Alting ligner jo hinanden!

[Jamie Mikaelson]

Jamie sukkede lettere opgivende som han lod blikket glide let op og ned af hende. ”Altså forstå du overhovedet begrebet; sarkasme?” Spurgte han med et ny øjenrul. Fortsatte hun på denne måde frygtede han lidt om han øjne ville bliev hængnede i nakken at some poont.
”Men hvordan pokker endte du her i første omgang?” Der var både en pæn og en...ja mindre pæn, del af London. Dette her var den fattige afdeling og da slet ikke et sted for en som hende.
Brynene blev hævet på ny, ”du er ikke en pige der kan lide magi?” Han så op og ned af hende, ”det har jeg svært ved at forestille mig...” det gik op for ham at hun nok havde misforstået ham. Typisk. Den ene ting, han faktisk havde ment seriøst. ”Og hvad mener du helt nøjagtigt med en som mig? Du bliver ved med at snakke om mig, som om jeg er mindre værd end du er.” Bemærkede han en kende tørt.
Han fnøs let som han drejede om et hjørne, ”tvivlsomt, det er nok nærmere navnet på min fars drugdealer eller noget latterligt i den stil.” Han trak på skuldrene. For ham betød han navn underlig lidt og hult. ”Antoniette?” Han måtte bide sig i kinderne for ikke at le, ”wow, det er jeg ked af på dine vegne.” Et let flabet smil gled atter over hans læber. Han stoppede lidt brat op, med blikket rettet imod et par skraldespande længere fremme.
Fokusset blev dog vendt tilbage på hende ved hendes hårdnakkede stædighed, ”sikke en omgang pis at fyre af, selvfølgelig fristes de ligesom mænd.” Svarede han hovedrystende. Hun var da helt skævt på den.
Endnu et dramatisk suk, han skulle da også til at kommenterer yderligere på det, men en raslen mellem skraldespandene, der også før havde fanget hans opmærksomhed, fik ham atter til at kigge i den retning. Han smilede skævt og satte sig i huk. En lavmeldt fløjten lød fra ham. ”Hund. Kom her dreng. Kom. Ja jeg ved godt hun ser farlig ud.” En lavmeldt piben lød, hvorefter et mølædt gadekryds, stak sit lodne hovede frem mellem skaldespandene.

[Antoinette Haubert]

"Sarkasme?" Hun vippede hovedet let på sned og så spørgende på ham. "Så De ved godt jeg ikke kommer fra Pari, ikke lige nu hvert fald?" Det var så fjernt for hende, hvordan han snakkede og endnu mere svært at forstå hvornår han mente hvad han sagde og hvornår han ikke gjorde. Hvem snakkede overhovedet sådan? Det var da underligt. Han spørgsmål om hvordan hun var endt her så faktisk ud til at ramme hende, og vise en mere ærlig side af hende, men også lige nu en mere trist side. Det var også næsten som om alt det fine blev skrabet af. "Jeg gik ud for at få noget luft sammen med de andre unge fra selskabet jeg kommer fra. Men de gik gennem nogle små gader, for at finde et sted, hvor de kunne drikke og ryge noget ækelt grøn stads. Jeg ved ikke hvad det var, men det lugtede mærkeligt. Da de så næsten tvang mig til at prøve, ville jeg ikke være med længere og jeg gik tilbage til selskabet." Hun tav og så sig så lidt omkring med trist mine. "Eller det vil jo så sige, jeg prøvede at finde tilbage, men jeg må være gået forkert et sted og så fandt du mig." I den sidste sætning kunne der næsten spores noget taknemmelighed. En taknemmelighed, der før havde været dækket af hendes ellers så fornemme facade. 

Facaden kom dog øjeblikkeligt op igen, som samtalen blev rettet imod magi og andre ting. "De tror måske at magi eksistere? Hvis det gjorde, så kunne jeg jo blot tage min tryllestav og kaste en besværgelse, som ville vise mig vej hjem." Det lå meget tæt op af hvordan virkeligheden faktisk så ud, men det var måske også en god ting. Hun havde ikke set Jamie på Hogwarts, men han kunne vel i princippet være fra en af de andre skoler. Var det ikke Durmstrang, der særligt husede forbrydere og mørkets troldmænd? Hun skubbede tanken til side, det var for skørt nu. "Jeg mener, en af Deres stand. En der virker til at leve på gaden, som stjæler og er uhumsk. En det er farligt at være omkring" forklarede hun igen på den efterhånden velkendte læresætnings-agtige måde. Igen lød det ikke direkte som hendes ord, men som ord nogen havde proppet ind i munden på hende. 
Snakket omkring navne fik en ny bølge af tanker til at skylde ind over hende. Drugdealer? En der solgte stoffer. Hvem opkaldt sit barn efter en der solgte stoffer? Hun så på ham og åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen inden nogen ord slap ud. Det virkede så fjernt for hende, at nogen kunne gennemleve den slags. "Jeg er opkaldt efter min oldemor. Hvad gør Dem ked af det ved mit navn?" Det var da et pænt navn, var det ikke? Hun følte da det var et hun kunne bære med stolthed. Han var åbenbart af en anden opfattelse. "De tager fejl, jeg har aldrig ladet mig friste. Det er en dyd at gemme den slags." Fortalte hun så roligt. Hun vidste da godt at nogle af drengene til selskaberne, stod og tjekkede pigerne, men sådan var det jo med hankøn.
Da der så lidt efter lød en raslen stivnede hun og så næsten bange på Jamie og trådte lidt tættere på ham. "Hvad var det?!" Spurgte hun skræmt. Lidt efter kom et loddent lille forpjusket dyr listende ud til dem. Jamies ord fik hende til at se forurettet ud. "Hvor ser den ud. Den har sikkert lopper eller rabbis. pas på den ikke bider dig!"

