I Was Made For You

[Evanna Brown]

Til: Charles Michael Lavoie
Sted: Hjemme i Evannas lejlighed.
Tid: 1. September 2057, omkring klokken 10.

---

Evanna var efterhånden så gravid, at alene det at skulle have sko på, virkede som en uoverskuelig opgave, for den unge kvinde, som ellers altid havde været fyldt med overskud. Hun var påbegyndt sin barsel for knapt en måned siden, men hun ringede stadig til Luke fra tid til anden, for at være helt sikker på, at alt gik godt i butikken. Hun havde endda også ved flere lejligheder, taget der hen for, at se om butikken stadig stod der. Det var egentlig ikke fordi hun ikke stolede på Luke kunne håndtere det, men fordi hun selv havde så svært ved, at give slip.
Hun havde sovet forfærdeligt om natten, til gengæld var hun faldet i søvn på sofaen for en lille times tid siden, fordi plukveerne havde været for onde ved hende om natten, så hun sov, når hun kunne komme til det. Hun var dog vågnet for små fem minutter siden igen, da plukveerne var gået i gang igen. Det havde godt strejfet hende, at chancen for det var rigtige veer, var ret stor, med terminen lige om hjørnet og den viden om, at tvillinger ofte kom før tid, men hun havde slået det lidt væk igen. Dog havde hun sine tvivl nu. Tvivl som kun blev bekræfte, da hun pludselig mærkede vandet gå og kort efter kom et ve. "Aaav.." hun gispede let. Skulle hun ringe til Charles med det samme, eller skulle hun lige vente lidt? Der gik jo altid flere timer, fra første ve og til den egentlig fødsel gik rigtigt i gang.
Godt en halv time senere, begyndte veerne at tage en smule til og hun besluttede sig for, at det var tid. Hun fandt sin mobil frem og ringede sin kæreste op. Hun mærkede et nyt ve, hvilket fik hende til at gispe. Åh perfekt, han tog den selvfølgelig ikke. Havde han snakket noget om studiet i dag måske? Hun havde virkelig graviditet hjerne. Hendes der ellers altid havde styr på alt, kunne nærmest ikke huske fra næse til mund. "Hej skat.. Øhm.. Vandet er gået og øhm... Aaah.. mmmh.. Yeah.. Veerne er der.. Mød mig på Mongus okay?" hun gispede ind i mellem, da veerne blev værre og værre, "Uh og køber du ikke jordbær med hjem? Please? Uuu! Aaav... Okay nevermind! Vi ses derude," hun lagde hurtigt på, for at sende en haste ugle til udrykningsteamet. Magisk transport og graviditeter, var vidst ikke den bedste cocktail havde hun hørt. 

[Charles Michael Lavoie]

Charles havde vurderet han godt kunne nå i studiet. Han havde været der meget på det seneste, og nød at have kreativ frihed uden at skulle vende det med tre andre. Han havde fået indspillet en del sange og fået mixet ret mange af dem selv efterhånden. Heldigvis for ham kunne han spille en del instrumenter. I går havde han samlet sengene til babyerne – godt nok havde han sagt han ville gøre det for 3 måneder siden, men han havde haft tid nok. Han hadede ikea – det var alt han kunne sige efter den oplevelse. Det var bygget af onde genier, der nød at se den helt almindelig dumhed der var hos almindelige mennesker – eller måske af parterapeuter der endelig havde fundet den ultimative test: Lav det her uden at overvej at gå fra din partner, slå dem ihjel eller noget tredje – så kan i blive sammen.

Han anede ikke han snart ville være glad for, han havde fået samlet sengene. Han var stadig i sin hakuna matata fase. Det hele skulle nok gå, de kom når de kom. Han glædede sig til at blive far. Til at møde dem. Han var i gang med at mixe og optaget af det, som Evanna ringede. Der gik derfor et par timer inden han hørte beskeden og så forsvandt hele ’no worries’ attituden. Var Evanna okay? Var han gået glip af fødsel? Hvor skulle han få jordbær? Var de lige meget nu? Han røg hurtigere op ad stolen end en speed afhængig og tog fat i sin jakke inden han hurtigt orienterede sig om klokken. Nope. Evanna måtte få jordbær bagefter – ingen tid. Han transferede sig til Mungos. Han løb ind i receptionen for at få at vide hvor afdelingen var. Han løb op ad trapperne – for en gangs skyld var han her for at være en del af noget godt, så han havde bare af at nå det! Han løb mod Evannas stue og skyndte sig indtil hende. ”jeg er her nu… er de her?” spurgte han forpustet.

