Just...Just...Okay?!

[Millicent Weasley]

Cosmo Wolfgang

Cirkus Mirakel Pladsen

November - 2057

Omkring kl. 12

Påklædning

---

Okay, hun havde nok trukket den lidt mere end hun burde. Hun havde været hjemme i over 3 uger, men havde først nu fået taget sig sammen til at møde op på Cirkussets tilholdssted. En hånd gled hen over murværket og et svagt smil meldte sig i mundvigen. Hun elskede dette her sted, det føltes som hjemme.
Desværre var hun ret sikker på at dette ville ændres når hun fandt Cosmo. De var ikke sluttet på de bedste terms. Hun var ikke sikker på om Cosmo overhovedet var i stand til at bære nag, men hun havde en ide om at han nok ikke ville skyde konfetti af til ære for hendes tilbagekomst. Så blev det i hvert fald nok nærmere skudt efter hende.
Roligt bevægede hun sig indenfor frem til hun nåede til hans bolig. Efter en kort tøven bankede hun på. Forhåbentlig var deres datter ikke hjemme, for selvom der ikke var noget i verden Millie hellere ville lige nu, end at se sin lille pige, så ville hun gerne lige snakke med Cosmo først for, forhåbentlig, at få rettet linjerne ud.

[Cosmo Wolfgang]

Cosmo havde brugt hele formiddagen i stalden, hvor han havde trænet med elefanterne. Tequila havde rendt rundt og leget imens. Den lille pige, var hans et og alt. Meget kunne man sige om Cosmo, men han var en fantastisk far. Han brugte al sin tid på datteren og cirkusset, som var hans familie. Godt nok ikke biologisk, men af hjertet.
Han havde lagt sig med Fleur, som var Tequila Wolfgang-Weasley rigtige navn, for den lille pige, kunne få sig en middagslur. Desværre var han også selv faldt i søvn. De lå derfor i sengen, Tequila halvt oven på Cosmo. Et syn der nok ville kunne få de fleste pigehjerter til at smelte. Han vågnede dog med et grynt, som det bankede på hans dør. Hånden blev kørt ned over ansigtet, før han forsigtigt flyttede den lille pige, som heldigvis havde et godt sovehjerte og blot vendte sig om, uden at vågne. Han rejste sig fra sengen og gik gabende mod døren. "Kommer.." lød det søvndrukkent fra ham, før han åbnede døren. De mørkebrune øjne blev spærret helt op. "Milli?" lød det overrasket fra ham, uden at gøre tegn til at lukke hende ind på hans værelse. I stedet for gik han ud på gangen og lukkede døren indtil den sovende datter. "Hvad laver du her?" spurgte han en smule køligt, skønt han kunne mærke en blanding af vrede, skuffelse og en smule glæde over gensynet med moren til hans datter.


Outfit

[Millicent Weasley]

Millie sendte døren et uroligt blik som den gik op, og Cosmo stod foran hende. Det var som om at alle de planer hun havde gennemgået en million gange i hovedet faldt til jorden. For en gangs skyld vidste hun faktisk ikke helt hvad hun skulle sige, noget der ellers ikke var særlig meget li hende.
Hun rømmede sig en smule for at genfinde fatningen og kørte en hånd gennem det lange kobberfarvet hår. ”Jeg kom bare forbi for at snakke. Hvis altså du har tid?” Sagde hun med større selvsikkerhed end hun egentlig følte, hurra for tiden som skuespiller. ”Jeg er tilbage i England, og det synes jeg du fortjente at få at vide.” Addede hun. Hun anede ikke om han overhovedet var interesseret i at høre hendes forklaringer.
Hun sukkede let og sendte døren et nyt blik, før de honningbrune øjne atter faldt på ekskæresten, ”men det er måske et dårligt tidspunkt?” Hun kunne jo ikke vide om det var et damebesøg han forsøgte at skjule for hende ved at lukke døren.

