What happened?

[Deleted]

@cecilia

Midt i Australien 

(Judas' mor bliver spillet som NPC) 

Det var med en bekymret mine, at Judas bankede på hos sin mor. Han besøgte hende næsten aldrig, i frygt for at Raysal ville finde hende eller andre Fox'er, som ønskede hende død, på grund af den hun er.
"Hej min dreng!" Hilste Archisha med et varmt smil, "og hej min pige." Hilste hun ligeså på Ceciia.
"Mor, du har sendt bud efter os, hvad er der sket?" Spurgte Judas bekymret.
"Når ja, I kan komme ind og se." Svarede hun, og trådte til side så de kunne komme indefor. "Her har været én." Hun kiggede bedrøvet rundt på sit hjem, som var totalt ødelagt og spredt fra alle vinde. Og så var der også tydelige tegn på brug af magi.
Judas kiggede bekymret og overrakset rundt, før han kiggede på Cecilia. "Raysal?" Spurgte han, og mærkede hvordan det vendte sig i maven på ham. Havde hans mor stadig været i live, hvis hun havde været hjemme, samtidig med hvem end der havde været her.

[Deleted]

Hun smilede let "Hej Archisha". Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig til hende efter deres møde med Rahuu, det smertede hende for hun holdt meget af Archisha, men det virkede sært hvis de havde holdt noget så vigtigt hemmeligt for Judas alle disse år. Hun kiggede rundt og kunne straks se at alt var kaos, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige eller gøre af sig selv før Judas kiggede på hende og nøgtern spurgte om det var Raysal, hun vidste stadig ikke hvad hun skulle sige eller gøre men sendte ham blot et nik, det kunne være Raysal, men det kunne vel også være Rahuu, eller Raysals hund af en veninde Hua. Hun tog sin stav, pegede på 3 stole og fik dem til at svæve hen og stille sig nydeligt inden hun tog plads og kiggede afventede på det næste der skulle siges eller gøres nu.

[Deleted]

Archisha kiggede håbefuldt på dem, men satte sig opgivende ned på en af de stole, som Cecilia havde fået rejst. Det var nu meget smart det der magi, selvom det altid havde skræmt hende, hvor meget magi var i stand til at gøre. "Hvis det er Raysal, kan jeg godt begynde at skrive mit testamente." Hun kiggede trist ned i gulvet, og mærkede hvordan alt håbet langsomt forlod hende. 

"Vi skal nok hjælpe dig mor." Lød det bestemt fra Judas, imens han prøvede på at rydde det værste op, så det ikke så helt så ødelagt ud igen. Han satte sig på den sidste ledige stol, og kiggede først på Cecilia, før han kiggede over på Archisha. "Vi har et spørgsmål... hvis det ikke er for meget?" 

"Hvad er det?" Spurgte Archisha forvirret, og undrede sig over, hvad de dog ville spørger hende om. Hvad vidste sådan en simpel muggler som hende, som de ikke gjorde? Og hvis hun huskede rigtig, så var Cecilia også blevet rektor på en skole for magi, og det krævede nok en del kunne hun forstille sig. 

"Vi ville høre om..." Judas kiggede over på Cecilia, da han ikke vidste hvordan han skulle spørger hende. Alle tankerne som han havde, kørte rundt i hoved på ham, og nu var de også blevet blandet sammen med hvordan det så ud i hans mors hus.

[Deleted]

Hun kiggede på Archisha og sad at tænkte at lige den tanke måtte Raysal have haft dengang hvor Rahuu var underlagt imperius, hun mærkede hvordan vreden boblede i hende men hun lukkede let øjnene og slog hovedet ned så hun ikke viste for mange af hendes følelser. For det første ville hun ikke gøre Judas mere irriteret eller ked af det end han var, men for det andet havde hun det en smule skidt med at han havde det så dårligt. Hun kiggede på Judas da hun mærkede hans øjne hvile på hende, hun havde hørt hvad han sagde, men hendes hals føltes tør og hendes strube havde snørret sig sammen. Hun åbnede munden, men lukkede den igen. Åbnede den dog resolut "Hvad skete der, dengang med Rahuu?" hendes stemme var isnende kold og hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere.

