Boulevard of broken dreams

[Angelique Darklighter]

''Jeg troede det var onkel Quinten som fik dig til at kunne lide magiske objekter?'', spurgte hun selvom at hendes fokus lå på den spindende sølvring der glitrede i skæret fra pejsen. Angelique lyttede halvinteresseret, men alligevel ikke nok til at lade ham vinde sit fulde fokus. ''De var aldrig mine forældre, du er min forælder og jeg elsker dig'', svarede hun henkastet. Det overraskede hende ikke spor at hendes eventuelle donere ikke levede længere. Hun havde aldrig følt en forbinelse til noget mere end Matthew og Gabriel. Hun kunne trods alt heller ikke huske at være spæd og børnehjemmet havde hun heller ingen minder fra. Kun palæet, kun Darklighter familien og deres regler. Hendes blege blik hævede sig over sølvringen men kun i en stund hvor hun hævede ringen i en skål inden hun gav sig til at pille videre, dybt fascineret af dets eksistens: ''Hvad kan den?'', spurgte hun da som hun på ny gled den af og på sin finger. 

[Matthew J. Darklighter]

"Nej Quintin har aldrig været grunden til at jeg blev connaiseur indenfor det felt," forklarede han med et lille skuldertræk mens han betragtede hende lege med ringen på sin finger. "Det er ikke en voldsom magi forbundet til den, og jeg har ikke fundet ud af hvad den præcis gør. Den er dog ikke forbandet, så bare rolig," han smilede smalt, "du kan beholde den hvis du vil. Jeg tænkte det var på tide at du fik den ihvertfald," han tog endnu en slurk af teen og satte den fra sig i underskålen inden han skubbede et fad med små runde chokolade cookies over mod hende. Hendes yndlings havde han bestilt til når hun kom hjem. "Her, spis lidt, det har været en lang dag," opfordrede han hende henkastet. "Og drik din te mens den er varm, det er Rex' specielle blend. Den tåler ikke afkøling jo," indvendte han for hende så hun kunne tage opmærksomheden fra ringen en stund. "Hvordan er det gået med at sove?" spurgte han for at skifte emne.

[Angelique Darklighter]

''Du bliver ikke ked af det, hvis jeg vælger at gå med den? Jeg er jo ikke interesserede i de hvis gener skabte min krop'', svarede hun en anelse nøgternt. Hun var jo et produkt af sin faders sind og opdragelse, det var blot hendes fysiske skal som bar præg af hendes biologiske forældre som hun aldrig havde kendt. Hun hævede på ny blikket, som en kat der havde opdaget fare, da kagerne blev skubbet i hendes retning. Hun lænede sig frem og greb en med et smil, som hun lod en taknemmelighed opfylde hendes sind. Hun havde aldrig talt med Warren om hendes egentlige oprindelse, men hun var vel også en Darklighter uanset hvad? Hendes lyseblå blik gled over Matthew i et spørgsmålstegn, selvom hun godt kendte svaret. Kagen havde hun halvt stoppet i munden og teen nikkede hun blot til med et skuldertræk, hun var mere interesseret i småkagen og ringen hun stadig pillede ved. ''Det går fint. Warren er rigtig sød og giver mig eliksiren som han skal... Og halskæden husker mig på det'', hun trak benene til sig og rakte ud efter tekoppen som nu varmede hendes hænder som hun holdt koppen tæt indtil sit bryst. Et kort glimt af Warrens smil strøg gennem hendes sind, men hun skjulte det straks ved at på ny kigge på ringen. 

[Matthew J. Darklighter]

Endnu et minde skjult i hast. Hans ansigt fortrak ikke en mine mens han atter greb koppen og iagttog hende førend han tog en slurk. Der var bestemt noget hun skjulte og han ville finde ud af det før eller siden.
"Han er sød, siger du?" spurgte han og satte atter koppen fra sig inden han lod hånden hvile ved siden af underkoppen. Fingrene strakte og bøjede sig som om han prøvede at forestille sig knægtens hals mellem dem imens han kværkede livet ud af ham. "Har du fået smag for ham mens han har hjulpet med at bringe dig eliksiren?" en skygge af en rynke formede sig på hans pande men han undertrykte dens tilstedeværelse ved at antage et venligt, nysgerrigt blik på hende med hovedet lidt på skrå og et fraværende skub af de lange sorte lokker bort fra skuldrene og om bag ryggen.

