Stuck in the Rain

[Deleted]

Tråd til @cristal

d. 7 Juni kl. 21.30

Regnen pisker ned, torden i det fjerne.

---

Det var nærmest umuligt at høre sine egne tanker for alle uglerne som snakkede derudaf. Det var lorte vejr for at sige det mildt og Eric havde ligefrem ikke nogen intention om at løbe hele vejen fra toppen af ugleriet tilbage til Hogwarts, det var en umulig opgave hvis han skulle forblive tør, så det var en god mulighed for at hygge lidt med uglerne, samt læse det lange brev som han havde modtaget fra sin mor. Hans mor var helt ny til det her med at sende ugler, så hun havde fået hjælp af en anden magiker i Diagonalstrædet. Eric knugede brevet i sin hånd og dumpede ned på en stol som så nogenlunde ren ud. Diamond var en stærk kvinde som havde kæmpet for alt i livet.



”Kære Eric-snut…” læste han for sig selv, han himlede med øjnene og kom til at smile endnu mere før han læste videre, dog uden at læse højt. Det gav et lille sæt i kroppen på Eric da han hørte et stort tordenskrald udenfor. Han var ikke bange for vejret, men han havde det ikke så godt med høje lyde, og det samme gjaldt for uglerne. De pippede og skrakkede derudaf til larmen udenfor. ”Rolig nu ugler. Det er bare vejret. I er sikre” sagde han med et lille smil og nikkede over til uglerne, som blot kiggede betragtede ham og tiggede om flere godbidder.

[Deleted]

Outfit

Det var på mange måder en træls dag, og Cristal havde haft behov for at trække sig fra alle de glade ansigter hun var omgivet af på skolen og ikke mindst i Opholdsstuen. Derfor havde hun valgt at finde sig et sted tæt ved den forbudte skov, hvor hun kunne få sig en smøg og bare slappe af. Det havde da også været virkelig tiltrængt og rart, men hun var kun knapt færdig med sin smøg, da himlens sluser havde åbnet sig over hende. TYPISK!! Hun smed skodet i det våde græs lidt væk fra sig, ligeglad med om nogen ville finde det, og kom så på benene. Der var et stykke tilbage imod skolen, men hun kunne jo ikke blive der midt i regnen.

Med armene over hovedet for at sky lidt for regnen, løb hun afsted imod skolen. Hun stoppede dog op da et lyn flængede himlen. Det virkede ikke sikkert at fortsætte. Heldigvis var hun tæt på ugleriet, måske hun kunne søge ly der, til det værste var drevet over. I lange spring tog hun trappen to trin ad gangen, og var snart i tørvejr. Hun havde bare ikke lige regnet med, at der ville være andre. "Hvad laver du her?!" lød det lidt hårdt og forpustet fra hende, mens hår og tøj dryppede vand omkring hendes fødder. "Ligemeget, jeg har tænkt mig at blive her uanset."

[Deleted]

Eric nød vejret i baggrunden som blot gjorde det endnu mere hyggeligt at bruge tid sammen med uglerne. Det var nok noget af det han kom til at savne allermest når han skulle vende tilbage til sit muggler liv, når eventyret her på Hogwarts var slut. Eric havde aldrig fundet sin plads i dette univers, og det mærkede hans venner også når de var sammen med ham. Han havde ikke den store interesse i at lære om magiens historie, han var praktisk og ønskede kun at lære det som kunne hjælpe ham senere i en muggler tilværelse. Magien havde sin gode sider, men også sine dårlige sider. De gode sider kunne tages med videre, ikke alt det dårlige. Han sukkede kort mens han var i gang med at læse brevet, det var en smule ambivalent, for han vidste at dette brev var skrevet mens hun ventede på den næste mand som skulle betale for at få adgang til hendes krop. Da en pige som han straks genkendte kom væltende ind i ugleriet, knugede han brevet sammen og stoppede det ned i sin lomme. Det var ingen andre end Cristal. En pige fra samme kollegie, dog en årgang under. Det var ikke ligefrem en pige han havde snakket særlig meget med.

”Nu har jeg ikke patent på ugleriet, Cristal..” sagde han koldt og ligeglad.

