Frisk som en havørn

[Owen Rei Chang]

Adelita Delgaro
Ravenclaws opholdsstue
Omkring kl. 23
Maj - 2057
Påklædning (uden sko)

---

Klokken var efterhånden mange og langt de fleste ørne var gået til ro. Owen selv var dog ikke specielt træt, han var ret opslugt af den bog om Quidditch han var i færd med at læse. Han vidste godt at det måske var dumt, og at han egentlig hellere skule læse lidt op på magiens historie, eksamerne nærmede sig trods alt med hastige skridt. 
Han havde placeret sig i sofagruppen foran den buldrende pejs. Ryggen var lidt atypisk, lænet imod armlænet og bene trukket op. En arm hvilede på ryglænet og bogen var fanget mellem hænderne, men eftersom den anden hånd var placeret mod låret hang bogen i en underlig skæv vinkel. Det generede ham dog ikke. På det lille bord foran sofaen stod en halvkold te -stadigvæk med tebrev i, som han ikke havde formået at løsrive sig længe nok til at drikke. 
Det ravnsorte hår fik et næsten orange skær fra ilden, og egentlig så det hele nok ret idylisk ud. Han hyggede sig i hvert fald nok til ikke at bemærke hvordan antallet af elever dalede omkring ham, som de en efter en takkede godnat og forsvandt op på sovesalene.

[Adelita Delgaro]

Adelita havde egentlig takket af for dagen og var gået op på sovesalen, sammen med de andre fra hendes årgang. Men selvfølgelig var det altid når man havde taget vendt verdens situationen med bedste veninden, taget nattøj på og lagt sig under dynen, at man kom i tanke om alt det som man havde glemt. Adelita spærrede øjnene op, skønt hun næsten lige havde lukket dem. Hendes eksemplar af 'Alt for Heksene' lå på et af bordene i opholdsstuen, hvor hun havde glemt alt om det, da Corinne Montgomery havde nogle saftige nyheder at fortælle. Adelita sukkede tungt. Var hun nu nødt til at tage uniform på igen og sætte håret for at gå ned og hente det? Hun spejdede rundt i sovesalen, hvor alle de andre elever mere eller mindre sov. Nah. Hvad var chancerne for at folk var sent oppe på en skolenat? Hun kunne godt lige smutte ned. Adelita listede over det kolde stengulv med sine bare fødder og med et tæppe viklet om skuldrene. Det skulle gå hurtigt det her! Ørken prinsessen kunne risikere at dø af kulde, inden hun nåede tilbage! Desuden... var det ikke ligefrem det mest anstændige, sådan at liste rundt i nattøj - særligt når nu man var af en konservativ fuldblodsslægt. Nej, hendes familie ville græmmes. Men Adelita trøstede sig med at de ikke kunne se de og derfor ikke ville have ondt af det. Hun kastede det lange, mørke hår over skulderen så det ikke gik i vejen for hendes syn, da hun gik ned af vindeltrappen til den mere lune opholdsrum. Og uden at skænke omgivelserne mere tanke, listede hun blot hen mod det bord hvor hendes dameblad stadig lå og flød. Adelita smilede triumferende af sig selv. Mission accomplished.

[Owen Rei Chang]

Han var netop nået til et punktum i bogen da skridtene på vindeltrappen fra pigernes sovesal lød. Måske var det derfor det fangede hans opmærksomhed. Afslappet hævede han blikket og fangede fuldblodsørnen liste sig afsted over det kolde stengulv. At dømme efter de små lette trin, lød det som om hun var på bare tær. Det gik næsten Owen til at gyse. Han havde selv sokker på, da gulvet var uhyre koldt at bevæge sig rundt på.
De mørke øjne hvilede på hende i nogle lange sekunder, hendesm mondering måtte siges at være en del anderledes end hvad han normalt så hende i, hvilket naturligvis gjorde at han ikke kunne holde sin kæft.
”Er du ved at afprøve en ny stil Delgaro?” Spurgte han friskt. Han så på hende fra over sofaryggen. Smilet på læberne var flabet og det ene bryn skudt i vejret.
Owen var en af de mere populære af drengene på skolen, eller det var i hvert fald hvad han havde fået indtryk af. Det havde nok en del at gøre med både hans velsete familie, og hans quidditch talent, der havde vundet ham pladsen som anfører.
Hvis man lige så bort fra måden, han sad og tronede i sofaen som ejede han hele opholdsstuen, så var han jo ikke selv klædt mere heldigt på end hun var. Han var bare ikke flov over det, men han havde selvfølgelig heller ikke helt de samme forventninger hvilende på sine skuldre. Ikke at forventningerne til ham nødvendigvis var lettere af den grund.

