Jeg behersker mig, vender om igen..

[Kimberly Aya Minore York]

Spencer Lynch
Hogwarts - Slytherins opholdsstue.
April 2057 - Omkring klokken 23.
Outfit

---

Kimberly havde ligget i sin seng, i noget som efterhånden lignede to timer, uden at kunne falde i søvn. En af de andre piger i sovesalen, havde snorket så højt, at hun havde været lige ved, at proppe sine sokker - ja, i flertal - i munden på hende, men hun havde behersket sig. 
I stedet var hun stået op igen, egentlig med den bagtanke, at hun ville tage ned på biblioteket, selvom det var efter sengetid. Dog nåede hun ikke længere end til opholdsstuen, da hun fik øje på en skikkelse ved et af bordene. Hun genkendte ham fra gangene, men ellers vidste hun faktisk ikke helt hvem det var. Hun havde sin tegneblok og nogle blyanter i sin favn, som hun trådte lidt tættere på. Sad han.. og tegnede? Automatisk gled hendes læber op i et smil. Det var så sjældent, hun mødte nogen, som tegnede i hendes alder.
Hun satte sig lidt skråt overfor medslangen og slog op på en tegning, hun havde været i gang med i noget tid. Hun var ikke god til, at tage kontakt til andre. Asocial, ville mange nok kalde hende, men nu havde hun også sine williegener, som gjorde hun havde svært ved, at stole på folk når de var venlige overfor hende. Hun var sikker på, deres venlighed var falsk. Hun bed sig lidt i læben, hvorefter hun rømmede sig lidt, "Undskyld, men må jeg låne dit viskelæder? Jeg glemte mit eget oppe i sovesalen," spurgte hun venligt og sendte fyren et lille smil.

[Spencer Lynch]

Spencer havde slet ikke bemærket tiden. Han sad, som så ofte, fuldkommen fordybet i sin skitsebog. Han var så småt ved at komme ovenpå igen efter sidste fuldmåne, men kunne stadigvæk mærke trætheden i krop og sind. På trods af dette kunne han ikke sove. Generelt sov han ikke så mange timer om natten og han blev altid vækket af de mindste lyde, såsom når en af medkolligianerne vendte sig i sengen, eller trak vejret lidt for højt.
Hans tid med hans mor blandet med det skærpede sanser, havde gjort at han altid var på vagt. Det var trættende, men han kendte ikke rigtigt til andet, så gik nok bare lidt ud fra at det var sådan det måtte være.
De blå øjne blev ikke flyttet fra bogen som han hørte nogen bevæge sig rundt og derefter komme ind i opholdsstuen, dog var opmærksomheden rette imod personen. Just in case. En underlig sødlig duft fyldte hans næse. Kimberly York. Det var mærkeligt, men det var en duft der lod til at hænge over hende. Den var behagelig, men der var ikke så mange andre der lod til at bemærke det, måske var det grundet varulven i ham, han havde dog ikke helt kunne finde ud af hvor den kom fra, eller hvorfor den altid fulgte hende, for det var ikke en parfume.
Han kunne fornemme at hun kom tættere på ham, de havde aldrig rigtigt snakket sammen, men han snakkede jo ikke med nogen udover Luna Clary Daniels, så det var måske ikke så mærkeligt.
Blikket blev end ikke rettet imod hende som hun satte sig ned skråt overfor ham, han lod som om han ikke ænsede hende, skønt sandheden var en anden. Først da hun snakkede og dermed "tvang" ham til en konfrontation, rettede han de blå øjne imod hende. Spørgende. Så faldt de på skiftsebogen foran hende. Hun tegnede. Han rømmede sig let, "ja." Han samlede det op og rullede det over bordet imod hende. "Jeg vidste ikke at du tegnede." Kommenterede han så, hvorfor han intrigerede i en samtale anede han ikke. Det gjorde han ellers normalt aldrig. Ikke uden grund i hvert fald. Hvad var det ved hende der var så anderledes?! Han havde fornemmet det før, men aldrig tænkt yderligere over det. Han flyttede sig som regel når hun dukkede op, ikke fordi hun havde gjort ham noget, men fordi hun forvirrede hans sanser.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly havde ingen idé om, at hun som halvwillie havde en duft over sig, som varulve og vampyrer blev ekstra tiltrukket af. Hun vidste selvfølgelig godt, at hendes udseende gjorde det svært for nærmest alle hankøn, at modstå hende, men hun vidste også godt, at mange hunkøn hadede hende, af præcis samme grund. Hun havde dog godt bemærket, at Spencer oftes gik, når hun var i nærheden, men hvorfor vidste hun ikke. At hun damnede op med hans sanser, vidste hun ikke. Hun vidste ikke engang, at han var varulv. Hun vidste bare, at hun tit så ham alene, eller sammen med Luna. Selv gik hun som regel også alene eller sammen med Timmy, til tider sammen med nogle af de andre fra Hogsquad.
Hun satte sin blyant mod sin læbe, mens de klare blå øjne hvilede på ham. Hendes smil voksede en smule, "Tak," hun lod sin frie hånd gribe viskelæderet, som det trillede i hendes retning, og viskede de streger hun var utilfreds med ud, før hun vendte blikket tilbage på ham, "Det er svært at vide noget om nogen, når man flygter hver gang de nærmer sig én," svarede hun og smilede lidt til ham og trillede viskelæderet tilbage til ham. Måske en lidt for lidt indirekte måder, at fortælle ham på, at hun havde set, han gik hver gang hun kom. Hun vendte opmærksomheden tilbage til sin tegningen, og begyndte at farvelægge den. Hun kæmpede en indre kamp, for ikke at lade sin tungespids stikke ud, som hun ellers gjorde ubevidst, når hun koncentrerede sig. "Du er Spencer, ik?" spurgte hun, dog uden at flytte sit blik fra sin tegning, som hun på ganske få minutter var ved at være færdig med allerede, men detaljerne var nu heller ikke af hendes normale standarder, men mere små sjove tegninger. Hun smilede lidt ved sit resultat.

