Let's Get To Know Each Other

[Deleted]

Yamila trådte ind i det lille firkantede rum. Hun havde måske ikke de højste forventninger til dette her, men var blevet anbefalet det af en veninde. Om ikke andet kunne det måske give hende nogle flere relationer. 
For ca. 4 måneder siden var hun flyttet fra Australien fra England da en jobmulighed bød sig. Det var ikke første gang hun boede i Storbritannien dog. Fra hun 10 til hun var 20 havde hun boet i Skotland og dermed også gået sin skolegang på Hogwarts.
Nu var hun altså tilbage i Storbritannien. Denne gang for at blive. hun havde måske ikke direkte forventninger om at finde den store kærlighed herinde, men tanken omkring at lære folk at kende for den de var og ikke deres udseende, var der alligevel noget smukt ved, hvilket også var derfor hun havde ladet sig overtale til at dukke op.
Hun slog sig ned i sofaen og svingede det ene ben over det andet som hun rømmede sig let. "Hallo?" Forsøgte hun sig stille med.

[Jonathan Hayes]

Jonathan havde gjort sig mange tanker, inden han havde 'meldt sig til' dette eksperiment. Han forventede ikke at finde den store kærlighed, da det var lidt overkill, at man skulle forlove sig. Det kunne godt komme til at ødelægge lidt, at man brugte så kort tid sammen og så skulle finde de fysiske connection bagefter. Dog havde han valgt at gøre det, da han så inderligt ønskede at få sig noget familie. Ikke fordi han skulle have børn med det samme, men at finde en kvinde, som han kunne kalde sin familie. Selv havde han ikke nogen, da han som baby lev bortadopteret og som voksen mistede sine adoptivforældre. Han vidste da, at hans biologiske familie var derude et sted, og det var også derfor han var rejst fra USA, men han forventede ikke, at de ville ham noget godt. Nu gjorde han dette og så måtte han se, hvad der skete.

Jonathan gik ind i en af kapslerne og satte sig på den bløde sofa. Han havde taget en notesbog med, så han kunne skrive noget ned om de forskellige kvinder. Det kunne blive vigtigt.
Han hørte en stemme inde fra det andet rum, og det fik ham til at smile. Nu var de i gang.
"Hey." Sagde han roligt, imens han kiggede hen på den væg, som skildte dem ad. Han var da selvfølgelig nysgerrig om, hvordan hun så ud, men han kunne godt lide tanken om, at de skulle lære hinanden at kende først.
"Mit navn er Jonathan." Sagde han og glædede sig faktisk til at se, hvordan det her kom til at gå.

[Deleted]

Et lille smil brød hendes læber som en stemme lød på den anden sode af væggen. Med vagt interesse, rettede hun sig en smule op og kiggede nysgerrigt imod væggen. Det var svært ikke at forstille sig hvordan personen der bar stemmen måtte se ud.
"Hej Jonathan," hilste hun i sin blide venlige tone. "Jeg hedder Yamila, men du kan kalde mig Mila hvis du synes." Det var hun i hvert fald blevet kaldt af venner og familie gennem det meste af sin levetid.
Som en kort stilhed passerede, forsøgte hun at finde på noget godt at sige, "jeg sidder lige og finder på noget super klogt at sige så jeg virker lidt mere intellektuel." Informerede hun så med et mildt grin. Hun skulle jo vise hvem hun var, så hun kunne jo ligeså godt begynde at dele ud af sine tanker. "Hvad fik så dig til at melde dig sådan noget her?" Spurgte hun nysgerrigt. "For ja, det er åbenbart det bedste jeg kunne komme op med." Hun lo igen.

[Jonathan Hayes]

Jonathan var meget spændt på det her. Det var en underlig måde at finde kærligheden på, men det var også mega interessant. Tænk hvis det faktisk kunne lykkes for ham? Eller i det mindste bare for nogen. Det ville være sindssygt, men også virkelig fedt! Han ønskede sig så brændende noget familie, men han ville tage den med ro. Han var ikke desperat, selvom nogle hans venner havde joket med, at han var det, siden han tog til det her. Han var ligeglad.

