Ready to try

[Castor Morgan]

Tråd tilegnet @marietta
Marietta og Castors lejlighed
Aften - April 2057

Lady havde ligget dovent i sofaen i stuen, tilsyneladende lige ved at falde i søvn. Med ét kvikkede hun dog op, og bjæffede glædeligt mens hun sprang ned på gulvet og løb ud i gangen mod døren, hvor man kunne høre lyden af en nøgle i låsen. Døren gled op, og Castor trådte indenfor kun for at blive mødt med den ivrige hvalp i døren som omgående løb ham om benene mens hun gøede lykkeligt.
"Jamen jeg er også glad for at se dig, Lady." mumlede Castor med et lille drag på smilebåndet, da han bøjede sig ned for at klø hvalpen bag øret før han trådte helt indenfor. Blikket gled opmærksomt rundt efter Marietta. Han havde været væk i nogle dage, men det havde hjulpet ham med at sætte mange ting i perspektiv. Han havde sendt Marietta besked i forkant om at han ville komme hjem den aften, men ikke overraskende havde han ikke fået svar fra hende. Mest af alt frygtede han at han ville se hende med pakkede kufferter klar til at rejse, hvis hun i det hele tiden stadig var i lejligheden. Men at Lady stadig var der gav ham i det mindste en smule tryghed. Marietta ville ikke bare have gået fra hvalpen.

Han hang sin frakke op på krogen og trådte ind i stuen, hvor han så sig om efter sin gravide kæreste. Det var stadig en tanke han skulle vænne sig til, specielt fordi det netop var kommet så pludseligt. Men snakken med Callum havde hjulpet.
"Mari?" kaldte han prøvende ud i lejligheden.

[Deleted]

Det var begrænset hvor meget Marietta havde sovet de første to nætter, hvor Castor havde været væk. Den tredje havde hun derimod sovet igennem. Hun havde siddet og arbejdet hjemmefra det meste af eftermiddagen. Dagen havde budt på et par enkelte gåture med Lady, som det nu var nødvendigt, når man havde hund, men ellers havde hun holdt sig indendørs. Hun var netop trådt op fra badekarret efter at have ligget og læst en smule i en bog og hun stod netop kun lige akkurat og tørrede sig af, som hun syntes at høre rumsteren ude fra gangen. Hun tørrede de mørke lokker lidt i et af de hvide håndklæder, før hun hev sin badekåbe ned fra knagen og trak den omkring sig. Stille og roligt, bevægede hun sig så ud igennem soveværelset og ind i stuen på bare fødder. Hun stoppede dog op i døren, så der var et stykke imellem hende og Castor. – Trods alt, var det ikke helt til at vide, hvordan de helt stod. Ligetil, var det i hvert fald ikke i Mariettas hoved. At han havde haft brug for betænkningstid, forstod hun, men ikke desto mindre, turde hun heller ikke gøre sig forhåbninger om at hans beslutning var faldet ud til hendes fordel. ”Ja?” Stemmeføringen var nedtonet, men også forsøgt rolig.

[Castor Morgan]

Så snart Marietta trådte ud fra badeværelset iført sin badekåbe faldt Castors skuldre helt. Hun lignede ikke én som var på vej ud af døren med alle sine ejendele, men hun så heller ikke ud til at være helt rolig. Han kunne dårligt bebrejde hende, situationen taget i betragtning. Hun måtte have haft det forfærdeligt i hans fravær. Nu måtte han gøre det godt igen.
”Mari… Jeg har savnet dig.” Han sendte hende et lille, forsigtigt smil, og trådte tættere på hende. Helt ind til hende gik han dog ikke endnu, men forholdt sig indenfor en meter af hende. Han kunne ikke begynde at gætte på hvordan de sidste par dage og nætter havde været for hende, og kunne dårligt bebrejde hende hvis hun ikke var tilfreds med ham, til trods for at have virket forstående for den tænketid han havde behøvet. ”Jeg fik talt med Callum. Han hjalp mig med at sætte det hele i et andet perspektiv.” Han rømmede sig en smule. Han måtte jo næsten ud i en længere forklaring lige meget hvad.
”Jeg var… bange for at jeg ikke ville blive en god far, Mari. Det var derfor, jeg måtte tænke. Min og Callums far var ikke noget mønstereksempel, og han lærte os ikke ligefrem noget godt om at opdrage børn. Og jeg var bange for at vores barn ville syntes lige så dårligt om mig, som jeg gjorde om min far.” Han havde vist ikke rigtig talt med Marietta om hans forældre. Det var endnu et problem han måtte tage skylden for. ”Men Callum mente at jeg var en idiot, hvis jeg gik fra det her. Fra dig.” Han sendte hende et lille, forsigtigt smil. ”Og jeg ved, han har ret. Jeg ved stadig ikke om jeg vil blive nogen god far, men… Men hvis du kan tilgive mig for de sidste par dage… Så vil jeg gerne prøve.”

