Never have I ever slept with a woman

[Hamish Hale McKenzie]

Thomas Blake

Thomas’ kontor

Apr. 2057

Kl. 15 -ish

---

Hamish var lige blevet færdig med at undervise den sidste time. Han var nu på vej mod Thomas kontor. Han havde bedt ham om at komme forbi da der var noget han geren ville snakke med ham om. Hamish var ikke hundrede procent sikker på hvad det kunne være, men han havde lidt en ide om at det muligvis kunne være på grund af Olivia.
Efter de havde delt et kys den aften i Ministeriet havde Hamish fuldkommen ignoreret den lille brunette. Han snakkede ikke til hende, hvis han så hende på gangen vendte han om og gik i den anden retning.
For en gangs skyld gjorde han det ikke for at være direkte demonstrativ, han gjorde det fordi kysset havde udløst et syn. Et syn han helst ville være foruden. Et syn hvor de havde…..gjort nogle ganske upassende ting...eller i hvert fald skulle til det. Dette syn måtte ikke gå i opfyldelse! Hver gang han så hende, blev han mindet om det og mindet om den følelse af varme der spredte sig ved tanken. Sådan havde han aldrig haft det før og det skulle under kontrol før det gik galt!
Forsigtigt bankede han på døren ind til kontoeret og gik derefter ind. ”Thomas. Du ville se mig?” Slyngede han ud, som var han et barn der stod til skidebalde.

[Thomas Blake]

Thomas havde lagt mærke til, at Hamish undgik Olivia. Det var lidt underholdende, men også lidt mærkeligt. Han var pisse nysgerrig, og derfor havde han sendt bud efter Hamish drengen. Han kunne slet ikke lade være. Det var ham, der havde sat Olivia og Hamish sammen, og nu ville han høre, hvad problemet var. Han var helt sikker på, at de to kunne gøre rigtig meget for hinanden. Enten på den ene eller den anden måde.
Da det bankede på og Hamish kom ind, vidste Thomas ikke helt, hvilken mine han skulle have. Han vidste jo ikke, hvad der var sket. De var bare stoppet med at tale sammen efter den fest, de skulle til. Det var bare med til at gøre ham endnu mere nysgerrig.
"Hamish! Godt at se dig, min ven. Tag plads." Sagde han og lød autoritær, men han havde alligevel et glimt i øjet. "Jeg vil gerne tale med dig om Olivia. Ja der er ikke nogen grund til at pakke det ind. Hvad sker der på den front? Hvorfor flygter du som, som var hun en Acromantula?" Spurgte han og foldede sine hænder, som imens hans lænede armene på sit skrivebord.

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish skævede let til stolen før han gik frem og satte sig ned. Han var ikke sikker på hvorfor han følte sig en kende nervøs lige nu.
Som så mange gange før gik Thomas ret hurtigt til pointen. Hamish skød brynene let i vejret. Havde Olivia brokket sig? Han åbnede munden, men ordene sad fast i halsen. Han rømmede sig og forsøgte igen. ”Jeg...hvad mener du?” Spurgte han. Desværre lød han ikke helt så overbevisende som han godt kunne have tænkt sig. ”Og jeg flygter bestemt ikke, og jeg er ikke bange for forvoksede edderkopper.” Okay, det ville han måske være hvis han stod overfor en, men det behøvede Thomas jo ikke at vide.
Hamish skulede let til vennen. Han brød sig ikke om at blive busted, men det var så tydeligt at han ikke helt kunne tale sig ud af denne her.
”Jeg flygter ikke fra hende. Jeg undgår hende bare.” Dette blev sagt med rank ryg og en as a matter of fact -agtig tone. Det var måske ikke det helt rette tidspunkt at være så stolt over sig selv på, men det var primært for at dække over hvor utilpas han var med situationen, og hele emnet i sig selv.

[Thomas Blake]

