En is og et stykke kvinde, tak

[Angela Dupuis Blake]

Angela havde stillet koppen ved ham og mærkede nu en veltilfredshed ved at pengene nogenlunde stemte overens nu. Det var bedre på den måde end at hun havde taget overpris for isen. Hun anede ikke hvad hun skulle have gjort med de overskydende penge, men som hun stod og kiggede ud af vinduet, kom en ide til hende. Hvis der stadig var penge "til overs" Så kunne hun give dem til velgørenhed. Give dem til nogen, som selv havde mere brug for dem end hende. 
Senecas ord fik hende tilbage til virkeligheden og hun smilede venligt, men dog dog en anelse udspekuleret til ham. "Hr. Monsieur, giver de altid drikkepenge når de får noget foræret? De må være voldsomt uerfaren med at modtage gaver?" pakkede hun det pænt ind, veltilfreds over den blindgyde hun havde puttet ham i. Hun lod sig ikke løbe om hjørner med, når da ellers hun kunne tænke sig frem til en diskret løsning. Sådan var hun ofte, diskret. Sjældent direkte.

[Seneca Adrenal]

Seneca var underholdt, men bestemt ikke tilfreds over at pigen nærmest havde smidt pengene tilbage i boden hun arbejdede for. Nej, hun skulle hellere have beholdt dem til sig selv, så hun kunne købe sig en pæn kjole eller noget lignende. Ved tanken faldt hans øjne over hende i et kort og hastigt elevatorblik.

”Har jeg nogensinde sagt at jeg var erfaren? Måske er det derfor jeg ønsker at give Dem drikkepenge – for at give Dem det jeg aldrig selv fik. Alligevel vælger De at give pengene til en bod, der sikkert ikke betaler Dem mere end det de behøver for at stille Dem tilfreds…” han skulle selvfølgelig nødig snakke, for han var ikke specielt god til at betale dem der arbejdede på hans egen fabrik. Men det vidste hun jo ikke.

[Angela Dupuis Blake]

Angela smilede skævt til ham og trak let på skuldrene. "Nu er penge heller ikke alt. Nok er diamanter en kvindes bedste ven, men Moulin Rouge er så meget mere end det."  hun så afventende på ham for at se, om han forstod hendes reference til det franske. sikkert ikke! Hun var ikke engang selv helt sikker på om det gav mening, men det havde lydt rigtigt i hendes hoved. "Et arbejde er et arbejde, og jeg tjener den løn som er passende. Hvis jeg gjorde noget ekstraordinært, kunne vi måske tale om drikkepenge, men ellers så så jeg gerne at De brugte pengene mere fornuftigt. Lad mig stille Dem et spørgsmål." Hun skævede op imod disken, der var heldigvis ingen nye kunder endnu. "Hvis De ville glæde en kvinde, ville de så give hende penge, som kunne hun ikke klare sig selv, eller ville De invitere hende på kaffe eller middag, som tegn på, at hun var et spændende individ, som De ønskede at lære bedre at kende?"  Det var egentlig ikke fordi hun fiskede efter en date eller noget i den dur, hun ønskede bare ikke at blive betalt for sin personlighed. Det virkede bestemt forkert og der var noget nedladende over måden han havde gjort det på. 

[Seneca Adrenal]

Seneca lyttede til hvert et ord den unge skønhed havde at sige til ham. Hun lød vis, trods hendes unge alder og det imponerede ham. Hvis ikke han ønskede at byde hende på mere, så ville han have tilbudt hende et job på hans husalfefabrik - der var lønnen beskeden, men hun virkede til at have stor respekt for sine arbejdsgivere, så hun ville være en perfekt medarbejder. Men hun var for ham ikke en han ønskede at placere i noget så beskidt som den tilværelse - hun fortjente endda bedre end denne lille bod.
Han smilede og måtte kvæle et grin, da Angela stillede ham et spørgsmål, han kun kunne finde et svar til: “Så hvad du prøver at fortælle mig er at du ønsker at jeg inviterer dig med på en date, så jeg kan lære dig bedre at kende?” spurgte han hende udfordrende, “Der er eksempelvis en sommerfestival snart - hvad er mere romantisk end det?” Han havde intet at gøre der - der var en stor risiko for at blive opdaget, men han risikerede det gerne for en chance med hende.

[Angela Dupuis Blake]

Okay, der tog samtalen så en drejning hun ikke lige havde regnet med! Det var bestemt ikke en date hun havde fisket efter, hun havde jo egentlig bare forsøgte at understrege en pointe. "Øhm... Sommerfestivalen?" Hun havde ikke rigtig nogen planer, men virkede det ikke også mærkeligt at tage på date med ham bare sådan? Det vidste hun ikke helt, omvendt kunne hun godt også trænge lidt til det efter at hendes sidste date ikke ligefrem havde været den bedste. "Hvis du virkelig mener det?"  Lød det så lidt vagt fra hende. Det var jo nok egentlig et ja, men hun var ikke rigtig sikker på om det nu også var det hun ville. "Vent! Spørger du efter en romantisk date med mig?" Hun så uforstående på ham. En kop kaffe var fint, men en middag med stearinlys?! Det virkede som lidt for meget.

