Dette kontor er ikke længere stort nok til os begge!

[Nathan Amon Lorde]

Nathan måtte virkelig koncentrere sig for ikke at miste besindelsen omkring måden Avery opførte sig på. Hun var virkelig provokerende lige nu, men han prøvede at se bort fra det. Hendes henkastende provokerende spørgsmål fik ham til at hæve brynene og så på hende med et blik som indikerede, at han forsøgte at tjekke om hun virkelig mente det hun lige havde sagt. Derudover forholdt han sig i ro. Han kom dog til at grine lidt, da hun proklamerede at hun ikke ville brække sig og derpå drak mere af flasken."For helved Avery! Du er nødt til snart at tage en pause, ellers ender dit hjerte i choktilstand. Had mig hvis du vil, men det der, det ender galt og det har intet med diagnoser at gøre. Dét der er dig der flygter!" måske var ordene hårde, men han kendte til det med at flygte, om så hans problemer var af en anden kaliber, så mente han godt det kunne sammenlignes. Han havde selv følt at hele verden var imod ham men havde fået hjælp til det, og nu ønskede han at hjælpe Avery, hvis bare han måtte. 
Han skulle netop til at åbne munden, da Avery kom ham i forkøbet og derefter brusede ud af værelset og smækkede døren. Det fik Nathan til at sukke før han så rejse sig og åbnede døren for at se hvor hun blev af. "Avery for pokker. Jeg bliver kun døv hvis du bliver ved med at smække med døren på den måde." Stemmen var stadig rolig, men han måtte dog himle lidt med øjnene af hende før han så tungt pustede ud og rømmede sig. "Jeg går hen på mit værelse Av, kom bare derhen hvis du har brug for noget." og med de ord gik han som nævnt hen på det der nu var hans værelse, han lod døren stå på klem og smed sig så med en avis på sengen.

[Avery Rider]

Avery mærkede hvordan hun blev ramt over, at han valgte ikke, at kommentere på hendes blotning af hendes psykiske sygdom. Hun fortalte aldrig folk, hvorfor hun egentlig var, som hun var. Ikke at diagnosen alene, havde gjort hende til alkoholiker, men den havde været og var stadig, den primære årsag. Men hun var på den anden side, vant til at voksne aldrig lyttede til hende, så hvorfor skulle Nathan være anderledes? Det var den eneste følelse han satte i hende. "Den slags kræver et hjerte.." svarede hun koldt. Det var så typisk hende, at lukke fuldstændig i, når hun følte sig uretfærdigt behandlet. Hun så hårdt på ham, "JA NATHAN! JEG FLYGTER! JEG FLYGTER FRA MIN DIAGNOSE!" råbte hun vredt, "Men det fatter du tydeligvis intet af," skældte hun videre ud.
Hun blev inde på det værelset hun netop havde fået af ham, efter at have smækket døren der ind til. "Jeg er ligeglad!" råbte hun igen af ham. Som hun så døren begyndte at gå op, var hun hurtigt henne for at lægge al sin vægt mod døren, så han ikke kunne komme ind, selvom han nok nemt kunne skubbe døren op, hvis han også lagde kræfter i. "Jeg er ligeglad!" råbte hun igen og lod sin vendte halvt rundt, så hun kunne glide ned af døren med ryggen, hvor hun havde flasken i den ene hånd og lod sit ansigt gemme mod sine knæ.

[Nathan Amon Lorde]