[Jamie Mikaelson]

”Ja sarkasme.” Konstaterede han næsten opgivende, ”Ja.” Hun var da for viderekommende. Han kunne mærke hvordan hendes fornemme facade krakelerede en anelse ved hans spørgsmål.
Jamie var bestemt ikke fan af druk og stoffer, det var trods alt hele årsagen til at han var endt på gaden. Han havde da prøvet at være fuld, men havde aldrig rørt nogen former for stoffer. Ikke at han hadede på dem der brugte det, det måtte de selv om, så længe han blev holdt udenfor. ”Er det alle riges måde at komme igennem dagen på? Stoffer og druk? Hvis du spørger dem knalder de sikkert også alle sammen indbyrdes.” Han sendte hende et listigt smil. Ikke at han anede om den teori holdt vand. Dog tog han sig lidt sammen da han godt kunne se at hun avr påvirket af det, ”så du prøvede slet ikke noget af det?” Spurgte han nysgerrigt. Det krævede da alligevel noget viljestyrke at sige fra, så den skulle hun da lige ha.
”Det gør du måske ikke? Der er magi over det hele. Små magiske øjeblikke og alt det der pladder.” Tydeligvis syntes han selv at han var ret sjov.
Igen lod han armene falde over kors, ”men hvis jeg er så forfærdelig, hvorfor følger du så frivilligt med?” Spurgte han så. Jo han havde lovet hende at vise hende vej, men det kunne snildt være en løgn. Det var det nu ikke. ”Kan du overhovedet sige noget der ikke lyder som om du læser op fra den store tykke bog om regler og etikette?” Spørgsmålet var næsten reelt.
Han slog let ud med hånden, ”jeg har aldrig fattet de der lange fine navne.” Svarede han blot. Åh hvor var hun dog stædig. ”Hvis jeg nu havde værte i bad, til frisør og shinet mig op med alt det der lort I nu bruger for at have hud som en babyrøv og alt det, så ville jeg måske kunne ændre din mening,” drillede han blot som han tog et par skridt frem imod hende.
Hunden der var dukket op på nuværende tidspunkt, lod sig glædeligt lokke, som Jamis satte sig i huk og kaldte den til sig. ”Seriøst? Jeg troede tøser elskede dyr.” Sagde han blot og skævede op til hende som hunden logrende kom hen til dem. Jamie gav den en ordentlig kløtur så hans fingre blev mere beskidte end de havde været før. ”Anto, dette her er Hund. Hund, Anto.” Præsenterede han dem som var hunden hans storebror der skulle introduceres for hans nye kæreste. Forkortelsen af hendes navn var med vilje, han var ikke sikker på om han ville kunne udtale det fulde navn rigtigt anyway, det lød alt for fancy for ham.

[Antoinette Haubert]

Antoinette bed let ned i underlæben, som hun gav sig til at tygge på, mens blikket blev en smule fjernt. For en gang skyld følte hun sig virkelig forkert. - dum, måske. mindre begavet. Hun forstod ikke sarkasme og faldt derfor i med begge ben hver gang. Hun vidste ingenting, ikke udover hvad der stod i hendes bøger, og lige nu virkede det til at han var ved at pille det hele fra hinanden. Hvad gjorde hun så? Hans spørgsmål gjorde ondt, men han havde også ramt et ømt punkt ved hende. "For.. for nogen ja. Du ved ikke hvordan det er." Hun tøvede men så på ham med et mere oprigtig blik, ikke det snobbede blik han havde set indtil nu. "Min bror og jeg går begge på en meget fin skole i Skotland, men.. næsten hver weekend er der et eller andet selskab vi skal deltage i. Min... min bror Henri Haubert, er nok som du siger... Han drikker og... Jeg har set ham flirte med mange og..." Derpå tav hun og så væk, mens hun stoppede op igen,  hans næste spørgsmål fik hende til at ryste på hovedet. "Jeg tør ikke. for... for 2 år siden, fandt jeg min bror liggende næsten.. jeg kunne ikke få kontakt til ham. Så jeg ringede efter hjælp.. eller altså..." Hendes øjne var blevet blanke og hun tyggede fortsat på læben. "Jeg vidste ikke engang hvem jeg skulle ringe til, så.. så jeg løb ned til vores gartner. Han sørgede for at min bror klarede den..."  Antoinette var blevet meget stille. ikke hun fordi hun var stoppet med at tale, men hele hendes væsen var blevet stille nu. Det gik hende på den episode, og hun brugte nu tiden på at gemme den væk i tankerne, så hun igen kunne smile og være fornem, om hun jo havde lært det man skulle vise til verden. "Jeg vil gerne bare hjem, og du lyder til at kende vejen  bedre end jeg. hvis bare jeg kommer til Burkingham Palace, så kan jeg vejen hjem, men herfra aner jeg ikke hvor jeg skal gå." Hun gik op på siden af ham igen og så på ham, ved hans spørgsmål om hvorvidt hun kunne sige noget der ikke lød som om det var skrevet i en bog. Det var slet ikke gået op for hende, at hun netop havde gjort det, så derfor tænkte hun sig virkelig om nu. "hmm.. min yndlings ost, når ingen kigger et smeltet ost, og når jeg kan komme til det, så sniger jeg mig ned i køkkenet for at få vores kok til at lave nachos til mig. Det kan jeg godt lide. somme tider spiser jeg det endda med fingrene." Hun havde aldrig rigtig fortalt det for nogen før, og for hende svarede det nærmest til at fortælle at man elskede at ligge og se porno om aftenen uden at blive opdaget. så det var en kæmpe ting for hende at sige. 
Hans udmelding om, hvorvidt hun ville ændre syn på ham, hvis han gik i bad, fik hende til igen at stoppe op og kigge på ham. "Måske. Du øhm virker da som en pæn ung herre under snavset," Så stivnede hun og kiggede på ham. "Vil De da gerne have at jeg skifter mening omkring Dem?" Måske var han alligevel farlig at være for tæt på? Uden at være særlig diskret valgte hun derfor at træde et skridt væk fra ham og dermed øge afstanden imellem dem. Alt imens hun så på hunden. "Jeg kan bedre lide katte. Alle de hunde jeg har mødt er nogle bidske små bæster" Hun så overrasket på ham. "Hedder den hund? og.. Jeg hedder altså ikke Anto... det... det er der aldrig nogen der har kaldt mig før."

