Lad det blive en god dag

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia smilede forsigtigt og rettede på sine briller. Det var ikke lige fordi hun havde den største lyst til at være den der skulle åbne ballet, men nu havde hun selvfølgelig selv foreslået legen. Det gik lidt tid hvor hun var stille, før hun så så hen på ham. "Okay, lad mig se. Hvad øhm... Hvad er dit yndlings slik fra Kandis Baronen?" Det måtte være fint nok at starte med, så kunne det jo altid blive mere personligt og dybere sidenhen.

[Benedict Monroe]

Han nød ikke lige frem den tavshed der var imellem dem. Men han vidste heller ikke helt hvad han skulle sige. Han var jo generelt ikke ret meget social ud over da han arbejde som bartender, men det var for længst et overstået kapitel, selvom han da savnede det en hel del når han sådan tænkte over det. Endelig brød hun tavsheden og han kiggede lidt på hende som hendes spørgsmål kom på banen. “Hvis jeg endelig skal vælge noget slik, så må det nok være chokolade, men det er faktisk sjældent at jeg spiser det” det var da ikke fordi at han ikke ville have det, men det var bare ikke så tit at han endelig kom den vej og spise noget af den slags. “Hvad var det yndlings fag på Hogwarts?” Spurgte han lidt efter og rettede blikket hen imod hende.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia kom til at smile lidt. Hun havde ikke ligefrem taget ham for at være en chokolade elsker, men det gav ham egentlig bare flere lag at kigge på, og dermed blev han også mere interessant. Hun tøvede lidt, men endte så alligevel med at tilføje sin mening til emnet. "Jeg tror mere jeg er til det syrlige slik." Hun smilede lidt og kiggede op på ham, før hun rettede lidt på håret.
Det glædede hende, at han så spurgte ind til hende og hendes yndlings fag i skolen. Hun måtte dog lige overveje det lidt inden hun kunne svare. "hmm Måske Botanik, eller besværgelse. Hvad med dig?" Hun så alligevel nysgerrigt over på ham.

[Benedict Monroe]

Han kiggede på hende og overvejede en enkelt gang hendes mening til omkring slik. Syret slik, det måtte han nok sige, måske var det fordi det var surt og sødt på samme tid, var det sådan hendes personlighed var bare omvendt? Sød men med noget surt inden i hvis man gjorde hende oprevet. Han sagde dig ikke noget til det men nikkede i stedet for.
I stedet kiggede han lidt på hende og afventede på svaret han netop havde stillet hende. "Botanik siger du, så skulle man tro du var god til eliksir også" kom det fra ham og nikkede lidt for sig selv. "Hvis jeg skal være helt ærlig, så var tryllestaven aldrig rigtig min bedste ven. Så Forsvar mod Mørkets Kræfter og Besværgelser er udelukket. Jeg var egentlig ret glad for runer" kom det fra ham og lagde hovedet lidt på skrå. Der var ikke et fag han som sådan elskede helt vildt, der var mere ting han slet ikke kunne finde ud af. Hvilket også kunne ses på hans karaktere da han gik ud.

[Lydia Weasley-Lupin]

Tjo man kunne måske nok argumentere for at Botanik og eliksir var i samme kategori, men dog var eliksir ikke et af Lydias yndlings fag. Det var lidt for... Det havde bare ikke helt den samme spænding. hun kunne godt lide planters nytteværdig og effekt, men det ville nok alligevel blive lidt for teknisk og nørdet at snakke om. Derfor lod hun være. 
Det undrede hende helt ærligt at høre, at en troldmand af en slægt som den Benedict kom fra ikke virkede til at gør brug af sin tryllestav, eller hvert fald ikke yndede det. "Virkelig? hvordan kan det være?" Spurgte hun ind og så roligt på ham, han måtte have en god grund mente hun.

[Benedict Monroe]

Han kiggede lidt på hende og stoppede op et kort øjeblik for at lytte til hendes spørgsmål. Egentlig var det lidt flovt når det kom til stykket. "Jeg er bare ikke helt så god en magiker som resten af min familie. De er langt bedre end mig, og min søster? Hun ville være den perfekte healer. Men mig? Nej jeg kan det basale, men noget af alt det avanceret som min bror, søster og... min far. Nej der er jeg langt fra" han ville ønske at han kunne noget mere end det han allerede havde kunne. Godt nok havde han sprunget sin fars hånd af, men det behøvede Lydia slet ikke få af vide, og slet ikke på en første date.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia tog ganske let på forklaringen. Det var jo ikke fordi, han blev et dårligere menneske af ikke at være så godt til magi. Alle havde forskellige evner, heldigvis for det. Tænk hvis alle var ens, det ville da også blive underligt. "måske er din force bare et andet sted. Mine søskende og jeg er heller ikke ens." Hun var meget anderledes med hendes metamorph evner i sig selv, men også med andre ting. Magi var vel i bund og grund lige så forskellig som folk var. Lydia tav kort da et spørgsmål strejfede hende. "Vil du gerne være som din far?" Hun håbede på at svaret var nej, hvor hårdt det end måtte være, men hun var nødt til at vide besked.

