Ny i klassen?

[Rosaleen McGillicutty]

Tiltænkt: Hubert Clutterbuck
Tid: 7.50 mandag morgen
Sted: Spådom

---

Julen var overstået og Rosaleen havde igen indfundet sig på Hogwarts, men en ting hun ikke var helt tilfreds med var, at de skulle starte året ud med Spådom! Hvad i alverden havde skolen tænkt sig? At de ville dræbe Rosaleen med det værste fag hun overhovedet kunne komme i tanke om sammen med Astronomi. Hun var taget derop 10 min før, ikke for og være en stræber, for det her fag var hun faktisk ikke super interesseret i, men hun havde alligevel valgt det og det måtte hun leve med. Hun havde dog alligevel gået derop i god tid, for bare og komme ordentligt i gang, men selvfølgelig var hun den første. Hun anrettede sine ting på bagerste bord og satte sig i den tilhørende lænestol, hun kunne jo lige så godt finde sig til rette nu det var det eneste lokale med behagelige siddepladser.

[Hubert Clutterbuck]

Vinteren havde været uudholdelig, og det havde rejsen som sådan også været. Efter utallige ture med tog og mange nætter på diverse togstationer var han rejst ned igennem De Baltiske stater, Polen, Tyskland og Belgien, og var langt om længe havnet op i London, før han atter skulle på et tog og rejse op imod Skotlands højlande.
Irritationen og jetlag lyste af hans ansigt, og han havde ingen lyst til at snakke med de andre elever. Morgenmaden var gået med stirrende blikke - det var vel sådan det var, når man var den nye. Ingen gad at spørge ham hvem han var eller hvor han kom fra, men der var i den grad mange der spurgte det indvendigt, og snakkede om ham bag hans ryg.
Den første lektion stod på Spådom. Han vidste ikke hvad det gik ud på, men for at det skulle være overstået hurtigst med at finde ud af valgfag, så havde han bare sat et kryds ved hvert andet fag - og så var han pludselig endt oppe i Nordtårnet, til en lektion i noget overnaturligt lort.
Han var løbet hurtigt fra Storsalen for at komme væk fra folkemængden. Han slyngede lemmen hårdt op til lokalet og lukkede den efter sig, og lænede sig derefter op imod væggen. Der var gået et godt stykke tid før han opdagede at han ikke var alene, og satte sig at analysere hendes ansigt. "Hvad er du så for én?" Spurgte han. Tonen var kold og en anelse spydig, men hans blik var stadig blødt.

[Rosaleen McGillicutty]

Først tænkte hun på ingen måde over det, at der kom en person op gennem lemmen, hun kiggede ikke rigtigt, men så gik det op for hende, at det var et nyt ansigt. Det var sært, et nyt ansigt nu? Hun studerede ham lidt inden han selv kom ind på det, hvad hun var for en? Det lød som om han troede hun var et dyr, men på den anden side, det havde hun ikke et reelt behov for. "Rosaleen McGillicutty, Ravenclawelev... hvad med dig, jeg synes ikke jeg har set dig før?" Hun kløede sig lettere forvirret på næsen.

[Hubert Clutterbuck]

Hubert stirrede lidt af hende med rynkede bryn. Hun så lidt underlig ud - anderledes fra dem han kendte og havde vokset op med i hvert fald. Han anede ikke hvem hun var, eller hvorfor han ville vide det. Et eller andet sagde ham, at de havde lidt mere tilfælles end hvad han troede, og måske var det fint at få nogen på hans side, der måske kunne hjælpe ham på vej.
Han tænkte kort over hendes efternavn der havde en lidt sær klang før han svarede. "Hunt..- Nej sorry, Hubert Clutterbuck." Han forsøgte at få det til at lyde lidt selvsikkert, så der ikke blev lagt krav på en forklaring. "Hufflepuff, jeg er lige flyttet hertil fra Koldovstoretz. Er du vokset op her?"

[Rosaleen McGillicutty]

Det var lige før hun var ved og grine over han var ved og sige sit eget navn forkert, men hun holdt det tilbage fordi det på samme tid var sødt og synd, han kunne jo ikke gøre for han måske var en smule nervøs hvis det var det der skete. Hun studsede lidt ved skolen, men kom så i tanke om noget hun havde læst. "Åh den russiske skole? Velkommen til. Ja jeg er født og opvokset i London." Hun smilede roligt, han var egentligt slet ikke så slem, måske der endelig var en der lysnede det lortefag lidt op.

