Collision Course

[Alfred "Alfie" Weasley]

Lydia Weasley-Lupin

Ved søen

Maj - 2057

Omkring kl. 16

Påklædning - skoleuniform

---

Alfie sad nede ved søen. Han var iført det meste af skoleuniformen. Kappen brugte han, lige nu, til at sidde på. Ærmerne var rullet op på den hvide skjorte og det guld og rødstrobet slips var løsnet. Hans blik var rettet ud over søen, som han sad i sine egne tanker.
Meget var sket over det sidste halve år, så meget at han ikke helt følte at han selv kunne følge med. Sommerferien nærmede sig og dermed Ines sidste tid på Hogwarts. Han vidste godt at hele den situation var udenfor hans kontrol, men han kunne ikke undgå at mærke knuden i maven, hver eneste gang han tænkte på fremtiden mellem hende og Jiro.
En anden ting der lå og ulmede under overfladen var noget der forvirrede ham, om muligt, endnu mere. Efter vinterferien hvor han havde brugt noget tid sammen med Miley, var hun begyndt at dukke mere op i hans tanker. En del af ham glædede sig til sommerferien, for han glæde sig til at se hende når hun kom forbi parken, sådan havde han ikke haft det med hende før i tiden, ikke af hvad han kunne huske i hvert fald. Men der var jo også en del af ham der ikke ville at sommerferien skulle komme tættere på, igen på grund af Ines-situaitonen. Han sukkede dybt. Hvor var det hele dog forvirrende.

[Lydia Weasley-Lupin]

Outfit

Lydia havde været ude for at trække lidt frisk luft, da hun havde fået øje på en enlig rødhåret spirrevip siddende ved søen. Med et smil på læben havde hun sat i retning imod ham, med den familie hun havde kunne man næsten finde familiemedlemmer på hvert et hjørne, men det var kun hyggeligt og med det familiemenneske Lydia var, ville hun gerne ned og hilse på sin fætter. Han holdt mest til på biblioteket havde hun lagt mærke til, så det virkede underligt, at han nu sad det og så helt alene. 
Hun kom ned på siden af ham og satte sig i græsset, hvorfor hun puffede let til ham med sin skulder. "Hej Alfie, Har du brug for selskab?" Det var altid rart at snakke med familien, og hun følte det lidt som sit ansvar at tjekke op på om familien havde det godt. Måske lige med undtagelse af @fabian. Med ham var et sikkert tegn på velvære at nogen i nærheden blev pranket, fik kastet noget i hovedet, blev blå i ansigtet eller på anden vis, kom harmløst til skade. Og Gwendoline Granger-Weasley snakkede hun med nærmest dagligt fordi de delte både kollegie og sovesal.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Egentlig hørte han godt skridtene nærme sig, men tænkte ikke videre over det, før en rødhårede pige dumpede ned ved siden af ham. Han så på hende med et genkendende smil, og svajede let som hun puffede til hans skulder med sin egen. ”Jeg kan skam altid bruge godt selskab.” Svarede han sandfærdigt og rykkede sig lidt, så der også var plads til at hun kunne sætte sig helt ind på kappen hvis hun ønskede.
Alfie var en ret åben person, og var derfor ikke bange for at dele tanker og den slags med de øvrige Weasleys. En god ting ved at have en stor familie -set med hans øjne. ”Hvordan går det så? Er du ved at få styr på det hele inden eksamen?” Spurgte han og skar en let grimasse. Det var Lydias sidste år, endnu en person han ville komme til at savne helt afsindigt til næste år.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia smilede og satte sig på den del af kappen der var blevet fri til hende. Hun gav Alfie et hurtigt men kærligt kram og et kys på kinden. En del hun havde fra Bedstemor Fleur. Derpå grinede hun lidt over Alfies kommentar. ”Nogen gange overvejer jeg om du prøver at score billige point, andre gange ved jeg, at du bare er min skønne fætter, der ikke har en eneste ond tanke i kroppen.” Hun lænede sig lidt tilbage kun opretholdt af sine underarme og lyttede tilfætterens spørgsmål. ”puha ja, eksamen. Den bliver jeg nok aldrig rigtig klar til, men @remus har lovet at hjælpe alt det han kan. Jeg tror mest jeg er nervøs. Både over eksamen men også at skulle ende min tid her.” Hun så op imod slottet. ”Hvad med dig alfie? Hvilke tanker løber i din kønne hoved?”

