Bunnies! Bunnies! It must be BUNNIES!

[Samuel Roden]

Sted l Diagonalstræde
Tid l 16.12
Vejr l Overskyet, koldt
Påklædning l Her
Tilegnet l Chrissandra Lupin Pendareva

---

Sam vippede lidt nervøst vægten fra den ene fod til den anden og kiggede på sit armbåndsur. Chriss burde være lige på trapperne. Det var meningen at de to skulle mødes og snakke lidt. Der var så mange ting gerne ville fortælle hende, hun var nok lidt som en mentor for ham. En der altid var der og altid havde tid til at lytte. For det første glædede han sig til at fortælle hende om sit nye job på skolen, og om Serena - hvilket han også var en kende nervøs omkring fordi hun jo spillede på Chriss' hold. Så ville han også fortælle at han havde mødt Olivia og at han overvejede at tilbyde hende at flytte ind. Derudover var der episoden med Nikki som han ikke vidste hvad han skulle stille op med og sidst, men ikke mindst var der problemet med Scott der desværre ikke var blevet lettere med tiden som Sam ellers havde håbet på.

Han kiggede på sit ur endnu engang og fugtede læberne med tungespidsen. Han glædede sig så meget til at se Chriss igen og snakke med hende om alle disse ting. Det var virkelig bare dejligt at have en man kunne gå til med alt det der lå i ens liv. Han kunne da også sankke om Marilyn om stort set alt, men nogen ting havde han det bare bedst med kun at fortælle til Chriss, som fx. det med Nikki. 
Han ville på ingen måde stikke hende eller noget, men han var bare så ked af at have gjort alting så akavet mellem dem. Han ville for alt i verden ikke miste hende som veninde for hun betød helt utrolig meget for ham! Så på et punkt havde han nok mest brug for et venskabeligt råd, og Scott var pt ude af stand til at hjælpe nogen som helst -inklusiv sig selv. 

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss var fløjet til Diagonalstræde i sin animagus form, en sneugle. Hun havde ikke lyst til at bruge susenetværket, fordi man blev så beskidt af det og hun ville ikke transferer, da hun altid blev så svimmel. Hendes mave havde aldrig vænnet sig til det. Derfor valgte hun at forvandle sig til ugle og flyve afsted.Vejret var ikke ret godt, men det tog hun sig ikke af. Hendes tøj ville ikke blive vådt, da hun ikke var i menneskeform. Hvis det da begyndte at regne.
Hun glædede sig sådan til at se Sam igen, da det føltes som om det var 100 år siden de sidst havde talt sammen. Hun var taget til Hogsmeade for at besøge ham for ikke så længe siden, men der havde han ikke været hjemme. Nu havde de aftalt et møde og hun glædede sig inderligt. Han var som en lillebror for hende.

Hun fløj over gaden til hun fik øje på Sam. Så fløj hun ned til ham og forvandlede sig for øjnene af ham.
"Sam!" Sagde hun med et kæmpe smil på læberne og gav ham et stort kram. "Det er længe siden." Sagde hun lidt efter og slap ham så hun kunne betragte ham, som havde de ikke set hinanden i rigtig lang tid og som om han var vokset endnu mere. Hvis det var muligt.

[Samuel Roden]

Den hvide sneugle der kom flyvende i horisonten bemærkede Sam ikke lige til at starte med, Diagonalstræde myldrede jo med ugler. Først da den kom tæt på blev hans blik fanget af dens flotte fjerpragt. Ikke at han genkendte den som Chrissandra før hun forvandlede sig lige foran ham. Han priste sig lykkkelig for at det ikke var første gang han havde set en animagus ændre sig fra dyr til menneske for så kunne det godt være at han havde skidt en snemand i forskrækkelse. "Hej Chriss" udbrød han imens hans varme smil voksede frem på læberne.
Han gengældte øjeblikkeligt hendes kram og så ned på hende. Det var så underligt at han nu skulle se ned på hende, han var ikke den samme lille dreng mere som hun havde hjulpet for alle de år tilbage. Han var en voksen mand nu, selvom han ikke altid følte at det var sådan. "Ja mon ikke! Hvor ser du godt ud," roste han ærligt. Hun var uden tvivl en utrolig smuk kvinde, dog mente Sam ikke noget med det, for ham var hun som en storesøster.