[Spencer Lynch]

Spencer fangede omgående hendes hentydning. Det fik ham til at tilte hovedet en anelse på skrå. ”Jeg fornemmer at der er en hentydning gemt i den sætning.” Kommenterede han tørt og trak hviskelæderet til sig, som det blev sendt retur.
Spencer var selv gået helt i stå med sine egne tegnerier. Noget andet havde fanget hans opmærksomhed. Hendes natkjole. Det var ikke fordi han ønskede at sidde og stirre upassende på hende, men han havde lige brugt et par sekunder på at gennemskue hvad der stod, da det hele ikke kunne læses når hun lænede sig ind over bordet.
“Jo.” Var hans svar som blev efterfulgt af et spørgsmål i nærmest samme sætning, ”Hvor mange pudekampe kræver det man vinder, for at kunne kalde sig pudekamp-champion?” Omsider kiggede han op fra teksten på hendes natkjole.

[Kimberly Aya Minore York]

Et roligt smil meldte sig på Kims læber, "Oh, det var der også," svarede hun og blinkede lidt drillende til ham, "Du går, hver gang jeg kommer ind i et lokale. Hvis jeg sætter mig i nærheden af dig i timerne, så flytter du plads. Jeg begynder, at tro, du ikke kan li' mig eller jeg har gjort dig noget," lød det roligt fra hende, som hun sendte ham et nyt lille smil og trak lidt på den ene skulder.
Hun nikkede lidt, da han bekræftede hende i, at hans navn var Spencer. Hun bed sig lidt i læben, "26," slyngede hun randomly ud og så op fra sit papir mod ham, "Og jeg har btw også virkelig flotte øjne," et skævt smil meldte sig på hendes læber, før hun atter vendte blikket mod sin tegning, som hun satte de sidste streger og så på den med til tilfredst blik, hvorefter hun lænede sig lidt tilbage i stolen og holdt tegningen oppe, så han kunne se den, mens hun efterlignede grimmassen, som den tegnede Spencer havde.

