Here Comes the Sun

[Serena Smith]

Tilegnet: Albus Dumbledore ll
Albus' Hjem - Januer 2058

---

Rena var ved at fortryde sit foretagende adskillige gange, som hun stod dér på verandaen og knugede beholderen med suppe og flasken med FriskOp-eliksir i hænderne. Heldigvis havde suppen holdt sig varm på vejen igennem intetheden med spektral transferens, kunne hun konstatere, med brændende varme hænder. Var det at gå over stregen? Tanken fløj flere gange gennem hendes hoved, mens hun vaklede for og imod foran Albus’ fordør.
Det var et par dage siden, hun havde fået nys om, at han var blevet syg og var taget hjem, og hun havde nok en idé om, hvad den udløsende faktor havde været - endnu en kold gåtur i regnvejr, hvis ikke hun tog helt fejl. Straks var Rena selvfølgelig blevet ramt af trangen til at besøge ham og sikre sig, at han var okay, men hun havde formanet sig selv, at det var alt for overilet sådan at troppe op på hans dørtrin. To fulde dage var gået - mere præcist halvanden dag - okay, måske i virkeligheden kun én dag, før hun var bukket under for sit omsorgsgen og sin dårlige samvittighed og nu stod foran hans hus med den undskyldning, at hendes jobbeskrivelse ikke kun gjaldt eleverne, men også alle skolens ansatte.
Hun tog en dyb indånding og bankede så på døren. Ventede lidt. Tænk, hvis han lå i sengen ude af stand til at lukke op? Prøvende tog hun i døren, der gik op med et lille klik.
”Albus?” Forsigtigt stak hun hovedet indenfor - men havde alligevel for meget pli til at bevæge sig længere ind, inden hun havde fået et livstegn fra ham.

[Albus Dumbledore ll]

//BILLEDE AF STUEN//

Albus sad krøllet mere eller mindre sammen i den mørke læderstol foran pejsen. Han havde et gråt uldtæppe trukket helt op under hagen og øjnene var lukket. Stolen havde tilhørt Louise, han havde slet ikke tal på hvor mange gange han havde prøvet at lokke hende til at smide dette monstrum af en stol ud, men efter hendes død, var det nu den ting der gav ham allermest trøst. Det kunne man vel kalde skæbnes ironi.
Gardinerne var trukket for og skærmede dermed af for verdenden udenfor, som Albus på ingen måde kunne overskue at tage stilling til lige nu. Det var ikke fordi han var trist eller ked af det. Han havde bare fået skaffet sig en ordentlig omgang lungebetændelse, efter at have lallet rundt i regnen i al for lang tid. Igen. Måske måtte han så småt begynde at erkende, at den hobby ikke var for ham. Alligevel kunne han ikke lade være med at føle en form for befrielse når han gjorde det. Præcis som Serena havde beskrevet det.
Et lille ynkeligt smil formede sig på læberne ved tanken, det drev dog hurtigt over i en forvrænget grimasse som et nys overmandede ham. Han gispede og slog nakkten en smule tilbage. Hvor følte han sig dog søle.
I det samme fangede en lyd hans øre. Hoveddøren. Bankede det på? Han havde været slumret kort hen og var ikke helt sikker på om det havde været en del af en drøm. Uden at responderer, ventede han på om der ville blive banket igen, men i stedet hørte han døren gå langsomt op. Og så lød stemmen af nogen der kaldte hans navn ude fra den lille gang. Dette fik ham til at flyve op fra stolen. Han var ikke mega fan af at nogen skulle se ham på denne måde. Ikke at han helt vidste hvad han håbede på at opnå i de 3 sekunder det ville tage hende at komme frem til stuedøren. Han kunne hverken nå at skifte fra den grå morgenkåbe og de hæslige sutsko han var iført, eller at rette den fuglerede der udgjorde hans hår på nuværende tidspunkt. Det var heller ikke fordi at en rengøring af det lidt forsømte hjem var en mulighed. Så i stedet endte han bare med at stå der, midt på gulvet og stirrer mod døren, idet han hørte sig selv svare en smule tøvende, ”Serena?” Man kunne tydeligt høre forkølelsen havde sat sine spor på hans stemmebånd, men udover propper i ørerne, fejlede hørelsen ikke noget, og han kunne sagtens genkende skolesygeplejerskens milde stemme. Spørgsmålet var bare, hvad hun lavede her?