[Jamie Mikaelson]

Jamie fnøs let og rystede på hovedet, ”nej heldigvis ikke, to be honest, jeg vil langt hellere bo her på gaden end at være en del af det selskab.” Han skar en grimasse.
Hendes tilståelse omkring hendes bror, fik et mere seriøst og medfølende blik frem hos ham. ”Jeg er ked af at høre med din bror.” Sagde han så stille og skar en grimasse. Han havde set folk på gaden dø af en overdosis, det var aldrig rart at være vidne til, men når så det oven i købet var ens bror. ”Godt han klarede den.” Endte han og så lidt væk. Han var ikke god til de her følelsesmæssige samtaler.
Hendes kommentar fik ham til at tilte hovedet let på skrå, ”wauw. Af en tøs der har lært om deciplin og høflig tiltale, er du godt nok elendig til høflighedsfraser. Du benægtede ikke engang jeg var forfærdelig.” Han satte hænderne i siden, men sukkede så, ”godt for dig, at jeg ikke bære nag.”
Det næste fik den unge fyr til at le. ”Se nachos, den kan jeg være med på.” Sommetider var der små nachos-vogne i nærheden, så kunne han snige sig op omkring lukketid og hvis han var heldig, få en gratis portion. De smagte trods alt bedst varme og nylavede. Andre gange blev folk sure på ham og han havde sågar oplevet nogle stykker smide nachos efter ham. Jokes on them, for Jamie var ikke sart omkring ting der havde ligget på jorden. ”Vent? Nogengang?” Han blinkede overrakset, ”undskyld, men hvordan spiser man nachos med bestik?” Det gav da ikke mening, så gik de jo i stykker.
”Slap nu af Snehvide, jeg har ikke tænkt mig at hoppe på dig,” han himlede atter med øjnene. ”Desuden,” han gav hunden en bellyrub som den kastede sig om på ryggen, ”-så er jeg pisse ligeglad med hvad du synes om mig. Jeg går kun op i meningener fra folk jeg repekterer.” Det var en god måde lige at give lidt igen, skønt der var noget sandhed i det.
En let vrængen formede sig på næsen, og han kom igen op og stå. ”Katte?” Han rystede på hovedet, ”Tro mig, dem ønsker du ikke at bo sammen med der hvor jeg kommer fra,” han trak på skuldrene, ”de er skide arrige og så pisser de over det hele.” Han lagde ikke skjul på sin misfornøjelse. ”Nej så er hunde meget bedre! Og mere loyale.” Sagde han som var den debat lukket. ”Og ja den hedder Hund, og tillykke med dit nye kælenavn.” Han begyndte igen at gå i den retning de havde gået i før mødet med kræet, der også hurtigt var tilbage på benene og let luntede efter ham.

[Antoinette Haubert]