[Deleted]

Hun var plaskvåd og lagde derfor armene om sig selv, for at få en form for varme i det meget kolde tårn. Endnu et tordenbrag lød bag hende og hun kiggede panik ud på vejret, før hun trådte længere ind i rummet. "Det har jeg heller ikke påstået du havde! Jeg siger bare at jeg altså bliver her til vejret er blevet bedre!" Hun lød meget bestemt, men fik dog afbrudt sig selv, fordi hun snøftede i det kolde tøj. Hun havde glemt sin stav oppe ved sengen, så hun kunne ikke gøre meget ved det våde tøj. Kort overvejede hun at tage skjorten af, men tvivlede så. Hvad ville han sige, hvis han så, hvad hun skjule på? Det var ikke noget alle og enhver skulle se, men samtidig dog heller ikke direkte flov over det. Hun gad bare ikke at nogen så det og sladrede. 

Cristal kiggede rundt på de mange ugler. Mange af dem så bange og forpjuskede hun. Hun forstod dem egentlig godt, hun var heller ikke glad for det modbydelige vejr, men i det mindste var de da tørre. "Sååh.... Skal du sende et brev, eller holder du bare uglerne med selskab?" Spurgte hun så og så over på Eric igen. Ikke at det vedkom hende overhovedet, men hun kunne da prøve at snakke lidt med ham.

[Deleted]

Eric brød sig faktisk ikke helt som den situation som han stod i her med Cristal. Hun var frembrusende og direkte uhøflig. Og måske endda en smule sjuket? Han rystede på hovedet og tog sig til panden, og med et enkelt sving med staven kom et blidt men pludseligt varmt vindpust omkring Cristal som tørrede hende og varmede hende en smule op. ”Ikke at det vedkommer dig Cristal, jeg havde et brev jeg skulle læse… alene du ved…” sagde han og gav Cristal et lettere irriteret blik. Han kiggede ned i midten af ugleriet hvor en gammel stenskål stod. Han smilede kort og lod et par enkelte kugler sætte ild til indholdet, som brændte yderst langsomt? Måske en magisk bålplads til ugler? Han satte sig hen i flammernes skær der spillede mod kontrasten af lynene udenfor. Det var faktisk en rigtig hyggelig atmosfære. Han fik varmet sine hænder lidt og kiggede tilbage mod Cristal.

”Du ved godt at de der smøger, bliver din død ikke?” han rystede endnu engang på hovedet. Hvorfor gøre noget mod sig selv, som vil skade en? Der var en gåde for Eric.

[Deleted]

Cristal sank en klump, som hun mærkede det varme vindpust skyde ud af Erics stav og ramme hende, på få sekunder var hendes tøj tørt igen og og en anelse lunt. Et smil kunne anes i den ene mundvige på hende, men hun sagde intet. Hun havde ikke lært at sige tak over sådanne ting. Taknemmelighed var svaghed, og det skulle man ikke vise for andre. Det havde hun da lært på den hårde måde... 
Kort tid efter blussede et lille bål også op midt i rummet, og der gik ikke længe, før hun satte sig derhen, igen uden det mindste tak. Hun bøjede bare benene og så ind i flammerne, mens hun lagde armene omkring sine ben. 
Der var en hjemmelig og betryggende følelse ved bålet, og uden hun havde bidt mærke i det, var et ægte smil vokset frem på hendes læber. Et af de der sjældne smil som hun ikke normalt lod omverdenen se. "Nå, men jeg har ikke tænkt mig at gå ud i det vejr igen lige nu. Du kan vel bare læse det? Ellers er det en skråler, så jeg er nødt til at holde mig for ørerne?" Det var normalt for Cristal at snakke i en hård provokerende tone. Det var den hun var vokset op med, og den der gjorde man kom igennem dagen. Almindelig venlighed var ikke et begreb hun kendte til, kun hvad hun så udefra, men end ikke her var det rigtig noget hun forstod. 
Han kommentar omkring hendes rygning fik hende til at fnyse lidt. "Hvis så bare det er dem, så ved jeg da jeg har klaret det forholdsvis godt." Det var måske ikke lige hvad Eric havde forventet at høre, men med hendes liv var det et held hvis hun klarede sig længe nok til det. Nogle ganske få gange havde hun frygtet om hun ville sulte ihjel i sommerferien, eller opleve så store fysiske smerte at kroppen ville sige fra. "Er det et problem for dig, at jeg ryger i ny og næ?" Først nu så hun over på ham, og lod blikket hvile der længe.

