Giant Octopus or Not?

[Kara O’Callaghan]

DATO: Søndag September 2057   

TID: Formoddagen

STED: Den sorte sø, Hogwarts

VEJR: Overskyet men ingen regn 

PÅKLÆDNING: Her 

TAG: Levi Marsters

---

Kara sad i skyggen af et træ, og var i gang med at læse en bog om avanceret forvandling. Det fandt hun tit sig selv gøre, når hun ikke havde så meget andet at tage sig til. Hun bar en højtajlet, sort nederdel, en rød sweater og et par lysebrune støvler med lidt hæl på. På tæppet ved siden af hende lå en skuldertaske. Det var ikke ligefrem varmt, men heller ikke rigtig efterårskoldt endnu, så hendes påklædning var fin nok, når hun havde et ekstra tæppe, som hun kunne trække op over skuldrene, mens hun læste.

Engang imellem gled hendes blik udover søen med tanker på, hvad der monstro fandtes dernede. Var der virkelig en kæmpe-blæksprutte for eksempel? Hun vidste der var havfolk dernede, men var der andre skjulte ting? Egentlig havde hun altid været fascineret af vand, og brugte meget tid på at være ved stranden derhjemme, men hun havde aldrig turde prøve at hoppe i den sorte sø. Hun kunne jo støde på alt muligt dernede!

Som hun sad og så udover søen, hørte hun lyden af fodtrin.

[Levi Marsters]

Han gjorde et holdt og foldede hænderne til en kiggert, som han satte op for øjnene og lod blikket spejde udover vandet ved søen. Vandet glintede spejlblankt, som de rolige bevægelser deri reflekterede solens stråler. Der var intet at se. End ikke et lille plask fra et af søens væsener, synes at lade sig indkapsle i hans synsfelt. "Hvad kigger vi efter?" spurgte han blot, som han fortsat spejdede udover vandet.

[Kara O’Callaghan]

Kara drejede sig, og så en dreng, som helt sikkert var noget ældre end hun var. Han lignede en der gik på sidste årgang i hvert fald. Ikke at det betød ret meget, det meste af tiden i hvert fald. Nogen troede nemlig, at de var bedre end dem der var yngre, bare fordi de gik på syvende årgang. Men ham her virkede da i hvert fald ikke sådan, siden han overhoved talte til hende. Det var da et skridt op af stigen, hvis man spurgte Kara.

"Stor. Blæksprutte," sagde hun langsomt, som hun rejste sig op og stillede sig ved siden af ham.

"Kan du se den?" spurgte hun nysgerrigt, og forsøgte at se, om hun kunne se  den et eller andet sted, men der var ikke en eneste bevægelse i vandets overflade. Andet end lidt bølgeskvulp fra vinden, men det var velsagtens naturligt nok. Hun lagde hovedet på skrå, missede med øjnene, og så ud over vandet igen.

[Levi Marsters]

Han fjernede sin 'håndlavede' kiggert fra øjnene, og lod istedet blikket skæve ned på hende. Han betragtede hende med et skævt, venligt smil som hun rejste sig fra græsset og stillede sig ved siden af ham. Hun var en høj, slank pige. Rødhåret, næsten sådan cobber agtigt, men med lyse øjne. Det klædte hende. Levi hævede det ene bryn, som hun forklarede hvad hun søgte derude og han fnøs leende i respons. "Godric?" Spurgte han. Øjnene glimtede drilsk, som han blot afventede hendes respons et øjeblik. "Den ser man sjældent i overfladen." Levi vendte hovedet mod vandet igen og tænkte lidt, som en god ide formede sig i hans hoved. Han spidsede læberne lidt eftertænksomt. "Vil du gerne se den?"

[Kara O’Callaghan]

Kara lagde hovedet på skrå, for så at se på ham. Hun blinkede med de store, dukkeagtige øjne et par gange, ikke helt sikker på, om han var seriøs, eller om han drillede hende. Hun kunne virkelig ikke regne ham ud. Var han virkelig seriøs? Tog han røven på hende (ikke på røven, men røven på Doobs!), eller hvad skete der lige her?

