En is og et stykke kvinde, tak

[Seneca Adrenal]

Tilegnet: Angela Dupuis Blake

Seneca var oftest set som den bestemte og hårde leder over blodklanen - og han tog sin lederrolle meget alvorligt. Det var ikke nemt at skulle planlægge et angreb for at skabe præcis den følelse han gik efter - og hans søster havde (alt for) mange holdninger til hans planlægning. Bvarh! Kvinder. Han var træt i hovedet over al den planlægning.

Han havde brug for en pause, og derfor var Seneca endelig smuttet sig en tur ud af Tusmørkegyden, hvor han desværre tilbragte det meste af sin tid, når han befandt sig i England. Han var endt ved en lille iskiosk. Det var ikke specielt godt for ham at blive set offentligt - også selvom mange nok havde glemt hans ansigt, siden det efterhånden var seksten år siden han sidst havde gjort noget så opsigtsvækkende, at hans ansigt var havnet i profettidende.

Nu stod han her og kiggede på et menukort i en iskiosk og ventede på at en eller anden ville komme frem og servicere ham. Han rømmede sig en enkelt gang, fordi han blev en smule utålmodig, da der sad nogle inde i kiosken, der godt kunne ligne minister typer.

[Angela Dupuis Blake]

Outfit

Sommeren var igang, og dermed steg travlheden også i iscafeen. Der var derfor begyndt at komme flere kunder i butikken, hvilket gjorde at Angela måtte løbe det stærkere, hun havde netop været ude bagved for lige at få lidt vand, da hun hørte, der var nye kunder. Hun tørrede hurtigt hænderne og hastede så tilbage ind til disken for at betjene manden. "Désolé pour l'attente"  Kom det fra hende med et lille smil på læberne, før hun så stoppede op og så lidt disorienteret ud. "Undskyld, jeg mener. Undskyld ventetiden. Hvad kan jeg gøre for Dem Hr.?" Spurgte hun så super høfligt. Det var generelt tydeligt at se på hende at hun kom fra en fin og velhavende baggrund, dog lige med undtagelse af stedet hun arbejdede på. 

Hun så op og ned af manden og smilede så, før hun uden videre tog et lille bæger og kom lidt lakrids is ned i , sammen med noget pistacie og rom/rosin is. Bægeret blev rakt til manden, som en lille smagsprøve. "Værsgo hr. Det vil jeg umiddelbart gætte på er smagsvarrianter for en som Dem. Måske det kan hjælpe Dem med at vælge." Hun smilede venligt og trådte så et lille skridt tilbage, som for at give ham plads til at kunne vælge.

[Seneca Adrenal]

Seneca forstod godt fransk, men han blev alligevel en smule overrasket da ekspedienten begyndte at tale til ham på et andet sprog. Han havde akkurat lige fanget at hun havde beklaget ventetiden på fransk, da hun slog om på engelsk for at gøre sig forståelig.

Det trak i smilebåndene på den ellers lettere alvorlige mand, ”En fransk kvinde i en isbod - du ligner ikke en der hører hjemme her.” nej, hun lignede en der var i stand til meget mere end bare at servere is. Hvorfor havde en ung kvinde som hende opgivet en karriere for at arbejde her?

Seneca tog imod smagsprøverne og prøvede dem. ”Mm..” han vippede en smule med engangsskeen og nikkede, ”Fabelagtigt - giv mig en størrer portion af disse.” han pegede med skeen mod de prøver han havde fået. Beslutningen var taget - hun havde ramt plet.

[Angela Dupuis Blake]

Angela blev smigret over hans måde at tackle på, at hun var kommet til at tale fransk til ham. Det skete stadig af og til når hun havde lidt for travlt, men ellers var hun efterhånden faldet godt til i det engelske. "Jeg flyttede fra Frankrig for nogle år siden. Det viste sig at blive lidt af en omvæltning. Egentlig var jobbet her kun ment som en start, så jeg kunne få penge til en.... undskyld hr. Det gider De sikkert ikke høre om." Hun tav og så til mens han smagte på isen.Heldigvis så det ud til at være en success og hun håbede på det ville overskygge hendes lidt pinlige udbrud før. 
Det virkede heldigvis til at herren ikke var skræmt helt og som han bestilte en større posion is, fandt hun et større bægre og begyndte at fylde det med de tre varianter. "Godt De synes om det. De ligner den type mand." Smilede hun så, før hun greb en serviet og med den om isen rakte det hele til sin kunde.  "ellers noget jeg kan hjælpe med?" Lød det høfligt fra hende med endnu et smil imod kunden. Det skulle ikke hedde sig at man ikke fik en god oplevelse hos hende.

