Lad det blive en god dag

[Benedict Monroe]

Tiltænkt: Lydia Weasley-Lupin

Tid/Sted Floridors Iscafé Lørdag kl 14 

Vejr: Solrigt 25 grader

Outfit

---

Det havde været nogle gode dage hvis man kunne sige det sådan. @tracy virkede til at have det lidt bedre, men selvom hun virkede lidt gladere og mere rolig så vidste han at der altid lå noget i baghovedet hos hende. Deres far Harold Monroe havde fået en dom i retten for at have kastet dødsbesværgelsen, og han ville aldrig kunne komme ud af Azkaban, med mindre han slap fri helt selv eller nogen befriede ham. Hvilket Benedict virkelig ikke håbede på at ville ske nogen sinde. Han ville ikke kunne holde ud at se sin søster være nedtrykt igen, og han ville slet ikke kunne holde ud hvis hun faldt tilbage i det samme spor igen. Han elskede at hans søster boede hos ham, uanset om hun hjalp med husleje eller ej, han skulle nok finde løsninger på den ene eller den anden måde hvis han kom i problemer, og desuden så havde han da også været til en jobsamtale, men om det lykkes for ham at få jobbet vidste han ikke helt.

Tanken om egentlig at tage på en date skræmte ham lidt, for alle vidste jo nu hvem hans familie var og hvem han var. Alle vidste på sin vis hvad der var gået galt, og hvad der var sket. Men hvem kunne overhovedet finde på at date en som ham? Som vanligt stod han med en rød rose i hånden og ventede på sin date. Han var ikke sikker på om hun ville dukke op, men han håbede det da inderligt. Ellers var der jo altid en anden han kunne give sit hjerte til. Også selvom sådan savnede en han kunne nyde fuldt ud. Hvilket minede ham om at han måske burde se Ethel Emsworth igen, men tanken om at hun ville skubbe ham væk på grund af hans familie skræmte ham. Ikke at de havde noget sammen, også selvom han faktisk ville ønske det et eller andet sted. Men hun havde bare altid været god at snakke med, og måske forstod hun ham lidt bedre end hvad han selv regnede med. Hen over skulderen hang hans guitar kasse, for han skulle spille senere, han havde fået et gig, og han håbede sådan at det ville gå rigtig godt. Måske det kunne blive noget fast, det var aldrig til at vide.

[Lydia Weasley-Lupin]

Outfit

Hvordan Lydia var blevet overtalt til at tage på en blinddate, det vidste hun ikke, men dagen var alligevel kommet og nu stod hun her så. Hun havde brugt en del tid på at gøre sig klar, havde muligvis flyttet rundt på et par fregner der ikke lige var som hun ville (ofte et tegn på at hun var super nervøs) men var ellers kommet i tøjet og var klar til at gå.
Hun vidste intet om personen hun skulle mødes med, kun at han ville stå med en rød rose. Bare tanken gav hende hjertebanken. Hvad hvis det endte galt? Hun var så nervøs at hun end ikke havde turdet fortælle Remus noget omkring det. Ham fortalte hun ellers alt, men ikke det her.  Efter at Horace alligevel havde droppet hende, havde der ikke været så meget mere af gøre og en tid havde hun følt sig ensom, så godt man nu kan, når man er en del af den store Weasley klan, men nu var hun begyndt på uni og det havde generelt virket som en god start.

Da hun følte sig klar til daten havde hun transfereret hen i nærheden af deres møde sted og ville så gå resten af vejen. Det virkede på en eller anden måde bare bedre og mere høfligt. Nervøst gik hun nærmere, mens blikket flakkede mellem, hvad der var foran hende og så ned på sine fødder, og endelig fik hun øje på en ung fyr, men en rose. Hun stoppede dog op lidt væk fra ham, sank en klump, da hun så genkendte ham. Åh nej.... Håret blev øjeblikkeligt mat brunt og hun fik lyst til at vende om og løbe. Han var en Monroe, hun genkendte ham fra avisen og måske meget svagt fra skolen. Panikken steg i hende, men måske ville det blive værre hvis hun prøvede at flygte.
Hun rømmede sig og så nervøst på ham. "He..hej" lød det tøvende.