Han smilede, da han hørte hendes navn. Det var et virkelig smukt navn, men var det for offensivt at sige allerede? Det var jo bar ene uskyldig kompliment og ikke et frieri.
"Yamila. Det er et smukt navn." Sagde han med en venlig stemme. Han vidste ikke helt, om han fortrød, men nu var det ude.
Han begyndte at grine lidt af hendes kommentar.
"Jeg venter i spænding, og glæder mig over, at du tager den, for jeg har nok ikke ret meget intellektuelt at sige." Grinede han og lænede sig tilbage i sofaen. Hun virkede som en frisk pige, men de var jo først lige begyndt. Jonathan smilede for sig selv, da hun kom med sit kloge spørgsmål. Det var meget sødt.
"Det var bedre, end hvad jeg kunne komme op med. Jeg indrømmer gerne, at jeg er en smule nervøs." Han grinede en smule igen og overvejede hendes spørgsmål. Skulle han være bundærlig eller ville det bare lyde for desperat?
"Jeg har aldrig været så god til det med piger. Jeg er lidt goofy, og det bliver ikke bedre, når jeg står foran en pige, så nu prøver jeg det her." Sagde han roligt. Det var ikke den fulde sandhed, men det var alligevel en af grundende til, hvorfor han var der.
"Hvad med dig, Mila?" Han fandt sin notesbog frem, så han kunne skrive de vigtige ting ned om hende, så han ville kunne huske det, når han havde været på andre dates.

[Deleted]

Hun smilede let ved de rosende ord. I hendes omgangskredse var hun vandt til at mænd lagde an på hende, men han lød nu lidt mere oprigtigt. ”Tak for det.” Svarede hun roligt og tiltede hovedet let på skrå. Armene blev afslappet korslagt da der var en smule kæligt i rummet.
En mild latter løb over hendes læber, ”jamen så håber jeg ikke at det skuffede,” svarede hun så og trak benene op til sig i sofaen så hun sad i skrædderstilling.
Igen et lille smil. ”Er vi ikke allesammen det.” Spurgte hun lidt retorisk. Hun forstillede sig i hvert fald ikke at nogen bare gik ind og var total kolde i røven. Hvis de gjorde var det i hvert fald ikke dem hun havde lyst til at møde.
Interesseret, skønt han ikke kunne se det, lænede hun sig let frem i sofaen. ”Arha. Jamen så er dette her da en god mulighed,” opmuntrede hun venligt.
Hun tænke sig kort om før hun svarede, ”jeg er forsker, så jeg må indrømme at det delvist er personlig interesse i eksperimentet, for at se om det rent faktisk virker.” Indrømmede hun ærligt, ”jeg har selvfølgelig et håb om at det vil virke, for der er da noget helt utrolig smukt i, at forelske sig i en person over den de er og ikke, hvordan de ser ud.” Forklarede hun med et par lette håndbevægelser, som han af gode grunde ikke kunne se.
Hun tøvede lidt før hun så forsatte, ”så hvad søger du i en kvinde? Hvad er det største turn-off en kvinde kan gøre i dit selskab?”

[Jonathan Hayes]

Jonathan lænede sig godt tilbage i sofaen og lagde er ene ben over armlænet. Det var en akavet stilling, men han sad skide godt.
"Det skuffede bestemt ikke." Grinede han og lagde hovedet tilbage. Aldrig havde han været så afslappet på en date. Altså han var ikke afslappet indeni, men han sad så behageligt. Sådan sad man ikke normalt på en date.
"Det er ikke til at vide. Jeg synes, at nogle af de andre mænd var lidt mere.. cocky måske? Men det ændrer sig sikkert så snart de hører en smuk kvinde stemme." Sagde han med et skuldertræk. Mænd kunne hurtigt blive bløde i knæene og glemme deres macho side, når en kvinde talte til dem. Jonathan selv havde ikke rigtigt en macho side.