Thomas fandt Hamish meget morsom, men han ville selvfølgelig også gerne hjælpe ham, hvis der faktisk var et problem med Olivia og ham. Dog var det lige nu ren nysgerrighed, for hvad var der dog sket? Hvor undgik Hamish hende? Hvis han ikke kunne lide hende, så var det bare at sige det, og så undgik hun vel ham.
“Jeg mener, at du er begyndt at opføre dig lidt anderledes omkring hende. Eller det ville være en overdrivelse, for du er faktisk ikke i nærheden af hende. Siden den fest, I tog til, har du nærmest gemt dig, når hun går forbi. Hvad er den af?” Spurgte han og lænede sig tilbage, imens han foldede hænderne på bordet foran sig. Thomas hævede sine øjenbryn, da Hamish sagde, at han ikke var bange for forvoksede edderkopper.
“Virkelig? De er da ellers yderst ubehagelige. Oh well.” Sagde han og trak på skuldrende. “Det er ikke det, der er pointen.” Han rystede på hovedet. Det var tydeligt, at Hamish prøvede at slippe udenom og tale om ligegyldige ting, som semantik. “Okay så..Hvorfor undgår du hende?” Spurgte han, og løftede armene som i forsvar, over Hamish’ matter-of-factly stemme. Det var så typisk Hamish! Thomas var ved at sprække af nysgerrighed. Var der sket noget lusket? Noget juicy? Han måtte bare vide det nu!
“Jeg er din ven. Du kan fortælle mig alt.” Sagde han ærligt. Det var jo rigtigt. Havde Olivia gjort ham noget? Det ville virkelig komme bag på ham. Hun var jo uskyldigheden selv!

[Hamish Hale McKenzie]

Skulle Hamish være komplet ærlig, så var han ikke helt sikker på hvad han håbede på at opnå ved at undgå Olivia. Eller jo, han håbede at ved at holde sig væk, ville synet ikke gå i opfyldelse. Men inderst inde vidste han godt at det nok alligevel ikke vil holde vand. Desværre. Men hvad i alverden ville dog drive ham ud i sådan en hæslig situation? Han havde virkelig vendt og drejet diverse scenarier, og kunne desværre ikke komme op med noget brugbart.
”Ikke noget.” Mumlede han skyldigt og så væk. Han hadede at Thomas kendte ham bedre end de fleste, for han ville nok hurtigt gennemskue at der lå noget under.
Blikket blev atter vendt imod vennen da han direkte spurget hvorfor hun blev undgået. De blå øjne hang overvejende på Thomas. Skulle han krybe til bekendelse? Måske Thomas kunne hjælpe ham med hvordan han skulle slippe ud af situationen, men samtidig var der en del af Hamish der var ...flov. Det var pinligt at snakke om, for ham.
Hamish tog en dyb indånding. ”jeg fik et syn..” sagde han så og lagde det ene ben over det andet, og pressede fingrespidserne imod hinanden. Som var han en forretningsmand igang med at lave en god deal. Måske kunne han og Thomas få Olivia fyret, så behøvede han aldrig at se på hende igen. Dét ville være en god løsning!

[Thomas Blake]

Meget kunne man sige om Thomas, men dum det var han altså ikke. Han kunne tydeligt se, at der var noget i gærde hos Hamish, og han ville altså til bunds i den sag, og sådan var det. Der var ikke noget, Hamish kunne gøre ved det, om han så prøvede.
"Du ved godt, at jeg ikke tror på dig, ikke?" Sagde Thomas og lænede sig tilbage i sin kontorstol. Han kendte Hamish ret godt, og det var så tydeligt, at der var noget galt. Han kunne slet ikke styre sin nysgerrighed, men han måtte lige kontrollere sig selv lidt. Han så afventende på Hamish, som endelig fik sagt noget. Et syn. Det var nu alligevel ikke meget at gå efter.
"Du har fået et syn. Om Olivia? Hvad handlede det om?" Spurgte han og blev et øjeblik lidt bekymret, for han vidste jo godt, hvad der tidligere var sket med hende. Men hvorfor ville Hamish så nærmest flygte fra hende?
"Du bliver nødt til lige at være mere konkret, for det kan betyde mange ting. Kommer der til at ske noget med hende?" Hans beskyttende side kom straks frem i ham. Han troede faktisk kun, at det var overfor Angela og sine plejesøskende, at han kunne få den side frem, men den var der åbenbart også overfor Olivia.

[Hamish Hale McKenzie]

