If you ever need anything

[Serena Smith]

Rena smilede – tydeligvis lettet, og hun slappede helt af i skuldrene igen – da han angav, at théen var god. Grimassen havde hun dog svært ved at tolke, men måske han bare ganske enkelt havde brændt sig på den varme væske – hvad end det var, havde det i hvert fald ikke set behageligt ud! Smilet blev betydeligt større, da han gentog rosen af den mærkværdige smag, men hun afholdt sig dog fra at bryde ud i jubel. Til gengæld ville hun godt turde anbefale ham noget igen!
”Så tålmodig kan jeg altså ikke tilføje til listen.” kommenterede hun temmelig tørt og sendte ham et lettere anklagende blik hen over kanten på koppen, som hun tilbageholdt en fnisen ned i sin kop. ”Du må jo komme til thé igen en dag, hvis du vil høre fortsættelsen.” tilføjede hun henkastet med et lille skuldertræk, idet hun stillede koppen fra sig på det interimistiske sofabord bestående af flyttekasser og lænede sig tilbage i sofaen igen.
Hun blev taget med bukserne nede, i overført betydning, selvfølgelig, da han vendte samtalen over på hende efter et øjebliks stilhed. Straks myldrede det jo frem med forskellige ting og sager af større og mindre betydning, som hun kunne fortælle ham, men det var jo lige det der med at få sat ord på tingene...
”Åh nej, jeg er så dårlig til at tale om mig selv. Jeg er virkelig ikke særlig spændende!” forsikrede hun ham helhjertet og rystede på hovedet for at understrege sine ord.

[Albus Dumbledore ll]

Han lærte nok aldrig helt kunsten at være tålmodig inden man bare hældte varm te ind i munden. Det var især dumt fordi han gjorde det gang på gang. Hendes kommentar fik ham til at smile om mulig bredere end før. "Det kommer i hvert fald nok an på i hvilke henseener." Indrømmede han og skævede lidt til koppen før han sippede lidt mere forsigtigt til indholde.
"Jamen så fint et tilbud vil jeg da ikke kunne afslå." Svarede han blot med et glimt i øjet. For ham var det ikke flirterier og det gik han heller ikke ud fra at det var fra hendes side.
Nu var det ham som blot betragtede den jævnaldrende heks i nogle lange sekunder. "Årh det er jeg nu helt sikker på ikke passer," svarede han sandfærdigt. Kortvarigt tænkte han sig lidt om for at få nogle ideer til gode spørgsmål han kunne stille hende som en form for icebreaker. "Vi kan jo altid starte med det simple, hvordan ser en perfekt dag ud for dig?" Spurgte han ind med oprigtig interesse. Han troede på at alle mennesker havde en historie at dele ud af, men det kunne sommetider godt være svært at finde ud af hvor man skulle starte.

[Serena Smith]

”Jaså? Så lad mig høre et eksempel på, hvornår du kan være tålmodig?” spurgte hun ind med nysgerrig mine og smilede ad hans nu noget mere forsigtige sip. Hun havde aldrig lært de finere nuancer af at flirte, og det var ej heller noget hun stræbte efter, for hvornår søren skulle hun da få brug for det? Når det en sjælden gang ramte hende, var det mest fordi hun kom til at sige nogle ting ret umiddelbart og impulsivt.
Rena bed sig lidt rådvild i underlæben under kollegaens betragtende blik og kunne ikke lade være med at slå blikket ned selv. Da han stillede spørgsmålet, så hun dog op igen og smilede mildt, for det var faktisk et rigtig godt spørgsmål! ”En perfekt dag?” Hun så lidt eftertænksomt frem for sig. Hvornår havde hun sidst haft ’en perfekt dag’? Det var i hvert fald så lang tid siden, at hun ikke kunne huske det. Det måtte alt andet lige være mere end 2 år siden, før Patrick kom til skade på arbejdet.
”Det er svært at svare på, men den involverer i hvert fald masser af softice, regnvejr og muligheden for at gå barfodet omkring!” Det var ganske enkelt nogle af hendes yndlingsting, så den lå jo lige til højrebenet. ”Og så vil jeg gerne gå i seng om aftenen, velvidende, at jeg har gjort en forskel for et andet menneske.” sluttede hun lidt mere reflekterende – og blev pludselig nervøs for, om hun nu havde svaret godt nok! Der var mange ting, hun ikke havde noget imod at dele med andre.

