En skygge fra fortiden

[Luka Himura]

I et øjeblik stod verden stille, og troldmandens hjerte sprang nogle slag over. Langsomt udåndede han igennem halvlukkede læber, der stadig var trukket op i et muntert gemyt i tusmørket. Ja, det var et fint lille glansbillede. Men i kanten af hans tanker vandrede bekymringer med tunge skidt. Virkeligheden var at det i længden kunne gå hen og blive farligt for Rose at være tæt på Luka. Uanset hvor varmt og perfekt det virkede til at de kunne gå afsted. Hvis hun kom imellem ham og andre kunne hun komme i problemer. Hans øjne flakkede rundt. De typer der var interesserede i objekterne han kunne skaffe… Fuldblodsfanatikere. Mørke troldmænd og hekse. Rose havde en tendens til at tiltrække problemer. Og det gjorde ham bange.

Hun måtte aldrig få noget at vide. For hendes egen skyld… Hvis ikke hans egen.
Men for nu. Nu var alt trygt. I de minutter. I det øjeblik. Han ville ikke turde væde med hvad fremtiden bød sig. Men den her aften ville han tilegne Rose.

”Jeg kan gøre det… For nu. Don’t worry. Selvfølgelig forsvinder jeg ikke. Se bare, jeg er jo lige her!”

…

Det rungede i hans baghoved.
Du lover for meget… Igen.

Nej. Luke måtte stoppe sig selv fra at tænke.
Så han tog en dyb indånding og sænkede skuldrene en anelse. I stedet prøvede han at tage omgivelserne ind. Deres skridt rungede en anelse i gaderne. Varmt lys fra små lanterner udenfor forretningerne flakkede og kastede skygger på folderne i deres klæder som de passerede. Bag dem strakte de sig flere meter og så næsten levende ud. En kat sneg sig afsted i det fjerne. Han kunne lugte røg fra skorstene og rullede sin tommelfinger frem og tilbage på Roses klæder.

"Det klæder dig virkelig. Du... Ser godt ud" sagde Rose.

”Jeg er nu meget ordinær” klukkede han.
”Sammenlignet med den sprudlende farvelade jeg plejede at iklæde mig på Hogwarts, måske. I japanske kredse er moden lidt anderledes. Tokyo er oplyst og mugglerne har blandede stilarter. Men, når man bruger genvejene for at komme ind i den magiske parallelverden, er det som om du træder delvist tilbage i tiden. Det virkeer… Som om det snegler sig afsted og man stadig befinder sig i Edo-perioden”.

[Deleted]

Roses blik blev næsten til en hensynløs stiren, men hun havde så pokkers svært ved at få øjnene fra ham. Det var slet ikke til at begribe, hvordan manden foran hende var den samme som i sin tid havde leget fyrtårn for hende midt i Hogsmeade. Han s¨så anderledes ud fra drengen med det pinke hård, men i al sin helhed, så han bare virkelig godt ud, og hun stirede sig dybt ind i ham. Måske var det også derfor hun var ved at snuble over en sten der lå i gaden. under alle omstændigheder havde hun hvert fald overset den og måtte gribe fat om Luka for ikke at vælte. "Uh!.." Tja klodset var hun stadig men hun blev ikke nær så ked af det, som hun havde været vant til engang. Desuden havde hun andre ting at tænke på. 
Så runkede hun brynene lidt og så uforstående på ham "For nu? Skal du da rejse igen?" Hun forstod det selvfølgelig godt, hvis det var sådan, men derfor var det stadig svært for hende at acceptere det. Der var så meget hun gerne ville med Luka, mest af alt bare været hos ham. Men hun forstod godt at hun nok ikke var god nok til ham længere, sådan som han var end ud, for det måtte jo være det ikke? Det var grunden for at de ikke kunne blive mere.. Det og så at hun havde en kæreste.

Rose kom til at grine af hans hårde ord imod sig selv. Jo havde havde været mere farvestrålende dengang, men denne nye sidde af ham havde også vagt hendes interesse. "Vær ikke så hård ved dig selv. Nok har du skruet ned for farverne, men jeg kan da høre min Luka stadig er derinde." Alt hvad han snakkede om i forhold til Tokyo vidste hun desværre ikke meget om, hun havde aldrig været der og kendte intet til kulturen. Hun forestillede sig en verden i slowmotion, og forstod ikke helt hvad det var for noget. Til sidst måtte hun da også opgive og se sig slået. "Jeg er ikke helt sikker på jeg forstår. Jeg har aldrig været ude af Storbritannien, så hvad der sker i Tokyo ved jeg intet om."