Han havde virkelig lyst til at være ærlig overfor hende og fortælle hele sandheden om, hvorfor han var der, men han burde måske vente. Det virkede bare så forkert ikke at sige det hele, men det ville bare lyde så cheesy og desperat. Han besluttede sig for at vente. Det var en meget privat ting.
"Det er det nemlig. Så må vi se, hvordan jeg klarer mig." Sagde han med et lille smil, som hun af gode grunde ikke kunne se.
Jonathan hævede sine bryn, da hun fortalte om grunden til, at hun var der. Hun var simpelthen forsker?
"Wow. Det var et virkelig ærligt svar." Sagde han en smule forbløffet. "Håber du, at det virker for din egen skyld, eller for eksperimentet?" Spurgte han nysgerrigt og satte sig nu ret op i sofaen. Det her var et virkelig spændende emne, og ha havde svært ved at sidde stille. Han var nysgerrig efter at vide, om hun faktisk ledte efter kærligheden eller om det var strictly business.
"Det er virkelig en smuk tanke, hvis det kan lade sig gøre. jeg er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå. Selv ønsker jeg jo at finde kærligheden, og for mig er det ikke vigtigt, hvordan hun ser ud. Det er i hvert fald det, jeg tror." Sagde han ærligt.

Han sad og overvejede hendes spørgsmål, som faktisk var lidt svært at svare på.
"Jeg er en meget fjollet fyr. Jeg elsker at performe og synge hele tiden, så jeg har brug for en kvinde, som også har en lidt goofy personlighed. Hun må også gerne være seriøs, men vi skal kunne grine sammen. Vi skal kunne se på hinanden og tænke 'hold da helt sommerferie for en underlig partner, jeg har fundet, men jeg elsker det.'" Sagde han med et drømmende udtryk i øjnene og et fjoget sil på læberne. "Men turn-off er svært. Hvis hun er totalt humorforladt, er det ikke så godt. Men dem findes der nok ikke helt så mange af. Derudover hader jeg, når en pige sviner en anden pige til i byen, på grund af tøjvalg eller andet." Han havde aldrig mødt en pige, som havde været et direkte turn-off for ham, så det var lidt svært for ham at vide med sikkerhed.
"Hvad søger du så i en mand? Og hvad skulle jeg gøre for at frastøde dig? Ikke, at jeg vil." Skyndte han sig at tilføje.

[Deleted]

Hun smilede kort imod væggen ved hans ord og lod en hånd stryge gennem håret. ”Ja enten det, eller også har det den modsatte effekt, hvem ved?” Hun rettede sig en smule og op slyngede benene over kors.
”Helt sikkert.” Erklærede hun sig enig og holdt en kort pause for lige at tænke over sit næste move. Endnu et smil da han kom hende i forkøbet, ”Ja, men det er vel også derfor vi er her. Væggen giver os en form for tryghed, noget vi kan gemme os bag og dermed distancerer os. Der er noget beroligende over at vide at man kan sige alt uden at det har nogen videre konsekvenser. ” Hun tøvede lidt som det gik op for hende at hun lige nøjagtigt havde understreget sin profession der. Hun rømmede sig og skar en let grimasse, ”...yeah...som sagt, forsker.” Hun lo kort.
Hun tænkte lidt over hans spørgsmål før hun svarede, ”lidt af begge dele.” Det ville være løgn at sige at hun kun gjorde det for kærligheden. Men hvis det virkede havde det jo været en win-win kunne man sige.
Yamila nikkede skønt hun godt vidste at han ikke kunne se det. ”Jeg er enig. Der er bare noget…ægte i at gøre det på denne måde.” Her ville det for alvor være det indre der talte og hvad kunne da være mere romantisk end det.
Igen fik hans ord hende til at smile. ”Så en pige der har sine særheder og ikke bitcher over andre tøser, noteret.” Man kunne høre latteren i hendes stemme som hun snakkede.
”Hmmm” Igen tænkte hun sig lidt om, ”jamen, en mand der hviler i sig selv og som godt tør sige mig imod -selvom jeg narurligvis altid har ret,” det sidste var selvfølgelig sagt i sjov. ”Han skal helst have en god portion humo.” Hun holdt en kort pause før hun forsatte, ”det største turn-off ville være hvis ikke han var sød overfor min datter.” Så elegant fik hun lige smidt endnu et ret stort kort på bordet. Forhåbentig ville han kunne håndterer det.