"Hedder den virkelig Godric?" kunne hun alligevel ikke lade vær med at spørge, for hun var tydeligvis dybt fascineret af den, og ville vide alt om den. Så vidt hun huskede, så kendte hun kun en der hed Godric, og det var altså Godric Gryffindor - Gryffindors grundlægger. Men hun kunne sagtens tage fejl, og han havde ret. Selvom hun ikke var meget for at indrømme, hvis hun tog fejl.

"Så jeg skal dykke for at finde den?" spurgte hun lidt dumt, og gik nærmere vandet. Da han spurgte om hun gerne ville se den, så nikkede hun ivrig. Hun ville meget gerne se den. Det var nok det mest spændende væsen på denne skole, hell! På denne jord! Det var bare så spændende!

[Levi Marsters]

Levi kvalte den latter der truede med at bryde frem, og fixede istedet sine læber i et smil. Hun mindede om en hundehvalp når hun stod og kiggede sådan på ham med sine bambiøjne. Bedårende<3 ligesom han selv! Han nikkede stille til hendes spørgsmål. "Jarh, man siger at blæksprutten i virkeligheden er Godric Gryffindor i sin animagus form. Hver gang månen er fuld, så stiger han op fra søen og indtager sin rigtige form og vandrer rundt på skolens område." Svarede han seriøst, "Det er derfor den er halv tam." Han gjorde et kort træk på den ene skulder. Han betragtede hende som hun bevægede sig hen mod vandkanten og Levi fulgte stille med. Han nikkede lidt "Ja, det bliver lidt nødvendigt. Søen er pænt dyb." Kommenterede han med en skæv grimasse, skønt der hvilede et skælmsk blik på hende. "Er du frisk på en dukkert?" Lød det dernæst udfordrende fra ham.

[Kara O’Callaghan]

"Virkelig?" spurgte hun med hovedet på skrå til den anden side. Hun var ikke helt sikker på, om hun troede ham. Det lød virkelig som noget, som ikke var sandt. Som noget der ikke kunne være sandt. Faktisk, nu hun tænkte over det, så havde hun aldrig hørt om, at den skulle være tam. Eller halvtam. Hun lavede en grimasse over at rette sig selv i tankerne.

Hun bukkede sig ned mod vandkanten, og stak fingerspidserne i. Så gøs hun og trak hånden til sig igen.

"En dukkert? I det der? Nok er jeg glad for vand, men vi er altså i slut September," svarede hun næsten lidt flabet. Hun skulle i hvert fald ikke nyde noget af sådan en iskold dukkert. Slet ikke når hun ikke havde en dykkerdragt tilrådighed. Med dykkerdragt? Helt sikkert! Men uden? Nej tak du!

"Hvad hedder du forresten?" ville hun så vide, men var høflig nok til at give sit eget navn også. "Jeg er Kara. Kara O'Callaghan."

[Levi Marsters]

Levi trak på et kækt smil, som han fnysende lo. "Nej" Indrømmede han. Han vendte blikket udover søen. "Men det med at den er halvtam er god nok." Tilføjede han så, "Der er få der ved det, men den er ret glad for brød." Levi lod blikket betragte hende, som hun bukkede sig ned for at stikke en finger i vandet. Hun fortrød ret hurtigt. Han hævede begge bryn lidt uimponeret. "Bange for at komme til at fryse lidt?" musede han i en lidt udfordrende tone, inden han så gjorde et ligegyldigt træk på skuldren, "Suit yourself." Han sparkede dernæst skoene af og trak staven opad lommen, så han kunne have den med sig når han lige om lidt plaskede ud i det kolde vand. Han skævede kort til Kara, da hun spurgte til hans navn, men fortsat med at trækker trøjen over hovedet. Da den først var over hovedet, rettede han opmærksomheden tilbage mod hende "Hvis du som minimum svømmer ud på midten og tilbage igen med mig, så skal jeg fortælle dig det." Lød udfordringen, inden han smed de resterende beklædningsgenstande.. pånær det allermest nødvendige.. og plaskede ufortrødent ud i det kolde, dybe vand med den mystiske blæksprutte.

