En lille nørd kom marcherende

[Elizabeth McNamara]

Tilegnet: Lucas Whitegold
Klokken 19:30, hård regn og vind.

Libby havde brugt hele dagen indenfor, fordi hun havde haft så mange lektier for til den kommende mandag. Vejret var også trist udenfor, men hun længdes alligevel efter at komme ud og flyve på sin trofaste Nimbus. Hun sad lige nu i opholdsstuen med sit hoved plantet i en bog og en gang imellem kiggede hun over på det essay hun var ved at skrive. Men hun hang fast… hun kunne ikke komme videre og det gik hende på. Mere og mere frustreret… og pludselig gav hun en lidt aggressiv lyd, som lyden af en basker, der slår hårdt mod en smasher, ”UGH!” hun havde kastet sit essay og sin bog ind i pejsen, og lige da hun havde gjort det tog hun hurtigt sin hånd op til munden. Hun havde bare ikke kunne klare mere læsning…. Og hun håbede lidt at ingen havde lagt mærke til hendes dybt dramatiske kast. Hvordan skulle hun få fat i en ny bog så hurtigt? Afleveringen var til på onsdag… Hun sukkede og stirrede ind i ilden i pejsen. Hvis bare hun havde fået lov til at komme ud og spille i dag, så havde hun nok ikke været så anspændt.

[Lucas Whitegold]

Med vejret udenfor havde det været en oplagt dag til at sidde inde i sit værelse og slave igennem lektierne som var man en husalf hos Malfoy familien. Det var præcis som han blev færdig med den sidste opgave at et lyn slog ned i nærheden og et sæt gik igennem ham. Det var Lucas Whitegold som havde siddet og glemt både tid og sted, og derfor først nu opdagede hvor sent det var og at han faktisk havde misset aftensmaden.
"Ikke godt! Ved hagrids skæg!" klagede han før han fik rejst sig op, næsten for hurtigt, da han ikke stod helt fast til at starte med. Det var som et sus når han var så høj. Han greb sin kåbe og trak den på som man plejede, halvt ned af skuldrene så den blev små slæbt hen af gulvet, før han gik med hastige skridt ud af sit værelse. Han var ikke kommet længere end at nå opholdstuen da et stort 'UGH' kom over fra pejsen af og gav ham noget af et chok. For det var et kvindeligt 'UGH' men et 'UGH' med kraft i!
Han så undrende over til pejsen og så en pige der så ret frustreret ud og med en bog og nogle pergamenter i ilden.
"Øh..." kom det fra ham før han trak sin stav og ville til at hjælpe, men huskede så hvor galt det gik sidste gang han prøvede, nemlig at nogen manglede nogle øjenbryn efter de få sekunder det tog ham at få pejsen til at skyde med spyflammer.
Han gik i stedet over, med omkring 2 meters afstand fra pigen og så lidt undrende på hende med den store lange røde hårpragt hængende sløset ned af skuldrene og lidt foran ansigtet, så hans smaragdgrønne øjne blev skjult lidt. Håret var filtret og mat, og havde i hvert fald ikke set vand i to ugers tid, og hans lugt var af indelukket oldemors tæppe.
"Skal jeg finde en lærer?" spurgte han hende så undrende, hvor selv med to meters afstand, kunne hans næsten 2 meter høje figur nok stadigvæk virke højt som bare pokker.

[Elizabeth McNamara]

Elizabeth havde ikke regnet med at nogen ville komme hen til hende. Normalt lod folk hende værre, når hun var i skidt humør... alligevel, da hun kiggede, forvekslede hun kort skikkelsen to meter væk fra hende med en giraf, som dog viste sig at være en ung fyr, som hun faktisk lugtede før hun så - trods han var ekstremt nem at få øje på med hans højde.