[Serena Smith]

Rena drejede hovedet, da hun hørte Albus’ stemme efter et øjeblik - puh, så var der da i det mindste lidt liv i ham, selvom han ikke lød som sig selv. Hun tog sig lige tid til at lukke hoveddøren efter sig og træde ud af vinterstøvlerne, inden hun bevægede sig hen i døråbningen ind mod stuen. I første omgang ænsede hun ikke så meget af det dunkle rum. I stedet flakkede de blå øjne hurtigt hen over Albus og stolen bag ham, som han sikkert lige havde rejst sig fra, mens hun strøg ind i stuen.
”Åh Albus, jeg er så ked af det!” startede hun angrende - allerede ved at påtage sig skylden for hans sygdom - og fandt en ledig plads på sofabordet, hvor hun satte suppen og FriskOp-eliksiren fra sig, en anelse malplaceret og med hektiske bevægelser. ”Undskyld, at jeg sådan kommer brasende!” Den kongeblå frakke blev taget af og slået over armlænet på sofaen. Hun var ked af at komme brasende uden en invitation, og det var der ikke tvivl om, men samtidig var der heller ikke noget at rafle om - hun havde ikke i sinde at gå igen, før hun havde forsikret sig for, at han var okay og i stand til at klare sig selv. ”Jeg hørte, du var syg, og jeg kunne ikke… Jeg kunne ikk-.. Har du fået noget at spise i dag?” afbrød hun sig selv, som blikket atter faldt på hans sølle forfatning, midt i at hun ellers var ved at fortælle, at hun nærmest havde tænkt på ham nat og dag, og hun gik tættere på for at skubbe ham blidt tilbage i stolen igen. Hun var alt for optaget af at være bekymret for ham, til at bide særligt mærke i hans påklædning. ”Hvordan har du det?” Bekymringen skinnede tydeligt igennem, både i udtrykket i hendes øjne og tonefaldet i hendes stemme.

[Albus Dumbledore ll]

Han afventede og kunne godt høre hende rumsterer lidt rundt ude i gangen. Han hostede en enkelt gang ind i ærmet, og gik så frem mod døren, til gangen, men nåede kun at tage et par skridt før hun dukkede op.
Det var her deres blikket mødtes. Der skulle meget til at gøre Albus direkte flov, men lige nu kunne han godt mærke sine kinder brænde, men det kunne selvfølgelig også skyldes feberen. Han var i hvert flad lidt ked af at hun skulle se ham sådan her. ”Jeg beklager rodet, jeg ventede ikke gæster..” Begyndte han i munden på hende. Han tav og så en smule uforstående ud, ”vent. Ked af hvad?” Var han gået glip af et eller andet?
Han så blot til som hun gjorde plas til tingene på stuebordet. Det var ikke fordi han ikke ville hjælpe, men han frygtede lidt at bukke sig for meget i frygt for at hans sparsomme morgenmåltid ville komme op igen.
”Tja jeg må indrømme at jeg nok ikke er det bedste selskab lige nu.” Han havde ikke lyst til at smide hende ud, men var heller ikke lige in the mood, for gæster. Primært for at undgå at ydmyge sig selv mere end højest nødvendigt.
Hans blik faldt atter, om muligt en kende mistænksomt, på hendes medbragte beholdere, imens han svarede hende. ”Øhm...jo..eller jeg har spist en halv skive brød...i morges.” Det var nok nærmere en kvart skive, men det turde han næsten ikke sige til sygeplejersken.
Albus havde næsten lyst til at give hende et kram, hun virkede temmelig oprevet over et eller andet, men for at være ærlig, ville det nok ikke være nogen særlig god oplevelse for nogen af dem. Han havde ikke været i bad i nogle dage, og blev pludselig pinlig opmærksom på hvor meget han lugtede derefter.
Uden at klage, lod han sig dumpe ned i stolen igen. Han skælvede en smule grundet feberen, men forsøgte virkelig ikke at se for skvattet ud, og skønt han allerhelst ville krølle sig sammen under tæppet igen og beklage sig over hvor “tæt på døden” han følte at han var lige nu, hørte han alligevel sig selv sige, ”nårh..det er ikke så slemt,” løgnen var på ingen måder overbevisende, han bed sig en smule skyldigt i underlæben.