[Adelita Delgaro]

Hendes hjerte sank ned i maven, så snart hans ord havde lydt. Og hun nærmest klemte øjnene i, som om dét skulle kunne forhindre den rosa farve i at stige på hendes kinder. damn.. bandede hun indvendigt. Hun kunne næsten se hans smørrede grin for sig, inden hun rent faktisk så ham. Chang. Hun vidste bare at han var en af dem der ikke ville lade det gå i glemmebogen. Hvilket jo var noget møg, eftersom Adelita havde et image at leve op til. Hun trak den ene hånd, der holdt tæppets ender sammen, op over sin næse. Således dækkede tæppet alt under øjnene, og de røde, flove kinder gemt væk fra Owens åsyn, som hun vendte sig om mod ham. Og ganske rigtigt, lyste hans flabede ansigt op fra sofaens ryglæn. Hendes blik hvilede anklagende og skulende på ham over tæppets kant. "Og hvad, om jeg må be', bestiller du hernede på denne tid af døgnet?" Lød det i et toneleje der matchede det anklagende blik. Hun var overbevist om at han sikkert lavede ballade af en eller anden art. Det var nemlig det indtryk hun havde af ham. Hun havde dog aldrig rigtigt sådan talt med ham, skønt de sikkert havde noget af den samme undervisning. Men ak, Adelita var fordomsfuld, men hørte det sig ikke også til, til en pige af hendes type?

[Owen Rei Chang]

Smilet blev kun bredere som hendes reaktion talte sit eget tydelige sprog. Hun var flov. Åh hvor det dog passede ham ganske fortrinneligt. ”Jeg kunne næsten spørge dig om det samme?” De brune øjne gled nysgerrigt fra hende til det dameblad der lå på bordet.
”Er det dét der du skulle hente? Og jeg som ellers troede, at du kom herned for at holde mig med selskab.” Kommenterede han i en påtaget sørgmodig mine. ”Men siden du nu spurgte, så studerer jeg.” Han holdt kort bogen op så hun kunne se den, før den blev lukket og lagt mellem hans lår og ryglænet. Hermed satte han sig bedre til rette ved at krydse armene over ryglænet så han bedre kunne se på hende.
Smilet forlod ikke læberne på noget tidspunkt, ”hvad har du seriøst gang i med det tæppe der? Er du nøgen indenunder eller hva?” Han blinkede kækt og hævede og sænkede øjenbrynene hurtigt nogle gange efter hinanden. Ikke at han gik ud fra det var tilfældet, men lige nu morede han sig ret godt i forsøget på at freake hende ud. Adelita kom vidst fra en af de mere fornemme familier så vidt han var orienteret. Han kunne naturligvis tage fejl, men han var ret sikker på at hun og Corinne Montgomery var typerne der strittede med lillefingeren når de drak te. Han havde nu ikke så meget at baserer den teori på, udover hvad han havde set, når altså ikke hans opmærksomhed var rettet imod quidditch, lektier og hænge ud med de øvrige medørne.

[Adelita Delgaro]

Hun hævede det ene bryn uimponeret af hans første bemærkning og hævede den ene hånd, hvori hun holdt sit eksemplar af 'Alt for heksene'. En overbærende mine hvilede på hendes ansigt, som hun nikkede bekræftende til hans efterfølgende ord... det var dog ikke nemt at se hendes ansigtsudtryk for tæppets kant, som hun stadig dækkede over halvdelen af ansigtet. Ikke desto mindre måtte hun udskifte det endnu engang da Chang endog havde modet til at foreslog at hun kom for at besøge ham, og atter igen, som han forklarede at han studerede. "Studerer? Gør du sådan noget?" Lød det uimponeret inde bag tæppet. Hun øjnede ham skeptisk, særligt da han blot satte sig til rette med armene over sofaens ryglæn. Hans næste ord afgav næsten et chok i den lille spanske adelighed, som han så modigt og nonchalent foreslog hende at optræde... "n-n-nøgen?!" Hvinede hun forfærdet. Adelita tabte kæben i ren forskrækkelse over at blive beskyldt for så upassende en adfærd. Hånden der holdt tæppet faldt ned på midten af hendes bryst, så det ej skjulte hendes ansigt mere, men blot hang om skuldrene... hvilket måske mere var en ubevidst handling, da hendes kinder nu nærmest var rødglødende! Tænk at han kunne finde på at tale sådan til hende! "Jeg er aldeles ikke! .. nøgen." begyndte hun udskældende, indtil ordet 'nøgen' blev nævnt, hvor hendes stemme pludseligt faldt, som om hun lige havde sagt et beskidt ord og blev pinligt bevidst om det.