[Deleted]

Eric havde et underligt ansigtsudtryk mens han kiggede på Cristal. Hun havde ingen opdragelse whatsoever, han rystede på hovedet og vendte tilbage til sine egne tanker mens han betragtede ilden der dansede i stenskålen. Han knugede hånden nede i kappe, rundt om brevet som hans mor havde sendt mens Cristal bare snakkede derudaf. Ikke fordi hun havde noget at sige som var interessant. ”Det vedkommer stadig ikke dig Cristal. Som jeg også sagde før…” sagde han og kiggede på hende lettere irriteret og arrogant. Hvem troede hun i bund og grund hun var? Bare fordi de gik på samme kollegie, betød det ikke ligefrem at de var bedste venner. Eric havde aldrig fået en skråler fra hans mor, nok fordi hun ikke vidste hvad det var, men også fordi at Eric virkelig havde et meget unikt forhold til sin mor. Det var rendyrket venskab og respekt, der var ingen moder/barn rolle. Det ødelagde Eric indeni at hans mor arbejdede så hårdt for at få ham gennem skolen. Pengene var altid små, det var dog ikke til at se på Eric som altid var velklædt og soigneret.

”Du burde have mere respekt for livet.” sagde han køligt til hendes kommentar. Det var morbid og modbydeligt at tale sådan om sit liv, som man havde fået foræret af sine forældre. I Erics tilfælde var det hans mor, da hans far blot var en ussel ukendt troldmand som ikke turde stå ved sit ansvar.

”Det er ikke mit problem. Du kan ryge så mange af dem du vil, det er trods alt dit liv. Når du senere i livet ligger og bliver kvalt i dit eget snot, så fortryder du vel. Det lyder som en rar skæbne, der nemt kunne undgås” sagde han med et løftet øjenbryn og med en smule afsky over hans blik.

[Deleted]

Cristal åbnede munden for at ville sige noget, men tøvede så alligevel og forblev tavs. Hun skulle ikke blande sig i hans post og egentlig var det jo også lige meget. Måske var grunden til hendes udbrud mere, at hun misundte ham for at have modtaget post. Nu vidste hun selvfølgelig hverken hvem det var fra eller hvad der stod, men det kunne umuligt være værre end det hun modtog, når hun en sjældent gang faktisk fik post. ”Jeg hørte dig godt” Bed hun ham af og så igen ind i flammerne. Egentlig brød hun sig ikke meget om sin egen person, men hun havde oplevet så meget allerede at de facader der var bygget op omkring hende var flere tommer tykke.

Hun fnøs kort da han snakkede om respekt for livet. Hvorfor? Hvad var der så fantastisk ved det? ”Hvis livet en dag bliver værd at respektere, så skal jeg nok kvitte smøgerne, men for nu ser jeg det ikke som en mulighed.” blikket blev igen draget imod flammerne midt på gulvet, før hun så rejste sig og forsigtigt gik han til en stor smukt kulsort ugle. Forsigtigt strakte hun sine fingre frem og nussede den på hovedet. Hun var langt bedre til dyr end mennesker. ”Har du overvejet, at der findes værre ting end et par smøger?” hun så ikke på ham, men spørgsmålet var tydeligvis til ham. ”Godt du tændte op” kom det så lidt random fra hende, før hun vendte sig og halvt så på ham. ”...Tak.” bedre havde hun ikke lært det.

[Deleted]

Eric var slet ikke på bølgelængde med Cristal lige nu. De var meget forskellige i deres syn på livet. Hun virkede utrolig ligeglad med hvad der end skulle ske med hende. Det var faktisk sørgeligt. Det var sørgeligt at se en så ung kvinde opgive at jagte glæde i så en tidlig alder. ”Livet er altid værd at leve. Jeg tror nu nok der er mennesker som har det værre end dig, og de kæmper hver dag for at få det til at fungere. Men jeg kan godt se livet på en skole, hvor du har en varm seng, og mad hver dag er hårdt, og ikke noget man kan respektere” sagde han med en dybt provokerende og sarkastisk tone mens han betragtede hende med uglen. Han rystede på hovedet. ”Dine forældre ville nok ikke bryde sig om at høre at du ingen respekt har for det liv, som de har givet dig. Usselt efter min mening” sagde han en smule henkastet. Respekt for dine forældre var noget som Eric gik op i. Det var en kæmpe trigger for ham når forældre ikke fik den respekt, som de fortjente.

Han sukkede og lænede sig tilbage op af den kolde mur og lukkede øjnene. Han ville ønske at han var i sin seng lige nu, men regnen piskede stadig ned, og han var bestemt ikke interesseret i at blive våd. ”Der findes værre ting, men hvorfor gøre noget bevidst, når man ved det er en skidt ting?” spurgte han undrende og appellerede til hendes moral.

