Welcome Home

[Carmine Rigel]

Tilegnet: @dominic

Sted: Hulerne, Carmines tilholdssted

År: Marts 2057

Tid: Omkring frokost

---

Den ældre varulv stod på den lille balkon der var udskåret i klippevæggen og så udover den nedenstående forsamlings områder. Hans bolig lå som den øverste, da han uden omsvøb, godt kunne lide at vise de andre hvem der var alfaen.
Han havde været hjemvendt i længere tid efter @zains forræderi, og eftersom den ældste søn ikke havde tude stikke snuden frem -om man så kunne sige, i længere tid, så var Camine blevet enig med sig selv om, at det var tid til at få sine børn hjem. For ærligt, hvem kunne passe bedre på dem end ham. Eller det var i hvert fald hans mening.
Han havde sendt bud efter moderen til Eddie og moderen til Dominic. Begge var tilbagevendt med hans to sønner og det var nu blevet tid til at møde den yngste af dem, som Carmine ikke havde set siden han var omtrent 3 år gammel.
Den stolte leder så dem ankomme og bevæge sig op af trapperne mod døren til hans bolig. Han forlod balkonnen og bevægede sig ned for at møde dem i døren. Det kølige blik hvilede først på moderen og dernest sønnen. ”Velkommen tilbage, til jer begge.” Hilste han i en rolig stemme og gjorde plads så de kunne træde indenfor.

[Deleted]

Som 3 årige havde Dominic uforstående blev taget fra sin far! Hans mor havde pakket hans og hendes ting og så var de taget væk! Det havde påvirket Dominic en hel del. Både på det fysiske plan men også på det Psykiske. Han manglede sin far og var ikke frivilligt taget med sin mor som de skulle afsted. Men uanset hvad han gjorde var han kommet med hende.

Nu var det gået godt 6 år siden han blev taget væk fra sin far og kun skulle leve sammen med sin mor. Det var stadigvæk meget nyt for Dominic at være varulv tros han var født med det. Hans hørelse var stadigvæk lige så følsomt som da han var 3 år, han havde stadigvæk problemer med at huske det når han havde sine små vredes flip på sin mor. Men nu stod der, tilbage i hullerne, han havde svært ved at genkende det hele, han mente der var sket en masse siden han blev taget væk om det var rigtigt vidste han ikke, han havde jo tros alt været væk i godt 6 år. Hans mor havde flere gange sendt ugler til Carmine for at holde ham opdateret, om hvordan det gik. Hun havde kæmpet en del for at lære ham det han skulle at Carmine var den eneste leder og alle de ting som Carmine forventede hans søn skulle lære. Dog havde hans mor også skrevet til Carmine at Dominic virkelig havde svært ved at udvise respekt og enkelte gange i frustration havde slået sin mor, dog efter følgende undskyld over det.

Som han blev fulgt op til sin far Carmine, var han ikke lige frem yderst tilfreds. Han surmulede hele vejen op ad trappen. ” KAN DET IKKE BARE VÆRE LIGE MEGET! HAN HADER MIG JO!” råbte han vredt som de stod uden for døren ind til Carmine, inden han lagde hænderne på sine øre ” arghh” mumlede han frustrede det havde gjort ondt i hans øre at han havde råbt. ”Dominic opfør dig ordenligt! Han hader dig ikke! Han gjorde det for at beskytte dig!” prøvede hun desperat at forklare Dominic. Hun var træt og efterhånden en anelse drænet, da det var gået helt galt mellem dem dagene op til de skulle hjem. Som døren ind til Carmine blev åbnet, kiggede Dominic op på sin far, han havde virkelig savnet ham! Sådan virkeligt meget, han elskede jo sin far! Selvom han var vred over at blive sendt væk! Hans far var den der vidste bedst! Det havde han lært og han vidste det også godt. Men Dominic var frustrede, usikker og havde ikke styr på sine følelser og så havde han skyldfølelse og ikke følte sig god nok, men han ville ikke selv indrømme det, så var det nemmere bare at være vred og trodsig.

