Støtte er lige hvad jeg har brug for

[Benedict Monroe]

Tiltænkt: Ethel Emsworth
Tid/Sted: restaurant Lavena lørdag kl 13
Vejr: Lunt omkring 25 grader høj solskin
Påklædning

---

Endelig kunne Benedict for en gangs skyld slappe lidt af, eller det håbede han da på at han kunne. Men eftersom at sandheden var kommet på bordet fra @tracy var alting forandret. Der var endelig kommet ord på hvad der var sket hende efter hun var blevet kidnappet. Hun havde holdt mund i retssagen og det havde hun haft ret til. Dog havde det været svært for Benedict at vide hvad hun havde været igennem. Han var ikke engang sikker på om retssagen ville blive hvad det blev til. Den eneste grund til at deres far Harold var kommet i Azkaban var fordi han havde kastet dødsbesværgelsen. Desværre havde Sebastian været til stede i retssagen og hørt dommen. Men hvad deres storebror kunne finde på vidste Benedict ikke og det skræmte ham. Han vidste ikke om deres far ville slippe ud af Azkaban eller om han ville sidde der for evigt som hans dom havde lydt på. Det var en skræmmende tid, især efter aviserne havde været meget på denne perfekte familie. De havde skrevet så meget der ikke passede men Benedict havde aldrig ville give en udtalelse. Han havde passet på Tracy og set gjorde han stadig. Det eneste der rigtig holdte liv i ham var Ethel. Hun havde skrevet så meget til ham og han havde ku; svaret få gange, men hvad kunne man forvente når der havde været så meget at tage hensyn til. Han havde for længst opgivet at få en date med Ethel, for hvem ville egentlig også have en date med ham? Han kunne lige sp bel ligne sin far præcis som aviserne havde skrevet. Men det var langt fra sandheden. Ja han havde sprunget hans fars tryllestavs hånd af, men det havde været i ren og skær forsvar, gjorde det ham til et dårligt menneske? 

Ude foran restauranten sad Benedict med en øl. Han havde siddet der i noget tid. Egentlig havde han ikke penge til at drikke, men det var bare lidt nemmere nu hvor han kendte sandheden om Tracys skæbne. Han havde rakt ud til Ethel i håb om at hun ville mødes med ham, selvfølgelig havde hun sagt ja, og han havde nævnt tid og sted. Måske kunne det have lydt som en date, men det var han lige glad med. Han ville bare have støtte. De 4 tomme flasker stod allerede på bordet og var ikke blevet fjernet endnu af en tjener, men han var lige glad. Han havde ikke engang taget solbrillerne af endnu, og den sorte jakke stod vidt åben. På ny tog han flasken for munden og lænede sig tilbage i stolen han sad ved. Solen ramte ham lige i ansigtet men han var lige glad. Han lukkede blot øjnene og ventede på Ethel, hvor længe han havde siddet der vidste han ikke, men det havde ikke været mere end en halv time, og han havde allerede drukket 4 øl og var i gang med den 5. Måske var han vare begyndt at blive lidt fuld, men det kunne være lige meget, han skulle jo ikke ud og spille senere alligevel.

[Ethel Emsworth]