[Benedict Monroe]

Som tiden gik blev han mere og mere nervøs. Han var nu overbevist om at der ikke nogen der ville dukke op, for hvem ville ikke bare vende om og gå sin vej når man så ham? Han var en Monroe, en skændsel for alle magikere, det var han så småt begyndt at erfare, men alligevel blev han stående på sin plads med den røde rose i hånden. Han trykkede måske lidt hårdere på stilken men den knækkede ikke. Han var bare nervøs. Faktisk skulle han lige til at vende sig om og gå sin vej da en stemme lød. Ham vendte blikket op fra jorden og lod mærke til en pige med brunt hår stå og kigge på ham. Et smil bredte sig på hans læber. “ Du må være Lydia, det glæder mig at du ville komme” kom det fra ham og rakte hende den røde rose hen imod hende. “Jeg har taget en rose med til dig, for at præsenter mig selv hedder jeg Benedict, men for det meste går jeg under Ben” han var så nervøs at han var lige ved at ryste på hænderne, men han måtte være stærk, det var jo blot en date, og man kunne aldrig vide om hun ville vende sig om og gå sin vej, eller om de rent faktisk ville få en god date. Det var et af livets store spørgsmål når man datede i så ung en alder.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det vendte sig i maven på hende og hun kunne mærke hvordan hendes håndflader blev klamme og svedige. Hun kiggede længe på ham, som om det ville kunne fortælle hende, hvor farlig han ville være. Måske hvis de bare sørgede for at være et sted hvor der var andre hele tiden, så ville det ikke være så farligt go så ville hun kunne tage hjem fra daten når den var slut uden at vække opsigt. Jo, det måtte hun gøre. 
Hun tog derfor en dyb indånding og med let rystende hånd, forhåbentlig så Ben ikke den del, rakte hun ud efter rosen han ville forære hende. "Tak." Lød det høfligt fra hende og hun sendte ham et prøvende smil. 
Hendes øjne fandt hans ansigt, men hun så ham ikke direkte i øjnene så på et punkt på hans hage i stedet. "Jo, Lydia." Igen et kort svar, men hun vidste ikke hvad hun skulle sige. panikken løb hende af ryggen og hun var bange for hvad han kunne finde på. "Skal vi øhm.. finde et bord her og spise en is måske?" Hun havde brug for at der skulle ske et eller andet, så hun kunne prøve at slappe lidt mere af.

[Benedict Monroe]

Han kunne egentlig godt forstå hvis hun var lidt nervøs, for det var han da også selv. Men han vidste også hvad der havde stået i aviserne. Han vidste at det ikke ville være nemt længere at være en Monroe. Det ville gøre livet sværere for ham, og han ville helt sikkert ikke bare kunne slippe væk fra sit liv nu som Tracy havde gjort da hun var yngre. Alle kendte navnet og ansigtet på hans familie, men ville det betyde at han for altid ville blive frygtet? Han var glad for at hun tog imod rosen, men han lagde ikke mærke til at hun rystede på hånden.det ville sådan set også være en mindre detalje, alle kunne være nervøse for en blind date især når den kunne gå alle vegne. “Jeg tænkte faktisk på om du vil have en is i dette lummer vejr. Og så kunne vi gå lidt rundt i gaderne, finde en café og få lidt at drikke hvis du lyster?” Kom det fra ham og sendte hende et smil, han drejede lidt til siden og rakte hånden ud for at hun kunne sætte sig hen ved et af borderne udenfor hvis det var det hun ønskede. “Damerne først, eller jeg mener pigerne, eller jeg mener, pigen. Eller... du ved sikkert hvad jeg mener.” Han var måske lidt mere nervøs end hvad han først antog om sig selv, men han vidste jo ikke hvad han skulle gøre uden at virke dum.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det var underligt, hvordan han kunne virke så venlig, men hans familie de var jo.. Hun rynkede brynene let og så på ham. Skulle hun sige noget? og i så fald hvad? Måske det bare ville være mere farligt. 
Lydia snurrede rosen rundt med et par fingre og så ned på den. Det var på en måde helt symbolsk. En smuk blomst, men som besad torne, måske som han. En venlig pæn fyr men hvis familie var kendt for deres blod fanatisme. "En is lyder dejligt, tak. så kan vi jo gå en tur op og ned af diagonalstrædet." foreslog hun, for at sikre sig at de ville være et sted, hvor der var mange der ville kunne holde øje med dem. hun skulle IKKE være på tomands hånd med ham. Hun skævede lidt til ham. Hvad fik dog en fyr som ham til at tage på en date? og særligt en blind date, hvad hvis han var endt ud med en mugglerfødt? men omvendt set, så var hun jo netop endt ud med en blodfanatisk dødsgardist. Han virkede nu meget høflig, hvis hun skulle være ærlig, men alligevel var hun ikke helt tryg ved det og hele deres møde virkede meget.. akavet. "Måske du øhm.. vil fortælle lidt om dig selv?" Prøvede hun så, måske han så sagde mere om hvor farlig han egentlig var.