[Serena Smith]

Et hurtigt smil lyste Renas ansigt op, da de startede med at tale i munden på hinanden. ”Nej nej, det er okay…” fik hun sagt næsten i samme sekund, som han spurgte ind til, hvad hun var ked af. Endnu et smil, og så slog hun sig for panden over hele fadæsen - og startede fra ny.
”Jamen… det er jo min skyld, at du er syg!” udbrød hun, som om det var indlysende, og med et udtryk af rendyrket anger. ”Jeg skulle aldrig have opfordret dig til at traske så meget rundt i regnen, og jeg er så ked af det. Det var jo et frygteligt råd! Kan du tilgive mig?” Hele tankerækken virkede måske for søgt for nogen, men Rena mente det med ramme alvor, og hun var virkelig bange for, han ville bebrejde hende, hvad hele hendes fremtoning også røbede. Der var slet ikke tvivl i hendes hoved om, at det var sådan, det hang sammen, og hun havde det virkelig dårligt over det.
Hun lyttede opmærksomt på hans svar, der mest af alt lød som, tjah, undskyldninger og affejninger. En halv skive brød? Ikke så slemt? Det skulle være løgn, skulle det - og hun sendte ham et hvast blik, der afslørede, at hun tog hans ord med et gran salt. ”Har du feber?” spurgte hun med brynene rynket i lige dele koncentration og bekymring og lagde en hånd mod hans pande for at mærke, om han var varm - kun for at konstatere, at hendes egne hænder var alt for varme efter at have båret suppen, så hun ikke kunne mærke noget som helst. I stedet lænede hun sig impulsivt ned og lagde læberne mod hans pande et flygtigt sekund. ”Ja, jeg tror, du har feber.” blev det konstateret, som hun trak sig væk igen, uden tanke for, at det havde været en temmelig grænseoverskridende gestus. Læbernes temperatur svarede næsten altid til 37 grader, så det var jo ganske enkelt bare der, det var nemmest at mærke feberen.
”… en halv skive brød …” Hun fnyste for sig selv og rystede på hovedet, hvilket måtte være svar nok på, hvad hun tænkte om dén diæt til en syg mand. ”Hold da op med at se så mistænksom ud. Det er suppe, og jeg går ikke, før du har spist op. Hvor er køkkenet?” Suppen blev atter snuppet fra bordet, hvorefter hun vendte sig mod ham og forventede en eller anden form for rutevejledning, eftersom hun ikke kendte huset. Hun var jo nødt til at finde en ske til ham, ikke?