[Luka Himura]

”Pas på!”
Det var en hurtig refleks der gjorde at Luka fik grebet helt fat i Rose. Han bed sig i læben ved hendes spørgsmål. For han kunne ikke svare på det. Sidst han forsvandt fra hendes liv, var det fra hans egen synsvinkel af for at passe på hende. Det knugede dybt inde bag hans brystkasse, som om samvittigheden pressede på og gjorde alt vejrtrækning tung. Hvis han var påpasselig og observerende med hvor han trådte, kunne det kun gå vel. Han var overlevet at blive viklet ind i den japanske mafia i troldmandsverdenen. Det fungerede, fordi han levede… gjorde det ikke?

”England er mit hjem… Men på trods af de mange spådomstimer jeg deltog i hos Hogwarts, så kan jeg stadig ikke forudse et klart billede af, hvor jeg er om et år… Eller hvorfor”.

Hans stemme var rolig og forsøgte at dæmpe hendes reaktion. Berolige hende. Men fordi han kendte til hendes evne til at overtænke, besluttede Luka at distraktion ville være en bedre taktik end logik. Og forhåbentlig kunne det undgå flere farlige spørgsmål han skulle udrede.

Hun sagde at han stadig var den samme bag de dyre stoffer… så måtte det være rigtigt. Var det ikke?
-Eller spørgsmål han ikke ønskede at konfrontere sig selv med.

Med en finger foran sine læber tyssede metamorphmagusen på hende.
”Ssshh… Det er okay. Der er ikke så meget at tænke over. Tænk i stedet over hvor du ønsker at vi skal tage hen”.

[Deleted]

Et varmt kærligt smil bredte sig på hendes læber, da han reddede hende fra at snuble. "Ups undskyld, jeg så mig ikke for." Hun glemte måske lidt at høhe øje med vejen og i stedet kigge på ham, igen fordi hun var så pokkers bange for at han skulle forsvinde igen, det var sket før og hun var overbevist om at hun ikke holdt til at det skete igen. Hun forstod godt hvad det var han prøvede at sige, også selvom han ikke sagde det. Han ville ikke blive så lang tid, det var hun sikker på, han ville forsvinde som alle andre også gjorde det. Det var hårdt at indrømme og svært at acceptere. men hun kunne intet gøre ved det.

det måtte jo også bare være mere grund for at denne aften blev perfekt. Derfor spekulerede hun over, hvor man kunne få de bedste cupcakes, ligegyldigt prisen, hun måtte bare spare lidt på frokost så de næste par dage. "Jeg kender et godt sted, denne her vej" Så trak hun blidt i ham og begyndte langsomt at føre en til en hyggelig lille cafe. "Det her er mit yndlingssted, det er lidt dyrt, så jeg kommer her ikke så tit, men jeg gør det gerne for dig. Hvad kunne du tænke dig? en vanilje cupcake?" spurgte hun med et kærligt smil om læberne. Det havde altid været vanilje cupcakes de havde delt, det ville være mærkeligt med noget andet nu. 

[Luka Himura]

Luka kunne med sin højde let følge med den fart som rose gik afsted i. Men mest af alt var han lidt urolig for at hun nu ville vælte igen. Han havde derfor hele tiden noget af sin opmærksomhed vendt mod hende, selv når han skimtede mod de mange omgivelser omkring dem.

En lille rynke formedes på hans næse. Trods alt, så vidste han at Rose kom fra en fattig familie. Så med hånden lettere afværgende fulgte han efter hende mens han ihærdigt prøvede at plante ideen om at han nu ikke skulle have det dyreste og bedste. Men hun så ud til at være fast besluttet på stedet. Så var det blot et spørgsmål om hvad de bestilte.

”Du kender mig alt for godt. Vanilje cupcakes er min favorit, selvfølgelig! Men du behøves ikke at ofre den dyreste af slagsen på mig. Gode ting kommer ikke altid i form af rigdomme, og det største i livet kan aldrig købes. Lad mig som minimum give noget at drikke så? Det er det mindste jeg kan gøre”.