[Benedict Monroe]

Hvordan kunne han sige ja til en blind date når Tracy sad der hjemme helt ulykkelig? Ham vidste det ikke, men han skulle vel også have noget godt ud sf livet lige så vel som øtracy skulle, måske ville der komme noget godt ud sf dette alligevel, måske nogen f9r en gangs skyld ville se det positive i ham, og ikke alt det der blev skrevet i aviserne. For det meste af det var løgn alligevel, meget havde ændret sig det sidste år, og retssagen mod hans far havde ikke hjulpet på tilværelsen til at gøre dagene nemmere. “Det lyder som en plan” kom det fra ham og lagde hovedet lidt på skrå “Hvilken is vil du have?” Spurgte han og kiggede lidt på udvalget, han var ikke helt sikker om han skulle tage hans yndlings is eller om han skulle prøve noget nyt. Han stod lidt og kiggede på udvalget da hun nævnte at han skulle fortælle lidt om sig selv. Et suk kom ud af hans læber og han måtte bide sig kort i underlæben. “Hvad end du har læst om mig og min familie i aviserne, så er det meste af det ikke sandt. Jeg vil med glæde fortælle lidt om mig selv.” Kom det fra ham og kiggede lidt på hende. Han håbede inderligt at hun ikke bare troede på alt hvad der stod i aviserne. “Jeg spiller musik, og jeg prøver så vidt muligt at slå igennem i musik branchen men det er desværre svært. Jeg har en søster som jeg passer meget på efter sagen mod min far, jeg er tidligere bartender på De Tre Koste og jeg savner det utrolig meget. Jeg er netop flyttet her til England og bor sammen med et par drenge og min søster. Hvad med dig?” Spurgte han og rettede lidt på sin guitar der hang ned over skulderen.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det gav et lille gip i hende, som hun hørte om sukke og det mat brune hår blev om muligt endnu mørkere i bare chok. Hun rømmede sig dog hurtigt og håbede på han ikke lagde mærke til ændringen før hun med lidt ekstra energi fik gjort håret lysere igen, så det så ud som før. Brunt, mat og ikke den ikoniske weasley røde farve. 
Lydia glemte alt om isen, da han begyndte at fortælle og hun trådte et lille skridt væk fra ham, men... han ville vel ikke gøre hende noget der midt på åben gade. Nej. Nej selvfølgelig ikke! "Undskyld." Hun trådte tættere på igen og så undskyldende på ham, så det var tydeligt at se hun mente det. "Jeg har mest læst om din far, han... blev dømt for frygtelige ting." Fik hun så fremsagt og var meget opmærksom på hans bevægelser, men så så op på guitaren som hang over hans skulder i det han nævnte han var musikker. Det fik hende til at smile og falde lidt til ro. "Jeg kan godt lide musik. Jeg læser selv musik og dans på universitetet." forklarede hun prøvende. Hun havde ikke ligefrem en drøm om at blive musiker, måske nærmere musicalstjerne eller noget, men det var lidt derhen ad. "Måske du vil spille lidt? musik er... en god start til denne her date tror jeg." Prøvede hun så. Det ville være ufarligt og måske de kunne mødes igennem musikken og derved gøre alt de andet lettere?

