If you ever need anything

[Albus Dumbledore ll]

Serena Smith

Hospitalsfløjen

Juni 2020, kl. 14 -ish

---

Albus havde lige afsluttet dagens sidste time i Botanik og var nu på vej mod hospitalsfløjen. Han var stadigvæk iført den grønlige kappe, som han bar når han underviste i bootanik. De havde omsider fået ny fast skolesygeplejerske, efter skandalen med Isadora Collins. Albus havde selv kun været ansat på skolen i et lille års tid, og han mente at det var god stil lige at stikke hovedet op og hilse på.
Desuden ville de jo nok ende med at få lidt tættere samarbejde, eftersom han jo stod for at leverer eventuelle planeter til de forskellige miksturer og eliksirer.
Han tog trappen op til hospitalsfløjen, to trin af gangen, og spankulerede så ind på salen der umiddelbart virkede virkede tom ved første øjekast.
Professoren samlede det lange hår i en knold i nakken før han gik længere ind. ”Hallo?” Kaldte han ud i en venlig tone og lod de blå øjne køre søgende imod det lille kontor for enden, som han kort efter satte kursen imod.
Med en let knyttet næve, bankende han på, og afventede så en eventuel reaktion fra den anden side.

[Serena Smith]

Rena var så småt ved at komme på plads i sit nye kontor. Rettelse: sit første kontor. Sygeplejerskerne på Skt. Mungos var ikke just berettiget til eget kontor, med fire vægge og alt muligt. Derfor var det at indrette et kontor en ny ting for Rena, og hun hadede at indrømme det, men det kunne man vidst godt se på indretningen indtil videre. Hun ejede ikke engang et skrivebord! I stedet var rummet domineret af en grå trepersoners veloursofa, hvortil der var to flyttekasser som sofabord, et par vægreoler, hvor hun havde slynget diverse nips og sygeplejedingenoter på plads, og et enormt spejl, der var blevet forvist til et fjernt hjørne af kontoret. Derudover havde der stået et gammelt arkivskab, som sikkert bare fulgte med i købet, hver gang en ny skolesygeplejerske kom til.

Det havde været meningen, at Rena ville skynde sig at pakke det hele ud, men nogle spredte flyttekasser på gulvet afslørede, at hun ikke helt var blevet færdig med sit foretagende. I stedet havde hun fundet de gamle journaler i arkivskabet og var blevet fanget af dem. Der var jo nogle af eleverne, som havde særlige behov, og det var da absolut kun en fordel at blive bekendt med dem i en fart.

En stemme ude i selve fløjen forstyrrede dog midt i læsningen, og Rena sprang op fra sofaen med det resultat, at hun åbnede døren i samme sekund, der var blevet banket på den.
"Hej!" hilste hun lettere overrasket og strøg de mørke lokker væk fra ansigtet. Hun var ikke lige sikker på, hvad hun havde forventet, men i hvert fald ikke manden, der stod i hendes dør. Nok snarere en elev. Et imødekommende smil spredte sig dog alligevel på hendes læber, som hun indtog synet af ham. "Hvad kan jeg gøre for Dem - professor, går jeg ud fra?"

[Albus Dumbledore ll]

Albus havde ikke været forberedt på at døren ville blive åbnet så hurtigt og derfor så han nok noget overrakset ud da den gik op, og hun stod lige på den anden side. ”Øhm hej.” Sagde han en anelse befippet. Han kunne ikke helt undgå at bemærke hvor meget hun lignede hans afdøde ekskæreste Louise, det skar kort i hjertet, men han genvandt hurtigt fatningen og rømmede sig en smule for at bryde øjenkontakten.
”Nej, jeg er bare gået et par årgange om….er det så tydeligt?” Han skar en dramatisk grimasse, men kunne så ikke lade være med kort efter at smile over sin egen dumme kommentar. ”Sorry, ja. Professor i botanik.” Informerede han så en kende mere seriøst, dog stadigvæk med et legende glimt i øjnene. ”Jeg tænkte jeg ville komme og hilse på og byde dig velkommen.” Han skævede lidt ind på kontoret bag hende. Det så ud til hun stadigvæk var i færd med at pakke ud. Blikket søgte atter hendes, ”De må sige hvis der er noget jeg kan hjælpe med.” Et nyt smil.
Albus var en venlig og hjælpsom sjæl. Han lagde stor værdighed i at stå til rådighed for dem der havde brug for det. ”Albus Dumbledore...den anden.” Præsenterede han sig med et skævt smil under fuldskægget. Han var vandt til at folk gloede lidt mærkeligt på ham, når han præsenterede sig rundt omkring. Han havde en ide om at hans far stadigvæk den dag i dag, var temmelig begejstret for eget påfund, da han havde givet ham navnet. En hånd blev venligt rakt frem imod hende.

