If Only

[Deleted]

"Ja jeg tog hjem til en ven, er det ulovligt eller hvad?" snærrede hun, hun havde stadig gået på Hogwarts dengang hun havde mødt Alecander, han var en fantastisk fyr og hun var glad for hans selskab, denne gang havde det dog ikke været andet end hans selskab, for hun havde ikke haft lyst til andet.
"Ja? Du ved jo godt jeg ikke har andre steder at tage hen" sagde hun i en rolig og såret stemme og kiggede ned i jorden, hun hadede denne her debat og hun syntes helt oprigtigt at han var ond og uretfærdig lige nu, hvordan kunne han bare virke så ligeglad?

"Nåååh ja for det er nemlig derfor jeg er så ked af det ikke Zeke? Det er fordi jeg er så pisse ligeglad!" sagde hun og havde virkeligt lyst til at kaste noget efter ham, hun var så såret, magtesløs, vred og skuffet over ham, at hun slet ikke kunne fungerer i sig selv lige nu.
"Gu vil jeg røv, du burde fandeme have en hjerne" sagde hun og tog fat i en serviett fra sin bukselomme, for at duppe sine øjne inden tårene begyndte at falde, hold kæft hvor var han dog bare en idiot, det var virkeligt ikke sådan her hun havde håbet at møde ham igen.

[Ezekiel Amardeus]

Desværre havde Zeke det ofte med at lade sig blænde af sit temperament og sin stædighed, denne gang var ingen undtagelse. Måske havde hun ret, men det eneste han så var at hun var skredet fordi hun ikke gad at være ved ham mere og det gjorde forbandet ondt, langt mere end hvad han ellers havde troet det ville gøre.
"Nej selvfølgelig ikke, men som jeg forstod det tog du herhjem for at være submassiv igen," bed han tilbage. Det var svært når han havde en fornemmelse af at Alec stod og lyttede med, han ville jo ikke snakke dårligt om sin ven, og han mente forøvrigt ikke at Alec havde gjort noget galt, men det var bare et nederlag at se hende her når hun før havde været hos ham. Han himlede svagt med øjnene, "du kunne jo være kommet tilbage," mumlede han lavmeldt da han ikke var interesseret i at Alec skulle høre hans opfordring, for hvilken ven ville han være ved at snuppe den andens pige.

"Hvorfra skulle jeg vide hvordan du havde det når jeg ikke har set dig siden du skred? Du kunne jo også bare have ladet være med at flytte hvis du havde det så godt ved mig," hvorfor var hun i det hele taget taget afsted hvis hun bare sad og var ked af det som hun sagde hun var, det havde jo været hende der havde været helt stålfast i det.
Den flabede attitude gjorde ham vanvittig, han kiggede på hende med et spydigt blik "det er også virkelig modent!" vrissede han, "hvorfor er det så at du ikke vil forklare mig det? For jeg vil meget gerne vide hvad jeg gjorde der var så forfærdeligt at du ikke kunne holde ud at bo hos mig længere!" Han slog ophidset ud med hånden og skævede lidt mod køkkenet og derefter tilbage til hende.

[Deleted]

Ashleen kiggede i mod ham, hun anede ikke hvad fanden han var ude på, men lige nu var det eneste han lavede - at sidde og såre hende. Han prøvede at ramme hende det var hun ikke itvivl om og det virkede helt utroligt godt, hvordan kunne hun nogensinde have haft følelser for sådan en idiot?
"Du kunne også have opsøgt mig" pointerede hun: "Hvorfor skulle jeg dog også vende tilbage til en mand der er så pisse sur og ligeglad?" snærrede hun igen i mod ham, ja lige nu forsøgte hun nok også at ramme ham en smule.

"Ved du hvad, du skal da vidst bare være glad for at jeg skred, for du er jo ikke en skid interesseret alligevel" sagde hun hidsigt og rejste sig op, hun gad fandeme ikke sidde og høre på alt hans lort, hvis han ikke ønskede hende, så skulle hun da godt lade være med at gå og være øv over ham.
"Hav et damning godt liv" sagde hun og styrtede så ud af stuen og op af trappen til sit værelse, hun havde ikke lyst til at græde foran ham, men lige nu havde hun bare lyst til at slå ham ihjel, hvor var han dog unfair.

