Anchored Worldviews

[Angelique Darklighter]

Havde hun stalket Grace for at finde ud af hvornår hendes time i Eliksirer var slut? Måske, og hun var ikke stolt. Normalt brød hun sig ikke om konfrontationer og specielt ikke de som hun fandt ligegyldige. Men Warren behøvede et svar, og hun vil ikke stå til ansvar for endnu et vredesudbrud eller brev fra sin fader omkring hendes utilgivelige opførsel når Warren nu fandt på noget latterligt. Derfor stod hun nu, iført skoleniformen og lænet imod den klamme væg. Hendes blege væsen lyste næsten den mørke gang op som hun stod ved siden af en af de lave fakler som oplyste hende som en lille engel. ''Grace?'', kaldte hun idet 7'ene års eleverne væltede ud af Eliksirlokalet. Hendes stemme var sød og hendes kinder blussede let lysere ved hendes pludselige generthed der indfandt hendes sind, hvorfor skulle hun overhovedet være nervøs over noget så latterligt? Det var bare en mudderblod. ''Har du tid?'', hun holdt sig selv i hænderne og så genert ned på sine sko.


Grace Murphy

[Grace Murphy]

Det var altid lidt nervepirrende at have eliksir. Måske fordi det foregik i krypten, så tæt på Slytherin. Så tæt på Hunter, men hun var lidt nødt til at deltage, særligt for ikke at gøre Kendrick vred. Det ønskede hun sig virkelig ikke.
Men da timen nu var slut, ønskede hun bare at forlade den kolde krypt hurtigst muligt. I dag var der dog en, der forhindrede hende i det. En der havde kaldt på hende. Hun stoppede op og så efter stemmens ejermand, da der ikke lige var en stemme hun kendte. Synet af den blonde pige, som stemmen tilhørte gjorde hende omgående nervøs. Grace havde set hende på skolen før. Altid tæt op og ned af Warren.
Så da hun spurgte om Grace havde tid, mærkede Grace omgående lysten til at sige nej. Desværre var det bare ikke så nemt altid. ”Ja… hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte hun i stedet, men på sikker afstand.

[Angelique Darklighter]

Angelique gned sig over armene i sin generthed alt imens hun hørte hvordan Grace accepterede hendes tilbud. Hun hævede langsomt blikket på hende og Warrens ord gik gennem hendes sind som en steppebrand. Hun havde hverken behov for at true eller være tarvelig, men hun havde i sin indre diskussion kommet frem til at det nok var bedre bare at snakke med Grace, istedet for Hunter. For selvom at Hunter var langt mere behagelig en Warren, så vidste hun også at der var større chance for at han skulle stride med hende. Angelique ventede tålmodigt indtil at den sidste elev var borte inden hendes mælkehvide øjne med strejfet af det blå endnu engang lagde sig på hende. “Er du og Hunter stadig en ting?”, hun trak kappen lidt tættere om sig som hun følte genertheden gnave i sig, hun havde ikke lyst til at blande sig. “Warren har bedt mig tjekke, men... du kan godt være ærlig med mig, jeg er egentlig lidt ligeglad”, hun sænkede på ny blikket, det gjorde helt ondt i maven at snakke med en hun ikke kendte, det var frygteligt.

[Grace Murphy]

Grace forventede vel nærmest, at pigen ville spørge til råds om tegning eller noget andet upersonligt, og forstod derfor ikke hvorfor pigen ikke kom til sagen, men da så start alle var forsvundet fra gangen, fik hun sandelig mulighed for at komme lige til sagen. Grace blev så overrasket at hun en tid bare stod og kiggede på pigen med rynket pande. "Jeg og Hunter har aldrig været en ting." Lød det forundret fra hende. Hvor havde hun dog det fra? Men det fik hun dog hurtigt svar på, da pigen selvfølgelig nævnte Warren. En skælven gik gennem kroppen op Grace, som hun tænkte på Hunters storebror. Kunne Hunter Blackwood alligevel have sagt noget? Nej, nej! Det var jo ham der havde snakket om sikkerhed. Men hun kendte vigtigheden af at varsko sine ord, hvilket hun derfor gjorde. "Altså jeg mødte ham kort før jul, da jeg skulle fra skolen. Ellers har jeg ikke snakket med ham siden i sommers på toget. Og det kun fordi han er præfekt og kiggede om alt var som det skulle være." Det var sandheden. Med nogle få undladelser for hvad der var sket på de to møder, men når Warren var indblandet vidste hun, at hun skulle passe på. "OG du kan da endelig fortælle Warren, at han har tildelt mig et øgenavn, og har fortalt mig at vi ikke høre til i samme verden."  Hvad ellers kunne hun sige. Det var så tæt på sandheden, men alligevel gjorde det ondt. "OG ja, jeg er helt ærlig. Du kan selv spørge Hunter Blackwood hvis ikke du tror mig. Må jeg gå?"