[Evanna Brown]

Evanna havde mildest talt ingen tidsfornemmelses mere. Om der var gået en time eller to døgn, siden hun havde ringet til Charles, anede hun ikke. Det føltes som det sidste, men det skyldes nok det smertehelvede hun lige befandt sig i. Jordmoderen så op på Evanna, "Du er nødt til at presse nu," sagde jordmoderen, mens Evanna rystede på hovedet. "Ikke før Charles er her.." holdt hun stædigt ved, mens sveden piplede ned af hendes pande. Hun var så træt og udmattet. "Vi kan ikke vente, Frk. Brown, jeres babyer.." jordmoder tav som døren gik op og en mand kom ind, som hun hurtigt måtte antage var faren. Hun kunne med det samme også genkende ham, hvilket den ene sygeplejerske også kunne, da hun kom med et lille hvin, efterfulgt af at fangirl-grin. "Charlaaaas..." der skulle nok en døv til, for ikke at kunne høre på Evanna hun var i smerter, som hun rakte en hånd ud efter ham. Hun gispede, "Du nåede det.." gispede hun lettet med et udmattet smil, som dog hurtigt forvandlede sig til et smertefuld grimmasse. "Frk. Brown, du er nødt til at presse nu. Jeres babyer får ikke nok ilt derinde mere," lød det alvorligt fra jordmoderen. Evanna nikkede og tog nogle dybe indåndinger. Nu var Charles der, så kunne det ikke gå galt. En blanding af et skrig og et råb, lød fra Evanna som hun pressede, mens hun klemte om Charles' hånd. "Sådan. Pres, pres, pres.. Første baby er ude. En pige. Tillykke," lød det fra jordmoderen som hurtigt gav babyen videre til en af sygeplejerskerne, men der var ingen babygråd. Evanna var for optaget, af baby nummer to, der stadig var i hendes mave og det smertehelvede hun stadig befandt sig i. "Der er ingen hjertelyd," hviskede sygeplejersken til jordmoderen, hvilket fik jordmoderen til at vende blikket mod Charles og derefter Evanna, som lå og sundede sig for et øjeblik. Hun rejste sig og gik over og trykkede på en knap og snart var hele rummet fyldt med healere, jordmodre og sygeplejersker. "Vi er nødt til at foretage et akut kejsersnit, for at få jeres anden baby ud hurtigst muligt. Jeg vil bede dig om, at vente her sammen med din datter. Hud til hud kontakt er vigtig lige nu," hendes stemme var alvorlig og autoritær, mens en portør kørte Evanna væk og mod operationsstuen.

[Charles Michael Lavoie]

Charles håbede inderligt virkelig ikke han ville komme for sent. Hvad ville det ikke sige om ham som far? En far, der aldrig kom når det virkelig gjalde? En far der aldrig var der? Den far havde han ikke tænkt sig at være. Det handlede også om Evanna. Han vidste, han ville gifte sig med hende og han agtede at fri. Han ville være en mand der var der for hende og lige nu, der gjalde det. Hun var midt i et stort øjeblik – et rent mirakel og havde brug for hans støtte. Uvidende om hvad der skete på den anden side af døren og trådte ind. Han sendte Evanna et stort varmt smil som hun udbrød hans navn – tydeligvis i smerte. Han stillede sig ved hendes side og tog fat i hendes hånd og lagde den frie arm om hendes skuldre. ”Selvfølgelig er jeg det,” sagde han sagte og pressede sin kind mod hendes. ”Og vi skal have to babyer,” han klemte blidt hendes hånd, inden stemningen blev ændret til råb og skrig. Han kunne godt forstå hende. Han prøvede at holde øje med det hele og lavede puste lyde for at hjælpe Evanna. Han mærkede klemmet om sin hånd, og skar en grimasse i ren smerte. Kunne han spille guitar bagefter? Han sagde dog ikke noget højt, men lod hende gøre det, mens han håbede hun ikke ville presse hårdere ved den næste baby. ”En pige, skat!” udbrød Charles lykkeligt med en tåre trillende ned ad kinden. Plejede babyer ikke at græde, når de kom ud? Hvorfor sagde hun ikke noget? Blikket blev straks mere alvorligt som han fulgte jordemoderen med blikket. Han kyssede Evannas kind, inden han så på jordemoderen igen og kunne mærke hans hjerte synke og hans verden ramle sammen. Øjnene blev røde og vand samlede sig ved dem. ”Hvad? Hvad med vores lille pi…?” han så efter Evanna som hun blev flyttet ”Kan vi ikke komme med Evanna?” han havde lyst til at løbe efter hende – men samtidig så var der noget rationelt i ham, der forstod hvad hans rolle var. Han mandede sig og alt sit overtøj af, og løftede den lille pige op i sine arme og satte sig nærmeste stol og aede blidt hendes kind med en finger. ”Din mor er så sej, hun skal nok klare sig.. Ligesom dig..” han lod hende hvile mod sin brystkasse, inden han gav sig til at synge en af de barndomssange han altid havde fået sunget som barn.

