Don't get to close - It's dark indside

[Piper June Maganiello]

Tid: 15:35

Sted: Pipers Kontor

Til: Charlie Ian Callahan

_______________________________________________________

Piper havde en forfærdelig dag. Det i sig selv var mere en regel end en undtagelse, men denne her dag slog de andre med flere mil. Hun sad på sit kontor foran skrivebordet, med håndfladerne presset mod hinanden og fingerspidserne mod hendes læber, så det næsten sad og lignede at hun bad, men hendes fraværende, iltre blik afslørede nok at det ikke var tilfældet. 
Hun havde netop fået at vide at hun fremover skulle ledsages af en af afdelingens tilknyttede psykologer. Hun havde både prøvet at råbe, græde og endda flirte for at slippe, men beslutningen havde været det samme. Det var enten det eller suspendering. De kaldte hende utilregnelig, usamarbejdsvillig og eksplosiv, men hun var ingen af de ting! 
Desuden synes hun at timingen var off. De var midt i en ret vigtig mordefterforskning, hvor en af deres egen havde mistet livet, det var ikke tid til at tænke på andet. Ikke engang på hendes far der rendte rundt på gangene som om han ejede det hele, kastede en flirtende bemærkning efter alle hunkøn han stødte på sin vej, og det drev hende til vanvid. 
Alt omkring hende var stille. Staven lå foran hende. Hun havde sågar stoppet uret på væggen, fordi dets 'tikken' var irriterende nok til at kunne igangsætte den mindre eksplosion der var på vej, og som hun i øjeblikket koncentrerede sig meget om ikke at udløse. 
Hun tog en dyb indånding og pustede langsomt ud. Det hjalp ikke. Hun havde lyst til at slå på noget, eller på nogen. I et øjebliks afmagt, rejste hun sig instinktivt, og slog hele skrivebordets indhold hårdt væk, så papirene fløj, hendes stav faldt til jorden og det indrammede billede af hendes eksamenspapirer smadredes. 
Hun lænede sig frem med hånden på skrivebordet der holdt hendes vægt, og forsøgte at berolige sit åndedræt igen. Hun forstod virkelig ikke hvordan det var kommet så langt ud! Eller hvorfor det var hende der skulle straffes, når det var Theodore der havde været skurken i alt det her. 

[Charlie Ian Callahan]

Charlie havde en mappe-taske slynget over den ene skulder som han begav sig ned gennem aurorkontoret. Som altid var han i god tid, skønt han faktisk var kommet lidt sent ud af døren til morgen.
Han var blevet fanget i at læse op på Pipers sag. Det var den auror han var blevet tilknyttet for det næste stykke tid, og han måtte erkende at hendes ry var kommet hende i forkøbet. Han vidste udemærket hvem hun var. Havde set et par af hendes tantrums, hørt en del til hendes spydige bemærkninger rettet mod kollegaer og sågar overordnede. Og de kolde blikke hun kunne sende sin far sendte faktisk næsten kuldegysninger igennem ham.
Men alt dette måtte han lægge fra sig. Han var professionel og han ville som altid gerne hjælpe og han troede også på at han ville være i stand til det, men det blev nok ikke uden kamp.
Roligt bankede han på døren til hendes kontor. Han afventede tålmodigt på at blive kaldt ind, imens han endnu engang kiggede på klokken. Tiden passede perfekt og han kunne tydeligt høre hende rumsterer rundt derinde. Han rettede et venligt smil mod et par aurorer som passerede ham i gangen og skiftede vægten fra den ene fod til den anden.

[Piper June Maganiello]