[Owen Rei Chang]

Dramatisk førte han en hånd hen over brystet og tilføjede dertil et såret udtryk. ”Nu sårer du mig,” svarede han uden at gøre noget for at lyde overbevisende, ”hvad er det for nogle fordomme du har omkring mig? Selvfølgelig gør jeg det, jeg er et pragteksemplar af en elev.” Han rankede ryggen og rømmede sig, ”i al beskedenhed du ved.” Smilet vendte tilbage til læberne og han blinkede kækt til hende.
Hendes reaktion var næsten mere dramatisk end han havde været, og så lod det ikke engang til at være skuespil. Han begyndte at le. Ikke hånligt, men udelukkende fordi, han fandt hendes mindre panik-øjeblik en kende underholdende.
De røde kinder kom til syne bag tæppet som det faldt ned om hendes skuldre. Det var ret tydligt for ham, at hun var chokeret over hans drilagtige fantasi. ”Hmm. Jeg ville nu ikke have beklaget mig.” Svarede han med vippende øjenbryn og et smil, der kort efter gled over i latter, ”tag det nu roligt, Delgaro, jeg laver bare pis med dig.” Ingen tvivl kune herske om at han var godt underholdt. ”Eller altså ikke med den del med underholdningen, det kunne nu være hyggeligt nok.” Han gjorde et kast med hovedet i retning af den frie plads på sofaen. Det var nu svært at afgøre om hun ville tage ham op på det, eller løbe skrigende væk.

[Adelita Delgaro]

Adelita lukkede munden igen, efter det største chok havde forladt hende. Hans bemærkning gjorde hende ret selvbevidst, så hun trak tæppet lidt mere om sig, fordi hun rent faktisk stod og følte sig lidt.. nøgen. Med stadigt røde, flove kinder og et pigefornærmet blik, stod hun blot og skulede lidt mod Owen. "Der er intet beskedent omkring dig, Chang..." Kommenterede hun, inden hun skød blikket lidt til siden. Blikket landede dog straks tilbage mod ham igen, da han smed en kommentar om at det nok ikke havde været hans værste oplevelse, skulle hun rent faktisk have bevæget sig derned uden tøj på. "Owen!" Hvinede hun irettesættende og blev pludseligt genert. Okay.. nu torturerede han hende bare. Det vidste Adelita godt, men hun havde da aldrig hørt noget lignende! Uanset hvor meget hun gerne ville nidstirre ham og på elegant vis dreje om på hælen med værdighed, så vidste Owen lige hvilke knapper han skulle trykke på for at frembringe hendes hysteri og flovhed istedet. Hun øjnede ham skeptisk, med sit stadig opildnede blik, da han tilstod sin joke. "Jeg er ikke sikker på at jeg tør.." kommenterede hun tørt, idet hun mest af alt så på ham, som han var et fikseret bæst. Hun rimpede munden lidt sammen, som hun overvejede hans forespørgsel om selskab, idet hun øjnede ham med et let sammenknebent blik. "Okay." Indvilligede hun så og bevægede sig rundt om sofaens armlæn - i den anden ende af Owen!, og satte sig let, elegant og dog forsigtigt på den ledige plads i sofaen. "Men du holder grabberne væk." Formanede hun, da hun på dette tidspunkt, var helt overbevist om at Owen Chang var helt igennem, komplet og gennemgående; samlejefikseret. Ja, så let var det at få et stempel!

[Owen Rei Chang]