[Deleted]

Det var noget nonsens Luka sagde. Selvfølgelig skulle det være en god cupcake han skulle have. Det skulle være kvalitet og han skulleikke have en eneste mønt op af lommen. "Altså det er selvfølgelig ikke som at rende ned i køkkenet på Hogwarts og bede om en cupcake, men det går nok." Hun smilede hele tiden imod Luka og kiggede på ham med stjålne blikke med jævne mellemrum. Der var venligt af ham at han tilbød at give noget at drikke til, men det ville Rose ikke tilade. "Nej Luka, Jeg skylder dig det og hjem vil gerne give dig det. Du skal ikke betale for mig. nok har jeg ikke mange penge, men de penge jeg nu har, vil jeg gerne bruge på dig for du betyder noget for mig, og det skal du vide. Jeg vil bare... lad mig om at betale, lov mig det." Hun havde brug for at være den der gav, hun ville ikke nasse på ham og hun ville ikke tvinge ham til noget. I hendes verden skyldte hun ham stadig for dengang på Hogwarts og det ville hun gerne betale tilbage. 

"Det eneste du skal gøre er at give mig en nat jeg ikke glemmer foreløbig. En nat der kan få mig til at føle mig levende igen og som viser at lykke faktisk findes." Måske var det for meget at sige, måske det forkerte, men Rose proøvede virkelig at kæmpe med tingene. Hun nød at gå tæt ved siden af Luka og tænke hele tiden på det kys de havde del før. Hun ville ønske at nå at opleve det mindst en gang mere inden han forsvandt igen. Men kunne hun tillade sig at kysse ham igen?

[Luka Himura]

Med et roligt nik accepterede Luka nederlag. Han ønskede ikke at gøre den lille frøken oprevet eller at få hende til at føle sig uværdig. Rose kom fra en fattig familie og havde også oplevet meget modstand. Så at vise omsorg for dem hun følte sig tæt knyttet til gav mening for troldmanden. Men han havde svært ved at forstå hvor vigtigt det var og den store iver hun udviste. Han nød blot at være sammen med hende

Som hun var ved hans side og tiggede bedende med de brune dådyrøjne, så kunne han intet andet end at sige ja. Det var jo en drøm trods alt, sagde han ikke det? Han kunne i hvert fald måske for det til at føles som en. Et øjebliks glæde kunne han i det mindste give hende, uanset hvad morgendagen bød hende.

”Meget vel. Så vis mig hvad du har fundet til os. Til gengæld, så vil jeg gøre mit bedste på at gøre denne nat til sådan en nat, Rose”.

[Deleted]

Det var dejligt at mærke Luka acceptere hendes ønske, også uden at hun følte at hun fik alt hun pegede på. Det var noget andet med Luka, han virkede til at se helt anderledes på Rose, end andre gjorde. Luka formåede at gøre tingene på sin helt egen måde, så det stadig passede til hvordan Rose bedst kunne lide det. 
De drejede rundt om et hjørne og Roses før så smilende ansigt, blev med et trist, som hun stoppede op og stirrede frem for sig på en mørk butiksrude. Stedet hvor hun ville have haft ham med, var lukket. Det var jo sen aften så selvfølgelig var det det, men hun havde bare ikke skænket det en tanke før nu. "Luka... vi kan ikke... Der lukket." Hendes hoved dumpede ned så hun bare stod og så på sine fødder. Det var ødelagt det hele. De kunne ikke spise cupcake sammen, de kunne ikke... noget som helt og lige om lidt ville han sikkert være væk igen. 

Uden at tænke videre over det gjorde Rose noget, hun ikke selv havde regnet med. Efter at have været trist over ikke at kunne få den aften hun havde håbet på, valgte hun i stedet at søge ind i hans favn igen. Det var jo i sidste ende her hun gerne ville være. Ham hun gerne ville have. Forsigtigt så hun op på ham. "Luka... må jeg.... Må jeg kysse dig? Bare for i nat? må jeg være din til solen står op?" Hun havde sådan brug for det. Det var alt hun ønskede sig lige nu.

[Luka Himura]

Luka så til hvordan Roses glæde visnede væk, da hun indså at cafeen var lukket. Det ville have været hyggeligt, men det var jo ikke derfor at han fulgte med. Det var ikke sult. Det var fordi han ønskede hendes selskab. Ikke en cupcake der var væk i løbet af to bider. Det var materielle goder. Nogle han altid havde haft mulighed for at få. Men nærvær. Det havde manglet i en stor del af hans liv.