[Alfred "Alfie" Weasley]

Efter at have modtaget både kram og kindkys, satte han armene bagsig og lænede sig lidt bagud så vægten hvilede på armene. Han så kort op imod den blå himmel, og så tilbage imod hende ved hendes ord, med en uskyldig mine der passede ham perfekt. Alfie var virkelig en af de personer der var god og blid, han satte altid alle andre først og var utrolig imødekommende og velopdragen.
Han vrængede så let på næsten, ”du får mig næsten til at fremstå helt perfekt,” han kunne bestemt godt påpege et par ting han havde gjort, som han bestemt ikke var stolt over, men det var måske alligevel uskyldigt i andres øjne.
Alfie nikkede let, ”det er en god ide, men jeg er nu sikker på at du nok skal klare den.” Sagde han opmuntrende. ”Men jeg kommer til at savne at have dig her på skolen.” Indrømmede han med et let sørgmodigt smil.
Spørgsmålet fik ham næsten omgående til at rødme let, han sank og rettede hurtigt de honningbrune øjne ud over søen, ”øhm faktisk så...” han tøvede lidt og bed sig så i underlæben. ”...der kommer bare til at ske så mange forandringer..” Svarede han så en smule svævende.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia kom til at grine ved sin fætters side. Han var altid så rar og hyggelig at snakke med. "Pas nu på det ikke stiger dig til hovedet lille Alfie." Advarede hun med et drillende glimt i øjet, og et stort smil på læben. "Måske jeg skulle til at kalde dig Alfred i stedet, så alvorlig som det her det lyder." Hun havde altid kaldet ham Alfie, og ville nok alle dage gøre det. Andet virkede underligt, ikke at der var noget galt med navnet, men han var bare mere en Alfie. 
Lydia trak lidt på skuldrene over han rosende ord, hun satte bestemt pris på dem, men det var ikke ligefrem eksamen hun ønskede at tale om. "Ja, vi må se jeg læser også lidt op på det sammen med Gwen, og hvis alt går som jeg håber er det heldigvis ikke de karakterer der er sværest at få, som jeg skal bruge til noget. Men nu om min fremtid, den er forvirrende nok i sig selv, og alt for deprimerende at snakke om lige nu. Hvad sker der hos dig?" Hun så på ham med let rynket pande og undrede sig over hans udsagn. Det virkede lige som som om der var noget han ikke rigtig sagde, ikke med de rigtige ord hvert fald. Ikke så hun forstod det. "Hvad trykker dig? Skolen? en pige? Ferien? hvad er det alfie?"

[Alfred "Alfie" Weasley]

Han smilede stort til hende ved advarslen -hvis man kunne kalde det det. Det var der nu ikke den store fare for, hvilket de nok begge godt var klar over, Alfie var en meget ydmyg person, der bestemt ikke tænkte for højt om sig selv. Han smilede derfor blot til hendes ord. "Jeg skal prøve at lade være." Besvarede han så i en lidt mere munter tone.
Benævnelsen af hans rigtige navn, fik ham til at vrænge et på næsen. Ikke fordi han ikke brød sig om det, men mere fordi at det for det meste kun blev brugt, hvis han havde gjort noget, som han skulle stå til regnskab for. Det skete dog ikke så tit.
Hovedet blev tippet let på skrå, "for deprimerende?" Nysgerrigheden var vagt i de brune øjne som han betragtede hende. "Er du sikker på det ikke er noget du gar lyst til at snakke om?" Det lød da ret alvorligt.
Han åndede tungt ud og overvejede hvordan han skulle formulerer det. Ines og hendes forældre, var en god ven af Alfies del af familien, og de fleste Weasleyer havde nok set ham hænge ud med hende nærmest overalt. Imens han forsøgte at formulerer noget der kunne bruges, gav Lydia sig til at gætte. Elendig til at skjule problemets kerne blussede kinderne omgående op, og de brune øjne blev flyttet fra søen til Lydia ved benævnelse af "en pige" -gættet. Han rømmede sig, velvidende om at han nok var bustet. "Det er bare....Ines Cornette...hun stopper jo også på skolen til sommer..." mumlede han og gav sig lidt fraværende til at pille ved en græstot udenfor kappen de sad på.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia smilede til Alfie, nok var de ikke helt tæt familie, men i weasley-slægten var alle lige vigtige. Det var en af de ting Lydia virkelig elskede sin familie for, selvom festerne sommetider kunne blive ret overbefolket. Lydia var tættest med dem af familien, som også gik på Hogwarts, fordi de så hinanden til daglig og derfor var det let altid lige at følge lidt med. En ting som hun særligt gjorde for dem i slægten der var yngre end hun. "Det holder ikke to minutter" erklærede hun så grinende, men var også så afsindig ligeglad. Alfie var god præcis som han var.
Lydia bed ned i læben og mærkede varmen stige i kinderne som han spurgte indtil hvad der var deprimerende. Det var ikke lige hendes stolteste øjeblik, måtte hun indrømme. "Tjo altså... I efteråret skulle jeg finde en fødselsdagsgave til Remus, og jeg... Jeg valgte en bog men ja.. okay en lang historie kort, jeg endte med at få bogen at ham i butikken, den var brugt. Jeg blev flov over min familie og på en eller anden måde fik jeg sagt at jeg ikke var en weasley, og at vores familie er dum. vi endte på en date, og han er bare virkelig sød. Vi skrev sammen, og i foråret fandt jeg så ud af, at det er Remus' bedste ven..." Det var simpelthen så flovt at indrømme det. Mest den del med at hun havde været flov over sin egen familie. Hun havde endda forsøgt at skjule sit røde har for ham, og hjemme hos @remus var det gået helt galt. Det var en oplevelse hun helst ville glemme!