Tegning

[Spencer Lynch]

Okay Spencer havde faktisk ærlig talt ikke regnet med et så direkte svar, hvilket også var grunden til at han sad og stirrede på hende i nogle lange sekunder. "Det gør jeg da ikke..." Begyndte han i en lidt anklaget tone, men nu hvor han lige tænkte over det, kunne han måske godt se hun havde en pointe. Han havde sågar følt trangen til at rejse sig og gå før hun kom hen og satte sig.
"Okay...måske du har en pointe.." Erkendte han så. "Men altså, det er ikke kun dig. Jeg kan ikke lide nogen." Kommenterede han nonchalant. Jo han kunne lide Luna Clary Daniels, eller rettere han elskede Luna, men hun var jo også hans kæreste. "Det er ikke personligt...du har bare...noget over dig...din lugt...det forvirre mine sanser." Very smooth. Godt han ikke forsøgte at charme sig ind på hende for så ville han da nok have failet ret voldsomt.
Armene blev kastet let over kors, men det var et let underholdt glimt i hans blå øjne, "jamen så må du da lade være med at tage en natkjole på der skal læses." Argumenterede han. Det var 100% ærligt derfor han havde kigget. Blikket faldt på tegningen af ham selv. Det var den omvendte verden for ham, han var så vandt til at tegne andre, men ikke selv at blive tegnet. "Så du sidder bare og belurer mig. Det er lidt creepy at du ved det." Kommenterede han, dog uden spor af vrede i stemmen.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly tippede hovedet en smule til den ene side, som Spencer blot sad og stirrede på hende. Hendes blik blev dog hurtigt ændret, ved hans svar. Et 'virkelig?' blik blev til en hel ansigts mimik, frem til han rettede sig selv. "Jeg har altid en pointe," svarede hun og smilede lidt drillende til ham. "Waow. Du forstår dig virkelig på, at charme dig ind på pigerne, huh?" forsatte hun i den drillende tone. Hun måtte dog rynke lidt på panden, da han sagde det var hendes.. Lugt? Helt automatisk trak hun lidt ud i sin natkjole og duftede lidt til den, før hun vendte de blå øjne tilbage på ham. "Min lugt.. Forvirre dine sanser?" spurgte hun nok mere forvirret nu end før. Han scorede virkelig ikke ret mange point hos hende lige nu, men han var nu meget sjov, eller hvad man nu end skulle kalde det.
Hun smilede skævt til ham, "Eller du kunne spørger hvad der stod, i stedet for at stirre på mine babser," svarede hun drillende retur og blinkede let til ham. Hendes smil voksede, "Jeg belurer dig ikke, jeg finder inspiration til mine tegninger gennem folk, der ikke er som alle andre. Så nu skal du ikke føle dig alt for beæret," sagde hun morende og tog tegningen ned igen, for at skrive dato på, og hvem tegningen forestillede.

[Spencer Lynch]

Spencer lænede sig let tilbage på stolen og armene blev smidt over kors. "Og din selvtillid fejler i hvert fald heller ikke noget." Konkluderede han blot. Hovedet blev atter kantet en anelse på skrå, "og jeg forsøger ikke at være charmerende." Den ene mundvig trak sig op i et smil der på ingen måde nåede de blå øjne og dermed fik gestussen til at virke en anelse falsk.
Han bemærkede godt hvordan hun forsøgte at opfange hvad der generede hans skærpede sanser. "Jeg tror ikke du kan lugte det.." Sagde han blot og havde egentlig ikke rigtigt lyst til at uddybe yderligere.
Som hun skød tilbage satte han sig lidt bedre til rette, betragtede hende let og svarede så, "måske du skulle sætte teksten på et papir i panden i stedet? Ellers skulle man jo næsten tro du gerne ville have man kiggede." Ey bryn blev skudt i vejret og et lidt for selvsikkert udtryk gled over hans ansigt.
"Så altså du belurer mig." Slog han fast igen, alt imens han fastholdt udtrykket.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberlys smil voksede, "Nej, skulle den da det?" spurgte hun lidt drillende. Han var faktisk en virkelig spændende person, at snakke med. Hun sagde en lille klik lyd med tungen, "Nej, det håber jeg da ikke for dig," hun var rolig i sin stemme, men havde lidt svært ved at læse ham. Hans læber viste et lille smil, men hans øjne sagde noget andet, hun ikke kunne læse.
Hun rynkede lidt på panden, "Oookaaay..? Øhm.. Hvad er det for en.. lugt?" spurgte hun undrende, for nej, hun havde ikke lyst til, at lade det ligge. Han havde lige sagt hendes lugt, gjorde han gik hver gang hun var i nærheden, men hun kunne ikke selv lugte det. Det virkede underligt.
Hun grinte let, "Hvor ville det sjove være i det?" spurgte hun og blinkede let til ham, ikke nødvendigvis for at flirte, men bare i fordi det lå i hendes natur. Hun lænede sig lidt frem, mens et drilsk smil meldte sig på hendes læber, "Vil du gerne ha' jeg belurer dig?" spurgte hun og bed sig let i læben.

