A Piece of Heaven

[Rafael Montés]

Rafael trådte ind i kapslen med en afslappet mine. Han så sig kort omkring og førte en hånd gennem håret. Kapslen var lille, men der var da plads nok til at man kunne bevæge sig lidt rundt. Han gik hen til sofaen og lod en hånd løbe langs ryglænet, imens han fik langs den bagved.
Blikket opfangede væggen, hvor den store kærlighed muligvis kunne vente på modsatte side. 
At Rafael havde meldt sig til dette her ville nok ikke komme bag på nogen. Han havde levet mange år som ungkarl og pigemagnet, men nu syntes han faktisk at han var nået til et punkt, hvor han gerne ville have en at dele sit liv med. En som forhåbentlig delte hans lidt vanskelige interesser og ikke lod sig skræmme af hans letsindige syn på verden. "Er der liv på den anden side?" Lagde han ud og satte sig så på gulvet med ryggen imod sædet på sofaen, i stedet for at sætte sig i den. 

[Deleted]

Det var med rødvin i hånden at Augusta satte sig op i sofaen som stilheden blev brudt. Hvor åndssvagt det end lød, havde hun dresset sig op til lejligheden. Den røde hemline kjole sad perfekt og håret endnu bedre, ikke at den den unge kvinde nogensinde tillod hverken en dårlig tøj eller hårdag. ,,Ja nu er der", svarede hun i et lille grin, hvorefter hun nippede til rødvinen. Hun var spændt. Den spanske accent var tydelig, også selvom det snart var flere år siden hun var flyttet til England. Det gjorde heller intet, Augusta var stolt spanier.

[Rafael Montés]

Rafael der selv havde talt meget spansk igennem sin levetid, fornemmede hurtigt accenten og smilede. Han var ikke selv fra Spanien, men mexico, men på trods af dialekten var sproget jo det samme. ”Hola señorita,” hilste han imødekommende, og trak benene lidt op til sig. Underarmene lod han hvile imod sine knæ, imens han let afventende holdt blikket rettet imod væggen. ”Jamen, skal vi springe ud i det?” Spurgte han roligt og uden at vente på svar forsatte han, ”Mit navn er Rafael. Hyggeligt at….ikke-se dig.” Han lo lidt over sin egen joke, en vane der til tider godt kunne virke irriterende for nogen, men han var bare et ret åbent menneske

[Deleted]

Med vinglasset nær læberne mærkede Augusta smilet vokse. Billige points, men det betød ikke nødvendigvis at det her udviklede sig til noget dårligt. Igen tillod hun sig at læne sig tilbage i hjørnet af sofaen. Hun lod manden føre ordet og hvor irriterende det end føltes, formåede han hurtigt at få den mørkhårede kvinde til at le. Det virkede til at han havde karisma, en egenskab Augusta uden tvivl normalt blev tiltrukket af. ,,Og hyggeligt at ikke-se dig Rafael", lød det muntert. ,,Jeg hedder Augusta. Hvor kommer du fra? Jeg kan ikke helt tyde din.. accent."

[Rafael Montés]

Han hørte hende le og tog det som et mentalt skulderklap. Så gjorde han da noget rigtigt. Rafaels ego havde nu aldrig fejlet noget. Han var meget typen som tog én dag af gangen. En rigtig livsnyder. Han smilede til ære for væggen da hun kastede hans ordspil tilbage i hans retning.
Den unge mand tyggede let på hendes spørgsmål før han svarede. ”Mexico oprindeligt, men jeg har boet langt det meste af mit liv her i Storbritannien. Hvad med dig?” Han begyndte let at pille ved sine fingrenegle imens han afventede svar.

[Deleted]

En mexicaner. Augusta fugtede læberne. Smilet var stadigvæk til at mærke på de røde læber. Var hun nervøs? Måske en smule… det her eksperiment ville trods alt ændre hele hendes liv, specielt hvis hun gik derfra hånd i hånd med en mand hun ville kalde for sin forlovede. Men ville hun kunne falde for en mand som hun slet ikke havde set? Hun følte sig klar til kærligheden, klar til at binde sig, klar til at starte en familie. ,,Jeg flyttede til London fra San Sebastián for 11 år siden", svarede hun. ,,Åh gud, det for mig til at lyde så gammel", grinede hun hurtigt ,, - jeg er altså kun 27.."