Ordene som kom fra hans far, fik ham til at rulle med øjnene ” virkelig” svarede han bare og kiggede stift op på sin far, han var god til at stirre. Hans mor kiggede undskyldende på Carmine, man kunne ane at hun var træt. Dominic fik et lille puf på skulderen for at vise at han skulle gå indenfor. ”Du kunne ikke undvære os længere ? ” røg det spydigt ud af ham, inden han overhovedet havde nået at tænke, derfor røg den ene hånd lige så hurtigt op på munden for at holde sig for munden, for et sted at indikere at han måske ikke lige selv havde overvejede det der kom ud af hans mund.

[Carmine Rigel]

Carmine kunne høre sønnen skælde ud. Den følsomme hørelse var trænet til at lytte efter selv de mindste ting. Han forholdt sig dog roligt. Han måtte trods alt huske på at knægten ikke var særlig gammel og han var blevet hevet ud, af hvad der for ham, var hans vandte omgivelser.
Den høje blonde mand så ned på sønnen med et roligt dog fast blik, der afslørede at han ikke var typen man løb om hjørner med.
Han gjorde plads så de kunne komme ind og udvekslede et kort blik med knægtens mor, ved udbruddet. ”Du er måske ikke tilfreds med at være tilbage?” Spurgte han blot stadigvæk i en rolig afbalanceret tone. Skulle kortene bor bordet var Carmine ikke den mest tålmodige mand, dog var tålmodigheden altid lidt større når det angik hans børn.
”Kan jeg byde jer et glas vand?” Spurgte han så. Skønt Carmine var frygtet blandt mange, så var han i de fleste tilfælde en god leder som gik op i at medlemmerne i hans flok følte sig trygge og var loyale af valg, ikke af pligt.
Dette betød dog ikke at man frit kunne modsætte sig den dominerende alfa, han var var ikke bange for at vise hvem der bestemte.
Han rømmede sig en smule og så atter på Dominic, ”jeg forstår at din mor har forklaret dig hvorfor jeg har været nødt til at sende dig væk.” Sagde han så. Godt nok var drengen ikke særlig gammel, men han fortjente alligevel at kende sandheden.

[Deleted]

Som han fulgte med sin mor ind i rummet, havde han korslagt arme og en mimik som tydeligt viste at han ikke vidste hvad han skulle føle, eller hvordan han skulle have det! Det var virkelig svært for ham! Faktisk lyste det ud af ham, selvom han prøvede at skjule det. Dominic kiggede på sin far, jo! Han var glad for at være kommet tilbage mere end noget andet, men han kunne bare ikke forstå noget af det! Måske kun fordi han var 9 år gammel og stadigvæk et barn. Han havde endnu ikke vist tegn på at have mag i sig. ”Jo far” sagde han stille og kiggede ikke på ham, han blik flagrede rundt i rummet. Meget nemmere bare at kigge rundt på det hele end at skulle kigge på sin far.

Dominic’s mor valgte at holde sig lidt i baggrunden, sådan at Carmine havde muligheden for selv at snakke med Dominic uden at blive afbrudt af hende. De skulle jo lære hinanden at kende. ” jeg forstår det bare ikke! Jeg er kun et barn! Og så bliver jeg taget væk fra min far!” sagde Dominic. ”Ham som skulle lære mig at være en mand! Ham som skulle elske mig” valgte han at skrige op med knækket stemme! Som han råbte og mærkede vreden i sig selv, greb han hænder op på ørerne og ømmede sig som vandkanden med vand der havde stået på bordet sprang. Dominic ømmede sig lidt over hans råben var gået direkte ind i hans øre. Han var godt blevet noget forskrækket over kanden med vandet i var sprunget. Hans mor lyste nærmest helt op på. ” Som jeg skrev Carmine, så har Dominic ikke udvist tegn på magi før, men måske det var???” spurgte hun nærmest helt håbefuldt over at den var sprunget og det kunne være Dominic’s første tegn på magi.