[Deleted]

"Rahuu?" Lød det overaskende fra Archisha. Hun havde aldrig troet, at Judas nogensinde kom til at støde på Rahuu. På den anden side, så havde hun aldrig troet, at han ville blive afsløret i at være en Fox. Det havde virkelig været dumt af ham, at blive ansat på Hogwarts. Der var ikke gået meget mere end to måneder, før at Raysal havde fundet ud af hvem han var. Pokkers "renblodsslægter," som skulle holde sammen, eller sladder om de andres familiers syndebukke. Archisha kendte sladderen alt for godt, selvom hun altid bare havde været hjemme, imens Syting havde været afsted. Åh Syting. Den mand som hun stadig elskede, selv den dag i dag. 

"Ja." Bekræftede Judas, og kiggede lettere nervøst på hans mor. Han kunne fornemme, der var noget der gik hende på, men han vidste ikke hvad. "Vil du?" Spurgte han bekymrerende. 

Hun sukkede dybt, og tænkte tilbage, til den dag i Diagonalstrædet. Det havde været en af de bedste og værste dag i hendes liv. "Som du ved, din far havde fortalt sin familie, at han var taget til Norge, for at ordne noget vigtigt der oppe med den magiske skole der ligger der oppe. Hvad er det nu den hedder?" 

"Durmstrang."

"Ja rigtig! Durmstrang!" Hun smilte stolt af sin søn, han var nu blevet en klog ung mand, ligesom sin far. "Når men, det var noget han bare havde bildt dem ind, for at være sammen med os i fred og ro. Roen blev dog hurtig afbrudt af panik og frygt, da jeg var dum nok til at lokke ham til at tage mig med i Diagonalstrædet, for at købe dig din første kost." Hun smilte varmt til ham, før hun kiggede på Cecilia, "drenge og deres legetøj." 

"Mor..."

"Når ja, Rahuu." Hun rømmede sig kort. "Vi var uforsigtig. Vi vidste godt det var en normal dag i ferien, med mange folk, men vi troede, at vi ville falde i et med mængden, og så skulle vi jo også kun have din kost." Hun holde en kort kunst pause, "din far og jeg stod på et gadehjørne, ikke ret lang fra Tusmørkegyden, da den lille lus ødelagde vores liv." Det sidste snerrede hun næsten.

Judas kiggede overrasket på sin mor. Han havde aldrig set hende være vred. Eller jo, når han havde lavet noget han ikke måtte, men der havde aldrig været vrede indblandet, ligesom der var nu.

[Deleted]

Hun kiggede på Archisha som hun sad og spurgte nærmest overraskende over hvem Rahuu var, det kunne hun ikke forstå for hun måtte da om nogen anden vide hvorfor at de havde været efter dem dengang. Hun lyttede til samtalen som Judas og hans mor førte og prøvede at synke alle de indtryk som det gav hende, at Judas virkelig intet vidste og at hans forældre med vilje havde holdt det skjult for ham, at de havde prøvet at slå hans kusiner ihjel. Hun forstod ingenting og i og med hele historien kom frem begyndte hendes hjerne at køre på overarbejde, hun mærkede hvordan vreden spredte sig og hun rejste sig lettere frustreret op "Jeg forstår ikke, at i følte jer så truet af en lille pige. Jeg ved at Raysal ikke er til at spøge med i dag" hun sukkede let og så Raysal for sig med hendes klamme moderiske blik, et blik hun ofte havde set. Men på en måde forstod hun hendes blik nu, et barn skulle ikke være bange for at blive slået ihjel af et voksent menneske. Hun sukkede let og lagde sin hånd mod sin pande og lænede sig op af væggen, hendes hoved smertede og det var ikke rart at alle de tunge tanker skull smadre rundt i hendes hoved. "Hvad skete der mere?"

[Deleted]

Judas kiggede efter Cecilia da hun rejste sig. Hvis han ikke havde været så overrasket over hvad hans mor lige havde fortalt, havde han fulgt efter hende. Det var rigeligt, at han havde det svært med sin familie, hun behøvede ikke også at svært med den. 

Han kiggede forventningsfuldt tilbage på sin mor, da Cecilla spurgte om hvad der mere skete. 

