In control

[Matthew J. Darklighter]

Tid: Lørdag eftermiddag

Sted: Et bord udenfor Restaurant Lavena

Vejr: gråt men tørt, koldt og blæsende

Himlen var giftig bleg og grå, lyset var filtreret ned over verden som igennem et diffust glas, og spredte sig over London og Diagonalstræde denne lørdag eftermiddag. Vinden rev det tynde slør af skyer med sig rundt i cirkler, men det gjorde stadig ikke nogen forskel på det trælse, enerverende sollys.

Matthews øjne havde aldrig helt været tilpasset lyset udenfor. Om det var en genetisk fejl efter familiens indlysende blodsbeslægtede ægteskabspagter, var ikke til at sige, men han plejede at skyde skylden på det ihvertfald. Det var jo ikke fordi han sad indenfor stort set alle døgnets timer og havde møder. Han var vant til palæets dæmpede lyssætning og mørke farver. Udendørs huede ham ikke.

Alligevel var han ude nu, og havde netop afsluttet et uformelt men meget godt møde med en potentiel fast distributør af Northern Lights Industries produkter. Han sad nu for sig selv, nød et glas vin og så på omgivelserne mens han scannede kropssprog og brudstykker af samtaler; ægtepar der var ved at gå fra hinanden, små børn der ville have den nyeste kost så de kunne blive Quidditch-stjerner men deres forældre var netop blevet afskediget så der var ingen penge, men de kunne ikke bære at fortælle det til deres børn. Alt sammen indtryk han fik af korte glimt igennem deres sind, kombineret med deres ord og positur. Han trak blikket til sig og til glasset foran ham for ikke at lade sig overvælde helt. Hans tinding dunkede, både af lyset men også at lade sit sind flyde ud og brede sig som ringe i vandet og mærke mennesker på afstand. Han tog en slurk af vinen og lod roen brede sig i kroppen mens han kortvarigt lukkede øjnene af nydelse.

[Luna Clary Daniels]

Outfit

I anledning af sin fødselsdag havde Luna været ude og spise med nogle venner. De var færdige nu, og netop som Luna havde taget sin jakke fik hun øje på ham. Hr. Darklighter. Hun kendte ham ikke personligt, men professionelt vidste hun hvem han var og han var en af dem hun oftest fulgte i aviserne. 
Luna vendte sig hurtigt mod sine venner og fortalte at hun havde behov for at tale med ham, og lige ville gå over at tjekke om han havde tid. Vennerne rystede på hovedet af hende, men vidste også, at hun ikke ville være til at stoppe. Med en selvsikkerhed der sommetider var mere til skade end til gavn gik hun over til manden men stoppede på behørig afstand. Hun ville jo ikke være uhøflig.
"Undskyld Hr. Darklighter? Hvis ikke jeg tager meget fejl. Jeg vil ikke være uhøflig, men jeg ville høre om jeg kunne få lidt af Deres tid til at snakke forretning?" Det virkede sikkert helt absurd, at en pige i hendes alder ville snakke forretning, men var man det mindste i tvivl om hvorvidt hun mente det, kunne man blot kigge på hendes ansigt og besluttende øjne. For jo, Hun var fuldstændig alvorlig!

[Matthew J. Darklighter]

Matthew havde siddet i sine egne tanker da en stemme lød og han hævede sit blik op til en ung pige der stod foran ham med et ansigt der virkede så beslutsomt som en dommer der var kommet til en konklusion i en vigtig retssag og var klar til at afsige dommen. Et lille krøllet smil fandt vej til hans mundvig og de isblå øjne glimtede mens han kort tog hende i øjesyn.
”Ja, det er mig,” svarede han og nikkede til stolen på den anden side af bordet. “Tag plads, og lad mig høre, miss...?” hans afsluttende ord var tøvende, søgende efter hendes navn. Han holdt en hånd frem til høflig hilsen mens han overvejede om han skulle bruge sin legillimens på hende eller ej. Den trælse smerte i tindingen sagde ham at han hellere måtte spare på kræfterne, og lade hende præsentere sig og sin forretning, inden han dykkede mere ned i hendes sind.