”Det var så lidt.” sagde han koldt.

[Deleted]

Cristal vendte hovedet, og de mørke øjne hvilede nu på den rødhårede fyr. Der lød et lille fnys fra hende, som han igen begyndte at snakke om livet. Han anede jo ikke hvad han talte om! "Ja, du har helt ret. Det er trods alt kun i ferierne jeg skal sulte, eller sove med et hullet tæppe over mig, i en trailer, der HELDIGVIS endnu har et forholdsvis tæt tag. Men skolen er ikke hele mit liv. Jeg ved jo hvad der venter på den anden side." Stemmen var spydig og blikket skarpt, men dog var det alligevel som en der var en skygge, der gled over hende ved det sidste hun fik sagt. Cristal var en pige, der bar på mange hemmeligheder og som ofte holdt sig for sig selv det meste af tiden. Hun røg fordi, det var det miljø hun kom fra, og det var den eneste måde hun kunne finde rigtig ro, men hun trøstede sig dog med at hun på ingen måde var lige så afhængig som hendes far var det. 
Hun vendte sig igen imod uglen, mest for ikke at kunne se på ham, men også for at holde en form for facade til fyren, der virkede til at grave i moral på en måde hun slet ikke kunne være med på. Igen kom der et fnys fra hende ved hans ord. "Mine forældre!? Hurra.. Min mor stoppede med at trække vejret da jeg var lille, og min far har andre ting i hovedet end den svipser han lavede for 17 år siden. Så helt ærligt, jeg ved sgu ikke hvem der er mest ussel." Hun trak alligevel på skulderen. "Selvfølgelig sker det da at min far... "Holder" på mig, men i så fald, så tror jeg lige han har misforstået, hvordan man gør det." Hun lod skjorten falde ned af skuldrene, så man kunne se afmærkninger af hvad der nok havde være meget mørke blå mærker, samt nogle enkelte hvide ar, der løb over hendes skuldre. "Fremvisningen" varede kun ganske kort før hun igen trak skjorten på og en tid bare stod og nussede fuglen. Hun så ikke på Eric, faktisk håbede hun lidt på han forsvandt. Hun skulle ALDRIG havde fortalt det hun lige havde gjort, og besluttede også at benægte alt, hvis han nu begyndte at spørge ind det noget af det. 
Hans spørgsmål kunne hun ikke rigtig svare på, og dog løj hun nok lidt for sig selv, som hun så svarede. "Fordi alternativet er værre." Hun have ikke mod på den fremtid hun drømte om, og kunne ikke se sig ud af at være bundet til Trailerparken og Dirty mudbloods resten af sine dage. 

[Deleted]

Eric trak en smule i ansigtet da hun pludselig smed sin historie ud sådan helt åbent. Det mindede om at hun blot vil have en lille snert at medlidenhed, og det skulle hun da også nok også få. ”Det er synd for dig Cristal” sagde han endnu engang med den sarkastiske tone og himlede med øjnene. Han magtede ikke at folk blot satte sig ned og græd over sin situation i stedet for at rejse sig, med det sagt havde alle deres svage øjeblikke, men overfor en person som man ikke havde delt mange ting med? Nej.

Eric lyttede efter som hun snakkede om sin mor. ”Jeg kondolere med din mor…” sagde han med et varmt smil, hvilket virkede fuldstændig malplaceret eftersom han ikke ligefrem havde været sød indtil nu. ”Dog gør din far det bedste han kender til og kan, og det kan du ikke dømme ham for. Det er din far, du får kun en.” sagde han og viftede med hånden mens han gabte, som om hun skulle komme videre i livet og stoppe med at fokusere på alle de negative ting.

Eric kiggede kort da hun sænkede sin bluse, og smilede til hende. ”Kampar. Jeg er fan” dog vidste Eric godt hvad hun hentydede til. Det var ikke hans historie at fortælle og han ville derfor ikke blande sig. ”Så du vælger at fylde din krop med smøger, fordi der findes værre ting at gøre? Jeg forstår ikke din logik.” sagde han og gned sig på hagen. ”Det er jo en direkte dum logisk tankegang” sagde han en smule overrasket over det som Cristal sagde.

”Måske din far ikke har været så sød ved dig, men det burde få dig til at stræbe efter det som er bedre, lige nu følger du jo blot de veje som der er blevet vist til dig. Find din egen vej Cristal.”