Det som kom fra hans mor, fik Dominic til at kigge op på hende med et håb om at det var rigtigt! Han ville være magiker og han ville kunne magi, men han havde aldrig vist tegn på magi før.. åhh ja hun havde forklarede ham hvorfor, men han forstod det stadigvæk ikke! Han forstod det virkelig ikke! ”ja, men det ikke fair! ” sagde han og kiggede vredt op på ham. ” du forstår ingen ting! Virkelig ingen ting! Du hader mig!” sagde han og man kunne fornemme hans øjne blev noget mere våde end normalt, men han kæmpede virkelig med sig selv ikke at vise noget! Hans underlæbe skævlede også en anelse men han valgte at bide sig i underlæben så man ikke ville kunne se det så tydeligt.

[Carmine Rigel]

Carmine forholdt sig komplet stille som Dominic gav sin mening til kende. Han betragetde den unge varulv med det store temperament.
Kanden med vand gik itu og vandet plaskede ud over gulvet. Carmine forholdt sig stadigvæk roligt, skønt han var blevet forskrækket kunne de ikke ses på ham. Han var meser i at skjule sine svagheder da disse kunne bruges imod en til hver en tid.
Han nikkede kort imod kvinden og så så tilbage imod sønnen. Selvfølgelig var han glad for at sønnen viste sig at være magiker, dog ville det vigtigste altid være for ham at hans børn var varulve, de var trods alt magikere langt overlegende i hans øjne.
For at vende tilbage til samtaleemnet så han atter imod sønnen. ”Du er ikke bare “et barn” Dominic-” begyndte han roligt og med en behersket undertone. ”Du er mit barn, og derfor vil du også være mere udsat.” Han var ligeglad med om knægten kun var 9 år gammel. Carmine var ikke kendt for at pakke tingene ind, og det ville ham bestemt heller ikke gøre denne gang. ”Hvis ikke du har blevet sendt væk ville du nok være blevet dræbt i stedet. Af din bror.” Hans blågrå øjne hvilede køligt på sønnen.
Carmines blik flakkede en kende faretruende da Dominic påstod at han hadede ham. Han vidste at det kom fra munden på en lille dreng der var såret over at være blevet “efterladt”, men det ændrede ikke fact at Carmine ville gøre tæt på alt for sine børn, han sagde aldrig til dem at han elskede dem. Ikke direkte. Det var for følsomt til hans smag. ”Hvis jeg hadede dig Dominic, så havde jeg ladet Zain Rigel få kløerne i dig.” Sagde han bestemt. ”Og stop med at flæbe, det kommer du ingen vegne med.” Hans stemme var ikke direkte hård, men mere fast og beslutsom. Man skulle aldrig vise sine svagheder.

[Deleted]

Dominic vidste virkelig ikke hvilket ben han skulle stå på lige nu! Han kunne virkelig ikke finde ud af sine følelser! Han kunne ikke finde ud af hvad det hele gik ud på! Han kunne ikke finde ud af om hans far var ligeglad med ham eller om han rent faktisk havde gjort det for beskytte ham, som hans mor og som Carmine lige nu stod og forklarede ham! Han vidste ikke hvad han skulle tro på! Han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv! Det var tydeligt at se på ham at han ikke anede hvordan han skulle tackle dette!

”men” kom det svagt fra ham, det hele var så forvirrende! Han vidste han havde andre brødre og han vidste at når han var søn af Carmine var han ekstra meget udsat! Men hans lille hjerne kunne bare ikke forstå det. ”jeg forstår det ikke” kom det fra ham som han gik forbi sin far for at gå over til kanden der var smadret på gulvet, han bukkede sig ned og begyndte at samle glasskårene op, for så kunne han skjule de tåre der lige nu løb ned af hans kinder. Han havde ikke kunne holde dem tilbage længere. Han var følsom måske fordi han ikke forstod ret meget af noget som helst. ”Jeg tror Dominic har brug for at blive opdraget af sin far til at blive en rigtig mand” Sagde hans mor og kiggede på Carmine, det var ikke fordi hun havde opgivet ham overhovedet ikke, men måske Carmine kunne banke noget mere mandighed ind i ham tros han kun var 9 år. ” Dominic kan ikke sove uden lys tændt, han sover også med en bamse, han er bange for mørke og edderkopper” Forsatte hun som hun kiggede på Carmine.