Kommentaren fik blot et lille grin til at udspringe fra hans læber, ”Nope, ikke det fjerneste.” Kommenterede han i en lidt for underholdt tone.
Han nød måske en smule godt af hendes forlegenhed. Han trak benene en smule til sig for at gøre sofaen, og dermed hans tilbud, mere indbydende. Han kunne ikke andet end at le varmt, men lavmælt, over hendes udbrud, ”du må hellere dæmpe dig lidt, så du ikke vækker de andre,” han blinkede imod hende og førte en hånd gennem det sorte hår.
Hænderne blev herefter slået forsavrende op foran ham, ”tag det nu roligt Miss Sunshine, jeg skal nok lade være med at gøre noget upassende.” Hendes hysteri gav ham næsten lyst til at tilføje: Medmindre du gerne vil have det, men det ville nok være smart af ham at holde den del for sig selv, eftersom hun nok ikke vil finde den tilnærmelsesvis lige så sjov som han gjorde.
Omsider godtog hun tilbudet og han rettede sig mere op i sofaen, som hun spankulerede rundt om sofaen og kort efter dumpede ned ved siden af ham -eller i modsatte ende af sofaen, nok nærmere beskrevet.
Lysskæret var det tændte ildsted, fik skyggerne til at lege i hendes ansigt og Owen betragtede dette scenarie i nogle lange sekunder, før han atter blev nærværende. ”Nåh, lad mig høre, hvor kommer din totale angst for fyre ind i billedet?” Spurget han lettere flabet, men stadigvæk i en let drillende undertone, som understregede at det var ment mere som kærligt drilleri end som mobning.

[Adelita Delgaro]

Hans respons på hendes første, lidt tøre bemærkning, fik hende modvilligt til at fnyse underholdt sammen med tilstedeværelsen af et vagt smil. Hun forsøgte at tørre det af, med det samme det var kommet frem på læberne, blot fordi at han ikke skulle få den skøre ide, at hun synes han var sjov. Så hun bed sig lidt i læben og tog en dyb vejrtrækning, idet hun tog sig sammen og udglattede ansigtet i en neutral mine igen. Det næste han sagde fik hende til at holde hånden op for munden. Gud ja! Tænk hvis hun vækkede folk med sin høje stemme. Sofadrengen havde jo rent faktisk en pointe. Så kneb hun øjnene let sammen og så dermed på ham med et bebrejdende blik, som hun fjernede hånden fra munden igen. "I så fald, vil jeg fortælle dem at det var din skyld." Musede hun selvtilfreds over sin egen kløgtighed og plastrede et lille matchende smil på de røde læber. Ved hans næste kommentar, så hun blot uimponeret på ham med et bryn skeptisk hævet. Komplet ikke-overbevist. Var han i stand til det? At opføre sig ordenligt? Adelita var ikke sikker, men hun valgte ikke at kommentere yderligere på det. Hun mærkede tydeligt varmen fra kaminen, som hun havde sat sig i den bløde sofa. Gulvet under hendes fødder var stadig iskoldt, selvom området var varmet mere op af ildstedet end det resterende gulv. Og de var jo bare. Hun øjnede den ledige plads mellem dem, som Owen havde skabt ved at trække sine fødder til sig... hun havde selv lyst til at tage dem op i sofaen, tage tæppet af og pakke det om hendes ben istedet. Men hun turde ikke. For ville det ikke virke mærkeligt når hun ikke kendte ham bedre? Det var jo trods alt ikke ligefrem særligt dannet, at sidde med fødderne i sofaen.. i pyjamas... indviklet i tæppe.. sent om aftenen...med en relativt fremmed. Adelitas opmærksomhed flyttede sig fra sine kolde tæer, til Owen da han med et drillende tonefald trykkede på hysteri-knappen. Adelita blev ildrød i ansigtet. "Jeg er aldeles ikke angst!" Lød det indigneret fra prinsessen. Hun fandt det nok ret så pinligt at hun reagerede sådan på ham.. hvilket jo var præcist hvad han påpegede - og hvorfor hun mente at han burde holde bøtte istedet. Hun tog en dyb indånding og rankede sig lidt for at genvinde bare en lille smule værdighed. "Bare... mindre besat af." Svarede hun.. skønt hun godt kunne høre at det ikke kom helt rigtigt ud.

[Owen Rei Chang]

På trods af hendes forsøg på at skjule smilet for ham, nåede han alligevel lige at få et glimt af det, hvilket kun styrkede hans tilfredsstillelse. Han blev siddende og virrede svagt med hovedet som ventede han spændt på hendes næste træk. Ville hun bide på krogen, eller stikke af?
Igen blev det drengede smil, formet på læberne. "Nå så det vil du? Stikke mig. Er du sikker på du ikke er en Slytherin så?" Jokede han og blinkede flabet til hende. Personligt havde han nu ikke noget imod slangerne. Hans bedste ven var fra Slytherin, men af en eller anden årsag var det ofte dem der blev set lidt ned på, skønt det så lige så meget ned på alle andre.
Hendes skeptiske blik, blev kun mødt med en mild, lavmeldt latter. "Du tror ikke en skid på mig, gør du?" Hovedet blev kæntret let på skrå, og de brune øjne løb hurtigt over hendes uimponerede ansigtsmimik.
Blikket fulgte hende som hun satte sig, hun lignede en der tænkte ret grundigt over et eller andet. Han besvarede med et let nysgerrigt blik og som han ændrede sin stilling i sofaen og satte sig i skrædderstilling. Ryggen var lænet mod armlænet bag ham, så han stadigvæk havde front imod hende. Han fangede en af snorrene fra sine grå tæningsbukser og begyndte tænksomt at sno den mellem fingrene. En drenget fnisen blev skjult bag den håndryg, hvis fingre ikke var viklet ind i snoren. "ja, klart nok, så siger vi det," igen sagt med den let drillende tone. "Mindre besat af." Gentog han en smule for sig selv, og stadigvæk storsmilende. "Hvad betyder dét i det hele taget?" Et bryn blev skudt i vejret.

