt, han huskede det fra barnsben når hun ikke fik hvad hun ønskede. Havde han kunnet, ville han havde rakt frem for at stryge hende over de frodige røde læber med tomlen. Men han lod aktet forblive i tankerne. ''Det vil give dig den sidste chance for at opdrage hende tilfredsstillende'', han lod det gå usagt at Desmond var en alt for frisindet fader, efter hans smag. Istedet for en yndig pige, havde de fået sig en uregerlig ung dreng som let troede at hun kunne bukke løs hvor hun ønskede. Ikke fordi at Quinten faktisk brød sig så meget om tøsens udskejelser, men han brød sig om navnet og slægten, hvis hun da skulle blive en Andromedius. 

[Isobel Stella Darklighter]

Hun sukkede stille og smilede overbærende mens hendes fingre gled over kanten af vinglasset eftertænksomt, uden mål, uden med.
"Hvis bare jeg kunne," sagde hun stilfærdigt. "Men jeg vil hellere have et godt forhold til Dessy end jeg vil have det går i knude. Desuden," hun rankede sig lidt på sin stol, "Thereza er en lost cause. Hun gør hvad der passer hende, og selv ikke en lussing kan standse hende, tværtimod. Hun er ikke en hund man kan opdrage på længere," hun så til siden ned på menuen mens hun smilede lidt over hans bestilling til dem. Han vidste hvad hun kunne lide. Inden hun var taget afsted havde Matthew også sat sine spor i hendes sind. Hun var klar over at det måske kun var overfladisk for ham at mødes her, men hun håbede alligevel at de kunne i det mindste kunne finde et sted sammen efter middagen.

[Quinten Andromedius]

Quinten slog opgivende ud med armene, men uden at gestikken overtog hele hans composure. Det milde politiske smil havde omfavnet hans læber på ny som han ytrede: ''Desmond, Desmond, Desmond'', han rakte ud efter vinglasset og himlede med øjnene. ''Som fader så datter'', han hvilede glassets kant mod sine blege læber imens han tog hendes figur i mål. Hun var slankere, højere og stærkere end hans egen porcelæns Freya. ''Det er jo intet under at hun er blevet sådan med en varulv til fader... Vildt bæst og sjældent tæmmet. Det er en skrækkelig sygdom'', han tog nu et nip af den dyre hvidvin, for han drak sjældent. Han foretrak sit skarpe sind, hvilket var det som piercerede gennem Isobel nu, afventende på hendes svar.