// oog: Jeg har lige ændret lidt i Yamilas baggrund i forbindelse med en relation udenfor Blind Love-plottet, sådan at hun ikke har boet i Australien siden hun var 10. Bare lige til info.

[Jonathan Hayes]

Jonathan følte sig faktisk godt tilpas på nuværende tidspunkt. Yamila virkede indtil videre som en sød pige, og en ærlig pige, hvilket var meget vigtigt for ham. Han respekterede, at hun også var der for sin forskning. Det var nok ikke alle, der ville indrømme det så hurtigt, for nogen ville måske blive skrømt væk. For Jonathan var det positivt, fordi hun var ærlig, og fordi det viste ham, at hun var seriøs og vidste, hvad hun ville med sit liv. Han var selvfølgelig ikke forelsket endnu. Det ville være sindssygt, men han synes, at deres samtale kørte flydende, og han nød det.

Han grinede.
"Ja måske. Det er spændende at se, hvad dette eksperiment kan gøre for folk. Hvad gør det ved en fyr, der tror han kan alt? Hvad gør det ved en som mig, som er lidt usikker omkring piger?" Sagde han, og det gik op for ham, at han nu også var begyndt at analysere lidt på det.
"Jeg tror, du har en dårlig indflydelse på mig." Sagde han med et grin og satte sig i skrædderstilling på sofaen, imens han sad og legede med sin kuglepen.
"Jeg kan godt lide din ærlighed." Kommenterede han og kiggede hen mod skillevæggen. Ærlighed var så vigtigt i et forhold, så hvem end han fandt sammen med, skulle være ærlig. Han gav hende ret i, at der var noget ægte i det her, men det var lidt voldsomt, at de først måtte se hinanden, når de var blevet forlovet. Det virkede som et stort skridt, men det gjorde ham ikke helt så meget. Han var klar. Han skulle bare finde den rigtige.
"Lige præcis." Sagde han med et stort smil, som hun selvfølgelig ikke kunne se, men man kunne måske høre det på ham. Han kunne ikke helt lade være med at grine ad hendes kommentar.
"Jaså. Du har altid ret? Det skal vi nok finde ud af." Grinede han og tegnede en smiley ud for hendes navn i hans notesbog. Den var god at have, så han vidste, hvem han gerne ville tale med igen. Indtil videre, ville han gerne tale videre med hende. Han kiggede hen på væggen, da hun casual nævnte, at hun havde en datter. Et lille smil kom frem på hans læber.
"Du har en datter? Hvor gammel er hun?" Spurgte han nysgerrigt. Det skræmte ham slet ikke, men han var måske også mere klar på en familie, end så mange andre. Ikke, at han var desperat, men at hun havde en datter, gjorde ham slet ikke noget.

// Det er bare fint

[Deleted]