[Serena Smith]

Han så venlig ud. Det var noget af det første, Rena tænkte. Fuldskæg var ellers noget, der ofte blev forbundet med noget skummelt, men ikke for hende. Smilet blev en anelse bredere, da han brød isen med sin joke, og hun slog sig forfærdet for panden.
"Av, der kunne jeg virkelig have jokket i spinaten, hva'?" grinede hun med en hovedrysten. Hun blev ramt af lettelsen, der skyllede igennem hende ved at stifte et nyt bekendtskab. Selvom det havde været en af grundene til, hun sagde sit job på Skt. Mungos op, så overraskede det hende alligevel, hvor meget det betød. De kendte ikke hinanden, og det betød, at hun slap for de konstante medfølende, forstående og bedrøvede blikke. Derfor slappede hun endeligt lidt af.

"Tusind tak! Sikke en fornøjelse at møde Dem - og så hurtigt. Vi kommer da til at arbejde lidt sammen, hvad enten vi vil det eller ej." smilede Rena, oprigtigt glad, da han viste sig at være Botanik-professor. "Altså ikke fordi, jeg ikke vil. Jeg glæder mig!" tilføjede hun hastigt, da hun godt kunne høre, at kommentaren måske kunne tages negativt, og det var bestemt ikke meningen. Hendes førstehåndsindtryk var særdeles godt - cadeau for at sige velkommen til som en af de første.

Genkendelsen lyste hendes gråblå øjne op, da han præsenterede sig selv. Både fordi, den store Albus Dumbledore var en troldmand, alle havde hørt om, men også fordi, de havde gået på Hogwarts sammen, hvis hun ikke tog meget fejl.
"Åh, det er et navn, man ikke kan glemme. Serena Smith - Rena for de fleste." introducerede hun sig selv med en svag grimasse over sit ordinære navn. Smith - det mest almindelige efternavn i Storbritannien anno 2057. "Jeg tror, vi har gået på Hogwarts sammen." bemærkede hun eftertænksomt, idet hun greb hans fremstrakte hånd og kom til at dvæle lidt for længe ved håndtrykket i et forsøg på at huske, om de sågar havde været på samme årgang eller ej.

[Albus Dumbledore ll]

Smilet voksede ved hendes kommentar, "det var måske også lidt uretfærdigt af mig." Svarede han og bed sig let i underlæben. Hun virkede ret fuld af liv, eller i hvert fald som en der kunne give et godt pust af energi, hvilket var lige hvad dette job manglede efter skandalen. "Jamen tak, jeg vil også sige du ikke har skræmt mig helt væk endnu." Svarede han i en let højtidelig stemme og smilede på ny. Han vidste godt hvad hun mente. At hun ikke havde sagt det ment som noget ondt.
Botanik-, eliksirprofessoren og skolesygeplejersken plejede at arbejde ret tæt sammen, han glædede sig allerede til at lære dem begge at kende, eftersom eliksirunderviserens plads, vidst også var blevet afsat. "Jeg er sikker på vi nok skal finde ud af det i hvert flad." Svarede han så.
"Ja, mine forældre forstår at lægge pres på mig." Igen bar dette tydeligt præg af at være en joke, skønt der lå lidt sandhed i det. Én ting var at han var en Dumbledore, allerede der var der en form for forventninger, men oveni købet at blive opkaldt efter en af de allerstørste troldmænd, det lagde en vægt på ens skuldre.
Som hun præsenterede sig, blev de blå øjne knebet let sammen, som forsøgte han at genkalde sig noget, "Vent.." sagde han tænksomt, da hun tilføjede at de gik på Hogwarts sammen. "Serena Smith....som i.....du gik på...Hufflepuff..right?" Det var som om brikkerne langsomt faldt på plads. Han havde ikke rigtigt snakket med hende, han havde nok haft alt for travlt med Louise på daværende tidspunkt, men de havde da haft timer sammen, synes han at kunne erindre nu.