[Benedict Monroe]

Da hum trådte et skridt tilbage blev ham egentlig ikke så overrasket igen, selvfølgelig havde hun læst om familien, hvilken troldmands familie havde ikke det? Her regnede han faktisk med at hun ville gå sin vej og efterlade ham alene som en hver anden ville have gjort, men alligevel kom hun et skridt tættere på igen. Det fik ham til at trække lidt på smilebåndet og han nikkede lidt for at vise han var glad for hun ikke gik. Han lyttede til hendes ord og lagde hovedet lidt på skrå. “Åh, ja, jeg snakker egentlig ikke så meget om det, den mand har gjort værre ting end der stod i aviserne” kommenterede han og trak lidt på skuldrende. Hvis det stod til ham så ville han hellere helt undgå at snakke om sin far, men han kunne vel ikke komme helt uden om det nogen sinde. “Så du læser musik, det har jeg faktisk ikke engang gjort, ar bare fulgt mit hjerte siden jeg gik ud af Hogwarts, jeg havde et band, men vi gik i opløsning som vi gik ud. Vi har aldrig rigtig fundet sammen igen. Måske jeg skulle starte på universitet og læse lidt på musikken, selvom jeg tvivler på det vil starte en karriere” han havde tit overvejet det at gå i skole igen, men han vidste ikke helt om han kunne efterlade Tracy. Det ville sikkert kræve sene aften timer, og lige nu kunne han arbejde som han ville, også selvom han bare spillede på gaden. “Er du god til at synge og danse?” Spurgte han og kiggede på hende. Han overvejede lidt hendes næste spørgsmål og lod et smil hænge på hans læber i sået stykke tid. Musik var noget han altid ville spille lige meget hvad han så lavede. “Jeg kan da godt give et nummer” kom det fra ham og tog guitarkassen ned fra ryggen. Han åbnede den og satte sig ned på den nærmeste stol der stod lige bag ham. Langsomt indstillede han sin guitar og slog nogle akkorder. Efter at have indstillet den rigtigt begyndte han at spille. Det var blide toner der kom fra den akustiske guitar, og han begyndte lige så stille at synge til lyden fra musikken der kom fra den. Hans stemme var rolig og blid, og fyldte gaden fra hjørne til hjørne af hans sang stemme. Hans toner var rene og flere stoppede da op for at høre ham sidde og synge samt spille. Det var en sang han selv havde skrevet, om hvordan man kom videre med sit liv i en svær situation og hvordan man handlede helt rigtigt. Da han var færdig med sin sang slog han de sidste toner på guitaren og åbnede øjne som havde været lukket helt i for at nyde musikken der kom fra ham. Heldigvis var Lydia da ikke gået endnu og hun stod der stadig, for egentlig kunne hun bare være gået da han havde lukket øjnene i.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia så forsigtigt på ham igen, måske var han ikke så farlig. Han lød ikke farlig. "Så.. du er ikke.. som ham? Jeg mener Dødsgardist?" Det sidste ord var kun en knap hørlig hvisken, det var egentlig ikke noget hun ønskede at stå og tale om midt på åben gade, men hun måtte vide det. "Det skal ikke lyde forkert, men jeg har intet behov for at snakke om det overhovedet. Min familie er eller var en stor del af troldmandskrigene og jeg ved godt det er længe siden og alt sådan noget, men... jeg kan ikke lide det. alt med ham skræmmer mig lidt." Forklarede hun så ærligt. Smilet fandt dog vej tilbage på hendes læber, som de i stedet snakkede musik og dansk. Det var langt mere hende og noget hun virkelig holdt af. "Musik har altid være min trøst når jeg var bange eller ked af det. Det er en god måde at udtrykke sig på og man kan beskrive en masse følelser igennem det. Dans lige sådan. Det er bare befriende og jeg glemmer tit det omkring mig." Hun smilede lidt flovt og mærkede varmen stige op i kinderne. nervøsiteten var forsvundet igen og hun var faktisk lige ved at nyde deres date. Musik var noget hun altid kunne tale om generelt kunst var noget hun elskede. "Jeg er ikke nogen sangfugl, men jeg kan godt lide det. Ikke fordi jeg ønsker en karriere eller noget på den måde, det har bare vist sig at være.. en god terapi." hun så på ham og lukkede så øjnene kort mens hun fokuserede på at slappe af. øjnene blev dog slået op, da han tilbød at give et nummer og fandt sin guitar frem, Lydia trådte lidt tilbage, denne gang for at give ham plads og lod så ellers musikken fylde sit sind. I løbet af samtalen var hun blevet så afslappet og rolig at hendes hår igen havde indtaget den ikoniske Weasley røde farve og hun dermed ikke kunne skjule hvilken familie hun kom fra.

