Take Me for What I am

[Deleted]

DATO: Mandag Oktober 2057     

TID: Eftermiddag

STED: Forvandlingslokalet, Hogwarts  

VEJR: Regn vejr og gråt    

PÅKLÆDNING: Her   

TAG: Antoinette Haubert

---

Endnu en kedelig mandag, og han havde lige haft eliksir og det var dagens sidste time. Snart efter sad han i Storsalen, og ventede på, at noget skulle ske. Han rettede lidt på sin uniform, og smilede rundt til de piger, som allerede var ankommet. Hvem skulle have hans opmærksomhed i dag? Ja, han vidste det ikke endnu, men han glædede sig til at finde ud af det. Han og en anden kammerat havde et væddemål i gang pt., hvor det gjaldt om at score flest muligt piger på en uge, og de begyndte sidste onsdag, så han havde lige et par dage til.

Han sad og kiggede rundt på pigerne, for at forsøge at vælge. Det var ikke nemt, for Basil følte sig lækker, og han mente, at han kunne få hvem end han satte sig for at score. Så gav han sin forvandlingsbog et kort kig. Han havde ikke så meget at lave lige nu, for for en gangs skyld var han foran med lektierne, så han gav den kun et kort kig, hvorefter han så op igen. Han var altså ikke kommet her, for at lave lektier, selvom det klart ville være hans undskyldning, hvis nogen spurgte. Nej, han var her for at score en pige mere!

Som han sad og så rundt, fik han øje på en køn pige, og blinkede til hende.

[Antoinette Haubert]

Outfit

Endnu en skoledag var gået på held og Antoinette havde en ny stak lektier hun skulle tygge sig igennem, derfor valgte hun at finde plads i storsalen, i håbet om at hun så ville kunne gøre et ordentlig indhug i lektierne. Hun var i forvejen bagud, fordi det var svært for hende, men også fordi hendes forældre insisterede på at hun deltog til deres mange selskaber i weekenderne. 
Det havde været den eneste mulighed i sin tid, for at hun overhovedet kunne starte på skolen. Hun huskede det stadig, der var kommet en professor og forklaret om magi og fortalt at alt det der skete både med hende og med Henry var helt normalt, og at der fandt skoler, hvor man kunne lære at styre sine evner. Her til havde hendes forældre fejet manden af, med den påstand af Henry selvfølgelig skulle være politiker som sin far og senere ambassadør, og at hun skulle mænge sig med de rigtige for at blive gift godt. 
Det var endt med et kompromis, hvor begge børn fik lov til at tage hjem i weekenderne, for at deltage i det de nu skulle. Det gav bare Anto en noget større arbejdsbyrde og efter sit møde med Jamie Mikaelson, var hun slet ikke sikker på, at hun havde lyst til at deltage i de mange selskaber.
Et suk undslap hendes læber, før hun så fandt sine lektier frem til mugglerstudie, hun kunne vel godt tillade sig at starte lidt nemt ud.

[Deleted]

Basil sad og kiggede lidt rundt mellem de andre elever, for at finde dagens 'udkårende'. Hans blik blev ved med at falde tilbage på en blond pige, og han besluttede lige der, at det skulle være hende i dag. Han smilede til hende, men fik ikke øjenkontakt med hende. Så han prøvede igen at få øjenkontakt med hende. Han vidste ikke, hvad hun hed, men han vidste, at hun gik årgange under ham. Hvor mange eller hvor få vidste han ikke, men han havde i sinde at få hendes opmærksomhed.

Da det ikke virkede, så smed han en lav fløjten i hendes retning, bare for at få hende til at kigge op, og se ham. Opdage ham. Han smilede smørret.

