Dette kontor er ikke længere stort nok til os begge!

[Avery Rider]

Avery trak let på den ene skulder, "Meh, nok ikke," svarede hun drillende og blinkede til ham. Det var ikke fordi det havde været dårligt, dengang de havde været sammen, men hun var ikke typen, som skulle have en kæreste. Hun kunne ikke finde ud af, at bevare relationer til andre mennesker. Før eller senere gjorde hun noget dumt og så var det forbi. Selv hendes egen mor, havde opgivet hende for længst. Hun rynkede kraftigt på næsen, "Lillesøster? Jeg er ikke dit ansvar, Nathan. Jeg er heller ikke Harpers ansvar. Jeg er ikke nogens ansvar, andres end mit eget," selvom ordene blev sagt med en vis form for sikkerhed i stemmen på en unge brunette, så var tanken om en storebror - biologisk eller ej - egentlig ret rar. Tanken om én der passede på hende, men samtidig gav hende plads til at te sig åndssvagt. Lidt ligesom Collin Kieran Fitzgerald , bare uden samleje delen.
Hun nikkede lidt og gjorde honnør med hånden, "Jeg vælger altid mine kampe med omhu," svarede hun og blinkede let til ham. Hun ville ikke sige, hun havde glemt episoden med manden i baren, som Nathan havde reddet hende fra, men hun var så vant til, at mænd udnyttede hende og hendes konstante overbelastet hjerne, var allerede ved at være godt smadret af al de alkohol hun indtog, at mange af situationerne smeltede sammen i hendes hoved. Hun sagde ikke rigtigt stop mere, men lod blot mændene gøre, hvad end de ville. Det betød dog ikke, at hun ikke mærkede smerten, når de gjorde ting ved hende eller at hun til tider stadig havde selvmordstanker. Hun vidste godt, det ville ske en dag og det havde hun også fortalt sin far, så han troede sikkert hun lå død et eller andet sted, efter hun havde været væk i over et år efterhånden. Hun nikkede lidt, da han indrømmede det også var voldtægt. Hun bed sig lidt i læben, som han fortalte videre, dog uden at afbryde ham, men hun lyttede og hun observerede ham - også mere end han sikkert troede. "Var det dét værd?" spurgte hun uden at lyde fordomsfuld, men nærmere en smule apatisk.
Hun bed sig hårdere og hårdere i læben, mens hun klemte hårdt om sit håndled med sin frie hånd, til neglene begyndte at presse sig ind i huden. Koldsveden løb ned af hende, mens panden blev presset mere og mere mod hendes knæ og hjertebanken blev hårdere, hurtigere og højere, mens hendes hænder stadig rystede let. Tårerne begyndte at trille ustyrligt ned af begge hendes kinder. "Jeg vil ikke tilbage... Jeg vil ikke..." lød det stadig stakåndet fra hende. Angsten var det eneste hun kunne mærke lige nu.

[Nathan Amon Lorde]