Dominic hørte det godt, han forsøgte at holde ryggen til dem, for de måtte ikke se han flæbede som hans far havde kaldt det. Han tørrede kort sine øjne med ærmet på sin trøje i håb om det ikke blev opdaget og snøftede ind en enkelt gang. ”NEJ JEG ER IKKE” rejste han sig til sidst og råbte af sin mor, som han måtte smide den glasskår han havde samlet op for at tage sig til ørerne og kneb øjnene hårdt sammen.

[Carmine Rigel]

Carmine opfangede den unge varulvs usikkerhed. Hans instinkter var så stærke at han hurtigt kunne opspore den slags i folk. Både varulve og pelsløse.
Carmine lod i første omgang drengen rydde glasskårerne op. Han kunne høre på den unge varulvs vejrtrækning at han ikke var stoppet helt med at græde, men for nu sagde han ikke noget til det. I stedet vendte han opmærksomheden til moderen der begyndte at forklare om Dominiques opførsel og frygt.
”Du har tydeligvis ikke været konsekven nok overfor ham.” Svarede alfaen ligeud og rettede det kølige blik imod sin søn. ”Han skal nok vokse sig fra det her.” Carmine så tilbage på sønnen, trak så sin tryllestave og svang den mod den smadrede kande, ”reparo” sagde han lavmælt, hvorefter kanden gik igang med at samle sig selv fra gulvet som Dom atter smed skårene fra sig.
Carmine gik over mod sin søn og stillede sig foran ham, ”du skal i hvert fald lærer at kontrollerer dit teperatment.” Konkluderede han køligt og samlede den nu reparerede kande op fra gulvet, for så at stille den fra sig på bordet. Vandet lå stadigvæk udover gulvet, men det tog han sig ikke af.
Han så atter på den kvindelige varulv, ”i nat når han skal sove, så lad lyset være slukket,” han så på drengen, ”husk på, nattens monstre burde frygte os, ikke omvendt..” Ingen var mere magtfulde end varulvene, ikke efter Carmine mening i hvert fald.

[Deleted]

Dominic så på kanden der samlede sig selv, han havde ikke svært ved at styre noget som helst!!! Hvis man spurgte ham lige nu! Han ville nok ikke indrømme det og slet ikke overfor sin far! Og slet ikke lige nu, tros han ikke kunne skjule tårerne og den lille skælvene som hans underlæbe havde. ” Nej det svært at være konsekvens nok, når han ikke høre efter overhovedet! Vi har haft mange tyre, endda hvor han er blev så vred på mig at han slået mig enkelte gange” sagde hun og så stift på Carmine og derefter vente blikket mod Dominic. ”Men måske skulle jeg overgive opdragelsen til dig, han vil tydeligt ikke høre efter hvad jeg siger og gør” Sagde hun bestemt, men ikke fordi hun var vred og sur på Carmine men fordi hun var en kende frustrede over at det ikke var gået hende som det var aftalt da de tog afsted. Hun følte sig skuffede over sig selv. Men hun følte også at hun skuffede Carmine, for der havde været klare aftaler.

” Jeg kan fint styre det” sagde Dominic og prøvede at lyde lige så køligt og bestemt som hans far, selvom det ikke var nemlig med en stemme der havde en snært af skælven i tonen og tårerne der ind i mellem stadigvæk trillede lidt ned ad hans kinder. Som han hørte Carmine fortælle at han skulle sove uden noget lys tændt når han skulle i seng. ” Glem det! Det skal være tændt!” sagde han vredt og hårdt men ikke højt. ”kan du se hvad jeg mener Carmine? Har forsøgt at slukke det, men han står op og tænder det lige så hurtigt igen når jeg går” Sagde hun og så på Dominic. ” Han er en god dreng, men han er virkelig en tikkende bombe, men måske det vil hjælpe hvis det hans far der fortæller ham hvordan landet ligger i stedet ” sagde hun spørgende, mest fordi hun gerne ville have at Dominic blev en rigtig mand men hun ikke selv lige viste hvordan hun skal tackle den længere.