[Cosmo Wolfgang]

Et meget mistroisk bryn blev hævet ganske let, som varulven så tilbage på kobberkvinden. "Bare forbi? Du kom simpelthen bare lige forbi England? Hele vejen fra USA, efter 2 år, uden så meget som et postkort, så kom du bare lige forbi?" okay, normalvis var Cosmo ikke en bitter mand, men han havde været klar til, at fri til kvinden foran ham, men hun havde forladt ham til fordel for stjernelivet. Og hvad endnu værre var, så havde hun forladt deres datter. "Waow, fortjente jeg at vide noget? Jeg føler mig helt beæret," svarede han sammenbidt, mens han virkelig kæmpede for de ravgulve øjne ikke skulle afslører hans vrede, som nok egentlig mere bundede i den skuffelse og det knuste hjerte hun havde efterladt ham med.
Han vendte kort blikket mod den lukket dør bag sig, mens han lagde armene over kors. "Tequila sover til middag, så nu er vel bedre end så mange andre tidspunkter," svarede han og prøvede virkelig at berolige sig selv, for ikke at give sig til at råbe og skrige af hende, af alle de frustrationer der havde opbygget sig i ham.

[Millicent Weasley]

Hun bed sig i underlæben. Okay han var sur. Det var klart. Hun kunne ikke forvente andet fra ham, det vidste hun udmærket godt. ”Jeg ved godt at det ikke var den mest pædagogiske måde at gøre det på, og jeg forstår godt hvis du er vred.” Erkendte hun og forholdt hundrede procent den rolige attitude. ”Men jeg blev nødt til at fokuserer på min karrierer.” Hendes stemme var en anelse fåret. ”Desuden...var det for hårdt at holde kontakten...jeg var bange for at jeg ville savne jer for meget.” Det var den dårligste undskyldning, skønt det var sandt.
Hun sukkede over hans sarkasme, ”hold nu op Cos..” Bad hun og rodede op i det røde hår på ny.
En lille rynke formede sig mellem hendes bryn. ”Tequila?” Spurgte hun, hvem i alverden kunne dog leve med at kalde sig selv Tequila, det lød som en stripper.
Problemet med Milicent var nok at hendes tålmodighed altid kun rakte til en hvis grænse. Hun havde et ret stort temperament, nok det største blandt familiemedlemmerne og hun var derudover lidt af en kontrolfreak på mange punkter, men som Cosmo prøvede at styre ulven i sig, forsøgte hun at styre sit eget indre monster der gerne ville råbe af ham, bare for god ordens skyld, og fordi det var lettere end at come to terms med at skylden ubetinget lå hos hende.

[Cosmo Wolfgang]

Cosmo måtte virkelig, bogstaveligt talt, bide sig i tungen. Han var normalvis en rolig og sjov fyr, men lige nu, kunne han mærke hvordan han mest havde lyst til, at lade ulven tage over. "Hvis?! Hvis jeg er sur? Oh jeg er waaaay beyond at være sur, Millicent, jeg.." han stoppede sig selv. Han var ikke helt klar til, at fortælle hende, at han de sidste 14 dage af deres forhold, havde rendt rundt med den ring på sig, som han havde planlagt at fri til hende med, men han havde ventet på det rette øjeblik, der aldrig var kommet. "Yeah. Fokusere på din karriere. Hvad med at fokusere på din familie? vores datter? Mig?" spurgte han og så på hende, med et blik der var blandet mellem vrede og skuffelse. Han havde aldrig været mere heartbroken, end den dag hun var steget ombord på flyet til USA. Han fnøs, "Selvfølgelig, Millie, selvfølgelig var det hårdt for dig, gad vide hvordan det så var for vores datter? Nåh nej, det kan du ikke svare på, for du var der ikke," snerrede han.
Han knurrede hånden, for at presse sine korte negle ind i håndfladen på sig selv, for at bevare fatningen. "Hvad havde du forventet? En velkommen hjem parade?" spurgte han og lagde armene over kors. Han så på hende, da hun gentog datterens navn. Han havde nærmest glemt hendes oprindelige navn, da han var begyndt at kalde datteren Tequila fra den dag hun var blevet født nærmest. "Ja.. Fleur.. Jeg har kinda.. ændret hendes navn.. til Tequila," indrømmede han og sank lidt. Lige den her tog han gerne på sig og han mentalt forberedte sig på det møgfald, han sikkert ville få om få sekunder.