Han kunne godt se på vennens blik, at dette her ikke var en samtale han ville lade ligge. Det var utrolig frusterende eftersom Hamish var så pinlig uerfaren omkring alt hvad der hed kvinder. Det havde aldrig generet ham før, men det gjorde det pludselig nu.
Hans svar var blot at fnyse en smule og se væk, som var han blevet taget med hånden i kagedåsen. De blå øjne blev dog hurtigt rettet imod ham igen, denne gang med et skyldigt blik. Han følte lidt at han havde haft en pervers drøm om Olivia, som han skulle til at fortælle om, men dette her var bare endnu værre, for det var jo et glimt af fremtiden. En fremtid han ikke var interesseret i at havne i
Endnu et dybt suk. Han kunne ligeså godt få svesken på disken. ”Nej..nej der kommer ikke til at ske noget med hende. Ikke hvad jeg ved af.” Mumlede han og blev pludselig meget fokuseret på en plet på væggen et sted bag Thomas. Han skulle lige til at udpege den for vennen, som en ny overskredshandling, men blev enig med sig selv om at han ikke kunne udskyde det uundgåelige. ”Jeg...øhm...I synet..” Igen en nervøs tøven, hvilket var meget ulig Hamish. ”Vi...skulle til at...lave noget…du ved...” hans stemme var næsten nået ned i en hvisken og han kunne slet ikke se Thomas i øjnene.
Han rømmede sig og fattede sig selv. ”Så derfor holder jeg mig væk fra hende, så synet ikke kan gå i opfyldelse.” Konkluderede han så, som var det sådan tingene hang sammen. ”Det er jo faktisk en glimrende mulighed for at se om jeg rent faktisk kan ændre tingenes gang.” Tilbagevendt var den mere videnskabelige side af ham. Tydeligvis forsøgte han at dække sin egen nervøsitet ind i den videnskabelige indgangsvinkel, da det var det eneste han kendte til.

[Thomas Blake]

Thomas vidste godt, at det ikke ville blive helt nemt at få den information ud af Hamish, men hvis Olivia kunne komme til skade, så skulle han ud med det. Det skulle han alligevel, for Thomas var ved at dø af nysgerrighed. Hvorfor havde han loge fået den ven, der INGENTING ville dele? Okay, det var fordi han lignede Thomas. Men alligevel!
Thomas pustede luft ud, som han ikke engang havde lagt mærke til, at han havde holdt inde, da Hamish fortalte, at synes ikke havde noget at gøre med, at Olivia ville komme til skade. Nu var der kun ren nysgerrighed tilbage og han måtte bide sig i kinderne, for ikke at skynde på Hamish, som tydeligvis havde fundet den plet bag væggen, som Thomas ikke anede hvad var.
Da Hamish ENDELIG fortalte, hvad synet gik ud på, måtte Thomas bruge al sin energi på ikke at bryde sammen af grin. Han sugede læberne ind og rømmede sig, og gjorde alt for ikke engang at smile, men der kom nu alligevel lidt. Han trak vejret dybt og prøvede at se alvorlig ud.
"Jaså. Ja det kan jeg godt se." Thomas kæmpede stadig for ikke at grine. Det var virkelig morsomt! Han vidste, hvordan Hamish havde det med kvinder, så det her var som en juleaften for et lille barn, der bare har drømt om den bestemte barbiedukke hele året.
"Spændende eksperiment." Sagde han. Han håbede, at Hamish faktisk kunne ændre på ting, men han håbede nu også, at dette faktisk ville gå i opfyldelse. 1, det kunne være MEGA sjovt. 2, han var sikker på, at de to ville være rigtig gode sammen. Det var en grund til, at han havde sat dem sammen.
"Men Hamish.. Selv hvis du ikke kan undgå det, så er det alts¨ikke forfærdeligt. Hun er en rigtig sød pige." Han smilede opmuntrende til vennen.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia gik hen ad gangen. Hun have et spørgsmål til Thomas, og han skulle meget gerne være på sit kontor nu her. Det var ret vigtigt og hun skulle have spurgt hurtigt, da hun havde en smule travlt. Hun havde overvejet at slå deres undervisning sammen en dag, og hun kom ikke de næste par dage, så det skulle være nu. Hun småløb ned ad gangen, og nåede til hans kontor, hvor døren var lukket. Det var nu meget normalt. Hun plejede dog at banke på og vente på, at han svarede, men denne dag gjorde hun ikke. Han skulle vist ikke sidde i møde nu, så hun bankede på og åbnede døren.
"Thoma...?" Hun nåede ikke at fuldføre sætningen, da hun så Hamish. De havde ikke set hinanden siden deres.... fest.. Eller hun havde set ham, men han havde vist ikke set hende. Eller også undgik han hende. Hun prøvede nu også at undgå ham, så det var fint. Det her var så bare akavet nu!
"Åh! Undskyld." Sagde hun, imens hun mærkede hvordan hele hendes hoved blev rødt som en tomat. Det gav et sug i hendes mave og hun stirrede på Hamish, imens hun stadig stod i døren. Kunne hun stadig lade som om de ikke havde set hende, og bare smutte?