Archisha kiggede roligt på Cecillia, som hun rejste sig og gik over til vinduet. Hun lod hende falde lidt ned, før hun forsatte. "Lusen fik øje på os. Vi havde kunne havet sluppet afsted med, at jeg var en ven eller noget i den stil, hvis det ikke var fordi jeg havde normalt tøj på, og fordi vi stod og kyssede, da hun fik øje på os." Hun holde en kort pause, som hun tænkte tilbage på Syting med længsel, før hun forsatte. "Din far sagde til mig, at nu skulle jeg bare se løjer, og så gik han over mod pigerne." Hun smilede ved mindet. "Han havde langt om længe muligheden for at gøre det af med Raysal, som han havde været så opsat på at gøre, men havde aldrig kunne komme til det, og så stod hun der. Uden opsyn eller nogen til at kunne stoppe din far. Han var bare så tæt på, lige indtil din onkel dukkede op og ødelagde det hele." Hendes smil var væk nu. Hun huskede kun vreden og frygten. "Din onkel havde din far lige på kornet, og han kunne ikke gøre noget. Ikke andet end at råbe, at jeg skulle løbe. Jeg løb så hurtig jeg kunne, for jeg vidste jeg var i store fare, og jeg gjorde også kun hans situation værre, ved at blive der." Hun holde en kort pause, for at se om hun havde glemt noget, før hun forsatte. "Jeg nåede dog ikke så langt, før jeg faldt, fordi jeg fik krampe i mit ben. Det var den lille lus, der havde brugt magi på mig. Din onkel var så stolt af hans lille lus, at han helt glemte din far."

På det punkt kendte Judas alt for godt sin far, og kunne næsten forstille sig, hvor sur og gal han var blevet, over at havet set hende blive slået i jorden. Han havde altid været så beskyttende over for ham og hans mor.

"Din far så rødt, og brugte en eller anden magi på lusen. Der gik dog ikke længe, før din onkel fik ham stoppet, og fik ham ført med til det der slot der. Jeg så ham ikke i 3 måneder." Hun huskede al for godt hendes længste 3 måneder i sit liv. "Jeg troede han var død, og jeg aldrig kom til at se ham igen. Jeg skulle lige til at fortælle dig, at han aldrig kom tilbage, da han stod ude foran døren." Hun smilede over det glædelig gensyn, som havde givet hende håbet tilbage.

"Så det var derfor han var væk?" Tænkte Judas høj, selvom det ikke var det han ville have svar på. Hun havde stadig ikke svaret på det de havde spurgt hende om. Eller det havde hun, men hun havde ikke svaret på det, som de begge var nysgerrig at få af vide. "Hvorfor ville han dræbe Raysal?" Spurgte han stille, og mærkede at han ikke havde lyst til af vide det, men han måtte bare vide det.

Archisha tænkte sig om, og kløede sig kort på kinden imens hun tænkte. "Det, det ved jeg faktisk ikke." Erkendte hun, og forsvarede sig med det samme, før de kunne nå at få et ord indført. "Han plaprede bare altid noget med, at hun var født samme dag som forrædens barn, og et eller andet med en profeti. Han blev aldrig helt rask efter han havde fundet den bog." Forklarede hun med et skuldertræk.

[Deleted]

Hun gled let ned langs væggen og kiggede forbavset på Judas og forstod ingenting, hun vidste slet ikke hvad hun skulle gøre eller sige. Hun lagde sit hoved i sine hænder og rullede det let frem og tilbage som om hun havde fået en psykose, det føltes nærmest som om hendes hjerte kunne sprænges af alle de grumme ting hun hørte og måden hvorpå hans mor omtalte den del af familien. Hun kiggede dog let op og smilede uforstående "Hvad for en bog, hvilken profeti?" hun lagde hovedet let på skrå og rullede det derefter bag over, hun kunnne snart ikke mere men hun vidste også at hun blev nødt til at holde det ud, hvis Judas ikke skulle kunne bære det ville hun være der for ham, han var trods alt hendes eneste og største kærlighed der fandtes i denne verden.

[Deleted]

Judas kiggede tilbage på Cecilla, som hun tog ordne ud ad munden på ham. Og det syn der mødte ham, fik ham til at rejse sig, for at gå over til hende. Han kunne tydelig se på hende, at hun havde brug for hjælp, og ærlig talt, så havde han det heller ikke alt for fedt med at høre sin mor tale på den måde, eller høre om hvor lidt hun rent faktisk vidste om hans... far. Hvordan kunne den mand være hans far? Han kiggede over på Archisha, og tænkte det samme om hende. Hvordan kunne de være hans forældre? De var jo så lang væk fra ham, at han ville tro at han var adopteret, hvis ikke at håret var den største bekræftelse på, at han var deres søn. Eller, Syting var i hvert fald hans far. Og hvis han var så syg som Archisha fik ham til at lyde som, så kunne han måske havet skiftet hans rigtige mor ud? Tanken fik en kvalme frem i ham, og han fik en stor trang til forlade stedet. Forlade det hele. Han hverken kunne eller ville mere. Det var alt for damned det hele. 