[Benedict Monroe]

Et mindre grin kom frem på hans læber som hun nærmest hviskede dødsgardist så det dårligt nok kunne høres. “Jeg tvivler på at han er det. Men egentlig kan jeg ikke vide det. Der er åbenbart mange ting i min familie jeg ikke har vidst i hele min levetid” her tænkte han ikke kun på sin far, men lige så meget på Tracy som egentlig levede det forbudte liv. Det liv der var farligt for hende, men det var endnu en af de ting han ikke kunne nævne. Somme tider tænkte han stadig på om mafiaen vidste at han vidste hun var i mafiaen, somme tider frygtede han for sit liv fordi han vidste hvad hun var inde i, det var bare aldrig noget han havde sagt højt, og det var næppe noget han ville kunne fortælle til nogen. Det var en hemmelighed mellem ham og Tracy, jo mindre ser var indblandet jo bedre var det. “Jeg kan godt forstå dig, det skræmmer mig, uanset hvad håber jeg ikke der sker det samme igen. Hvilken familie kommer du fra?” Spurgte han og kiggede på hende. Udmiddelbare kunne han ikke se nogen lighed mellem hende og de store familier der havde været med i den seneste troldmandskrig, måske var hun et barnebarn af en af Hogwarts studerende på det tidspunkt. Hvem vidste? “Jeg kunne forstille mig at dans har samme indvirkning som musik, selv er jeg ikke den fødte danser, jeg min mere en fisk på landjorden hvis jeg i det hele taget prøver på at danse, så ved du hvor grimt det ser ud” han trak på smilebåndet og kvalt et lille grin. Ham var virkelig ikke den fødte danser på,et dansegulv. Han ville ikke engang give sig ud i et forsøg folk ville helt klart stå og grine af ham hvis det kom der til. Det ville han helst gerne undgå. “Musik er en dejlig form for terapi, det er også derfor jeg skriver mine egne sange” kom det fra ham og smilte til hende.
efter at have spillet sin sang kiggede han lidt op og opdagede at hun ikke længere havde den samme brune farve i håret, men at hun havde den rødelige farve. Han var dybt overrasket over den pludselige forandring, men han havde kunne slappe lidt mere af ved at spille sin musik. “Nu ved jeg hvilken familie du kommer fra, du er en Weasley ikke? Og så oven i købet en Metamorphmagus. Waw, det var ikke som forventet”  egentlig havde han ikke haft nogle forventninger af denne her date, men hvor tit så man en metamorphmagus? De var ikke så udbredte så vidt han vidste.

[Lydia Weasley-Lupin]

Det var da altid noget, altså at han ikke var dødsgardist. Han var stadig en frygtelig mand, men Lydias egentlige frygt var Voldemort ikke forbrydelse i sit store hele. Nej hun ønskede da ikke blive fanget i en gyde med en morder, men det var ikke noget hun frygtede dagligt, ligesom hun frygtede Voldemort. "Du lyder ikke til at komme fra den bedste familie, undskyld jeg siger det. Og alligevel virker du så... blid."  kom det konkluderende fra hende, mens hun tippede hovedet lidt på skrå og betragtede ham igen. Han måtte være nogle år ældre end hende, men det gjorde ikke noget. Han så stilfuld ud, men lignede også en der var tyngdet af tanker. hvilke vidste hun dog ikke og ville ikke spørge. Det var for personligt. 
Fingrene pillede lidt ved kanten på det ene ærme, som han spurgte hvilken familie hun stammede fra, hun havde ikke rigtig lyst til at forklare det, da det skete tit at det havde en lidt negativ respons. Folk virkede ikke til altid at forstå den store fattige familie, som ikke helt havde penge nok. "jeg øhm er ikke fra nogen særlig familie." løj hun så og så væk. Hun håbede på det var nok og heldigvis snakkede han i stedet om musikken. Det fik hende til at smile og hun spekulerede lidt over hvordan det mon ville se ud når han dansede. "Det er næsten ærgerligt vores date ikke er på en danseklub så." kom det henkastet fra hende. med et lille glimt i øjet.
Hun nød musikken og da han efterfølgende nemt og tydeligt kunne konkludere hvilken familie hun stammede fra måtte hun bare nikke, da det ikke var til at skjule længere. Hendes fingre fandt en lok af det nu ildrøde hår som blev snoet usikkert rundt. "Det er jeg ja.. Min mor er Victorie datter af Bill og Fluer og min far... Edward eller Teddy som han foretrækker at blive kaldt. Søn af Tronks og Lupin... Jeg er så "Heldig", at have arvet men farmors evner." Hun lavede gåseøjne med sine fingre, som hun udtale ordet heldig. Det var ikke fordi hun ikke kunne lide sine evner, hun kunne bare virkelig ikke styre dem endnu. "Er det skidt? at jeg er den jeg er? Metamorph og sådan?"

