Vi har brug for flere tænder

[Seneca Adrenal]

Til: Amara Belmont
Tidspunkt: Aften

Blodklanen havde været meget inaktiv de seneste par år, men alligevel var sammenholdet lige så stærkt som det nogensinde havde været. De havde et fælles mål – at separere muggleverden fra den magiske. Seneca ønskede at bringe flere varulve ind i deres klan, for at vise at de ikke bare var snæversynede troldmænd, men at de rent faktisk havde et ønske om at forbedre det magiske samfund ved at holde det magisk.

Amara var en af hans kommandører – en sjældenhed var det at se en kvinde som kommandør i hans klan, og hun var faktisk den første kvinde der var blevet hyret til jobbet. At hun arbejdede ved ministeriet og ikke var efterlyst og ikke levede et fuldt klanliv, som mange af de andre klanmedlemmer, gjorde at hun var en vigtig spiller og allieret og derfor også fortjente den post hun havde, men det gjorde hende dog også mere uforudsigelig, da hun kunne benægte sit samarbejde med klanen hvornår end hun ønskede det, og kunne forråde dem, hvis det var det hun ville. Hun var både en gave og en forbandelse på samme tid.

Seneca ønskede at snakke med Amara om at samle en stak medlemmer, for at få dem til at rekruttere varulve til deres fællesskab. Jo flere, jo bedre. De var nødt til at udvide.
Derfor havde han valgt at de skulle mødes ved Det Slagtede Lam, hvor snusket stedet så end var – her var privat og der skete så mange andre ulovligheder her inde, at folk næppe ville lægge mærke til dem.

[Amara Belmont]

Det slagtede lam var ikke en beværtning, hvor man ofte så på kvinder som Amara snige sig omkring. Klassiske og stilfulde kvinder af god stand. Det var et snusket sted….Ja, direkte uhumsk på nogle punkter, hvis man spurgte den lyshårede ministeriekvinde, der netop var trådt ind over dørtærsklen. Hun havde netop slået hætten på sin frakke ned, som hun havde fået øje på Seneca, hendes overordnede, ved et lille hjørnebord. Det var efterhånden ved at være længe siden at hun havde set ham. Hun havde haft travlt og på mange områder, havde hendes tid på det seneste været givet bedre ud i ministeriet end hos blodklanen. I et par lange, men forsigtige skridt var hun henne ved bordet og hun tog her plads, i takt med at hun knappede sin frakke op, så det orange jakkesæt indenunder blev lettere synligt. ”…Sikke dog et sted at mødes, Seneca…” En rynke omkring Amaras næseryg afslørede tydeligt den unge kvindes utilfredshed, hvis da ikke hendes tonefald gjorde det. Hun børstede stolen lidt pernippent af med hånden før hun tog plads, og lidt akavet, rykkede hun derefter sig ind til bordet. – Dog omhyggelig med ikke at røre synderligt ved andet end sin egen frakke, som hun rettede lidt på. ”Jeg håber du har god grund til at hive mig herned…” Erklærede hun en smule bittert, som hun tydeligvis ikke brød sig om tanken om at blive set så snusket et sted. Hun placerede pænt sit ene ben henover det andet, som hun foldede sine hænder omkring sit ene knæ og lidt afventende, tog hun derpå øjemål af herren overfor hende.

[Seneca Adrenal]

Seneca fik med det samme øje på Amara. Til først var hendes beklædning meget diskret og hun stod næsten ikke ud på Det Slagtede Lam.. Indtil hun kom tættere på og begyndte at knappe hendes frakke op. Det orange jakkesæt tog virkelig opmærksomheden fra Seneca og han måtte tage hånden til munden og tage sig en dyb indånding. Han havde ikke lyst til at det her møde skulle ende ud i et snak om tøjvalg og mode - men det orange jakkesæt gjorde ham næsten nervøs. Hans blik gled en enkelt gang rundt i lokalet, for at se om det også havde fanget andres opmærksomhed - men det lod heldigvis ikke til det. “Sikke dog et jakkesæt, Amara…” stikkede han tilbage til hende, selvom han havde prøvet på at være en professionel klanleder i det her øjeblik.

