Forsømmelsen er min fejl

[Luna Clary Daniels]

Indvendigt bandede Luna Spencer Lynch langt væk. Han kunne da i det mindste prøve at holde kontrol over sit indre bæst. Men det måtte hun tage sig af senere. Lige nu måtte hun slukke de brande, han havde startet. Hun måtte tænke sig godt om, hvis hun skulle redde trådene ud her. Derfor kiggede hun også roligt på Yuri. "Yuri? Hvis mine øjne pludselig skiftede farve, ville du så også være bange for mig nu, og glemme alle gode ting, som jeg havde gjort? Hvis Jeg blev lidt vred på dig, ville du så tro jeg var farlig?" Okay nej det var ikke helt det samme, men hun var nødt til at gøre et forsøg. Hun kunne ikke sige sandheden, men alligevel måtte hun få Yuri til at forstå, at Spencer ikke var farligt. Den del ville nok også blive en hel del svære, hvis hun faktisk kendte sandheden. Selvfølgelig var der en anden sandhed hun måske kunne fortælle i stedet. Det ville klart blive hårdt og flovt, men hvis det kunne hjælpe Spencer, så gjorde hun det.
Hun tøvede og begyndte så at fortælle. "Hør Yuri, jeg.. har ikke helt været ærlig overfor dig. Jeg kender godt de gule øjne. Jeg har selv set dem, men.. de er ikke farlige som du tror. Faktisk så er det bare fordi han holder af mig, eller altså du dukker op hvis nogen han holder af bliver uretfærdigt behandlet. Det.. Det er lidt en forbandelse kan man sige. Selv oplevede jeg det sidste sommer, efter han opdagede at jeg... At..." Hun så ned i bordet. "Jeg blev overfaldet sidste sommer Yuri. Der var en mand, som forsøgte at.. forgribe sig på mig. Spencer var tosset. Så tosset at hans øjne slå lyn og blev gule. Så... Hvad du så som et angreb, var simpelthen et forsvar. Hans tydeligste bevis på at han beskytter dem han holder af. Det er ikke noget han selv kan styre." Hun tøvede og overvejede om hun burde sige mere. Alt hun havde sagt var i en eller anden forstand sandheden, den var bare præsenteret på en lidt kringlet måde. Det gjorde ondt at hun var nødt til det overfor veninden, men Spencers hemmelighed var bare vigtigere. "Du må ikke sige, at jeg har sagt det her, men... Nogen gange kan han slet ikke styre denne forbandelse, så forestil dig lige hvor ked af det han må være efter jeres møde, at det gik ud over dig, uden at det var hans intention. Forestil dig hvor bange han er, for at han nu har skræmt dig og frygten for hvad du nu vil gøre med denne.. hemmelighed." Bange var nok ikke lige det ord Luna normalt ville give Spencer, men han vidste forhåbentligt at det han havde gjort mod Yuri var virkelig dumt og om ikke andet håbede hun næsten, at han frygtede hvordan hun ville reagere. Måske var det derfor han endnu ikke havde sagt noget.

[Yuri Faa]

Hun kiggede undrende på Luna som om alt ting havde forandret sig. Havde Luna også de øjne? Ville det ændre hvem hun var? Nok ikke, men ville de være lige så skræmmende? Hun vidste det ikke og nu var det et af de spørgsmål der nærede hendes indre uro. “Jeg... Nej.. altså... du er stadig dig, men Spencer.. jeg ved jo ikke engang hvem er... du har været vred og sur på mig før. Hvilket var min fejl.. men altså.. nej du ville da stadig være dej ikke?” Hun kendte intet til Spencer Lynch. Hun havde set ham gå sammen med Luna men det var også alt. Hun ville jo ikke være den irriterende veninde der skulle vide alt om alt ting. Hun ville bare være der for sin veninde når hun havde brug for det. Hun kunne godt give plads til andre, hun omklamrede sig aldrig til folk, og det kom hun nok aldrig til. Men ærligt så vidste hun ikke hvad hun skulle mene og tro lige nu. Selv da Luna fortalte at det var en forbandelse bed hun sig i læben. Hvis bare hun havde vidste det noget dør. Hvis bare hun havde vidst at Spencer ikke var en skidt fyr. Hvis hun havde vidst at Spencer egentlig var god nok og ikke var et problem. Ja alle kunne blive vrede, men hvorfor skulle det være gået ud over hende? Hun havde jo bare forsvaret sig selv i alt sin vrede. En vrede der så sjældent kom frem i hende. “Undskyld... jeg skulle have været der for dig, du kunne være gået til mig, jeg havde hjulpet dig hvor jeg kunne. Men Spencer.. han.. undskyld..” hun kunne straks mærke hvor ked af det hun blev over ikke at have været der for Luna som hun burde have været. Hun blev ked af at tro dårlig ting om Spencer når det ikke engang var hans fejl. Han kunne jo ikke gære for at han havde en forbandelse over sig. Han var jo bare en uskyldig dreng der prøvede at leve sit liv så normalt som muligt, om end en forbandelse var nedkaldt over ham. “Jeg vidste ikke... undskyld...” kom det fra hende igen og kiggede væk fra Luna. Skyldfølelsen ramte hende hårdt. Hvis bare hun havde taget fat i Luna noget før. Så havde hun måske aldrig taget det så tungt med Spencer. Måske havde hun haft nemmere ved at forstå Spencer hvis hun bar e-handel åbnet munden over for ham. Lært ham lidt at kende, is redet for at kigge på ham fra afstand når hun sad alene og lavede quidditch taktikker. “Jeg vil jo ikke... jeg er ikke ude på at såre ham eller gøre ha, vred... jeg vil bare have ham til at forstå. Jeg er slet ikke så slem. Jeg vil bare... jeg ved det ikke...” alt dette sagde hun mens hende blik var fæstnet på vinduet og endelig drejede hun hovedet for at kigge på Luna. “Han beskytter dig, og det er jeg da taknemlig for, men det behøvede ikke at gå ud over mig, slet ikke nærmede ikke var grund til det, undskyld....” hun kiggede ned i bordet og på den varme kakao hun endnu ikke havde rørt endnu.