[Spencer Lynch]

Han trak let på den ene skulder. Det var vel kun godt med en god selvtillid. Han betragtede hende lidt. Der var noget sjovt i deres lille ordkrig. Det var ikke ubehageligt, som det kunne være med mange af de andre elever. Det var næsten hyggeligt. Næsten.
Hun lod ikke til at ville hans lille kommentar ligge, måske havde det, set i bakspejlet, heller ikke været det aller smarteste at sige til en teenagepige. Han rømmede sig let og lod kort sig selv opfange duften i håb om bedre at kunne beskrive den for hende, ”det ved jeg ikke...sådan...sødligt.” Svarede han så og rettede på ny de blå øjne imod hendes. Det var en tiltalende duft, hvilket kun irriterede ham yderligere. Det var nu ikke fordi han havden nogen intentioner om at gøre noget dumt.
Tilnærmelserne -ægte eller ej, påvirkede ham, ikke sådan at han ikke kunne holde sig i skindet eller noget, men han kunne bare godt mærke de havde en underlig effekt på ham. Han brød sig ikke om det. ”Ellers tak, jeg har det fint med bare at blive beundret af min kæreste.” Endte han så med et veltilfreds udtryk malet i ansigtet.

[Kimberly Aya Minore York]

Det var kun meget få menneskers selskab, Kimberly hyggede sig i. Lige nu var Spencer én af de få. Hun kom stort set altid bedst ud af det med fyrerne. Pigerne havde det hurtigt med at hade hende, fordi fyrerne blev tiltrukket af hende, så de så hende som en konkurrent. Det var latterligt. Hun kunne aldrig drømme om, at være sammen med en fyr, som allerede havde en kæreste - ikke hvis hun vidste det i hvert fald, men okay, hvis hun ikke vidste det, så havde hun jo heller ikke kunne gøre så meget.
Hun så en smule skeptisk på ham, da han duftede efter hende. Var det hele bare en stor joke eller hvad? "Sødlig? Og du er ikke på, at det ikke har noget med mine williegener, at gøre?" spurgte hun undrende og lod hovedet tippe lidt til den ene side, mens hendes blå øjne mødte hans.
Hun smilede legende til ham, "Nok se, ikke røre, så er det ikke utroskab. Er det ikke dét man siger?" spurgte hun drillende, mens hun rakte ham tegningen, hun havde tegnet af ham. Hvis han ville have den vel og mærket. Hun lænede sig så lidt tilbage i stolen, med benene krydset og armene korslagte, mens de blå øjne hvilede analyserende på ham, "Hvorfor er du den første fyr nogensinde, til at kommentere på min 'lugt'?" hun gjorde kort gåseøjne med hænderne, før de blev lagt tilbage over kors, "Alle andre fyrer kommentere bare på, hvor tiltrækkende jeg er," forklarede hun sin undring videre.

[Spencer Lynch]

Han studsede let. Williegener. Det gav på en eller anden måde mening. ”Er du willieslægt?” Spurgte han interesseret. Det ville forklare en del faktisk. Han lænede sig en anelse tilbage på stolen med korslagte arme, uden at flytte de blå øjne fra hendes.
Et lille fnys lød fra ham, ”jeg kender ikke spillereglerne.” Kommenterede han så. Han vidste bare at han ikke var interesseret i at være sammen med andre end Luna. Som hun rakte tegningen frem imod ham, lænede han sig frem og fangede den. Han faldt atter tilbage i stolen imens han studerede hendes mesterværk. Den var egentlig ret god.
Hendes ord drev ham tilbage, så han rettede atter sin opmærksomhed imod hende. Han trak på skuldrene, ”måske har jeg bare en mere veludviklet lugtesans.” Halvvejs “gættede”, halvvejs informerede han hende.
”Alle andre fyre? Du får måske tit tilnærmelser?” For ham var det lige modsat. Folk undgik ham helst, hvilket passede ham glimrende.