Blikket blev dog vendt mod ham hurtigt, da han nævnte en af hendes veninder. "Ines? Ja selvfølgelig stopper hun. Hun er jo på årgang med mig."  Lydia stoppede op i øjeblik og rynkede brynene lidt, så der kom en fuge over næsen på hende. "Vent, Du og Ines? Men er hun ikke forlovet?"

[Alfred "Alfie" Weasley]

Han kunne ikke andet end at smile muntert til hendes ord. Han elskede simpelthen den stærke bånd og forhold der var mellem Weasleyerne. Der var ligesom bare altid nogen at gå til hvis man havde problemer.
Alfies mund gled op i et perfekt ‘o’. En del af ham blev faktisk en anelse såret over at høre hun havde løjet om hvem hun var, og tilmed sagt at familien var dum. ”Men...hvorfor?” Spurgte han uforstående. Han var selv stolt af af komme fra hvor han gjorde. ”Men hvis han er så sød, så vil han vel også være okay med at du er en Weasley?” Der var en mild vrængen på næsen. Han brød sig ikke om tanken om at hun løj omkring hvem hun var. ”Jeg mener, han finder vel ud af det før eller siden?” Hun kunne jo ikke skjule det for evigt. ”Hvad hedder han?” Måske Alfie bedre kunne placerer ham med navn.
En lille grimasse gled over hans ansigt som hun bekræftede det. Det gjorde stadigvæk ondt at tænke på, og ansigtet blev vendt tilbage mod søen, dog kun ganske kort for så kom spørgsmålet. Næsten panisk drejede han atter hovedet imod Lydia, øjnene var store og runde, ”hvad? Nej!” Det blev sagt lidt for hurtigt og den røde farve i kinderne gjorde det ikke lettere. Han rystede på hoevdet, ”der er ikke noget mellem Ines og mig.” Klarlagde han hurtigt, dog en anelse skyldigt. Han følte jo skyld over at have følelser for hende, og de havde da næsten kysset. Næsten. Men det var længe siden nu og nok kun fordi hun var ked af det på det tidspunkt. ”Kan jeg fortælle dig noget uden du siger det videre?” Spurgte han så og lod de plagede brune øjne hvile i hendes.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia kiggede flovt på sin fætter. Det var nok noget af det værste hun nogensinde havde gjort, løjet om sig selv og hendes familie. Håret antog en matmørk udifinerbar farve, som du understregede hendes flove følelse, som hun sad med. "Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg sagde det. Jeg ville gerne at han kunne lide mig. og pludselig lød det til at han ikke kunne lide vores familie. Orh det var helt frygteligt og jeg sagde slet ikke noget. Men... Som sagt er han en af Remus's bedste venner, så jeg tror faktisk heller ikke han mente det med at han ikke kan lide vores familie." Hun trak håret om foran den ene skulder og rystede på hovedet med et svagt smil på læberne. Det havde virkelig været en kæmpe misforståelse på en eller anden måde. Så rettede hun dog blikket imod Alfie igen og smilede lidt. "Han hedder @horace, du ved ham fra boghandlen som alle sukker sådan over. Eller altså mange af pigerne på skolen gør hvert fald" Det kunne godt ses på hende at det ikke lige var en detalje hun var helt cool med, men det var nok mere fordi det lød som om hun dermed var en af disse piger, hvilket hun ikke ønskede at være. Hun kunne bare godt lide Horace, fordi han var sød og hun faktisk havde snakket med ham. "Men som sagt mødte jeg ham hjemme ved Remus i foråret. Jeg vidste ikke han var der, og han vidste ikke jeg var lillesøster til Remus... Han øhm... troede nok jeg var ældre. Alfie, han er lige så gammel som Remus nærmest. Er det underligt?" Spurgte hun så. Det var et spørgsmål hun havde spekuleret længe over selv. Kunne hun være for ung til ham? Men omvendt, så var hun jo færdig på Hogwarts om ikke så længe.