[Serena Smith]

"Bare vent, til du lærer mig rigtigt at kende. Så skal du bare se løjer!" Det blev sagt i sjov og med et glimt i øjet, men der var alligevel alvor bag, ville den observante bemærke. Hun havde jo faktisk et par skeletter i skabet, der tids nok kunne gå hen at skræmme ham væk. Men det tænkte hun slet ikke på nu. Der skete så meget nyt, og det var dér, Renas fokus var!
"Jeg har i hvert fald et lager, der trænger godt og grundigt til at blive fyldt op, men..!" Hun holdt afværgende hænderne op for at insinuere, at hun ikke havde i sinde at beordre ham ned for at høste i drivhuset med-det-vuns. ".. det klarer vi tids nok." Rena havde ærligt været lettere chokeret over lagerets tilstand, da hun ankom - det var selvfølgelig det allerførste, hun havde tjekket! - men heldigvis havde hun også et personligt sortiment, som nok skulle sørge for, at de alle klarede sig så længe.

Rena lyste op i et glad smil og bekræftede derved hans ord, da det viste sig, han alligevel huskede hende - ved navn, i hvert fald.
"Godt husket! Jeg er imponeret." smilede hun. Sandt at sige havde de vidst aldrig snakket sammen. Det var ikke så forfærdeligt mange år siden, men personligt havde Rena i hvert fald ændret sig meget. Hun havde været lettere, tja, kikset, hvis det skulle siges med et pænt ord. Klodsede briller med et par ordentlige hinkesten, ikke et hak forstand på tøjstil, for ikke at forglemme kæle-tudsen, Brutus. Det havde gjort hende godt at komme videre på sygeplejeuddannelsen.

"Jamen kom da indenfor i mit, øhh.. kontor.." Hun gned sig lidt håbløst i tindingen, da hun trådte væk fra døråbningen og slog halvt ud mod det endnu ret upersonlige rum, som stadig var fyldt med store og små flyttekasser. "Ja, jeg har aldrig haft et kontor før, det er vidst ret tydeligt." Hun hapsede hurtigt de gamle journaler fra sofaen og det interimistiske sofabord, som bestod af flyttekasser, og lagde dem fra sig oven på arkivskabet - i mangel af bedre. I det mindste havde hun da en siddeplads til dem i sofaen, det var hun trods alt taknemmelig for! "Indtil videre har jeg altså konstateret, at jeg skal have anskaffet mig et skrivebord i en fart!" sluttede hun med en opgivende latter og en hovedrysten, mens hun gestikulerede, at han skulle tage plads i sofaen sammen med hende.

[Albus Dumbledore ll]