[Albus Dumbledore ll]

På trods af hendes forsikring om at det var okay med rodet, kunne han alligevel ikke helt slippe følelsen af at han burde svinge staven og få ryddet lidt op. Han følte bare ikke at han havde overskuddet til at koncentrerer sig om nogen som helst former for besværgelser lige nu.
Der gik lige et par sekunder før det gik op for ham hvad hun sagde, i den tid sad han bare og stirrede på hende, som var hun lige dumped ned fra månen. ”Din skyld? Nååh...eller...altså, det kan da umuligt være din skyld. Du tvinger mig trods alt ikke ud i regnen.” Påpegede han og fiskede lidt ynkeligt efter tæppet på gulvet med den ene fod. ”Så altså, der er intet at tilgive.” Han smilede sløjt imod hende.
Han formåede heller ikke at nå at svare på hendes spørgsmål, før hendes varme hånd lå over hans pande. Da hun ikke var tilfreds observerede han hende læne sig ned imod ham, og komplet forvirret over hvad hun havde i sinde rørte han sig ikke ud af flækken, ej heller som hendes læber strøg over hans varme pande. Han stivnede en smule, og mærkede en let varme tage udspring fra hendes uskyldige berøring til hans kinder, der heldigvis var mere eller mindre skjult under fuldskægget. ”Øhm ja..måske en smule..” Han forsøgte at genvinde fatningen, sandheden var at han godt var klar over at han havde feber, men det nænnede han ikke at sige, for ærlig talt havde det ikke været uvelkomment. Et stik af dårlig samvittighed spredte sig indeni ham ved den tanke.
Albus tippede hovedet en anelse på skrå ved hendes lette fnys, og efterfølgende konstatering, han havde umådelig svært ved at skjule endnu et smil over hendes næsten moderlige omsorg. ”Når du siger det på dén måde tør jeg næsten ikke sige nej.” Svarede han blot, skønt intet i ham havde lyst til at indtage nogen form for føde, men han ønskede heller ikke at afvise hendes ellers så søde gestus. ”Køkkenet er lige ovre på den anden side af gangen,” forklarede han og ville egentlig gerne hjælpe til, men orkede faktisk ikke helt at rejse sig igen. Det skyldtes naturligvis at han var syg, han var ikke en eller anden plattenslager, som regnede med at få hende til at servicerer sig fordi han selv var for doven. ”Så du kom simpelthen hele vejen herhjem for at lave sygebesøg?” Spurgte han og lod sine blå øjne hvile imponeret på hende.

[Serena Smith]

”Nej? Åh, det er jeg glad for!” Hun bøjede sig helt automatisk ned for at samle tæppet op, da hun ganske ubevidst registrerede, at han manglede det. ”Men nu tvinger jeg dig til gengæld til aldrig at gå en tur i regnen igen. I hvert fald ikke uden paraply!” sagde hun på én gang umådelig lettet og samtidig formanende, mens hun omhyggeligt prøvede at putte tæppet ned omkring ham igen. Det ville helt sikkert gøre en forskel, under en eventuel fremtidig regnvåd gåtur, at han i det mindste ikke blev våd ind til benene. Hun sendte ham et hengivent blik og et lille smil. ”Ja, der er ikke meget flottenhejmer over dig lige nu, hva’?” Hun antog, at hans blussen var en konsekvens af feberen - hvad ellers? - men tog alligevel sig selv i at klemme læberne lidt sammen, som om hun først nu blev opmærksom på, hvordan hans hud havde føltes mod hendes læber.
”Du kan også lige vove. Der er Frisk-Op eliksir i dén der…” Hun gestikulerede imod den anden beholder, der mest af alt lignede en almindelig termokande, inden hun begav sig gennem stuen og ud i gangen igen for at finde køkkenet. ”… men bare rolig. Jeg tvinger dig ikke til at drikke den, før efter jeg er gået igen.” forsikrede hun ham og smilede lettere beklagende for sig selv med tanke på, at han sikkert ville ende med røg ud af ørene et stykke tid efter. Men derefter ville han have det meget bedre, det var hun sikker på!
Hun kunne ikke lade være med at lade blikket glide lidt nysgerrigt rundt på hele indretningen. Det var trods alt ikke hver dag, hun blev inviteret indenfor - eller strengt taget var hun jo slet ikke inviteret - i en kollegas private bolig. Hurtigt trak hun dog blikket til sig igen og helligede sig sin søgen efter en ske til patienten. Efter lidt søgen fandt hun den i en af køkkenskufferne.
”Ja…” svarede hun med et tøvende suk på hans kommentar om, at hun var kommet hele den lange vej for et sygebesøg og rynkede eftertænksomt panden, mens hun koncentrerede sig om at bære suppen tilbage til stuen uden at spilde på sin vej. ”Eller, altså…” Hun var ved at sige, at det jo bare var en del af hendes arbejde, men det virkede et eller andet sted så frygteligt utilstrækkeligt. ”… Gør det noget?” endte hun i stedet med at spørge og satte forsigtigt skålen med suppe fra sig på sofabordet. Et kort sekund overvejede hun, om hun skulle hjælpe ham med at spise, men det blev hurtigt slået hen - i stedet rakte hun skeen til ham som en opfordring til at spise lidt.