Der var så mange ting Nathan ville sige eller måske råbe af Avery nu, men han gjorde det ikke. Han var få skridt fra sit værelse, da han så tøvede og vendte om, for at sætte sig op ad væggen uden for Averys værelse. Han kunne ikke gå fra hende, med den tilstand hun var i, og det ikke kun fordi hun havde drukket alt for meget. Hun kunne råbe lige så tosset hun ville, men det hjælp jo ikke noget. Han havde selv været der. Hvordan var det nu, pigen dengang havde gjort ved ham? Han kløede sig lidt på hagen og så så på den lukkede dør. "Du Av?" prøvede han og overvejede om hun overhovedet kunne lide at blive kaldt Av, måske var det bedre med Avy? "Avy?" prøvede han kort, men det lød helt forkert. Han sukkede kort, hvordan skulle han komme igang? hvordan var det overhovedet nået hertil?
Så fik han en ide, en langt ud ide, men dog alligevel en ide. "Hey Av, Jeg ved ikke om du kan høre mig, men det tror jeg måske du kan. Jeg vil bare fortælle dig, at jeg synes du er stærk. og... og jeg er ikke enig. Du har et hjerte. Det ved jeg. Jeg har mærket det flere gange." Han holdt en pause, mens han lod albuerne hvile på sine knæ og nappede lidt i sine tommelfingrenegle. Alt han havde gjort og sagt indtil nu, havde kun oprevet hende yderligere, måske han skulle prøve noget andet for at få lidt ro på hende. "Jeg har aldrig selv haft en diagnose, så jeg ved ikke meget om det. Jeg ved ikke hvordan det føles, men.. Du skal bare vide, jeg synes du er pisse sej." han skar en grimasse, det var måske ikke lige det helt rette at sige, ikke med den ordlyd hvert fald. Det måtte dog blive sådan det var. Han var ikke god til at være den, der åbnede sig for andre. Den trøstende og den der viste omsorg. "En ting jeg godt kan forstå, det er følelsen af at ville drikke tingene væk. Tro mig, det her jeg gjort tons af gange, men det hjælpe ikke. Du fårbare fandens ondt i hovedet dagen efter. Hør, av. Jeg ved ikke hvad det er jeg prøver her, men altså hvis ikke det er hvad du har brug for, så giver jeg dig gerne en bedre mulighed, men jeg håbede jeg kunne skabe et frirum til dig, hvor... hvor du kunne være den smukke pige, som jeg ser i dig. Men måske du ville have godt af at tage din medicin. Ikke at jeg skal tvinge dig, men måske det kunne hjælpe dig lidt? Sygdomme er ikke pisse fedt, i get that, men den Avery jeg kender lader sig sgu ikke slå ud så let. For fanden Avery! Du er sgu for dog til det der! Lad dig ikke synke ned i et dybt hul, så skal jeg jo bare ud og finde noget reb for at hive dig op. Okay, jeg ved ikke hvad damn de var for noget, men for fanden Av. Kom nu. Det skal nok gå og alt det der." Det var den mest akavet underlig trøst, han nogensinde havde givet til nogen, men til hans forsvar kunne gangene han havde forsøgt at trøste nogen og tælles på en hånd.

[Avery Rider]

Avery sad stadig foran døren indtil sit værelset, med panden mod sine knæ og armene omkring sine ben, med flasken i den ene hånd. Hun løftede hovedet lidt, som hun hørte Nathan på den anden side af døren. "Lad mig være, Nathan," halvråbte hun igennem døren og tog en tår mere af sin flaske. Hun havde altid fået af vide, hun var et problembarn. Ikke mange havde sagt det direkte til hendes ansigt, men hun havde overhørt mange samtaler, fra både pædagoger, psykologer, læger og andre mugglere, som havde prøvet at hjælpe hende, da hun som fuser ikke kunne blive tilbudt hjælp af det magiske samfund. Hun var blevet opgivet og tabt på gulvet af systemet, så mange gange, at hun ikke stolede på det mere, selv ikke det magiske samfund, på trods af at det var hendes onkel, Jasper 'Wolfgang' Rider , som sad på den øverste post i ministeriet.
Hun lod baghovedet banke mod døren, som hun kunne Nathan begynde at snakke på den anden side. Hun lyttede, men svarede ham ikke. Hun tog blot den ene nye tår af sin flaske efter den anden. Hun mærkede en tåre trille ned af sin ene kind, da han foreslog hende, at begynde på medicin. Hun bed sig i læben, mens hun tørrede tåren væk. "Jeg... Lad mig nu bare være..." hviskede hun og tørrede en ny tåre væk.

[Nathan Amon Lorde]

Det her var virkelig ikke en nem situation. De var efterhånden derude, hvor Nathan end ikke vidste længere hvad der havde startet det, men det var givet vis også ligegyldigt. pointen var at Avery var ked af det og han ikke lige helt vidste hvordan han kunne få hende i godt humør igen. Han var ikke til den slags, men han huskede engang hvor han selv havde været i den situation og fik en ide, den var virkelig langt ud, og han besluttede at det skulle være hans sidste forsøg! Ellers skulle hun nok få fred. 
Han skubbede sig fri af vægen og gik ind for at finde noget pergament og en pen at skrive med. han skrev nogle hurtige ord ned på papiret og foldede det sammen. Med sin tryllestav lod han papiret krybe ind under døren til Averys værelse, hvor det ville folde sig til en Origami Lotus blomst, så ordene "læs mig" blev at se.

Inden i pergamentet, ville Avery se en "yndig" tegning af to tændstikmænd med hver sin øl i hånden, med ordene nedenunder "Jeg gi'r". Papiret blev slapt og på gangen uden for værelset, hvad der blevet stille. Nathan sad der dog endnu.

