The Book of the Damned

[Leonardo Russo]

Leana Blackwood

Oktober 2057 -Efterårsferien

Borgin&Burkes

Omkring kl. 20
Påklædning

---

Leonardo var i færd med at gøre de sidste ting i butikken klar til den følgende morgen. Hans dage lignede temmelig meget hinanden, efter Alastair var gået bort i azkabanhavde han ikke helt følt sig som sig selv. Han havde i en dyster stund, formået at adopterer tvillingens klo. Det havde været en blodig affære der nær havde kostet ham livet, men han var da begyndt at vende sig til at mangle den ene hånd. Set i bakspejlet, ikke den smarteste løsning, men det var som det var.
Optaget af sine egne tanker og uden at tænke videre over det, strøg han kloen som havde erstattet hans venstre hånd. I det mindste følte han sig tættere på tvillingen nu.
Skønt Alastair og han selv gennem de sidste år, ikke havde været så tætte, så havde butikken tilhørt dem begge. Og skønt Leo var den eneste der havde passet den gennem de sidste år, var Alastair da endelig begyndt at komme tilbage og de havde snakket om at han skulle begynde at skaffe ting hjem til butikken igen. Men det var før han blev fanget for mordet på en auror og ført til Azkaban.
Det gik op for Leonardo at han var gået i stå i sit tankespind, og han rystede kort på hovedet for så at forsætte sin opgave med at stille et par nye vare på hylderne. Hans øjne var fugtige, men han blinkede irriteret tårerne væk, før de kunne ses. Han var stoppet med at græde over nytteløse ting for mange mange år siden.

[Leana Blackwood]

Vinden krøb køligt henover de våde brosten i oktober mørket denne aften. Resterne af gule og brune blade lå klistret til dem, som det opad dagen var blevet mejet ned af sko og støvler der havde betrådt en smalle, fugtige Tusmørkegyde. Støvregnen lagde sig stille på hendes kappe, med hætten trukket op over hovedet, så det skjulte hendes blege, porcelænsagtige ansigt. Leana havde udnyttet efterårsferien til at forlade sin lejlighed i Skotland og istedet leje sig et sted for natten i London - nogen og hundrede kilometre hjemmefra. Det var nok besynderlig adfærd for en sytten-årig Hogwartselev - som ovenikøbet valgte at betræde et sted som Tusmørkegyden så sent om aftenen. Alene. Hun så op. Hun vidste hvordan dette måtte se ud, hvilket var derfor hun helst ikke skulle ses. Man kunne jo få ideen, at hun var ude på ballade... og hendes persona, talenter, overbevisninger... og evner, så ville man nok holde et tæt øje med hende, hvis hun nogensinde blev opdaget. Leana var af mørket. Ingen tvivl herom, men hun gjorde meget for at virke harmløs, skønt hun og veninden @morticia praktiserede og studerede den mørke magi dybt inde i Hogwarts aflåste, hemmelige rum. Det var disse studier der fik den unge kvinde til at åbne døren til Borgin&Burkes, uden at lade kutten falde fra hendes ansigt. Der var den her bog.. og Leana lod observant og måske en anelse vagtsomt, sine blå øjne glide over indholdet i den lille, dystre butik i søgen for titlen Secrets of the darkest arts.

[Leonardo Russo]

Den lille klokkke bimlede over døren og annoncerede at en kunde var trådt indenfor. Leonardo genvandt omgående fatningen, som havde han aldrig været anderledes. Han så mod døren, mod den kuttklædte skikkelse der var trådt ind. Han stillede ikke spørgsmål ved den dystre beklædning -det gjorde han aldrig. Det var ikke unormalt at folk gemte sig væk når de befandt sig i Tusmørkegyden.
Hvad han kunne fremmane af skikkelsen var, at det var en kvinde. Derfor fandt det snedige, let charmerende smil, hurtigt vej til læberne. Man skulle nu aldrig tage fejl, heksene kunne bestemt være lige så farlige at trodse som troldmændene, man skulle ikke lade sig narre.
”Godaften Ms.” hilste han og kom frem imod hende, ”hvad kan jeg hjælpe med?” Et bryn blev hævet som han gjorde en gestus med kloen mod udvalget i butikken.
Han havde endnu ikke set, at kvinden der stod foran ham, blot var et barn, hun var for godt gemt væk under kappens store mørke hætte. Den svage belysning i den dunkle butik, gjorde nu heller ikke noget for at afhjælpe ham med at se kvindens sande jeg -om man så kunne sige. I bund og grund interesserede det ham faktisk heller ikke. Leonardo ejede ikke rigtigt et moralsk kompas, kom et barn ind i hans butik for at købe mørk magi, ville han sælge dem det uden tøven -så længe de havde penge nok. Det måtte være deres forældres hovedpine, og Leo sov skam ganske glimrende om natten anyway.

[Leana Blackwood]

Leana skævede til skikkelsen, formegentlig ejeren af butikken, der havde præsenteret sig foran hende og nu spurgte til om han kunne være hende behjælpelig. Meget kunne Leana ikke gøre ud af iagttagelsen af ham. Hætten var i vejen. Hun kunne kun se til hans bryst. Hun var tav et øjeblik. Lyttende efter evt. øvrige kunder derinde, men hun kunne hun høre en tikken fra et ur et sted og lidt tilfældelig, diskret skratten der sikkert var fremmanet af en af butikkens klenodier. Leana krængede derpå pegefingrene under hættens kant og trak den af hovedet, således at hendes syn blev frit. Hun lagde derpå sit blik mod manden foran hende. Der var intet charmerende smil at finde i hendes porcelænsagtige ansigt. Tværtimod var der en form for kulde. En kulde som altid synes at ligge i hendes blik, når hun ikke valgte at skjule det. Hun løftede hagen lidt og betragtede ham kort. "En bog." Forklarede hun, "Secrets of the darkest arts."

[Leonardo Russo]

Han betragtede den kutteklædte person, en lille del af ham, brød sig ikke om ikke at kunne se hvem han snakkede med. Han havde trods alt nået at skabe sig en del fjender gennem tiden. For at dæmre en smule over sin egen paranoia, pillede han lidt fraværende ved spidsen af kloen, imens han afventede at hun skulle svare på hans spørgsmål.
Det var her at hætten blev krænget en kende tilbage, og lod det blege porcelænsagtige ansigt komme til bedre til syne. ”Er du ikke en smule ung til at befinde dig på et sted som dette her, unge frøken?” Spurgte han ind. Et let smil i den ene mundvig, informerede om at han fandt det mere underholdende, end bekymrende at hun var her. Hun så ikke særlig gammel ud, lignede mest af alt en teenager. Igen var han ærlig talt ligeglad med hvem han solgte bogen til, om hun var myndig eller ej, men han stod nu aldrig tilbage for lige at stikke lidt til folk.