[Deleted]

Alecander havde godt hørt de ude fra køkkenet at det ikke ligefrem gik godt imellem dem, men han valgte ikke at gå ind, de havde nogen ting de burde få ud og ligegyldigt om det skulle ud med grimme ord eller med ro, så mente Alecander at det var bedere de var en smule i fred.
Der kom dog et tidspunkt hvor Alecander godt kunne mærke han ikke kunne trække den længere og da stemningen ikke rigtigt blev bedre, besluttede han sig for at gå ind i stuen igen, dog kun lige i tide til at se Ashleen gå op af trappen.

"Hey! Kom tilbage lige nu!" sagde han og kiggede op af trappen, hvor Ashleen forsvandt og gik i mod hans ord, hvilket nok gjorde ham en smule bitter, men han valgte ikke at sige noget lige nu, han måtte hellere bare lide lade det passerer.
"Hvad sker der?" spurgte Alecander og satte to kaffekopper på bordet, inden han selv satte sig ned i sofaen og kiggede i mod Zeke, han havde håbet at de to kunne fikse det, men han vidste jo også at kærlighed gjorde sindsyg, hvilket var en af grunden til at Alecander forsøgte at holde sig langt væk fra det.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke himlede med øjnene af hende, "men hvorfor? Du sagde jo at du ikke gad mig mere!" Pointerede han skønt det nok ikke lige ordret var det hun havde sagt. Pointen var bare at hun var smuttet, så var del vel kun fair at hun kom til ham. "Hvorfra skulle du vide det når du ikke prøvede? Og kunne det tænkes at jeg kun er sur og ligeglad fordi du bare skred og ikke engang overvejede at komme tilbage?" Rasede han og slog ud med hånden på ny.
Hvorfor kunne hun ikke bare forstå at grunden til han var så sur var jo fordi han holdt af hende og følte sig gevaldigt fravalgt til fordel for Alec, og så så kort tid efter det med Anna, det var bare svært at samle tankerne rigtigt.

"Og du er jo vanvittig interesseret i mig, dine ugler må være blæst væk på vejen hjem til mig!" Bed han tilbage. Ja han kunne godt selv mærke at det ikke nyttede noget at bekæmpe ild med ild, så endte man oftest med at blive forbrændt, det var jo også det han fortalte alle andre der søgte hans råd, men han var kun menneske og var præcis lige så dårlig til at kontrollerer sine følelser som alle andre.
Som hun stormede afsted havde han lyst til at stoppe hende og undskylde, men det var i samme nu at Alec kom ind, hvilket fik stoltheden til at vokse til det punkt hvor han ikke kunne få sig selv til det, skønt det var tåbeligt.
"Ikke noget," mumlede han lidt skyldbetynget og pillede lidt ved sin tomme kaffekop. Okay han var ikke stolt af det her, det havde jo ikke være meningen at stemningen skulle ødelægges, men det var bare så svært for ham at holde det inde når han var sur på folk. Han bed godt mærke i den hårde måde Alec snakkede til hende på, men valgte at ignorerer det, det var jo hendes eget valg.

[Deleted]

Alecander kiggede i mod Zeke med et blik der fortalte at der foregik noget, han var jo ikke ligefrem dum og han vidste godt at Zeke prøvede at holde noget skjult for ham selvom selvom det måske ikke var noget som Alecander burde blande sig i, men nu var både ham og Ashleen jo Alec's venner.
"I kan ikke blive ved sådan her Zeke, i er jo glade for hinanden" sagde Alec, han var ikke blind, og da slet ikke efter hans oplevelse med Kimberly, nu havde han et lidt bedre billede af hvordan at verden var når man var oprigtigt glad for et andet menneske.

Alecander kunne mærke hvordan hans krop blev anspændt, og ikke på den positive måde som han blev oppe i rummet, nej nærmere på en måde hvor han ville ønske at Zeke og Ashleen ville tage sig en smule sammen omkring hinanden.
"Gå op og snak med hende, Zeke" sagde Alecander i en rolig og dog dominerende stemme, han ønskede ikke at det skulle være på denne her måde, hvis de ikke ville være sammen, jamen så måtte de jo gøre det forbi en gang for alle og ellers så måtte de snart tage sig sammen og stoppe med at være så stædige.