[Millicent Weasley]

Hun tyggede kort på den røde underlæbe, hun vidste at hun fortjente hvad der kom til hende på denne front, men det betød ikke at hun brød sig om det. Det var ellers ikke lig hende at lade andre race ud på sig, hun var temmelig god til at vende spillepladen og give svar på tiltale. ”Og det forstår jeg godt.” svarede hun med behersket ro i stemmen.
Igen blev der tygget på underlæben for at forhindre sig selv i at give igen, ”det er ligesom også dét jeg gør, hvorfor tror du jeg er tilbage?” Hun hævede et bryn af ham. Det sårede blik han sendte hende var værre end at få en mavepuster af en smasher. Det var lige præcis derfor hun havde udskudt at opsøge ham. Hun vidste at der var nogle ting hun skulle svare for.
Blikket blev med ét meget hårdt som et farligt glimt afspejlede sig i de honningbrune øjne. ”Dét der skal du ikke begynde på, du skal ikke bruge Fleur imod mig! Jeg er her nu.” Sagde hun i et faretruende tonefald.
Ude af stand til at stoppe sig selv, skød hun hoften ud og afspejlede ham ved at kaste armene over kors, ”ja, og måske en banner og noget konfetti.” Svarede hun sarkastisk. ”Jeg ved godt at jeg måske ikke træf den bedste beslutning, jeg fortryder det ikke Cosmo, og det får du mig ikke til.” Sagde hun fast, ”men jeg fortryder måden jeg gjorde det på, og det vil jeg gerne rette op på, men det kræver at du lader mig.” Hendes stemme var mildnes lidt igen. Som var det en sagte bøn.
En stilhed der ville få et gravkammer til at virke muntert, spredte sig imellem dem. ”Du har gjort hvad?!” De ellers fyldige læber var presset så hårdt sammen at de kun var en tynd streg. Øjnene lynede. ”Dét mener du ikke!” Hun så på ham som en vulkan der lagde op til at gå i udbrud.

[Cosmo Wolfgang]

Cosmo så overrasket på Millicent, da hun rent faktisk tog imod hans mindre møgfald. Hvordan skulle han komme ud med alle sine frustrationer, hvis hun bare havde tænkt sig, at stå og tage imod? Havde han virkelig vente så længe på, at få lov til at rase ud, og så ikke få lov til det? Men blive mødt af forståelse? Han lagde armene over kors, "Godt," svarede han køligt, men også en smule irriteret over, ikke at kunne komme ud med det hele.
Dog vendte det hurtigt igen. Okay han var klar igen. "For hvor længe? Hvordan kan jeg vide, du ikke skrider ud af vores liv igen, næste gang et karriere tilbud melder sig?" spurgte han og slog let ud med hænderne. Han vidste ikke om han nogensinde, ville blive i stand til at stole på hende igen. Stole på, at hun ville prioritere datteren før sin karriere.
Alt inden i Cosmo gjorde ondt lige nu. "Hun ved ikke engang, hvem du er.. Jeg ved ikke hvem du er mere.. Du er her måske nu, Millie, men du var her ikke. Halvandet år, Millie.." hans blik på hende blev mere sorgmodigt og stemme blev mere trist.
Han rystede lidt på hovedet af hende og stak hånden i lommen, trak den op igen og pustede en håndfuld glimmer mod hende, "Værsgo, glimmer var det bedste jeg kunne klare, med så kort varsel. Velkommen hjem," han børstede hænderne mod hinanden, før de røg tilbage over kors. Han fnøs og rullede med øjnene, da hun fortalte hun ikke fortrød, mens blikket blev kastet mod gulvet mellem med, mens han mentalt talte til ti. Hans mørke øjne gled tilbage på hende, som hendes mildere bøn lød, "Jeg var klar til at fri til dig, Røde.. Ringen var købt, jeg ventede bare på det perfekte øjeblik," han trak lidt på den ene skulder, "I guess, jeg ventede for længe.. det betyder dog ikke, at Tequila ikke har ret til at kende sin mor," tilføjede han.
Cosmo var normalvis ikke en akavet type, men stilheden før stormen, var akavet. Selv for ham. Han nåede kun lige at åbne munden, før første udbrud fra Millicent lød og han lukkede hurtigt munden igen. "Det er bare hendes mellemnavn.. Som alle kalder hende.. inklusiv hende selv.." svarede han og bed sig lidt i læben, mens han prøvede at sende hende et mere imødekommende blik og et undskyldende, nærmest uskyldigt smil.

