Jeg behersker mig, vender om igen..

[Spencer Lynch]

Et let fnys forlod hans læber og han lagde tegningen fra sig på bordet. Armene blev atter lagt let over kors som han lænede sig tilbage på stolen. "Nej så langt er jeg med." Konkluderede han med et afslappet udtryk i ansigtet.
Det morede ham ganske tydeligt at han havde vækket Kimberlys nysgerrighed. Sandheden var at han hadede den del af sig selv, varulven. Monsteret. Det skræmte livet af ham. Han vidste at mange andre sikkert havde det på samme måde, og derfor var det normalt ikke noget han reklamerede med. Hans svaghed var dog hans store temperament der havde afsløret hemmeligheden overfor mere end én af hans medstuderende.
Skønt han lige havde lænet sig tilbage, lænede han sig atter frem og hvilede albuerne imod bordet imellem dem. Han så ned på sine hænder. "Jah..ish.." gentog han.
Kommentaren om røvklaskeriet, fik næsten et grin frem hos den ellers så alvorlige slange. "Ja præcis. Hader når dét sker." Besvarede han, denne gang med et lidt mere oprigtigt smil på læben.

[Kimberly Aya Minore York]

Et venligt smil meldte sig på hendes blege læber, "Det er en god start," smilet forblev på hendes læber. Hun havde selv kun haft én kæreste og ham havde hun været utro, så hun var nok ikke den bedste, at spørger til råds, når det kom til kærester og kærlighed.
Hun var altid vokset op med, at alle var lige. Uanset baggrund, blod, varulve og alt andet. Seth havde været venner med Kaya Elisabeth Hansen i mange år, så lige varulvedelen alene skræmte ikke Kim. Det var mere, hvordan man valgte at gøre brug at sin gave/forbandelse. Hun nikkede lidt, "Ish.. Har du tænkt dig at fortælle mig det, eller skal jeg bare begynde, at gætte nu og håbe på jeg gætter rigtigt, inden der kommer en professor eller vejleder og smider os i seng?" spurgte hun morende og sendte ham et nyt drillende blink, som hun ligeledes lænede sig indover bordet igen. Det var ikke for at flirte med ham, men det lå så dybt i hende.
Hun grinte lidt, da han lød til, at være med på hendes joke, selvom der var sandhed i den. "Me too," hun smilede lidt til ham, før hun bed sig lidt i læben, "JJ er et røvhul overfor alle, der ikke følger ham i røven og adlyder hans mindste vink. Han er født med en guldske i røven og en fyldt bankboks i Gringotts, men hans lillesøster er ret venlig," sagde hun roligt og rettede sig lidt i stolen og tippede hovedet lidt til den ene side, som de blå øjne hvilede på ham. Hun havde snakket et par gange med Paris "PJ" Jacobo, men det var ikke fordi de var veninder. Kim havde ikke rigtigt nogle veninder, kun drenge venner og kun meget begrænset.

[Spencer Lynch]

Han nikkede enigt. Han så på hende med et overvejende blik. En del af ham fik næsten lyst til bare at smide kortene på bordet, men han kunne jo ikke vide om hun panikkede over det. Hvis hun gjorde kunne det give alvorlige konsekvenser. ”Måske næste gang,” svarede han så en anelse hemmelighedsfuldt. Ikke at det var ment til at være det. Tonen var dog venligere end hans normale tonefald, hvilket var en achievement i sig selv.
Spencer spidsede øre, ”hans lillesøster?” Han anede slet ikke at Jayson havde en lillesøster, men ærligt interesserede Spencer sig jo heller ikke rigtigt for nogen som helst, andre end Luna, så han vidste ikke ret meget om nogen.

[Kimberly Aya Minore York]

Et skævt smil voksede sig frem på Kimberlys læber, "Okay, så vil jeg bare sidde her i uvished, og prøve at lades som om, min nysgerrighed ikke er ved, at æde op indefra," svarede hun og blinkede til ham. Hun ville aldrig tvinge en hemmelighed ud af nogen, slet ikke en hun snakkede med sådan rigtigt for første gang. Der kunne jo være mange årsager til, at han kommenterede på hendes duft, selvom andre ikke gjorde.
Hun nikkede lidt, "Ja, Paris eller PJ, som hun også bliver kaldt. Hun går på 4. årgang, mener jeg," fortalte hun med et venligt smil over sine blege læber. Kim vidste mere om mange, end man lige umiddelbart skulle tro.

[Spencer Lynch]

Han tiltede hovedet let på skrå, ”er du sikker på du kan udholde spændingen?” Spurgte han så i en lidt lettere tone end før. Han var ikke klar til bare at plabre løs om sine indre dæmoner, ikke allerede. Så godt kendte han hende trods alt ikke.
Den unge varulv tænkte sig kort om. Det havde egentlig aldrig slået ham, men på den anden side, heller aldrig interesseret ham. ”Huh...der kan man bare se.” Svarede han alligevel med et hævet bryn, og lukkede så sin skitsebog, han havde en eller anden ide om at han ikke ville få teget mere til aften. ”Hvad med dig? Har du nogle søskende på skolen?” Spurgte han så ind, bare for at holde samtalen kørende, skønt sociale aspekter ikke var hans stærke side.

[Kimberly Aya Minore York]

Et drillende smil, voksede sig frem på Kims læber, "Næh egentlig ikke, men har jeg noget valg?" vendte hun spørgsmålet og blinkede let til ham. Hun var heller ikke selv, den mest åbne person i verden. Hun var vant til journalister åd hende levende, fordi både hende mor og ældste storebror, var kendte, så hun trådte altid varsomt omkring folk hun ikke kendte.
Hun nikkede lidt og sendte ham et venligt smil, før hun gjorde ham kunsten efter og lukkede sin tegneblok. Hun rystede let på hovedet, "Ikke på skolen, de er gradueret. Har du?" spurgte hun og satte sig lidt til rette på stolen, hun sad på. Det var virkelig rart, at snakke med en, som ikke lagde an på hende, men som hun bare kunne have en helt stille og rolig, samtale med. Selvfølgelig kunne hun også det med Timorthy Lavoie , men det var de færreste drenge, der ikke på et eller andet tidspunkt i løbet af en samtale, prøvede at lægge an på hende.

[Spencer Lynch]

Han rystede let på hovedet. ”Næh, egentlig ikke.” Et skuldertræk blev tilføjet. Til spørgsmålet om søskende rystede han blot på hovedet, uvidende om at han faktisk havde søskende både på, og udenfor skolen.
Et gab sneg sig ind på ham og han skjulte det bag håndryggen. ”Ikke at du keder mig eller noget, men måske vi skulle se at komme i seng.” Han kendte sig selv godt nok til at vide at han ville få svært ved at komme op den følgende morgen hvis ikke han snart takkede af. Langsomt rejste han sig og tog sin skitsebog under armen, men inden han gik vendte han sig atter imod hende, ”men det var hyggeligt at snakke med dig, jeg skal prøve at lade være med at stikke af næste gang.” Den ene mundvig trak sig meget svagt opad i et par korte sekunder før han forlod opholdsstuen og satte kurs mod sovesalen.

// out