[Deleted]

Cristal lagde armene over kors og så irriteret på Eric. Kunne han da ikke bare blande sig udenom i stedet?! "Orh hold dog mund med det pis. Du mener det sgu alligevel ikke." ingen var på hendes side nogensinde. Hun nedstirrede ham med beskyldningsfulde øjne, og var slet ikke modtagelig over for hverken sjov elelr sarkasme. "Kan du ikke bare blande dig uden om og læse dit damning brev? Jeg passer mit og du passer dit!"  Hun vendte sig igen imod uglen. Det sjove ved Cristal var hvordan hun hele tiden søgte tilbage imod fuglene og hvis man virkelig så godt efter, så gjorde hun det både mere og hurtigere, jo mere hun blev presset af Eric. 
En stor del af hende fortrød virkelig at hun var løbet herind og ikke op på skolen i stedet. Måske hvis hun var heldig, kunne hun løbe gennem regnen. Hun nussede uglen en sidste gang og gik så hen til udgangen, hvor hun et øjeblik stod og overvejede sine muligheder. Hun blev dog afbrudt af Erics irriterende stemme igen. "Lad være med at græde over, at der er en dæmon mindre på jorden." Da hun så vendte sig imod ham og så hans smil blev hun komplet uforstående. Hvad havde han for? "Min far bliver først glad den dag jeg bliver optaget i Dirty Mudbloods og det kommer ikke til at ske! Eller hvis jeg stak ham en masse penge til sprut og stoffer. Fortæl mig lige igen hvordan det er en god ting?" Hun kunne slet ikke være med i han optimisme omkring forældre. Hendes far slog både hende og hendes bror. Der var ikke mere end et år siden, at han havde brækket hendes fingre, fordi hun havde forsøgt at tage nogle flasker fra ham. Nej, den slags med respekt for forældre kendte hun ikke til. at han kaldte det kampar, var bare endnu et tegn på at folk ikke var rigtig kloge. Det var ikke fordi hun ønskede at få medlidenhed, hvis hun fik det, ville hun sikkert ikke engang ane hvordan hun skulle håndtere det, hun ville bare have ham til at forstå, at ikke alle havde gode forældre. "Jeg vælger at ryge i ny og næ fordi jeg ellers blive dårlig. Min trang ting andre ting, værre ting bliver større. Det er afslappende at ryge, og det får tankerne i mit hoved til at forsvinde... ORH ik at du overhovedet skal blande dig eller noget." Hun vendte igen hovedet ud imod regnen, måske hvis hun var virkelig hurtig. 
Hans afsluttende ord fangede dog hendes opmærksomhed mere end hun ville være ved det. Hun gik tilbage hen til flammerne og satte sig lige overfor Eric. "Okay, lad os antage et øjeblik, at jeg faktisk havde et valg. At det faktisk var en mulighed for mig at søge det jeg drømmer om. Hvordan mener du så jeg skulle begynde denne jagt?"

[Deleted]

Eric rynkede en smule på næsen over den måde som Cristal snakkede på. Det var da helt bestemt tydeligt at hun ingen opdragelse havde, selvom at Eric ikke kom fra velstand, havde han i det mindst respekten til at tale ordentligt til sine medmennesker. ”Hvorfor skulle jeg sige noget jeg ikke mener?” sagde han med et løftet øjenbryn. ”Du burde fokusere på de mindreværdskomplekser du går med, i stedet for at ødelægge dig selv Cristal. Det er alt hvad jeg kan sige” han rejste sig og børstede sine bukser rene, det var ikke ligefrem rent i Ugleriet.

”Alt hvad jeg kan høre lige nu er hvordan du retfærdiggøre over for dig selv, at du ikke skal bryde sin sociale arv. Det er trist at se på” sagde han og trak på skuldrene og gik hen mod døren, dog stoppede han op som Cristal smed et spørgsmål efter ham. Han sukkede kort og kiggede sig over skulderen tilbage mod Cristal. ”Der er ikke nogen som kender den rette vej for mig. Men hele den der anarkistiske attitude som du går rundt med, er ikke lige noget for mig. Så jeg vil søge mod slottet, så har du ugleriet helt for dig selv” sagde han irriteret og stak hånden ud af døren for at mærke om det stadig regnede. Og det gjorde, hvis ikke mere end før.