[Luna Clary Daniels]

"Daniels" Gjorde hun sætningen færdig for ham i en høflig tone, før hun så satte sig i den anviste stol og rakte ham hånden. Nok gik hun stadig på Hogwarts,men derfor var hun ikke det mindste bange for at tale med voksne, hun vidste hvor hun stod og kendte sine holdninger. "Tak. Mit navn er Luna Daniels. Ja, jeg ved du er en af vores største firmaer. Din succes er sikkert god." Hun tav kort for lige at lade ordene synke ind og bundfælle sig hos ham. Hun var tydeligvis ude på forretninger, det kunne nemt både ses og høres. "Ser du. Til sommer bliver jeg færdig på Hogwarts, og derefter, vil jeg gerne starte mit eget firma. Nok ikke helt i stil med dit, og dog derhen ad. Hvad jeg gerne vil spørge om er, hvordan kommer jeg bedst fra start?"  Måske var det ikke lige hvad man forventede af en pige som hende. Hun var ung, så stilfuld ud og lignede nok mere en der ville noget mere kreativt med livet. Måske model eller skuespiller. Stil havde hun hvert fald rigeligt af.

[Matthew J. Darklighter]

Han måtte indrømme hun var interessant nok til at han skød tankerne om at gå til Den Utætte Kedel og mødes med Gabriel ud af sindet og istedet roligt drejede vinglasset lidt så foden skurrede en smule mod bordpladen. Han greb let om glasset, slyngede vinen lidt rundt mens han holdt hende med blikket selv efter hendes talestrøm var færdig. Hun var kompetent.
”Når du siger ikke i stil med men dog derhenad, hvordan skal jeg så forstå det? Du vil rekvirere og videresælge magiske genstande og artefakter, eller hvad snakker vi om? Bare at opkøbe?” Spurgte han med et let hævet øjenbryn mens han betragtede hende. Han kunne vel invitere hende hjem og snakke med hende under fire øjne istedet for her, midt i det åbne, travle liv i Diagonalstræde. Han havde egentlig heller ingen grund til at ville hjælpe hende, ikke med mindre han fik noget for det... det var som regel sådan tingene fungerede når han skulle yde hjælp, uanset hvem det var til.

[Luna Clary Daniels]

Oaky, så Luna havde måske ramt en lidt forkert indgangsvinkel kunne hun godt høre, men det slog hende bestemt ikke ud af den. Ligesom den skrabende lyd af glas mod bord heller ikke påvirkede hende, hvor andre ville være berørt af nerver, var hun målsat i sin tro og sine holdninger, hvilket for nogen kunne være imponeret af en pige så ung. "Nej Sir. Ikke direkte. Jeg har brug for at sted at være. Jeg har brug for en form for indtjening. Hvad der i særlig grad har vækket min interesse for dig er dine kursus forløb. Står du selv for at gennemføre disse kurser, eller har du folk til det? Hvad er omkostningerne for et sådan forløb? og hvordan sørger du for at nå ud til de rette folk?" Det var gode spørgsmål at starte med. Hun havde selvfølgelig brug for finans til at dække alt dette, det var en ting hun endnu ikke vidste hvordan hun skulle finde, men hun arbejdede i måske at finde sponsorer og evt prøve at tage en snak med ministeren.

[Matthew J. Darklighter]

Hans øjne blev en smule smallere mens han hørte hende nævne hans kursus. Det var vel meget oplagt at starte igennem dem hvis man ville have succes. Der var så mange solstrålehistorier, som han kunne bryste sig af.
”Mit kursus omfatter alle der er villige til at lære sig selv bedre at kende for at kunne opnå den succes de har brug for i deres liv. Det er ikke begrænset til nogen specielle personer, man kan komme ind fra gaden hvis det skulle være, eller man kan komme fra ministeriet, hovedpointen er at man er klar til at udfordre sig selv og finde ind til de ting, der kan stå i vejen for ens succes. Alle har det, små hæmsko, som de måske regner med er deres styrker men faktisk viser sig at være deres svagheder. Stolthed, uomtvistelig selvsikkerhed,” hans smil trak sig en smule mere op i mundvigen, “alt bliver klargjort. Jeg står selv for at afvikle forløbet, men det er også derfor der er så få pladser, du ved,” han så sigende på hende, “jeg har mange tråde at trække i. Forløbet er omkostningsfrit for deltagerne, og når man er færdig kan man være kvalificeret til at arbejde i mit firma - hvis man vil. Jeg formoder det besvarede dine spørgsmål?” Han hævede et øjenbryn til hende inden han tog en slurk af vinen og holdt sit blik fæstnet på hende over kanten af glasset.