Roen havde netop lagt sig på kontoret igen, da de insisterende bank lød. Piper ignorerede dem i første omgang og stirrede bare på døren som om den var hendes værste fjende. Hendes knoer blev hvide af det hårde tryk hun lagde på skrivebordet. Hun lod hovedet hænge halvslapt et øjeblik og lukkede øjnene for at samle energi, før hun igen så op. Hun rettede sig helt op og slap sit tag i bordet, for i stedet at tage sin stav.
Det krævede en del beherskelse ikke bare at sprænge døren i luften, men det lykkedes hende at få den til at glide elegant op, før hun lagde staven tilbage på bordet, så hun ikke blev fristet til at slå nogen ihjel.
Hendes mørke øjne stirrede intenst på den unge mand i døren. Hun sendte ham et meget udiskret elevatorblik og konkluderede tilsyneladende at hun ikke brød sig om ham, alene på det. I hvert fald endte hun med at himle med øjnene. "Fedt. Jeg skal babysittes af Junior." sukkede hun og gjorde intet for at skjule sin irritation. Hvordan kunne han overhovedet være psykolog? Han var jo ikke engang færdig med folkeskolen!
Hun hævede hovedet på en måde der strålede af arrogance og afvisning. Roligt gik hun om på den anden side af skrivebordet. "Hør her, jeg ved ikke hvem du skulle forestille at være, men eftersom jeg er blevet tvunget til at have dig med på slæb, skal du bare vide at jeg er midt i en ret vigtig efterforskning, og jeg bryder mig meget lidt om at blive afbrudt, så hvis du gider at være så stille som muligt, så ville det være en kæmpe hjælp." Det sukkersøde smil hun sendte ham var så falsk som det kunne blive. Hun var ved at blive vanvittig!

[Charlie Ian Callahan]

Han ventede vil døren gik op, hvortil han blev mødt af et iskoldt dræbende blik. Åh jo, hendes ry lod ret meget til at være spot on. Han bemærkede godt elevatorblikket hun sendte ham, men lod sig ikke anfægte af det. I stedet sendte han hende et strålende smil og gik ind på kontoret.
”Hvis jeg er junior, burde jeg måske bekymre mig over du er auror, siden du er yngre end mig ifølge sine papierer i hvert fald.” Konkluderede han uden at fjerne smilet fra læberne. Han vandt til at mange auror var ret afvisende overfor ham i starten. De mente at han var unødvendig, spild af resurser og penge. Men selv de største mænd kunne ende med at sidde med røde øjne og løbende næse når først der blev gravet lidt.
Han betragtede hele hendes kropssprog og attitude som hun marcherede om på den anden side af skrivebordet. ”Du ved ikke hvem jeg skal forstille at være? Igen bekymrende taget i betragtning af du er auror.” Hans stemme var sarkastisk. Han var ikke en af de blødsødende pussenusse psykologer som man stødte på fra tid til anden. Han slog et par noter ned på pergamentet og gik frem mod hendes skrivebord. ”Men fint nok, jeg sidder bare her og du kan frit lade som om jeg ikke er her.” Sagde han så og slog sig ned i den ledige stol overfor hendes plads, uden så meget som at spørge om lov først. Det var hans opgave at lave en psykologisk evaluering af hende. Var hun stabil nok til at udføre sit arbejde. Han skulle prøve at puffe hende i den rigtige retning, men det krævede at hun åbnede sig på et tidspunkt. Den slags tog tid og heldigvis ville hun komme til at hænge på ham de næste mange måneder frem, så der skulle være tid nok at tage af.
På trods af hendes afvisende maner og anmodning om at han ikke sagde noget, spurgte han alligevel ind, ”så ved du godt hvorfor jeg overhovedet er her?” Det gik han ud fra, men han ville gerne høre det med hendes egne ord.

[Piper June Maganiello]

Mandens lidt for optimistiske attitude, irriterede hende allerede grænseløst. Hun himlede med øjnene, da han vendte hendes argument mod hende. Hans ungdommelige udseende, afslørede at han ikke kunne være meget ældre end hende, desuden så var hendes job at beskytte det magiske samfund, ikke at give livsvigtige råd, i hendes hoved krævede det en smule mere.
Piper gik tilbage på den anden side af bordet og dumpede ned i kontorstolen. "Hvis du passer dit job, så passer jeg mit." afviste hun bare og værdigede ham ikke et blik.
Selvfølgelig vidste hun godt hvem han skulle forestille sig at være, men hvis han kom her og troede at han var nogen særlig, så tog han gevaldigt fejl. "Det lyder som det bedste forslag jeg har hørt idag." mumlede hun og var allerede ved at bladre igennem nogle papirer, med et ret koncentreret blik. Der gik dog ikke særlig lang tid, før hun blev irriteret over at blive overvåget på den måde, men af ren stædighed blev hun ved med at forgive at hun lavede noget, i frygt for at han ville begynde at tale igen - hvilket han gjorde under alle omstændigheder.
Hun lagde papirerne ned, men holdt dem stadig i hånden, da hun så op på ham, stadig vred. "Fordi mine imkompetente chefer er utilfreds med at jeg sætter stort spørgsmålstegn ved hvorfor man lader en morder gå fri, og nu forsøger at kaste ansvaret over på mig. Og jovist er jeg lidt stresset over at rende rundt på samme kontor som en mand der har forsøgt at slå mig ihjel siden jeg var 13, men det er nok bare mig." svarede hun med dryppende sarkasme og trak bare på skuldrene. Det frustrerede hende endnu mere, at ingen lod til at kunne forstå hvorfor hun var presset. Under alt vreden var hun i højere grad bange og bitter over uretfærdigheden, men det kunne hun aldrig drømme om at sige højt. Måske hun endda ikke rigtigt varhelt bevidst om hvad der var på spil.
"Så hvad er din plan Doktor?" spurgte hun og hævede et slankt øjenbryn.