[Deleted]

Mariettas mørke øjne gled henover Castor, som han stille og roligt nærmede sig hende en smule mere. Armene havde foldet sig forsigtigt, så de lå en smule anspændt over kors, som hun stod der i dørkarmen og det halvvåde og lige nu lidt tjavsede hår, hang hende ned over skuldrene og dryppede lidt på badekåben. ”..Jeg har også savnet dig.” Gengældelsen kom en smule tøvende, om end det var oprigtigt og øjnene flakkede atter en smule efter Lady, som hun pilede forbi dem og videre over i sofaen, hvor hun gav sig til at ligge og gumle på sin bold. Blikket fandt derefter tilbage til Castor, som han fortsatte og begyndte at fortælle. – Alt imens Marietta tav. Hvilken barndom Castor helt nøjagtigt havde haft, var hun ikke sikker på. Trods alt, havde han aldrig helt ville snakke om det…Og mødt hans forældre, havde hun heller ikke. Om det så var fordi han ikke havde noget særlig godt forhold til dem eller fordi de ikke længere var der, vidste hun ikke. Dette syntes dog atter også at blive mere og mere ligegyldigt, som hans ord udfoldede sig og hun syntes at opsnappe en vag konklusion af den sammenkædede mængde af ord. ”..Du mener at du vil….?” Øjnene blev store et øjeblik, men overraskelsen, stod derved også tydeligt malet i hendes ansigt. Armene gled ned i en mere afslappet position og hun rankede sig en smule mere, før hun trådte lidt tættere på ham. ”Mener du dét?” Stemmen var vag, men rolig. Ikke decideret glad, men heller uden glæde over hovedet. – Mere…Påpasselig, som om hun frygtede at han ville kunne trække sine ord i sig, lige så hurtigt, som de havde forladt ham.

[Castor Morgan]

Castor havde, ligesom Marietta, også været nødt til at lade blikket flakke efter den overivrige hvalp da hun spænede over til sofaen for at gå i krig med sin bold, men hans opmærksomhed vendte sig hurtigt tilbage til Marietta, som hun havde gengældt hans ord. Det lettede i det mindste på angsten, og smilet blev en smule bredere på hans læber. Det voksede kun yderligere da hans ord så ud til at nå frem til hende, og hun trådte tættere på ham. Han fulgte hendes eksempel og trådte selv de nødvendige skridt frem, så han endelig kunne træde helt ind til hende, og hans hænder forsigtigt kunne lægge sig omkring hendes hofter.
”Mmh… Jeg mener det.” svarede han dæmpet, men ikke desto mindre var hans tonefald sikkert og beslutsomt. ”Jeg tør ikke love at jeg er en perfekt far, men… Jeg kan jo lære af mine fejl. Ikke?” Han smilede varmt til hende, selvom smilet stadig forholdt sig forsigtigt.
Det gik op for ham hvor meget han virkelig havde savnet hende, når hun stod dér i favnen på ham. Hun duftede godt, frisk efter et bad, og han tog sig et øjeblik om at nyde øjeblikket med hende, før skuldrene hævede sig en smule igen. Smilet var falmet. ”Jeg… Jeg var en idiot, Mari. Jeg skulle ikke have taget væk, og efterladt dig alene med det her. Jeg skulle have været der for dig.” Tonen var blevet skyldbetynget, og hans blik var nedslået, mens hans hænder havde rakt ud efter hendes for at tage dem i sine. ”Kan du tilgive mig?”

[Deleted]

Lidt tøvende placerede Marietta sine arme omkring livet på Castor, som han trådte tættere. Trods alt, var humøret stadig en smule nede, selvom hans undskyldning alligevel rodede en smule bod på hele situationen. Hendes mundvige trak op i et vagt smil, som hun trak sig selv lidt længere ind i hans favn og ganske let, mumlede hun så imod hans brystkasse: ”Du bliver en god far. Hvad end du tror det eller ej.” Hendes toneleje var opmuntrende. Tydeligt glædelig over den beslutning han havde taget. Som han trak sig og i stedet placerede sine hænder i hendes, betragtede hun ham et øjeblik. Forsigtigt, puffede hun så hans hænder væk, stillede sig på tæer og lod hænderne glide op omkring hans nakke, for at hive ham en smule ned til sig i et blødt kys.