Han slap hende helt og kørte en hånd gennem det mørke - og efterhånden ret lange - hår. "Går det ellers godt?" Spurgte han ind med et smil. Selv havde han jo så mange ting at glæde sig over lige på nær den del med Scott som faktisk gik Sam utrolig meget på fordi Scott - som altid - ikke ville lade Sam hjælpe ham.
Han begyndte at gå ned af gaden, før havde han passeret en mindre resturent der så ret hyggelig ud, måske de kunne spise derinde. "Jeg tænkte at vi kunne spise et eller andet let inde på den der Lavena?" Spurgte han og så på hende med håb om at hun bifaldt ideen.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss smilede stort til Sam. Det var alt for længe siden de havde set hinanden og hun synes ikke der skulle gå så lang tid igen, for det var bare for sørgeligt.
"Tak. I lige måde." Sagde hun og lagde sine hænder på hans arme og kiggede på ham. Han var blevet utroligt høj. Han var ikke længere den lille spirrevip, som hun havde mødt i London. "Du ender med at få længere hår end mig." Sagde hun så med et grin. Hun synes nu det var pænt til ham, men derfor kunne man vel godt drille en smule?
Chriss var begejstret for at Sam havde taget kontakt til hende, men hun havde også på fornemmelsen at der var en anden grund end bare at få lov til at snakke med hende, fordi det var længe siden. Hun var sikker på at der var noget i gærde og det fandt hun nok snart ud af om var rigtigt.

"Det går rigtig godt." Sagde hun og for første gang i rigtig lang tid, mente hun det faktisk. Hun havde ikke været i det perfekte humør, siden hende og Scott gik fra hinanden, da en del af hende altid havde været overbevist om at han var den rigtige for hende. Nu var hun kommet sig 100 % over ham. Eller måske det ikke var 100 %, men det var nok til at hun ikke længere håbede. Hun kunne ikke afvise at hun ville give efter, hvis han en dag kom til hende for mere end bare venskab, men hun regnede nu ikke med det. "Hvad med dig?" Spurgte hun ham så.
Hun kiggede ind på restauranten som Sam pegede på. Hun havde ikke været derinde før, men hun synes det lød som en god idé.
"Lad os det." Sagde hun og tog hans arm og begyndte at gå derhen.

[Samuel Roden]

Han rødmede en smule da hun roste ham. Selvom han udadtil nu var en voksen mand, så følte han sig stadigvæk kun som en lille dreng indeni. Han smilede lidt forsigtigt til hende. ”Tak,” svarede han og bed sig lidt i den bløde underlæbe.
Hendes kommentar med hans hår fik ham uvilkårligt til at løbe en hånd gennem de lange mørke lokker. ”Ja det er jo lige før,” svarede han og rødmede en smule dybere. Han havde ikke selv tænkt over at han ville have langt hår, det var ligesom bare vokset og han havde ikke gjort noget videre ved det. Nu var han dog ikke sikker på at han kunne forstille sig selv med kort hår som Scott have. Han kunne ret godt lide det lange.

”Hvor er det bare dejligt at høre,” sagde han varmt og lod smilet vokse frem på læberne på ny. ”Noget nyt under solen?” Han var jo også nysgerrig for at høre hvad der foregik i hendes liv. ”Jamen det går skam også godt,” sagde han som svar på hendes spørgsmål. Han havde jo ikke været slået helt så meget ud over bruddet med Syrena, men hun havde heller ikke ladet til at være så ked af det heller. De var bare vokset fra hinanden, sådan var det jo bare nogen gange.
”Der er sket en hel masse,” begyndte han som de gik mod resturenten, ”jeg har langt om længe mødt min lillesøster Olivia, hun er helt fantastisk! Så er jeg jo begyndt at arbejde på Hogwarts.” Han tøvede lidt før han så alligevel valgte at forsætte lidt mere, ”og så har jeg mødt en..” han rødmede dybt ved dette. Han havdei kke fortalt andre om Serena, ikke fordi han ikke ville, men det var bare ikke kommet på tale og nu vidste han jo at Chriss kendte hende i forvejen, så det gjorde ham lidt mere spændt på hendes reaktion.