[Luna Clary Daniels]

Luna rystede stille på hovedet for sig selv og så undrende over på Yuri. Luna anede virkelig ikke, hvad Yuri snakkede om lige nu. "Hvad er det helt bestemt du undskylder for? Du skulle have været der for mig hvor? Hjulpet mig med hvad? Undskyld Yuri, men jeg tror du mistede mig lidt der. Jeg aner simpelthen ikke hvad du taler om? Er det stadig Spencer? Han er altså god nok. Jeg elsker ham virkelig højt." Prøvede hun lidt forvirrende og anede ikke om det overhovedet var det rigtige at sige. Hun var ærligt talt lidt forvirret og kunne ikke forstå, hvorfor de ikke bare kunne være veninder i stedet og nyde at de endelig var sammen igen. Luna havde da hvert fald savnet at bruge tid med Yuri, og så så hun ingen grund i at bruge alt tiden på Spencer. 
Hun så trøstende på Yuri og sendte hende så et smil. "Hvis du vil kan vi mødes en dag alle tre, og så kan de se at han faktisk er ganske sød og ufarlig." foreslog hun så. Hvis bare de planlagde det efter månen, burde det virkelig ikke blive noget problem.

[Yuri Faa]

“Jeg skulle have været der for dig jeg kunne have hjulpet ved dit overfald. Jeg har ikke været god til at skrive, og alligevel... jeg beklager jeg har været fraværende okey?” Det var en simpelt konstatering, men hun beklagede virkelig dybt. Hun ville slet ikke have været sådan her over for nogen eller noget. Hun ville bare være sig slev, og nyde det hele. Men det kunne hun ikke. Lige nu følte hun sig som et mindre problem der ikke engang kunne have holdt liv i den veninde hun holdte af. “Jeg vil gerne snakke med ham, find en dag og jeg kommer uanset hvor det er” kom det fra hende og bed sig lidt i læben. Hun frygtede allerede tanken om det. Men hun måtte lærer Spencer st kende på et eller andet tidspunkt. 

[Luna Clary Daniels]

Hmm.. denne her samtale blev svær og Luna måtte sidde et øjeblik og tænke over sit ordvalg for heller ikke at såre Yuri. "Nej Yuri, det skulle du ikke og det kunne du ikke. Jeg holdt det hemmeligt for alle. Forstår du. Min familie tror jeg faldt ned af trappen, fordi jeg i et forelsket øjeblik tænkte på Spence mens jeg var på vej op på mit værelse, og Spencer ved det kun fordi han besøgte mig og så at jeg havde et blåt øje. Han troede ikke på historien om at jeg faldt." Hun tav og tog venindens hånd i sin. Hun smilede kort til sin veninde og ønskede sådan hun for en gang skyld ville lytte. "Hvad du skal gøre, er at stoppe med at undskylde for dig selv. Jeg savner min veninde, det har jeg gjort længe. Ikke fordi jeg vil snakke overfald og andre ting, eller fordi hun skal beskytte mig. Jeg savner min veninde til at spille og synge med. Jeg savner hende til at snakke drenge med, og jeg savner hende til bare at være lidt pige med. Dét er alt jeg beder om af dig. Det betyder ikke jeg ikke holder nok af dig til at dele de alvorlige ting, men de er ikke vigtige for mig."  Det sidste var lidt en løgn, men hun prøvede at sætte en pointe.