[Albus Dumbledore ll]

”Overfor eleverne.” Svaret kom pronte, næsten som var det indøvet. Det var sandt. Når det kom til eleverne havde han en usigelig tålmodighed, hvilket i og for sig nok også kun var en god ting.
Skønt Albus var sikker på at hans løb var kørt når det kom til kærligheden, så kunne han ikke undlade at bemærke hendes søde smil, hvilket omgående smittede af på ham.
Han lod hende tænke uden indvendinger, og da svaret omsider blev givet, blev han absolut ikke skuffet. ”Kan du godt lide regnvejr?” Spurgte han ind med et glimt i øjet. Den sidste del gav ham især noget at smile over, ”jeg kan især godt lide den sidste del. At have gjort en forskel.” Han tyggede lidt på det og så kort frem for sig, ”det må være en fantastisk følelse at gå i seng med.” Blikket vendte atter tilbage til hende. ”Så har du prøvet det før?” Nu var hun jo sygeplejerske så det var der stor sandsynlighed for. Desuden kunne det jo også være i andre henseener. At hjælpe en elev, hjælpe en nabo med at handle ind hvis han eller hun ikke selv kunne. Små ting i livet kunne være lige så vigtige på sigt. Albus sippede til teen på ny imens han afventede svar på de nye spørgsmål han allerede havde sendt afsted. Forhåbentlig følte hun sig ikke overfuset.

[Serena Smith]

”Godt ord igen! Det overrasker mig ikke.” smilede hun. Han virkede virkelig som en mand, der bare havde fundet sin plads i livet - i hvert fald arbejdslivet, om ikke andet. Hvilket var ret imponerende, for så gamle var de da heller ikke igen.
”Jeg elsker regnvejr! Det er det bedste vejr at gå tur i!” bekræftede hun lettere begejstret og trak lidt på skuldrene - for hun vidste jo godt, at det var lidt atypisk, men hun havde bare altid elsket det. Generelt var der jo heller ikke noget vejr, der var decideret dårligt vejr - der var kun dårlig påklædning! ”Ja, men slet ikke nok!” Igen funderede hun en smule. ”Der var også rigtig travlt på Skt. Mungos, og så kommer man nemt til at glemme, at det faktisk er de små ting, som betyder allermest.” fortalte hun videre, som hun slappede mere af ved at tale om sig selv. Ak, hvor havde hendes hjerte blødt mange gange for de patienter, som hun ikke kunne hjælpe med dét, de havde allermest brug for, og det var desværre rigtig demotiverende på længere sigt, aldrig at kunne gøre det, der ville gøre en forskel, men kun det, der var nødvendigt. Hun håbede bestemt, at den nye tid på Hogwarts ville føre flere af den slags dage med sig, hvor der var tid til de små ting og tid til at gøre forskellen.

[Albus Dumbledore ll]

Han smilede på ny, ”sommetider bliver tålmodigheden dog testet, selv på det punkt,” endte han med sandfærdigt at tilføje. Nogle elever vidste bare lige nøjagtigt hvilke knapper de skulle trykke på, heldigvis havde det aldrig lykkedes for dem at vippe ham ud over kanten. Ikke endnu i hvert fald, men det sagde måske heller ikke så meget for så længe havde han trods alt ikke været ansat på skolen endnu.
”Gå tur i?” Gentog han, som havde han hørt forkert. ”Det lyder nu en anelse vådt.” Hovedet blev tiltet let på skrå og smilet sneg sig atter frem bag det prægtige fuldskæg. ”Men overbevis mig om hvorfor det er en god ting,” bød han og satte sig lidt bedre til rette.
Han lyttede til det hun fortalte om Skt. Mungos og nikkede på de rette passende tidspunkter. ”Du har så evig ret,” bemærkede han. Ikke at han lige havde erfaring med healing på den måde, men generelt var det jo ofte de små ting der virkelig betød noget. De ting man bare gjorde uden at spørge, om så det var at bære indkøbsposen op til førstesalen for ens gamle overbo eller noget i den stil. Som havde han læst hendes tanker tilføjede han, ”men så er det godt du er her nu, så skal jeg nok huske dig på det.” Han blinkede venligt til hende, og de blå øjne bar atter præg af det venlige, men dybe blik.