OUTFIT

---

Så snart de grusomme nyheder om familien Monroe var begyndt at florere havde Ethel været hurtigt til at reagere. Det hele havde givet mening, når hun havde tænkt tilbage på den dag hvor hun var stødt tilfældigt på Benedict i Hogsmeade og han der havde været helt ødelagt. Hun havde sendt ham den første ugle, skrevet at hun var klar til at snakke, lytte og bare ellers være der hvis han havde brug for og omtrent 110 gange pointeret at han aldrig skulle tøve med at kontakte hende hvis hun hjælpe på den ene eller anden måde. Dertil havde hun oprindeligt været glad da det tidligere engangsknald, nu ven, havde rakt ud og foreslået at de skulle ses.
Hudløs ærligt var den blonde heks nok en anelse nervøs, ikke at hun helt præcist kunne forklare hvorfor. Det var efterhånden længe siden og der var sket meget… hun var flyttet hjemmefra og boede nu kollegiet, og Hogwarts var blevet erstattet med Det Magiske Universitet. Men hvad skulle hun forvente ud fra mødet? Hun vidste jo allerede at Benedicts liv havde været det rene helvede det sidste lange stykke tid. Påtrods af tanken og de enkle spørgsmål, gled et lille smil alligevel over læberne som hun nærmede sig restauranten de skulle mødes ved og der hurtigt spottede den genkendelige skikkelse side ved et bord. Benedict derimod, så hende nok ikke, da hun kom gående fra hans blinde vinkel. ,,Ben", lød det i den hjertevarme hilsen som hun havnede ved hans side. I første omgang bed hun slet ikke mærke til de mange flasker på bordet, men det ændrede sig hurtigt da lugten af alkohol kom snigende og hun så der, ud af øjenkrogen, skimtede dem.

[Benedict Monroe]

Han tømte flasken i en mundfuld og måtte rejse sig op fra at have lænet sig tilbage. Nu havde han intet at drikke igen, men det kunne der hurtigt laves om på. “Tjener...” kaldte han og der gik lidt tid inden der dukkede en op. “4 dobbelt ildwhiskey og en øl mere” yep han var seriøst et sted han ikke skulle være. Ja han havde været bartender og kunne da godt drikke for hyggens skyld på jobbet som så mange andre bartendere. Men dette her var lidt for meget af det gode.  Han svingede lidt med flasken i luften mellem to fingre blot for at være sikker på at ølflasken havde været tom og det var den altså, han kunne ikke komme udenom det. En bøvs undslap hans læber, noget han virkelig aldrig gjorde, det lå så langt væk fra ham og slet ikke karismatisk for ham. Han hverken undskyldte for dem der sad ved siden af ham, eller gjorde tegn til at rejse sig. Istedet kunne han dufte sin egen alkohols ånde, og når sandheden kom på bordet var han ikke engang færdig med at drikke endnu. Ham havde ikke engang fået sine drikkevare da hans navn blev sagt, eller forkortelsen af hans navn. Han fjernede solbrillerne for at kigge på personen der stod ved siden af ham. Og ganske rigtigt om det ikke var Ethel! “Ethel!” For et kort øjeblik havde han faktisk glemt at de skulle mødes, “hvad laver... eller jeg mener sæt dig ned” kom det fra ham og rakte en hånd imod stolen der var ved siden af ham. Normalt ville han have rejst sig og trukket stolen ud præcis som en gentleman ville have gjort det. Det var endnu et tegn til at ikke alt var som set skulle være. Hvad der virkede som en evighed dukkede hans ildwhiskey og øl endelig op. Det blev sat på bordet og de nu 5 tomme flasker øl blev taget væk fra bordet. Egentlig kunne han vare have gået ind på den utætte kedel og drikke, men der var jo ingen sol, og han betalte da gerne det lidt mere her for lidt sol, ikke at han havde råd til at drikke i evigheder, men for nu virkede det bare som en God ting. Et glas blev taget og han hældte hele ildwhiskyen ned i halsen uden at holde pause. Han kom med en tilfreds lyd som han satte glasset på bordet. “Det glæder mig at se dig” det var egentlig lidt hvalhjertet sagt, men oprigtigt mente han det dybt inde, det skulle bare graves lidt frem.

[Ethel Emsworth]

Smilet blev en tand større som Ben en kende overrasket råbte op. Dertil udviklede det sig til et mere drillende af slagsen som det næsten lød som om at han skulle til at spørge om hvad hun lavede der. Uden at tænke yderligere over det, ej kommenterer, satte hun sig, hvilket passede omtrent med tjeneren kom med det den blonde heks antog var ildwhiskeyer, for derefter studerede personen som de 5 ølflasker blev taget med. Bare en vand, nåede hun at bestille, inden tjeneren forlod, hvorefter fokuseret atter røg over på Ben der allerede var i gang med at bunde det første shot.
,,Tror du ikke, at du har fået nok?" Spurgte hun med det naturlige og glade smil der igen havde fundet tilbage på de lyserøde læber.