[Carmine Rigel]

Carmine sendte kvinden et hårdt blik. ”Jeg har vigtigere ting at foretage mig end at opdrage børn.” Hans tone var kølig og understregede tydeligt at dette ikke stod til debat. Han lærte børnene at styre deres varulvegener, eller sommetider gjorde han, andre gange fik andre flok medlemmer lov til at klare det.
Carmine så ned på drengen da han modsatte sig. Hovedet blev kendret en anelse på skrå og et lidt faretruende blik meldte sig som Carmine tog et par skridt frem imod den lille dreng.
”Den første regel her, er at jeg altid bestemmer.” Øjenfarven ændrede sig fra den isnende blå, til ravgule dyriske og vilde. ”Du siger ikke mig imod Dominic, for det vil få konsekvenser.” Carmine var ikke bange for at sætte sine børn på plads hvis de ikke hørte efter. Han skulle ikke lade dem slippe så let som Zain havde fået lov til dengang. Det var tydeligvis stedet ham til hovedet hvilket gjorde ham farlig. Den fejl begik Carmine ikke igen. De gule øjne gled lidt op og ned af den lille dreng. ”Er det forstået?” Hans stemme var ikke direkte hård, men nærmere fast og faretruende. Han vendte sig imod kvinden. ”Mig skal han nok lære at få respekt for.” Sagde han i en sikker tone. ”Du må selv sætte dine egne grænser.” Han kiggede atter tilbage på sønnen.

[Deleted]

Tros hun havde sagt som hun havde, vidste hun godt at Carmine ikke havde i sinde at opdrage Dominic! Hun var egentligt ikke skuffet over svaret for hun kendte det på forhånd.. ”Det ved jeg Sir” sagde hun og rettede ryggen en del og udvist langt mere respekt end hun havde gjort da de kom ind i rummet. Hun havde fuld respekt for Carmine og ville aldrig gå imod ham eller på anden måde mangle respekt for ham! Dominic så på sin far som han kom tættere på ham og hørte godt hans ord. Hans øjne gjorde ham usikker og en kende nervøs, men han prøvede virkelig at skjule det!

Dominic lagde selv hovedet på skrå og kiggede på ham. ” Jeg er ikke bange for dig” kom det koldt ud af ham, måske noget mere koldt og seriøst end han egentligt ville have at det skulle have lydt. Hans mor stivnede som hun hørte Dominic’s ord kommer ud ”Hvad sagde du knægt!” kom det fra hende som hun gik direkte hen til ham for at tage fat i ham. ” Jeg tror det på tide vi går nu” sagde hun og ville gå med Dominic for at han ikke skulle prøve meget mere af over for hans far. Hun vidste jo godt hvad der kunne ske! Og hun havde ikke lysten til at det skulle ske med Dominic! Tros han var 9 år og måske ikke forstod ret meget af alvoren i deres snak, skulle han ikke prøve grænser af på den måde. ” Nej det ikke forstået! Du kan ikke bestemme over mig! Kun min mor kan!” kom det fra ham som hun tog fat i hans trøje for at tage ham med ud af rummet.

Ordene fra Carmine, fik hende til at nikke usikkert. ”Det håber jeg, men husk på han er kun et barn! ” sagde hun, tros hun kendte Carmine’s regler og måde at ”opdrage” i deres flok! Hun havde intet i mod det og ville aldrig stille sig i vejen for hvad Carmine ville gøre hvis en skulle modtage straf eller andet, heller ikke hvis det var et barn hun selv havde født som Dominic! Men hun ville heller ikke tillade det Dominic gjorde og det vidste Carmine godt og det kunne ses på hende, hun var nok næsten lige så vred som Carmine, da hendes øjne også havde skiftet farve. ” Ja og det kommer til at ske på den hårde måde fra nu af” sagde hun og så på Carmine.

