En skygge fra fortiden

[Deleted]

Tråd til Luka Himura
Marts - 2057
Outfit

---

Det var blevet aften og Rose var den eneste der var tilbage i boghandlen for denne dag. Hun havde lukkevagten og havde netop gjort kassen op samt sørget for at alt stod pænt, før hun låste fordøren af og gik ud bagved, for at tage sin jakke på og svinge tasken over skulderen. Hun var måske ikke blevet hverken forfatter eller quidditchspiller, som hun havde drømt om i sin tid på Hogwarts, men hun var faktisk blevet virkelig glad for at arbejde i boghandlen. Her havde hun muligheden for at få andre til at læse alle de gode bøger hun selv stødte på og oveni det var det altid nemt at få fat i en ny bog. Hun skulle netop til at starte på en ny roman når hun kom hjem. Kæresten var uderejst, noget med et eller andet problem i usa som han skulle hjælpe med. Det var egentlig også fint nok. Jo hun kunne da godt lide ham, men elske ham? Det var hun ikke sikker på. Der var bare noget, som manglede.

Rose så en sidste gang ind i butikken, før hun slukkede det sidste lys og trådte ud ad bagdøren om til gyden. Hun hadede det sted, hun var altid bange for at være der når det var mørkt, det skyldtes nok de mange ting hun var blevet udsat for på Hogwarts gennem årerne. Dog blev døren løst og hun vendte sig for at gå, da hun hørte en lyd til derfra, stadig med sin stav i hånden søgte øjnene for at se hvad lyden var kommet af. Måske var det bare en kat? Ærligt så bad hun nok lidt til det bare var en kat. Hun hævede staven og prøvede at lyde selvsikker. "Hold dig væk! Eller... Eller jeg tryller dig om til en gris!"

[Luka Himura]

Tøj
__________________________________________________________

Luka havde holdt et forretningsmøde med en klient og var på vej tilbage for at finde et sted at hvile. Der var altid en anelse mørkt i Diagonal stræde om aftenen. Sammenlignet med neonlyset i mugglernes verden i Tokyo var det næsten som at træde ind i middelalderen. På en måde fandt Luka det betryggende. For han ønskede ikke at blive set for meget så sent ude. Folk kunne blive mistænksomme.

Alligevel lavede hans støvler ekko mod gadens sten, da han gik. Kappens hætte var trukket godt langt op over hans ansigt, og den midnatsblå japanske robe gjorde hjalp på at glide i et med skyggerne. Hans skridt var hurtige og gik meget målrettet. Indtil en kvindestemme afbrød stilheden og fik ham til at stoppe op og stirre noget konfust.
-Det gav ikke mening!

Lukas stemme gled fra først at være fornærmet til en lettere underholdt monolog med sig selv.
”Hva’? En gris?! Af alle magiens forbandelser man kunne besvære sig med – En GRIS?”
...
Latter begyndte at komme rullende fra under den mørke kutte.
”Haha! I bund og i grund ville det ikke gøre mig meget. Jeg ville udgøre en højst udsøgt en af slagsen! Og af alle ting man kan være, så er bacon ikke det værste man kan blive essensen af”.

Så blev han stille og trådte langsomt tættere på kvinden med hånden udstrakt mod hende, bleg i lyset fra lygterne.
”Wait, hold up. Det her virkeeer… bekendt. Kan det være - en blomst? Ingen andre ville kunne finde på at sige den slags”.

Hånden vendte ned mod Lukas bælte søgende efter noget der kunne ligne skæftet af et sværd, men da Luka trak den op var det en stav.
”Lumos”.

Mørket fortrængte sig, og han trak hætten tilbage med et stort grin på ansigtet.
”Jo. Det er en Rose”.

[Deleted]

Rose stivnede som hun hørte den fremmede snakke, hvorfor havde hun dog også brug ordet gris? Hvorfor ikke en snegl eller en mus eller noget? Nej, det var blev en Gris, var hun virkelig ikke blevet klogere siden sin tid på Hogwarts? Da manden så begyndte at svare stivnede hun. Svaret lød lidt for bekendt, hun genkendte det, hun havde hørt det før, men hvordan Luka var da ikke her. Han var jo i Japan, så meget vidste hun da. Det måtte altså være nogen, der forsøgte at snyde hende, men hvorfor? Hvad havde hun så de ville have?

