Vi har brug for flere tænder

[Amara Belmont]

Det gav Amara en god følelse at kunne indfange Seneca i sit spind på denne måde. En følelse af kontrol…Og samtidig tilfredshed, som hun så småt syntes at kunne opsnappe begæret i hans blik, der hvilede på hende med fuldkommen ro. Det gav et lille ukontrolleret og forskrækket spjæt i hende, som han greb om hendes fod under bordet og i et forsøg på at afværge og ikke ryge ned af stolen, placerede hun to hænder imod bordets snuskede kant. Hun slap dog denne igen, straks efter, som de blå øjne igen flakkede imod Senecas og et lille undskyldende grin bredte sig på hendes læber, for derefter at afsløre den morskab hun også fandt i hans lille ’pirrende stunt’. Manden var uforbederlig indimellem. – Men alligevel dominant på en måde, som Amara fandt fængslende.

Hvad det var der helt gjorde det, vidste hun ikke..Men når han rørte hende på den måde…Tirrede hende, sendte det næsten en skælven igennem hende. Hans fingerspidser imod hendes bare hud, var næsten nok til at give hende gåsehud…. – Men så slap han og i en rolig bevægelse, formåede hun således at hive sit ben lidt til sig igen. ”Det lyder lovende.” Svarede hun selvsikkert, som hun lidt diskret forsøgte at rette på sit bukseben under bordet og derefter rejste sig fra sin stol.

[Seneca Adrenal]

Hans øjne flakkede ikke et sekund væk fra hendes kønne ansigt. Seneca havde travlt og han var meget professionel, hvis man skulle høre hans egen holdning om sig selv – men han havde aldrig kunne modstå kvinder og deres charme. Selvom politikken var vigtigst og han vidste at hans kamp for at redde det magiske samfund var lang og nok muligvis ikke ville have en lykkelig ende for ham selv, så vidste han også at han skulle huske at stoppe op en gang imellem og nyde at han var i live.
Lige nu ville han nyde at dele sin aften med en kvinde, en flaske rødvin og muligvis en seng, som han kunne få lokket denne kvinde med i.

”Jeg bryder aldrig mine løfter,” svarede han tilbage, før han rejste sig fra bordet og gik over til hendes side for at tilbyde hende en gallant hånd. Han sendte hende et charmerende smil, ”En transferering ville nok være hurtigst…” han ventede på at hun ville tage imod hans hånd, så de kunne komme af sted. Forhåbentlig var hans uduelige søn ikke hjemme i dag – for en gangs skyld håbede han på at han var ude et eller andet sted og lave ballade, så de kunne få noget fred sammen.

[Amara Belmont]

Amara rejste sig fra sin stol i en fin og glidende bevægelse. Hun rettede lidt på jakken, som hun bar udover det orange jakkesæt, men sløsede ikke med tiden ved at binde den til. I stedet placerede hun slanke hånd i Senecas, som han rakte hende sin og smilende, tog hun øjemål af ham. – Som om hun vurderede ham og om det ville være det værd at tage med ham. – Ikke destomindre, var glimtet i hendes øjne kækt og lettere legesygt og hun lod sig derpå transferere med ham, hjem til hans lejlighed.

For sig selv håbede Amara på, at de ville have lejligheden for sig selv. – Kun alt for længe, havde hun måtte døje med Senecas knægt og de blikke han sendte hende. Ikke at hun havde sagt noget. Næh….Trods alt, var han kun en knægt. – Godt nok en knægt, hun ikke brød sig synderligt om….Men dog kun en knægt. At lejligheden så rent faktisk var tom, da de ankom, syntes til hendes held. Derpå slap hun Senecas hånd, før hun trak ud af overfrakken og lod blikket glide omkring i rummet de stod i.