Hvor hun dog lignede ham! Det faktum at hun ikke ønskede at være nogens ansvar var så nemt at genkende fra sig selv, at skubbe andre væk når de kom for tæt på. Nathan havde brugt mindst 10 år på bare at nå dertil hvor han var i dag, og det var ikke engang et særligt godt sted. Når han så på Avery, så vidste han, at hun kun havde endnu mere i bagagen end ham og derfor ville skulle arbejde noget mere med det, og det først når hun selv var klar til det. "Jamen.. Hvis ikke er det da ikke tvang. Du har ansvaret for dig selv. Fri til at gøre hvad du vil. Der vil jeg ikke stå i vejen for dig. Det håber jeg da også du ved. Men.. hvis du en dag får brug for en anden mening, så er jeg klar." Han ville ikke presse hende til noget. Hun måtte klare sig selv. Når bare hun fulgte de få regler han havde, så var han ikke den der skulle løfte en finger af hende. Skulle det ske en dag, at hun brød med hans regler, så skulle hun nok heller ikke forvente en løftet finger, men snarer et spark i røven med ordene om aldrig at komme igen. Man havde som udgangspunkt kun en chance hos Nathan. 
Han kom til at trække på smilebåndet, da hun påstod, at hun valgte sine kampe med omhu. Sandheden var nok, at han ikke var helt enig i det udsagn, men ville ikke tage det fra hende, hvis det var sådan hun havde det. 
Tanken tilbage på sin tid på Hogwarts nagede ham en hel del. Tanken om hvad han havde gjort, hvad han havde mistet og hvor lidt han i sidste ende havde opnået ved det skyllede ind over ham. En tommel blev kørt langs kæben, før han valgte at være ærlig. "Nej, det var det nok ikke. Jeg troede jeg var en anden. At jegvar fuldblods og min hjerne var forskruet deraf. Jeg troede jeg kunne genvinde min far interesse, gøre ham stolt, ved at klare mig godt og være den bedste." Det var så absurt en samtale at have med Avery. Hun ville jo aldrig forstå det. Han havde hele sin barndom kæmpet for at vinde sin fars opmærksomhed og stolthed, mens hun virkede til at gøre ALT hvad der stod i sin magt, for at slippe af med sin far. Komplet modsætninger. 
Averys pludselig skift i humør og væremåde fik Nathan til at rejse sig og gå tilbage over ved siden af hende i sofaen, og satte sig tæt ved hendes side. Hvis nogen spurgte hvorfor han gjorde som han gjorde, så ville han ikke kunne svare dem, han handlede bare. 
Som han sad ved siden af hende lagde han blidt armene omkring hende, og trak hende ind i sin favn, hvor han stille vuggede hende frem og tilbage, så længe hun tillod det. Med blid stemme hviskede han ned til hende. "Du skal ikke tilbage, Av. Du skal med op til mig. Du har brug for dit eget værelse, og det får du nu."

[Avery Rider]

Avery var ikke klar til, at arbejde med sig selv. Både fordi hun var teenager og havde almindelige teenagesproblemer, men også fordi hun oven i det, havde sin diagnose, som kun gjorde det mere udfordrende at være i hendes hoved. Alkohol og samleje hjalp, langt hen af vejen, men hun kunne også mærke, at det efterhånden ikke var nok. Hun så lidt på ham, uden helt at vide, hvad hun skulle svare, hvilket gjorde, hun blot nikkede lidt.
Okay, indrømmet, så vidste hun godt, hun aldrig valgte sine kampe med omhu. Hun valgte det efter det humør hun var i, i situationen. Hun var ikke altid lige god til, at aflæse en situation og gjorde den ofte værre end, hvis hun bare havde holdt sin mund.
Avery havde været i gennem så mange psykolog samtaler, at hun vidste præcis, hvad hun skulle spørger om og sige. "Det er normalt for teenagere, at tro de ejer hele verden og er udødelige. Jeg har hørt, man bliver klogere med alderen," svarede hun og blinkede let til ham. Lige den del kunne hun nok godt relatere til. Hun havde selv ikke haft kontakt til sin mor i en alder af 8 år, hvilket også var gået ud over hendes tvilling og lillebror. Samvittigheden var forfærdelig at leve med, men der var intet at gøre nu.
Angsten spredte sig mere og mere i den spinkle lille krop, til hun ikke kunne føle andet. Det gav et spjæt i hende, som hun mærkede hans arm omkring hende, nærmest som om, hun var bange for, at han ville slå hende eller på anden vis gøre hende ondt. Hele hendes krop var på overarbejde. Musklerne var spændt op og stive. Pulsen var hurtigt og høj. Vejrtrækningen var overfladisk og hurtig. Hænderne rystede stadig og koldsveden fik hendes hud til, at glimte let. Tårerne trillede stadig ned af hendes kinder, som hun mærkede han vuggede hende. Hun hørte hans ord, hvilket fik hende til at kaste begge arme omkring nakken på ham og klemme sig ind til ham, med hovedet begravet mod hans skulder, som med sikkerhed ville blive våd af hendes tåre.