[Chrissandra Lupin Pendareva]

Chriss grinte lidt af ham, men smilede så.
"Men det klæder dig nu, så endelig behold det sådan der." Sagde hun med et smil. Han var en rigtig flot fyr og hun var sikker på at der var mange piger der gerne ville have ham.

Chriss kunne ikke helt lade vær med at smile, da han spurgte hende om der var sket noget nyt. Hun havde jo mødt en rigtig sød mand. De havde nu bare snakket, men hun var virkelig glad for at have mødt ham, da det var hendes store idol indenfor litteratur.
"Ih ja. Jeg har mødt Riley Greyson! Forfatteren. Det var så spændende og han er så sød!" Sagde hun og blev næsten lige så begejstret over at tale om det, som hun havde været da hun mødte ham. Hun stod og smilede lidt for sig selv. Hun ville nu gerne se ham igen.
Hun blev rigtig glad, da Sam sagde at han havde mødt Olivia, som han længe havde drømt om. Det var fantastisk for ham. Da Chriss hørte han havde mødt en, begyndte hun at blive nysgerrig og hun kunne ikke lade være med at smile fjoget til ham.
"Ih Sam! Jeg skal høre ALT om hende." Sagde hun og fik ham trukket ind på Caféen hvor de ville have en bid mad. "Og jeg skal høre hvordan det går på Hogwarts." Tilføjede hun lidt efter.

[Samuel Roden]

Han smilede skønt rødmen stadigvæk slog igennem. Han havde aldrig været god til at tage imod komplimenter, ikke at det gjorde ham højrøvet eller noget, men han blev altid så forfjamsket og kunne aldrig helt finde ud af hvordan han burde reagerer. "Tak," sagde han stille og lod ubevidste en hånd glide gennem det igen. Det var nu rart at høre at hun syntes det klædte ham han stolede på at hun kun ville sige det hvis hun mente det.
Da Chriss nævnte noget med en forfatter kiggede Sam hurtigt på hende, se det var et emne der altid ville kunne fange hans interesse. "Forfatter? Virkelig? Hvad har han skrevet?" Navnet virkede ikke bekendt og det irriterede ham faktisk lidt eftersom han havde ene eller anden ide om at hvis der var en forfatter han ikke kendte havde han ikke læs nok bøger. En typisk del i det at være Sam. "Men fedt! Hvordan mødtes I? Var det en date?" Han fik et lidt snedigt smil på læben som kunne have været Scott værdigt. Sam ønksede virkelig kun det bedste for Chriss, hun var helt fantastisk og hun fortjente kun det bedste!

Dog blev han langt mere forsigtig da hun spurgte ind til pigen han havde mødt. Rødmen blev om muligt dybere end før. "Hun er virkelig fantastisk Chriss, og vi har så mange ting til fælles," forklarede han med julelys i øjnene som han lod sig trække med ind på den lille café. "Hun er meget anderledes end Syrena...men..du kender hende allerede.." Endnu en rødmen, "hun spiller på dit hold. Serena Moore." Han så forsigtigt på hende og håbede virkelig at Chriss kunne lide hende, men på den anden side, hvis ikke, så havde hun vel ikke været på holdet.
"Hogwarts går også okay, selvom jeg nogengange føler mig lidt malplaceret," svarede han ærligt og bed sig lidt i den bløde underlæbe før han bestilte noget kaffe og et stykke tærte som Scott nok ville have misundt ham. "Men jeg må indrømme at jeg er lidt bekymret for Scott," han sukkede blidt og forsøgte at opløfte det lidt med et smil.