[Kara O’Callaghan]

Kaka slog en latter op, som ikke rigtig lød ægte. Den lød mere nervøs end noget andet. Hun var måske også lidt irriteret over, at han havde lavet sjov med hende. Det var irriterende sådan at blive holdt for nar. Hun kunne ikke lide at blive holdt for nar, skulle hun være ærlig. Faktisk så foretrak hun at være ovenpå i alle henseender. Derfor nikkede hun blot stumt, da han talte om, at den var tav. Sikkert endnu en løgn, tænkte hun.

"Jeg er ikke bange," vrissede hun irriteret, og lagde armene over kors. Hun så noget forbavset til, som han begyndte at smide tøjet, for selv at svømme. Og så slog tanken hende: Hvis han kunne, så kunne hun dælme også!

"Jeg er ikke bange!" gentog hun irriteret, og trak sweateren over hovedet. Under den havde hun en sort tanktop. Så tog hun nederdelen af, og endte med at stå i strømpebukser og tanktop. Mere tog hun altså ikke af foran en fremmed dreng!

"F-f-fint!" stammede hun i kulden, og forsøgte at ryste den af sig, før hun løb ud i vandet efter ham, og sprang på hovedet i. Der gik noget tid, før hun dukkede op ved overfladen igen. Længe nok til, at han måske ville blive nervøs eller tro hun var druknet.

[Levi Marsters]

Levi kunne fornemme hendes fornærmelse, men fandt den egentlig bare lidt underholdende. Da hun direkte benægtede frygten for vandet, var han allerede vadet noget skridt ud i det isnende vand. Han vendte sig rundt og bakkede derpå videre ud. "Jaja.." mumlede han, totalt ikke-overbevist og drejede rundt for at løbe de sidste par meter ud. "Så kom!" Kaldte han, ved hendes gentagelse, og med det blev bunden dyb under ham og han forsvandt under vandoverfladen. Kulden var ikke at tage fejl af. Det kolde vand sugede nærmest varmen ud af ham og han svømmede hurtigt op til overfladen og gav sig til at svømme rundt i cirkler, mens han ventede på hende. Det var med at holde kroppen igang, hvis han ikke skulle fryse ihjel. Til hans overraskelse hørte han hendes plaskende skridt, som hun faktisk havde valgt at hoppe ud sammen med ham. Levi trådte vande, som han blot betragtede hende løbe ud mod ham, end tog han sig selv i at synes godt om, indtil hun satte af og lavede et hovespring. Hun dukkede ikke op igen. Levi stirrede blot på den plet hvori hun forsvandt og burde være dukket op igen. damn..., han svømmede hen til stedet og kiggede sådan ned i gennem vandmasserne i håbet om at kunne få øje på hende. Men ligesom han nåede at mærke stikket af bekymring, dukkede hun pludseligt op foran ham. "Hvor blev du af? Jeg nåede sgu da at blive nervøs." Han rynkede brynene lidt, skønt et skævt smil hvilede på hans læber.

[Kara O’Callaghan]

Kara nød at være under vandet, og åbnede også øjnene dernede. Hun så rundt, men så ikke ret meget andet end tang, sten og søbund. Det var næsten lidt kedeligt, men kæmpe blæksprutten måtte jo være dernede et sted! Men hun løb altså tør for luft på et tidspunkt, og dukkede op til overfladen, og grinede af ham med klaprende tænder. Det var iskoldt at svømme på den her tid af året, og hun vidste det. Tanktoppen sad skintight på hende, som hun svømmede cirkler omkring hende.

"Jeg er god til at holde vejret," sagde hun og blinkede drillende til ham.

Så trådte hun vande lidt, og så rundt fra hvor de var. Hvis de blev taget i at svømme rundt i søen på den her tid af året, så ville de sikkert få ballade, men et sus af spænding - eller var det bare kulde? - gik gennem hendes krop, og hun smilede udfordrende til ham.