[Angelique Darklighter]

Angelique undslap et dybt suk da Grace fortalte om Hunter. Det gjorde hende egentlig bare glad, fordi så var der mindre som Warren kunne lade sig irriterer over. Hun nikkede forstående, som hendes hånd genert løftede sig til hendes hals. “Det er I også... altså for forskellige, hans forældre skulle aldrig acceptere dig”, hun sagde det med en ærlighed men også med et gram af venlighed i sin stemme. “Warren vil nok gerne høre øgenavnet... er du sød at sige det til mig?”, hun forsøgte at holde en venlig tone, også selvom genertheden gnavede i hende og hun mest havde lyst til st vende sig om og gå. Selv hendes håndflader var varme og svedne som fingerspidserne nervøst gav sig til at pille ved hendes nyerhvervede kæde. Den gav hende komfort, som var Gabriel ved hendes side. “Du behøver ikke være bange for mig. Jeg håber at du og Hunter kan gøre hvad I vil, jeg skal nok tie stille”,hun nikkede venligt. Det var en løgn, en manipulationsteknik for at få listet det sidste ud af hende for at sikre sig at der var informationer nok og at Warren ikke vim blive ved med st sende hende tilbage til Grace.

[Grace Murphy]

Hvorfor pigen her skulle til at blande sig forstod Grace ikke, men hun håbede så aldeles på at det ville gå hurtigt og smertefrit. Både for sin skyld, men også fra Hunters. Han skulle heller ikke ud i problemer. Derfor fandt hun også hurtigt på en undskyldning, for at komme videre. "Det er meget pænt af dig, at minde om forskellen på os. Jeg har ingen interesse i at blive en del af familien Blackwood." Det var sådan set rigtig nok. Hun ville gerne være sammen med Hunter, men hun vidste jo godt, at der ikke være plads til en som hende i hans familie. Det var jo netop hvad de havde snakke om før jul. "Og hvis ikke der var mere, så vil jeg..."  Hun stivnede i den bevægelse, hun havde været igang med, og stirrede bare på kæden om pigens hals. "Det.. Du... Hvor har du fundet den kæde? Det er min kæde, jeg mistede den i julen." Hun bed sig i læben og prøvede ikke at være uhøflig, men hun ville virkelig gerne have den tilbage. "Det er det eneste minde jeg har fra min mor. Må jeg gerne få den tilbage?" Hun rakte en hånd ud, sådan så Angelique kunne lægge kæden der.

[Angelique Darklighter]

Angelique nikkede, en anelse frustreret over at hun ikke fik øgenavnet at vide, men hun måtte jo bare undlade at nævne det, selvom det nok var en af de ting som ville forsikre Warren om at ingenting foregik. Desuden vidste hun at Grace aldrig kunne blive en Blackwood, specielt ikke når hun selv skulle blive det, så lavt havde hendes fader aldrig gået. Hun nikkede og skulle lige til selv at vende ryggen til pigen, lettet over den hurtige samtale, idet stemmen lød. Angelique hævede langsomt et øjenbryn og holdt beskyttende en hånd over kæden som for at skjule den. ''Denne her? Det kan umuligt være din'', svarede hun nonchalant, samtidig med at hendes mælkehvide blik faldt på pigens håndflade. ''Jeg har fået den af min storebror, og det er desuden familieguld. Det kan sådan en som dig ikke have adgang til'', hendes blik gled nu fra Graces sko til hendes rodede røde hår og ned igen. Var det hende som Gabriel havde hjulpet? I så fald var dette tyven og Angelique vidste at kæden ihvertfald ikke tilhørte hende. Hun tog et skridt bagud så at hendes egne hvidlige lokker faldt om hendes ansigt. 