[Millicent Weasley]

Hun fornemmede godt hans overraskelse, men sagde intet til det. Hun havde trådt i spinaten, og selvom hun ikke var meget for at indrømme det, kunne hun ikke rigtigt benægte det heller.
Det var så svært for hende at holde igen, og hun kunne da heller næsten heller ikke dy sig for at smide en lille næsvis kommentar i hans retning, ala "det da kom helt an på hvor længe han havde tænkt sig at være tøsefornærmet." Men igen var hun godt klar over at det ikke ville gøre situationen bedre for nogen af dem, så hun holdt det for sig selv. Alligevel himlede hun let med de honningbrune øjne, "det var en once-in-a-lifetime-deal, men fint-" hun slog dramatisk ud med hånden, "-vil du have mig til at love jeg aldrig gør det igen? Udemærket, vi kan lave pinkyswear og det hele." Så meget for at holde hovedet koldt. Hun tog en dybere indånding.
Det var tydeligt at han ord ramte hende. Tanken om at datteren måske ikke engang kunne genkende hende, var som at få en mavepuster af en smasher, men hun genvandt hurtigt fatningen skønt hendes stemme lød en anelse mere hæs, "så må vi jo lære hinanden at kende igen. Mig og Fleur altså." Hun turde næsten ikke også sige Cosmo, for hun anede jo ikke om han havde fundet en anden i mellemtiden. "Og faktisk var det to år." Mumlede hun skyldbetynget, som skulle det gøre noget godt for hendes sag.
Glimmershowet kom bag på hende. Hun rullede med øjnene og tyggede på underlæben, et tegn på at hun lagde bånd på sig selv for ikke at eksploderer. I stedet børstede hun støvet af og tog en dyb indånding. "Kan du stoppe med at opføre dig som et barn for bare 2 minutter?" Spurgte hun irritabel.
Den næste afsløring var blod endnu en mavepuster, pludselig følte hun lidt at hun havde været med i en mental togulykke. Hun sank og havde tydeligt dårlig samvittighed. "Jeg ved ikke hvad du forventer jeg skal svare til det." Mumlede hun og snoede en lok af det kobberrøde hår om sin finger.
Dog blev alt dette fejet væk som dug fra solen som hun farede op, "du har opkaldt vores datter efter en drink man sutter af brysterne på strippere!" Rasede hun og knyttede hænderne så hårdt af knoerne blev hvide. Øjnene skød lyn efter ham.

[Cosmo Wolfgang]