[Castor Morgan]

Skuldrene faldt helt ned, da Marietta først trådte ind i hans favn og Castor kunne lægge armene omkring hendes lænd i stedet. Ansigtet lagde sig en smule mod hendes hovedbund så han rigtigt kunne begrave sig i duften af hende. Hendes kommentar fik ham til at grine let mod hendes hår, og han plantede et forsigtigt kys mod hendes hovedbund.
”Når du siger det sådan, kan jeg næsten tro på det.” svarede han i en dæmpet mumlen. Og måske var det hendes opmuntring som han behøvede i den her situation. En tro på at han faktisk kunne være en god far.
Netop som han stod i de tanker faldt Mariettas arme omkring hans nakke, og han lod sig villigt trække ned til hende i et blødt kys, han mere end villigt gengældte. Et dæmpet suk blev åndet ud mod hendes bløde læber mens hans fingre kærligt strøg over hendes ryg udenpå hendes badekåbe.
Han brød alligevel kysset og lagde sin pande mod hendes, og gav sig selv et øjeblik til at nyde øjeblikket med hende. Der var trods alt mere, de måtte snakke om, og han frygtede at det ville ødelægge den gode stemning.
”Kom. Sæt dig ned, skat.” mumlede han blødt, mens han førte hende med sig over til sofaen, så de begge kunne sætte sig ned ved siden af Lady, som så ud til at være faldet til ro med sin bold i munden. ”Da jeg talte med Callum, fik vi også talt om andre ting, og… Og nu ved jeg, hvorfor han opførte sig som han gjorde, da han var hos os. Og hvorfor han er tøvende med at komme hjem til os i fremtiden.”

[Deleted]

For en gang skyld, lod Marietta ikke kysset vare ved alt for længe. Hun trak sig kort efter, som han ligeledes gjorde det og ganske blidt, gav hun hans overarm et lille beroligende klem. Hvor meget hun end havde savnet ham, havde hun alligevel en smule uro i kroppen. Hun fulgte ham dog forsigtigt over til sofaen og tøvende, satte hun sig ned, før hun vred det halvvåde hår en smule ned i kanten af badkåben. Lidt koldt, begyndte det trods alt at være. ”Hvorfor han opførte sig som han gjorde?” Hun hævede undrende brynene af Castor. – For fanden da. Manden havde vel bare været stangstiv og en smule desperat for at få noget på den dumme? Skulle der ligge mere i det?

[Castor Morgan]

Castor nikkede tavst, mens han forsøgte at finde ud af hvordan han bedst skulle kunne fortælle hende om det. Det var ikke ligefrem noget man bare spyttede ud uden videre. Det her var trods alt noget som ville være af betydning, ikke bare for ham selv og Marietta, men også for deres kommende barn. Han ønskede trods alt stadig at hans bror skulle få et forhold til sin fremtidige niece eller nevø.
”Ja, du ved, han var jo ret meget ude af den. Altså mere end bare fordi han havde drukket.” forsøgte han at forklare. Callum havde måske ikke givet Marietta det bedste førsteindtryk, da han havde forsøgt at score hende i byen, så han måtte understrege at Callum ikke normalt var sådan. ”Han arbejdede jo som auror i USA, det ved du godt, ikke? Og at han pludselig stoppede og kom tilbage til Storbritannien. Jeg… Jeg fik endelig ud af ham, hvad der skete derovre.” Han trommede fingrene en smule mod hinanden. Han vidste at Marietta ville forstå, men han vidste vitterligt ikke hvordan han skulle fortælle hende det. ”Han er ikke farlig. Det bliver du nødt til at forstå, Mari. Han ville tage afstand til os, i frygt for at gøre os ondt, men jeg kan sørge for, at han får hjælp. Jeg… Jeg kan ikke bare lade ham gå rundt med det alene.” Han begyndte at vrøvle, som han tydeligt havde svært ved at finde de rigtige ord.

[Deleted]

Marietta fnøs lidt. – At Callum havde været en smule fra den, den første aften han havde været hos dem, havde hun trods alt godt kunne regne ud. ”Det siger du ikke…Han var totalt tændt..” Mumlede hun vagt, som hun rynkede brynene en smule og nærstuderede sine hænder lidt. At Castor gerne ville fortælle hende noget, havde hun trods alt ikke helt opfanget, småtræt, som hun var ved at være. De mørke øjne gled dog op imod kæresten igen, som han fortsatte sin fortælling. ”Jo, det mener jeg at du nævnte.” Svarede hun, som hun nu med en smule undren betragtede hans trommende fingre. ”Hvad er det du prøver at sige til mig? At han er psykopat? Dødsgardist eller sådan noget? Castor, spyt nu bare ud.” Bad hun endelig.