Glimtet i øjet samt den kække bemærkning, fik tillokket sig endnu et smil under fuldskægget. "Det lyder som en spændende udfordring." Gav han igen, i den samme varme tone som før.
Han nikkede forstående. De fleste planter der havde stået til rådighed, var godt og grundigt visne, eftersom der ikke rigtigt havde værte en fast skolesygeplejerske i noget tid. "Du siger bare til hvad du skal bruge, så skal jeg nok skaffe det." De blå øjne glide fra hende til flyttekasserne. "Er du forresten blevet informeret om at der er et par elever her med lidt...særlige behov." Der var 2 elever som han specifikt tænkte på i denne forbindelse. Spencer Lynch og Edward 'Eddie' Rigel de to varulve. Det skete sjældent, men han havde da oplevet Spencer på hospitalsfløjen en enkelt gang efter en forvandling. Edward, eller Eddie som han også kaldte sig, var så ny på skolen, men det betød jo ikke at de ikke kunne komme til skade under en forvandling.
Igen blev øjnene knebet let sammen som han tænkte sig om, "tja, det kom lige til mig," smilede han, "husker jeg helt forkert eller havde du briller dengang?" Han kunne kun meget svagt tilkalde sig et billede af hende. Igen uden at være sikker, synes han at huske lidt nogle af de mere populære drenge havde været lidt efter hende, grundet brillerne og den lidt...anderledes tøjstil. Han havde aldrig selv været typen der mobbede andre, men indrømmet havde han heller ikke gjort noget for at stoppe det.
"Jamen mange tak, jeg burde måske have tage en kande te og lidt småkager med." En let tænksom mine gled over hans ansigt. Til hendes kommentar omkring selve kontoret -hvilket han gættede på havde med indretningen at gøre, fik ham blot til at slå let ud med hånden. "Det skal du bestemt ikke tænke på, jeg er sikker på det kommer med tiden."
Albus slog sig ned i sofaen på hendes opfordring, og så i retning af hvor det forhenværende skrivebord havde været placeret. "Ja, det er i hvert fald et godt sted at starte." Erklærede han sig enig. "Gik du ellers igang med sygeplejerske uddannelsen lige efter Hogwarts?" Nysgerrigheden kunne let fanges i hans stemme.

[Serena Smith]

Rena rystede benægtende på hovedet, da han spurgte til eleverne med 'særlige behov' - hvad det så end gik ud på. Hendes faglige nysgerrighed blev vakt. "Jeg er ikke blevet informeret om noget-som-helst, udover hvad de gamle journaler fortæller, og flere af dem tilhører elever, der er gradueret for flere år siden." Hun lyttede intensivt til ham og havde bestemt ikke i sinde at glemme de ting, han nu ville fortælle hende. "Hvem tænker du på?" Det måtte være alfa og omega for at komme godt fra start! Desuden var hun mere alene her, end hun nogensinde havde været på Skt. Mungos - der var ikke lige en kollega inden for rækkevidde, som hun kunne rådføre sig med.

"Ja. De ligger gemt i én af kasserne." betroede hun ham i en gravalvorlig mine og gøs ved tanken om dem. Det var sjovt nok altid dem, hun blev husket på - og hun kunne virkelig ikke forstå, at hun ikke havde smidt dem noget før - det ville helt sikkert have gjort en forskel for hendes tid som elev på Hogwarts. Børn kunne være noget så nådesløse imod hinanden!

"Åh, jamen det klarer vi da nemt!" Rena sprang op fra sofaen igen, næsten inden hun havde nået at sætte sig. "Hvilken kasse er det nu..." Blikket vandrede fra den ene til den anden kasse, hvor hun ikke havde været så smart at skrive indhold på, og i stedet snuppede hun sin stav for at ty til den nemme løsning. "Accio." Man var vel en heks, ikke? "Se så!" Det rumsterede fra en af kasserne og øjeblikket efter greb hun behændigt kopperne, der kom susende gennem luften, efterfulgt af skrinet med thé. Det var tydeligvis ikke første gang. "Jeg er ret sikker på, der også gemmer sig en flaske ildwhisky et sted, men det er vidst for tidligt at starte på." bemærkede hun med en lav latter, imens hun rakte skrinet frem mod Albus, så han kunne vælge 'sin' smag. Der var lidt af hvert.