[Nathan Amon Lorde]

Okay Nathan stivnede et sekund, da han mærkede hende lægge sine arme om hans nakke. Et millisekund troede Nathan at hun måske ville udnytte situationen til noget seksuelt, men så mærkede han hvordan hun bare søgte ind til ham, mærkede en fugtig følelse på skulderen; tåre!

Nathan var virkelig ikke god til at trøste, han havde aldrig rigtig gjort det før. Aldrig set ideen i det, men her, hvor Avery nu sad og græd forstod han det, mere end han havde gjort det de få gange hvor nogen havde trøstet ham. Han prøvede at tænke tilbage på det, hvad havde de sagt? Imens han tænkte begyndte han at stryge hende langsomt op og ned af ryggen. Helt forsigtigt, hvis nu hun ikke kunne lide det.

Nathan rynkede kort brynene, før han så frem for sig, hen over hovedet på Avery. "Lad mig fortælle dig en historie om en dreng, mens vi sidder her."  begyndte han så og tog en dyb indånding.  "for snart 10 år siden gik der en fyr på Hogwarts. Han var stolt og han var fuldblods, selvfølgelig. En dag da han kedede sig gik han rundt i gangene, hvor han fik øje på en smuk ung pige. Hun var mugglerfødt, så han regnede hende ikke for meget mere end legetøj, hvilket også blev grunden for, at han gik hen til hende, charmerede sig ind på hende, og endte med let at presse hende op ad en væg for at udnytte hende. Selv når hun sagde hun ikke kunne lide det han gjorde, så forsatte han, vente hendes ord, så hun til sidst ikke turde sige ham imod."  Han fortsatte med et vugge Avery stille og holde om hende, mens han fortalte.  "En dag, da de mødtes på gangen, faldt et brev ud af pigens bog. Han tog det op, og selvom hun tryglede om at få det igen, så beholdt han det fra hende... på den måde kunne han søge for at hun gjorde alt det han sagde, for hvis ikke så ville han læse brevet højt for hele skolen. En dag..." Nathan stoppede fortællingen og blev stille, det var en dag han stadig huskede alt for tydeligt. "Med tiden fik han følelser for pigen, egentlig troede han vel han var forelsket, men det duede jo ikke, så han gav hende brevet tilbage og regnede så med at slippe for hende. Det gjorde han bare ikke."  Nathan fnøs kort. "Han var et svin overfor hende, og brevet... det hun havde fået var bare en kopi. Nå man fyren kom for sent til Botanik en dag efter virkelig at have svinet pigen til foran hele skolen og i botanik skulle de selvfølgelig arbejde i grupper. Hun var den eneste uden makker. Han prøvede at være cool og led, men sandheden... Sandheden var at han følte sig mere alene end nogensinde og han endte med at stikke af fra timen, sætte sig ned til søen. hele fyrens verden væltede sammen om ørerne på ham, og som det så aller værst ud kom pigen han havde udnyttet hen til ham. Han forventede selvfølgelig at hun ville råbe og hovere, men.. det gjorde hun ikke. Hun viste omsorg, trøstede ham,. Var blid. selvom han på ingen måde fortjente det. Den dag gik det op for ham, at han ikke var helt så alene og at det ikke er alle, der bare vil sende en væk." Han tav igen. Bed sig lidt i læben og blinkede nogle gange med øjnene for lige at få styr på eventuelle tårer, så klemte han Avery ind til sig, kyssede hende let på hovedet og hviskede så ned i hovedbunden på hende. "Jeg sender dig ikke nogen steder hen du ikke vil."