[Antoinette Haubert]

Til en start sad Antoinette og koncentrerede sig om sine lektier, men langsomt fornemmede hun, at nogen hold øje med hende. Hun rettede lidt på sit hår og prøvede ellers at slå tanken af sig, men da hun så hørte en lav fløjten, kiggede hun op. Her fik hun øje på en lidt ældre dreng og af ren refleks kiggede hun lige omkring sig, fordi der jo måtte sidde en anden i nærheden, som var den egentlige han havde forsøgt at komme i kontakt med. Der var bare ikke rigtig andre end hende. 

Hun lagde derfor hovedet let på skrå og sendte ham et prøvende smil. "Det øhm... De er god til at fløjte." Stemmen var lige så fin som hende selv og lød lige så uskyldig. sådan var det altid, men hun blev også ofte omtalt som værrende en fransk naiv tosse. "kan ejg gøre noget for Dem?" spurgte hun så, for simpelthen at være venlig.

[Deleted]

Basil bed latteren i sig. Man scorede ikke damer ved at le og gøre nar af dem. Nej, man skulle være smooth. Man skulle være venlig. Man skulle være tålmodig. Så da han fik øjenkontakt med hende, blinkede han til hende og pegede på hende med et nik: Ja, dig! Så rejste han sig op, gik hen til hende, og satte sig overfor hende med et skævt grin på læberne, som de fleste piger syntes var charmerende eller i hvert fald havde en drenget charme.

"Hey. Jeg er Basil," sagde han og rullede casually med skuldrene, som han rigtig satte sig tilrette. Så lod han den ene hånd glide gennem de brune lokker, for ligesom at rette lidt på ham. Skulle han selv sige det, så så han hamrende godt ud lige nu.

"Du kunne fortælle mig dit navn?" tilbød han med samme skæve smil, og lagde hovedet let på skrå, som udfordrede han hende.

[Antoinette Haubert]

Antoinette var ikke vant til på den måde at blive tiltalt på, men det gjorde hende bestemt glad, at han så hende. Hun havde følt sig meget overset den sidste tid, hvilket kunne føles rigtig svært. Nu havde han dog kigget på hende og hun sendte ham et lille smil. "Goddag. Dejligt at møde Dig." lød det høfligt fra hende, som var hun til selskab med dronningen. 

"Mit navn er Antoinette. Rart at hilse på dig." Der var en fransk undertone i hendes ord, og man fik en klar forventning om at hun nok var fra et finere miljø, måske også at hun var lidt dum eller nok nærmere naiv.Han lod forsigtigt en hånd trække de lyse lokker om bag øret, og smilede så til fyren.

[Deleted]

Basil smilede skævt og blinkede til hende. Så lænede han sig lidt indover bordet, uden at ende helt oveni hendes lektier, og lyttede til hende. Hun var meget høflig. Tænkte han eftertænksomt. Hun kunne kun være hende den franske pige, som de andre drenge havde snakket om. En lille uskyldig en, og nu fik han også hendes navn!

"Hey Anto," svarede han og rakte en hånd frem imod hende til hilsen. Han havde selvfølgelig en bagtanke med det.

"Hvad sidder du så her og laver, på en dejlig, regnfuld eftermiddag som denne?" spurgte han og forgav at være interesseret. I virkeligheden var han nok mest interesseret i at få hende scoret, og komme videre. Men det betød jo ikke, at de ikke liiige kunne lære hinanden lidt at kende. Så var hun helt sikkert også nemmere at score, hvis han vidste noget om hendes likes and dislikes.

[Antoinette Haubert]

Som fyren lænede sig ind over bordet, og dermed også ind imod Anto, kunne hun ikke gøre meget andet end læne sig lidt bagud. Det blev simpelthen lidt tættere end hvad hun var helt tryg ved, også selvom der var et kæmpe bord imellem dem.
Af ren høflighed tog hun selvfølgelig hans hånd og hilste på. Hun vidste godt, at hun skulleprøve at være mere åben for andre og ikke være så bange, hvis hun gerne ville have nogle venner. ”Jeg prøver at få lavet mine lektier,” forklarede hun med et lille smil, men man kunne nemt gennemskue at disse lektier voldte hende problemer. ”Og du? Hvad laver du? Hvis jeg da må spørge Dem” Antoinette prøvede at vende sig af med at sige De til folk, men det glippede stadig ret ofte, fordi det lå så logisk for hende.