"Skal vi så finde den blæksprutte?" udfordrede hun ham. Nu var de alligevel kolde og våde, og så skulle turen ikke være forgæves. Hvis han da overhoved havde været seriøs omkring at ville dykke efter den. Eller om han bare havde ville se hende våd. Hun havde i hvert fald 'langt lys' på lige nu. Gennem BH og tank top og det hele (xD). Ikke at han kunne se det, for hun var i vand til kravebenene.

[Levi Marsters]

"Ja, det tør siges." Kommenterede han med et hævet bryn og et skævt smil. Pigebarnet havde jo lunger af en anden kaliber. Det udfordrende smil der banede sig frem på hendes læber, behagede Levi ganske godt. Han kunne godt lide en tøs med lidt spræl i. Han smilte bredt.. for selvom Levi kunne lide hvad han så og hørte, så var og er han bare en lurendrejer af Merlins nåde. Kan han kringle sig rundt til sin vilje, så gør han det. "Jamen lad os!" Svarede han og plaskede lidt tættere på hende. "Jeg kan en besværgelse der gør os i stand til at trække vejret under vand for en periode, og den er lidt kraftig, så for at den skal virke er du nødt til at kanalisere noget af din magi over i mig." Svarede han og afventede hendes reaktion, med et uskyldigt hvalpefjæs.

[Kara O’Callaghan]

Kara smilede nærmest overlegent. Hun plaskede lidt rundt, for at holde varmen, men på trods af bevægelse gøs hun jævnligt. Det var mildest talt pisse koldt, men hun kunne klare det. Lidt endnu i hvert fald. Men hun ville ærlig talt godt videre, og få fundet den blæksprutte, inden hun frøs til is. Hendes læber var allerede begyndt at få en lilla nuance, så det var altså nu eller aldrig.

"Bobbelhovedbesværgelsen går jeg ud fra?" kom det nærmest skidtvigtigt fra hende, som hun smilede bredt. Hun kendte de fleste vandrelaterede besværgelser, selvom hun selvfølgelig ikke kunne udføre dem alle. Langt fra faktisk. Hun gik trods alt også kun på femte årgang, og havde ikke lært alt hun skulle endnu.

"Kan du ikke udføre den alene?" udfordrede hun ham ganske uskyldigt, som hun så på ham med de store bambi-øjne.

[Levi Marsters]

Ah pis også! Hun kendte den... Nå, smooth Levi, smooth, tænkte han. Han betragtede hendes bambiøjne lidt og fandt dem faktisk ret cute, men hendes udfordrende attitude, fik ham til at sende et plask af koldt vandt efter hende i drilleri. Han indtog en kostbart mine, i reaktion af hendes antydning om at han ikke kunne finde ud af at gøre noget selv. "Tjooh, det kunne jeg nok godt, men så ville jeg ikke have kræfter nok til at lave den på dig også." Spandt han, med et nonchalent skuldertræk, som han trådte vande. "Alting koster.. også besværgelser." Sagde han kostbart. Hvis hun ville se den blæksprutte så var hun nødt til at enten, på magisk vis, få fat i noget gillyweed, eller få Levi til at lave bobbelhovedbesværgelsen... eller den med hajen, og for det, ville han have noget tilgengæld.

[Kara O’Callaghan]

Kara kunne ikke lade vær med at grine lidt - måske næsten hvine i fryd? -, da det kolde vand ramte hende. Hun trådte også vande, og endte med også at plaske lidt på ham i retur. Faktisk var hun også ret glad for den her svømmetur, også selvom det var pissekoldt, hvis hun selv skulle sige det.

"Så du siger til mig, at du ikke er en stærk nok magiker til at lave den på os begge?" Igen kom det udfordrende løftede øjenbryn. Det var så tydeligt, at hun ville se, hvad han duede til. Og hun var faktisk heller ikke bange for at udfordre ham. Hun kunne holde vejret længere end han kunne, selv i det her iskolde vand.

"Koster? Koster hvad?" kunne hun ikke lade vær med at spørge. Hun var ikke hurtig nok til at stoppe sig selv, så det røg bare ud af hende.