[Yuri Faa]

Havde hun været så blind for alt ting på sit sidste skoleår. Havde hun set bort fra at Luna gik og havde det skidt, blot fordi den idiot til Simon havde fyldt det hele som om han var guds mand til alle og enhver. Gjorde sig til foran alle andre end hende? Hun hadet ham, og lige nu hadet hun sig selv for at have været så meget væk og så fjern. Hun stirrede op på Luna og sendte hende et svagt smil der hurtigt forsvandt igen. "Jeg har savnet dig så meget at jeg føler for at undskylde for alt jeg har gjort galt. Men det hjælper ikke noget, og jeg ved det godt. Kan vi nogen sinde komme tilbage til det gamle. Lade ting være ting og så bare... Ja jeg ved det ikke hygge os igen?" spurgte hun lidt og klemte lidt om Lunas hånd inden hun stille løftede sit blik og kiggede på sin veninde

[Luna Clary Daniels]

Det virkede til at Luna endelig nåede ind til hende. Ind under undskyldningerne ind til kernen. Det fik hende til at smile stort. "Ja, lige præcis. SÅ kan du også høre om den dag, jeg var låst inde i et kosteskab med Owen Rei Chang eller du kunne fortælle mig om alle de lækre fyre på DMU. Der er så meget." smilede hun og strøg sin hånd over Yuris for at trøste hende lidt, mens hun inderligt håbede på nu at veninden ville stoppe med at undskylde og slå sig selv oveni hovedet.

[Yuri Faa]

Et mindre smil kom frem på hende slæber og hun kiggede ned på Lunas hånd som hun havde i sin egen. “Låst inde? Hvorfor nu det?” Der var så mange ting der var hver at fortælle hende, alligevel vidste hun dårligt nok hvor hun skulle starte. I stedet vidste hun ikke længere hvad hun skulle stille op hvis Luna nogen sinde foravandt fra hende, og hvad så når Luna ikke skulle gå på DMU? Gled de så bare endnu mere fra hinanden? “Der er måske en. Men han kan være en opblæst idiot” straks gik hendes tanker hen på Mason Perez men i virkeligheden irriterede han hende mere end hun ville indrømme. Det var hele den der ‘jeg er lækker’ attityde hun ikke kunne fordrage som om han ar bedre end alle andre, om end at han virkelig gad engle af de rigtige ting til hende.

[Luna Clary Daniels]

Luna kørte usikkert fingrene gennem håret, som hun nu blev tvunget til at genleve situationen med Owen. De havde siddet længe sammen og snakket og det havde faktisk været hyggeligt. De havde virket ens på en eller anden måde. "Ja. Jeg ved ikke hvem der gjorde det, men altså, vi var oppe efter sengetid begge to og da vi så gik gennem gangen hørte jeg en lyd, og jeg trak ham med ind i et kosteskab.  Da døren lukkede kunne vi høre låsen gå for. og der sad vi så." Hun sukkede lidt. Hun havde ikke turdet sige det til Spencer Lynch, da det sikkert nemt ville kunne opfattes helt forkert og han måske så ville blive sur. Den del holdte hun dog for sig selv. Hun var ikke klar til at snakke med veninden om det.
Desuden ville hun også langt hellere snakke om at Yuri havde fundet en fyr. Hun kunne ikke huske at Yuri nogensinde havde fortalt om nogen hun kunne lide. "Ja? Hvem er han? og hvorfor kan du lide ham, hvis han er en idiot?" Den del lød ret underlig måtte hun indrømme og slet ikke som Yuri.

[Yuri Faa]

Et undrende blik blev givet og hun forsøgte at få det til at hænge sammen. Luna virkede ikke som den der gik på gangene om natten hvor hun ikke måtte. Men tingene kunne have ændret sig og hun ville ikke blive vred over den ting. “Åh...” sagde hun blot og tog endelig fat i sit kakao krus for at tage en tår af den. Den var stadig varm så hun havde da ikke siddet og undskyldt i evigheder. Hun kiggede lidt på Luna og en svag rødmen kunne anes på hendes kinder. “Jo altså.. hmm... han hedder Mason.. men han er bare så... irriterende. Bliver sur over den mindste ting, og så virker han som en alle kan lide. Ja jeg ved ikke. Jeg bor på værelse med hans søster. Hvor akavet kan det ikke lige være?” Egentlig ville hun slet ikke rigtig snakke om mason, men måske det ville få hende til at tænke lidt mere over hvad der var så fascinerende ved ham.