[Seneca Adrenal]

Hun tog imod hans arm og de fik transfereret hjem til ham. Hjemmet var selvfølgelig pænt opryddet - det var sjældent hans søn, Norh, turde at gøre andet end at holde hjemmet rent og ordentligt… Selvfølgelig var sønnens værelse en undtagelse og det ville Seneca heller ikke blande sig i, selvom han havde en stærk holdning omkring det.

“Det ser ud til at vi er alene…” Amara havde sluppet ham og han gik derfor hen til vitrineskabet, hvor der stod både glas og nogle flakser - både åbnede og uåbnede. “Vin eller ildwhiskey?” spurgte han hende. Det kunne jo være hun hellere ville have noget af det lidt stærkere, nu hvor de havde muligheden for at hygge sig alene.

[Amara Belmont]

Amara lod blikket glide omkring i stuen, hvor de stod. Et øjeblik hvilede hendes øjne på et par pynteting der stod på kaminhylden, men de fulgte så Seneca hen til vitrineskabet, hvor udvalget af flasker fangede hendes interesse. ”…Vin.” Erklærede hun sagte, som hun bevægede sig op til ham og fremdog to pæne glas fra skabet ved at række en smule ind over ham. Trods alt, var hun en klassisk og stilet dame…- Og ikke tale om, at han skulle få lov til at spise hende af med en billig ildwhiskey. Et lille lurvet og flirtende sil hvilede dog alligevel på hendes læber, som hun stod der og tog øjemål af ham og ventede på at han valgte en flaske.

[Seneca Adrenal]

Vin, jamen så måtte hun få vin! Han trak den dyre vin frem. Han ville have rakt ud efter et par glas, men hun var kommet ham i forkøbet og hun stod nu ganske tæt på ham. "Du virker noget ivrig, pigebarn... Lad mig nu være din vært, og sæt dig hen i sofaen i stedet." Fortalte han hende og lænede sig en smule imod hende, så han tårnede over hende. Hans blik fangede hendes, og hun havde noget så fængende øjne og et meget charmerende smil. Han ville gerne droppe vinen og gå lige til det, lige nu... Men opvarmingen var også en vigtig del af det hele. 
Seneca veg ikke sin plads for hende, men han stod tæt på hende og betragtede hende - ventende på hvad hendes næste skridt ville være. 

[Amara Belmont]

De blå øjne gled kritisk henover etiketten, som Seneca fremdog en flakse vin fra skabet. Ganske stille og roligt, stod hun der og afventede med de to vinglas i hænderne, men de blå øjne fæstnede sig atter i hans, som han stod der og tårnede sig over hende. Derpå rakte hun ham roligt glassene, som hun stod og smilede præcis lige så kækt af ham, som han gjorde af hende. ”Allright..” Stemmen var blød. Lavmælt, men eftergivende, som hun veg fra ham og bevægede sig over imod sofaen. Alligevel, havde den dog også være forventningsfuld….Forventningsfuld, som om hun allerede havde sat en bar for, hvordan hun ønskede standarden. Trods alt, kunne hun godt lide tanken om at han måtte arbejde lidt, for at få lov til alt det sjove. Derpå tog hun plads i sofaens ene hjørne, hvor hun lagde den ene arm lidt op på armlænet og så ellers lagde benene lidt afslappet over kors.

[Seneca Adrenal]

Seneca tog imod de to glas, og var nu ikke sikker på om det havde været synet af hendes kritiske blå øjne på vinens etikette, eller om det havde lyden af hendes bløde ’’allright’’-respons, der havde gjort at han nu var kommet i tvivl om vinen han stod med, men i hvert fald vidste han at tvivlen var blomstret i ham.

Han kastede endnu et blik på vinen han stod med og overvejede om den virkelig var god nok til i aften. Nej, der skulle serveres noget specielt, og derfor tog han sig en dyb indånding og tænkte ’’pyt med det’’, før han rakte hånden op til den højeste hylde og fik trukket en vin ned fra den.