[Deleted]

Da Anoniette tog hans hånd, trak han den frem mod sig og placerede et kys på håndryggen. Han vidste hvordan han skulle charmere en dame efter den her måned fuld med netop dette. Så smilede han på en drenget måde, og lagde hovedet på skrå. Så smilede han igen, og blinkede til hende.

"Lektier huh? Er det noget du vil have hjælp til? Jeg går på syvende årgang, så jeg burde kunne klare dine lektier." Han spillede vocalt med musklerne lige nu, bare for at vise hvor dygtig han var.

"Mig? Ikke ret meget. Hænger ud?" Han lænede sig lidt tilbage på bænken, og lagde armene bag hovedet, som havde bænken et ryglæn. Han syntes selv, at han så helt vildt sej ud, når han lænede sig sådan tilbage, og holdt sig selv oppe udelukkende ved hjælp af sine mavemuskler. Men han snød lidt. Han havde benene oppe under bænken, og holdt sig selv lidt i dem.

"Møder måske også en sød pige?" tilføjede han lidt efter med et blændende smil.

[Antoinette Haubert]

På en underlig måde så kunne Antoinette ikke lade være med at smile lidt over Basil og føle sig set af ham. Måden har let kyssede hendes hånd, fik hende til at føle sig mere hjemme, hvilket Anto virkelig havde brug for når skolen var så svær.
Hun sendte ham et stort smil, da han tilbød hende at hjælpe. ”Meget gerne, hvis De har tid. Jeg er ikke så god til magi forstår du.” uddybede hun så, for lige at forklare sig, så han kendte til hendes problemer. Vendingen, at hænge ud, var en Anto kun lige havde lært at fordi hun hørte det så ofte, men det andet, fik hende til at stoppe op igen. ”Her er mange søde piger på skolen, virker det til. Jeg håber du finder en.” Det gik ikke på noget tidspunkt op for hende, hvad han egentlig havde sagt.

[Deleted]

Basil nikkede ivrigt. Han ville gerne hjælpe hende, men selvfølgelig kun for egen vindings skyld. Der var kun noget at vinde ved at hjælpe hende. Om ikke andet så i hvert fald at lære hende bedre at kende. Han var allerede ret fornøjet over hans måde at udtrykke sig på. Det var morsomt, hvis man spurgte Basil, men han kommenterede selvfølgelig ikke på det. Eller grinede af hende. Han smilede blot til hende. Et smil som kunne tolkes som drenget og charmerende.

"Sure, hvad kan jeg hjælpe dig med? Hvad er opgaven?" Han nikkede interesseret.

"Jeg håbede..." sagde han langsomt, og bed sig i underlæben for at forgive generthed. "... at du kunne være den søde pige?"

Det var søgt, det vidste han godt, men det var måske netop det der gjorde, at det kunne virke!

[Antoinette Haubert]

Det var virkelig rart, at Basil ville hjælpe hende. Hun var så vant til at alle bare drillede hende og var lede imod hende, at hun blev super lettet, da denne søde fyr ville hjælpe hende. Hun kiggede ned på sine ting og spredte dem lidt ud, så man bedre kunne se dem. så kiggede hun igen over på Basil. "Det er spådom. Noget med at læse stjernerne eller sådan noget. og vidst få indsigt i vores fremtid, men altså, Jeg forstår det ikke rigtig." Hun kunne selvfølgelig altid snyde, med hendes forældre, var der ikke meget ved hendes fremtid, der var til at rasle om. Hun var endda allered forlovet så ikke engang det kunne der rykkes på. 
Hun gjorde plads til Basil ved siden af sig og håbede på han kunne hjælpe hende videre, så hun kunne blive færdig med opgaven. Hun så dog næsten måbende op på ham, og mærkede varmen stige op i sine kinder, da han kungjorde at hun var sød. "Synes De virkelig? Mange tak. De virker nu også ganske sød." Lød det med en tyg høflig fornem stemme, som kun dukkede op, hvis hun blev lidt for nervøs omkring noget.