[Hubert Clutterbuck]

Det føltes lidt underligt at endelig have en normal samtale igen. Der var en overdøvende fred inde i hans hoved, og hans stemme var blevet godt og grundigt hæs, men han nød samtalen - eller han nød selvskabet, I hvert fald. Måske bare lyden af en stemme, der lød interesseret. Det kendtes ikke så tomt eller ligegyldigt, selvom det stadig var en kedelig smalltalk.
“Yeah. Men tak, det sætter jeg da pris på. Og London? Det er da et kæmpe sted, kan du lide den slags?" Han vidste godt at der også boede mange mennesker i Skt Petersborg, men West Dewston i Skotland var en anden historie - det var en lillebitte landsby der lå isoleret ude på landet, hvor der boede et par hundrede folk, hvor store dele af befolkningen var lallende oldinge.

[Rosaleen McGillicutty]

Det var en lidt sød måde og spørge ind til hende på, det her med om der ikke var mange mennesker nu det jo var en hovedstad, men hun smilede bare af det. "Jo der er lidt mange, men det er lettere og gemme sig i mængden, så jeg kan godt lide det... Hvad forventer du af og starte på Hogwarts?" Hun havde brug for og vende snakken lidt mere væk fra sig selv og ærligt gad hun ikke snakke om London

[Hubert Clutterbuck]

Hubert bevægede sig op på benene og begik sig lidt rundt på lokalet og betragtede de forskellige genstande. Hans fingre strøg let over overfladen på diverse krystalkugler, så støv blev lidt fast på hans fingrespidser. Han tørrede det af på kappen og fortsatte derefter sin søgen på noget spændende.
Han trak på skuldrene da hun spurgte. "Jeg ved det ikke, jeg vil gerne væk herfra. Det føles som lidt spild af tid, at sidde og stirre i glaskugler og sidde på klasseværelser og lære at svinge vores tryllestave. Der er så meget viden der er lidt unødvendigt, som i Magiens Historie - det er et dumt fag." Han havde ikke tænkt sig at sige så meget, men det hele faldt bare ud af ham. "Er alle på skolen sådan nogle sære typer?"

[Rosaleen McGillicutty]

Hun skulle lige til og svare på det med fagene, hvordan hun selv havde det, da han stødte hende noget så grusomt. Hun fløj nærmest op fra stolen og pegede på ham, ikke med en tryllestav men bare helt generelt, så pegede hun på ham. "Hvor vover du? Du kalder mig en sær type? Hvor mange har du overhovedet mødt?" Hun blev mere forarget end hun egentligt selv havde forventet, men han havde helt sikkert ikke mødt særlig mange for hun havde selv først set ham nu jo.

[Hubert Clutterbuck]

Han studerede skrivebordet og hev i skufferne under bordet, da hun rejse sig og pegede af ham. Han løftede instinktivt hænderne op, som en indirekte "rolig nu", og rynkede på brynene i et forvirret udtryk. "Slap nu af, det behøver da ikke at være en negativ ting. Hellere være sær end at være som alle de andre." Han talte meget monotont men lod et snert af følelse ligge i. "Jeg har kun talt med to folk der er her fra området, og det er mine forældre. Men resten så også lidt kedelig ud - du virker ikke så kedelig." Han bukkede sig ned for at pille ved låsen til den øverste skuffe - gad vide hvad der var i den..

[Rosaleen McGillicutty]

Det var virkelig sært sådan som han snusede omkring og hun vidste ikke helt hvad hun skulle tænke over, hvordan hun ledede rundt i alle tingene, som om der skulle ligge noget interessant i et af skolens værste fags lokaler... Hans tiltale om hvordan folk var og det ikke var forkert og være sær, men at hun ikke virkede så kedelig... Det var så mærkelig en måde og komme ind et nyt sted på, men hun satte sig ned igen, dog med en snert af et halvfornærmet udtryk i ansigtet. "Er det ikke lidt dumt og dømme folk så hurtigt?" Hun hævede det ene bryn, hun fandt det på ingen måde klogt af ham, det måtte hun jo være ærlig omkring.