Post by Deleted on Oct 7, 2015 9:02:00 GMT
D. 27. december, årgang 2051
Forbeholdt til
@diggy
______________________________
@diggy
______________________________
Døren var blevet åbnet ganske roligt. Og han gik ikke i et specielt frembrusende tempo. Kun få drejede hovedet for at se mod ham, men de vendte alle sammen tilbage til deres private med det samme. Der var intet særligt over ham. Han var den man normalt ville overse i mængden. Han bag godt nok ingen kappe, men den almene beklædning fra mugglersamfundet var blevet så populært, at det sjælendt var noget man lagde et ekstra øje til længere. Han slæbte af og til et skridt efter sig, og hænderne var proppet godt ned i den sorte hættetrøjes lommer. Hans øjne flygtede ikke omkring og viede ikke væk fra gulvet, før han ankom til den tommeplads helt oppe ved bardisken. Han lagde armene over kors op på den og lænede sig en smule ind over den og løftede endelig blikket for at se efter den nærmeste bartender.
”… Græskarjuice.” mumlede han kun lige tydeligt og højt nok til at det var forståeligt. Elliot var så småt begyndt at komme op i alderen, men alkohol havde aldrig rigtig tiltalt ham på samme måde som andre. Det smagte grimt, og han huskede ikke at det nogensinde havde påvirket ham på den blomstrende måde, som han havde hørt folk tale om. Han fjernede efterfølgende hætten fra sit hoved og afslørede et noget forslået ansigt. Intet var hævet, men både hans underlæbe og ene øjenbryn var flækket. Omgivet af tørret blod. Han tog sig tydeligvis ikke af det. Han kunne sågar have glemt skrammerne. Det var jo ingenting. Problemet var den pludselig svimmelhed, der svømmede ind over ham som en enorm bølge.
Ler-bægret med den bestilte drikkevare var knap nok blevet stillet foran ham, inden bølgen fik væltet ham omkuld. Han greb nu alligevel hurtigt ud efter bægret, som forventede han, at det ville stå fast og holde ham fra at hende på gulvet. I stedet endte han med at hælde græskarjuicen udover sig selv, før han ramte gulvbrædderne med noget af et postyr. Selv han var overrasket, men det viste sig ikke i hans ansigt, som forholdte sig mere eller mindre neutralt. Men det gik ikke, at han bare blev liggende, selvom hans hoved fik verdenen til at snurre rundt og vride sig i forskellige retninger foran øjnene på ham. Så han gav sig ikke tid til at samle sig nok, før han gjorde sit forsøg på at komme op at stå igen, som var intet hent. Han gryntede lidt ud af besvær, mens han rakte ud efter det nærmeste, som han kunne tage fat i og faktisk få støttet sig ved i håb om, at det denne gang var stabilt nok til, at holde ham oprejst.
”… Græskarjuice.” mumlede han kun lige tydeligt og højt nok til at det var forståeligt. Elliot var så småt begyndt at komme op i alderen, men alkohol havde aldrig rigtig tiltalt ham på samme måde som andre. Det smagte grimt, og han huskede ikke at det nogensinde havde påvirket ham på den blomstrende måde, som han havde hørt folk tale om. Han fjernede efterfølgende hætten fra sit hoved og afslørede et noget forslået ansigt. Intet var hævet, men både hans underlæbe og ene øjenbryn var flækket. Omgivet af tørret blod. Han tog sig tydeligvis ikke af det. Han kunne sågar have glemt skrammerne. Det var jo ingenting. Problemet var den pludselig svimmelhed, der svømmede ind over ham som en enorm bølge.
Ler-bægret med den bestilte drikkevare var knap nok blevet stillet foran ham, inden bølgen fik væltet ham omkuld. Han greb nu alligevel hurtigt ud efter bægret, som forventede han, at det ville stå fast og holde ham fra at hende på gulvet. I stedet endte han med at hælde græskarjuicen udover sig selv, før han ramte gulvbrædderne med noget af et postyr. Selv han var overrasket, men det viste sig ikke i hans ansigt, som forholdte sig mere eller mindre neutralt. Men det gik ikke, at han bare blev liggende, selvom hans hoved fik verdenen til at snurre rundt og vride sig i forskellige retninger foran øjnene på ham. Så han gav sig ikke tid til at samle sig nok, før han gjorde sit forsøg på at komme op at stå igen, som var intet hent. Han gryntede lidt ud af besvær, mens han rakte ud efter det nærmeste, som han kunne tage fat i og faktisk få støttet sig ved i håb om, at det denne gang var stabilt nok til, at holde ham oprejst.
