Hej, forresten, jeg kender din bror

[Ethel Emsworth]

Påskeferien, formiddag
Hjemme hos Luke Lynch (og Mayson Carver)
Tråden er tilegnet Noah Lynch og Luke Lynch
OUTFIT

---

Det var en simpel lille hvid og uskyldig løgn Ethel havde stukket sine forældre, om hvor hun skulle hen og hvem hun skulle overnatte hos. De havde aldrig givet hende lov hvis hun havde nævnt Noah, og slet ikke tale om hvis de dertil havde fået at vide at det var hendes kæreste, som hun desuden havde mødt på Hogwarts. Veninden @eleanor var igenigen blevet den unge heks' redning, hende kunne forældrene mærkeligt nok acceptere.
Som en rigtig mugglerfødt havde Ethel snuppet den lyseblå damecykel og cyklet afsted, kun med den lille rygsæk på ryggen med de mest nødvendige ting. Under turen havde hun beroliget sig selv med at det heldigvis KUN var Noahs storebror og ikke hans forældre hun skulle starte ud med at møde. Hvor akavet kunne det blive? - Noah forgudede nærmest broderen, eller rettere sagt, det gjorde han, hvilket betød at han ikke måtte være slem. Cyklen blev låst og placeret op af muren som hun ankom til adressen Noah havde givet hende. Derefter bevægede hun sig ind i hovedgangen, op af trapperne til første sal og stoppede ved døren til højre. Hvad var det nu han hed? Lukas? Luk-et-eller-andet? Den unge heks sukkede en sidste gang hvorefter hun bankede på døren. Please lad det være Noah, PLEASE lad det være Noah der åbner! Tænkte hun som hun hørte fodtrin nærme sig på den anden side.

[Noah Lynch]

Outfit

Noah var selv næsten lige ankommet hos Luke og Mayson. Egentlig ville han gerne have været en gentleman og hentet Ethel hjemme hos hende, men indrømmet var han lidt en kylling og havde ikke turde at møde hendes forældre allerede. Heldigvis havde hun lydt som om hun syntes det var en god ide at de mødtes ved Luke.
Han ville gerne lige møde op hjemme ved Luke først, bare lige for at sikre sig at han ikke havde glemt det hele og havde damebesøg, men heldigvis lod broderen til at have slettet eventuelle spor af kvinder. Mayson var heller ikke hjemme. Noah kom faktisk virkelig godt ud af det med Mayson Carver. Han var en cool fyr.
"Tak fordi vi måtte komme herhjem Luke, jeg glæder mig virkelig til at du skal møde hende." Fortalte han begejstret som han trak din jakke af og hængte den på knagen, for hermed at afsløre den spraglede skjorte indenunder, der bare sagde så meget om ham. Ikke så snart havde han fået skoene af før der lød em banken på døren. Noah mærkede kinderne brænde. Det var en helt ny situation for ham dette her, men var der en han glædede sig til at præsenterer Ethel overfor, så var det hans bror.
Noah greb fat i døren og åbende den og smilede forelsket til sin kæreste. "Hej!" Hilste han måske lidt for begejstret og åbnede døren så hun kunne komme træde indenfor. Efter at placerer et lille uskyldigt kys på hendes kind, vendte han sig imod Luke med et alt for bredt smil. "Ethel, dette her er min bror Luke, Luke, Ethel." Præsenterede han dem og så fra den ene til den anden med et stolt og spændt udtryk. Mon ikke Luke ville være enig i at Noah havde...scoret godt, om man så kunne sige. Det synes han da i hvert fald selv at han havde. Han var så vild med hende at han følte sig som et lille barn juleaften, hver gang hun var omkring ham.

[Luke Lynch]

Outfit

Luke viftede lidt med den ene hånd, "Selvfølgelig, må I det, Bro. Jeg er spændt på, at møde lamsebenet," lød det drillende fra ham, dog uden det var løgn. Noah havde fået en kæreste, for første gang og selvfølgelig ville Luke gerne møde hende. Fortælle hende, at hvis hun sårede hans lillebror, ville hun komme til at fortryde det - selvfølgelig i al fredsommelighed, han var jo ikke typen som slog på piger. Med mindre de gerne selv ville have det.

Hans hjem skinnede som altid, intet nyt der. Man skulle bare ikke gå ind på Maysons værelse, ikke uden en skovl og gasmaske. Ikke hvis man havde sit liv kært i hvert fald. Alligevel elskede Luke at bo sammen med sin bedste ven. Han ville egentlig gerne have nået og spørger lidt mere ind til denne mystiske pige, som nu havde hans lillebrors hjerte, men det nåede han ikke, da det kort efter Noah var kommet, bankede på døren. Han smilede lidt, som Noah gik ud og åbnede, mens han selv gjorde kaffen færdig.
Med kaffekanden i den ene hånd og tre kopper i den anden hånd, trådte han ud i gangen og fik øje på blondinen. Et let fnøs lød fra ham, mens et skævt smil på hans læber. Selvfølgelig kunne han genkende hende, "Jamen hej Ethel," hilste han "Kom indenfor," bød han og stillede kanden og kopperne ind på sofabordet - selvfølgelig på nogle skåner, så der ikke kom runde ringe på bordet, før han gik tilbage til gangen, "Det længe siden. Går det godt?" spurgte han, som han lænede sig op af væggen med armene over kors, med det skæve smil stadig på sine læber.