Han vinkede bartenderen hen til dem og bestilte to ingefærsøl. Ikke tale om, om hun fik lov til at slippe. Han havde lagt mærke til at hun knap nok sad ned på bænken de sad ved, nok af ren frygt for hvad hun ville komme i berøring med. De skulle virke som om de passede ind og hun blev simpelthen nødt til i det mindste at have en drink foran sig, om hun så drak den eller ej.
“Selvfølgelig har jeg en god grund til at hive dig herned” svarede han i en alvorlig tone, “Jeg er ikke til tidsspild…” Alligevel trak han samtalen ud en smule.

[Amara Belmont]

Amara hævede brynene en smule af Seneca ved hans kommentar omkring hendes jakkesæt. Tydeligt var det, at hun ikke brød sig om at blive korrigeret. Tværtimod. – Og da slet ikke på sin påklædning, når hun kom direkte fra ministeriet på spontan vis, som nu. For nu, lod hun dog sin mimik tale for sig selv, som hun med kølig mine betragtede sin overordnede og lidt irritabelt trak jakken lidt tættere om det afslørende jakkesæt igen. Havde det ikke været for omstændighederne og diskressions skyld, var Amara overbevist om at Seneca alligevel ville have bifaldt hendes tøjvalg. For hvilken mand ville ikke det?

Hun flyttede sig lidt på stolen, som bartenderen placerede et krus ingefærsøl foran hende og lidt forsigtigt trak hun så atter et lille lommetørklæde op af brystlommen på det orange jakkesæt, for at tørre kanten af på det lettere tilsmudsede og fedtede krus med tommel og pegefinger foldet ind i det hvide stof. – Skulle hun drikke hans fandens ingefærsøl, måtte det blive på hendes præmisser. ”Aha?” Hun tog øjemål af ham med afventende mine, som hun foldede lommetørklædet sammen og i en lille håndbevægelse, lod hun det forsvinde i den blå luft.

[Seneca Adrenal]

Amara var tydeligvis ikke tilfreds over den behandling hun fik af Seneca. Der herskede ingen tvivl om at Amara var attraktiv og at det jakkesæt kun bragte nogle af hendes største værdier frem i rampelyset, men lige meget hvor godt hun så ud i det, så var det bare ikke en passende beklædning inde på denne snuskede kro, hvor folk sad og gemte sig bag store, slidte kapper og hætter, mens de hviskede lavt til dem de sad sammen med. Amara stod ud af mængden, selv med den frakke hun havde.

Hans øjne betragtede hendes hænder, som hun arbejdede med at gøre glasset rent. Hans bryn krøb sig sammen i en forundret mine - og måske kunne man også ane at hendes opførsel var ved at gøre ham bare en anelse utålmodig.
Men hun sad trods alt og ventede på at han gik i gang med at føre samtalen. ”Jo, jeg agter at få beskeden ud til varulvene om at der er et nyt håb for dem - og hvis de ønsker sig en bedre fremtid, så er jeg den mand de burde bakke op. Jeg ved at varulve kan være noget kritiske over for os almindelige troldmænd og hekse, fordi vi har undertrykket dem i så mange år - men jeg vil gerne finde en varulv til klanen, som er karismatisk og som kan vise at vi ikke bare er en flok dødsgardister i forklædning - og denne varulv håber jeg kan inspirere andre til at tilslutte sig vores klan. Har du nogen form for adgang til et register over varulve ved din position i ministeriet?” han vidste hun arbejdede inden for lovgivning og ikke overvågning over magiske væsner.

[Amara Belmont]

Tålmodighed var ikke det Amara besad mest af. Ikke ofte i hvert fald. Tværtimod, så sad hun næsten allerede og trippede for at få lokket det ud af Seneca, som han ville drøfte med hende i dag. Heldigvis,, var han ikke sen til at påbegynde sin redegørelse af den nuværende situation og ganske let, nippede hun til sin øl, imens hun lyttede. Hvad hun helt havde forventet, vidste hun egentlig ikke…Men det havde ikke været dette. Derfor rynkede hun også brynene, som hun betragtede Seneca med lidt skeptisk mine og satte ølkruset fra sig. ”Varulve?” Spurgte hun, næsten som om hun bad om bekræftelse på at have hørt rigtigt, før hun rankede sig lidt og førte en af de lyse lokker om bag øret. ”Altså…Ja….Jo…Jeg tror jeg har nogle lister et sted…Men de er nogle år gamle. – De hører trods alt ikke under min afdeling, medmindre de har været indenom retssystemet….Altså dem der er dømt på en eller anden måde for ulovligheder..” Forklarede hun lidt tøvende, som hun sad og spekulerede. ”Men dertil kommer der jo så også alle de, som ikke er registrerede…Dem der lever i skjul for ministeriet.” Fortsatte hun dæmpet.