[Angelique Darklighter]

''Nej, far!''', en letlyserød rødmen spredte sig over hendes blege kinder fra hendes far spurgte hende så bramfrit om hvorvidt de var kommet nærmere. På ny lod hun mindet af den eminente lussing falde istedet for de søde ord. hun satte tekoppen fra sig på bordet og skuttede sig. ''Ikke sådan. Det er bare du ved... Venligt ment'', hun mærkede hvordan varmen steg hende til hobrfry ved hendes faders blik. Det var første gang at hun faktisk havde brudt sig om nogen udenfor familien, burde han ikke være glad? Samtidig følte hun at det var en privatsag, noget han ikke burde blande sig i så længe at de fulgte reglerne, eller... Forsøgte at følge dem. I ren generthed rakte hun ud efter sin te og tog en stor slurk af den for at skjule sit sind. ''Må jeg godt gå nu?'', spurgte hun inden hun påny hengav sig til tekoppen. 

[Matthew J. Darklighter]

Et lille smil bredte sig over hans læber mens han så den lille blussen i kinderne. Måske burde han være glad på hendes vegne, men han ville altid, uanset hvad Warren end kunne finde på at sige, være hendes far. Hun var hans pige og det var der ingen diskussion om.
Hendes minde om lussingen og hendes umiddelbare reaktion stemte ikke overens og fortalte ham at der var mere i gærde. På sin vis havde hun indtaget eliksiren nu så han kunne spørge hende om hvad som helst og hun kunne ikke gå fra bordet uden at han gav hende lov.
"Bliv da siddende, min kære, jeg vil gerne vide hvad der er sket mellem jer siden han kan få dig til at rødme sådan, men at du åbenbart har stukket ham noget af en lussing som hele Hogsmeade lod til at høre," sagde han blot, med et interesseret tonefald der hurtigt skiftede. "I har ikke været intime, vel?" spurgte han med et let hævet øjenbryn og det ellers milde blik blev indågende mens hans øjne blev trukket en my smallere.

[Angelique Darklighter]

Angelique hævede langsomt sit blik fra tekoppens kant. Matthews isblå blik søgte hendes og hendes læber skiltes let for at på ny spilde en hvid løgn men istedet lød der et: “Jo da”, i det talende ord. Hun mærkede hvordan det løb hende koldt nedad ryggen og hun slog straks hånden over munden så at klasket gav genlyd i den store sal. Husalfen skævede til hendes udbrud, for det var sjældent at pigen så meget som ytrede et suk. “Nej, altså intime uden tunge”, øjeblikket som fulgte var måde tavst og akavet som hun nu skubbede stolen ud og rejste sig fra sin plads. Aldrig havde hun været så humiliated! Hvad gik der dog af hende? Hun stod og stirrede på Matthew i et kort øjeblik, halvt forventende et fygende lussing for både hendes ord men også at hun havde rejst sig. Derfor satte hun sig ned på ny og gav sig til at forsøge at lade tunge skyer dække hendes sind, men der var noget i vejen.

[Matthew J. Darklighter]

Hvis hans klare, isblå blik kunne formørkes til en storm, var det dét der hændte mens han så på hende. Alligevel vidste han også at hun ville blive rasende over at opdage hvordan han havde hevet sandheden ud af hende på så skødesløs en måde. Men hun var jo hans, så han måtte gøre hvad han ville ved hende for at få hende til at tale og ikke mindst fortælle ham sandheden.
"Det er ikke godt, Angelique," hans stemme hvislede skarp og kold gennem hendes sind som en nordenvind, og kælenavne var der ikke mange af lige nu til hende. Hans fingerspidser trommede let i bordet. "Der var en trolovelse, en kontrakt på jeres fysiske samvær indtil jeres bryllup skulle stå. Vil du have jeg river den i stykker nu hvor du har givet dig hen, uden at tænke over konsekvenserne?" hans blik borede sig ind i hendes sind, hvor brudstykker af billeder begyndte at hobe sig op, som i en flaskehals men han kunne stadig ikke komme helt igennem. Alligevel trak han sig fri og lænede sig tilbage med et tungt suk og et bittert drag om munden inden han langsomt nikkede.
"Vil du gerne fortsætte med at være tæt med ham indtil brylluppet, sådan som I har været nu?" spurgte han og lod sit blik falde til sin hånd der hvilede over stofservietten; fingerspidserne havde langsomt trukket tråde ud, én efter én, mens han trevlede den op i indestængt arrigskab.