Cosmo mærkede hvordan frustrationerne skyllede ind over ham, som han pegede mod døren indtil værelset, hvor Tequila lå og sov til middag, "Vores datters første skridt, første ord, første trapez spring - alt det, er once-in-a-lifetime, Millie," han havde lyst til at rive hårene af sig selv, det eneste der afholdt ham fra det, var han vidste at han ikke kunne rocke den skaldede stil. "Jeg vil ikke have dit pinkyswear på noget. Jeg vil se det med mine egne øjne, før jeg tror dig," svarede han og fnøs let, som armene blev kastet over kors igen.
Han rullede med øjnene, "To år, du gør ikke din sag bedre.." mumlede han retur og rystede lidt på hovedet. Den stakkels lille pige. Cosmo var selv vokset op uden en mor, da hun var død under fødslen af ham. Det havde han aldrig ønsket for nogle og slet ikke sin egen datter. "Jeg ved ikke hvad du forventer, Millie. Du kan ikke bare komme brasende tilbage ind i vores liv og tro det hele nok skal løse sig," han rystede atter på hovedet, som han kørte en hånd ned foran sit ansigt, stoppede ved øjnene og gned dem lidt.
Han mørkebrune øjne hvilede på hende, som hun tyggede på sin underlæbe med glimmer over det hele. Han skulle også lægge bånd på sig selv, men det var nærmere for ikke at komme til at grine over sin egen opfindsomhed. "Ooooh, du vil snakke med voksne Cosmo? Pff, det kunne du da bare have sagt! To sekunder, så henter jeg ham lige.." han drejede rundt om sig selv et enkelt gang og lænede sig op af muren, "Sup?" spurgte han og nikkede mod hende, med et smørret smil over sine læber. Nej, voksen blev han nok aldrig rigtigt.
Han rystede lidt på hovedet og trak så lidt på skulderen, "Jeg forventer ingenting, Milliecent.. Intet overhovedet.." svarede han selv en smule trist. Det gav et sæt i ham, som hun pludselig rasede op, "Teknisk.." hans stemme startede ud ret skinger, men han fik hurtigt rømmet sig, før han prøvede igen; "Teknisk set.. Så opkaldte jeg hende efter et minde, fra vores første bytur sammen.. Husker du?" han prøvede at bløde hende lidt op, ved at vippe lidt med øjenbrynene.

[Millicent Weasley]

Hun var så irriteret på ham lige nu, men det skyldtes også primært at hun vidste han havde en point, og hun bare ikke brød sig om at blive irettesat. ”Det ved jeg godt,” bed hun tilbage og kastede armene over kors. Hun havde mest lyst til at stampe i gulvet og skrige ham ind i ansigtet, men var også godt klar over at det nok ikke ligefrem ville gavne nogen eller hjælpe. ”Udemærket så må jeg jo bare bevise det overfor dig.” Svarede hun blot i samme irriterede tone som før.
”Men det er præcis hvad jeg forventer.” Svarede hun så ligeud. ”Jeg er Fleurs mor og jeg vil gerne være en del af hendes liv, jeg var der ikke før, men det er jeg nu.” Svarede hun blot som var det det mest logiske i verden. Hun vidste godt at hun ikke bare kunne komme og kræve en hel masse, men hun kunne vel kræve at se sin datter, om så Cosmo ville sidde og lege bodyguard ved siden af måtte han selv om. ”Så hvordan begynder vi et samarbejde?” Spurgte hun så, og forsøgte virkelig ikke at lyde al for næsvis, det var trods alt ham der sad med det lange strå.
Hun stirrede på ham med et giftigt blik, som han fortsatte sit, efter hans egen mening, humoristiske indslag. ”Merlin giv mig styrke,” mumlede hun og gned sine tændinger for ikke at følge sin “stampen-i-gulvet” -trang der var dukkket op igen.
Det sårede hende dybt, måden han sagde det på, måske var det også derfor hun farede så hurtigt op over navnet. Det var langt nemmere for hende at håndterer raseri end sorg og fortrydelse.
Øjnene lynede, selv som han forsøgte at bløde hende op, med den skide charme. Problemet var lidt at det lige nøjagtig var denne humoristiske charmerende side der havde lokket hende ind i første omgang. ”Nååh så du opkaldte hende efter første gang vi knaldede, det gør det også så meget bedre.” Svarede hun i en faretruende tone. ”Dét bliver sjovt at forklare hende når hun bliver ældre.” Armene var igen kastet over kors og kun kæmpede virkelig for ikke at lade ham lokke et smil frem, for jo hun kunne da godt se humoren i det, men deres datter skulle for helvede ikke gå og være en evig joke.

[Cosmo Wolfgang]