Attachments:

[Evanna Brown]

Evanna havde aldrig følt sig mere ucharmende, som hun gjorde lige nu, men samtidig havde hun heller aldrig været mere ligeglad. Hun elskede Charles så højt og med hans mor, var Evanna ret sikker på, at han godt vidste kvinder ikke så ud, som på film, når de fødte - især ikke tvillinger.
Hun gispede forpustet, mellem veerne og mærkede hans hånd i sin, hans arm omkring sig og hans kind mod sin egen. Pludselig føltes det hele meget lettere. Han var ved hendes side. Hun nikkede til hans ord og skreg, som et nyt ve tog til. Det var ikke meget smertestillende, hun havde nået at få, da fødslen var gået så hurtigt. Hun havde nok slået de første mange veer hen som plukveer, før vandet var gået og derfra var det hele gået utroligt hurtigt. Sådan føltes det i hvert fald. Hun havde lidt mistet tidsfornemmelsen. Hun fulgte hans puste lyde mellem veerne og så hans grimasse, da hun klemte hans hånd, "Und.. skyyyld..." lød det pivende fra hende.
Som pigen - og dermed første tvilling - var ude, nåede hun ikke at nyde tanken om lige at være blevet mor, ret længe. "Pige.." hviskede hun og lukkede øjnene lidt, for at sunde sig og finde kræfter til næste baby, hun regnede med hun skulle presse ud også. Hun bemærkede dårligt kysset på kinden eller at hun blev kørt ned til operationsgangen. Hun var så afkræftet efterhånden.
Sygeplejersken som var blevet tilbage på stuen med Charles, rystede lidt på hovedet. "Jeg forstår godt din bekymring, men lige nu er det bedste du kan gøre, at være her med din datter. Evanna er i gode hænder," hun prøvede at lyde så overbevisende som muligt, men sygeplejersken var også en smule bekymret. En healer kom hurtigt med et varmetæppe, som hun lagde over den lille pige og Charles. "Det her kommer til, at se lidt voldsomt ud, men jeg lover dig, det ikke gør ondt på hende," fortalte healeren, inden hun stak en tynd lille slange ind i næsen på den lille pige, for at give hende noget ilt. Hun fandt sit stetoskop frem, og lod sine hænder forsvinde ind under tæppet, for at lytte til om slangen var landet i luftrøret som det skulle. Efter få sekunder smilede healeren stort til Charles, "Der er hjertelyd," informerede hun, "Blev ved med at synge og lad hende vide, du er her," smilede hun og trak sine hænder ud fra tæppet igen.

[Charles Michael Lavoie]