[Adelita Delgaro]

Hun betragtede det drengede smil der lå på hans læber. Han var simpelthen sådan en gadedreng af personlighed. Adelita hævede hagen lidt og så på ham med en drilsk overlegenhed. "Klog som en ørn, men hugger som en slange." Lød det som en lille kæk bemærkning, imens den drillende arrogance udmøntede sig i et lignende smil. "Jeg vil mene, at du har mødt din overmand, Chang." Affærdige hun så selvsikkert, som hun understregende førte en hånd under det mørke hår og kastede det over skulderen på snobbet vis. Da hans lavmeldte latter lød i rummet, efterfulgt af sin kommentar, kunne Adelita heller ikke lade være med at le lidt, idet hun rystede på hovedet. "Ikke det fjerneste." klukkede hun. Men på trods af hendes indrømmelse over manglende tillid til ham, så følte Adelita sig mere komfortabelt i hans selskab. Hun betragtede ham blot som han yderligere trak benene til sig og istedet satte sig i en skrædderstilling. Hans ansigt indtog en tænkende mine. Hvad mon han tænkte på? Adelita betragtede ham blot lidt, inden hun kom i tanke om sine meget kolde fødder igen. Chang havde gjort mere plads i sofaen nu. Kunne hun ikke godt lade dem hvile i sofaen istedetfor på gulvet?... Ah! Til helvede med det! Hun krængede sig beskedent ud af det tæppe som hun havde haft viklet om sig og satte sig istedet med ryggen opad armlænet og lod benene hvile udstrakt langs sofaens ryglæn. Nøjsomt lagde hun tæppet over hendes kolde fødder og lænede sig ellers bare tilbage med et komfortabelt og selvtilfredst smil. Se det var straks bedre! Stadig i sin følelse af velvære, rettede hun blot blikket mod Owen igen, som han talte. Men da det gik op for hende, at han blot borede lidt mere i en af hendes dumme sætninger, steg farven lidt i kinderne... ikke fordi det var flovt i den forstand, men mere sådan fordi at hun ikke selv kunne forklare det. Det var noget vrøvl hun havde fyret af, i sin desperation for ikke at tabe totalt ansigt overfor ham. "Det ved jeg ikke?" Lød det lidt genert, imens hun ufrivilligt kom til at smile lidt af sig selv og sin egen dumme sætning. Hun forsøgte dog at skjule det, ved at føre en hånd op til munden. Hun kunne dog ikke se ham i øjnene, så blikket var fikseret på et vilkårligt sted på tæppet i mellem dem.

[Owen Rei Chang]

Et glimt i de brune øjne, afslørede at hendes kommentar faldt i hans gode smag. "Eller over-kvinde," rettede han hende med det underholdte udtryk fastmalet på hans læber. Det var rart at se hende løsne lidt op, den hvide snor blev snoet omkring den ene pegefinger, så den begyndte at blive en anelse mørkerød, imens hans blik betragtede hende.
Det varede dog ikke længe før deres ikke særlig diskrete latter fyldte rummet. At prøve at holde den inde, forværrede kun situationen. Som om alting bare var så meget sjovere når man ikke måtte larme. "Nå ja, i det mindste er du da ærlig omkring det." Svarede han underholdt og rystede let på hovedet.
Som hun gjorde sig det mere mageligt, nåede hendes kolde tær næsten helt hen til Owen. Den ene fod strejfede hans knæ imens hun tilpassede tæppet, men han var ikke sikker på om hun selv havde bemærket det. "Shit du har kolde tær, fryser du?" Spurgte han ind stadigvæk med smilet malet på læberne. På den anden side kunne det vel næsten ikke undgås af få kolde tær hvis man løb rundt på bare tær på disse gulve.
I nogle lange sekunder efter hendes indrømmelse, sad han bare og stirrede let på hende, så begyndte latteren igen at true med sit gennembrud og han måtte bide sig let i kinden for at holde det inde. "Du ved simpelthen ikke hvad du selv siger?" Der var intet anklagende i hans tone, han fandt det tilsyneladende bare uhyre morsomt.