[Albus Dumbledore ll]

Han sendte hende et lidt ynkeligt smil, som gled over i et mislykkedes kækt udtryk, "det er jeg nu ikke helt sikker på at jeg kan efterkomme." Indrømmede han og satte sig bedre til rette i stolen imens hun nussede om ham. Det var på den ene side virkelig dejligt med omsorgen, men der var også den lille del af ham, som havde det skidt med at hun så ham på denne måde. "Måske vi kan indgå et kompromis?" Forslog han, imens hun stadigvæk var lænet ind mod ham som hun puttede ham. "Jeg går ikke ud uden paraply medmindre du er med. Så kan du sende mig ind når jeg bliver for kold, for det kan jeg åbenbart ikke selv vurderer."
Endnu et træt smil sneg sig frem på læberne. "Nej....jeg er vidst en kende ynkelig." Han forsøgte at slå tanken om hendes læber mod hans pande ud af hovedet. Det måtte være feberen der legede med hans hjerne.
Han skævede atter mod termokanden og lignede mest af alt en der havde lyst til at protesterer, men ikke orkede konsekvensen af en sådan protest. Han havde aldrig været fan af Frisk-Op eliksir, men hans samvittighed ville ikke lade ham undlade at tage den. Ikke nu hvor hun havde lavet den til ham og var så sød at komme forbi med den. "Det sætter jeg pris på." Mumlede han dertil og flyttede atter blikket tilbage til hende.
Imens hun forsvandt ud i køkkenet efter skeen, tog han sig selv i at lukke øjnene og nåede også næsten at falde lidt hen, da han atter hørte hende komme hen over gulvet. Han rettede sig en smule op i stolen og rystede lidt på hovedet, "nej det før ingenting, jeg sætter pris på omsorgen." Indrømmede han, men skævede alligevel lidt skeptisk til suppen. Han var sikker på at den smagte ganske fortrinneligt, men han var slet ikke sulten. Alligevel stak han en arm ud fra det lune tæppe for at tage imod den varme bøtte og ske.

[Serena Smith]

”Nå? Du er måske ligefrem begyndt at synes om det?” Hun kiggede overrasket på ham og erindrede ellers, at han engang i tidernes morgen havde svoret, at det næppe var noget, han blev fan af. Det var da også en temmelig skør ting at begive sig ud i, og hun havde da efterhånden opgivet at finde nogen, der delte hendes glæde ved regnvejret.
”Et kompromis?” Hun holdt lidt inde med putningen og fangede hans blik med fornyet interesse. Så smilede hun. ”Ah, det kan jeg godt være med på! Det er et godt kompromis!” fastslog hun derpå med en lille latter, mens hun stoppede det sidste tæppehjørne ind mellem ham og stolen, så det ikke skulle trække ind. Måske det endda ville resultere i lidt flere gåture sammen, hvilket hun bestemt heller ikke ville være ked af. Det var altid dejligt med selskab, især af den gode slags. ”Pjat, det er det, feber gør ved én.” bemærkede hun, lidt bagatelliserende, for at han ikke skulle føle sig for ynkelig - det var jo aldrig godt for en mand og hans stolthed! - og lagde kortvarigt hånden på hans arm under tæppet, inden hun trak sig lidt væk igen for at gøre suppen klar.