"En eller anden gammel støvet bog, som han engang havde med hjem, efter han havde været på slottet." Svarede hun, og rejste sig op. "Jeg tror den ligger her et sted." Hun kiggede rundt efter den, og flyttet noget af rodet, for at bedre kunne se. "Jeg ved ikke hvad profetien gik ud på. Han sagde bare altid noget med; profetien, født samme dag som foræderens barn." Hun kiggede over på dem, imens hun undrede sig for guderne måtte vide hvilken gang, hvad han havde ment med det. "Du har tilfældigvis ikke en idé om hvad han har ment?" Spurgte hun Judas med et hævet øjebryn. Det kunne jo være at Syting og Judas delte et eller andet magiker bånd, som hun ikke anede noget som helst om. Selvom de gjorde det, ville hun faktisk ikke vide det. Den eneste grund til hun ikke for længst havde vendt den magiske verden ryggen helt, var fordi Judas var alt hvad hun havde tilbage nu. 

Judas sank et eller andet, før han med en mindre fornærmende og snærende tone svarede. "Nej. Jeg ved ingen ting. Hvis jeg gjorde, var jeg ikke kommet hele vejen til Australien. Jeg ved ikke med dig, men sådan en rejse er ikke nem." Det dække både hans fysiske rejse til Australien, og hans mentale rejse gennem alverdens følelser, som han havde svært ved at kapper. Han havde jo på ingen tid, fået revet alle sine gode minder fra sin barndom væk. Han kunne ikke se på nogle af minderne med Archisha og Syting, uden at væmmes over dem.

[Deleted]

Hun rejste sig let op og kiggede på ham, det føltes som om hun stod ved siden af sig selv som om det som hun havde troet om det hele pludseligt virkede så forfærdeligt og fjernt. Hun stillede sig bag ham og lagde hænderne på hans skuldre "Judas, ligemeget hvad din familie er. Vil jeg altid være her ved din side" hun mumlede det ganske sagte og trådte let tilbage "Jeg er bange, jeg kan slet ikke forstå alt det her. I bliver nødt til at skære det så meget ud i pap at selv et barn ville kunne forstå det her" hun tog Judas's hånd og strøg den ganske let, det havde været meget for ham på det seneste først Rahuu havde hun slæbt af sted og nu var de ved hans mor hvor flere sære og grusomme ting der kom frem lige nu.

[Deleted]

Det var med et meget træt blik der bar meget præg af de flere tusindene tanker og følelser, der strømmede gennem Judas, som han kiggede på Cecillia. Han misundede hende lidt. Hun kom ikke fra det helvede af en "familie," som han kom fra. Var det derfor han så godt kunne lide hende? Fordi hun ikke bar rundt på flere hundrede år gamle familie hemmeligheder? Han kiggede igen over på Archisha. Hvorfor havde hun og Syting holdt det hemmeligt for ham? Prøvede de på, hvad? Beskytte ham? Mod hvad? Han kunne godt forstå det hvis det var i dag, med Raysal som den nye leder af Dødsgarden, men den gang? Hun havde jo ikke engang fået sin stav! Han gned sig let på panden, for at få noget af den voksende hovedpine til at forsvinde. "Hvorfor har I ikke fortalt mig noget?" Spurgte han stille. Han ville med glæde skære det hele ud i pap for Cecillia. Han kunne faktisk næsten ikke vente med at fortælle hende hvilken frygtelige familie han var af, og han ville bare have at hun og børnene skulle holde sig så langt væk fra ham og hans familie. Det virkede jo som alle i hans familie var komplet fra forstanden! Måske med undtagelse af Rahuu. Hun havde virket ret normalt, men hun var jo en Fox så der var sikker ikke langt til galskaben. Igen fik han en utrolig stor lyst til at fortælle Cecillia, at hun og børnene skulle holde sig fra ham og hans familie, for han ville ikke udsætte dem for mere af det Fox helvede, som han var en del af. Han sukkede kort, det var jo også derfor han aldrig har haft lyst til at finde sammen med nogen. Fordi han altid havde vidst hvilket helvede han kom fra. Det havde faktisk været utrolig egoistisk af ham, at overhoved begynde på hans og Cecillias forhold. Han mærkede en kvælende følelse. Han måtte gøre det rigtige. Han kunne dog ikke gøre det nu. Og slet ikke her. Foran hans "mor."