Antoinette havde så svært ved at forstå fyren hun nu fulgte efter. Hun havde aldrig mødt en som ham, hun havde aldrig hørt hvad man skulle gøre, hvis man mødte en som ham. Det hele var derfor meget nyt og svært for hende. Hun så dog undrende på ham ved hans udtale. "Hvilket selskab? vores? Hvad er der nu galt i det?" spurgte hun uforstående og noget blåøjet. Det var da nogle gode selskaber hun var til. Der var en masse lækker mad og god vin og folk havde en høflig holdning og pli. Samtaleemnet blev dog hurtigt skiftet til hendes bror, en ting der tydelig sad i hende, men så pludselig ud af det blev rankede hun ryggen og virkede til at alt var okay igen, skønt øjnene afslørede hendes indre tristhed. "Måske vi bare skulle lade emnet ligge?" fejede hun det let og elegant af, hun ønskede virkelig ikke at blive mindet om dengang hun havde fundet ham.
Hun stoppede op som han kaldte hende en tøs, og først da han udpenslede det for hende, forstod hun hvor uhøflig hun nok havde været. "undskyld, Jamie, jeg er ikke vant til at snakke med folk som Dem... dig... jeg.. jeg øhm.. undskyld." Det kunne tydeligt høres at hun mente det. Generelt var noget af alt det fine ved at gå lidt af hende, men hun var også ved at finde ud af at hun var i en situation, hvor det var ret ligemeget hvilken ost man kunne lide eller hvilken vin man drak. "Så forfærdelig er du nu heller ikke. Faktisk så..." Hun skævede lidt til ham, men gik så videre uden at sige mere. Det var hendes hemmelighed. Den ville hun ikke dele. Derfor var det også rart at de i stedet kunne snakke om mad, skønt hun også her følte hun var lidt sær. Sådan fik han det hvert fald til at lyde. "DEt er nemt. Du lægger bare din gaffel ind under den chips du vil spise og så skære de osten over med en kniv. På den måde fedter du ikke din...." Hvorfor skulle det nu også lyde helt forkert? Hun havde altid set det som meget normalt at bruge bestik til nachos, men nu føltes det pludselig helt forkert. "Du undgå at fedte dig selv helt ind." kom det så med en lille stemme. Af en eller anden grund begyndte Antoinette at føle sig flov over hvem hun var. HVorfor?
Det var svært at omgås Jamie. Det føltes som om alt det hun havde lært var løgn og det fik hende til at føle sig en kende strid imod ham. Men at han ikke ville springe på hende forstod hun alligevel ikke. Hun havde set hvordan mange af fyrerne opførte sig til selskaberne. Var alle fyre ikke sådan så? "Måske ikke, men du ønsker ikke møde en hund fra det finere selskab. De er om nogen virkelig snobbede. små forbistr... ups." hun kiggede flovt på ham, fordi hun havde været ved at sige noget grimt, noget som unge piger som hende normalt ikke gør. Hun kiggede ned på dyret. "Men hund er da ikke et rigtigt navn."

[Jamie Mikaelson]

Han fnøs, ”I er så pisse fissefornemme, at I jo slet ikke er til at være i rum med.” Kommenterede han tørt og skar en grimasse. ”Jeg mener, hvor forkælet skal man være for at æde 7 retter til hvert eneste måltid?!” Han anede ikke hvad han snakkede om, så det var meget muligt at det blot var en af hans fordomme.
Jamie kunne godt fornemme at det nok gik hende mere på end hun ønskede at sige til ham. Fair nok, de kendte jo ikke hinanden. ”Okay, det er et følsomt emne, det forstår jeg godt.” Han vidste trods alt godt hvad det ville sige at gemme sådanne ting væk.
En let hovedrysten, det var som om at hun ikke engang selv så hvor uhøflig hun havde været før nu. Ikke at han selv var et englebarn, på ingen måde, han kunne da godt tale pænt, men hvorfor skulle han dog det? Han havde ingen at imponerer.
Denne gang formede der sig et skævt smil på hans læber, der afslørede at under al snavset gemte sig en ret charmerende ung fyr. ”Ja for fedtede fingre ville være mit største problem.” Igen var ordenen ladet med sarkasme. ”Men hvad skulle du til at sige? Faktisk hvad?” Spurgte han nysgerrigt og så sig tilbage over skulderen for at sikre sig hun stadigvæk var med.
Endnu et grin, ”hold da op, det er jo ikke hunde, det er rotter med tøj på.” Jokede han som han vendte rundt og tog et par skridt baglæns. ”Og hvorfor skulle Hund ikke være et navn? Du har måske en bedre ide?” Brynene blev udfordrende skudt i vejret som de nåede et lille hegn. Ubesværet kravlede Jamie op på et par henlagte bildæk, og kravlede over på den anden side. Hunden fulgte efter med samme vante elegance.

[Antoinette Haubert]