”Jeg har siet alt fyldet fra, så det er nærmest bare væske, men det er varmt og fyldt med næring, så du vil have godt af det.” forklarede hun, som hun satte det hele i hænderne på ham. Desværre svigtede appetitten jo ofte, når man var syg, men det var bare så vigtigt for en ordentlig bedring! ”Kan du spise selv?” Hun kunne ikke lade være med at spørge, selvom hun lige havde besluttet for et øjeblik siden, at det kunne han nok. Men han skulle jo nødig ende med brandvarm suppe ud i hele stolen - sikke et scenarie, de så ville ende ud i!

[Albus Dumbledore ll]

Han så på hende med et forsigtigt smil. ”Det har muligvis sine højdepunkter.” Han havde aldrig troet at det at gå rundt i regnvejr ville tale til ham, men man havde vel et standpunkt til man tog et nyt? Det havde i hvert fald visse fordele, bl.a. Var der noget befriende over det, som Serena havde forsøgt at smide ind i salgstalen dengang, derudover var der ikke mange som var dristige nok, til at bevæge sig ud i regnvejr, hvilket gjorde at man kunne gå og samle tankerne, mere eller mindre uforstyret.
Han så op på hende og nød godt af at blive puttet, på trods af at hans hud var ubehagelig følsom, hvilket skyldes feberen. Han nikkede forsigtigt og smilede svagt over hendes latter. Det lød stadigvæk så skønt i hans øre.
Albus havde aldrig været særlig maskulin når han var syg, derfor plejede han at gemme sig væk frem til han blev rask igen, som han også havde gjort denne gang -dog uden held. Heldigvis for ham, blev han dog meget sjældent syg.
Som han kort derefter sad med bøtten i hænderne, kiggede han blot på den, som forsøgte han at overbevise sig selv om at hun havde ret. Selvfølgelig ville det hjælpe at spise, men han var virkelig ikke sulten. Han havde lyst til endnu engang at kommenterer på hendes venlighed, sådan at hun ikke misforstod hans tøven. Men i stedet valgte han at kommenterer på den sidste del, ”du ville måske fodre mig hvis jeg sagde nej?” Selvfølgelig havde han ingen forventning om at det var tilfældet. Det var ment i sjov, måske for at trække tiden en smule ud, men han burde da være i stand til at løfte sin egen ske. Hvis ikke, ville det godt nok komme til at tage ham tid, at genopbygge den tabte stolthed.

[Serena Smith]

Hun fnisede lidt, da han - lidt nødtvungent lød det til - indrømmede, at det nok ikke var det værste i hele verden. ”Ah, lidt halvhjertet, men jeg tager, hvad jeg kan få.” smilede hun med veltilfreds mine og følte sig underligt glad over, at han ikke hadede det. Alt taget i betragtning var det jo en ret lille ting, men det betød alligevel noget for hende. Så havde hun da nogen at dele dén særhed med om ikke andet.
Om hun ville fodre ham? Blikket faldt atter på ham. ”Måske?” svarede hun med et kryptisk smil og lod det dermed være op til Albus, om han ville tage det som en trussel eller et tilbud om hjælp - det kom jo an på, hvordan man så det. Selv kendte hun svaret efter at have hjulpet tilpas mange patienter med at spise, og der var sjældent noget så grænseoverskridende. Det var okay med ældre og børn, men jævnaldrende? Hold nu op, det var så intim en handling, så hun skulle altid overvinde sig selv - hvilket havde overrasket hende rigtig meget allerførste gang. ”Nej, bare rolig, jeg bliver ikke hængende meget længere.” Hun rystede på hovedet og kiggede samtidig lidt rundt for at finde ud af, hvor hun havde fået lagt sin frakke, da hun kom. ”Nu hvor jeg er sikker på, du kan tage vare på dig selv. Sådan da.” blev det tilføjet. Der var jo også nogle elever tilbage på skolen, der var afhængige af hendes hjælp. Og skulle der nu ske noget, mens hun ikke var der? Selvfølgelig var hun ikke i tvivl om, at de så ville tilkalde hende - men stadig. Det var nok noget, hun skulle vænne sig selv; ikke at forvente det værste, hver gang hun forlod Hogwarts.