[Benedict Monroe]

Han smilte lidt og nikkede så. "Måske, hvem ved, eller også koncentrede jeg mig lidt for meget om musikken da jeg gik på skole" kom det fra ham og lagde hovedet lidt på skrå. Der var ingen grund til at nævne at han faktisk havde fået sprunget hånden af sin egen far, der var ingen grund til at være drablig, og der ville bestemt ikke være tid til at ødelægge en god date på noget som det. "Jeg vil på ingen måde være som min far.. Eller min storebror for den sags skyld. Hvis jeg skulle være nogen og se op til nogen skulle det være min lillesøster." kom det fra ham og fast holdte sit smil. Han ville hellere end gerne have @tracy magiske evner inden for healing og andre besværgelser. Men musikken havde kommet i alt for stor en række end det magiske. "Er du klar til at tage hen til mit musik job?" spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå. Det var ved at være tid, og hun ville jo gerne med.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det var enormt befriende at Benedict ikke ønskede at være som sin far. Hans storebror kendte Lydia ikke meget til, så det kunne hun intet sige om. Hun håbede bare ikke at møde ham, hvis det var en der var som faderen. "Din lillesøster?" @remuswl ville helt sikkert ikke være som Lydia. ikke så mange problemer hun skabte over gamle mareridt og frygten for en ny troldmandskrig. "Hun må være vigtig for dig, hvis du siger sådan." lød det blidt fra Lydia mens hun overvejede hvordan alt dette her egentlig føltes. Hun mærkede bare ikke rigtig nogen gnist. Mon han havde det på samme måde?
Heldigvis nåede hun ikke tænke længe, før hun blev afbrudt af hans spørgsmål. "Ja det er jeg. Jeg håber det bliver godt."

[Benedict Monroe]

Et smil faldt pø hans læber. “Mere end noget andet. Hvad med dig har du søskende?” Kom det fra ham og kiggede lidt på hende. Han ville hellere end gerne vide mere om hende, men om de skulle mødes igen vidste han ikke. Hvis hans planer gik som de skulle ville han være langt mere i Scotland igen, og tanken om at skulle flytte fra @dewey var lidt skræmmende, han havde fået et godt forhold til de unge drenge, og de passede jo godt på Tracy når han ikke slev kunne være der. Han drejede ned af sidegaden og bevægede sig mod udgangen og hen til Den utætte kedel så de kunne komme ud på Londons gader. “Jeg håber du kan lide det” kommenterede han. Ja han havde måske ikke lige tænkt sig at spille triste sange, men alligevel var det en fest, og det skulle gerne være hyggeligt. 

[Lydia Weasley-Lupin]

Det virkede lidt dumt at spørge til om en Weasley havde søskende. Weasley slægten var efterhånden en kæmpe familie og alle havde flere søskende. "Jeps. 3 stk. to brødre og en tvillingesøster" Forklarede hun stolt og tænkte lidt på om hun burde uddybe dem lidt. som hun gik der og tænkte på det, gik det op for hende at det var længe siden hun havde snakked med @remuswl, hvilket egentlig gjorde hende lidt ked af det. De havde ellers været tætte. Måske det var det med vennen hun havde flirtet med?
Hun lod familie være familie for nu og fokuserede igen på daten. "Det håber ejg bestemt også. Men du virker nu meget god." roste hun så og smilede.

[Benedict Monroe]

Han nikkede lidt af hende. Så var der i hvertfald håb om at man havde nogen at snakke med på en regnfuld dag. Han havde altid været glad for Tracy, og havde altid kunne snakke med hende. I det mindste var han glad for at de havde fundet hinanden igen, og han var sikker på at Tracy ikke stak halen mellem benene igen. Eller det håbede han da i hvert fald på ikke skete. Han lagde hovedet lidt på skrå som han drejede ned af en sidegade for at komme nærmere udgangen. “Jeg takker for at du ikke tror på alt du læser i aviserne.” Det havde egentlig været hans største bekymring. At hun havde set hvem han var for at vende sig om og gå den anden vej. “Vi skal med bussen når vi kommer til London” forklarede han og kiggede på hende “det gør ikke noget vel?”  De kunne også sagtens gå, men det var bare en længere tur