Antoinette måtte bide sig i kinden for ikke at grine af hans udsagn, så hun var altså ikke den eneste med fordomme. Så rystede hun lidt på hovedet af ham. "Hvis vi Spiste 7 retter til hver måltid, så ville vi da ikke lave andet end at spise." Hun havde en lille fornemmelse af at dette udsagn han var kommet med måske, men kun måske, kunne være sarkastisk, men hun var faktisk ikke sikker. Hun spillede dog prøvende med alligevel. "Jeg må dog indrømme at det ville være fantastisk med 7 retter morgenmad, æg og bacon, pandekager, ristet brød med ost og marmelade, Chocopops! hmm.. havregrød, Croissant selvfølgelig hmm jeg tror ikke jeg kan finde på flere morgenmadsretter." Hun talte efter på fingrene endnu engang, det var faktisk kun en ting hun manglede og hvis en god blandet tallerken med det hele talte som 7 retter, så ja, så fik hun faktisk 7 eller for hendes vedkommende 5 til dagligt ca. Hun havde egentlig ikke tænkt over før at det var forkert, hun elskede sin morgenmad, det var noget af det bedste på dagen. "yoghurt! Selvfølgelig. Så blev det 7." udbrød hun, før en hånd øjeblikkeligt ramte op foran munden, flov over sit lille udbrud. Hvordan kunne hun have glemt yoghurt?
Hun valgte bevidst at lade være med at kommentere yderligere på emnet omkring sin brors overdosis, hun kunne ikke lide hverken at tænke på det eller snakke om det, og ville helst gerne bare glemme det. Det var heldigvis også let, som han igen ramte hende med sine ord. Nok var de sarkastiske, men for hende ramte de alligevel noget i hende og hun bed let ned i læben. Var det da så forkert at være hende? Hun var jo ikke bange for at få fedtede fingre, det var bare upraktisk og satte mærker alle vegne, mere var der vel ikke i det, men sammen med ham lød det nu nærmest som en forbrydelse, at spise Nachos med bestik. Blikket fandt hans, som han spurgte til hvad hun havde været ved a sige og for en tid mærkede Antoinette sin hals snøre sig sammen. Hun rømmede sig og prøvede at klare halsen, men havde egentlig ikke lyst til at fortælle, hvad hun havde været ved at sige. "Faktisk så... Du er ikke så forfærdelig." endte hun så med, uden at tænke over at det faktisk overhovedet ikke gav mening, da det var sådan hendes oprindelige sætning var startet, men hun kunne ikke sige sandheden til ham. Hvad hvis han grinede, eller gjorde grin med det, måske sagde noget sarkastisk, som hun alligevel ikke ville kunne forstå?
Antoinette trak på smilebåndet, som han omtalte de fines hunde som rotter iklædt tøj, det var ikke meget forkert. De var nogle bidske små sataner, det vidste alle. "På det punkt er jeg enig med dig. Jeg forstår ikke hvorfor man vil have en hund på armen på den måde. Det er da synd for dyret." Det var en holdning, hun aldrig havde sagt højt før, men samtidig med var det også hendes holdning, hvilket tydeligt kunne høres sammenlignet med meget af det andet hun havde sagt siden de var mødtes. Hun kiggede på hunden og lagde hovedet lidt på skrå. "Du hedder jo heller ikke Dreng. Vi kan ikke opkalde ting efter hvad de er. Det virker bare... upersonligt." Hun tog et nærmere kig på hunden, og prøvede at se ind under alt snavset. "Måske Jack? eller Kaptajn?" foreslog hun så. Hun var gået helt i stå igen, hvilket også gjorde at hun ikke fangede hvad Jamie havde gang i før han var halvvejs ovre det hegn det var nået til. Bagefter hoppede hunden også over og så stod hun selv tilbage. Hun kiggede ned af sin kjole, hvordan skulle hun på nogen måde komme over der?
Til en start bukkede hun sig ned og tog sine sko af, det var ikke fordi hælen var voldsom høj, men den var alligevel for høj til at klatre i. "Grib." lød det, før hun kastede først den ene og så den anden sko over til dem. Disse havde helt sikkert også set bedre dage, før denne aftens færd hun var kommet ud på. det var bestemt ikke billige sko og kunne sikkert nok samle en del penge ind, hvis man valgte at sælge dem, men Antoinette måtte jo have tillid til Jamie, da hun ikke kunne efterlade dem, ej heller kravle med dem i hånden. Derefter prøvede hun så som ham at kravle op på bildækkene og videre over på den anden side. Det endte dog nærmere som et fald en et elegant spring, og endnu engang hørtes lyden af kjolen der rev sig mere i stykker. Antoinette sukkede og bed sig i kinden, hun var ved at være godt træt af det hele. "Er der langt endnu?" Hun var ret sikker på hun allerede kunne mærke de første 30 blå mærker på hendes krop af denne tur. Hun havde ondt over det hele hvert fald og ville gerne bare opgive og sætte sig op af en mur og vente på nogen fandt hende. 

[Jamie Mikaelson]

Et skævt smil formede sig på læberne ved hendes kommentar. Opfangede hun lige hans sarkasme? Blikket hvilede kort på hendes ansigt. "Gør I da det? Laver andet?" Igen sagt som en joke, han var ikke sikker på om hun ville opfange det, men nu havde hun da lige opfanget den forgående, så måske der var håb forude.
Blikket blev en kende mere dømmende ved alle de mange muligheder. "Tja..jeg er glad hvis bare jeg kan finde et stykke brød uden alt for meget mug på." Konkluderede han, langt mere sandfærdigt end før. "Men dine forslag lyder nu mere tiltalende vil jeg gerne indrømme. Mmm noget yoghurt med muesli eller banan!" Det sidste ord, blev måske sagt med lidt stor begejstring, men han elskede virkelig bananer, det var bare så sjældent han kunne få fat i nogen der ikke var helt moset.
En irriterende sult begyndte at sprede sig i hans indre og fik maven til at rumle. Han kunne ikke lige huske hvornår han sidste havde spist. Det var vidst et halvt æble i morges.
Han kunne ikke helt afgøre hvorfor, men det virkede som om hun havde mere at sige som hun ikke fik frem. "Jeg er ikke så forfærdelig?[/i|, wauw, hvilket kompliment." Dette blev sagt i et smilende suk, og med en let hovedrysten. Der var noget trakisk-komisk i at hun ikke engang kunne give ham et oprigtigt kompliment. Som om det ville udløse hans indre mande-dæmoniske side og han så bare ville kaste sig over hende.
De blå øjne blev spærret let op, i overdreven overraskelse, "jamen dog, er vi rent faktisk enige om noget?" Spurgte han underholdt. Men ja, det var sgu synd. "Desuden, hvis man endelig skal have en hund, så skal det sguda ikke være en hun man risikerer at træde på." Han slog let ud med hånden mod Hund, som var den en langt mere passende størrelse, skønt den ikke lå til de allerstørste hunderacer.
Brynene blev let rynket, "det kan vi da godt," svarede han igen, primært fordi det var lidt sjovt at debaterer med hende, "man skal bare sige det lidt kælent." Forsvarede han det så, "Ik Hund? Ja du kan godt lide dit navn ik?" Stemmen ændrede toneleje til en indbydende venlig tone, der omgående fik hunden til at komme imod ham med logrende hale. "Se." Konkluderede han.
Hun blev mødt med en ny let hovedrysten som hun kastede sin sko over hegnet til ham. Han greb dem nu alligevel, men på trods af at hans egne jogginsko var godt udtrampede og havde flere huller i, virkede de som et langt bedre alternativ end hendes. Måske havde det også noget at gøre med at han var en fyr. Dog ville han sikkert godt kunne få en god pris fra Ramon for disse sko, de så dyre ud. Tanken blev slået ud af hovedet, og han så i stedet til imens hun kæmpede sig over på den anden side. Han måtte virkelig også kæmpe imod trangen til at le som hun nærmest væltede over hegnet. "Meget elegant." Stemmen bar atter præg af sarkasmen. "Og nej, vi er der om lidt." Tilføjede han så.