[Albus Dumbledore ll]

Smilet sneg sig næsten hele vejen op til de trætte øjne denne gang. "Jeg lover at være mere engageret næste gang." Det var et løfte der ikke ville blive specielt svært at leve op til, taget i betragtning af hans engagement, ikke havde været særlig stort til noget som helst de sidste par dage.
De blå øjne blev spærret op da han i et kort øjeblik overvejede om hun rent faktisk kunne finde på det. En del af ham fandt det næsten en smule tiltalende, udelukkende af den simple årsag, at han så ikke ville behøve at have hænderne over tæppet. Den anden del -den lillebitte maskuline side, der endnu ikke var tabt på gulvet -ville meget gerne gøre det selv, om ikke andet for at bevise at han ikke var helt ubrugelig.
Albus slap et åndedrag han ikke selv havde bemærket at han havde holdt igen, om det var lettelse eller ærgrelse kunne han stadigvæk ikke helt bedømme. "Oh. Nej selvfølgelig. Jeg skal jo helst heller ikke ende med at smitte dig," suppen blev balanceret i skødet, imens han gik igang med at mestre opgaven, at samle sin vildrede af hår med en elastik han havde haft om håndledet.
"Men det var sødt af dig at kigge forbi, det kan godt være at det ikke virker sådan, men jeg er taknemmelig." Han gjorde en gestus mod suppen.

[Serena Smith]

”Det vil jeg glæde mig til!” Hun grinede lidt igen. ”Jeg skal nok holde dig op på det, at du ved.” Der skulle vist heller ikke så meget til - det var ikke ret meget liv i ham i forhold til normalt, det måtte hun indrømme.
”Det skal du ikke være bange for. Jeg er ret immun efterhånden.” Hun snuppede sin frakke fra armlænet på sofaen, og så på ham med et tvivlsomt blik, mens hun trak den blå frakke over skuldrene igen. ”Spis din suppe.” blev det nøgternt foreslået - eller beordret - efterfulgt af et mildt smil. ”Så kan du være taknemmelig en anden gang.” Selvfølgelig kunne hun ikke bebrejde ham. Man var bare ikke sig selv, når man var syg, og sådan var det - hvis det bare hurtigt var ovre igen, så skete der jo heller ikke noget ved det. Det var noget andet, hvis det strakte sig over flere måneder og år… Tankekæden mindede hende igen om sit forliste ægteskab, hvilket dog hurtigt blev trængt i baggrunden. ”Du gør dig selv en tjeneste, hvis du drikker det der.” Hun gestikulerede med et sigende blik mod kanden med Frisk-Op-Eliksir endnu engang, som afsked, inden hun bevægede sig tilbage mod døren.
Hun tøvede i stuedøren, bed sig i læben og vendte sig en sidste gang imod ham. ”Bliv rask hurtigt, okay?” Så trak hun frakken tættere om sig og forsvandt ud i gangen og ud ad hoveddøren, som hun lukkede stille efter sig. På verandaen trak hun vejret dybt et øjeblik. Hvorfor bankede hendes hjerte sådan? Hun rystede det af sig, tog et par skridt og forsvandt med et lille ’plop’ ud i luften for at vende tilbage til Hogwarts.

//Out