[Seneca Adrenal]

Han nikkede til hendes forklaring. Selvom Seneca ikke havde spurgt efter yderligere detaljer om hendes liv, så var han aldrig typen der sagde nej tak til at lære nogen at kende. Kontakter var vigtige - og selvom han var kriminel nu og det gjorde situationen lidt sværere, så var det vigtigt for ham at have allierede i dette område af den magiske verden. Derfor lyttede han til hvert et ord.
Måske havde hun brug for et lån? Det var selvfølgelig også en mulighed... men ikke noget af det første han ville smide efter hende.

”Tro mig, hvis jeg ikke gad at høre om det, så havde jeg stoppet dig tidligere - du har en interessant historie og det må være hårdt at være helt ny i det her fremmede land,” svarede han hende, mens han rakte over efter den nye portion hun gav ham. ”Så jeg ligner en lakrids og rom-rosin type? Du er måske en menneskekender?” hans blik hvilede på hende. Det var måske en meget intim førstegangs samtale - og desuden ville hun nok snart skulle videre med sit arbejde... men hun var interressant. Fordi han havde fortsat deres samtale valgte han ikke at svare på om der ellers var andet - for hendes selskab var det han ønskede lige nu.

[Angela Dupuis Blake]

interessant historie, ja han skulle bare vide. Men hun ville trods alt ikke stå der og fortælle om, hvordan hun var blevet spillet væk da hun var 10 og dengang havde fået slettet alle sine minder så hun faktisk troede hun var franskmand. den del behøvede folk jo heller ikke at vide. Det var nok hun havde fundet sandheden og vigtigere endnu, havde fundet sin bror. "De lyder som en god mand her. Jeg har dog ikke set dem her omkring før. Er de ny i området, eller bare ikke glad for is?"  Der var ingen i køen bag ham, så hun kunne vel nok stå og tale lidt med ham.Det var trods alt en af de ting hun elskede mest ved sit arbejde, alle de spændende folk hun lærte at kende. en uskyldig lille del af hende håbede også på at der en dag ville komme en ind af dåren og slå benene væk under hende og bare charme hende afsted. Siden sit sidste meget korte forhold, havde hun savnet det at have en kæreste lidt og det var ved at gå lidt ud over dømmekraften ved mænd. Da han spurgte til sin type kom hun til at grine lidt."Ja lidt. Alvorlig, men fattet ungdommelig men hviler i sig selv. Enmand som man enten hader eller elsker og som har lidt kant. Men det selvfølgelig bare mit lidt fjollede gæt." Grinede hun så og kunne mærke varmen stige lidt i kinderne på hende.

[Seneca Adrenal]

Seneca tog sig en bid af sin is, mens hun fik lov til at reagere og tale. Da hun gav bolden videre til ham, rettede han sig op og sendte hende et skævt smil, ”Jeg er bestemt ikke ny i området - jeg kommer måske bare lidt for lidt ud.” det var vel sandt, for han brugte meget tid indendøre og når han endelig var udenfor, så var det i nattens mørke og ellers meget langt væk fra byens mennesker.
”Men måske burde jeg komme her lidt oftere...” han hentød både til isen og selskabet selvfølgelig.

Et observerende blik hvilede på hende, mens hun gættede hvem han var og det fik ham blot til at smile yderligere. Hun skulle bare vide... ”Enten hader man mig eller også elsker man mig...” han tog et par skridt tættere på hende, selvom der var en disk mellem dem, ”Så... tror du at du ville hade mig eller elske mig, hvis du fik muligheden?” hans blik fjernede sig ikke fra hendes.

[Angela Dupuis Blake]

Angie skævede diskret imod uret, der var stadig noget tid til hun blev afløst, men måske hvis manden her havde lyst til at blive og spise sin is på cafeen, så kunne de evt finde ud af noget senere. Det var ikke fordi Angie var desperart på nogen måde, hun kunne bare godt lide at gribe de muligheder livet gav hende, og lige nu syntes han ar være en af dem. 
Hun grinede lidt over hans kommentar ved at ville komme her noget oftere. "Det synes jeg lyder som en strålende ide, det betyder flere drikkepenge til mig." Hun smilede skævt til ham. Det var ikke ment som i at hun forventede han direkte gav hende drikkepenge, men hvis der var et højt salg skete det da de fik tillæg, og det kunne hun godt bruge. 