[Antoinette Haubert]

Antoinette rynkede brynene lidt ved hans spørgsmål. Han kunne da umuligt tro de ikke lavede andet, men selvfølgelig virkede han ret fordomsfuld, så jo forfor ikke? "jeg fx brodere, spiller Violin og klaver. min bror fægter. og -" hun tav, som det pludselig slog hende at noget ved spørgsmålet ikke helt gav mening. Selvfølgelig troede han ikke de spiste hele tiden, så dum kunne han umuligt være, så hvis han ville spørge dumt, så ville hun også give et dumt svar tilbage. "-Som De selv er vidne til lige nu, så ske det vi benytter tiden til at rend...e omkring med charm..merende fyrer." Hun tav øjeblikkeligt og bed ned i sin underlæbe og håbede virkelig på at han ikke havde hørt hende! En ting var at hun havde fejlet voldsomt i det der sarkasme, men at hun samtidig havde fået det til at lyde så pokkers forkert plus kaldt ham charmerende, det havde ikke lige været meningen. Hvorfor havde hun ikke bare holdt sin mund i stedet?
Hun vrængede lidt på næsen over han "foretrukne" morgenmad. "Mug?.. det kan du da ikke spise, det ulækkert, og ikke spor sundt!" Hun kiggede nærmest bekymret på ham, måske håbede hun lidt på at dette også var sarkastisk. Der var da vel ikke nogen, der rent faktisk spiste noget så ulækkert? "Kom forbi ambassaden i morgen, så skal jeg sørge for du får yoghurt og banan. Det lover jeg dig." hun kunne ikke lide tanken om at han skulle spise dårligt mad, og lidt yoghurt kunne hun nu godt undværre. Det ville ikke være jordens undergang. 
Hun kunne godt høre på ham, at han ikke var tilfreds med hendes ord omkring sig, hun mente nu ellers intet ondt med det, men hvordan skulle hun ellers udtrykke sig, hun turde ikke bedre. "Godt, jeg glad for at du er her, er det det du gerne vil høre?" Spurgte hun så ligeud. Det var stadig ikke hele sandheden om, hvad hun syntes, men det var da tættere på end før.  hun gjorde dog alt for ikke at se ham i øjnene efter sin udmelding, det turde hun alligevel ikke helt, hvorfor vidste hun ikke, han gjorde hende bare sådan lidt usikker.
Hun stoppede som han kommenterede på at de var enige om noget. var det da så overvældende? "Der er da sikkert også andre ting vi er enige om? Dog ville jeg aldrig foretrække at have en hund, uanset størrelse." Hun så ned imod Hund. "Beklager, men jeg kan ikke lide hunde." undskyldte hun sig og så igen op på Jamie, nu også med mere øjenkontakt. Hun så til mens han kælede med hunden og langsomt mærkede hun en jalousi røre på sig i hende og hendes fingre rørte lidt på sig, fordi hun måske alligevel fik lidt lyst til at ae Hund, men hun gjorde det dog ikke. Hun var ikke rigtig tryg ved det. 
Heldigvis blev hun også snart afbrudt af hegnet de skulle over, hun slog sig grimt som hun landede på den anden side og klagede lidt for sig selv, men kom alligevel på benene og gik hen til Jamie. "Må jeg få mine sko igen?" spurgte hun så og rakte ud efter dem lidt hurtigt, så man godt kunne fornemme at hun måske frygtede han ville beholde dem. Hun var virkelig træt efterhånden og ville bare gerne snart kunne ligge i sin seng og få varme og hvile. Hun blev dog glad da han sagde der ikke var så langt. "Godt, jeg er helt udmattet, og kold. Se min kjole, den er helt laset." ynkede hun lidt for sig.