Archisha skulle til at spørger Cecillia, hvad det var hun ikke forstod? Syting havde altid været på nakken af Raysal siden han havde fået den der mærkelige bog, fra slottet i Peru. Mere vidste Archisha ikke. Hun vidste ikke hvad der stod i den, men hun ville tro, at profetien som han altid havde snakket om, stod i den. Hun vidste dog ikke, da Syting altid havde holdt den skjult for hende. Hun havde altid altid godt vidst hvor den lå, men ligesom alt det andet fra den magiske verden, havde hun ikke lyst til at kigge nærmere på det. Den magiske verden havde fuldstændigt mistet sin charme, den dag den lille mide havde slået hende i gulvet.
Hun kiggede spørgene på Judas. "Fordi du aldrig har spurgt?" Svarede hun, som om det var det mest naturlige svar i verden.

Det var for meget! Judas kunne ikke holde det ud mere. Han rejste sig i vrede, og gik over mod vasken i køkkenet. Han var så vred og forvirret over det hele, at han ikke kunne finde sin stemme. Han stod bare med kvalme og hovedpine, som han kiggede ud ad køkkenvinduet. Sådan stod han i et lille stykke tid, før han iskold og uden følelse hviskede, "fordi jeg aldrig har spurgt?"

[Deleted]

Hun stirrede på Judas, hvorfor skiftede hans blik sådan? Hvorfor virkede han så fjern og kold? Hun rejste sig vaklende op, det svimlede nærmest for hendes øjne og hendes ben føltes som cement. Hun vaklede et par skridt og kiggede på hans moder, hvordan kunne hun sidde der og være så ligeglad nærmest stolt over dette? Hun greb hendes stav og knugede den hårdt i sin hånd, mens hendes tanker vandrede til deres to børn. Hvorfor var dette sådan? Hvor smertede det hende så meget at stå og se Judas have det sådan? Hun mærkede hvordan en tåre fandt vej ned over hendes kind inden hun trådte hen til ham og lagde armen støttende på hans ryg "Ju... Judas?"

[Deleted]

Archisha sad og kiggede letter bekymret på sin søn. Hun kunne se, at han ikke havde det godt, men hun blev siddende, da hun godt vidste han var stor nok til at klare sig selv, og så fordi Cecillia var hos ham. Selvom Archisha ikke var meget for at indrømme det, så måtte hun sige, at hun var glad for, at Judas havde hende. Hun havde håbet på, at Judas ville stoppe med alt det magi pjat, og bare leve som almindelige mennesker, og så langt væk fra den familie, der havde revet Sytning fra dem. Men på den måde som Cecillia behandlede Judas på, var hun glad for de var sammen. Selvom igen. Det bedste for Judas ville være, hvis han var alene. Det var hellere ikke for sjovt at Archisha stadig var alene. Hun frygtede at sætte flere liv i fare. Det var slemt nok at gå hver dag, og frygte at høre, at ens søn var blevet dræbt, på grund af hende. For det var jo hendes skyld, at Syting var så hadet i familien, og dermed også alt der havde med ham at gøre. Havde Archisha vidst hvordan hans familie var, havde hun aldrig gået med til at få Judas. Hun ville havet fået en abort på stedet. Dette var grunden til at Judas var enebarn. Det var fordi at hun ikke ville risikere at sætte nogen i fare. Det var slemt nok at hende og Syting var det, der var ingen grund til at føre det videre. Ligesom Judas og Cecillia havde nu. Selvom hun var glad for de var sammen, syntes hun stadig, at det var meget egoistisk gjord af Judas. Hold da op hvor han lignede sin far på det punkt. 