"Jeps. Kvaliteten ved en god lakrids. Enten hader man lakrids eller også elsker man det. Du høre aldrig nogen, der mener lakrids er fint nok eller på anden led er neutral omkring det."  Måske var det en lidt fjollet samtale hun havde startet, men lige nu virkede det da meget hyggeligt, og det satte da gang i talen, hvilket var det vigtigste. Hans spørgsmål fik hende dog til at lægge hovedet lidt på skrå og vurdere ham en ekstra gang. "hmm... hvad jeg har set indtil nu, så har jeg intet imod dig, så jeg må vel hælde imod at elske Deres selskab"  Endte hun med at konkludere. Hun havde dog ikke lyst til at bruge veninde "elske dig"

[Seneca Adrenal]

Seneca rejste sine bryn, da hun nævnte drikkepenge. Han havde faktisk slet ikke overvejet at give sådan noget før hun selv nævnte det. Han begyndte at tælle penge op for isen han havde købt, samt den samme mængde i drikkepenge, bare for at imponere en smule, selvom isen jo ikke ligefrem var mange penge værd.
”Åh ja, penge er det der får verden til at køre rundt..” han lagde pengene ved disken, så hun kunne tage dem.

Han måtte lige overveje det med lakridsen. Seneca var mere en direkte type og ikke så meget for metaforiske talemåder - alligevel var det charmerende når den unge dame gjorde det. Hans øjne fandt hendes navneskil, ”Touché.... Angela? Er det Deres navn?” spurgte han nysgerrigt og spiste endnu en bid af sin is.
Det var nu alligevel dejligt at høre at hun ikke havde noget imod ham endnu - det fik ham til at smile. Han havde også prøvet på at opføre sig så pænt som han nu kunne.

[Angela Dupuis Blake]

Angela så forskrækket til, som han lagde alt for mange penge på bordet, og hun fik omgående dårlig samvittighed. Det var slet ikke det der havde været hendes hensigt, med det hun sagde. "Åh nej hr. Jeg ønsker ikke tage Deres penge. Det er alt for meget for Deres is." Hun talte pengene op og skubbede roligt det overskydende tilbage til manden, hun ville ikke beskyldes for at tage for meget, eller tage imod drikkepenge på den måde. Det virkede bare helt forkert for hende. Desuden, så ville det slet ikke være fair.

Hun hørte ham sige hendes navn, og så ned på skiltet hvorpå det stod. Det fik hende til at smile lidt. Egentlig var skiltet delvist forkert, da der endnu kun stod Angela Dupuis, men der havde ikke været mulighed for at rette det endnu. Der var nogle rent formelde ting der lige skulle ordnes før det kunne lade sig gøre. "Det er det sir, og Deres navn? Jeg er ikke så heldig, at De har et skilt som jeg." Hun sendte ham et smil. Måske var der en snært af flirt, men han virkede langt ældre, så hun kunne lige så godt lade være, Thomas ville aldrig acceptere det her. 

[Seneca Adrenal]

“Åh stop det… Du aner ikke hvor mange af dem her jeg har,” lo han. Det var ikke for at blære sig - men han havde penge nok - der var god forretning i husalfer og det ville der nok altid være. Han skubbede de resterende penge tilbage til hende, samt han lagde en ekstra gelleon på bordet til hende, “Jeg advarer dig frøken - for hver gang du skubber pengene tilbage til mig, smider jeg en galleon mere… Så hvis du ikke kan lide drikkepenge, så vil jeg anbefale at du stopper nu,” lød det humoristisk fra ham, men samtidig med en klang af alvor, som om det skulle være en ægte trussel.

“Kært barn har mange navne - Men du kan kalde mig Seneca,” svarede han hende gallant og med et charmerende smil på læberne. Der var selvfølgelig en fare i at fortælle hende hans navn, men han tog chancen - for i det værste tilfælde måtte han vel bare gøre det af med hende, hvis hendes mund begyndte at løbe - men det gik han ikke ud fra. Hun var en fransk kvinde i en isbod, som måtte have været meget ung i hans storhedstid.