Det var en god kopi af Luka han gav, han havde formået at ramme Luka glade lidt skæve væsen, trangen til at snakke mig og måden at komme til sin pointe af en unik vej, men det han sagde! Han nævnte en blomst, hun var en blomst, Luka havde altid sagt hun var en rose blandt ukrudt. tanken fik hende til at synke og træde et skridt bagud, før hun så nev sig selv hårdt i armen. "Av!" Kom det fra hende. Det var altså ikke en drøm dette her. Som der blev tændt lys og den fremmede trak hætten ned tog hun ham nærmere i øjesyn. Det lignede ikke rigtig Luka, han var alt for stod, for mørk for... dyster, men så var der det store grin som altid havde kunnet slå benene væk under hende. "... Luka?... Er.. er det virkelig dig?"  Hun var stadig ikke sikker og lod derfor fortsat staven være trukket, så hun var klar hvis denne person nu angreb hende.  Brynene blev rynket mens hun tog endnu et skridt bagud og dermed væk fra ham. Det kunne ikke passe det her, Det kunne ikke være sandt. "Lu..luka? drømmer jeg?"

[Luka Himura]

Det ene bryn blev tydeligt løftet over Roses reaktion. Kunne hun ikke kende ham? Luka kunne ikke lade være med at grynte lidt halvfornærmet. Hun trådte jo tilbage fra ham! De brune øjne betragtede hende analyserende, prøvede at sætte sig i hendes sted. Så han fulgte hendes synsvinkel og fandt sig selv.
”Selvfølgelig er jeg mig! Alle andre i tilværelsen er optaget!”

Og dog. Nej. Han lignede ikke just den forpjuskede knægt han engang havde været. Lykkebringende krystaller i lommen og vaniljecupcakes var blevet erstattet af en japansk traditionel uniform for troldmænd i noget stilrent design. Og den sædvanlige afslappede attitude var gemt væk bag en maske af kølig overvejelse. Det var indtil den kvindelige Hufflepuff krakelerede den med sin tilstedeværelse.

Der var ingen andre på gaden. Ingen han skulle imponere. Ingen der ville få manglende tiltro til hans færdigheder, hvis han virkede anderledes. Og måske lidt mindre intimiderende. Så med langsomme bevægelser og tryllestaven stadig hævet oplyst begyndte han at cirkle rundt om Rose, lidt som en kat der havde fundet en mus.

”-Eller er jeg?”
Med en finger på næsen begyndte han at ændre dens form. Fra lige, til spids, til kurvet. Som en akvarel der spredte sig i vand, gled hans hud fra den lyse nuance mange asiater havde til solbrændt og mørk. Med den løse hånd strøg han den igennem sit opbundne hår med et grin, og i takt med at han rørte ved de let bølgede lokker reagerede det som om det var levende; Den sortbrune manke skiftedes ud med blond, så kobberrød for til sidst at ændre sig til den velbekendte pinke farve.

”Jeg kan være- hvem som helst, - hvem jeg ønsker at være”. Når Luka talte forandrede hans stemme sig, som om flere forskellige mænd befandt sig i hans krop på skift. Imens han gik rundt om Rose slap han hende ikke af syne et øjeblik, og der var et drilsk glimt i hans øjne.

”En drøm – jeg ved nu ikke. Hvad er drøm og hvad er virkelighed? I sandhed er der nok ingen måde at vide det på. Men det er vel nok også ligegyldigt så længe man udlever hjertets begær. Man kan spørge sig selv, hvis man kunne, om man ville ønske livet var en drøm. Men det ville vel nok være trist at drømme alle sine dage væk, når man kan prøve på at udleve sine drømme i virkeligheden og jage solopgangen”.

[Deleted]

Fortsat stod Rose bare mere eller mindre stum og så på ham. Drengen hun havde kastet sin første kærlighed til. Han var blevet en mand nu, en pæn mand, og hendes kærlighed til ham var ikke just blevet mindre med årene. Dog virkede han ikke længere som den glade grævling han engang havde været. Nu virkede han afholden, aflåst og fjerne. ”Men du…Rejste du ikke til Japan?”

Rose troede stadig ikke rigtig på at han faktisk var der rigtigt. Det var ikke den Luka hun huskede. Skulle hun være ærlig, så var hun faktisk en smule bange for ham, særligt måden han blev ved med at kredse om hende på. Han kunne vel ikke finde på at gøre hende noget? ”Jeg er slet ikke sikker på om jeg kender dig… Pinkey” navnet faldt som håret ramte den velkendte lyserøde farve. Det så mærkeligt ud nu hvor han var blevet ældre. Det passede slet ikke til hans fornemme tøj.