[Grace Murphy]

Som Angelique først tog om kæden forventede Grace, at hun var ved at tage den af, så hun kunne få den, men der kom hurtigt skår i glæden, da det viste sig ikke at være tilfældet. "Det er min kæde" prøvede hun igen, og bad til at pigen ville lytte. "Det er det eneste jeg har fra mine forældre. Vil du ikke nok give mig den?" Hun kunne ikke engang søge hjælp hos Hunter Blackwood, for så ville hun afsløre hvordan tingene egentlig var. "Det var min mors! Jeg er sikker, så giv mig den tilbage. Står der måske ikke D+P bag på den?" Det vidste hun der gjorde, for hun havde tit ligget og spekuleret på om det kunne være forbogstavet til deres navne og i så fald, hvad de hed. "jeg ved intet om smykke, jeg ved bare at den der er min. Jeg mistede den i julen og nu har du den." Hun mærkede hvordan tårerne fyldte hendes øjne. Hvad hvis hun ikke kunne få den fra hende?

[Angelique Darklighter]

Graces tiggen prallede af på hende. Angelique havde ingen medlidenhed, hun vidste jo at dette smykke var hendes nu, så hvorfor skulle hun give det tilbage til en mudderblod. Hun rynkede derfor på næsen og så på Grace som var hun det arveste lort i vejkanten. ''Det er mit, jeg har fået det af min storebror og det er familieguld'', svarede hun med en hvislen. Hun havde ikke kigget på nogle initialer og hun var egentlig også ret ligeglad. Grace havde nok misforstået seglet som at være initialer. ''Du må være blind. Vi er i krypten, og din slags er ikke ligeså udviklede'', hun fnøs og tog et skridt bort fra hende igen. Hun havde ikke lyst til at skændes med tøsen, men det irriterede hende at vide at det var hendes slags som havde stjålet en del af deres familieformue. ''Måske du skulle passe bedre på 'dine' ting så du ikke taber dem en anden gang? Typisk mudderblod at stjæle alt det de kan få fingrene i'', med disse ord vente hun ryggen til Grace og gav sig til at gå ned af den lange gang så at hendes skos klokken gav ekko. 

[Grace Murphy]

Endnu engang var Grace rendt i problemer med en fuldblodsheks, som hun ikke kunne klare, men hun kunne heller ikke bare gå fra sit kæreste eje. "Giv mig den så! Din lede slange!"  men hun vidste hvor farligt det kunne være at råbe af en fuldblodsmagiker, og endnu værre, så vidste hun at netop denne pige var trolovet med Warren. Han var ikke en hun turde komme i problemer hos. "JEG ER IKKE BLIND! Giv mig den!" I et forsøg greb hun ud efter kæden, men i stedet for at få fat om den, kom hun til at kradse efter Angeliques kind, så hun fik hurtigt trukket armen til sig. "undskyld!" fik hun sagt. "Du må forstå, jeg vil bare have den tilbage. Desuden er det ikke min fejl. Jeg fik nogle kasser i hovedet, og så var der en der hjalp mig og jeg kom hen til...." hvis nu bare hun kunne huske navnene, men hun havde været så døsig. "HAn sagde den ikke var der, og nu har du den. Jeg.. JEg vil gøre hvad som helst for at få den tilbage." Tryglede hun

[Angelique Darklighter]

Neglen slog mod hendes blege kind, og en sylespids smerte gled gennem hendes ansigt. Det dunkede, og fik hende til at gispe. Langsomt hævede Angelique hånden og rørte forsigtigt ved såret. Selvom at Grace undskyldte, fik hun nu vendt sig langsomt for at stirre på hende. Hvad fanden bildte hun sig ind? Den lille mudderblod? Var det fordi at hun én gang havde rørt et par Blackwood læber at hun nu troede at hun var noget værd? Hun kiggede på sin hånd for at se det røde blod på sine fingerspidser. Hun hørte ikke længere Grace's undskyldninger, men hævede istedet blikket og med ét tildelte hun pigen en knytnæve mod ansigtet. Selvom at hun var fuldblodsheks, var det lettere bare at bruge god gammeldags brutal vold. Selvom hun ikke var opdraget til det. ''Hvor vover du, mudderblod'', hvislede hun som hun fløj imod pigen ligeså lang hun var, hun var ikke bange for slåskampe.