Læberne blev drejet opad i et smil. ”Jamen fortæl mig endelig Jonathan,” hun trak benene lidt mere op til sig. ”Hvorfor er du usikker omkring piger?” Det var igen her væggen imellem dem kunne skabe et sikkert rum, hvor han ikke nødvendigvis behøvede at bekymre sig om, hvad hun ville tænke.
Yamila kentrede hovedet en anelse på skrå, smilet nåede de stålende øjne denne gang, ”eller en god indflydelse, det er vel som man tager det.” Påpegede hun underholdt. Han virkede flink og hvorend dette her ville ende henne så ville hun da have fået fornøjelsen af hans selskab.
Igen tog hun sig selv i at nikke skønt han ikke kunne se det, ”med ærlighed kommer man længst har jeg ladet mig fortælle.” man kunne nærmest høre smilet i hendes stemme.
Latteren fik hende til at ånde en smule lettet op. I det mindste fangede han joken. ”Det vil jeg i hvert fald gerne selv tro på.” Yamila havde nu heller intet imod at indtømme sine fejl når det endelig skete. Hun var ikke typen der var stædig bare for at være stædig.
Ingen hurtige fodtrin efterfulgt af en smækkende dør, efter benævnelsen af datteren, det var da et godt tegn. Et helt automatisk smil samt et kærligt moderligt blik gled over ansigtet på hende ved tanken om datteren. ”Hun er 2.” svarede hun sandfærdigt. ”Det skræmmer dig måske ikke?” Hun tippede atter hovedet på skrå og kiggede imod skillevæggen.

[Jonathan Hayes]

Jonathan havde slet ikke regnet med, at han allerede skulle have så personlig samtale med en fremmede kvinde. Det var ikke fordi han hver dag bare snakkede om, hvorfor han var usikker omkring kvinder, og hvorfor han søgte kærlighed. Men det var bare så meget nemmere at være ærlig, når man havde en væg mellem sig. Åbenbart. Det skræmte ham lidt, at han skulle fortælle om noget så personligt, men han gjorde det alligevel. Det var ikke den mest personlige ting om ham, men det var alligevel underligt at skulle sige til en fremmede kvinde.
"Jeg er ikke helt sikker. Jeg er som sådan ikke en usikker mand, men jeg kan godt være en smule goofy og akavet. Jeg er mere klovnen i drengeflokken, end scorekarlen." Sagde han ærligt. "Jeg tror, at jeg er definitionen på ordet 'friendzone'." Sagde han med et grin, men det var selvfølgelig noget, som han var rigtig træt af. Han huskede da tydeligt, da han gik i skolen, at pigerne synes han var sød, men ikke dateworthy.

Han smilede og trak på skuldrende. Nogle gange glemte han lidt, at hun ikke kunne se ham, når han reagerede på ting.
"Tiden må vise, om det er god indflydelse." Sagde han og grinede lidt. "Jeg sidder forresten og trækker på skuldrende, smiler og laver armbevægelser, som om du kan se mig." Grinede han og lænede sig tilbage, imens han stadig sad i skrædderstilling. Det var en super behagelig stilling, indtil det ikke længere var.
"Det er rigtigt." Sagde han roligt. Man kom længst med ærlighed. Så det var da et punkt mere, som de havde tilfælles. Det var nu meget rart at sidde og tale med hende.

Han sad et øjeblik og smilede lidt for sig selv. Andre ville nok blive skræmt, men ikke ham.
"Årh. Hvad hedder hun?" Spurgte han nysgerrigt. "Nej. Jeg vil gerne selv have børn en dag. Og finder jeg den rigtige kvinde, så skal det ikke holde mig tilbage, at hun har et barn. Det gør mig intet. Jeg kan godt lide børn." Sagde han ærligt.

[Deleted]