[Ezekiel Amardeus]

Indrømmet brød Zeke sig ikke rigtigt om at Alec blanede sig i han og Ashleens forhold – eller mangel på samme. Ikke fordi Zeke var bange for at Alec ville blive sur, men mere fordi det var akavet når nu Ashleen ”tilhørte” ham og Zeke ville jo helst ikke stå i vejen. Det var bare lettere sagt end gjort at lade som ingenting for Alec havde jo desværre ret i at han i hvert fald var blevet ret glad for Ashleen, han kunne bare ikke helt gennemskue om det var gengældt for hun opførte sig så mærkeligt!
"Jeg er ikke...." han stoppede sig selv, det gav ikke mening at lyve, Alec havde jo gennemskuet ham. Derfor rettede han sig selv, "det er lige meget, hun er hos dig nu." Svarede han blot og forsøgte for alt i verden ikke at fortrække en mine.

Den dominante tone fik Zeke til at sende ham et skarpt blik. Han var ikke god til når folk troede at de kunne bestemme over ham, heller ikke selvom det var Alec, alligevel forholdt han sig tavs.
"Hun vil ikke snakke med mig," slog han det blot hen. Måske bare en dårlig undskyldning fordi han var for stolt til at få derop og få løst tingene, men på den anden side, så var hun her jo fordi hun havde valgt det, og nu havde hun noget med Alec, hvilken ven ville han være hvis han snuppede hende fra ham.

[Deleted]

Alecander kiggede i mod Zeke med en alvorlig mine, den mand var virkeligt ikke rigtig klog hvis han lod hende falde ud imellem hænderne på den måde, Ashleen var en super dejlig pige - og det kune Alecander sagtens se selvom han ikke var interesseret i hende på den måde.
"Hold nu op forhelved Zeke, den der stolthed den vil æde dig indefra, jeg har været der... kom dig over dig selv" sagde Alecander i en hård stemme, det smertede ham at se hans ven sidde og spille så stolt, det var der jo absolut ingen grund til.

"Zeke, gå op og snak med hende, sig undskyld til hende også snak med hende" befalede Alecander og pegede op i mod trappen, han kunne da i det mindste give det et forsøg: "Jeg ved godt hvordan hun har det, hvad med at du går op og finder ud af det?" sagde Alecander i nok mere en kommando end et tilbud.
Han ville gerne at de to fiksede, mest fordi at det også var dumt at have en submissiv i huset som faktisk ikke var interesseret, det endte bare med at give problemer, og Alec ville egentligt bare gerne ud og finde en anden hvis det stod til ham.

[Ezekiel Amardeus]

Zeke tav ved Alecs fremtoning. Det bød alt i ham til at fare op, for han kunne sagtens tage den magtkamp op, han brød sig ikke om at nogen komanderede rundt med ham på den måde. Grunden til at han ikke gjorde det lå nok bare lidt i at han vidste at Alec havde ret. Han burde virkelig snakke med hende, og dette her var vel bare Alecs mystiske måde at sige på at det var okay, at han ikke ville stå i vejen for dem - hvis altså der var et ”dem”.
Hans hårde blik mildnedes en smule og han slog blikket ned, ”Jeg ved ikke...det er bare som om at vi vil to forskellige ting,” sagde han stille og så lidt hjælpeløst tilbage til sin ven. ”Hun vil ikke have at der bliver indblandet følelser, men jeg er ikke ligesom dig, det kan jeg slet ikke.” Indrømmede han.

Alecander var en hård mand, og om han måske havde følelser derinde et eller andet sted kunne Zeke ikke bedømme. Det havde han jo nok, men de var bare pakket langt langt væk. Den måde kunne Zeke ikke være på, han troede at han kunne, men måtte nok indse at han ikke var den type.
Indrømmet fandt han rummet spændende og ville meget gerne udforske det mere og han ville også gerne lege dominant for en aften, men han ville også have lov til at holde om hende når aftenen så var gået.
Han sendte et lidt tvivlsomt blik op mod værelset hvor Ashleen var forsvundet ind og så så tilbage på Alec, ”jeg kommer helt sikkert til at fortryde dette her,” mumlede han skeptisk og rejste sig.