[Grace Murphy]

Grace havde så travlt med at undskylde, at hun slet ikke registrerede den vrede der steg op i Angelique, og derfor ikke reagerede før hun fik en knyttet næve lige i ansigtet så det sang for hendes ører. Grace prøvede at spærre for evt flere slag, mens hun igen forsøgte at sige noget. "Stop! Jeg skal nok..."  men hun var ikke klar til at opgive kampen. Ikke denne gang. Hun havde så få glæder i livet, at de ville ramme hende for hårdt at miste dem. Mudderblod eller ej, hun var ligeglad, hun ville bare have den kæde, og det skulle være nu! "SLIP DEN SÅ!" Råbte hun og med det ene ben sparkede hun ud efter pigen. Hun havde heldigvis stærke ben grundet sin dansetræning. 
At bruge staven og dermed magi var ikke en mulighed for hende, da hun simpelthen ikke var stærk nok magiker til at ville kunne vinde. Nej denne her blev med næb og klør. Det dunkede i hendes hoved, hvor knytnæven havde ramt, men Grace var ligeglad. Der var større ting på spil nu.

[Ethan Jack McKinnon]

Ethan var sjældent på sit kontor for tiden, da han patruljerede gangene. Han var ved at være godt træt af, at eleverne mobbede hinanden, og at der havde været professorer, han ikke kunne stole på. Derfor gik han rundt på gangene hver eneste dag, for at holde øje. på denne måde kunne eleverne også føle sig mere trygge.
Han var nu gået ned i krypten, hvor han pludselig hørte stemmer, der lød oprevet. han skyndte sig at gå efter stemmerne og han nåede derhen lige som en pige slog en anden, og den anden begyndte at sparke.
"Miss Darklighter. Miss Murphy. Hvad foregår der her?" Sagde han med alvorlig stemme, som han gik hen og skilte dem ad. Ethan var normalt en ret cool dude, men han fandt sig ikke i den slags opførsel.

[Angelique Darklighter]

Angelique havde præcis nået at få sine fingre viklet ind i Graces lokker som hun nu sled i, da selveste rektors stemme afbrød hende i hendes forhenværende. En iskold rislen løb hende ned af ryggen, som hun straks lod hænderne falde, hun vidste hvad grænsen var, og hun vil ikke have sin fader til skolen. ''Murphy prøver at stjæle min halskæde'', svarede hun i sin sødeste og mest hjælpeløse stemme, selvom hendes øjne lynede mod pigen fremfor sig. Hun havde hævet sin hånd for at holde fast om kæden om sin hals. Blodet dryppede stadig fra riften som Grace havde formået at tildele hende, og hun var sikker på at hun havde modtaget et par buler på skindebenet. Hvor meget rektoren ville gøre, vidste hun ikke. Men hun vidste at Warren nok ville, hvis hun sagde noget. ''Jeg har fået den af min storebror, så jeg kan umuligt have taget den. Du har vel nok bare glemt den i din opholdsstue?'', prøvede hun selvom det var tydeligt at der var en vrede som ulmede under hendes gode opdragelse. 

[Grace Murphy]

Der faldt en ro over Grace, da hun hørte rektors stemme bag sig. Hun ville dog bare have ønsket, at han var dukket op inden hun havde nået at sparke, men nå. Det var ikke noget hun fortrød. Det havde være tæt på at gå galt dette her og hun håbede på at det nu ville kunne få en forholdsvis god løsning. 
Angelique havde dog stadig fat i hendes hår, men også det slap, som rektor nærmede sig. Grace formåede dog at tie mens Angelique brusede ud om hvad der foregik. Hun tog sig i stedet til hovedet, hvor knytnæven havde ramt. Det gjorde vanvittig ondt! "Jeg prøver bare at forklare hende, at Jeg har mistet min kæde, og nu har hun en der ligner den på en prik. Jeg bad hende aflevere den. OG det ER min professor. Det ved jeg bare."  prøvede hun at forklare men fornemmede også hvordan flere Slytherinelever var dukket op for at se hvad der foregik. "På min kæde står der D+P bagpå. Det er det eneste jeg har tilbage fra mine forældre." forklarede hun og rettede lidt på det vildtre røde hår.