[Seneca Adrenal]

”Mhm, varulve,” nikkede han med et langsomt blink. Han var ikke spor i tvivl om at den bedste beslutning ville være at åbne klanen op for varulve - især fordi de netop skiltede med at varulve og andre magiske arter var mere end velkommen hos dem.

”Jeg er ligeglad med om det er en gammel liste eller om det er en kriminel varulv - han skal bare kunne tale og charmere...“ svarede han fattet. Det var selvfølgelig også vigtigt at de fik varulvene, der ikke var registrerede, til at træde frem og ud af deres skjul. ”Vi skal finde en der kan vise de uregistrerede varulve at det er okay at komme ud fra deres skjul. Det er trods alt ikke varulve, der er en trussel mod vores samfund.”

[Amara Belmont]

Amara sad fortsat lettere tilbagelænet på sin stol, uden at komme alt for meget i kontakt med det snuskede bord. Tydeligt var det dog, at hun alligevel lyttede efter og koncentrerede sig om den samtale hun førte med Seneca, som hun samtidig overvejede deres muligheder. ”Hm…Måske behøver du slet ikke en liste.” Erklærede hun sagte, som hun rettede lidt på ærmet af sin jakke og med lidt rynkede bryn skævede imod loftspanelerne. Trods alt, var hun ikke sikker på om Seneca ville bryde sig om hendes idé.

[Seneca Adrenal]

Seneca kiggede opmærksomt på hende, som hun sad der og så særligt koncentreret ud. Hendes udtalelse om at han ikke behøvede en liste - eller måske ikke behøvede en - fik ham til at knibe øjnene sammen og kigge en anelse gennemtrængende på hende. Hvad kunne hun mene?

”Og hvad får dig til at sige det? Hvis ikke jeg har en liste, forventer du så at jeg går på rov efter en?” spurgte han hende nysgerrigt og foldede hænderne foran sig på bordet. Hans blik var fortsat rettet direkte mod hende.

[Amara Belmont]

”Mhmmm..Nej..Det er du ikke typen til…” Erklærede Amara sagte, som de lyserøde læber krusede sig i et smalt smil og hun lagde hovedet lidt tænksomt på skrå. Øjnene hvilede igen fuldt ud fokuseret på Seneca, som hun sad der, med hvad hun selv anså for værende en god ide. ”Men jeg ved måske hvor du kan finde din mand. – Han har også bare…Visse hager." Tøvede hun, som hun sad og fumlede lidt med den tynde guldkæde hun havde om halsen.

[Seneca Adrenal]

Senecas opmærksomhed hvilede fuldt og fast på den unge blonde kvinde. Han havde aldrig vist hvor værdifuld hun ville blive for klanen, den gang han mødte hende - men hun blev ved med gang på gang at bevise sit værd over for ham. Det føltes som om hun igen var ved at bevise det i deres samtale lige nu, om en eller anden hun kendte til.

”Aha, så hvem er denne mand med de såkaldte hager?” Seneca var bestemt ikke kræsen, når det angik at rekruttere til hans klan. Han ville bare gerne have de bedste ind - og hvis de bedste var kriminelle eller ikke var helt så dannede, som nogle af de fine fuldblods familier, så var han ligeglad. Han var nysgerrig over hvem hun havde i tankerne - og om han måske allerede havde hørt om personen.

[Amara Belmont]

”Hmm…Ja..Det er jo så det..” Amara lod tavsheden herske lidt, som hun sad der og betragtede Seneca. Hendes ene hånd hvilede stadig pænt i skødet ovenpå jakken, imens den anden fiflede med guldekæden. Ganske let, sad hun alligevel kneb øjnene lidt sammen, som hun flyttede sig ganske let på stolen, som hun rykkede en smule nærmere bordet. Smilet hvilede dog stadig på læberne, som øjnene afslørede hendes veltilfredshed med situationen. Hun havde kontrol…Ikke alene over situationen, men indimellem også over Seneca. – Dét i form af det lille spil, som de alligevel begge lod til at være bevidste om lå imellem dem. For i bund og grund, så udnyttede de begge hinanden, hver især. Og et eller andet sted, delte de dér en fælles forståelse. ”..Hør…Seneca…” Fortsatte hun sagte. ”Du ved lige så godt som jeg, at man ikke får noget gratis i den her verden…Så hvis du vil have noget af mig…Må du også give noget..” Stemmeføringen var lavmælt, som hun var rykket nærmere bordet og ganske let, havde hun ladet spidsen af sin sko smyge sig op imod Senecas læg under bordet, som hun havde siddet og snakket. ”..Ja, for så vidt jeg husker, glemte du vist også alt om den flaske vin du havde lovet at byde mig over på, sidste måned…” Erklærede hun en smule sigende. Lige så vel, som Amara var kilde til mange af de informationer Seneca måtte have interesse i, var han det nemlig også for hende. Hun havde brug for ham…Og ikke kun hvad han kunne give hende fysisk…Men også intellektuelt. Viden var trods alt magt…I mange tilfælde.