[Serena Smith]

”Det kunne jeg forestille mig! Det er vel heller ikke englebørn alle sammen?” funderede hun, og var egentlig ret taknemmelig for, at det ikke var hende selv, som stod og skulle undervise alle ungerne. Puha, et arbejde, det måtte være til tider.
”Det er bare…” Hendes blik vandrede kortvarigt til vinduet og vejret udenfor - ikke just regnvejr, her i midten af juni måned. ”Det er bare så befriende!” fortsatte hun og så tilbage på Albus med den samme umiddelbare glæde, der havde ramt hende, da de snakkede om noget så simpelt som thé. ”Du skal under ingen omstændigheder tage en paraply med eller bekymre dig om at blive våd, for det er det, det hele handler om. Bare være ligeglad, mærk regnen og få vasket alle bekymringer bort.” Latteren flød igen over hendes læber, som hun snakkede. ”Du tror sikkert, jeg er tosset, men jeg sværger, det er verdens bedste følelse, når man kan hoppe i noget tørt tøj bagefter og sætte sig ned med en kop varm kakao.” sluttede hun med et skuldertræk og et smil - så måtte han jo selv beslutte, om han ville tro hende eller ej. Det var nok en af Renas små særheder, men igen, dem havde de jo alle sammen et par stykker af.
”Åh ja, det skal du endelig gøre!” Det var kun en god ting at blive husket på, og - hvis hun kendte sig selv godt nok - så kunne hun også godt forestille sig, at det blev nødvendigt. ”Nå, Albus…” Renas blik var blevet fanget af flyttekasserne på gulvet, der kaldte på virkeligheden igen. ”Det er ikke fordi, jeg vil smide dig ud, men altså, hvis du bliver ret meget længere, så risikerer du, at jeg sætter dig til at pakke kasser ud.” sagde hun med et lille grin, som også understregede, at det naturligvis var sagt i sjov.

[Albus Dumbledore ll]

Han tyggede let på hendes spørgsmål før han svarede, ”jeg tror bare nogen af dem har nogle andre udfordringer at slås med end andre.” Han vidste godt at nogle børn kunne være lede, men oftest kom det sig jo af den baggrund de var opvokset med.
Albus forstillede sig lidt følelsen af at blive gennemblødt, skønt det ofte var en kold og klam følelse, lå der, som hun sagde, faktisk noget befriende i det. Som blev man “skyllet ren” for ens bekymringer.
Som havde hun læst hans tanker sagde hun kort efter det højt han selv havde tænkt, han smilede, der var virkelig noget livsbekræftende i at se hendes glædestrålende smil over så små ting som te og regnvejr.
”Hmm, det kan være jeg skal overveje at prøve det næste gang det regner så,” Sagde han muntert og rettede en smule på sit ene ærme. ”Måske lige varme sig selv op med et varmt bad først?” Foreslog han underholdt ”og så noget nattøj der havde hængt og blevet lynet op ved ildstedet.” Pludselig blev ideen mere og mere tillokkende. ”Men nej, du lyder ikke tosset, jeg tror faktisk du er ved at få mig overbevist.” Grinede han let.
Han sukkede let og klappde sig så på lårerne før han rejste sig op. ”Det gør ingenting, det er aldrig en skam at gå når man bliver smidt ud.” Jokede han og blinkede til hende med et glimt i øjet. ”Men hvis du har brug for hjælp til udpakning eller skulle du få lyst til at dele en ny kop te, så skal du altid være velkommen til at slå et smut forbi mit kontor.” Tilbød han venligt. ”Det var rigtig hyggeligt at møde dig,” han fangede hendes hånd, og gav den et let klem som hilsen, før han forlod hendes lille kontor med retning mod sit eget, og et smil på læben, hun virkede virkelig sød og omsorgsfuld, hun skulle nok falde rigtig godt til her på skolen.

// out