Hun trådte ind mod ham. Og da hun stillede spørgsmålet, bøjede han sig ned over Rose, så hans bølgede pandehår faldt ned og dækkede halvdelen af hans ansigt. Med en finger imod hendes læber tyssede han på hende.
”Ssssh. Du skal ikke tænke så meget”.

Langsomt løsnede han spændet der fæstnede kappen til ham mens han betragtede den unge kvinde foran sig. Hun var smuk der i lyset der kastede genskær i hendes brune hår, som små sole. I en langsom bevægelse trak han kappen hen over Roses smalle skuldre. Han sendte hende et forsigtigt Hollywoodsmil, og med to fingre hev han hætten hen over hendes ansigt, så forbipasserende ikke kunne genkende hende. Som en ramme var det kun de to der kunne se hinanden. Og der bukkede han sig ned til Rose igen med en hånd imod hendes kind bløde kind og lod deres læber forenes i det dæmpede lys af den lukkede forretning.

[Deleted]

Som Rose mærkede hans finder imod sine læber troede hun først at han helt ville stoppe hende. En tanke der kun blev være ved at han tyssede og fortalte at hun tænke for meget. Hun ville jo bare gerne have ham. Var det da så meget at forlange? Måske var det fordi Luka nu vidste, at hun faktisk var i et forhold, men Rose nåede hvert fald til den tro, at Luka var ved at afvise hende. Lige indtil at hun mærkede kappen blive svunget omkring sig og hætten trukket op. Nu ville ingen kunne se hvem hun var og endnu færre ville kunne se hvad der foregik. 
Rose smilede lidt for sig selv, hun var blevet usynlig for verden, noget hun altid havde ønsket sig, men samtidig havde hun Luka hos sig, en anden drøm hun gik med, Og da hun så igen mærkede hans læber mod hendes, var det som om en masse sommerfugle lettede fra hendes indre, og hun kom til at sukke ganske svar i kyssen. 
En hånd lagde sig blidt imod Lukas bryst, for at hun havde lidt mere støtte, da hun følte sig lidt blød i benene. Det var hvert fald grunden hun forsøgte at bilde sig selv ind var den rette, Sandheden var nok bare at hun gerne ville have ham og være tæt på ham og søgte det nærvær og tryg hed som han emmede af. Som de slap kysset kiggede Rose forsigtigt op på ham. "Skal vi blive stående her hele natten?" Egentlig havde hun ikke noget imod det, Hun havde muligvis bare glemt lidt om hvor "her" var.

[Luka Himura]

”Det kommer nok til at blive koldt. Eller regne. Der er en vis form for fugt i luften, så det kan ikke anbefales” hviskede Luka dæmpet. Hans hånd kørte igennem Roses bløde hår inden den lagde sig rundt om hendes talje som en støtte.

”Men.. hvor vi skulle gå hen ved jeg ikke. Vi kunne finde et sted at få varmen? Jeg ved at Den utætte kedel har nogle værelser ovenpå man kan leje”. Han så op og skævede til siden, som han prøvede at erindre den populære pub.

”Det er meget lang tid siden jeg har været der. Det er mærkeligt at tænke på at man var et barn engang. Jeg kunne drikke flere liter af solbærrom.- Eller det der føltes som det. Det kunne dog undersøges. Hvad siger blomsten?”

[Deleted]

Rose tog hænderne op til kanten af hætten, for at kunne vippe hovedet op imod himlen uden at hætten skulle falde helt af hende. Det så ikke rigtig ud til regn, men omvendt kunne man ikke se stjernene, hvilket jo måtte betyde at der var skydække. Hmm nej så kunne de ikke blive her og det var vel begrænset, hvad der havde åben på nuværende tidspunkt. "Du vil leje et værelse på Den utætte Kedel?" Spurgte hun lidt skeptisk hvorefter hun tyggede lidt i sin læbe.. "Er... Er det ikke dyrt?" I hovedet prøvede hun at regne ud hvor mange penge hun egentlig havde. Nok var hun i et forhold med en minister-mand, men hun kunne ikke godt tage af deres fælles penge, det ville nok blive opdaget ret hurtigt!
Blikket fangede hans og hun smilede så til ham. "Okay så, en værelse på De tre koste. Så kan vi også være lidt skjulte." Tanken fik hende til at smile. 
Ideer om hvad de skulle lave hvirvlede allerede i hovedet på hende, nok var det fleste af dem meget uskyldige, men fra tid til anden dukkede også en lidt mere privat eller lyssky ide op. Dem nævnte hun dog ikke.