[Carmine Rigel]

Carmine fandt sig ikke i noget fra nogen. Han forventede at folk der var under hans tag og dermed hans beskyttelse her i hulerne, accepterede ham som deres leder og fulgte hans regler. -Også selvom det gjaldt hans børn.
Kommentaren fra knægten fik Carmine til at titlte hovedet let på skrå. Udemærket, han ville teste grænser. Det var ikke unormalt, men det var heller ikke en kamp den unge dreng ville vinde.
Før Carmine dog kunne gøre alvor af sin trussel, havde Doms mor allerede trådt til. Carmine havde en ide om at hun selvfølgelig forsøgte at skåne knægten. Hun vidste at Carmines metoder kunne være en smule...irregulære.
Han rankede ryggen og så til som den kæmpende dreng lige kastede endnu en spydig kommentar imod ham. Hans tålmodighed var ved at være opbrugt. "Det er nok!" Udbrød han med en stemme der var hård og høj. Som en trold ud af en æske fór han frem og greb sønnens arm i et fast tag.
"Du vil komme til at vise mig respekt Dominic." Hans stemme var meget bestemt som han trak knægten ud af kvindens hænder og begyndte at slæbe ham ud af lejligheden med overlegen styrke.
Turen gik ned af de klippeudhuggede trappetrin, hele vejen ned til bunden, og længere endnu. Ned i fangekælderen. Lige nu stod cellerne tomme, men de var sommetider okkuperet af folk der havde gjort Camine "uret" pelsløse eller varulve.
Drengen blev med et hårdt ryk, skubbet ind i en af de tomme celler som blev lukket og låst. "Du kan få lov til at overnatte hernede imens du kan genoverveje hvor din loyalitet ligger." Sagde han i en kold tone. Uden den mindste tøven vendte han ryggen til drengen og forlod den dystre kælder. Han sørgede for at slukke ilden på den fakkel som lyste op hernede på vejen ud. Han kunne jo lige så godt få kureret hans mørkeræd når nu han var igang.

// out

[Deleted]

Dominic på sin mor som hun havde fat i ham og da Carmine råbte det var nok, gav det et kæmpe sæt i Dominic og det var tydeligt at han var blevet forskrækket. Taget i hans arm gjorde ondt og det kunne høres på ham. Dominic ville først ikke følge med sin far som han begyndte at slæbe afsted med ham. Han råbte på sin mor men hun svarede ham ikke og vendte bare ryggen til Dominic!

Han var bange for hvad der skulle ske med ham, han var bange for at hans far ville smide ham ud af deres hjem! ”undskyld far, undskyld.. Jeg skal nok opføre mig ordentligt” jamrede han hele vejen, uden at vide hvor de skulle hen, han blev ked af det og tårerne begyndte atter at trille ned af hans kinder. ” Jeg lover det! Jeg lover jeg nok skal være sød far” bønfaldte han bedene som de gik ned i kælderen! Det måtte være en fangekælder, det lignede det i hvert fald. ” nej nej nej du må ikke gå” råbte han grædende som han blev skubbet ind i rummet og døren blev lukket bag ham, han løb han til døren og prøvede at få den op men kunne ikke, han slog og sparkede på døren for at komme ud. Det gjorde det ikke bedre at Carmine slukkede det eneste lille lys der var dernede. Panikken ramte ham som mørkede indvaderede rummet han var i, han følte der var nogen der kiggede på ham! Han følte at der var nogen i rummet med ham. Han græde højt og skreg efter sin mor, mens han slog og sparkede på døren, men han kunne ikke få den op. Han blev ved og ved indtil han ikke havde mere energi og hans lille krop begyndte at blive træt, han lod sig glide ned af væggen som benene blev bukket og armene lagt omkring dem.
//out.