Cosmo så hårdt på den rødhåret kvinde foran ham, "Godt," svarede han kort for hovedet. Han slog led ud med hænderne, "Held og lykke med det," svarede han og gjorde som hende, og kastede armene over kors, mens hans stemmeleje var mindst ligeså irriteret som hendes.
Han bed sig i læben, "To år, Millie.." svarede han og rystede lidt på hovedet, "To år.." gentog han for dramatikkens skyld. "Du er her nu, men du var her ikke i to år. Du kan ikke bare dukke op og regne med, at få det hele serveret på et sølvfad. Et samarbejde kommer ikke af sig selv. Det kræver tillid, gensidig respekt og tid," svarede han og sukkede let. Han ville aldrig forbyde Milliecent i at se deres datter, men han ønskede heller ikke, at få den lille piges hjerte knust, hvis Millie fik et nyt tilbud, som hun ikke kunne afslå.
"Merlin er ikke hjemme. Ikke i dag," her hentød han til et af cirkusset mænd, der tilfældigvis havde samme navn - og ja, han fandt sig selv ret underholdende.
Et lidt forsigtigt drenget smil meldte sig på hans læber, som han prøvede, at bløde hende lidt op igen. "Det har jeg da allerede fortalt hende. Hun er 2 år, så det er vel ikke for tidligt, at fortælle hende om blomsten og bien," svarede han og smilede lidt igen, da han selv syntes det var en okay sjov joke. Han bed sig atter lidt i læben, "Hør, Millie.. Jeg vil ikke forbyde dig i at se Tequila, men.. Lov mig du ikke skuffer hende.. Eller mig," bad han og så på hende med et par øjne, der var en smule mere sårbare.

[Millicent Weasley]

”Godt!” Bed hun tilbage. Blikket lynede, hvorfor kunne han ikke se det fra hendes side? Hun havde da heller ikke haft delt let. ”Ja to år! Ja den er sevet ind, men sig det da endelig igen, jeg tror ikke elefanterne fangede den!” Snerrede hun. Hun vidste at hun havde været væk. Hun vidste at hun havde ødelagt tingene for sig selv, men det var bare så meget lettere at skyde skylden over på ham, hvor uretfærdigt det så end måtte være.
”Og tydeligvis har du hverken tilliden eller den gensidige respekt.” Hun vidste at det var uretfærdigt, men hun var så gal at hun havde svært ved at styre temperamentet.
Hans lille Merlin-joke fik blot et dødt blik fra hende i respons. (// this look)
Det var meget tydeligt at Millie pludselig overvejede hvor stor en chance hun ville have for at overvinde ham hvis hun farede i hovedet på ham. ”Medmindre du har et ønske om kastration, håber jeg at det var en joke.” Svarede hun tilbage i en kølig tone. Hvad der irriterede hende allermest lige nu var hans charme. Selv når hun var pisse sur på ham, kunne han stort set altid få smilet frem hos hende. En trang som hun meget ihærdigt kæmpede imod lige nu. Desværre kendte Cosmo hendes også bedre end nogen anden, og hun havde en ide om at han godt var klar over at hendes raseri var ved at kraktelerer. ”Jeg kan ikke kalde hende Tequila.” Svarede hun ham med et opgivende suk. ”For den første Merlin da også, Cosmo...” En hånd blev snoet gennem det lange røde hår og hun så tilbage mod ham, gassen var gået af ballonen og hun var tilbage på sit mere opgivende stadie. ”Jeg kommer ikke til at skuffe jer. Jeg er her for at blive denne gang.” Sagde hun så. Der var en ærlighed i hendes stemme der afslørede at hun mente sine ord. Men det havde hun også gjort dengang hun sagde at de skulle være ham, hende og deres lille nye for evigt. Hun havde altid ment sine ord, og havde aldrig gjort noget for at såre ham, eller sin datter. Men derfor havde hun alligevel endt med at gøre det.

[Cosmo Wolfgang]