[Deleted]

Cristal så overrasket på Eric og lignede en der slet ikke forstod hvad han netop havde sagt. For hendes vedkommende kunne han lige så godt have snakket russisk til hende. Det ville hun nok forstå mindst lige så meget af. "Så du synes helt reelt, at det er synd for mig?" Hun så uforstående på ham mens hun ventede på at den del blev bekræftet. Hendes bryn trak sig sammen så der opstod nogle dybe fuger ved hendes næseryg. "Hvorfor? Du kender mig jo slet ikke." Hun forstod det virkelig ikke. Hvad var det han ville have ud af det? Han havde gjort ret tydelig opmærksom på at han ikke var til druk og stoffer, så det kunne det ikke være, måske... Hun kiggede lidt lidt. Nej, de kunne ikke lave noget sammen her, det var simpelthen for ulækkert og beskidt, selv for hende! Måske et kys? men hvorfor?? Hun stod forundret længe og var helt ved at glemme at svare ham, men blev så endelig trukket ud af sin undren. "Mindreværdskomplekser? Er det det du tror det her er? Du sgu da skør i bøtten."  Det sjove ved Cristal var, at når hun ikke selv tænkte over det og ikke følte sig provokeret, så snakkede hun faktisk ganske pænt, men så snart hans ord kom hende for nært, så blev de pareret med et grimt sprog, før de kunne nå at sætte sig. "Hvis jeg kunne bryde min arv, så gjorde jeg det! Min far har stadig myndigheden over mig og tro mig, man har ikke lyst til at stikke af fra ham! En gang brækkede han et par af mine fingre, fordi jeg nægtede at give ham en ny flaske sprut. Hvordan tror du måske så han ville reagere hvis jeg nægtede at følge ham generelt?" Det var virkelig et problem. Skulle sandheden frem, så var hun allerede i smug ved at kigge på muligheder efter Hogwarts, men hun vidste godt hun ikke bare sådan fik lov til hvad som helst. 
Hun undrede sig over hvorfor Eric var så venlig overfor hende, jo de var samme kollegie og Hufflepuff stod for loyalitet, men hvem var i bund og grund loyale overfor dem de ikke kendte? Da han så proklamerede at han ville gå op til slottet, vendte hendes hoved sig lynhurtigt ud imod uvejret. "Vent! Det kan du da ikke! Det pisser jo ned. Du ved ikke engang om det er holdt op med at tordne." Hun kiggede lidt rundt. "Jeg tænker her er plads nok til os begge. Jeg skal nok holde mund, hvis det genere dig jeg snakker."  Hun kunne ikke jage ham ud i regnen nu og helt ærligt. ugleriet var vel næsten på størrelse med traileren hjemme.... Næsten!

[Deleted]

Eric gav endnu et suk fra sig og vendte sig om. Han havde armene over kors og nu betragtede han blot Cristal med det kolde øjne, som virkede følelsesløse. ”Selvom jeg synes det er dybt kritisabelt at du påtager dig en offerrolle, så ønsker jeg stadig ikke mine medmennesker ondt. Og derfor ønsker jeg heller ikke der sker dig noget dårligt” sagde han og så en smule venligere ud end han plejede. ”Udover vi har gået på kollegie sammen i 6 år?” påpegede han med et løftet øjenbryn. Selvom de måske ikke havde snakket så meget sammen, så havde de da stadig set hinanden dagligt.

”Det skriger af mindreværdskomplekser Cristal. Om du vil stå ved det eller ej. Din far behandler dig ikke pænt, den er jeg med på. Men i stedet for at stå her og brokke dig over de ting. Hvorfor så ikke arbejde hen mod at ændre de ting. Du låser dig selv fast i din sociale arv. Smøger? Det er en start. Alkohol er det næste. Stoffer? You name it. Få dig en rygrad, før du brokker dig over tingene. Det er moral uden opbakning. Og det giver jeg ingenting for” sagde han og tog sig til næsen mens han rystede på hovedet.

Eric kiggede igen ud mod regnen og måtte nok erkende at det ikke var det rigtige tidspunkt at gå tilbage. ”Du kan snakke så tosset du vil. Det generer ikke mig. Hvad der generer mig er din attitude. Du opfører dig som om der intet er at kæmpe for, som om alting er ligemeget” han satte sig ned igen og lænede sig tilbage mod den kolde mur og lod sig selv lukke øjnene bare et øjeblik. Et øjeblik hvor han kunne se sin mor for sig, der stod og smilede stolt i køkkenet over gryderne med pasta og en billig tomatsovs. En ret som der lige var råd til. Eric kendte til det hårde liv, med mænd som ikke behandlede hverken ham eller hans mor pænt. Men han opgav ikke. Han ville arbejde hver eneste dag på at forberede sit liv, og hans mors…