[Benedict Monroe]

Som det første glas ildwhiskey blev tømt satte han sig tilbage lænet i stolen og tog endelig sine solbriller af. De knald røde øjne og de sorte render under øjnene var et tydeligt tegn til at det unikke havde været meget søvn den unge mand havde haft fået det sidste stykke tid. “Fået nok? Nej da” han nikkede lidt for sig selv og skubbede et glas hen imod Ethel “skål Tracy..... eller jeg mener Ethel... du er da Ethel ikke?” Kom det fra ham og måtte knibe øjnen lidt sammen for at se om han kunne fokusere på det der var lige foran ham. Ham var ikke helt sikker på hvem det egentlig var, måske havde han drukket for meget, men det var også for sent nu. 

[Ethel Emsworth]

Det skæve smil blev hængende på trods af hele situationen. Det gjorde oprindeligt ondt i den blonde heks at se Benedict sådan; han havde ramt bunden, nærmest bogstaveligt talt, men det var også forståeligt med al det drama ham og hans familie havde været udsat for. ,,Ben… Det tror jeg altså at du har", holde hun fast og lidt hurtigt forsøgte hun at gribe ud efter det lille shotglas, så hun forhåbentligt kunne stoppe ham i at bunde det - ikke at det sikkert gjorde den store forskel i sidste ende, ikke lige nu i hvert fald. Tjeneren måtte ved Merlins skæg gerne skynde sig med det vand. ,,Hvad med at vi går hjem til dig i stedet?" Måske det var nemmere at komme i kontakt med ham hvor han ikke havde mulighed for at råbe efter tjenerne for at få nye saftige og blodforgiftende drinks. Eller i så fald sørge for at han kom sikkert hjem og måske kom i bad.

[Benedict Monroe]

Fået for meget? Sikke noget pjat, hvis nogen spurgte havde han altså fået for lidt! Han skulle lige til at sætte  glasset for munden da det blev taget ud af hånden på ham. “Ej altså” sukkede han og stirrede længselsfuldt efter glasset. Han ville bare drikke lidt, var det så slemt? Han kunne jo lige så godt drikke alle sorgerne væk. Aviserne havde jo ikke lige frem været søde ved hverken ham eller Tracy, for slet ikke at tale om hvordan de havde nedgjort hele Monroe familien han alligevel ikke var en del af mere. Men han skammede sig ikke ober det, på en måde var han lykkelig for at være ud af den familie. At han så kun havde Tracy var noget helt andet. Men hvad skulle han gøre? Han var en irriterende bror der bare ville Tracy det bedste, om end at han måske var lidt omklamrende og overbeskyttende. Men hvad skulle han ellers være med en søster der var helt ude af den og ikke ville åbne op? “Hjem? Jeg vil ikke hjem, kom nu lad mig blive.. 
. Jeg vil ikke.... jeg kan ikke...” han sagde det sidste meget stille, og han lænede sig tilbage i stolen og kiggede lidt op i luften som han lagde hovedet tilbage. “Tving mig ikke...” endnu engang sagde han det stille, men  han ville ikke have at tracy så ham sådan her. Hun var fortjent med noget bedre end dette fulde menneske der ikke engang ville kunne klare sig selv på nuværende tidspunkt. han rettede hovedet hen imod Ethel og mærkede hvordan hans tårekanaler var sat i gang. Han fortjente slet ikke at sidde her ked en så smuk kvinde, om end han dårligt nok kunne se hvem det var. Høre det ja, men Ethel fortjente bedre end ham, og han vidste det. Det havde han vidst lige fra start.