[Seneca Adrenal]

Seneca betragtede Angela indgående, mens hun stod og prøvede at forstå hvad han lige havde spurgt hende om. Det fik ham til at smile en smule bredere, som hun svarede på hans spørgsmål i flere dele. “Er der andre dates end romantiske?” spurgte han hende udfordrende. Selvfølgelig var der nok folk der ude der gik på venskabelige dates - men sådan fungerede det ikke i hans verden. Angela var en smuk kvinde og hun fortjente en bejler, der ikke dansede rundt om emnet.
“Ja, jeg mener det… Hvorfor ville jeg nogensinde prøve at lyve for en attraktiv kvinde som du? Hvis jeg har bare den mindste chance for at invitere dig ud, så er det ikke en chance jeg vil gå glip af,” svarede han hende med et charmerende smil på læberne.

[Angela Dupuis Blake]

Angela følte trang til at træde et skridt tilbage og dermed væk fra Seneca, men gjorde det ikke. Hun ville ikke hverken skabe en scene eller være uhøflig, men skulle sandheden frem, så havde hun det ikke helt godt med denne mand. Han virkede så insisterende! "Der findes også kaffe-dates fx." Påpegede hun og dermed hentydede til noget der ikke var af romantisk plan. Men om han forstod forskellen vidste hun jo ikke. Hun stirrede fortsat på ham, lidt gået i stå over hans ord. "Så du vil på date med mig? fordi jeg ikke vil tage imod dine penge?" Hun var tydeligvis slået lidt ud af det, og vidste faktisk ikke hvad hun skulle sige og føle.

[Seneca Adrenal]

Seneca kunne se flere ministeriefolk komme ind i butikken, og han følte lidt at det var nu han snart blev nødt til at gå sin vej, før det hele blev for risikabelt - meget ville han risikere for et flot ansigt, men han ville også slippe med livet i behold… Og han ville nødig skulle tage Angela som et gidsel, hvis de nu fandt på at prøve på at angribe ham… Så var hans planer med hende jo ødelagt.
Derfor rejste han sig op og tog en sidste slurk af den gratis kaffe hun havde budt ham og han sendte hende et charmerende og høfligt smil, “Men jeg vil ikke byde dig på en kaffe-date. Jeg vil byde dig på en romantisk en. Hvor kan jeg sende min ugle hen, hvis jeg ønsker at træffe dig igen?” spurgte han høfligt og varmt.
“Angela - jeg vil ikke på date med dig, fordi du ikke tog imod mine penge.. Jeg vil på date med dig, fordi det er længe siden jeg har mødt en kvinde, der er så…” han ledte efter passende ord i et øjeblik, “Opkvikkende, som en god kop kaffe… Og samtidigt så attraktiv.” han rakte hende hans tomme kop med et bredt smil.

[Angela Dupuis Blake]

Selvom Angela ikke gerne ville indrømme det, så være der noget forførende over manden hun stod og snakkede mig. Han virkede selvsikker, uden rigtig at være hende overlegen og så forstod han virkelig at sige alle de rigtige ting. Det var længe siden hun havde haft det sådan og på mange måder savnede hun det. Det var bare så pokkers svært for hende at give efter, fordi hun frygtede, at hun ikke kunne stole på ham. Det var nok bare indbildning. Hvorfor skulle der var noget stort og voldsomt, nu hun endelig havde mødt en gentleman?
"Min adresse? Jo øjeblik."  Hun fandt et stykke papir og en pen og skrev adressen på et stykke papir, som hun så gav til ham. "Værsgo" Lød det med et lille smil, før hun så alligevel brugte et øjeblik på lige at se ham lidt an. Hun ville egentlig gerne finde ud af mere om ham, og hele hans talemåde vækkede hendes interesse. 
"Så - En romantisk date..." Hun trak håret om bag øret og spekulerede på, hvad det ville indebære med sådan en som ham. Hun mærkede, hvordan hun allerede begyndte at overveje hvad hun skulle have på af tøj. "Nævn tid og sted, så kan vi finde ud af noget."

[Seneca Adrenal]

Seneca havde ikke regnet med så nemt at få fingrene i hendes adresse - også selvom han ikke kunne finde på at misbruge informationerne. Han havde absolut ingen grund til at møde op på hendes adresse lige nu - alt hvad han havde brug for at fortælle hende, kunne han fortælle hende over en ugle, og han var næsten sikker på at han nok skulle se hende igen.
Han tog imod adressen med et taknemmeligt smil, “Tak - min ugle er en grå Lapugle ved navn Herbert. Han napper, hvis han ikke får en godbid, når man tager brevet… Så er du advaret,” det sidste blev mumlet en smule. Han havde mange småar på hænderne fra det skarpe uglenæb. “Du hører fra mig snart,” han rakte ud efter hendes hånd og plantede gallant et luftigt kys mod hendes hånd og sendte hende derefter et charmerende smil, “til vi mødes igen, Angela.” han blinkede kort, før han satte kursen mod udgangen, så han kunne komme tilbage til Tusmørkegyden og være i sikkerhed igen.

//Out