Hendes blik hvilede på ham og så klemte hun øjnene en smule sammen, ”Ligner jeg en der har lyst til at tale med en lærer lige nu?” bed hun hurtigt verbalt ud efter ham, en anelse irriteret. Fyren genkendte hun som den høje nørd fra femte årgang ved navn..... Lucius? Lorry? ”Lucas, ikke sandt?” gættede hun, mens hun blødte op. Han havfe trods alt bare prøvet på at være flink, ville hun jo mene.

[Lucas Whitegold]

Lucas rynkede lidt på brynene som pigen snerpede tilbage af hans ellers rolige spørgsmål, som han da ikke mente havde været provokerende på den måde. Han kunne allerede nu mærke nervøsiteten stige i ham ved at skulle konfrontere pigen her, men skulle han væk og ud, så skulle han forbi hende som han stod nu, hvilket ikke var hensigtsmæssigt når hun virkede som en ret fysisk tøs. Han trak små irriteret håret væk fra ansigtet og rynkede brynene mere mod hende og stirrede så ondt han kunne på hende med sine ganske grønne øjne.
"Nej du ligner mere en som vil snakke med en boghandel før lærerne får nys om det der" sperpede han tilbage, lidt overrasket selv, over hvor hurtigt det kom, men også hvor truende det egentligt havde været, og han trak det allerede tilbage mentalt. Da hun så sagde hans navn, u-rynkede han brynene helt og så på hende ganske overrasket.
"Øh.. Joh?.. Har vi snakket sammen før?" spurgte han hende meget undrende mens han lagde sine arme overkrops på brystet og derfor trak kåben lidt mere om ham selv. Han lagde hovedet undrende på skrå før han løftede et af sine øjenbryn.
"Vent.. du er hende der anføren på vores hold ikke sandt?.. Hvad er det de kalder dig.. Trolde-kvinden?" sagde han og kløede sig på sin hage.
"Utrolig god på banen, men også faretruende og ser altid på en som om man er det næste bytte der skal trolde-smadres" sagde han gentagende fra lidt af hvad han havde hørt fra gangene. Et af de gode tidspunkter hvor han virkelig var glad for sin super gode hukommelse, selv af unødigt info. Han så på pigen og lod hovedet glide til den anden side.
"Så farlig ser du heller ikke ud" røg det ud af ham, før han begyndte at mærke sveden samle sig hen over hans pande. For han havde også hørt at man ikke skulle provokere hende, for så endte man i fysisk ballade, og han havde bestemt ikke kroppen til at kunne tage noget som helst, for måske var han høj som et tårn, men tynd som et nøgent svagt træ i vinter tiden. Derfor tog han et lidt nervøst skridt bagud, men opdagede lidt til sin rædsel at en stol med højt ryglæn var lige bag ham, og med ryglænet mod ham så han lidt var fanget for at gå bagud, hvis hun skulle finde på at hoppe på ham.

[Elizabeth McNamara]

Hun krydsede sine arme utålmodigt under brystet og hendes bryn blev hævet, overrasket over at han stod der og talte tilbage. Det var alligevel temmelig modigt af ham... eller måske nærmere dumdristigt. Selvfølgelig havde hun ikke tænk sig at gøre sin kollegiefælle noget - ikke så længe han ikke bad om det. Hun strammede læberne en anelse over hans bemærkning. Det fik hende til at koge en smule, fordi det var sandt det han sagde, men også fordi det ville komme til at koste hende penge at købe en ny bog.

Men Lucas virkede overrasket over at hun kendte - eller nærmere gættede - hans navn. Hun skulle til at forklare ham, hvor hun kendte ham fra, lige indtil han selv genkendte hende. Snakken om Quidditch fik hende til at smile en smule, men kun lidt, og derefter nikkede hun ”Jeg er anfører og basker, så jeg har i hvert fald fået nogle stykker til at flyve kosten i løbet af de år jeg har spillet.... men Trolde-kvinden? Den var ny... så tror jeg nærmere jeg foretrækker Troldkvinden,” hun rejste sig op og strækkede sin krop, for hun havde efterhånden siddet ned i nok to eller tre timer. Da han kommenterede at hun ikke så så farlig ud, samtidigt med at han alligevel gik så langt bagud han kunne, gik Elizabeth to skridt tættere på ham og sendte ham samtidigt et udfordrende blik. Nej, hun var ikke høj, men hun havde meget styrke i sin lille krop og hun bar sig selv meget stolt. Et smil gled op, ”Hvis du hjælper mig med at få husalferne overtalt til at lave noget mad til os i køkkenet, så skal jeg nok lade være med at æde dig... jeg lagde mærke til at du heller ikke var nede og spise.” opholdsstuen var jo ikke så stor, så det havde været nemt at bemærke hvem der blev og hvem der gik. ”Aftale?” det var ikke rigtig et spørgsmål... hun kiggede op på ham, som han stod fanget mellem en stol og hende.