[Avery Rider]

Et af Averys mest tydelige symptomer på hendes psykiske diagnose, var de store humørsvinger, hendes vredeudbrud hun ikke selv kunne kontrollere, at hun kunne kunne holde på relationer ret længe af gange - det var et vidunder, at hun ikke havde skræmt Nathan væk endnu - og så selvfølgelig hendes misbrug. Hendes følelse af en konstant tomhed, kunne ingen se, men kunne hun selv mærke. Hendes selvskadende adfærd kunne ses på begge hendes arme, som var fyldt med cutterar og brandmærker fra cigaretter. Hun var som et eksempel taget direkte ud af en skolebog, og når hun så oven i købet ikke tog sin medicin eller på anden måde, fik den professionelle hjælp, som hun egentlig nok burde have. Ja, så kunne det jo ikke andet end gå galt, selvom Nathan gjorde et kæmpe stykke arbejde for hende, selvom hun måske ikke altid værdsatte det lige meget.
Hun tog endnu en tår, som hun hørte han bevægede sig på den anden side af døren. Han gav op - var hendes tanke. Han opgav hende, præcis ligesom alle andre gjorde. Hun tog en tår mere. Hendes lever hadede hende virkelig, men det var okay, hun hadede også sig selv. Hun tørrede sine øjne, i det et stykke papir fandt vej indtil hende, og foldede sig til en blomst. Hun så undrende på blomsten, før hun stillede flasken fra sig og tog papiret op i hånden. Hun læste de to ord, før blomsten foldede sig ud i hendes læber. Et lille fnis lød fra hende, ved synet af tegningen. Hun tørrede sine øjne. Han havde ikke opgivet hende. Hun rejste sig, men måtte støtte sig op ad al inventar, der var i nærheden. Hun kunne virkelig mærke alkoholen, nu hvor hun rejste sig. Hun åbnede langsomt døren og så lidt rundt, før hendes blik faldt på ham. "Hvorfor gi'r du ikke op?" spurgte hun og mærkede sine øjne blive helt blanke, mens tårrene samlede sig i hendes grønne øjne.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan lyttede efter hver en lille lyd fra værelset, og kunne da også høre det lille Klang hver gang flasken blev stillet på gulvet. Hun måtte være plørefuld efterhånden, men han måtte prøve ikke at overgribe hende. Lige nu galt det om at genvinde den manglende tillid. Spændt så han til som papiret forsvandt ind under døren og han sad længe og ventede på nogen som helst reaktion.

Så hørte han endelig en kluntet puslen fra værelset, og kort tid efter gik døren op. Han så hende i øjnene for lige at afvente stemningen, men kom så også selv på benene. "Jeg har jo sagt, at mine regler er simple. Og tænk på hvis jeg gav og, så havde alt mit arbejde på din værelse været nyttesløst." Drillede han og sendte hende et smil, før han kortede afstanden mellem dem ned og lagde armen forsigtigt om hende i en broderligt kram. "Du må nok bare indse, at jeg er for stædig til at opgive, at jeg holder af dig og er for forkælet til at acceptere, at jeg ikke får min vilje." Han grinede lidt for sig selv, før han så slap hende igen.

[Avery Rider]

Avery kunne virkelig mærke alkoholen i sit blod. Hele værelset snorrede, som hun åbnede døren og så på Nathan, som han rejste sig, selvom det lignede han stod skråt og der var to af ham. Hun fnøs let og sendte ham et fordrukkent smil. "True.." svarede hun snøvlende. Hun burde egentlig nok nærmere komme ind i seng og sove sin rus ud, frem for at gå ned af trapperne til baren og drikke øl. Hun mærkede hans arm omkring sig. Hun forstod ikke hvad han fik ud af, at hjælpe hende, men armen omkring hende, fik hende til at føle sig mere hjemme, end hun nogensinde havde gjort hjemme ved sin far og sine to søskende. Hun lagde sine arme omkring ham og klemte sig lidt indtil ham, så hendes hoved var begravet mod hans brystkasse. "Du er en stædig, forkælet møgunge, ved du godt det?" spurgte hun mumlede mod hans brystkasse, men slap ikke ham, da han slap hende, men klemte sig derimod blot mere indtil ham. "Jeg holder også af dig," tilføjede hun så, før hun slap ham. Hun havde dog ikke meget balance tilbage, hvilket resulterede i at hun snublede et par skridt bagud og måtte støtte sig til kommoden, for ikke at falde helt. Hun burde virkelig sove sin rus ud.