Cosmo var normalvis god til, at se forskellige situationer fra flere sider af, men når det omhandlede hans datter, så han kun hendes side. Den side, hvor en lille uskyldig baby, var blevet efterladt af sin mor. Præcis ligesom han selv var, men af andre årsager. Hans mor ville aldrig komme tilbage, heller ikke på torsdag, da hun var død under fødslen af ham. Heldigvis for ham, havde han - ligesom Tequila - haft cirkusset. Hans eneste rigtige familie. "To år," gentog han, blot fordi hun havde været flabet omkring det, "Jeg tror elefanterne har fanget den nu også," tilføjede han, med et lettere veltilfredst smil legende på sine læber.
Han trak let på den ene skulder, "Tilliden skal genopbygges, og min respekt skal genvindes," svarede han denne gang mere alvorlig, end tidligere, en side af ham man ellers ikke så ret ofte.
Et lettere uskyldigt smil meldte sig på hans læber, ved det blik han modtog fra hende, ved hans Merlin joke, som han selv syntes havde været ret sjov, men som tydeligvis ikke var faldet i Weasleyens jord. // This Look
Han blik blev hurtigt kastet mod sine ædlere dele, før de mørke øjne vendte tilbage på hende, med et nærmest skræmt blik, "Det.. øhm.. Nej.. Det var ikke.. en joke.." lød det tøvende fra ham, hvortil han bed sig uskyldigt i læben, mens et nyt charmende blik var at spotte i hans øjne. "Hvorfor ikke? Det gør alle andre," prøvede han, personligt synes han da at Tequila var et flot navn, jovist det var efter en drik med et vis antal procenter i, men navnet i sig selv, var da flot. Et skævt smil fandt vej også hans læber, mens han blinkede kækt til hende. Den første Merlin, se dét var en helt anden person jo.
Han nikkede lidt, før han slog hænderne let sammen og gned dem. "Jamen så må du jo gøre op med dig selv, om du vil vente til hun vågner og hilse på hende, eller hvad du har af planer for i dag," som sagt, så ville han aldrig forbyde Millie i at se deres datter, eller deres datter i at se sin mor, for den sags skyld. Men han ønskede det skulle gøres rigtigt. Han førte en hånd i gennem det sorte, strittende hår og tog så et skridt mod hende, "For helvede Millie.." mumlede han og lagde sine arme omkring hende, for at trække hende ind i et kram, "Tro det eller ej, men jeg har savnet dig," hviskede han en smule skamfuldt mod hendes øre og strøg hendes ryg blidt.

[Millicent Weasley]

Hans dumme kommentar og veltilfredse smil, fik hende kun til at rulle så kraftigt med øjnene at hun næsten frygtede de ville sætte sig fast i nakken på hende. Hendes hovede tiltede derefter lidt på skrå. "Det kræver også at du giver mig en chance og lukker mig ind." Konkluderede hun i en ligeså alvorlig tone.
Millie valgte at ignorerer hans uskyldige udtryk, primært fordi hun vidste at han godt kunne smyge sig ind på hende på den måde, og hun var ikke helt færdig med at være fornærmet endnu.
Sommetider fattede hun ikke hvordan hun fandt selvkontrol nok, til ikke at springe over og lukke sine hænder omkring hans hals. Hun lukkede øjnene i et kort øjeblik for liiige at finde tilbage til det happy place, der forhindrede hende i at gøre netop det. At myrde ham ville næppe styrke forholdet til Tequila....eller ham for den sags skyld.
Tilbudet om at se Tequila i dag var lokkende, men måske ikke den allerbedste ide. "Jeg synes måske du skal snakke med hende først. Lige forberede hende på det." sagde hun så, en kende tænksomt. Skønt hun så inderligt gerne ville holde sin lille pige i sine arme, var hun ikke interesseret i at overfuse hende.
Den følgende gestus kom bag på hende, hvilket kunne mærkes i hvordan hun først stivnede, dog varede det kun et splitsekund før hun blødede op til hans kærlige omfavnelse og gengældte den. Hun hvilede sin pande mod hans skulder og lukkede kort øjnene, lige så meget for ikke at begynde at vræle som en lille pige. Hun blev stående uden at vide hvor længe, men til sidst brød hun op ved at slippe ham og træde et skridt tilbage. Hun blinkede de tårer væk der havde samlet sig i øjenkrogen og rettede en lille smule på mascaren før hun genfandt fatningen. "Jeg må også hellere se at komme videre, men jeg lad os lige snakkes sammen om hvordan vi gør dette her på en måde der er bedst for.....Tequila." Hun kunne ikke helt sige det uden at lave et ansigtsudtryk som havde hun bidt i en citron.
"Vi ses Cos." Sagde hun så og sendte ham et mildt smil, før hun vendte om og forlod bygningen med en god mavefornemmelse. Det var trods alt gået ret godt.

// out