[Lucas Whitegold]

Han kunne høre på hendes tale, at han virkelig havde fortrudt at snerpe af hende, især fordi hun nu viste sig, som rygterne havde sagt, var den ret 'in your face' type. Han sank en dyb klump da hun rejste sig, og skønt hun havde en ganske lav højde, især i forhold til ham, var der ingen tvivl om at hun var stærk som en okse. Da hun så kom nærmere og nærmere, kunne han mærke hvordan hans hjerte hamrede hårde og hårde i brystet, og kunne næsten tænke sig til at han havde damnet op for sidste gang i sit liv nu. Hvad hun så sagde fik ham til at se meget undrende på hende med sine flotte grønne øjne og lagde hovedet på skrå. Og da hun så sagde 'aftale?' skulle han til at protestere før hans mave kom ham i forkøbet og rumlede stort.
"Øhm.. " kom det først fra ham som han begyndte at se rundt efter hjælp, men der var jo ingen så der var ingen der kunne hjælpe ham.
"Arg! Okay så" gav han så efter og sukkede dybt, mens hans mave gav en knurrende lyde fra sig igen. Han så lidt undskyldende på pigen, før han rettede lidt på sin kåbe og samlede mod til sig, før han trådte et stort skridt mod pigen så han stod helt tæt op af hende og så ned på hende med de store grønne øjne, og sendte hende et ganske tvunget smil.
"Vis vej.. ehm.. Hvad var dit navn nu igen?" spurgte han hende undrende, og måtte indrømme at skønt han kendte hendes udseende og job på skolen, så havde navnet aldrig hængt fast, så han var oprigtig nysgerrig på hvad hun egentlig hed. Han kendte hende trods alt kun som trolde-kvinden. En lille tanke morede ham dog, hvilket var at han var så høj i forhold til hende, at hun havde hans slips lige i ansigtet når han stod så tæt på hende. Han vidste ikke hvorfor, men det var lidt en sjov provokation syntes han.

[Elizabeth McNamara]

Libby kunne godt høre på ham at han ikke ligefrem havde forventet en invitation til at tage på køkkenrov. Men Elizabeth var sulten og når Elizabeth var sulten, så blev hun i dårligt humør... så sulten skulle stilles, nu... og hun kunne også høre på hans larmende mave at det var noget han også godt kunne trænge til. Hun øjnede kort hans mave, da den rumlede.

Som han stillede sig tættere på hende, kunne hun mærke lysten til at træde et skridt tilbage, især fordi hans lugt hjemsøgte ham, som et ådsel der havde lagt for længe i solen, men hun blev fast stående, mens han spurgte hende om hendes navn, også selvom det betød at hun fik hans slips i ansigtet. Inden hun svarede tog hun fat i hans slips, så han ikke sådan kunne dingle det ind i øjnene på hende længere. Mens hun fortsat holdte fast i hans slips, svarede hun ham ”Elizabeth... mine venner kalder mig Libby eller Beth - men aldrig Betty... du er advaret.” og det var en advarsel. Hun kunne ikke udstå det kælenavn. ”Men så kom og lad det gå lidt tjept,” hun trak ham af sted med sig, ved hjælp af at holde fast i hans slips. Hun havde alt for meget energi i kroppen endnu.

//OUT