[Luna Clary Daniels]

Luna havde stået over for mange mænd, magtfulde mænd og blot mænd med særlig magt og kræft. Hun var ikke bange, ikke i dag. Hun vidste præcis hvad der kunne skræmme hende, de ting havde hun oplevet på egen krop, men hun vidste også hvilke af hendes evner der gjorde hende stærkere. Derfor kunne hun også let fokusere på blot at lytte til hans fortælling. "Så du har sponsorer? hvordan skaffer jeg dem bedst? Hvordan sørger jeg for at få en god grundflade med sikkerhed i mit firma, sådan så jeg har en sikker base?" spurgte hun videre. Hun fik sig langsomt talt ind i en rille, hvorfra hun ikke ville komme ud før hun løb tør for spørgsmål, eller personen hun udspurgte for alvor ville sige stop og nægte at være med mere. Dette her var forretning og det var hvad hun brændte for. Det skulle ingen hindringer have!

[Matthew J. Darklighter]

Han slog ud i en latter over hendes insisterende tonefald. Han kunne lide en direkte samtale.
“Du har en god portion mod, min pige,” sagde han og satte glasset fra sig på bordpladen mens han studerede hende nøje. “Du får ikke sponsorer før du har en grundflade til et firma, og den grundflade får du via en masse erfaring i branchen, inden du kan sætte sig selv i føresædet. Hvis du vil starte på egen hånd, helt fra starten, skal du selv have en god slat penge,” han kastede et blik på sit ur, hvis urskive bestod af små gyldne perler der rullede rundt i et system som kun han kunne aflæse, “penge, som du for eksempel ville blive nød til at betale mig, hvis jeg skal fortsætte med at give dig råd. Jeg tager 500 galleoner i timen,” han så tilbage på hende med et skarpt blik, stadig smilende men med en undertone af at hun udemærket kunne fortsætte med at udspørge ham. “Hvis du har en intention om at komme til at blive en del af mit firma kan du få en uforpligtende samtale i mit palæ, men derudover har jeg ikke yderligere svar til dine spørgsmål, med mindre du kan betale for det. Enten med penge eller,” han lod kort blikket glide op og ned ad hende. Der var mange måder man trods alt kunne betale ham, og hvis hun ikke havde galleoner... “du kan komme til mit palæ pg vise mig hvad du kan og jeg kan afgøre om det er godt nok til at jeg kan rådgive dig yderligere.”

[Luna Clary Daniels]

Luna var bygget af mod, krydret med lidt dumdristighed, men primært var det nok mod. Derfor tog hun også hans ord som en kompliment, for hvad andet kunne det næsten være? "Jeg har en grundflade til mit firma, men vi kommer ikke til at sælge noget. Det bliver mere et sted man kan gå hen og få rådgivning. Det kunne man selvfølgelig godt tage et lille beløb for. Hvis så jeg bare finde nogle sponsorer der tror på min sag og samtidig finder kompetente folk der kan føre rådgivningen, så er jeg vel allerede et godt stykke af vejen." ordene blev måske mere henvendt til hende selv end til Matthew, hvilket også blev grunden for at hun så overrasket på ham, da han pludselig gav en pris på samtalen. "5oo galleoner. Du må da være sindssyg" Det var rent pral at ville tage så mange penge for noget. han manglede dem tydeligvis ikke. Blikket sænkede sig til hans noget så fine ur, som bare fik hende til at se uimponeret op på ham. Hun forstod ikke hvorfor nogen ville bruge så mange penge på materielle ting. Det var bare latterligt, hvis man spurgte hende. Hans tilbud fik hende dog til at smile men hun måtte ryste på hovedet. "Tak, men nej tak. Jeg er ikke interesseret i at arbejde for dig. JEg skal have startet mit eget firma forstår du." Luna var en meget direkte pige, og selvom Matthew var ældre, var hun ikke det mindste bange for ham. Da han så nævnte sin pris på ny, eller et alternativt til en pris rykkede hun sig lidt fra ham. Han sad ikke helt seriøs i en forretningssamtale og lagde op til kødlige lyster? Tog han hende da virkelig ikke mere seriøs end det? Spencer Lynch havde sikkert fløjet i flæsket på ham, hvis han havde set det blik manden sendte hende, men hun var ikke helt så nem. Hans afsluttende ord fik kun et bryn til at hæve sig. "Hvad jeg kan? KAn i hvilken forbindelse, for lige nu sender du nogle signaler, som jeg virkelig håber, at jeg læser forkert!"