[Luna Clary Daniels]

Luna trak på skuldrene og smilede så uskyldigt. Hendes tanker omkring mødet med Owen, holdte hun dog for sig selv. Det var virkelig ikke nogen hun ønskede at dele med andre. Uanset hvor tætte de var på hende. Ikke engang Spencer Lynch skulle kende til dette møde. Normalt holdt hun ikke ting hemmeligt på den måde, men lige denne her vedkom ikke andre.
Da Yuri så fortalte om fyren hun havde mødt lagde Lunas bryn sig i tydelig undren. ”Sååå… hvorfor igen siger du, at du kan lide ham? For helt ærligt, han lyder som en idiot. Han lyder ikke som en der er værd at bruge tid på.” Hun så på hende længe og tig så venindens hænder i sine og så veninden dybt i øjnene. ”Hvad er det han kan? Hvorfor ham? Hvad fik dig til at falde for ham?”

[Yuri Faa]

Luna havde ret endnu en gang, men Mason var bare anderledes og slet ikke fra det fine selvskab hun var så vant til. Var det derfor han tiltrak hende? Havde han noget af det forbudte hun måske søgte efter? Hun vidste det ikke, og alligevel kiggede hun flovt ned i bordet som hun kunne mærke den Rosa farve stige længere og længere op i kinderne. “Jeg ehm.. Han er forbudt, voksen og anderledes end jeg er vant til” kom det fra hende og måtte bide sig svagt i underlæben. Det var ikke løgn, for selvom Mason næsten mente hun skulle være anderledes havde hun alligevel stået fast. Hun ville ikke være en fest abe. Det var ikke hende, desuden var de ikke et par. 

[Luna Clary Daniels]

Luna slap Yuris hænder og lænede sig tilbage i stolen tydeligvis ikke helt på Yuris banehalvdel. En lille rynke mellem hendes bryn fortalt sit tydelige sprog om at hun nok havde en del på hjerte. "Yuri..." hun tøvede lidt, men besluttede sig så for at prøve, skønt hun var bange for om det ville såre Yuris følelser. Måske skulle hun faktisk starte et andet sted. "Ok. Jeg er glad for, at du har fundet en du synes om. Og jeg håber virkelig han er sød ved dig. Men... Du må ikke vælge ham, bare fordi han er voksen og forbudt. En fange i azkaban er også voksen og forbudt. Du... Du må finde ud af om det er kærlighed, inden du giver dig hen til ham. Du kan evt invitere ham på en date hvis du vil. Du må sikre dig i overhovedet har noget til fælles."Så tav hun og tænkte på hvordan det selv havde udviklet sig mellem hende selv og Spence. Spencer havde aldrig som sådan virket forbudt, mere bare virkelig interessant. Hos dem havde det udviklet sig helt naturligt, skønt hun jo så også havde opdaget hans pelsede del af livet. "Hvorfor skal det være ham her? HVad kan han som Simon ikke kunne fx?"

[Yuri Faa]

Normalt ville hun have givet Luna ret i det der blev sagt, men alligevel mærkede hun et lille stik inden i. Noget der sagde hende at det var rigtigt og det ramte plet, en anden del af hende sagde at Luna tog fejl. Det var jo ikke fordi hun var forelsket. mason var bare interessant på en eller anden måde hun ikke kunne forklare. Måske var det den lidt bad boy attityde der gjord shame interessant. Han røg, han drak, noget man ikke måtte påakolen, men alligevel var han lige glad. Inderst inde vækkede det bare noget i hende. “Jeg... måske jeg skulle prøve....” kom det fra hende om at invitere ham ud. Hun var usikker på om det var det hun ville, hun havde aldrig gjort det før. “Simon var en idiot, Mason kan ikke samlingens.. tror jeg nok...” kom det fra hende og havde lyst til at rejse sig op for at gå. Men hun kunne ikke gøre det for hendes veninde.

[Luna Clary Daniels]

Luna kom til at grine lidt over veninden. Hun fortjente virkelig en sød fyr som kunne tage sig lidt af hende og bare være sød ved hende. Det var alt Luna ønskede og hvis det skulle være denne Mason, så ville hun gerne støtte op omkring det, men det var Yuris eget valg. Heldigvis lød det da til at hun måske ville invitere fyren på en date, så det ville da være en god start. "Bare pas på du ikke skræmmer ham væk." Drillede hun så og smilede til veninden. Det var virkelig rart at sidde sammen de to. Luna havde savnet sin veninde mere, det var til tider godt at have en veninde at snakke med, så det hele ikke gik op i kæreste og rettigheder hele tiden, og som hun sad der, gik det op for Luna hvor meget hun egentlig havde manglet det her. "Jeg håber du har ret. Men hvad jeg hørte dig sige om Simon, så skal der heller ikke meget til."