Charles synes Evanna var den stærkeste kvinde, han nogensinde havde mødt. Det hun udførte lige nu var et mirakel i sig selv, og hans syn på hende var anderledes end før. Han så hende som værende endnu stærkere. Bedre. Smukkere. Mere fantastisk. Intet af det hun gjorde eller måden hun så ud lige nu, var ucharmerende. Selvfølgelig havde hans opdragelse i høj grad påvirket ham til at tænke sådan, men ikke desto mindre så var det også sådan han oprindeligt havde det. ”Du skal ikke undskylde skat,” hans stemme var blid og mild i kontrast til hendes pivende. ”Du er så stærk lige nu,” påpegede han varmt.
Han hørte hun hviskede pige, men hans tanker var efterhånden andetsteds. Han var sikker på, at babyer skulle græde, når de så verden første gang. Det gjorde hun ikke. Noget var galt. Charles så på sygeplejersken, som rent faktisk sagde noget, han kunne forstå. Det gav mening. ”Ja..” lød det fra ham – ikke tøvende, ikke opgivende. Bare som en, der var til stede i en utrolig svær situation, hvor han kunne miste både sin kommende kone og sine børn. Hun gav ham noget konkret han kunne gøre, mens han kunne håbe på, dem der havde taget Evanna og deres stadig ufødte barn med sig, kunne gøre noget i deres ende. Charles så op på healeren som et varme tæppe blev placeret på ham og hans datter og bed sig i læben ved healerens ord. ”Du gør hvad du skal for min datter overlever?” konstaterede han, som han selv gjorde sit. Charles så den lille tynde slange der manede sig vejen ind i næsen på den lille pige og selvom han havde lyst til at bryde sammen i gråd, så holdt han masken og forsatte sin sang i stedet. Charles kiggede på det smukke – i hans hoved – sovende ansigt og så op på healeren, som hun udbrød der var hjertelyd. Han smilede varmt ”Er der?” glæden var tydelig i hans stemme og de øjne der nu var fugtige på ny. ”With your love, your love, I’m a better, better man” sang han og rettede i teksten, så den passede bedre til situationen. ”Baby girl, all of my wrongs led me right to you and your mum,” han ænsede ikke længere healeren, men blot hans lille pige. Han havde et navn til hende. Valentina. En kæmper. En overlever. Han håbede Evanna ville være enig.

[Evanna Brown]

Evanna var så træt og udmattet. Hun havde det som om, hun var blevet ramt af en lastbil. "Jooohåhå.." pev hun og fik lagt hovedet mod hovedpuden, som der var en lille pause mellem veerne. Hun gispede. "Jeg føler mig, ikke særligt stærk lige nu..." lød det opgivende fra hende.
Sygeplejersken smilede lidt til Charles, nok mest for at holde hans mod oppe. Hun vidste ligeså vel som ham, at babyer skulle græde, når de kom ud. Hun kunne ikke give ham en lovning på, at de alle tre ville klare den, men hun kunne love ham, at de healere og sygeplejersker, der var på sagen, gjorde deres bedste og de derfor var i gode hænder.
Healeren så alvorligt på ham og nikkede, før hun stak den lille slange ind i næsen på den lille pige. "Er der nogen vi kan kontakte for jer?" spurgte hun, mens hun tjekkede den lille pige flere gange, hele tiden.
Hun smilede venligt til ham og nikkede, "Ja der er. Du har reddet din datter. Lyt engang," hun tog stetoskopet af og gav ham det på, så han kunne høre det lille hjerte slå. Hun fjernede stetoskopet igen og smilede lidt, som han sad og sang for den lille pige og så kom gråden. "Kan vi få en opdatering på Evanna og den anden baby?" bad hun sygeplejersken, som skyndte sig afsted. Der var stadig meget praktisk, men for nu, lod hun ham nyde øjeblikket som nybagt far.
Efter lidt kom sygeplejersken tilbage og gav en opdatering til healeren, som satte sig ned i hug, ved siden af Charles, "I har fået jer en sund og rask dreng. Både jeres dreng og Evanna har det godt, men vi vil meget gerne have I alle fire bliver i hvert fald natten over," fortalte hun blidt og smilede til ham.

[Charles Michael Lavoie]

Charles så op på healeren ved spørgsmålet. Han vidste godt, hvem han havde lyst til de kontaktede – men hvad ønskede Evanna? Han vidste jo, hun ikke var tæt med sin adoptiv familie, men var det her en situation hvor hun ønskede en af dem? Som tanken var i hans hoved, vurderede han også at det ikke var holdbart. ”Uhm, mine forældre,” hans stemme var taknemlig over at blive spurgt. Normalt havde han måske bedt dem om det skulle have været Marc, Seth eller Ashton, men al det var fortid. Han far en far nu, og han ville også langt hellere have nogen omkring sig som rent faktisk vidste hvad det drejede sig om.
Han så op mod det venlige smil og lod hende give ham stetoskopet på. Han havde aldrig hørt en mere fantastisk rytme end hvad det lille hjerte i hans datter skabte. ”Hun lever…” ordene var mere en hvisken, da pusten blev taget fuldstændig fra ham. Han var så ovenud lykkelig. Hun levede. ”Tak, doc,” han smilede varmt op til healeren, og så efter sygeplejersken som hun søgte informationer om Evanna. På ny lod han de grønne øjne søge healeren og åndede lettet op ved beskeden. ”Selvfølgelig… hvornår kan vi se hende?” spurgte han med en stemme der tydelig var både lettet, taknemlig og træt på en og samme tid.