[Ethel Emsworth]

De blå øjne lyste helt op og et glædes smil dukkede op som det var kæresten der dukkede op i døren. ,,Hej", svarede hun tilbage i en mere dæmpet men hjertevarm tone. Et lynhurtigt elevatorblik blev givet og smilet blev en anelse større over Noahs outfit. Derefter fik hun nogenlunde styr på smiletøjet. Det uskyldige kindkys blev glædeligt taget imod, hvorefter Ethel, med blikket rettet mod Noah, slet ikke bemærkede hvem der dukkede op bag ham som han vendte sig halvt om og begyndte at præsentere. Først som navnet Luke lød, ændrede hun fokus over imod den højtelskede storebror Noah havde prædiket så meget om og det var der hun mærkede sit hjerte stoppe for et split sekund.
Slange.…
,,...Luke.." Lød det måske en kende overrasket. Hun formåede heldigvis at holde det lille smil på læberne - for nu. ,, - hej, og tak." Det var ikke helt løgn at den blonde heks havde lyst til bare at træde tilbage og lukke døren i og forsvinde langt væk; den modsatte side af kloden lød faktisk helt passende. Som hun trådte lidt mere ind i lejligheden - som overraskende nok ikke lignede en ungkarl hytte, strejfede tanken hende om at sige til Noah at hun ikke havde det særligt godt, fake et host eller to, men Luke kom hende i forkøbet. Det havde været en engangsting, det der var sket mellem dem på skolens bibliotek. Det var sket ud af det blå og selvom Ethel ikke havde været en af Luke Lynchs mange beundre, så var hun blevet tændt af hans provokerende og forfærdelige badboy attitude. Det hele havde eskaleret til det uventede.
,,Mmh ja, /meget/ længe siden.. Og du ved, det går.. fint - det går godt. Hvad med dig, udlever du drømmen som… som hvad var det nu du ville, igen?" Der var ikke blevet udvekslet så mange ord mellem dem dengang. Måske burde hun slet ikke lade som om at hun kendte ham. Skulle Noah vide hvad der var sket mellem dem? Som den tanke strejfede hende, rykkede hun tættere på Noah. Det gjorde helt ondt i brystkassen.

[Noah Lynch]

Noah kiggede på sin bror med store forargede øjne. ”Luke! Det kalder du hende altså ikke!” Hans brune øjne var næsten forfærdet. Noah havde nok altid været den søde, høflige, velopdragne af de to brødre og det skulle da ikke være nogen hemmelighed at han var temmelig nervøs for, at Luke og Ethel skulle mødes. Hvad nu hvis ikke de kunne lide hinanden? Det kunne han næsten ikke holde ud at tænke på. Nervøsiteten var svær for ham at skjule som han gned håndfladerne let imod hinanden og skævede til hoveddøren, utallige gange før det rent faktisk bankede på.
I Noahs nervøse øjeblik, gik det slet ikke op for ham at Ethel og Luke faktisk kendte hinanden. Han skævede fra den ene til den anden, som havde han en forventning om at verden kunne eksploderer, skulle nogen sige noget forkert.
Først ved næste ordveksling, begyndte den mandlige ørn at få en mistanke om at de to faktisk vidste hvem hiannden var, selv uden hans mindre elegante præsentation. ”Øhm...I kender måske allerede hinanden?” Han var ikke sikker på om han skulle være lettet eller bekymret. Uden at give dem chance for at svare tilføjede han: ”Hov Luke, havde du sat kaffe over?” Dumt spørgsmål, det vidste han jo allerede godt, ”måske vi skal sætte os ind?” Han fangede Ethels hånd smilede varmt til hende. Åh han håbede ikke hun kunne mærke hvor klamsvedig den var. Hvorfor var han pludselig så vanvittig nervøs, han havde jo glædet sig så afsindigt meget til at de skulle mødes.

[Luke Lynch]

Luke lo let, "Come on, bro.. Det er netop, når de ikke kan høre os, vi kan tillade os, at kalde dem hvad vi vil," svarede han og blinkede kækt til lillebroren. Han kaldte da heller ikke Celia Allison Conner for hot chick, når hun hørte det, selvom han egentlig var ret sikker på, hun ville være ret cool med det.
Han smilede roligt til Ethel. Han fandt det egentlig ikke pinlig eller akavet, når han mødte piger han havde været sammen med. I det mindste kunne han da huske hende - og hendes navn - så det måtte hun da lige tage som et kompliment. Han grinte lidt, da Ethel prøvede at lyde som om, de kendte hinanden. Luke havde aldrig været typen, som fortalte ret mange ting om sig selv. "Det fortalte jeg dig aldrig, men jah, sådan da," lød det roligt fra ham. Hans drøm havde altid været, at stå på en scene og få folk til, at danse og hoppe og synge med på hans musik, ligesom deres fætter, Sidney Lynch , men nej, der var han ikke, men han havde da et arbejde inden for musikken, og han skrev sange, uden de kom videre end hans soveværelse og stuen, når ham og Mayson gav den gas til tider.
Han så må Noah, "Ja, vi har.." mere nåede han ikke at svare, før Noah afbrød ham, "Jeg har lige sat kaffekanden ind på bordet, bro," svarede han og hævede lidt det ene øjenbryn, "Men ja, sæt jer bare ind, jeg kommer om lidt," han gjorde en gestus med den ene hånd mod stuen, før han selv gik ud på altanen for at ryge sig en smøg og lige give Ethel en chance selv, for at fortælle, ellers skulle han da nok gøre det. Det var ingen hemmelighed for ham. Noah Burde vide, at hvis han fik en kæreste på Hogwarts, som var max 4 år yngre end Luke og en pige, så var chancen for, at han havde været der først, nærmest 99% procent. Den sidste procent gik til lesbiske.