[Avery Rider]

Avery havde sagtens kunne finde på, at udnytte situationen til sine seksuelle lyster, men det angstanfald hun sad midt i, havde lammet hendes krop og den del af hjernen, som handlede på lyst. Det var meget sjældent, hun græd foran andre, da hun hadede at fremstå sårbar. Hun hadede at andre så hun havde følelser, hvilket også var en af de mange grunde til, at hun drak så meget, som hun gjorde. Når hun var fuld, så følte hun mindre. Hun følte slet ikke hun kunne trække vejret, eller koncentrere sig om, den historie han begyndte, at fortælle hende. Der var alt for mange informationer, hun skulle forholde sig til. Alligevel nåede han ikke ret langt ind i historien, før hun snildt kunne lægge to og to sammen. Historien var om ham. Hun prøvede virkelig, at lytte til det han fortalte, men inden hun kunne få sig selv, ud af sit angstanfald, var han allerede langt over halvvejs inde i sin fortælling. Hun mærkede kysset på sit hoved. Hun rystede over hele kroppen. Hendes krop var tydeligvis på overarbejde. Hun anede ikke, hvad hun skulle sige. Den eneste der havde set hende i et angstanfald før, var hendes far, Michael Rider og hendes adoptivfætter, Lawrence Dale Rider . Hun plejede godt, at kunne holde dem tilbage, når hun kunne mærke de var på vej, men denne her gang, var det gået for hurtigt for hende. Hun sad tilbage med en tom følelse af udmattelse, træthed og faktisk også en smule flov over, at han havde oplevet hende på den måde. Hun slap ham og trak sig fra ham, "Jeg.." hun rømmede sig, da hun nærmest ingen stemme havde, "Jeg er ked af.. du var det igennem.." mumlede hun uden at se på ham, mens hun tørrede sine øjne og greb ud efter en ny flaske vodka. Det var næppe nogen overraskelse, at det var alkohol hun tyede til efter sådanne en tur. Angsten sad stadig i hende og hun rystede stadig en smule, nærmest som små krampetrækninger, som hun skurede låget af og tog en stor tår. Følelsen skulle bare drikkes væk.

[Nathan Amon Lorde]

Måske havde det været forkert at fortælle hende hans historie, men han håbede, at noget af det kunne rodfæste sig i hende og med tiden vokse. De var måske ikke ens, og det måtte han nok bare huske på, men derfor ville han ikke opgive hende. Hun fortjente at være vellidt, som han havde været det dengang han ikke fortjente det. Hun fortjente at nogen mødte hende og hjalp hende ud af stormen. nogen som ikke var alkohol. "Jeg fortalte dig det ikke for at få medlidenhed. Du skulle bare vide at  mit liv ikke har været nemt, så hvis du en dag for brug for at snakke om noget af det, så vil jeg gerne lytte." Han sendte hende et lille smil som kun de færreste fik tilegnet, men hun fortjente det. Hvordan hun gjorde det, vidste han ikke, men noget gjorde hun ved ham. Noget han aldrig havde oplevet før. Ikke på den måde. 
Han så hende skrue låget af en ny flaske vodka og sukkede lidt som han skulle til at tage flasken fra hende, men stoppede sig selv inden han fik gjort meget bevægelse ud af det. Det var ikke hans valgt om hun ville drikke. I stedet rejste han sig fra sofaen og gik ud midt i kontoret. Her kiggede han tilbage på hende over den ene skulder. "Vil du med op og se dit værelse?" tilbød han så, hun havde nok brug for lidt "luftforandring" lige nu.

[Avery Rider]