"Mmhm, så hurtigt som muligt." nikkede hun til hans spørgsmål efter at have taget plads i sofaen igen. "Jeg har været sygeplejerske i tre... fire år, må det efterhånden være, så jeg trængte til at se noget andet end Skt. Mungos." Det var sandheden, om end den var lidt underdrevet. Som altid, når hun snakkede om tiden, der havde været, blev hun ramt af dårlig samvittighed og måtte bekæmpe trangen til at gnide ringfingeren dér, hvor den gamle vielsesring havde siddet. Blikket gled over på ham med et smil. "Og hvad med dig? Lå det altid i kortene, at du skulle vende tilbage som professor?" Hun kunne passende returnere hans nysgerrighed. "Jeg husker dig ikke som, du ved.. særlig skoleglad." I stedet havde hun en svag erindring om, at det vist havde handlet rigtig meget om fest og ballade, men hun kunne jo tage fejl, selvom der dukkede flere og flere erindringer op, efterhånden som de snakkede sammen.

[Albus Dumbledore ll]

Albus øjnede hende et par sekunder før han atter talte. Der var ikke noget hemmeligt i de to varulveelver på skolen. Eller jo hemmeligt overfor de øvrige elever selvfølgelig, for at undgå panikken sprede sig på skolen. Situationen var jo under kontrol, men der var intet hemmeligt omkring det i lærestaben. Det var vigtigt at de alle var informeret om det. "Spencer Lynch og Edward 'Eddie' Rigel ," forklarede han. "De er begge varulve, men altså det har naturligvis nogle lidt særlige regler i den forbindelse." Forklarede han. Albus var en af de professorer der havde meldt sig frivilligt til at sørge for de var låst forsvarligt inde under fuldmånen.
Han håbede ikke at nyhed ville skræmme hende væk, i så fald ville han nok ikke blive voldsomt populær hos rektor, men igen, alle i lærestaben vidste det, så det ville jo kun være et spørgsmål om tid, før informationen også nåede hende.
Som samtalen drejede sig mod deres delte fortid, om man kunne sige, kiggede han mod kasserne og så tilbage på hende, men det skæve smil tilbagevendt på læberne. "Gør de? Er det så fordi du stadigvæk bruger dem, eller er det mere en nostalgisk ting?" Spurgte han ind. Ikke at det var vigtig viden, men der var da alligevel noget lidt sjovt i det.
Opmrksomheden blev dog hurtig draget imod den let vibrerende kasse foran ham, hvor der kort efter skød et par tekopper op af, efterfulgt af det lille skrin. Hans milde latter kunne derefter høres ved ildwhisky-kommentaren. "Det har du nok ret i, men måske senere." Han blinkede let til hende. Der var intet flirtende i det, mere som for at understrege hvad der var halvvejs ment som en joke. Han tog derefter imod skrinet og studerede udvalget, "er der en du kan anbefale? Jeg prøver altid at udvide mine horizonter." Igen blev de blå øjne flyttet til hende.
Forståelsen var tydelig som hun atter slog sig ned, og delte grundlaget med sin overflytning, med ham. Han bemærkede godt hvordan hun kort gned sin finger og han følte næsten trang til at gøre det samme. Skønt han aldrig havde haft en ring siddende på fingeren, så havde det været tæt på. "Tja. jeg har altid været glad for børn," afslørede han, "men ærligt, så vidste jeg ikke helt hvad jeg ville efter skolen. Jeg tog universitetet, læste botanik, eliksir og et par andre fag, jeg ville gerne dele ud af min viden så tror lidt jeg lagde stien for mig selv ret tidligt." Han slog blikket en smule ned, det havde været en hård tid. "Men du har ret, jeg var var nok ikke den der hørte aller bedst efter i timerne," en skyldig grimasse løb over ansigtet.

[Serena Smith]

"Stakkels børn!" udbrød Rena spontant, midt i hans sætning, og lyttede opmærksomt til han havde talt færdig. Der var ikke skyggen af skræk at spore hos hende - i stedet skinnede de gråblå øjne af medlidenhed. Måske hun var naiv, men hun kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at der fandtes mennesker, som faktisk ønskede at blive en varulv og som elskede den del af sig selv. Med det sagt, så var det selvfølgelig altid med at få det bedste ud af tingene. "Hvordan håndterer vi det her på stedet?" forhørte hun sig roligt. Hun tvivlede på, at der den dag i dag blev brugt samme metoder som i Ormehale, Hugtand, Køter og Krones tid!