[Charlie Ian Callahan]

Noteret kommenterede han blot. Hun lod ikke til at falde for hans chamre som så mange andre af de kvindelige arbejdere gjorde. Det havde han nok heller ikke helt forventet hvis han skulle være ærlig, men han havde da håbet på det.
Han nikkede, ”ja jeg har en tendens til at komme med et par stykker af dem. Gode forslag altså.” Roste han sig selv med en varm tone og satte sig lidt bedre til rette i stolen. Langt de færreste brød sig om at blive overvåget, og han kunne godt fornemme på hendes anspændte holdning, at hun også lod sig påvirke mere end hun ønskede han skulle se.
Med et komplet roligt udtryk betragtede han hendes mimik, lyttede til hendes ord og hendes tonefald, aflæste hendes kropsprog. ”Det er klart at du føler dig vred. Det er et brud på den tillid du har forsøgt at opbygge til systemet som du selv tjener. Jeg ville være rasende.” Han så ned i sine papirer ganske kort. ”At blive bedt om at støtte op om en sag, man selv personligt har erfaret er både farlig og uhensigtsmæssig, ikke kun for dig, men for hele samfundet, må ligge et ret stort pres på dig.” Fortsatte han og lod de brune øjne hvile på hende. Blikket var ikke medfølende, mere forstående, han vurderede i hvert fald at han ikke ville nå ind til hende ved at klappe hende på ryggen og love hende at alt nok skulle gå. Hun havde oplevet for meget svigt til at tro på at det anyway.

[Piper June Maganiello]

Selvom han næppe kunne have gjort noget for ikke at irriterer hende grænseløst, så synes hun at det at han var flot og ung var endnu mere træls. Den slags mænd var vant til at få deres vilje, hun ville vædde med at han charmerede trusserne af halve sit bekendtskab.
Hun slog tanken væk samtidig med hun slog blikket ned mod sine papirer og forsøgte at koncentrere sig om arbejdet, men uden held. "Det tvivler jeg på." mumlede hun tørt, og uden at se på ham. Det var allerede blevet hendes mission, at irritere ham nok til at han gav op på hende, så hun slap for at have en babysitter med sig. Hun var nærmest allerede kampklar og havde lagt både pen og papir fra sig, for at kunne argumenterer, da han uden videre gav hende ret, og efterlod hende med et lidt mærkeligt udtryk. "Det er jeg." indrømmede hun, hvilket i den grad afspejlede sig i hendes stemme. Hun rettede sig op, og ledte nærmest efter bare ét ord, der kunne få hende til at tænde af, men han gav det ikke helt til hende. "Uhensigtsmæssig? Hvad synes du som borger om at lade en morder gå frit iblandt os? Hvad hvis han havde slået din far eller mor ihjel? Eller havde prøvet med dig? Hvad tænker du om, at en af de farligste nulevende troldmænd er din kollega? Drikker kaffe med dig om morgenen. Får en sludder i elevatoren, om hvad? Hvordan man bedst skaffer lig af vejen?" Jo flere spørgsmål hun stilte, des mere arrig fik hun gjort sig selv. Hun lænede sig mere og mere ind over skrivebordet, så hun kunne se ham i øjnene. "Jeg ville ikke accepterer det." konkluderede hun endeligt og lænede sig tilbage igen. "Har de husket at skrive i din lille sorte bog, at manden har forsøgt at slå mig ihjel ved flere lejligheder?" hun pegede på hans noter med et flabet udtryk, hvorefter hun rejste sig op, og trak op i sin skjorte til det store ar fra træpælen der havde spidet hende for et halvt år tilbage, viste sig. "Det her det nyeste. Det er 6 måneder gammelt, og de påstår at han ikke er farlig." hun gav slip på stoffet og lod den sidde krøllet.