Avery havde været indlagt på både psykiatriske afdelinger, åbne og lukket, men havde formået at stikke af fra begge dele, hun havde ligget i bælte og blevet proppet med alverdens muggler medicin, for at få styr på sit liv, men intet havde hjulpet den unge teenager. Hun havde været på militærskole, hvor hun var stukket af fra og var endt her hos Nathan. Hvis hun selv skulle sige det, så havde hun det langt bedre hos Nathan, end hun havde haft nogle andre steder, men set udefra var det nok ikke det bedste sted for hende. Hun burde ikke være i nærheden af alkohol 24-7, for hun kunne ikke styre det. Hun rystede lidt på hovedet, "Jeg har ikke brug for at snakke om noget.." afviste hun og tog en ny tår af vodkaflasken. Hun ville nok aldrig blive en type, der selv opsøgte hjælpen. Hun havde været til et utal af psykolog samtaler og intet hjalp.
Hun var nok ikke blevet glad, hvis Nathan havde valgt at tage flasken fra hende. Det var det eneste der hjalp. Alkohol. Hun fulgte ham med blikket som han rejste sig og nikkede så lidt. "Yeah.." svarede hun og rejste sig, dog meget alkoholspåvirket. Et par skridt til den ene side og halvt væltende ind i hans skrivebord, blev det til, før hun stod nogenlunde på sine ben igen. "Hvorfor har du ikke opgivet mig endnu?" spurgte hun direkte og tog en ny tår af flasken, før hun fulgte med ham op til hans lejlighed, dog ret slingrende i sin gang.

[Nathan Amon Lorde]

Stædig som et gammelt æsel. Det var måske ikke helt fair at smile over det, men Nathan kunne ikke lade værre. Han holdt af Avery på en måde som hun ikke ville forstå før hun enten drak sig selv ihjel eller den dag hun blev ædru nok til at klare en normal tilværelse, men den dag kom nok aldrig. Det stak ham lidt i hjertet, men samtidig vidste han, at det øjeblik han begyndte at gå ind i den sag ville han miste hende, og den bekymring der så ville overtage, den ville han ikke kunne leve med. Så for nu måtte han leve med at hun drak som en hullet si. "Nej, det ved jeg du ikke har." Lød det roligt fra ham. Han tøvede og så så forsigtig over på ham. "og hvis jeg nu har brug for at høre om det? Hvad gør jeg så?" om det var bevidst at han stillede spørgsmålet som han gjorde vidste han ikke, men de virkede som en god vinkel, han forventede dog ikke andet end måske en sur mine over at han gravede lidt i det. Men man kunne vel ikke bebrejde ham for at prøve?
Som hun var ved at slingre ind i skrivebordet, skyndte Nathan sig at gribe fat om hendes arm, blidt selvfølgelig, men nok til at han kunne have lidt styring på hende, særligt op ad trapperne. Det kunne ende rigtig grimt, hvis hun snublede eller på anden vis trådte forkert på et af trinene. "Vil du gerne have at jeg opgav dig da?"  Spurgte han så, ikke fordi han var bange for at fortælle hende grunden. Den var meget ligetil, elelr der var en ligetil grund og så var der den mere personlige grund. Den holdt han dog for sig selv.

[Avery Rider]

Avery bed sig lidt i læben. Hvorfor bragte han det op, hvis han godt vidste, hun ikke ville snakke om det? Hun skulle lige til at stille ham selv samme spørgsmål, da han kom hende i forkøbet og hans spørgsmål lød. Hun trak lidt på den ene skulder. "Så må du vel spørger, hvis der er noget du vil vide.. Så svare jeg, hvis jeg har lyst," svarede hun og lod de grønne øjne hvile på ham. Hun var ingen åben bog, og ville nok aldrig blive det.
Hun mærkede han greb blidt fat om hendes arm, som hun var ved at vælte over i hans skrivebord. Hun så op på ham med nogle tydeligt påvirket øjne og tog en tår mere af flasken, før hun vendte blikket væk fra ham igen. Hendes blik havde kort vist en taknemlighed. Hun trak lidt på skulderen. "Jeg forstår bare ikke, hvorfor du ikke har givet op endnu," svarede hun, uden helt at svare på hans spørgsmål alligevel, som hun fulgte slingrende med op ad trappen.