Yamila vidste godt at nogen fyre kunne blive hurtigt intimideret af hende, fordi hun godt kunne virke lidt hård i kanten, men det betød ikke at hun også var hård indvendigt. Egentlig var hun lidt en følebamse.
Ligesom nu hvor hun ikke engang, havde mødt manden på den anden side, ikke sådan rigtigt, men alligevel kunne hun ikke lade være med at have ondt af ham. ”Hvis det er nogen trøst, vil jeg til enhver tid foretrække goofy og akavet over en player.” Forsikrede hun og rettede lidt på sig.
Hendes blide latter kunne høres på den anden side ved hans ord. ”Jamen det er så fint, det har jeg også gjort flere gange, man glemmer ligesom lidt, at den anden ikke kan se en.” Hun rejste sig og gik frem mod væggen for så at placerer en hånd imod den. Hun kunne intet se igennem, det var lidt som at have en date over telefonen.
Yamila lod atter hånden glide ned langs siden og sukkede en smule til spørgsmålet, åh ja, navnet. ”Altså, oprindelig hedder hun Tabitha, men hendes far har en dårlig indflydelse,” et lille smil formede sig atter på hends læber, ”han insisterer på at kalde hende Tequila, og nu tror hun at det er hendes navn.” Hun mente intet ondt om Cosmo, han og Yamila kom virkelig godt ud af det sammen, hun havde fuld respekt for det han lavede, skønt de ikke duede som par. ”Men jeg er glad for at høre at du kan lide børn, for ja, det vil lidt være en pakkeløsning.” Jokede hun letsindigt.

[Jonathan Hayes]

Jonathan smilede til hendes kommentar, Det var da rart, at nogen ville vælge ham som type, end en player.
“Det er jeg glad for at høre. Dog er det svært, når man er i byen. Det er ofte de frembrusende, der får pigerne. Men så danser jeg bare lidt rundt og finder på hyggelige sange. I mit hoved, er de i hvert fald hyggelige.” Grinede han. Der var selvføølgelig delte meninger om det, men han hyggede sig da.
Jonathan nikkede til hendes ord. Det har var en super mærkelig date.
“Det er meget forvirrende. Og det er vildt underligt, at man først må se hinanden, når man er blevet forlovet. Det er noget af et skridt.” Grinede han. Igen skræmte det ham ikke, men han var jo menneske, så selvfølgelig var det en underlig ting. Han nød dog deres samtale og det tog bare noget af presset, at de ikke skulle dresse up for den anden.
Han kom til at grine højt, da hun fortalte om datterens navn.
“Okay sorry, men det er nu blevet min nye yndlingshistorie!” Grinede han og tog sig til maven. Jonathan havde et herligt og naturligt grin. Nogle gange var det dog krokodillegrinet, men det var hvis han virkelig ikke kunne stoppe. Lige nu var det bare meget naturligt og med lyd.
“Tequila.. Det er genialt.. ” Han fik endelig hold på sig selv. “Børn er herlige. Det er de virkelig.” Smilede han. Han kunne virkelig godt tænke sig at møde faren! “Har I det så godt sammen, dig og hendes far?” Spurgte han nysgerrigt. Det var også vigtigt for en måske kommende forlovet at vide, om han pludselig skulle ind imellem nogen.

[Deleted]

Hun smilede atter for sig selv og nikkede. ”Tja, så kan det være at det er dem der hiver pigen med hjem for en enkelt aften, men nok ikke dem der får lov til at beholde hende.” Sagde hun varmt. Unge piger elskede den mystiske populære fyr som de regnede med de kunne “vende” eller “redde,” men når han havde været utro nogle gange og viste sig at være et røvhul hele vejen igennem, ændrede det ofte mening.
”Ja meget stort skridt.” Erklærede hun sig enig. ”Er det et skridt du er villig til at tage på et tidspunkt. En ting er jo at sige ja til det når man joiner, det er dog altid noget andet når man sidder i situationen.” Det var skræmmende at tænke på faktisk.
Hun smilede igen da hun hørte ham le. Det var rart at hun kunne få ham til at grine. ”Tja, hvad kan man gøre,” sukkede hun let og rystede på hovedet skønt han ikke kunne se det. Hun holdt stadigvæk ufattelig meget af Cosmo Wolfgang, dog ikke på romantisk vis. Ikke længere. Spørgsmålet var også fair, hun forstod det godt og var heller ikke bange for at svare sandfærdigt på det. ”Vi er rigtig gode venner, og hjælper hinanden hvor vi kan. Men altså, følelsesmæssigt er vi helt afklaret.” Sagde hun roligt. ”Hvad med dig? Har du haft a special someone?”