[Charlie Ian Callahan]

Charlie sendte hende blot et lidt for muntert smil ved hendes negative kommentar, også for bare at understrege at han ikke lod sig slå ud af det.
Det kom tydeligvis bag på hende, at han gav hende ret. Perfekt. Nu var det ærlig talt heller ikke kun for bare at komme ind på livet af hende, han kunne faktisk erklære sig enig i hendes synspunkt. Theodore havde slået så mange ihjel så at aurorne bare gav ham et rap over nalderne og sendte ham i skammekrog for en stund, virkede bare dybt uansvarligt.
”Altså nu er vi her jo ikke for at snakke om hvordan jeg har det med situationen,” sagde han roligt og rømmede sig let, ”men i al fortrolighed, så ser jeg det lidt som at gå en tur med en Norsk Takhale i en kaninsele, gennem en muggler storby,” Indrømmede han med et skuldertræk. Med andre ord, en katastrofe der blot ventede på at ske. ”Så har han forsøgt at opsøge dig? At snakke med dig efter han er kommet tilbage?” Spurgte Charlie ind, han kunne godt høre at hun blev mere og mere arrig i sin tale, hvilket måtte betyde at han ramte rigtigt.
Hendes spørgsmål fik ham, på lige så provokernede manér, til at noterer ned i notesbogen, med så store bogstaver at hun ikke kunne undgå at se det, ”forsøgt at slå klient ihjel.. ved.. flere.. lejligheder.” læste han højt som han skrev ned. Punktummet blev også sat med en overdreven bevægelse og han så herefter tilbage på hende, ”jeps, det er noteret.”
Dog blev han mere alvorlig som hun viste ham skaden Theodore havde pådraget hende. Han var ikke blind for at de oplevelser hun havde været igennem, måtte have været dybt traumatiske for hende. Igen ville han gerne hjælpe hende op, men det krævede bare at han fik brudt barrieren mellem dem. Han havde rejst sig op fra stolen og lænet sig frem mod hende for bedre at se aret. De brune øjne mødte dereftet hende på ny. ”Frygter du ham stadigvæk?” Spurgte han direkte og med blikket fæstnet på hendes.

[Piper June Maganiello]

Bare fordi han overraskede hende, betød det ikke at hun stolede på noget der kom ud af hans mund. Det var hendes erfaring af psykologer var manipulerende skiderikker, der var villige til at sige hvad som helst, for at få hvad de ville. Alligevel krævede det næsten direkte målrettethed for hende, ikke at komme til at smile bare en lille smule over hans både at visualiserer Theodore-situationen. "Det er præcis sådan det føles." Sagde hun iltert. Det havde naturligvis skabt ramaskrig, hun var ikke den eneste der var vred, men nok den eneste der risikerede at miste livet på det. "Nej." svarede hun kortfattet. Ikke at han ikke havde haft chancen, hun havde ved flere lejligheder, hørt at han var stukket af fra sin vogter så at sige.
Hans overdrevne store bogstaver, rev hendes blik til notesblokken som han lidt for livligt sad og giflede på. "Han har mere brug for terapi end jeg." Konkluderede hun og lænede sig lidt ind over skrivebordet igen. Det var dog nok ikke helt sandt. Hun lod ham få et godt kig på arret. Piper var ikke ligefrem blufærdig, hun havde ved flere lejligheder forført både professorer og chefer, så hun havde meget lidt skam i livet. Hendes øjne gled op og mødte hans, mens hun overvejede længe hvad hun burde svare. Sandheden eller den modificerede sandhed. "Jeg synes det her er et bevis på at jeg ville være dum hvis jeg gjorde andet. Synes du ikke?" spurgte hun trods det var retorisk og pegede på arret dog uden på blusen. Roligt stak hun skjorten tilbage i sin nederdel. "Hør... Charlie. Jeg har ikke brug for dig, jeg har brug for at ministrene får fingeren ud af deres trætte røvhuller, og viser mig og de mennesker som de har svor at beskytte, den respekt at spærre ham inde. Så med mindre du kan få det til at ske, så tror jeg ikke der er mere for os at gøre her." Sagde hun med en opgi vende skulderbevægelse.