[Adelita Delgaro]

Adelita kunne godt lide den måde hans øjne glimtede på når hun sagde noget, han fandt underholdende. Det var lidt sødt. Han mindede lidt om en hundehvalp, buldrende, charmerende, underholdende... og kunne ikke altid helt gøre for det. Hun hævede et bryn af hans kommentar og lod sine et spøgefuldt glimt hvilede i hendes mørke øjne, som hun gispede forfærdet og meget falskt. "Har du noget imod mænd, Chang?" spurgte hun med stemmen fuld af falsk anklage. Hun kunne dog ikke holde en lille kluklatter tilbage over sin egen fjollethed. Hun forsøgte dog at holde den dæmpet, bl.a. ved at holde sig lidt for munden. Klokken var vel trods alt mange efterhånden. Hendes blik fandt tilfældigt hans finger, som han var ved at strangulere i en snøre ved hans bukser. "Chang, du er ved at kvæle din finger." Kommenterede hun blot tørt og matter-of-factly, uden at tænke videre over det. Hun smilede blot af hans kommentar om hendes ærlighed, og vippede hovedet lidt på skrå da hun åbenbart var kommet til at røre med med sine istapper af et par fødder. Hun nikkede lidt, som hun så mod dem. "Ja, jeg fryser jeg meget nemt." Svarede hun med en lille grimasse. Adelita var faktisk en ganske fyrig og underholdende pige, når man kom under hendes fine, fornemme, retskafne facade - hvorfor det måske kunne komme bag på nogen, når hun, som nu, sendte Owen et nærmest hemmelighedsfuldt kækt blik, som hun dæmpet sagde: "Du må godt få lov til at varme dem.", Den drillende tone var ikke at tage fejl af. Det var bare spøg og hun forventede ikke at han ville gøre det. Særligt ikke, da hun efterfølgende kastede en pude mod drenges hoved, da han inkvisitorisk adspurgte hende. "Du stiller for mange spørgsmål!" hvinede hun, som puden forlod hendes hånd.

[Owen Rei Chang]

Der gik lige et sekund, hvor masken faldt og blev erstattet med et forbløffet udtryk. Det var cirka den tid det tog for ham, at opfatte at hun jokede. Smilet vendte derefter tilbage med fornyet styrke og han bed sig i underlæben for ikke at begynde at le. "Good one." Komplimenterede han og blinkede til hende.
"Huh?" De dybe brune øjne blev en anelse fraværnede rettet ned imod den summende finger. Han studerede lidt den misfarvede finger, den var næsten følelsesløs og iskold nu. Det var først der han slap snoren og lod blodtilførelsen strømme tilbage. Den summede let og opmærksomheden blev atter dedikeret til pigen i den anden ende af sofaen.
Igen en kommentar der gjorde ham handlingslammet i brøkdelen af et sekund. Varme dem? Well han kunne da sagtens finde en måde eller to at varme hende op på, meeen det var nok ikke lige dét hun mente. Så i stedet holdt han sin tankegang sober. Det var hun da også behjælpelig med, som hun sendte en pude i hans retning. Års og års quidditchtræning kom ham til gode her. Han havde undgået så mange smashere at han nærmest ikke tænkte over, som han med lethed kastede hovedet til siden, og dermed lod puden fortsætte sin flyvende færd, ud af sofaen og ned på gulvet.
Et let triumfernede blik, blev sendt i retning af medørnen. "Man må da ikke kaste med tingene." Belærte han hende, i samme tone, som var han en professor der forklarede en elev om vigtigheden i at lave lektier. Dette blev dog kraftigt bagatelliseret af det enorme smil der stadigvæk huserede læberne. "Desuden har jeg hørt at piger elsker at snakke," han blinkede kækt til hende og greb pludselig en smule umotiveret, hendes ene istap af en fod.
Med varme rolige hænder holdt han den fast, så hun ikke kunne trække den til sig, og begyndte så at masserer lidt varme ind den. "Så-" hans drengede smil var tilbage. "Fortæl mig et eller andet dybsindigt om dig selv." Forlangte han charmerende.