[Nathan Amon Lorde]

Man skulle vidst være blind for ikke at se, at Avery på ingen måde kunne tåle mere alkohol nu. Derfor besluttede Nathan også at prøve en lidt anden vinkel ind til hende. "Okay, jeg ved godt jeg skylder dig en øl, men Avery, hvad siger du til noget mad først og så kan vi  drikke bagefter? Jeg laver faktisk en ret god Mac N' Cheese" Det var så også det eneste mad han rigtig kunne finde ud af at lave, men lige netop den detalje behøvede hun ikke at vide.
Han greb hurtigt ud efter hende, da hun svejede baglæns og lagde en arm omkring hende, for så at føre hende om til sofaen, hvor hun kunne sætte sig. "Tro mig jeg er røvforkælet. Jeg ved det og som teenager udnyttede jeg det. Hvis du vidste hvor meget ballade man kan snige sig ud af ved bare at blinke sødt til sin mor." Han grinede for sig selv og så hen på et billede af en ældre heks med mørkt hår som lignede en Hollywoodstjerne. Hun ville aldrig tro på hvad Nathan havde gang i med pigen her. Det var helt sikkert. 
Nathan så på Avery og trak vejret dybt. "Av. Hvad vil du helst have jeg gør når du får en tur som denne?"

[Avery Rider]

Avery havde aldrig lært at lave mad, så bare det folk kunne finde ud af at lave pasta, var nok til at imponere hende. "Mac N' Cheese siger du?" spurgte hun, som overtalelsen virkede på den unge teenager, selvom øl også var ret så tiltalende, så rumlede hendes mave, ved tanken om mad. Det var ikke unormalt for den unge pige, at drikke sin mad, hvis man forstod sådanne en lille en.
Hun mærkede hans tag omkring sig og lod sig blive ført over til sofaen, hvor hun lod sig dumpe ned i den bløde sofa, og så op på ham. Hun fnøs let, "Nej det ved jeg ikke, min mor skred da jeg var 9," svarede hun og trak lidt på den ene skulder, som om det var ingenting. Det var en stor ting for hende og det var også en del af forklaringen, på hvorfor hun var endt på langt ude, for hendes far havde aldrig været andet end god ved hende og hendes søskende.
Hun lod en hånd stryge igennem sit mørkebrune hår, men stoppede halvvejs igennem, som hans spørgsmål lød. Ingen havde nogensinde spurgt hende, hvad hun mente hjalp hende. Alle havde altid haft deres 'professionelle' tilgange til hende, men det havde jo aldrig hjulpet noget, for så ville hun jo ikke være, hvor hun var i dag. Hun var nok et af de tilfælde, der ikke kunne hjælpes. "Det ved jeg ikke.. Aldrig true med at sende mig tilbage," svarede hun ærligt. Hun havde haft ingen idé om, hvad han kunne gøre udover det.

[Nathan Amon Lorde]

Mac 'N cheese var bestemt ikke nogen dårlig ting. Det var simpelt, nemt og smagte altid godt når man havde drukket. Det var hvert fald hans holdning. Nogen ville sikkert mene det blev for fed eller for kvalm, men det kunne han ikke tage sig af. "Jeps. Det tager ikke så lang tid, så du kan sætte dig i køkkenet imens." Tilbød han og forsøgte at få det til at lyde hyggeligt. Sandheden var nok nærmere at han gerne ville have et øje på hende, for at sikre sig, at hun var okay.
Det gjorde ondt på ham at høre, at hun havde mistet sin mor i en ung alder. Det var dog "heldigvis" noget han nemt kunne relater til. "Arh ja, det noget lort. Min far skred da jeg var 5." Fortalte han bare, for lige at gøre opmærksom på at han havde lidt en ide om hvad det ville sige at blive svigtet, ikke at det sikkert kunne sammenlignes. Nathan havde fået alt for meget kærlighed af sin mor. Han var ikke på samme måde sikker på at Avary havde fået kærlighed af sin familie. Avery blev ved med at snakke om ikke at blive sendt tilbage. Hvor tilbage var vidste han ikke, men det lød ikke som et sted hun brød sig om. "Hør her, jeg lover dig, at jeg ALDRIG vil sende dig tilbage, eller vil true med det. Først det øjeblik du siger: Nathan, send mig tilbage. Så gør jeg det. Men ikke før. Det har du mit ord på!" Slog han fast, mens han så begyndte at finde ingredienser frem, så de kunne få noget at spise.

- out?