[Nathan Amon Lorde]

Med en del sikkerhed og en god portion kræfter fik han hjulpet Avery op i lejligheden. Den var ikke synderlig stor, men der var det nødvendige. Der var en fin stue, som gik i et med køkkenet, samt et soveværelse (hans) et badeværelse og så et lille værelse, som altså nu skulle fungere som hendes.På værelset stod en inkelmands seng, et lille natbord med lampe og så var der en kommode til tøj. "Så Av, Hvad er dit foretrukne sprut? og er der forskel på hvad du drikker alt efter humør?" Det var nok meget direkte, og Nathan forventede næsten at få et møgfald af hende over det, men så måtte han jo tage det med på vejen. Det gjorde ham ikke så meget. Når Avery var ful som nu tog han ikke hendes ord for særlig meget. Det var alkoholen der talte, det kunne han godt leve med. 
Hendes spørgsmål fik ham dog til at sætte sig på sengekanten og kigge hen på hende. "Jeg giver op den dag, der ikke er mere i dig at tro på. Men som det er lige nu, så tror jeg stadig på at jeg har lov at komme indenfor. Jeg tror på at det er bedre du er her, end så mange andre steder. Og så holder jeg mit ord. Så længe du følger mine regler, så har du tag over hovedet her, men den dag du bryder dem, så skal jeg nok vise dig hvor døren er. Jeg håber dog ikke på det. Jeg... Kan lide at have dig omkring."  Forklarede han ærligt. Hun ville sikkert ikke kunne huske det når alkoholen engang fortog sig, så derfor havde han intet problem i at sige det til hende nu. Det var straks noget andet, hvis hun var fuldt ædru.

[Avery Rider]

Avery så sig kort omkring, som de gik gennem lejligheden og ind til det, der skulle blive hendes værelse. Det første hun så var sengen. Hun havde ikke sovet i en seng, siden hun var stukket af fra militærskolen. Foruden de mænd hun havde sovet hos hist og her, efter en lidt for vild druktur. Hun fnøs lidt, som hun lagde sig på sengen på maven. "Alt med procenter i, Nate.. Come on, spørg mig om noget svært," svarede hun og vendte blikket mod ham, tydeligt stadig påvirket af alkohol.
Hun ville næppe kunne huske meget af denne her samtale dagen efter, når hun ville vågne op med en hovedpine, som fortalte hun igen igen, havde drukket mere end hun burde. Hun satte sig op i sengen, da hun mærkede han satte sig på sengekanten og tog en ny tår af flasken. Hun spredte benene en smule, "Du er altid velkommen indenfor," svarede hun og blinkede til ham på ny. Hun samlede dog benene igen og svang dem ud over sengekanten, for at sætte sig ved siden af ham. Hun bed sig lidt i læben, "Jeg ved godt den dag kommer... Men tak, Nathan.." sagde hun, mens hun så lidt mod gulvet.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan lyttede til hendes ord som han førte hende op i lejligheden. Noget svært sagde hun. Det kunne han da nemt finde ud af, men ville hun svare? Han tvivlede stærkt, men han gjorde da gerne forsøget. "Godt så. Hvorfor drikker du dig fuld? Den ærlige grund ikke bare et eller andet om, at det er for at have det sjovt. Hvad er det?" De nåede op af trappen og Nathan stillede sig, så hun ikke kom ned af den i tilfælde af, at hun ville flygte. Prøvede hun, ville han nok ikke stå i vejen for hende, men han håbede da på at hun ville blive. At hun faktisk ville invitere ham indenfor. 
Han blev dog ikke stående ved trappen særlig længe, før han alligevel smed sig over i sofaen og håbede på at hun ville gøre ham følge. "Lad os nu se. Måske den kommer måske ikke, men jeg har ikke tænkt mig bare at sidde og vente på den. Det er livet sgu for kedeligt til!"