[Charlie Ian Callahan]

Han nikkede atter forstående. Skønt hun måske ikke troede på det, så ønskede han virkelig at hjælpe hende. Han vidste at hans evaluering af hende ville kunne få store konsekvenser for hendes fremtid i ministeriet og han ønskede naturligvis ikke at ødelægge noget for hende, men samtidig blev han også nødt til at reagerer på de faresignaler hun sendte ud. I hvert fald hvis ikke hun ønskede at arbejde med dem.
”Synes du at det virker mere alarmerende end hvis bare han opsøgte dig?” Spurgte han videre ind.
Charlie så op på hende med et ganske sigende blik, ”nogen folk er desværre udenfor pædagogisk rækkevidde, og dét tillader jeg mig at sige som psykolog.” Han gjorde et let kast med hovedet. Forhåbentlig ville hun også opdatte den skjulte hentydning til at grunden til han var her var at der stadigvæk “var håb” for hende.
Han så indtrængende på hende, ”igen er min mening ikke rigtig relevant.” Sagde han blot, selvom han godt vidste at det var en måde at projekterer sine egne følelser over på ham.
Han lyttede og blev så mere alvorlig end han havde været frem til nu. ”Det har jeg desværre ikke bemyndigelse til, og ærlig talt tror jeg ikke at det ville hjælpe din situation hundrede procent. Din far er sluppet ud af Azkaban mere end én gang, den frygt ville sikkert blive siddende.” Konkluderede han og lænede sig lidt tilbage i stolen, imens han vejede sine næste ord. ”Theodore lader ikke til at blive sendt tilbage foreløbig, det kan jeg ikke gøre noget ved, men hvad jeg kan gøre er at hjælpe dig til at kunne navigerer rundt i det.” Sagde han roligt, ”et liv i frygt og mørke er ikke et liv. Jeg vil meget gerne have lov til at give dig muligheden for at genvinde kontrollen over dit eget liv.” Han så på hende, usikker på hvor godt hun ville tage imod hans ord.

[Piper June Maganiello]

Pipers chefer var som muligt mere stædige end hende, så hun vidste godt at der nok ikke var nogen måde at komme uden om på. Samtidig hadede hun at være nødt til at opfører sig pænt i en hvis grad, så hun ikke fik sin stilling frataget. "Alt han gør er alarmerende." konkluderede hun bare. Hele hans tilstedeværelse var alarmerende. Måden han havde vundet magt over ministeriet på var også alarmerende.
"Det tror jeg gerne." medgav hun. Han ville nok snart finde ud af at hun var en af dem. Tanken gav hende næsten lyst til at skrive sin opsigelse.. faktisk var den allerede skrevet, den lå bare derhjemme i en skuffe og lurede. "Den er relevant for mig." bemærkede hun underligt ligegyldigt. "Hvis du forventer jeg skal give noget, er det mere end fair at jeg forventer det samme." pointerede hun og foldede hænderne på skrivebordet på en måde, hvor det lignede at hun var psykologen. Hans ærlighed havde fået lidt ro på hende, men det viste sig hurtigt at være kortvarrigt. "Du er ca. 15 år for sent på den. Det er så lang tid jeg har navigeret rundt i det selv. Med andre ord har jeg ikke tænkt mig at tage imod din hjælp." understregede hun og lænede sig ligesom ham tilbage, for at staturere sin beslutsomhed. "Det er ikke op til dig at vurderer hvor vidt jeg har kontrol over mig eget liv eller ej. Jeg er nødt til at lade dig gøre dit hokus pokus her, men det er det." Hun tvivlede på at han kunne hjælpe. Hun ville heller ikke have hans hjælp, mest fordi hun var død bange for at hvis hun begyndte at kigge på nogle af tingene, så ville det for alvor falde fra hinanden. Selv Benyamin var hun begyndt at trække sig fra igen, det havde hun nok også selv ødelagt lidt, men fred nu være med det.