Overrasket over, at han spurgte ind til brillerne, svarede hun alligevel med et smil. "Det er ren nostalgi." Hun havde aldrig i sinde at bruge dem igen - i hvert fald ikke offentligt! - og de blev da også kun klasket på en sjælden gang, tidlig morgen eller sen aften. "Og en reminder til mig selv om, hvor vigtigt det er at være ydmyg i mødet med andre mennesker." tilføjede hun noget mere eftertænksomt med et lille skuldertræk. Hogwarts havde ikke været den bedste tid for hende, men den havde været med til at gøre hende til den, hun var i dag, så hun kunne hverken fortryde det eller ønske det anderledes.

"Strawberry Cupcake!" Rena lyste op i et smil, der næsten var for begejstret, eftersom de bare talte om thé. Det var ikke alle, dog, der delte hendes begejstring for den 'barnlige' smag, og flere nægtede endog at smage på den, når de hørte, hvad den blev kaldt. "Det er basically kage i en kop, men uden de mange kalorier. Perfekt til voksne mennesker i deres bedste alder." lo hun mildt, og hentydede naturligvis til dem selv. Alderen kom snigende, og med den kom kiloene også - det var i hvert fald, hvad hendes mor altid havde sagt.
Rena var fuld af beundring for de, der valgte det Magiske Universitet. Det var en hélt anden måde at uddanne sig på, og hun ville aldrig selv kunne forlige sig med det, selvom hun godt kunne se det fantastiske i at vide så meget om et fag.
"Du er garanteret også god med dem." bemærkede hun, og snakkede selvfølgelig om børnene. Det kunne hun i hvert fald lige forestille sig, nu, når hun fik snakket lidt nærmere med ham. "Du har ikke selv børn?" Hun rettede et spørgende blik imod ham. Selvom Hogwarts ikke ligefrem havde ry for at være forligeligt med det vilde familieliv, så havde de alligevel nået en alder, hvor mange i omgangskredsen begyndte at slå sig ned og stifte familie.

[Albus Dumbledore ll]

Han nikkede med en mere alvorlig mine. Han havde frygtelig ondt af dem. Det de skulle gennemgå hver måned, resten af deres liv. Det var ikke retfærdigt -men hvornår havde livet nogensinde været retfærdigt.
Botanikprofessoren sukkede let og trak en anelse på skuldrene. ”De bliver låst nede i fangekælderen under fuldmånen.” Han så lidt frem for sig. De blå øjne fik et mere seriøst skær. Han var klar over at det jo bragte visse risisis med sig. Hvis noget gik galt kunne det føre til utænkelige konsekvenser.
Han fandt atter smilet frem og nikkede en kende mere muntert, som hun forklarede om brillerne. Han kunne godt lide ideen med det hun sagde. ”Det lyder som en rigtigt god påmindelse at give sig selv.” erklærede han sig enig og kløede let sin skæggede hage.
Herefter blev brynene skudt i vejret med oprigtig overraskelse. ”Strawberry Cupcake?” Gentog han. ”Er der helt seriøst en te der smager af det?” Dumt spørgsmål, selvfølgelig var der det, der var multismagsbønner som smagte af bussemænd, så det burde vel ikke overraske ham. Munterheden i hendes stemme, imens hun snakkede om theen, fik ham til at smile endnu bredere. Hun virkede så entusiastisk omkring det, det var opløftende.
Han sendte hende et lidt skævt smil og et lusket blik, ”nu smigre du vidst,” tonen var drilagtig og varm. Sandheden var at hun havde ret, han var temmelig dygtig i de fag. Dog var der også fag hvor han måtte erkende, at han haltede bagud -skønt han ikke var meget for at indrømme det.
Da det helt normale emne “børn” blev bragt op, blegnede hans smil en smule. Han genfandt det hurtigt, dog ikke helt så glædestrålende som før. ”desværre ikke. Min kæreste blev syg, så hun kunne ikke få børn.” Forklarede han og så atter lidt frem for sig. Han snakkede sjældent om det, da det stadigvæk gjorde ondt, dog var han heller ikke interesseret i at glemme hende, det ville være at vanære hendes minde. ”Hun gik bort for et par år siden, og jeg har nok ikke rigtigt været klar på at give slip på hende endnu.” Indrømmede han så. Han håbede ikke at det ville slå den ellers hyggelige stemning ned, så han valgte at slutte med at møde hendes blik og smile på ny, skønt det var en anelse sørgmodigt.