Hun så på sin fætter og lagde hovedet på skrå som ham reagerede meget voldsomt på hendes spørgsmål om hvorvidt han havde noget med Ines. "Du ved godt hele din reaktion taler lidt imod dig lige nu ikke?" Spurgte hun med lattermild stemme. Det var lidt sødt at opleve lille Alfie i disse problemer. gad vide om Gwendoline Granger-Weasley eller nogen af de andre kendte til det? "Spyt ud, jeg lover jeg intet siger til nogen."

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie betragtede hende lidt som håret antog en mørkere farve. Han kunne godt fornemme hun blev lidt flov, så han forsøgte at løfte stemningen ved at smile en smule overbærende til hende. ”Det ville i hvert fald virke mærkeligt hvis han er venner med en som ikke kan lide vores familie,” erkendte han og skar en let grimasse, ”men utroligt vi ikke har mødt ham til fødselsdage eller noget, altså hvis de er bedste venner.” Svarede Alfie med brynene skudt let i vejret.
Den rødhårede dyr trak let på skuldrene, ”jeg må indrømme at jeg ikke aner hvem det er,” erkendte han, men han lagde nok heller ikke så meget mærke til “flotte fyre” som pigerne gjorde.
”Så han er hvad...21?” Spurgte Alfie med lidt hurtigt hovedregning. Han rynkede let på næsen. ”Altså 4 år er ikke så meget...det virker bare altid som mere jo yngre man er.” Kommenterede han tænksomt og trak så på skuldrene, ”men det vigtigste er vel om han kan gøre dig glad.” Han sendte kusinen et kærligt smil.
Han bed sig overvejende i underlæben før han fortsatte. ”Jeg tror måske lidt jeg har fået rodet mig ud i lidt problemer,” erkendte han så med et let suk. ”Jeg..” en kort tøven, hvorefter han rettede sig op og satte sig i skrædderstilling med front mod Lydia. Han trak en græstot op og begyndte at pille lidt fraværende ved den. ”tror måske jeg er lidt vild med Ines...” han fastholdt blikket på græstotten og sukkede før han vovede at se på på sin kunsine igen, en smule plaget. ”Men altså...hun er jo forlovet nu..og hun er min bedste veninde...” Et dramatisk suk forlod hans læber. ”Jeg var så tæt på at fortælle hende det, men fik kolde fødder og bildt hende ind at jeg var vild med en anden. En pige som jeg vidste hun aldrig ville møde….indtil vi tilfældigvis mødte hende da vi var i Paris i sommers...det var så akavet, du kender jo Ines, hun gik i total kirsten giftekniv mode.” Alfie kløede sig frustreret i nakken. Det hele var bare noget rod.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia grinede lidt over Alfies konstatering. På det område var han nu meget sød. "Måske har Rem bare ikke ville have for mange venner med. Han holder vel vennefødselsdage ved siden af, så han ikke skal tænke på familien." Lydia trak på skuldrene og grinede lidt. Hun prøvede at forestille sig @remus fuld. Ikke lige det nemmeste, hvis hun skulle være ærlig. Men tanken var nu sjov alligevel. 
Det var helt fint at Alfie ikke lige havde lagt mærke til @horace. Faktisk var det nærmest bare rart, at vide Alfie ikke kendte ham. Det gav mere frihed for Lydia til at dagdrømme, en ting hun gjorde lidt for meget i. "Jeg tror faktisk han er 23 hvis ikke jeg husker helt galt." forklarede hun så ærligt og en kende flovt. Det var mange år der var imellem dem, men han havde altså virkelig bare været sød! "Det vil sige 6 år ældre, men ja, han gør mig virkelig glad." Lød det meget sikkert og samtidig også lykkeligt.Hun var helt sikkert forelsket og glad for ham.