[Jamie Mikaelson]

”Spiller du violin?” Denne gang var der optigt interesse i hans stemme. En af de hjemløse under broen hvor Jamie holdt til, havde også en violin som han spillede på hver aften inden de gik til ro. Musikken gav ham en underlig behagelig tryghedsfornemmelse, skønt han godt vidste at det var falsk tryghed.
Som hun gav sarksmen et forsøg, kunne han intet andet end at grine let. ”Du bruger sarkasme, jeg er imponeret, pas hellere på, ellers ender du jo som mig," han blinkede til hende og tiltede så hovedet let på skrå. ”ooog synes du ligefrem jeg er charmerende?” Han vippede nogle gange med øjebrynene.
Han fnøs let, ”måske ikke, men nu har jeg ikke lige en fem stjernet gourmetkok der står og laver mad til mig hver dag.” Påmindede han hende en anelse bittert.
De næste ord fik ham til at le, ”ja for pokker, kan du lige se det for dig, det vil de sikkert elske, så må jeg hellere iføre mig mit pæne tøj.” Han lo igen. Først nu gik det op for ham at hun lod til at mene det. ”Er du seriøs lige nu?” Spurgte han både overrasket og lettere chokeret.
De blå øjne hvilede aflæsende på hende. Han troede ikke helt hun sagde hvad hun mente, ”whatever prinsesse.” Han rystede let på hovedet. Det var ikke surt eller ligegyldigt, mere lusket, som om han kunne læse at der lå mere mellem linjerne.
Jamie trak let på skuldrene ved hendes indrømmelse, ”fair nok, jeg skal nok trøste ham i aften.” Svarede han og gjorde et kast med hovedet imod hunden. Ærlig talt havde han lidt svært ved at finde ud af hvad ellers de skulle have til fælles.
Skoene blev rakt frem imod hende på hendes opfordring, men lige som hun skulle til at tage dem trak han dem legesygt udenfor hendes rækkevidde. Han havde lyst til at drille hende lidt. ”Hvad nu hvis jeg siger at det kommer til at koste dig?” Spurget han, dog med et venligt udtryk i de blå øjne. Han havde lyst til at pille hende lidt ned fra den trone hun befandt sig på. ”Og slap nu af, det er ikke noget sindsygt.” Tilføjede han så, inden han skulle til at redde hende ud af et panikanfald.

[Antoinette Haubert]

Antoinette sende drengen et stolt smil. "Ja, Violin og klaver. Du kan måske lide violinspil?" spurgte hun nysgerrigt, så ville det jo være en ting mere det havde til fældes - Sådan da. Altså det havde aldrig helt været Antoinettes valg at lære at spille violin, det hørte ligesom bare med i pakken som datter af en ambassadør, så skulle man kende forskellige færdigheder og kunstarter.
Hun rankede sig en anelse af stolthed, som han kommenterede på, at hun havde brugt sarkasme. Så havde det da ikke været helt forkert det hun havde sagt. Selvfølgelig spurgte han også ind til, hvad hun netop havde sagt om hende, hvilket i den grad fik hende til at rødme og se ned i jorden, før hun så stille nikkede. "Der... Er noget charmerende over Dem hvert fald. Jeg... prøv..prøvede blot at.. tale som De." Hun bed hårdt ned i sin underlæbe og kunne slet ikke få sig selv til at se på ham igen, hun var overrasket over, hvad hun netop havde sagt. Den slags sagde hun normalt ikke bare sådan til fremmede. Bare det nu ikke ville ende galt!!
Hun stå og så lidt på ham, som han grinede over hendes høflige tilbud om mad, uden helt at hun forstod det sjove i det. Selvfølgelig ville han ikke kunne komme ind i huset, sådan som han så ud, men det var jo heller ikke hendes plan. Regnede han da med det? "Måske De kan passe min broders tøj? og hvis vi så sørger for et bad inden, så ville du nu nok kunne komme ind. Men, min tanke være nok nærmere, at De kunne dukke op ved køkken døren før mine forældre vågner. Så skal jeg nok give Dem yoghurt og bananer. Måske lidt chokolade, hvis De opføre Dem ordentligt." Der var ingen tvivl om, at hun mente det hun sagde. De havde så rigeligt med mad, at ingen ville bemærke, om det forsvandt en banan og lidt andre ting, og han så tydeligvis ud til at have mere brug for det end de havde. "Så ja, jeg er helt seriøs, men jeg er stadig ingen prinsesse." ordet prinsesse  fik hende til at kigge ned ad sig selv. Lige nu lignede hun mest af alt noget fra en skrækfilm. Hun sukkede lidt opgivende og lod så kjole være kjole.
Hund kiggede på hunden igen og lagde hovedet lidt på skrå, måske var den ikke helt så slemt, ligesom Jamie ikke var det. Hun frygtede bare stadig lidt om den kunne finde på at bide hende, og det ønskede hun ikke. Den havde sikkert rabies eller sådan noget.
Hun så over på Jamie, der nu rakte skoene frem imod hende og rynkede så lidt uforstående brynene. "Men.. Jeg har allerede givet dig min ring? Jeg kan ikke give alle mine smykker væk, jeg er i problemer nok, bare for at have givet dig ringen. Må jeg ikke nok få mine sko tilbage?" hun hørte slet ikke delen med at hun skulle slappe af, fordi det ikke ville være noget slemt.