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish spottede hurtigt den lille næsten usynlige trækning som Thomas tilbageholdt et grin. Det irriterede ham en smule, eftersom denne situation absolut ikke var noget at grine af! Hamish brød sig slet ikke om Olivia, og hun skulle sørme ikke være skyld i at han lavede den slags djævlestreger. Han havde vigtigere ting at tage sig til end den form for tidsspilde. "Der er absolut intet morsomt i det, Thomas." Sagde han gennem sammenbidte tænder. "Jeg har ikke tid til den slags, jeg har brug for at bevare mit fokus!" Han kastede armene over kors som et fornærmet barn og skulede imod vennen.
"Og det vil komme til at virke!" Tilføjede han, nok mere for at overbevise sig selv end vennen. Desværre virkede det ikke rigtigt, han havde oplevet før hvordan man i et forsøg på at undgå fremtuden, endte præcis der hvor man ikke skulle være.
Munden gled næsten op i et perfekt o ved Thomas næste ord. Som havde han lige sagt at det ikke ville være så slemt at brække nakken. "Ikke så slemt?! Ved du hvad der "ikke er så slemt?" At stirre ind i øjnene på en Basilisk, du ville være død inden du nåede at tænke over det, men det betyder da ikke at man har lyst til at afprøve det!" Svarede han tydeligt irriteret over hvor letsindigt Thomas tog denne her alvorlige situation, som Hamish by the way slet ikke overreagerede på.
I det samme lød en let banken på døren efterfulgt af Olivias stemme. Hamish mærkede sig selv synke lidt ned i stolen, "for pokker, hvad laver du nu her?!" Udbrød han næsten irriteret over at hun dukkede op, som om han kunne tillade sig at skælde hende ud over at troppe op på Thomas' kontor.

[Thomas Blake]

Thomas vidste godt, at Hamish ikke ligefrem væltede sig i damer, og ja så var han Hamish.. Så Thomas forstod godt, at hamish reagerede, som han gjorde, men det hjalp nok ikke på situationen, at han panikkede. Thomas havde selv været sammen med sin del af skønne ungjomfruer, så han ville tage det meget pænt, men det gjorde Hamish bestemt ikke.
"Okay okay." Sagde han og slog hænderne op foran sig i forsvar. "Jeg ved godt, at det ikke er sjovt. Men.. det er sjovt. Fordi det er så akavet. Synes og det er ikke sjovt, nej. Undskyld." Sagde han og kom til at grine lidt igen. "Du ved, at jeg gerne vil hjælpe dig, hvis jeg kan. Også selvom jeg finder det lidt morsomt, at du har den slags syn om en kvinde, som du giver udtryk for ikke at kunne lide." Thomas var alvorlig på samme tid med, at han smilede lidt ved det sidste han sagde.
"Hvis det er så forfærdeligt for dig, så håber jeg, at du kam undgå det, men hvis du ikke kan, så må du nok hellere begynde at forberede dig lidt mentalt på det." Sagde Thomas med et skuldertræk. Han ville rigtig gerne få Hamish til at få det bedre, men det var svært med Hamish, fordi han var så akavet et menneske. Det var en af de ting, som Thomas bedst kunne lide ved vennen, men det gjorde det også lidt svært at tale ham til ro nogle gange.

Thomas rynkede lidt på næsen af Hamish eksempel.
"Øhh.. Det kan godt være, at det ikke når at FØLES slemt, men det er stadig ret slemt at kigge ind i øjnene på en basilisk, fordi man DØR af det. Bare fordi man ikke når at føle det, betyder det ikke, at det ikke er slemt. Men det er slemt at dø." Sagde Thomas, som om det var det vitigste i verden at diskutere lige nu. Thomas var nu ikke bange for at dø, så han talte mere for mennesker generelt.
Thomas skulle til at sige mere om emnet, da det bankede på døren. Han kiggede på Olivia og derefter på Hamish, og hans mundvige begyndte at trække i ham igen. Han kæmpede og kæmpede, og det lykkes ham heldigvis at holde grinet inde.
"Olivia! Hej!" Sagde han, måske lidt for ivrigt. Han sendte et undskyldende blik mod Hamish. "Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Spurgte han og lænede sig tilbage. Ooooh the awkwardness!!

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia havde ikke lige regnet med at se Hamish inde på kontoret, og hun stod nu bare helt stille. Hun overvejede stadig at smutte, men både Hamish og Thomas talte til hende, så de havde sjovt nok set hende. Hun blev helt irriteret over Hamish' kommentar, og hun lagde armene over kors.
"Jeg er også vildt glad for at se dig!" Sagde hun med tydelig ironi i stemmen. Var det tydeligt for ham? Hun ignorerede Hamish og kiggede over på Thomas.