[Seneca Adrenal]

Seneca holdte sit blik på hende, selv da tavsheden stod på. Han levede for at læse mennesker – og lære at læse dem endnu bedre end han kunne, og i hans observation lagde han mærke til at hun diskret bevægede sig på sin plads og at hun kom en anelse nærmere bordet. Noget sagde ham at hun ikke rykkede sig tættere på bordet, fordi hun pludselig var blevet okay med stedets hygiejne.
Da hun igen begyndte at tale, hævede han sine bryn, både overrasket og en anelse nysgerrig over hvordan hun kunne få sig selv til at sidde der og føle at hun havde magten på denne snuskede kro, hvor ingen kendte hende og alle var ligeglad med om de nogensinde ville se hende igen.

”Åh, så det må jeg?” han følte ellers at han havde givet hende mere end rigeligt! Hun havde ved Merlin ikke fået titlen kommandør, fordi han syntes hun fortjente det! Nej, det var den eneste måde han havde kunne holde på hende – ved at love hende noget status. Hun var en yderst aristokratisk kvinde, ingen tvivl herskede om dette.
Og han mærkede hendes sko imod hans ben, hvilket nu gjorde at han ikke kunne gemme et skævt smil – åh, hvor hun dog legede med ilden lige nu… og han troede hun ville forlange en hel masse af ham, indtil hun nævnte at det hele handlede om en flaske vin. Så hun sad bare der og flirtede med ham helt åbenlyst lige nu? ”Jeg går ikke ud fra at du har lyst til at drikke vinen her fra…” lød det udfordrende fra ham. Med ét var hans opmærksomhed skiftet fra varulve-snak til hendes kvindelige charme.

[Amara Belmont]

”Mhmm..” En lav men anerkendende brummen forlod Amara, som hun sad der og smilede flirtende af Seneca. De blå øjne hvilede fast på ham, som om hun forsøgte at hale ham ind alene sådan og ganske let, fugtede hun underlæben en smule, som hun atter lod sin fod kærtegne hans læg lidt under bordet. ”Nej...Men så har du vel et bedre tilbud?” Hovedet blev lagt let på skrå, som hun nysgerrigt afventede og lidt forsigtigt slap hun sit tag i guldkæden. Amara forventede ikke at Seneca så hendes snak, som andet end et godt tilbud og hvad der måske kunne syntes som en form for udnyttelse...Men ikke destomindre, lå der langt mere under. Taktik. Følelser. - Ihvertfald på et eller andet plan...For hvis Seneca ikke havde brudt sig om hende, ville han vel næppe have så meget som overvejet det i første omgang. - Altså, måtte hun også være værdifuld for ham..Og kunne spille en smule på det.

[Seneca Adrenal]

Hans øjne veg ikke fra Amaras blik, med den undtagelse af da hun fugtede sin underlæbe. Hans ansigt viste tydeligt at han var intenst interesseret og fordybet i hende, og han prøvede på ikke at lade sig selv distrahere fra følelsen af hendes fod mod hans læg.

Med et hurtigt, men blidt greb fik han grebet fat i hendes fod uden på skoen. Uden nogen skam lænede han sig let mod under bordet, for at kunne lade den anden frie hånd glide let hen over hendes ben, som hun før havde brugt til at tirre ham med. Senecas blik hvilede først på Amara, men før han slap hende igen lod han kort blikket glide ned på hendes ben. Hun havde vækket noget i ham... kvinder var umulige at have en professionel samtale med, uden de absolut skulle distrahere en med deres feminine værdier.

”Hmm, jeg tror nemt jeg kan give et bedre tilbud, hvis du vil komme med tilbage til min lejlighed?” lød det indbydende fra ham. Han rettede sig op igen, nu hvor han ikke længere havde fat i hende.