[Evanna Brown]

Healeren nikkede lidt og gjorde tegn til sygeplejersken, at hun skulle kontakte Charles' forældre, hvilket hun hurtigt forlod stuen for at gøre. Healeren havde mere travlt med, at holde med at den lille pige forblev i live. Hun nikkede til hans hvisken, "Ja hun gør. Takket været dig," smilede hun - okay ja hun havde også gjort sin del af arbejdet, men lige nu havde Charles nok mere brug for boostet end hun selv havde. "Det var mig en ære," svarede hun til hans tak og trak sig lidt, for at give dem lidt plads. Hun så lidt over mod sygeplejersken, som indikerede at Evanna og den lille dreng blev kørt til deres stue om lidt. Hun vendte blikket tilbage på Charles, "Kom med, så følger jeg jer op til jeres stue, så mødes I der," svarede hun og gjorde tegn til, at han skulle følge med hende. Hun tog et par forskellige ting med sig, som ville kunne overvåge den lille piges hjerterytme natten over.
Som de nåede stuen, var Evanna og den lille dreng allerede ankommet. Hun lå i sengen med den lille dreng i sine arme. Godt træt, men ikke for træt til at reagere da Charles kom ind. "Charles!" udbrød hun lykkeligt og mærkede et par glædes tåre trille ned af sine kinder, stadig uvidende om, hvad den lille pige og Charles havde været i gennem, efter hun var blevet kørt væk for at få deres lille dreng.

[Charles Michael Lavoie]

Charles sendte healeren et varmt smil. ”Tror vi kan sige det var takket være os begge,” påpegede han roligt og så ned på den lille pige, der puttede sig ind mod hans brystkasse. Han havde så stærke følelser for hende allerede. De havde været så relative og fiktive, da hun havde været i Evannas mave – svære at forholde sig til. Nu virkede de så virkelige, og han ville beskytte hende mod alt ondt, den her verden kunne give og sørge for, hun fik alt det bedste. Være den bedste far overfor begge børn. Han var allerede sikker på Evanna ville være den bedste mor. Han smilede igen til healeren og så mod hende, som hun igen henvendte sig til hende. ”Mange tak,” påpegede han som han forsigtigt rejste sig op og hjalp med at bære de ting, han kunne.
Som han nåede ind på Evannas stue, nåede glædes tårerne hans øjne inden han overhovedet så Evanna. ”Evanna, skat,” lød det lykkeligt fra ham som tårerne også trillede ned ad hans kinder og han satte sig på kanten af sengen sammen med den lille pige. ”Mød din mor, mi amour,” henvendte han sig til den lille, mens hans blik faldt på den lille dreng. ”Jeg ved godt vi ikke nåede at snakke om navne… men jeg har tænkt på hun er en lille Valentina. Hun er en fighter, en kriger. Jeg siger dig, hun er fierce..” hviskede han og kyssede Evannas pande efterfølgende.

[Evanna Brown]

Healeren smilede roligt til Charles og nikkede. Hun fulgte med ind på stuen og gjorde en lille kuvøse lignede vugge klar til den lille pige, før hun satte nogle magiske tråde på den lille piges torso, som målte hendes hjerterytme, "Bare for en sikkerhedsskyld," informerede hun. "Frk. Brown, jeres datter var død i et minut, men takket været din mand, så klarede hun den. Det er derfor jeg sætte de her maskiner op. Hun har det fint nu, men vi vil gerne have I alle fire bliver i hvert fald natten over," forklarede healeren og sendte Evanna et venligt smil. Evanna nikkede lidt, "Er hun okay?" spurgte hun med en halv knækket stemme, hvilket fik healeren til at nikke. Evanna mærkede Charles satte sig på sengekanten ved siden af hende, hvor tårrene endte med at få frit løb. Hun var lettet, træt og lykkelig, på en og samme tid.
Evanna lænede sig ind mod Charles og mærkede flere glædes tåre trille ned af sine kinder, ved synet af den lille pige i hans arme. "Hvor er hun smuk," grad hun lykkeligt og så op på Charles. Hun lo mildt, selvom det gjorde en smule ondt efter kejsersnittet, fra sønnen, "Det er helt perfekt," hviskede hun af glæde og lod et par tåre mere forlade hendes øjne, før hun rettede lidt på tæppet drengen var pakket ind i, så Charles kunne se deres lille dreng, "Jeg tænker, han er en Michael," hviskede hun og så tilbage på Charles og smilede kærligt til ham, som hun mærkede kysset mod sin pande. Hun vidste Charles' mellemnavn var Michael.