,,Fortæl mig Rafael, hvorfor flyttede du til Storbritannien?"

[Rafael Montés]

Hendes ord fik atter det perfekte tandsmil sil at stå frem på hans læber. ”27 er jo ingen alder.” Forsikrede han og understregede pointen ved at slå en smule ud med hånden igen uden at hun kunne se det..
Han pillede fortsat ved sine neglebånd og bed lidt i det. Dette var en vane han havde fået tillagt sig når han var enten nervøs eller stresset, den havde fulgt ham lige siden episoden i afrika skønt det var tæt på 8 år siden.
Spørgsmålet hun gav ham var godt, måske næsten for godt. ”Se det er et glimrende spørgsmål,” han lo en anelse nervøst og vejede op om det ville skræmme hende helt væk at være for ærlig. På den anden side var det jo derfor han var her. ”Men okay,” en dyb indånding, ”min far fik rodet sig ud i nogle problemer med den mexicanske mafia...min mor flygtede hertil med min søster og mig da vi var små.” Forklarede han og holdt næsten vejret i et forsøg på at høre hendes reaktion. ”Hvad med dig? Du blev måske tiltrukket af det gode britiske vejr?” Jokede han i håb om at gøre stemningen mere letsindig. Han havde aldrig været god til når stemningen blev for alvorlig.

[Deleted]

Rafaels reaktion og dertil svar fik Augusta til at ånde lettet ud før hun ellers tillod sig at grine sammen med ham. En lille del af hende havde måske frygtet at hun havde skræmt ham væk allerede nu ved at dele sin alder. Hun havde trods alt ingen idé om hvor gammel manden var som sad på den anden side af væggen, han kunne meget vel være 20 år - selvom hun næppe troede at en 20-årig sagde ja til sådan et eksperiment, men så 30 år, 40 år eller mere..!
Smilet blev hængende som hun tog en ny tår af vinen. ,,Hit me", lød det frisk fra hende og måske endda lidt opmuntrende, som hun syntes at kunne høre en smule nervøsitet i hans tone. Som han forklarede, forblev hun stille, nikkede svagt et par gange og helt naturligt krydsede hun benene som informationen blev tygget lidt på. ,,Waw, det var noget af en historie..", konkluderede hun. Augusta ville ikke selv sige at hun havde direkte erfaring med mafiaen, men hun havde noget baggrundsviden. Smilet tilbagevendte dog hurtigt som det lod til at manden forsøgte at redde noget der ikke skulle reddes. ,,Deet har vel sin charme, på nogle dage", klukkede hun, hvorefter hun bed sig i underlæben. ,,Jeg, emh, fik tilbudt et job. Som model. Hvilken 16-årig siger nej til det?" Lød det i lidt selvironi. Hun havde aldrig fortrudt det, men Augusta havde bestemt ikke vidst hvad hun havde sagt ja til den gang. ,,Har du så.. noget med mafiaen at gøre i dag?"

[Rafael Montés]

Smilet forblev malet på hans læber frem til emnet skiftede retning. Han var ikke ligefrem stolt af den baggrund, men på den anden side, så havde han ikke været en del af det. Han var bare søn af en som var en del af det.
Rafael gnubbede kort sin pande ved hendes ord og nikkede en enkelt gang for sig selv. "Jah...vi bestemmer desværre ikke selv hvor vi kommer fra, vi kan kun bestemme hvad vi har tænkt os at bruge det til." Konkluderede han i en rolig tone. Han var stolt over sin familie og med familie mente han sin ældre søster og sin mor. Begge var to stærke kvinder som havde været med til at forme den mand han var blevet til i dag og det var han ikke blank for at indrømme. Dog var de nok lidt mere fornuftige på mange punkter.
"Ja, de solrige af dem." Jokede han videre og bed let ned i underlæben. "Vent, hold da op. Som model?" Han mærkede automatisk smilet vokse. "Det er da lidt af et tilbud." Det forstod han godt at hun ikke havde haft lyst til at afslå, slet ikke som 16 årig.
Spørgsmålet blev besvaret uden den mindste tøven, "nej for pokker. Jeg går ikke ind for den måde at...køre tingene på." Så var det vel sagt på en pæn måde. "Jeg tror på at man skal hjælpe hinanden, magten burde ligge hos dem der ikke selv vil have den, men vil bruge den på at hjælpe andre end sig selv." Svarede han ned største sikkerhed i stemmen.