[Deleted]

Alecander kiggede roligt i mod Zeke: "Hør jeg ville virkeligt gerne sige noget klogt, men jeg er ikke ligefrem nogen kærligheds ekspert" forklarede han, så meget erfaring havde han jo ikke på et punkt, så han kunne ikke rigtigt gøre andet for Zeke end at prøve at få ham til at løse det.
"Men naturligvis vil i det samme, hun har bare ikke gjort det før... Hun er lige som mig... Du skal ikke være så hård ved hende" sagde Alecander i en rolig stemme, okay han vidste jo ikke om Ashleen ville det samme, men hun virkede sådan og han kendte det blik fra dengang han havde været sammen med Kimberly.

"Nej du kommer ikke til at fortryde det, men lad være med at gå op og angrib hende..." sagde Alecander og rejste sig roligt op som en hentydning til at Zeke også godt kunne lette benene og gå op på hendes værelse, som han vel kendte fra dengang Alec havde vist hvor hans subs boede.
[b)"Jeg går ind på kontoret for at arbejde de næste par timer, stik lige hovedet ind inden du går"[/b] sagde Alecander, mest fordi det var rart at vide hvornår der var folk i hans hus og hvornår de gik igen.

[Ezekiel Amardeus]

Det måtte Zeke jo give manden ret i uden at være flabet. Ikke at han selv havde mere forstand på det for det havde han tydeligvis ikke, men måske Alec havde ret, måske han bare skulle prøve at løse det så han ikke ville gå og være i dårligt humør over det, i det mindste bare så han kunne sige at han havde forsøgt!
Han så dog lidt undrende på ham da han sagde at hun ville det sammen, "Har hun da sagt det?" Måske det var mere på sin plads at han spurgte hende, men han ville bare helst ikke gå endnu et nederlag i møde. "Ja ja..." mumlede han inden han tog mod til sig og bevægede sig ovenpå med tunge skridt.

Han nærmede sig døren og stoppede op ude foran den med bankende hjerte. Han havde virkelig svært ved at tage de næste skridt fordi det bare var så frusterende ikke at vide hvor han havde hende henne. Hvis nu an bare vidste om hun ville det ene eller det andet.
Efter endnu et tungt suk bankede han på døren. Første gang næsten uhørligt. Anden gang dog lidt hårdere. "Ashleen?" En ny dyb indånding. "Kan vi....måske...du ved, snakke lidt?" Han var så akavet omkring sådanne ting, han vidste godt at han havde det med at lade sig styre af sit temperamentet og sin stolthed, men her måtte han nok bide det i sig hvis han ville have en chance for at gøre det godt igen.

[Deleted]

Ashleen havde fået tørret tårene væk, og sad nu blot og stirrede ud af vinduet. Hun vidste godt at hun måske ikke burde være så hård ved Zeke, men hun var bare så ked af de ting de havde været igennem, hun hadede at hun havde forladt ham, men inderst inde var hun stadig sikker på at det var det rigtige.
At Alecander nærmest havde tvunget dem til at snakke sammen gjorde hende irriteret, måske det var fordi han ikke fik noget samleje for tiden, men Ashleen havde virkeligt ikke lyst til at være sammen med ham, tingene var så forandret i hende efter Zeke, og det var endnu en ting der frusterede hende.

Som hun hørte Zeke's stemme ude på den anden side af døren, vendte hun sig roligt rundt og kiggede i mod døren, hun var ikke helt sikker på om hun var glad for at han kom eller om hun bare var en smule frustreret om det nogensinde kom et godt sted hen.
"Ja... Kom ind" sagde hun og gik så hen for at sætte sig på sengen, hendes røde kinder afslørede at hun havde grædt, hun var så nedslået af dette her og selvom hun ikke ønskede at vise det, så virkede det lidt for sent nu.