Seneca gik hen til hende ved sofaen og stillede glassene på sofabordet. Vinen blev skænket. Det var vinen han havde drukket, den gang han engang blev gift. Det var trods alt mange år siden – og det var heller ikke kvinden, der var blevet mor til de to børn han havde – så han havde villigt prøvet på at fortrænge alle minderne om hende. ”Den her har jeg gemt i… Mange år… Næsten en hel livstid for dit vedkommende.” Han satte sig ved siden af hende og rakte hende et glas, mens han selv sad med sit eget i hånden, "Skål."

[Amara Belmont]

En hånd gled forsigtigt igennem de lyse lokker, som hun afslappet sad og betragtede Seneca. En lille fuge dannede sig i hendes pande, som en undrende mine gled over hendes ansigt, da han vendte sig og byttede vinflasken ud med en anden i skabet, men kun kortvarigt, da den hastigt fortrak sig igen. Med et lille smil på de lyserøde læber betragtede hun atter hver og en af hans bevægelser, som han nærmede sig hende og gav sig tid til at hælde vinen op. ”Og så vælger du at dele den med mig….” Hendes toneleje afslørede tydeligt at hun følte sig smigret. Alligevel havde hendes ord dog tydeligvis mere været ment mere som en anerkendende kommentar end et spørgsmål. De blå øjne fulgte hans hænder, som han hev proppen ud af flasken og skænkede den røde vin. Hendes blik gled derefter videre op til hans ansigt, som han tog plads ved siden af hende og rakte hende det ene glas. ”Skål.” Hun hævede glasset ganske let og hun nippede derpå lidt til en røde væske.

[Seneca Adrenal]

”Tro det eller lad være, Amara – men du betyder meget for mig… Og den dag du ikke kan se det, er den dag jeg har begået en stor fejltagelse,” lød det gallant fra ham, ”så ja, jeg vælger at dele den her vin med dig.”
Han så hende i øjnene med et afslappet og charmerende blik. De skulle ikke bruge mere tid på at være professionelle i aften, nej, nu skulle de bare slappe af og nyde hinandens selskab.

Glasset blev hævet op til hans læber, som han tog en tår af den vin han havde ventet på i så mange år. Det var en god vin, men fantasien om den havde måske været bedre. Alligevel var han sikker på at den ikke ville skuffe mange, der ikke havde et usundt forhold til den. Seneca drak sig en stor tår, som for at sluge sine minder, og så stillede han glasset fra sig på bordet, for at vende tilbage til at observere Amara.

[Amara Belmont]

Amara lod et kort øjeblik sit fokus hvile på vinglasset, som hun lod glasset slippe læberne. Hun vendte og drejede det lidt i hånden, som hun så Seneca i øjnene og hun nikkede blot ganske let, før hun så tog endnu en tår. Hun lænede sig derefter lidt frem, for at kunne sætte glasset fra sig på bordet og i en glidende bevægelse, som hun lænede sig tilbage imod sofaens ryglæn igen, lod hun sine fingerspidser strejfe kanten af Senecas skjorteærme ganske let. – Næsten, som om hun rettede lidt forsigtigt, men velment på det.

Amara var ikke en kvinde der normalt tillod noget så simpelt som følelser, drive gæk med hende. - Men ikke destomindre, accepterede hun at de var der. At de kunne..indvirke på hendes måde at agere på..Og at de indimellem både kunne styrke og svække hendes egen jeg-følelse. At Seneca netop nu sad der og erklærede at han på sin vis havde et blødt punkt for hende, bestyrkede hende blot. ”Du har også selv…Mange gode kvaliteter Seneca.” Komplimenterede hun tilbage, som de lyserøde læber trak op i et lille flatteret smil. ”Det smigrer mig, at du har det sådan med mig. – Trods alt…Så tror…syntes jeg også at vi lader til at have et fælles punkt for..Forståelse, som ikke mange mennesker deler. I flere aspekter.”

[Seneca Adrenal]

Han bemærkede hurtigt at hendes fingerspidser legede med kanten af hans skjorteærme. Det fik ham til at hvile blikket på hendes fingre, mens han tog sig endnu en tår af sin vin. Kvinder… Han kunne simpelthen ikke få nok af deres elegante, pirrende og feminine natur.