Lydia spidsede ører, som Alfie snakkede om at være rodet ud i problemer, hun slappede dog også lidt af igen, da det gik op for hende at det "bare" var kærlighedsproblemer". Derfor lagde hun også en arm omkring ham og gav ham et knus. Var han virkelig forelsket i Ines Cornette? "At hun er din bedste veninde bør ikke ændre på noget, men det at hun er forlovet er nok lidt værre. Ikke umuligt, men bare værre. " Lydia tænkte over mulighederne og der opstod derfor en let fuge mellem brynene på hende. "hmm.." Hun blev dog afbrudt, da fætteren så snakkede videre. "Alfie søde... Du er nødt til at sige tingene som de er. Hvert fald så du ikke blander andre ind i det. Jeg ved godt det er svært. Bare se på mig, men det er bedst at være ærlig." Hun lænede sig ind imod ham og gav ham et blidt kys på panden.

[Alfred "Alfie" Weasley]

Han nikkede let, det lød nu egentlig ret smart, i Weasley-familien var de jo så mange mennesker at det næsten ville være umuligt at have både venner og familie samlet på én gang. Alligevel var det lykkedes mere end én gang.
Den rødhårede dreng forsøgte virkelig at erindre sig billeder af Horace, men endte med at opgive. Desuden fik hendes ord ham, atter itl at se på hende. ”23?” Dette blev sagt med en lidt mere skeptisk tone. Han hørte det godt selv og rømmede sig, ”sorry, det var ikke for at lyde dømmende.” Skyndte han sig så at sige, ”Det vigtigste er at han gør dig glad,” det var alligevel et lidt større aldersgab og han ønskede ikke at hun skulle ende med at blive såret og tilføjede derfor, med et forsigtigt smil, ”bare...pas på dig selv i det...” Han anede ikke om Lydia havde været sammen med en fyr, men han havde havde en ide om at en 23 årig nok havde prøvet lidt af hvert og han ville hade hvis Lydia blev presset til noget hun ikke var klar til.
Krammet som fulgte kort efter emneskiftet var kærtkomment. Han havde virkelig haft brug for at sige det højt, vende det med nogenm som blev en kæmpe byrde lettet, skønt det samtidig gjorde ondt. Han trak sig lidt fri af krammet så næsten forfærdet på hende, som hun snakkede som om han havde en mulighed. ”Jeg kan da ikke gå ind og ødelægge noget mellem dem,” sagde han fast, ”desuden...jeg tror slet ikke Ines ser mig på den måde.” Han skar en grimasse.
Hendes ord gav mening, men han kunne ikke være ærlig overfor Ines. Ikke denne gang. ”Jeg kan ikke sige det til hende Lydia, og du må virkelig love mig at du heller ikke gør?” De brune øjne var bedende. ”Jeg ved godt at jeg ikke burde have trukket Miley Holland ind i det….men hun var den første jeg kom til at tænke på da Ines spurgte ind. Det var ikke meningen de nogensinde skulle have mødt hinanden.” Forsvarede han sig, med et skyldigt udtryk. ”Jeg tror dog ikke Miley ved noget.” Han tænkte sig lidt om, og tænkte ikke over at han nu havde sat navn på pigen, ej heller det lille smil der kortvarig strøg over hans læber, ved tanken om hende.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia var ikke ligefrem stolt over hendes måde at have håndteret hele Horace-fasen på, men hvad kunne hun gøre? Sket var sket og hun måtte jo egentlig bare finde ud af, hvordan hun kom videre med det. Særligt detaljen om, at hun kunne lide en af Remus' bedste venner. Hvor var det også typisk hende at falde for en der var venner med Remus, men Horace havde bare virket så sød, ellers havde hun vel heller ikke løjet om hvem hun var?
Hun kiggede igen over på Alfie og trak på smilebåndet. "Det er kun godt at vide du gerne vil mig det bedste. Jeg tænker da hvert fald, at det er derfor du lød lidt dømmende." Hun trak let på skuldrene. "Men ja, jeg spørger også lidt mig selv, hvad han egentlig vil med en som mig. Jeg mener, der må da være mange på hans alder, tror du ikke." Det havde Lydia hvert fald for længst konkluderet at der sikkert var. Derfor gjorde det det ekstra mærkeligt, at Horace netop havde valgt hende. "Og bare rolig, jeg skal nok passe på. Igen, han er venner med @remus, så jeg tænker ikke han er nogen bølle, eller vil gøre mig noget ondt. Men jeg skal nok være forsigtig." Hun var glad for at fætteren passede sådan på hende. Det bekræftede bare det nære bånd, som lå mellem weasley medlemmerne. Det gode ved en stor og kærlig familie.
Hun kunne godt mærke at Alfie var usikker omkring hele emnet med Ines. Måske det ofte var derfor hun godt kunne lide at snakke med Alfie, fordi de virkede ens, begge lidt følsomme og usikre. "Alfie, du er nødt til at sige noget. Er der noget jeg har lært af min far, foruden dette her..." Hun rystede på hovedet, så hendes lange røde hår blev smukt oceanblåt, for at understrege de gener hun havde arvet fra Tonks-familien. ".. Så er det, at det ofte bliver for sent, hvis man venter. Bare se på mine bedsteforældre, Tonks og Lupin. De brugte alt for længe på at fortælle hvad de følte, og nåede næsten ikke at have noget tid sammen." Ja okay forholdene havde været noget anderledes og de var blevet frarøvet deres liv urimelig tidligt. men uanset om der var en troldmandskrig igang eller ej, så kunne man aldrig vide, hvad morgendagen ville bringe. En fjern stemme i hendes hoved, som hun ofte følte måtte lyde lidt som sin oldemor Mollys, kommenterede på, hvordan Lydia kunne sidde der og give råd, som hun ikke engang selv lyttede til. Egentlig vidste Lydia jo også godt selv, hun nok burde følge disse råd, men det var ofte lettere at give råd end selv følge dem.
Hun hørte de bedende ord fra Alfie og klappede ham på skulderen. "Bare rolig, jeg siger intet, det lover jeg dig. Men jeg synes du skal gøre det. Ellers vil du sikkert en dag kigge tilbage på det og ærge dig over du ikke prøvede."  Hun holdt en lille pause og lyttede til hvad han ellers sagde. Da han var færdig med at snakke smilede hun til ham. "Så fortæl mig lidt mere om hende Miley"