[Ezekiel Amardeus]

Han skubbede døren op og gik forsigtigt indenfor ved hendes accept. "Hey," mumlede han lidt fraværende og kiggede ned i gulvet som han lukkede døren efter sig. Han ville gerne snakke med hende uden at føle at Alec lyttede med. Ikke at han troede at Alec ikke havde bedre ting at tage sig til, men følelsen af at han måske havde et halvt øre på dem var lidt stressende for ham.
Uden helt at vide hvor han skulle begynde gik han langsomt over til hende. "Må jeg sætte mig?" Spurgte han lidt forsigtigt og satte sig ned uden at afvente hendes svar.

Han vidste at han blev nødt til at fortælle hende hvordan han havde det, men han var bare ikke så god til at snakke om sine følelser. "Jeg er ked af at det løb lidt over gevind dernede." Lagde han ud og bed sig en smule i underlæben. Han havde ikke være interesseret i at såre hende og tanken om at hun havde grædt på grund af ham gjorde ham ret trist til mode.
Lidt forsigtigt lagde han en trøstende hånd på hendes lår, "det er bare... jeg forstår ikke hvorfor du tog afsted hvis du gerne ville blive," denne gang var hans stemme ikke anklagende, bare undrende.

[Deleted]

Ashleen havde det hårdt med at se ham igen, selvom hun havde tænkt på ham virkeligt mange gange siden at hun havde forladt ham. I denne her branche skulle man ikke få følelser og da hun var begyndt at mærke noget for ham, var hun skredet, ganske enkelt fordi at en regel var en regel.
"Ja, sure" sagde hun og forsøgte at smile, men det blev nok en smule halvhjertet, mest fordi at hun var så ked af det og godt vidste at dette her nok ikke ville kunne fikses, de var bare så forskellige på det punkt og hun hadede det.

"I lige måde" sagde hun, hun kunne da også godt erkende når hun ikke havde været helt fair, og det vidste hun godt at hun ikke havde været i alt det med ham, men nogengange måtte man jo bare handle for sig selv i stedet for med andre.
Hånden på hans lår vidste hun ikke hvordan hun skulle håndterer, så for nu ignorerede hun den: "Fordi at man ikke får følelser for folk i denne her branche Zeke, det er regel nummer 1, det ved alle" sagde hun blot, det var for farligt hvis man ikke kunne tænke klart, og det ville ikke være fair at udsætte ham for noget der måske ikke ville gavne ham.

[Ezekiel Amardeus]

Da hun kaldte ham for sure skulede han lidt til hende, men smilede så svagt. Han kunne godt tage en joke, han havde bare lidt andre ting i hovedet lige nu. Han ville så gerne løse dette her på en måde de begge kunne leve med, men måske var de bare for forskellige?
Han mente ikke noget videre med hånden på låret, lige nu var han kun opsat på at få lidt god stemning mellem dem for dette her var da alt for deprimerende. Han var jo endnu ikke sikker på hvad det var ham og Ashleen havde sammen, men der var helt sikkert følelser involveret, ellers var han aldrig blevet så sur over hun var smuttet. Det var bare som om at alting havde ændret sig den morgen på sofaen og hvor han havde håbet at det ville føre mere med sig var hun endt med at pakke sine sager og smutte hjem for at lege samlejeslave hos Alec, og ja, det gjorde sgu ondt!

Han sukkede opgivende. "Hvor ville jeg dog ønske at du kunne se hvor latterligt det er." Han tog en dyb indånding, det var ikke meningen at han skulle hidse sig op. "Hvorfor er det så vigtigt for dig at det skal være på den måde?" Spurgte han. "Jeg siger ikke at vi skal gifte os, men hvorfor kan du i ikke bare prøve at se hvordan det ville være," lidt prøvende lod han en hånd søge op til hendes kind som han blidt strøg med sin tommelfinger.
"Hvis ikke du bryder dig om det, så kan du rejse igen og så skal jeg nok lade dig være. Desuden om jeg får følelser for dig er vel mit problem, det er jo så bare mig der skal komme mig over dig og ikke omvendt?" Han havde slet ikke opfattet at hun måske mente at det var hende der var ved at få det for ham, for hun havde jo sagt så mange gange at hun ikke gjorde sig i den slags.