[Angela Dupuis Blake]

Angela kiggede på pengene på disken og så op på ham igen "Hr. Det alt for meget." Da han så lagde en galleon mere på blev det kun værre for hende. Hvad skulle hun dog gøre og særligt hvis han lagde en på hver gang hun skubbede dem tilbage. Hun kunne ikke tage imod dem heller. "Jeg må ikke tage imod den mængde penge Hr.  Vil De ikke nok lade være?" Bad hun så og håbede han ville lytte, før hun for tøvende og forsigtigt skubbede pegnene tilbage imod ham, og bad til han ikke mente sine ord. 
Hun rettede lidt på sit hår og mærkede, hvordan hun pludselig havde brug for sin bror Thomas Blake , men sådan var det ofte blevet, når hun endte i situationer hun ikke brød sig særligt om.  Hun forsøgte dog at holde hovedet koldt og smilede så alligevel høfligt til manden foran hende. "Dejligt at træffe Dem Seneca. Der er et ledigt bord derovre kan jeg se, hvis De ønsker at spise deres is her."

[Seneca Adrenal]

Seneca smilede en anelse underholdt over hvor meget hun var imod de drikkepenge han insisterede på hun tog imod. Hun var virkelig ikke villig til at tage imod dem. ”Åh, så De må ikke tage imod dem?” lød det en smule mere forstående fra ham, og han lignede en der nok skulle stoppe med den lille leg.

Han slog blikket over imod de ledige borde, som hun havde påpeget, og han nikkede. Der var godt nok ministerie folk her inde, men de havde ikke genkendt ham endnu, så han var ikke nervøs – de forventede nok heller ikke at finde en dybt kriminel mand inde i en isbod.
”Så håber jeg vi kommer til at snakke sammen igen senere, Angela,” han blinkede til hende og lagde endnu en galleon på disken, uden at tage sine byttepenge, og derefter gik han hen til et af de ledige borde for at spise sin is. Han ville ikke høre tale om at han ikke havde ret til at give hende drikkepenge!

[Angela Dupuis Blake]

Okay dybest set var der vel nok noget charmerende i den lille penge-leg, han havde startet og det var også svært at blive ved med at afvise ham. Angela var ung, og Seneca virkede høflig og som en pæn mand, det var vel ikke mærkeligt for en der søgte kærlighed og vende sin interesse imod netop denne mand? Nok virkede han lidt ældre end hun, men sådan måtte det jo være. Bare fordi hun snakkede lidt med ham betød det vel ikke, at der ville kunne høres kirkeklokker inden længe. 
Det lød til at han forstod det med pengene og hun smilede venligt til ham. "Nej hr. Det må jeg ikke. Jeg håber du kan forstå." Forsøgte hun så roligt og smilede. 

Hun opgav dog lidt, da han så i stedet for at tage sine penge blot lagde flere. Det var jo ikke ligefrem det der var ønsket og inden hun kunne nå at sige noget var han gået ned til bordet. Angela sukkede, men fik så en ide, der kunne afhjælpe hende lidt i dette dilemma. Hun vendte ryggen til disken og mens han fik sat sig, fik hun hældt en kop kaffe op, som hun så gik ned og serverede for ham. "På Husets." Sagde hun så smilende. På den måde ville det opveje for mange af drikkepengene og da det var på husets regning, ville han ikke have mulighed for at betale ekstra.

[Seneca Adrenal]

Seneca havde følt sig yderst triumferende, da han havde sat sig ved bordet og havde vundet deres lille leg - eller nok nærmere hans lille leg… Men nej, kvinden Angela kom tilbage til hans bord og overraskede hende med en snuhed, han ikke helt var vant til. Han var ikke sikker på om hun havde gjort det, fordi hun brød sig om legen - eller om hun var oprigtigt nervøs for at tage imod pengene.

Hans smil var bredt, da hun skænkede ham kaffen.
“Jamen, jeg takker for kaffen - den vil jeg nyde sammen med min is,” han var ikke specielt vild med tanken, men på den anden side kunne det måske være fint med noget varmt efter noget koldt. “Og jeg går ikke ud fra at jeg kan give Dem drikkepenge, når det er på husets regning?” det var der hun var snu, og han ville vide om det var det hendes mål havde været. Seneca var intet mindre end glad for at han havde bevæget sig ud ad Tusmørkegyden og var havnet her.