[Kimberly Aya Minore York]

Kim bed sig lidt i læben, mens hun nikkede lidt til hans spørgsmål, "Min mor er willie, så jeg er vel halvwillie-ish," som informationen blev givet, rynkede hun let på næsen. Hun var ikke altid lige glad for sine williegener, selvom de til tider kunne være behjælpelige, fx med at komme ud af ballade, eller til at forklare hvorfor en professor ville være interesseret i hende. Det forklarede, hvorfor nærmest ingen fyrer, kunne sige nej til hende. Ja, det forklarede mange ting, så måske kunne det også forklare den 'sødlige' duft, som Spencer forklarede han oplevede i nærheden af hende. Det undrede hende bare, at ingen andre før havde kommenteret på den.
Hun rynkede lidt på panden igen, "Er det din første kæreste?" spurgte hun roligt og sendte ham et venligt smil, mens de blå øjne fulgte ham, som han tog imod tegningen. Hun trak benene op til sig, så hendes hæle hvilede på kanten af stolen hun sad på, dermed kunne hun lade sin hage hvile på sine knæ, med armene omkring sine ben. Der var en smule køligt.
Hun vippede en enkelt gang med begge øjenbryn, mens et drillende smil fandt vej over hendes læber, "Er du vampyr? Jeg har hørt duften af willier og willieslægters blod, skulle være ekstra svært for vampyrer, at modstå. Jeg skal bare lige vide, hvilke forholdsregler, jeg skal forholde mig til," spurgte hun drillende og smilede morende til ham, da hun selvfølgelig ikke regnede med, at en vampyr, ville få lov til at gå på Hogwarts. Hun trak lidt på skulderen, "Mange ser willier og deres børn, som objekter. Jayson "JJ" Jacobo og hans gang blandet andre. Man vender sig til det," svarede hun og viftede lidt med den ene hånd, som tegn til det var ligemeget.

[Spencer Lynch]

Det hele have pludselig meget bedre mening for ham. Det var derfor der var et eller andet tillokkende over hende. Ikke at han havde tænkt sig at agerer på det, men han kunne godt mærke det, men det jo også hele formålet med willier og willie-slægter.
Hovedet tiltede let på skrå, før han så nikkede. Han havde ellers aldrig troet at han skulle finde sammen med nogen som helst. Blikket gled ned over tegningen på ny, for lige at studerer detaljerne.
Spørgsmålet fik dog tilkaldt sig hans fulde opmærksomhed. Han virrede let med hovedet, imens tankerne skød gennem ham. ”-ish” tilføjede han så kryptisk. Nej han var ikke vampyr, men varulv var vel også en af de klassiske monstre. Et lille smil trak i den ene mundvig ganske kort. Måske han hyldede hende lidt ud af den, og måske det var meningen.
Han skar en ufrivillig grimasse ved lyden af Jaysons navn. Efter deres sidste møde, havde Spencer gjort alt for at undgå ham og hans taberpatrulje. ”Jayson er også en idiot.” Mumlede han giftigt og slog atter blikket ned til tegningen.

[Kimberly Aya Minore York]

Kimberly lod ubevidst hovedet tilte til modsatte side, end Spencer, som han nikkede. Hun trak lidt på smilebåndet, "Jeg ville gerne give et godt råd eller something like that, men jeg kan sige så meget, at utroskab aldrig har gavnet et forhold," svarede hun til hans nik og træk lidt på den ene skulder. Han behøvede ikke vide, at hun talte af erfaring.
Begge øjenbryn blev skudt i vejret. Ish? Hvad mente han med ish? Hvordan kunne man være vampyr-ish? "Ish?" spurgte hun undrende og lænede sig lidt frem, indover bordet, da nysgerrigheden allerede var ved at æde hende op indefra. Han havde uden tvivl hylet hende ud af den.
Hun fnøs let og smilede til ham, "Enig.. Han har også været efter dig, gætter jeg mig til? Det er vildt irriterende, når han klasker én i røven, når man går forbi ham, right?" spurgte hun og blinkede drillende til ham, velvidnende om, at det nok ikke var de samme ting Jayson udsatte de to slanger for.