[Castor Morgan]

Castor havde set ud som om han var ved at fortsætte sin vrøvlen, indtil Mariettas bøn om at spytte ud fik ham til at standse op, og hans blik fæstede sig på hende. Skuldrene faldt, og han måtte endelig give et tungt suk fra sig.
”Nej, nej, han er ikke hverken en psykopat eller en dødsgardist, men… Hvad han er, er ikke noget han altid kan kontrollere.” Han tog et dybt åndedrag. Merlins skæg, var det sådan, det havde været for Robin den gang hun endelig havde fortalt ham, hvad hun var? ”Da han var auror i USA kom han op imod en varulv, og… Callum blev bidt.” fik han endelig sagt, og gav Marietta et par sekunder til at sluge nyheden. ”Han sagde sit job op derovre, fordi han ikke ville udsætte nogen for fare når han mistede kontrollen. Han fortalte ikke mig eller nogen anden om det, fordi han ikke ville have at nogen skulle vide det. Jeg tror kun jeg fik det ud af ham fordi jeg fortalte ham at han skulle være en onkel, og jeg ikke kunne forstå, hvorfor han ikke ville være det.”

[Deleted]

Marietta betragtede Castor med utålmodighed, som han sad og forsøgte at få ordene på gled. Hun sad nu med den ene arm hvilende på knæet, imens hagen hvilede i den ene hånd og et lille opgivende suk lød fra hende, som Castor endelig fik sagt ordene. -Varulv. Slam. For et øjeblik føltes det, som at få en dør i hovedet. Hun vendte blikket bort, som et opgivende suk gled over hendes læber og lidt konfus, gned hun lidt hår væk fra panden, før hun rystede på hovedet. ”Ær…Ærligtalt, så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til det Castor.” Mumlede hun. For hvad havde han forestillet sig? De skulle være forældre. – En varulve-onkel, kunne hun vitterlig ikke bare sådan lige tage stilling til også. Hun havde nok i hovedet i forvejen.

[Castor Morgan]

”Jeg ved det godt, Mari. Det er meget at skulle tage ind.” Han, mere end nogen, vidste hvordan hun havde det nu. Han havde siddet i den selv samme situation ti år tidligere. Det havde måske også være med til at tage beslutningen om at han måtte fortælle hende det med det samme, hellere end at det skulle komme som et chok længere henne af vejen.
”Men jeg kan hjælpe ham. Jeg har… kontakter, som kan give ham støtte. Stormhateliksir. Alt det han behøver, for at han kan få det bedre og bevare kontrollen.” Han rakte forsigtigt ud efter hendes hænder og gav dem et beroligende klem. ”Marietta… Jeg sværger på, at jeg ikke lader ham gøre hverken os eller vores barn ondt. Jeg lader ham ikke komme i nærheden af os i nærheden af en fuldmåne, eller hvis han ikke kan bevare kontrollen. Men han er min bror… Vores barn vil stadig være hans nevø eller niece. Jeg kan ikke holde ham ude af familien. Men jeg vil heller ikke gøre det bag din ryg.”

[Deleted]

Mari rystede vagt på hovedet for sig selv, over det som Castor fortalte. Oveni alt det andet, syntes det bare som lidt for meget at fordøje. Hun sukkede derfor svagt igen, før hun slog lidt ud med den ene hånd. ”Ved du hvad…Det…Det er fint Castor. Jeg stoler på dig…Lige nu…Lige nu, er mit hoved bare lidt for fyldt.” Erklærede hun, som hun gned sig lidt over panden. ”Jeg er træt…Og…Og jeg har ikke plads til Callums problemer nu også. – Men derfor skal du selvfølgelig bare gøre, hvad du finder rigtigt.” Svarede hun.

[Castor Morgan]

”Selvfølgelig, det forstår jeg godt. Det er bare… Jeg ville have at du skulle vide det.” fortsatte han, ment til at være det sidste han behøvede at fortælle om det emne. Han ville ikke ende med at overraske hende senere i det lange løb, og hun ville ende med at gruble over at have udsat sig selv eller deres barn for at møde en varulv uden at have været klar over det. Han ville ikke byde hende hvad han havde været igennem.
Han rykkede tættere på hende, så han forsigtigt kunne lægge en arm om hende og kyssede hende forsigtigt på kinden. ”Du skal ikke tænke på Callum, jeg skal nok tage mig af det hele. Det eneste du skal fokusere på…” Hans frie hånd lagde sig let over hendes mave, som endnu var flad og slank og uden den mindste indikation på at hun faktisk var gravid. Alligevel gjorde det noget ved ham, at vide at han holdt hånden over deres fremtidige barn. Noget varmt dukkede op i hans blik, da hans hånd forsigtigt strøg over hendes mave. ”Alt jeg vil have, at du fokuserer på, er at du har det godt, Marietta.”