[Serena Smith]

Rena bed sig i underlæben, og hendes hjerte blødte for eleverne, der skulle leve med at blive låst inde i en fangekælder hver måned. Hun nikkede igen, men sagde ikke mere. Desværre var der vel næppe andre – bedre – måder at gøre det på. Hun turde slet ikke tænke tanken, hvis det gik galt en dag.

”Selvfølgelig! Du burde seriøst unde dig selv at smage den en dag.” fastslog hun og vendte for et øjeblik opmærksomheden imod sin egen kop, hvor hun omhyggeligt fik gjort thébrevet klar, nedsunket i det varme vand for at trække godt med smag.
Hun lyste op i et skyldbetynget smil, da han lurede hende, og vippede udfordrende med øjenbrynene. ”Er der da noget galt i det?” spurgte hun muntert og grinede. Hun havde en virkelig god fornemmelse i maven ved at sidde overfor Albus, men om det bare var glæden over at stifte et nyt bekendtskab, det var svært at sige. ”Vi har alle godt af lidt smiger fra tid til anden.” De kunne tids nok komme til at lære hinandens svagheder at kende på et senere tidspunkt, for det var da næppe passende for et første møde. Men man skulle selvfølgelig aldrig sige aldrig!

”Åh, det er jeg ked af at høre.” Rena lage spontant hånden på hans arm for at understrege sine ord i takt med, at sørgmodigheden smittede lidt af på hende og steg op i hendes øjne. ”Det er det mest forfærdelige.” Hun var sig ikke bevidst, at hun fik formuleret sig på en måde, så man næsten kunne fristes til at tro, det samme var sket for hende.
”Det var Louise, hun hed, var det ikke?” spurgte hun forsigtigt ind og besvarede prøvende hans smil, da deres blikke mødtes. Hendes blik var en kende granskende, for hun ville bestemt ikke overskride hans grænse, hvis han ikke havde lyst til at tale om det.

[Albus Dumbledore ll]

Selvfølgelig havde den frygtelige tanke om et udbrud også luret bagerst i hans hoved et par gange. Dog havde han hørt rygter om at rektor havde en plan i ærmet, Albus var dog ikke indviget i den.
Han så en smule mistænksomt på hende, som var han ikke helt overbevist om denne smagsvariant var ham. På den anden side, var han ret stor fan af at prøve nye ting, hvis man aldrig prøvede noget nyt, kunne man jo heller ikke blive positivt overrasket.
Smilet brød derfor atter hans læber. ”Udemærket, det må jeg så gøre.”
Det ville være løgn at sige, at hun ikke overraskede ham ved den lette flirten. Eller det var nu sjov og ballade, men ikke desto mindre. Han mærkede kortvarrigt kinderne blusse en anelse under skægget, men fik hurtigt kontrol over sig selv. Sandheden var at han ikke rigtigt havde flirtet med nogen siden Louise. ”Nej bestemt ikke, forsæt endelig,” tilføjede han så med en drilagtig undertone.
”Det har du ret i. Folk er så hurtige til at kritiserer, hvis blot de var lige så hurtige til at give ros.” Han trak let på skuldrene og dyppede så selv det udvalgte tebrev et par gange i koppens dampende vand.
På trods af det hurtige dyk stemningen tog, smilede han forsigtigt til hende ved den blide berøring. ”Tak,” Svarede han med fremstående taknemmelighed i stemmen, ”og ja, det var en hård tid,” indrømmede han, og undlod at fortælle at det sådan set stadigvæk var ret hårdt til tider. Der var dog noget i måden hun havde sagt det på. Noget der henledte ham til at tro at hun måske havde prøvet noget ligende. Han var dog ikke sikker på om man bare lige kunne spørge ind på den måde. ”Jo det var det.” Han var faktisk imponeret over at hun kunne huske hende, ”Du kendte hende måske?” Spurget han så. Sekvfølgelig havde de gået på samme årgang, men han kunne da ikke huske alle han gik på årgang med.