[Angelique Darklighter]

“Den aftale er skabt af gamle mænd i habitjakker og dragewhiskey ved hånden! Et enkelt kys burde vel ikke ødelægge det?!”, hendes stemme var desperat som hun på ny rejste sig. Hun hadede den måde han tiltvang sig hendes hovedet og fik brudstykker af deres kys på Hogsmeade til st rodfæste sig i hendes sind. En oplevelse hun havde brugt så mange kræfter på st skjule. Hun lod ham vide at han ikke var velkommen i hendes sind, endnu en fortielse hun normalt ikke havde taget frem. Hvorfor blev hun så vred? Med et par elegante og hurtige skridt, fandt hun sig selv kastet for hans fødder, hvor stykkerne fra servietten omkransede hende som rosenblade. “Ja! Ja jeg vil holde hånd med Warren og blive kysset”, hendes ansigt var tomatrødt som hun nu hvilede sin pande mod hans lår og hendes lange hvide arme havde fundet vej om hans talje som hun knugede sig indtil ham. Hun kunne mærke angsten pulsere i hendes krop, var det forbi? “Vær nådig, papa. Jeg holder af ham, og jeg skal nok bryde kontakten hvis du ønsker at vi skal forblive separeret til den dag jeg bliver hans hustru”.

[Matthew J. Darklighter]

Hans åndedræt hvislede ud mellem hans sammenbidte tænder men hendes reaktion kom bag på ham alligevel. Hun sagde jo sandheden, og i langt de fleste tilfælde ville han have set bort fra det og bare kastet hende over skulderen og taget hende med ovenpå for at udmåle hendes straf, men da hun kastede sig for hans fødder så han ikke blot sin datter længere, men en bly viol der var begyndt at åbne sig og suge til sig af livets nektar.
Langsomt rakte han en hånd ned på toppen af hendes hoved og uden at grave i hendes sind lod han den hvile der, som en præst der velsigner et fortabt sognebarn. Han så ikke på hende, kun frem for sig mens han mærkede virkeligheden bundfælde sig ham.
"Så lad gå," faldt ordene lydløst fra hans sind til hendes. Det var på sin vis den første overgivelse han havde accepteret siden trolovelsen var indgået. Hun havde holdt det fint indtil nu. "Men," der var krav, selvfølgelig var der krav, det vidste hun vel også godt, "du ved du skal betale for det når du er her i palæet. Og hvis der sker yderligere ting end det I har udvekslet allerede af intimitet," hans hånd gled ned under hendes hage og løftede hendes ansigt op så han kunne se på hende, "så er det forbi. Drengen er ikke en Darklighter, han bliver aldrig til at stole på lige så meget som din 'rigtige' familie. Husk det," hans hånd lagde sig fladt mod hendes kind hvor tommelfingeren gled over huden i cirkulerende kærtegn, "min lille engel."

[Angelique Darklighter]

Det tog alt mod hun havde i sig, ikke at ryste under hans blide berøringer. Hendes fingre havde gravet sig ind i hans kød og hende ansigt var presset mod hans bukseben som hun forsøgte at holde de pressende tårer inde. Hun vidste hvad han kunne finde på, og at hun i sidste ende var magtesløs. Derfor følte hun også et sug i maven da han endelig lod sig godkende deres milde form for intimitet. Alligevel kunne hun ikke lade være med at føle sig fornærmet over at skulle betale for nærhed med sin forestående husbond. Men hun vidste også bedre end at lade disse tanker spilde da han langsomt hævede hendes ansigt. Mon Blackwoods var ligeså hårde? Det var de ihvertfald ikke hvis hun tænkte på den måde Warren betedede sig. Hun glædede sig næsten til at skrive til ham i nattens mulm og mørke. Angelique nikkede, hun kunne mærke hvordan spidsen af hans negl trykkede mod hendes kind og hun slap sit tag i ham. ''Men jeg stoler på ham, er det ikke nok?'', hvorfor disse ord faldt fra hendes læber vidste hun ikke. Tværtimod var hun en anelse forfærdet over sig selv, og rejste sig straks. ''Må jeg gerne gå nu?'', spurgte hun på ny, hun anede ikke hvad der gik af hende. 

[Matthew J. Darklighter]

Han holdt hendes blik fast med sit inden et lille ryk i mundvigen indikerede et afmålt smil.
"Du kan stole på ham for nu, men husk, for Blackwood skaber du bare en arving en dag, og tilfredsstiller hans behov. For os," smilet trak sig en anelse mere frem, "er du noget helt specielt." han tog hendes hænder og trak hende op og stå foran sig så han kunne hive hende nærmere med armene om hendes liv. Den ene hånd flugtede ned og i blide, cirkulerende bevægelser kærtegnede hendes ene balle. "Vi ses til aftensmad, og så kan vi hygge os bagefter indtil du skal sove," sagde han inden han gav slip på hende med et lille, beordrende klask i ballen for stadig at vise hvem der satte dagsordenen. Han behøvede ikke uddybe hvad hans ord betød, det vidste hun allerede. "Smut du bare," afsluttede han.