"Jeg ville bare høre, om vi kunne slå vores undervisning sammen på næste onsdag? Jeg har nemlig en idé, som vi så kan få talt om inden." Sagde hun. Hun kæmpede for ikke at kigge på Hamish, men det blev ved med at rykke i hendes øjne, men hun nægtede. Han var irriterende, dum, idiotisk, latterlig, en god kysser, en spade... Det gik op for hende, hvad hun lige havde tænkt, og hun panikkede. Hun håbede, at Thomas ville beslutte sig hurtigt, så hun kunne komme ud af denne gebommerlige akavet situation med den sjuft!

Whoopsies!

[Hamish Hale McKenzie]

Hamish så på ham med et blik der sagde at han bestemt ikke så det morsomme i noget som helst lige nu. Blikket var stift og de blå øjne kolde og giftige. Han himlede kort efter med dem og slog dramatisk ud med hånden, ”jeg giver ikke kun udtryk for det, jeg mener det i ramme alvor.” Konkluderede han. ”Hvilket også kun er en af grundende til at jeg ikke forstår hvordan det kan ende så vidt.” Han så en smule tænksomt frem for sig.
Thomas fik tillusket sig endnu et koldt blik fra Hamish, da han kom med den nævenyttige antagelse, at synet faktisk kunne risikerer at gå i opfyldelse. Hvilket han desværre nok havde ret i ville ske. Nej. Det måtte ikke ske! Der måtte være en løsning.
Igen sendte Hamish ham et så dramatisk øjnrul at han, hvis han ikke vidste bedre, ville frygte at øjnene ville blive hængende i nakken. ”Det virker nu som en let udvej i denne her situation.” Sagde han dystert. Ikke at han ville gøre noget ved det, ikke medmindre det var i et videnskabeligt henseende hvor han selv kunne få udbyttet af det i sidste ende i hvert fald, hvilket ville være svært når man ville være død -som Thomas så flot pointerede.
Opmærksomheden blev kastet på den nye og uvelkomne gæst. ”Jeg sagde ikke at jeg var glad for at se dig.” Pointerede han tørt. Til sin store irritation mærkede han en underlig fornemmelse i maven når han så hende så tæt på. Var det hvad folk kaldte “sommerfugle i maven” -latterligt udtryk. Nej det var ikke det. Det måtte være væmmelse! Noget havde ændret sig efter det forbandede kys, og det gjorde ham blot endnu mere utålelig.
Hamish var så fokuseret på at se fornærmet ud over hun havde afbrudt dem. Den lille uromager, så kom hun bare herind og troede at hun kunne afbryde deres samtale!

[Thomas Blake]

Thomas vidste godt, at han ikke ville kunne tale Hamish til ro. De vidste begge godt, at der ikke var så store chancer for, at han kunne stoppe sine syn, men Thomas håbede da, at han kunne. Altså generelt. Ikke nu, for det her var skide skægt.
"Hamish. Jeg tror nu ikke, at det er den bedste udvej, men jeg skal nok hjælpe dig med at finde en løsning, hvis det er. Altså ikke for at dø, men det med Olivia." Skyndte han sig at sige. Han ville gerne se de to sammen på en eller anden måde, men han ville også gerne hjælpe Hamish, da det jo trods alt var hans bedste ven.

Thomas kiggede fra Hamish til Olivia. Hvor var det dog akavet og han elskede det! Han måtte dog hellere få svart Olivia, så Hamish kunne få en lidt mere normal grimasse i hovedet. Han kiggede hen på Hamish og blev enig med sig selv om, at det nok faktisk var sådan der Hamish normalt så ud.
"Det lyder som en god idé, Livia. Jeg sender dig lige en ugle om det her i morgen, og så finder vi ud af det." Sagde han med et smil. Thomas havde opfanget hendes sarkasme, og han måtte prøve at holde sit smil tilbage. Han lænede sig tilbage og nød resten af showet.

[Olivia Rae Roden Wilson]

Olivia prøvede at ignorere Hamish. Han var bestemt ikke værd hendes tid, men hendes blik blev ved med at flakke. Hvorfor kunne hun ikke lade være med at skæve hans vej? Han var en træls en, og hun gad ham ikke! Hun vendte igen opmærksomheden mod Thomas, som nu gav hende et svar. Så kunne hun forhåbentligt snart komme ud ad døren igen og langt væk fra Hamish.
"Det lyder godt!" Hun kiggede hen mod Hamish, som tydeligvis ikke havde opfattet hendes sarkasme, men det havde hun nu heller ikke regnet med. Hun rullede med øjnene.
"Hamish... Sarkasme er en ting. Slå det op, hvis du ikke er klog nok til at vide det." Sagde hun irriteret og gik ud, uden at sige farvel til nogen af dem. Det var måske lidt hårdere end hvad hun havde tænkt sig, men en lille bitte del, som hun ikke havde lyst til at anerkende, følte sig såret.

//Out