[Charlie Ian Callahan]

Charlie sendte hende et blik der sagde at hun havde en god pointe. "Men du har alligevel den fordel at du er den af os alle der kender ham bedst." Forsøgte han at berolige hende lidt, skønt det var en ringe trøst.
Hovedet blev tippet let på skrå og et smil formede sig på hans læber. "Men hvis den betyder noget for dig, er du måske ikke helt så afvisende overfor ideen når alt kommer til alt." Hvis hun var ligeglad med ham, ville hans mening ikke betyde det fjerneste. "Udemærket," det var godt nok ikke helt sådan det fungerede, men han var villig til at spille med, for tillidsopbyningens skyld. "Theodore er en farlig mand. Han lader til altid at få tingene som han vil have det, og uanset hvilken retning man går, er det som om man altid går præcis den vej han gerne vil have en til." Funderede han højt, "jeg tror vi alle gør klogt i at frygte ham." Slog han så fast.
Han så til som hun omgående gik tilbage i sit forsvar, facaden blev bygget op igen. Han betragtede hende blot. "Og du mener at du trives godt som tingene er nu? At du er glad og velafbalanceret?" Spurgte han blot uden så meget som at fortrække en mine. Som ignorerede han 100% hendes afvisning.
"Der er nu ikke meget hokus pokus over det, det ville trods alt have været den lette vej." Konkluderede han blot med et skuldertræk. "Men altså hvis du alligevel ikke vil hjælpes og du ligesom har besluttet dig så tilfredsstil min nysgerrighed. Hvorfor er det du synes det er for sent for dig at blive hjulpet? Har du flere selvmordsmissioner i tankerne?" Han lænede sig let tilbage i stolen igen, og krydsede det ene ben over det andet.

[Piper June Maganiello]

Piper så væk. "Og alligevel lytter ingen." Sagde hun mellem sammenbidte tænder. Han havde ret. Hun kendte sin far bedre end nogen anden. Hun lignede ham mere og mere, og selvom hun bed hovedet af alle der så meget som antydede det, så vidste hun det selv. Hun kunne mærke mørket trænge sig på, grænserne udhviskes langsomt. "Jo. Men jeg interesserer mig for hvad andre tænker." Ikke at hun rettede sig efter det. Desuden havde hun en mistanke om at han bare talte hende efter munden. Hun foldede hænderne i skødet og sørgede for at stirre på dem fremfor på ham.
"Han er en manipulerende skid, der altid får tingene som han vil have det. På en måde eller en anden. Så du kan vel se hvorfor jeg synes det er et problem at han vil se mig død." Hun sank den klump der dannede sig i halsen. Hun havde ikke lyst til at indrømme at hun var bange for ham, men den frygt var nærmest bare blevet en naturlig del af hende nu.
Glad og velbalanceret? Hun kom fnøs og trak på læberne i et halvhjertet, køligt smil. Hun vidste ikke engang hvordan det føltes at være glad og velbalanceret. "Nej. Men jeg kan passe mit arbejde." Svarede hun ærligt tilbage. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde været oprigtigt glad. Eller jo, det var nok da hun var sammen med Matthew, indtil han havde vist sig at være dødsgardist og efterfølgende død. Hendes blik blev undrende, da hun så op på ham. "Fordi jeg har fundet ud af at det her er min krig. Og nej jeg har ingen selvmordsopgaver, jeg holder meget af mit liv tak." Hun så ned og bladrede meningsløst og formålsløst i sine papirer, bare for at holde sig beskæftiget. Det var nemlig den største løgn hun fortalte både sig selv og ham, og alle andre der havde spurgt. En lille del af hende ville bare gerne have det hele til at slutte.