Rose stirrede lidt på ham med overraskelse malet i ansigtet. "Flere liter? Luka du ved godt man kan blive fuld af det stads ikke?" selv holdt hun sig fra alkohol, hun havde været fuld dengang hun gik på 5. årgang hvor det var endt rigtig galt, og hun havde faktisk ikke rigtig haft lysten til at prøve igen siden hen. Hun mærkede ikke behovet for at drikke sig fuld og havde det egentlig ganske fint med ingefærøl. "Så Til De tre koste." kom det fra hende før hun hankede lidt op i kappen, så hun bedre kunne bevæge sig i den, men sørgede også for hele tiden at holde sig tæt ved Luka.

[Luka Himura]

Luka rystede på hovedet som svar på prisen.
”Det er ikke slemt. Intet jeg ikke kan undvære. Der er aldrig særligt snavset. Derfor er det også et af de bedre steder i udvalget for mig. Servicen er fantastisk”.

Han slog en rullende latter op over hendes forundrede reaktion til alkoholen. Omhyggeligt tog han fat i kappens stof og rullede nogle flere lag ind over Roses skuldre. Hun havde trods alt det ekstra stykke til himlen som han ikke havde.
”Rose, du er henrivende i den der. Det er som at se en lille husalf i en sweatshirt. – Det kan da godt være at der er alkohol i den Rose, men det smager fantastisk! Jeg er dog i tvivl om de stadig serverer på den her tid. Så måske er det ikke engang aktuelt. I første omgang tænker jeg på hvile og varme. Alt andet er bare ekstra. Er du sulten?”.

Hånden fandt igen lænden på Rose.

[Deleted]

Rose ved sig lidt i kinden og så ned, Hun havde ikke penge til et værelse, ikke engang hvis de skulle dele et værelse, ville hun havde råd til det. Selv hvis hun havde råd, ville hun nok komme i problemer hvis hendes mand fandt ud af, at der manglede penge og hun havde tilbragt en nat på Den Utætte Kedel. Men det var jo Luka de snakkede om her, Hendes Luka og det var altså ikke bare noget man sagde farvel til uden videre. Hun vidste jo aldrig hvornår hun ville få ham at se igen. "Luka jeg... Kan jeg skylde dig penge for værelset? Jeg kan... jeg kan ikke rigtig skaffe dem lige nu." Forklarede hun ærligt og bed ned i sin underlæbe, som hun tyggede let på. Hun ville ikke bare forvente at Luka klarede alt, og synes egentlig heller ikke det var rimeligt. Hun ville jo også gerne kunnegive ham noget også. Det var bare ikke så nemt. Hun havde ikke meget at give af, ikke økonomisk hvert fald.

Det var svært ikke at smile som hun hørte Lukas rullende latter. Hans glæde var noget af det bedste hun kendte til, og hun mærkede hvor meget hun havde savnet den. Generelt havde hun savnet ham og nu hvor han var her igen, var hun som ler i hans hænder. Blikket så drømmende og forelsket på ham fra under den store hætte og hun trak lidt på smilebåndet, som han rettede på de mange lag. Hun kom til at grine lidt ved hans ord og så forelsket på ham. "Kun du Luka, kan kalde mig en husalf og stadig få det til at lyde som et kompliment." Hun rettede lidt på de lange ærmer, som hele tiden blev ved med at glide ned over hendes hænder. Som hun stod der i hans kappe, bed hun pludselig mærke i, hvordan den faktisk duftede af ham, det fik hende kun til at smile endnu mere og putte sig ind i det bløde stof. "Kun efter dig." Kom det så pludselig lavt fra hende, som svar på om hun var sulten. Hun fik dog hurtigt rømmet sig og rettede på sit hår, så hun kiggede op på ham, let rød i kinderne. "Jeg mener, Jeg er en lille smule sulten, men jeg klare mig. Jeg har ikke råd til både mad og værelse." Forklarede hun så. Rose havde altid tænkt meget i penge og brugte altid en rum tid på at regne ud hvordan hun bedst skulle bruge de penge hun nu havde, så det blev den mest optimale brug af dem.