[Benedict Monroe]

Der var så meget han kunne fortælle om sit liv og sin familie, men der var ingen der ville kunne forstå ham alligevel. “Lad mig sige det sådan her. Jeg troede jeg havde den perfekte familie, alles drøm om den perfekte familie, pengen var i orden, ens forældre der elskede hinanden, en ret så idyllisk familie. Men jeg tog grueligt fejl da min søster stak af efter Hogwarts, min mors død der ændrede alt, og nu hvor sandhederne kom på,bordet har det været en familie fyldt med løgne. Alligevel er jeg den der må være stærk for min søsters skyld. Ham der ikke længere tænker hvordan en familie burde være...” han bed sig lidt i kæben inden han fortsatte. “Før var det min far der bestemt alt, men sådan er det ikke længere. Jeg har altid levet mit eget liv, men har aldrig datet ud over en fuldblod. Alt ting har ændret sig, og ens blod er helt lige meget for mig nu. Alle har ret til at leve uanset hvilket blod man har.” Det var måske en lidt lang smøre at komme med, men alting havde virkelig ændret sig i hans liv, og så havde han ikke engang snakket om sin bror som egentlig bare var en isiot han helst så ude af sit liv. Han ville ikke grave i hvem der var hendes familie heller. Hvis hun ikke ville fortælle det havde hun helt selv lov til at lade vær, der var ingen grund til at presse hende, og derfor kommenterede han ikke på det. “Du ville fortryde at se mig danse” grinte han lidt og rejste sig fra stolen han havde siddet på. Han lagde guitaren tilbage i kassen og lyttede til hendes næste ord. Han var helt lige glad med hvem hun var eller hvor kom fra. Ens familie var alt der betød for en. Det var de eneste man kunne stole på, og alligevel var der mange der dømte en familie som Weasley. Han havde aldrig selv gjort det, men nu havde han sådan set heller ikke haft skænket dem en tanke før. Han rejste sig op fra jorden og lagde guitaren over skulderen igen. Han fløjtede en enkelt gang efter hendes ord. “For mig gør det ingen ting, det er en familie, og du kan ikke gøre for at du er Metamorph. Det er den du er og du kan ikke løbe fra det. Nogle burde bare åbne øjnen og se den person der står foran en og ikke hvad ens familie kommer fra og hvad deres historie er.” Kom det fra ham og gik et skridt tættere på hende. 

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia kunne ikke lade være med at smile til ham, da han svarede på hendes spørgsmål. "Nu er penge ikke alt, bare se på os. ikke at vi er fattige eller sulter, men vi ikke dem med flest penge på lommen og vi klare os da fint. Men.. Det gør mig ondt, at de familie ikke er som du forventede. Det kan ikke være nemt."  Hun lagde blidt en trøstende hånd på hans arm og smilede til ham.  "Du lyder til at være en lige så god storebror som den jeg har. Jeg er sikker på din søster sætter pris på alt du gør. Hvor gammel er hun?" hun kendte ikke meget til Monroe familien. På Hogwarts havde hun mest holdt sig til sit eget kollegie og så sin familie. Hvad der lå ud over det havde simpelthen været for meget for hende. 