Judas mærkede ikke Cecilias arm, før hun talte til ham. Det var som om, at hendes stemme var et lys en den tåge han var i nu. Eller var det mere som lyset for enden af tunnel? Han kunne ikke holde tanken ud. Tanken om, at hans familie var i fare, på grund af hans sindssyge far. Han kneb øjnene hårdt sammen, og tog en dyb, tung indånding. Han blev nød til at holde sig selv lidt sammen endnu, før han gav slip. "Jeg bliver nød til at forlade jer…" Hans stemme var hel død. Det var som om, at alt det smerte han mærkede, tog alle kræfter og livsglæde ud ad ham. Han mærkede dog en voldsom trang til at se på Cecilia, holde om hende, holde om deres børn, som han sagde det, men han blev nød til at modstå trangen. For han vidste, at hvis han gjorde det, ville han aldrig kunne forlade dem, og de ville forsat være i fare. Han vidste dog ikke hvad der nu skulle ske med ham. Skulle han gå under jorden? Jo, det var måske bedst for alle. Han kunne tage til Antarktisk, eller til Sibirien? Bare et eller andet meget, meget ødet sted, ville være det bedste. For alle.

[Deleted]

Cecilia kiggede måbende på dem begge, hendes hjerte hamrede i brystet og blodet susede for hendes øre. Hun mærkede hvordan tårerne sprang frem i hendes øjne som hun hørte Judas's stemme fjernt ude i det tomrum hun følte hun svævede rundt i. Hvorfor ville han forlade hende nu? Hende som de sidste 4 år havde kæmpet hans kamp, havde født hans børn og var flyttet til Frankrig? Hun kiggede derefter på hans mor og løftede sin stav "Jeg kommer til at sige dette en eneste gang, hvis Judas nogensinde kommer tilbage i mit liv. Skal jeg sørge for at dette vil være den sidste gang du nogensinde har set ham og dine børnebørn, vil aldrig vide at du fandtes" vreden boblede og hun havde virkelig lyst til at slå dette væsen ihjel, for hun var ikke et menneske for Cecilia mere, nærmere et lille grimt væsel som sad der og sprudlede med sine klamme undskyldninger. Hun vendte sig væk sparkede døren op ud til og forsvandt, smerten af at have mistet Judas hang over hende og nu ville hun bare hjem, hente børnene og forsvinde
//OOG: Out! <3

[Deleted]

Archisha smilet kort, da han hørte Judas ord. Nu fik hun langt om længe sin elskede søn tilbage. Han var vågnede op for det eventyr han levede i. Magi. Det var virkelig noget fjollet pjat, som havde revet først sin mand, og derefter sin søn fra hende. 

Hendes smil forsvandt som dug for solen, da Cecillia rettede hendes stav imod hende. Hun blev helt tør i munden, og kiggede skræmt på staven. Hun hørte ikke hvad hun sagde. Hun var lammet af frygt. Hun havde set hvad sådan en ting kunne gøre, og det skræmte hende til døde. Selv efter hun var gået, sad hun og var lamslået af frygt. 

Judas kæmpede som en besat, for ikke at knække sig, eller for at besvime. Han havde det som om, at hele rummet kørte rundt, og rundt, og han var sikker på, at hvis han gav slip på bordpladen, ville han falde og slå sig. 

Det var først da han hørte døren blive sparket op, at han fik fodfastet igen. Han vendte sig om og gik mod døren, og efter Cecillia. Han ville stoppe hende, og fortælle hende, at han ville have hun skulle blive, men det ville være bedst, hvis de ikke var sammen, så længe Raysal var de ude. "Cecillia!" Råbte han, men det var forsent. Hun var væk. Han mærkede vreden og sorgen strømme igennem sig, og kiggede ud i den tomme luft, og mærkede hvordan hans kinder blev varme under hans øjne. "Er du så glad!" Råbte han vredt tilbage mod sin mor, før han vendte sig om. "Hvis du tror jeg nogensinde vil se sig igen, så du godt dum! Det er alt sammen din skyld!" Råbte han, og holde sine tåre tilbage. Han ville ikke have, at hun troede at han græd på grund af at han fortrød hvad han råbte ad sin mor. For det gjorde han ikke. Langt fra. Tårende var et tegn på den smerte han følte, ved aldrig at se sin kone og børn igen. "Det din skyld alt sammen! Det din skyld, at jeg ikke kan leve i fred med min familie! Hvorfor skulle du også være en forbande muggler?!" Han rystede på hovedet og kneb øjne sammen. Hvorfor skulle hans far forelske sig i en muggler?! Hvorfor?! Han sukkede tungt ud. Han kunne ikke holde det ud mere. Han måtte bare væk fra det hele, og det kunne kun gå for langsomt. "Farvel." Sagde han gennem sammenbidte tænder, før han forsvandt.


//Out!