[Serena Smith]

”Åh nej, nu frygter jeg helt, du ikke bryder dig om det!” indrømmede hun ærligt med påtaget gru i stemmen og tog sig til hjertet, mens hun spændt afventede, at han ville tage den første slurk. Der var ikke noget værre end at anbefale noget, man virkelig selv troede på, og det så faldt helt til jorden hos den anden. Af samme grund var Rena helt holdt op med at anbefale chilisuppe til andre.

”Okay, lad mig så se…” Selvom det næppe var hensigten, tog Rena ham på ordet og vendte sig helt imod ham. Hun betragtede ham indgående i et par lange sekunder – hvilket hun nød, for det var i reglen sjældent, det var acceptabelt at stirre på den måde.
”Du er villig til at prøve noget nyt. Det tyder på en vis eventyrlystenhed.” kommenterede hun endelig og gjorde en håndbevægelse imod théen, som han skulle til at smage. Det kunne godt være, det var en lille ting, men det gav store stjerner i bogen uanset! Blikket fandt tilbage til ham igen. ”Du er den første, der kommer ind for at sige velkommen til mig. Det betyder varme og imødekommenhed. Og…” Hun tog sig i det, da hun skulle til at fortsætte, og bed sig i underlæben. Så smilede hun et gavtyveagtigt smil og rystede på hovedet i stedet. ”Nej, det er alt, du får i denne omgang.” fastslog hun derpå og løftede koppen til læberne.

Hun rystede lidt benægtende på hovedet, som hun tog hånden til sig igen. ”Jeg tror, de fleste husker jer som de star-crossed lovers på årgangen.” svarede hun blidt og smilede. Hvis hun rigtigt anstrengte sin hukommelse, så havde de måske en enkelt gang eller to været partnere i en Eliksirtime, men det var også det, og det var jo ikke ligefrem meget i løbet af syv år.

[Albus Dumbledore ll]

Albus lo igen, en blid varm latter som ofte smittede af på dem omkring ham. "Bare rolig, jeg skal nok lade være med at hænge dig op på noget." Lovede han hende. Han kiggede igen mod teen før han forsigtigt førte koppen op til læberne. Han skar en mild grimasse, men ikke på grund af smagen, den var stadigvæk en anelse varm. En af hans svagheder var nok at han ikke var en tålmodig tedrikker, han endte altid med at brænde munden. "Den er god," sagde han skønt han ikke havde smagt særlig meget på den.
Han var en smule uforberedt på at hun rent faktisk tog ham på ordet. Alligevel rankede han blot ryggen og lod hende studerer sig, skønt der var noget intimiderende over det. "Sandt," svarede han og forsøgte sig med endnu en tår, denne gang hvor han rent faktisk fik smagt på den. Brynene blev let rynket og han kiggede søgende ned i koppen, "den er faktisk virkelig god." Bemærkede han så.
De blå øjne rettede sig atter imod hende som hun talte videre, "Hvad? Hvorfor? Det begyndte jo at blive spændende," beklagede han sig i en munter tone.
Igen formåede hun at få en kort latter ud af ham, "er det rigtigt? Jeg anede faktisk ikke at vi overhovedet blev bemærket på den måde." Indrømmede han. Han lod stilheden fylde rummet et øjeblik imens han tænkte lidt tilbage på de gode minder.
"Nåh, men nu har vi snakket om mig, har du noget spænde at fortælle om dig?" Han smilede atter.