[Alfred "Alfie" Weasley]

Alfie nikkede en anelse flov over at det havde været så tydeligt. Han brød sig ikke om at være fordomsfuld. Denne gang formede der sig dog et let smil på hans læber. ”Hvad han vil med en som dig? Tager du gas på mig? Hvorfor skulle han ikke ville dig? Du er god, sjov, sød og kvik, og du ser godt ud, enhver fyr ville være heldig at date dig.” Sagde han ærligt og opmuntrende.
Alfie nikkede igen. Så længe hun passede på sig selv. Det var det vigtigste, skønt han ikke kunne undgå at mærke den lette bekymring i maven.
Han lyttede til hendes ord og lod der ikke herske tvivl om at han tog det til sig. Et let smil gled kortvarrigt over læberne som håret skiftede farve. Som mindre havde han lidt misundet den del, fordi han syntes det var ret sejt. Men han havde også arvet gener fra sin side af familien. Willieblodet. Blikket blev slået let ned som hun snakkede om sine bedsteforældre. Han nikkede. ”Jeg ved godt at du har ret, men..” en kort tøven, ”..jeg kan ikke sige det til hende. Hun er forlovet, det vil bare forværre alting. Desuden...desuden tror jeg ikke hun har det på samme måde.” Han sukkede let før han smilede til hende på ny, et let taknemligt smil, der understregede lettelsen over hendes løfte.
”Om Miley?” Smilet voksede, ”hun er bare en veninde, eller det ved jeg ikke engang om jeg kan kalde hende. Vi har næsten kun set hinanden i Disneyland..altså bortset fra den dag i Paris med Ines, og en dag i vinterferien.” han mærkede af ukendte årsager kinderne blusse en smule op og smilet ville ikke helt forlade hans læber når han tænkte på hende. Hvor sært.