[Charlie Ian Callahan]

”Jeg lytter.” Understregde han. Selvom han godt vidste at det næppe ville blive værdsat i særlig stor grad. Det var faktisk en lettelse at høre hende sige at hun interesserede sig for andres tanker og meninger, det havde han nemlig ikke forestillet sig. Eller rettere, det havde han ikke forestillet sig at hun ville indrømme.
Charlie lod de brune øjne hvile på hende imens hun snakkede, han lod den hvide fjer fra fjerpennen lege henover sin hage imens han lyttede. ”Ja selvfølgelig. Det tænker jeg kunne sætte en kæp i hjulet for de flestes morskab.” Konkluderede han. Han tænkte lidt hvorefter han så tilføjede, ”har du måske overvejet at gå efter en højere stilling? Altså studerer og træne dig selv op til måske at kunne få en position i magtpyramiden der ville kunne sende ham tilbage til Azkaban.” Hans blik var tænksomt. ”På den måde gør du noget aktivt for ikke at lade ham vinde. Ligesom du gør bare det at du møde ind på arbejde. Det havde jeg sgu nok ikke turde.” Han gøs let.
Et let suk meldte sig, ”men kan du nu også det? Jeg ville ikke være her, hvis cheferne var tilfredse Piper, det er fact.” Der var intet anklagende i hans tonelaje. ”Jeg er slet ikke i tvivl om at du er en dygtig auror, men hvis dit hoved ikke er med dig når du er ude i felten, kan du komme rigtig slemt afsted.” Han ville virkelig gerne nå ind til hende, også selvom det måske ikke ville lykkedes her under deres første møde.
”Jeg ved godt at det sommetider kan virke som om at man står alene med problemerne, men sommetider er dete eneste man skal gøre at bede om hjælp.” Sagde han roligt. ”Beklager, men jeg kan ikke lade være med at studse over...Du siger du holder for meget af dit liv, men som vi snakkede om før, hvor meget lever du egentlig, hvis du er styret af frygt? Hvornår har du sidst været i byen, eller på cafe med dine veninder? Et eller andet der ikke handlede om at være på vagt, kigge dig over skulderen og sove med et øje åbent?” Igen lød han oprigtigt interesseret, hvilket han faktisk også var. Igen strøg han fjeren hen over hagen imens de honningbrune øjne hvilede roligt på hende.

[Piper June Maganiello]

Det lod til at hendes betænksomhed for andres folks tanker, overraskede ham, som det gjorde med mange andre. Godt – det var præcis sådan hun foretrak det. Hun kneb øjnene sammen og så skeptisk på ham. Det var svært for hende helt at vide hvad hun skulle synes om ham. På den ene side var han sarkastisk og lod ikke til at prøve at trække noget ned over hovedet på hende, men samtidig var det svært ikke at se ham som fjenden.
Alligevel formåede han for første gang under deres møde at sige noget meget rigtigt. Man kunne nærmest se at hun pludseligt spidsede ører. ”Mange gange.” indrømmede hun. ”Men jeg er ung, jeg er kvinde og jeg indretter mig ikke hovedløst, hvilket ikke ligefrem er værdsat.” pointerede hun gennem sammenbidte læber. Hun så væk. ”Desuden har han vundet.” bemærkede hun. Han havde vundet i det øjeblik ministeriet havde givet ham friheden. Hun fugtede læberne med tungespidsen, og lignede for et øjeblik en der var ved at falde til ro, men da hun så op på ham igen, var det med ny ild i det mørke blik. ”Cheferne er utilfredse fordi jeg ikke indretter mig. Jeg ved at min tid her er forbi hvis jeg ikke indretter mig, og jeg ved at du er deres sidste diplomatiske forsøg, men det her er den eneste kamp jeg har mulighed for at vinde, så jeg har ikke tænkt mig at makke ret.” annoncerede hun stædigt og hævede hovedet en smule. Hvis hun skulle dø, ville hun gøre det med sin værdighed intakt.
Med hans sidste bemærkning formåede han alligevel at knuse det usynlige glas der beskyttede hende mod omverdenen. I stedet for vrede, så hun bare tomt ud i luften, og lod som om hun ikke hørte hvad han sagde, men i virkeligheden ramte han lige der hovedet på sømmet. ”Jeg er ikke styret af frygt, men jeg lever med den.” hendes stemme var hæs, og underligt ru. Mens hun talte, stirrede hun stadig tomt ud i luften uden at blinke. ”Desuden har du ingen, absolut ingen bemyndigelse til at dømme kvaliteten af mit liv, og hvis du ikke går lige nu, så tvinger jeg dig ud, I swear.” hun rejste sig og stirrede på ham med så stor intensitet at man kunne blive i tvivl om hun prøvede at forstene ham alene med blikket.