[Deleted]

Basil slog sig med det samme ned ved siden af Antoniette. Hvis hun skulle have hjælp, så skulle de sidde sammen. Eller det mente han i hvert fald. Jo tættere de sad på hinanden, jo større chance var der for, at han kunne lave nogle moves, som kunne score hende. På en eller anden måde. Det skulle kunne lade sig gøre. I hvert fald hvis han spurgte sig selv. Han var trods alt 'king of smooth'. Igen sikkert kun hvis man spurgte Basil bedst.

"Spådom? Det er da ikke min spidskompetence, men jeg skulle nok kunne hjælpe dig. Lad mig se..." Han trak det første og bedste kort hen til sig, og begyndte at kigge på det. Det var dog ikke bare et almindeligt kort. Stjerne bevægede sig på kortet, når han flyttede det bare den mindste smule. Så han løftede det op, og bevægede det foran sig.

"Hvilke stjerner skal du tyde?" Han så noget forvirret på kortet. Skulle han være heeeeelt ærlig, så havde han aldrig haft spådom i mere end et år, OG han havde aldrig været god til det heller. Men nu skulle han altså winge den overfor Antoniette.

"Selvfølgelig. En ting skal du vide om mig, jeg siger altid kun ting jeg mener." Det var selvfølgelig en løgn af dimensioner. Lige nu løj han for eksempel om grunden til, at han var her, hvad hans hensigt var og om at han kunne finde ud af spådom.

[Antoinette Haubert]

Antoinette rykkede sig, så der blev plads til Basil ved hendes side, uden at de ville skulle sidde helt op og ned af hinanden. Den slags var forkert, det vidste hun godt, særligt når hun var forlovet. Da han så havde sat sig lyttede hun nøje til, hvad han sagde og prøvede at følge med. Hendes mod sank dog lidt, da han fortalte, at spådom ikke var hans stærke siden, men hun prøvede at smile til ham alligevel. "Det er okay, måske du stadig kan hjælpe bare lidt." Hun så ud over sit arbejde, der lå på bordet. "Vi skulle via stjerne finde ud af hvilke positive oplevelser, der venter os... øhhm.. hvad vi vil opnå. hvilken lykke fremtiden bringer." prøvede hun at forklare så godt som hun kunne. Muligvis har hendes forklaring lidt farvet af de mangle kulørte blad med horoskoper hun ofte kiggede i når hun var hjemme på ambassade, men det var ikke en kendsgerning hun selv var opmærksom på, det skete ligesom bare, fordi hun forbandt opgaven med stjernetegn og den slags. 
At han præsenterede sig som værende ærlig fik hende til at smile. Det var virkelig rart at han ville hjælpe og hun havde nu en fornemmelse af måske at kunne blive færdig med sine ting. "Tak.. Basil, Var det sådan?"

[Deleted]

Basil rykkede en smule tættere på Antoniette bare fordi, og smilede skævt til hende. Så betragtede han stjernekortet igen. Endelig fandt han en stjerne, som han kendte, og så kunne han måske forklare hende en ting eller to! Han havde i hvert fald ikke i sinde at lyde dum, så han gjorde hvad han kunne for at virke ældre og klogere.

"Godt så. Den der stjerne står som regel for lykke, så det er i dens nærhed du skal kigge. Der er nogle konstalationer omkring den, som måske kan lede dig på rette vej," kom det selvsikkert fra ham. Han havde trods alt lavet præcis samme opgave, da han gik på hendes årgang.

"Ja, Basil Falcon. Du kender måske også min bro Levi Marsters?" Han forsøgte at få en samtale i gang her med pigen.