Hun rynkede brynene og så på ham som han snakkede om at date og særligt at date en fuldblodsheks, det kunne hun ikke ligefrem prale af at være. Skulle man være helt emsy med det, så ville hun ikke ane hvad hun var blodmæssigt. "Tja logisk set er jeg vel halvblods, men jeg er også en sjat willie-blod, ikke aktivt dog og så er jeg metamorph, det sidder dog ikke i blodet, så ja halvblod.  Jeg har datet to... jeg ved ikke hvad blod de havde faktisk. egentlig er det ikke en samtale jeg normalt her. Jeg er ikke super vant til det med at date for at være ærlig. Egentlig kan jeg slet ikke lide det... mest blind date delen." forklarede hun for hun fik lukket munden og blev flov over hvordan hun havde ævlet afsted. Hun rettede lidt på brillerne og sendte ham et usikkert smil. "Jeg ved ikke om vi skal danse, det kunne da sikkert være meget sjovt." Grinede hun lidt men ville ikke presse ham til noget han ikke var med på. "Jeg er ikke så god til at styre mine metamorph evner endnu, men du skulle se min far, han kan lave den bedste grisetryne hihi"  Det havde været en ting fra hun var lille det med at lave ansigter med sin far om morgenen mens de ventede på teen var klar.

[Benedict Monroe]

Han kiggede lidt på hende og lyttede til hendes ord. Han vidste præcis hvad hun mente. Han havde aldrig haft godt af Monroe pengene, og det ville han bestemt heller ikke få nu. Alt ville sikkert gå til Sebastian i en eller anden overdragelse fra hans fars side af. For en ting var sikkert når det galdte ham og Tracy så så Harold kun rødt og ville helt sikkert dræbe ham frem for Tracy der bare ville være et trofæ. "Jeg ved hvad du mener. Jeg har altid klaret mig selv, efter som at jeg ikke var yndlings barnet fra min far af. Så jeg har altid klaret mig selv siden jeg gik ud af skolen. Det der betyder noget er i virkeligheden dem der er i nærheden af en og dem der altid vil være der lige meget hvad." det var det han havde fundet ud af det sidste års tid. Det var i virkeligheden ikke hans familie accept han søgte længere, det var Tracy's. Det var hende der betød noget, og det var hende der skulle sige til ham hvis han skulle slappe lidt af. Selvom hun lagde hånden på hans arm smilte han blot til hende. Det føltes ikke engang forkert at hun gjorde det. "Jeg håber da at hun sætter pris på alt hvad jeg gør, også selvom hun har det svært. Hun er lige blevet 20 eller lige og lige det er måske så meget sagt." det var alligevel over et halvt år siden hun havde haft fødselsdag, så man kunne ikke lige frem kalde det for noget nyt.

"Blod er heller ikke så vigtigt i min verden, og det har det faktisk aldrig rigtig været, men familien sætter sine spor i en, og når man ikke var populær hos andre end ens mor så prøver man at tilfredsstille dem på en eller anden måde. Jeg må dog indrømnme at du er noget af en blandning med alt det du har arvet. Willie, Metamorph du er en god blandning hvilket ikke sætter en finger på hvem du er." kom det fra ham og smilte lidt til hende, det virkede som om hun slappede mere af og det samme gjorde han vel egentlig også. Det var kun en god ting. Så var han da sikker på at de kunne nyde dagen alligevel. "Det er altid lidt mere skræmmende at have en blind date man ved aldrig hvem man møder." han kløede sig lidt på armen, nu ville han ikke have at det blev akavet eller noget, men det ville de helt sikkert blive hvis de skulle danse. "Hør lad os lave en aftale, hvis vi aftaler at lave den second date, så tager vi ud og danser, så kan jeg vise dig mine virkelig dårlige danse moves, deal?" kom det fra ham og rakte en hånd ud imod hende for at se om hun ville tage imod aftalen. Daten var jo langt fra slut, så det kunne jo stadig gå begge vej. "Jeg er sikker på du nok skal komme til at styre den på et tidspunkt, det handler bare om øvelse, men det har du sikkert gjort hele livet." et kort grin kom over hans læber. Hvorfor skulle hun ikke have øvet sig på den evne hun besad? Det virkede helt fjollet hvis ikke hun havde gjort det, men så igen nogen havde vel egentlig også bare lidt svære ved det end andre havde. Lidt lige som han ikke var ret god til magi som resten af familien.