Der lød et kort fnys fra manden, da hun begyndte at snakke om gode kvaliteter. Han stillede glasset fra sig og så hende nu i øjnene, mens hun fortsat snakkede. Heldigvis var det næste hun sagde en anelse mere personligt, for jo, de delte en forståelse. Seneca var bestemt ikke en sentimental og overfølsom mand – men han havde sine øjeblikke. Amara var ikke helt til at stole på, men alligevel følte han sig draget af hende. ”Jeg er fuldkommen enig…” han lænede sig en smule hen imod hende i sofaen, og han lod et blik falde på hendes indbydende læber, før han igen så hende i øjnene, ”og jeg tror vi komplimenterer hinanden godt, både med vores fælles interessesager, samt vores smukke ydre,” talte vinen for ham, selvom han ikke havde fået så meget – men nok til at han følte sig lidt ekstra afslappet og godt tilpas efter en lang dag.

[Amara Belmont]

Amara lod ganske forsigtigt de slanke fingre fumle lidt videre med Senecas skjorteærme. Hun lod sine blå øjne fastholde hans, som deres blikke syntes at have fastlåst sig hos dem hver især og ganske let fugtede hun underlæben en smule, som hun sad der og smilede af ham. Nogen ville måske mene at Seneca var en gammel gris, som han sad der og bagte på hende..Men for Amara var situationen en anden. Hun så ham som moden….Charmerende..Og ikke mindst veltalende. – Og når alt kom til alt, delte de to tydeligvis en forståelse for at følelser og forretninger var to vidt forskellige ting. – Og deres intimitet…Tja…På en eller anden måde, var den blot et led til at koble de to sammen. Til at styrke deres relation, uden at nogen af dem forventede et dybere forhold, med forpligtigelser. ”Mhmmm…” Hun nikkede sagte af hans ord og forsigtigt, strøg hun derpå en af de lyse lokker om bag øret. – Som for at anerkende og understrege hans ord. For smuk, var hun bestemt mere end overbevist om at hun var. Det behøvede hun ikke Seneca til at fortælle hende, selvom det naturligvis var rart at blive bekræftet.

[Seneca Adrenal]

Da hun strøg en lok bag hendes hår, greb han chancen for at lade hans hånd følge bevægelsen og stryge endnu en løsrevet lok om bag øret på hende. Derefter fjernede han ikke sin hånd, men lod den blot glide videre bag hendes øre og om til hendes nakke. Fingrene gled ind mellem hendes bløde, lange hår og han holdte sin hånd der.
Det virkede som om de var enige og han tog derfor chancen for at læne sig ind imod hende og plante et kys på hendes fugtede læber. Hun havde pirret ham længe nok nu.

Seneca havde bestemt håbet på at dette ville komme til at ske i aften… Lige siden han havde set hende i det orange jakkesæt, havde han overvejet hvordan hun mon ville se ud uden den. Hans frie hånd blev placeret på hendes lår.
Det her var helt sikkert den største bonus ved at have allierede kvinder - de kunne både bruges professionelt og … mindre professionelt.

[Amara Belmont]

Amara lod øjnene glide i, i samme sekund, som Seneca lod sin hånd smyge sig ind i hendes blonde lokker og lænede sig ind imod hende. Hun lod en hånd finde vej til hans kind i samme nu, som hans læber strejfede hendes og med en lille vag brummen imødekom hun ham. Hans skægstubbe kradsede vagt imod hendes overlæbe….Men ikke destomindre, var det tiltrængt for hende at mærke et andet menneske så tæt på. Ganske let, lod hun sin frie hånd krybe op for at gribe ganske let fat i hans skjortekrave og lidt drillende hev hun ham tættere ind til sig, samtidig med at hun selv lod sig synke dybere ned i sofaen, som hun lænede sig en smule tilbage.