[Matthew J. Darklighter]

Hans smil var underfundigt ved synet af hendes forargelse og reaktion. Øjnene glimtede frydefuldt.
"Hvis du har nogle kvaliteter at trække på vil jeg se dem, før jeg kan yde mere hjælp til dig," svarede han afslappet som om hendes anklager om forkerte signaler prellede af på ham. "Det ville sponsorer også bede om. Har du den rette måde at kommunikere på med dine forhandlere, har du den rette måde at føre bogholderi og regnskaber, kan du læse et magisk regneark til perfektion? Den slags ting," hans smil var uforandret mens han snakkede, "for jeg ved da sørme ikke hvad du ellers tænker." han fnøs stilfærdigt for sig selv og tog en slurk vin mens han vedholdende betragtede hende. Selvfølgelig ville han have udnyttet hende hvis han kunne. Hun var jo blot en teenager ud af en million. "Ydmyghed, min pige, ydmyghed, er din første kilde til succes," afsluttede han roligt og satte glasset fra sig inden han atter drejede foden rundt så det skurrede i bordpladen.

[Luna Clary Daniels]

Okay, der var noget om de ord han sagde. Måske hun burde lidt og ikke være så farvet af tanken om at han levede det fede liv, hvor man kunne udnytte ansatte og ansøgere seksuelt, selvom det var de tanker der strømmede gennem hovedet på hende med det blik han sendte hende. Kortvarrigt tænkte hun tilbage på sommeren, hvor der var en der havde forgrebet sig på hende, men skubbede hurtigt tanken væk med Spencer Lynch og hans altid søde hat. Det fik hende til at smile kort for sig selv. "Okay. Jeg tager gerne en uformel snak, men jeg har ikke den sum penge. Jeg er kun en elev trods alt." De måtte kunne finde en anden løsning, noget der ikke involverede en seng og en masse kys. Det ville hun ikke! "Jeg har selvfølgelig ikke nogen ansatte endnu, da jeg ikke har noget firma, men jeg tør vædde 50 galleoner på du ikke kan lære mig noget om bogholderi og regneark, som jeg ikke allerede ved." Lød det selvsikkert fra hende, mens hun rakte en hånd ud til ham, for at vise at hun faktisk mente det, at hun var klar til at vædde.

[Matthew J. Darklighter]

Han så afmålt på hendes hånd med et let hævet øjenbryn. "Jeg er ikke til væddemål, miss," svarede han afvisende og rettede sig lidt op i stolen foran hende. "Dette er vel en uformel snak, er det ikke?" spurgte han med et sigende blik til hende inden han knipsede ad en tjener, der netop var kommet i nærheden af dem udenfor, og med en finger på glasset fik det fyldt op igen. Tjeneren forføjede sig og Matthews fokus vendte tilbage til pigen. Hun var måske af god støbning men hun var også egenrådig og hvis hun ikke havde ambitioner for ham så var han ikke sikker på at han kunne bruge hende. "Så du kan spare dine 50 galleoner, gem dem til en tur i Hogsmeade når du er tilbage på din plads i Hogwarts," sagde han og tog det nu fyldte glas og satte for læberne for at drikke en slurk. Han behøvede ikke hjælpe nogen, selvom de spurgte. Han kunne vælge og vrage. "Kom tilbage til mig om et år og lad mig se hvad du har dér," sagde han. "Så kan det være du er klar til mit kursus," hans smil krøllede hans læber op i den ene mundvig.

[Luna Clary Daniels]

Luna kunne ikke lade være med at smile for sig selv. Måden han reagere på hendes tilbud om et væddemål, fik det til at se ud som om han var bange for hende. Ikke at hun ønskede folk skulle frygte hende, men det fortalte hende at noget var gjort lige efter hendes bog. Hun havde været tro imod sig selv, og det havde han ikke kunnet klare. Måden han nu talte ned til hende på, fik hende til at sukke, men det måtte jo være hans tab. Så var det nok bare ikke de to, der skulle ende ud som samarbejdspartnere. Hun nikkede dog til han spørgsmål. "Ganske uformel og jeg sætter stor pris på den. Jeg lærer meget af dig allerede." Det var sandt. Hun lærte hvor hun kunne og her så hun på hans udstråling for også at kunne lære af den.
Hun trådte så et skridt baglæns for lige at øge rummet imellem dem af ren respekt og så op på ham igen. "Jeg må desværre skuffe dig. Jeg kommer ikke til at tage dit kursus efter Hogwarts. Det er ikke den vej jeg skal."

[Matthew J. Darklighter]

Han nikkede afmålt, et klart og kontant tegn til hende om at han var dybt ligeglad med hende i sidste ende. Hun havde ambitioner, det var ikke det, men hun var den selvstændige type, den der ikke kunne blive til noget i sidste ende for hans vindings skyld.
"Javel så," svarede han køligt og så bort fra hende for at tage en slurk af sit vinglas og lod som om pigebarnet allerede var forduftet bort i periferien.