[Jamie Mikaelson]

Han trak en smule letsindigt på den ene skulder. ”Det er okay.” Svarede han, men blev så enig med sig selv om at han lige så godt kunne være ærlig. ”Jeg synes godt det kan have en beroligende effekt.” Tilføjede han derfor og bed en smule i neglebåndet på den ene pegefinger.
Igen løb et drenget smil over læberne og han fjernede atter fingrene fra munden. ”Du bliver simpelthen nødt til at stoppe med at sige de til mig, det får mig til at lyde mega gammel.” Kommenterede han med en let hovedrysten.
En latter var den næste lyd der undslap ham, ”din brors tøj? Okay så jeg skal gå i bad, og iføre mig din brors tøj for at være din nok til at nærme mig jeres bagdør?” Han sendte hende et let opgivende blik, hvorefter øjnene blev knebet let sammen, ”og du kan seriøst ikke selv høre hvor messed up det lyder?” Han slog en smule ud med den ene hånd. Dette blev efterfulgt at en mild hovedrysten. ”Jeg bliver ved med at kalde dig prinsesse så længe du siger De til mig.” Savrede han så bare, som var det det mest logiske i verden.
”Tag det nu roligt, jeg vil ikke gave dine smykker.” Svarede han så. Okay det var kun delvist rigtigt, de smykker kunne brødføde mange munde på lossepladsen hvor han holdt til med de andre hjemløse. ”Okay jeg omformulerer.” Tilføjede han så, ”vidste du godt at de mest gavmilde folk, er dem som ikke ejer noget? De er mere tilbøjelige til at dele ud af de de skraber sammen, fordi de ved hvordan det føles ikke at have noget.” Sagde han stille, ”jeg vil gerne give dig noget, og det eneste du skal gøre, er at tage imod det, så får du dine sko tilbage.” Sagde han kryptisk og stadigvæk med det drengede smil, legende på læben.

[Antoinette Haubert]

Tja man kunne godt sige der var noget beroligende ved violinspil, men det kom an på hvilken genre man spillede. Antoinette smilede dog bare og ville ikke diskutere det. Hun kunne lide at de bare havde noget at være enige om. Det fik hende da også til at grine lidt. "Se, det er slet ikke så svært at finde noget vi begge synes om." Konkluderede hun glad for at de havde noget at være fælles om. For hende kunne klavermusik være mindst lige så beroligende, men det var ikke så nemt at have et klaver med sig rundt, så det blev mest spillet i Testuen.
Det gjorde lidt ondt, som han igen kommenterede på at hun tiltalte ham med de. Det var ikke noget hun gjorde med vilje og hun prøvede faktisk at lade være. "Undskyld. Jeg gør mit bedst for at sige du til.. dig, men det er lidt svært og... og... Du gør mig lidt nervøs, så, så glemmer jeg det." prøvede hun at forklare ham. Hun var ikke vant til andet så hun skulle tænke over det hver gang hun sagde du og ikke de. 
Som han så prøvede at lægge to og to sammen med bad, tøj og køkken kom Antoinette til at grine og det endte med at hun holdt begge hænder op for munden. "Undskyld. Det var ikke for at grine. Selvfølgelig skal du ikke hav fint tøj på, for at få lidt med ved køkkendøren. Det var hvis du skulle med ind og sidde til bords med familien." Antoinette rynkede lidt på brynene og tænkte over hvad hun netop havde sagt. Hun så ned på de bare tæer imens og fangede så hans øjne med sine egne. "Undskyld, det lød forkert. Egentlig ønsker jeg ikke ændre på dig, men... det lader bare til vi kommer fra hver vores verden." Prøvede hun så at forklare ham. Hun ville dog gerne give ham mad, hvis han var sulten, de havde så rigeligt af den jo.

Det glædede hende, da han bekræftede at han ikke ønskede hendes smykker, men hun kunne godt mærke at en uro voksede frem i maven på sig. Han havde et eller andet for, hun anede bare ikke hvad det var. "Hvad vil du gerne give mig?" Spurgte hun så og så undrende på ham. Kunne han ikke bare give hende hendes sko så? Hun forstod ikke rigtig hvad der foregik.

[Jamie Mikaelson]

Jamie sendte hende et mindre overbevist blik. Ja de havde fundet noget at være enige om, men det var jo kun én ting. Han valgte dog ikke at svare mere på det.
”Nerøs? Stadigvæk? Og her troede jeg ellers lige vi havde bondet.” Hans stemme var tilbage i det sarkastiske. Han havde ikke tænkt sig at gøre hende noget, men det kunne enhver selvfølgelig komme og sige.
Denne gang gled munden næsten op i overraskelse. Fatningen blev dog hurtigt genfundet og han sendte hende et snedigt smil, ”så du vil allerede have jeg møder din familie. Jeg troede ellers normalt det krævede lidt mere end en enkelt date.” Jokede han med en fast mine. Hun var bare lidt sjov at freake ud.
Det næste fik ham dog til at grine lidt som han slog hænderne ud ned af sig selv, som for at fremvise det slidte tøj, ”Tror du det?” Igen tilbage med sarkasmen i stemmen. ”Hvad gav dig dog den ide?” Hun var født med en guldske i røven -set med hans øjne, hvor han kom fra hårde vilkår, der havde gjort at han måtte klare sig selv i en meget ung alder.
Han tog et skridt tættere på hende. Det lille smil voksede på hans læber. ”Luk øjnene.” Bad han. Han var ikke sikker på om hun ville gøre det, han kunne trods alt ikke bebrejde hende for ikke at stole på ham. Han var en komplet fremmed og en hun tydeligvis havde en del fordomme omkring.