[Avery Rider]

Avery rynkede lidt på næsen, ved hans spørgsmål. Hun tog en stor tår af vodkaflasken, som hun havde taget med sig op i lejligheden. "Jeg fik diagnosen borderline, da jeg var 14.." svarede hun, selvom det langt fra var hele svaret, eller egentlig et svar på hans spørgsmål, men nærmere en lille procent del af en forklaring eller en undskyldning i hendes tilfælde. Hun fortalte ikke, hvordan hendes mor havde forladt hende og hendes søskende, på grund af hende. Hun fortalte ikke hvor meget hun faktisk hadede sig selv, og hun fortalte ikke om den konstante følelse af tomhed - intethed - hun havde, hvor alkoholen fik hende til at føle noget. Hun fortalte ham heller ikke, at det angstanfald han før havde set hende i, kun var toppen af isbjerget.
Avery blev siddende på sengekanten, som Nathan satte sig over i sofaen, men hun fulgte ham med blikket. Hun trak lidt på skulderen ved hans svar. "Man får ikke andet sjov, end det man selv finder på," svarede hun blot og tog en ny tår af flasken. Hun burde virkelig ikke drikke mere, men hun kunne ikke stoppe sig selv.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan var overrasket over hvor ærlig Avery var, men han måtte også indrømme, at det ikke virkede som hele sandheden. Borderline fik ikke en sendt på kostskole og militærskole. Borderline, burde ikke får en person til at drikke så meget som Avery gjorde. "Og fik du medicin for det eller anden form for behandling? Jeg har mødt din søster Av, hun er ikke ligeglad med dig, så hvordan har den diagnose ført til det her?" Spurgte han og pejede på hende ved ordene "det her". Ikke at der var noget ondt eller nedladende ved hans spørgsmål, han ville bare gerne høre mere, da det ikke virkede til helt at hænge sammen endnu. En enkelt diagnose, der var i behandling kunne ikke føre nogen så langt ud. Så skulle det være fordi hun ikke ville indrømme at hun havde et problem, men det mente han nu nok hun var klar over. Det var ikke ren benægtelse der var i hendes stemme. Der var mere også.
Hendes næste ord fik ham til at stirre indgående på hende, og da hun igen hævede flasken til munden så han tavst til indtil hun havde drukket hvad hun havde behov for. "Og har du det sjovt lige nu Av? Du er godt klar over at når du brækker dig, så får du selv lov til at tørre op ikke?" stemmen var mild, men det var hendes værelse, det ville blive hendes rod og derfor også hendes ansvar. Kunne man drikke kunne man også tage ansvar. "du brækker dig snart hvis du fortsætter, nu er du advaret."

[Avery Rider]

Avery rullede med øjnene, "Jeg var indlagt på psyk. Selvfølgelig fik jeg både medicin og ECT-behandlinger, og hvad fanden de ikke ellers gjorde ved mig," lød det irriteret fra hende. Hun havde hadet at være der, hvilket også var en af grundene til, hun flere gange var stukket af derfra. "Jeg ved sgu da godt, min familie ikke er ligeglad med mig, men tro mig, de har det bedre uden mig," svarede hun, men kunne godt mærke, at det snart begyndte at blive for meget for hende med alle de nysgerrige spørgsmål han havde. "Ved du overhovedet, hvad borderline er?" spurgte hun, da han spurgte, hvordan diagnosen havde ført hende her til. Problemet var nok også, at hun ikke var i behandling mere. Det havde hun ikke været i et par år efterhånden, faktisk cirka ligeså lang tid, som hun havde boet hos Nathan, plus nogle måneder længere. Hun tog ikke sin medicin, hun kom ikke til de samtaler hun burde med sin psykolog, hun havde ikke sit netværks støtte i form af sin far og sine søskende. Til gengæld hang hun mere og mere ud med Collin, og det var begyndt at krible i hende efter at prøve stoffer med ham. Nathan var hendes eneste ø lige pt.
Hun vendte blikket i hans retning, "Jeg brækker mig ikke," svarede hun blot og tog en ny tår, blot for at provokere. "Jeg brækker mig ikke, er du døv eller hvad?!" råbte hun af ham, før hun meget påvirket rejste sig fra sengen og gik hen for at smække døren i. Det var nok en af de farligste ting ved Avery, man vidste aldrig, hvornår hendes humør ville vende eller hvad det ville vende til.