[Charles Michael Lavoie]

Charles betragtede Valentina som hun fik tilført flere magiske tråde til sig og vidste det var for hendes bedste, selvom synet var utrolig grimt. ”Selvfølgelig,” hviskede han og lyttede som healeren gav ham fortjenesten for at Valentina var i live. ”Vi arbejdede sammen om det,” han var meget nede på jorden, så han kunne ikke tage hele æren for Valentina var i live. Han havde gjort det han kunne – resten havde været i healere, sygeplejerskernes og en højere magts hænder. Ikke han var troende på nogen måde, men lige i den her situation ønskede han virkelig der var nogen, der så efter hans familie og sørgede for, de klarede sig alle sammen. Charles tørrede et par tårer væk fra Evannas kinder – ikke fordi hun ikke måtte græde, det måtte hun. Det var hvad han kunne gøre for hende lige nu og give hende en skulder – og det var det han agtede. ”Jeg er så taknemlig for i alle tre er okay,” hviskede han til hende og lod en hånd stryge hende gennem hendes hår.
Charles mærkede Evanna ind mod sig og havde flere tårer trillende ned ad sine egne kinder, som Evanna havde. ”Hun er helt perfekt, skat,” hviskede han til hende og så ind i Evannas flotte blå øjne. Han smilede varmt og bredt som hun godkendte navnet. Han betragtede deres søn og lod sit indre tage billeder af den smukke søn, Evanna holdte i sine arme. Han så op på hende som hun hviskede hans navn, og de grønne øjne blev fuldstændig blanke og mundvigerne gled let fra hinanden. Hun opkaldte sønnen efter ham. Han var tavs i et par sekunder – paf og tom for ord. ”Det er helt perfekt,” hviskede han og lod en finger stryge lille Michael over kinden. ”Michael,” gentog en hæs og prøvet stemme.

[Evanna Brown]

Evanna så på den lille bitte pige, fik alle tråde og ledninger koblet til en magisk maskine. Det så så voldsomt ud, men hun var ikke i tvivl om, at healeren kun gjorde det, fordi det var nødvendigt. "Bør vi være bekymret?" spurgte hun tydeligvis allerede meget bekymret, for Valentinas liv. Healeren rystede lidt på hovedet, "Hun er stabil, og hvis der er det mindste, så trækker I i snoren, så kommer en af vores sygeplejersker med det samme," healeren smilede lidt til dem begge og forlod så stuen.
Evanna grinte mildt, "De er begge to perfekte," hviskede hun lykkeligt, mens flere glædeståre trillede ned af hendes kinder, som hun så ind i Charles' grønne øjne. Aldrig havde hun følt så meget kærlighed i sit liv. Aldrig havde hun følt sig så tilpas - træt bevars, men samtidig så ovenud lykkelig. Hun havde helt ondt i kinderne, af at smile så meget, men det gjorde hende ingenting. "Valentina og Michael," hviskede hun og kyssede blidt Charles' læber. "Vil du holde ham?" spurgte hun blidt og rykkede sig længere mod sengekanten, så Charles bedre kunne være i sengen ved siden af hende.

[Charles Michael Lavoie]

Charles lyttede til samtalen mellem Evanna og healeren. Han vidste at alle dem omkring ham gjorde det bedste de overhovedet kunne. Han var bare glad for at alle lige nu var okay. Hele hans krop havde været i alarmberedskab, og han havde været bange for at miste dem alle tre. ”Så perfekte,” hviskede han selv og tørrede igen tårerne fra hendes kinder og betragtede hendes smukke blå øjne. Han nikkede til hende som hun hviskede deres navne og gengældte hendes kys. ”Der er intet jeg hellere vil,” hviskede han og rykkede sig tættere på hende, som hun rykkede sig, inden han tog imod Michael.



//Fade out//