Han ord fik hende alligevel til at smile og nysgerrigheden vandt alligevel lidt over. ”Og hvem ønsker du så at være?” spurgte hun så ind. Hun ville gerne høre ham sige det. Ikke joke eller noget. Hun ville høre sandheden.
Luka snakkede om drømme og Rose blev lullet ind i hans verden er ord og illusioner. Men hvis det hele var en illusion, så gjorde det vel heller ikke noget, at hun legede med? Hvert fald for en tid. Hun kunne altid vende tilbage til virkeligheden i morgen. Var det her virkelig en drøm, så kunne hun lige så godt gøre det hun havde drømt om så længe.
Med den tanke i hovedet, glemte hun alt andet og lagde så en hånd på hver af hans skuldre, før hun så hævede sig op på tæerne og lod deres læber mødes. En ting hun havde fortrudt siden deres forhold dengang hun selv kun var en ung teenager.
Efter kysset trådte hun tilbage og så på ham. ”Jeg har ikke brug for at vågne fra denne drøm endnu” Hun rettede lidt på sit hår og smilede til ham. ”Jeg kan slet ikke forstå du er her”

[Luka Himura]

”Det gjorde jeg. Og for nu – er jeg tilbage!” udbrød Luka.

Selv om det ikke helt var med samme sindelag som da han tog afsted. Og et helt nyt netværk på godt og ondt, samt nye krav der erstattede de sædvanlige. Det var bekendt. Og på samme tid helt nyt.
Rose lignede sig selv… og dog. Hun var blevet ældre. Det var en mærkelig følelse at gense personen der engang havde den naive pige han slog op med. Mest af alt, fordi han ønskede at passe på hende. Og med alt han gik og rodede med følte han ikke at han kunne tage sig af hende. Mest af alt, fordi han ikke ønskede at ødelægge hende. Den unge Hufflepuff pige havde været ren som ubetrådt sne, og i sådan en grad, hvor han havde følt han var en dårlig indflydelse.

”Jeg havde mange løse ender jeg havde brug for at få styr på. Jeg havde brug for at møde min mors familie. Det er vigtigt at holde fast i sine rødder. Så lærer man nye sider af sig selv at kende”.
Luka lavede en fejende bevægelse mod den japanske robe der kunne skimtes i åbningen af kappen.

Hendes næste spørgsmål fik ham til en fryse en anelse, og han så sig tænksomt til siden. Hvem han virkelig ønskede at være? Med en evne som en metamorphmagus kunne kan lade som om han var hvem som helst… Så det var vel et spørgsmål om hvem han ønskede at være indvendig. Længere nåede han dog ikke at fundere over spørgsmålet, da Rose trådte op på hans støvler. Som i refleks løftede han sine arme rundt om hendes læn for at forhindre hende i at falde til jorden. Hun var let. Han mærkede knap nok hendes vægt på sine støvlesnuder. Luka lignede et stort spørgsmålstegn, indtil Rose forenede deres læber, og han spærrede øjnene op i forbavselse med hævede øjenbryn. Det var ikke ubehageligt. Men nærmere en overraskelse af den behagelige slags: Hendes hår duftede rent. Hendes hud var blød, og kysset føltes let masserende i den korte tid det varede. Det tætteste han nogensinde var kommet på det i den tid de var sammen var at holde i hånd og et kys på kinden.

Da Rose trådte ned af hans støvler stod han i et par sekunder og smilte smørret over hendes tilnærmelse. Hans hånd var stadig på hendes hofte. Indtil han fjernede den igen og foldede hænderne foran sig.

”Hvis du ikke kender mig. Og jeg ikke er sikker på hvem jeg er, må jeg jo starte forfra. Mit navn er Luka. Og du – er jo blevet en lille kvinde”.

[Deleted]

Han havde været væk så længe, hun havde tvunget selv selv til at komme over ham, gjort alt for at glemme ham og pakke sine følelser til ham væk, men nu stod han foran hende igen. "Og nu er du tilbage." Hun sendte ham et smil og så indgående på ham. Det føltes så uvirkelig , så magisk. lige netop dén tanke fik hende til at grine. tænk sig at noget kunne føles magisk i en magisk verden. 
Uanset kunne hun ikke få øjnene fra ham ej heller rigtig gå bare et skridt baglæn, hun ville så gerne være hos ham. Frygten for at han ville forsvinde igen var stor og hun brugte derfor al sin energi lige nu på at klæbe sig til ham, for ikke at miste ham allerede.

Det han fortalte overraskede hende og hun så spørgende op på ham. "Din mor?" Hun mindes ikke rigtig at have hørt noget om han mor før. Det havde altid været hans modbydelige far de havde snakket om. Rigmanden der ikke kunne lide sin søn. Det var hvert fald det syn Rose havde på det. Rose kiggede på roben som han præsenterede den for hende og vidste knap nok hvad hun skulle sige. Selv lignede hun bare en kedelig standard Englænder, ikke ligefrem en man ville vende hovedet efter. "Du ligne virkelig en japansk prins eller storkriger eller sådan noget." ordene fløj ud af munden på hende inden hun nåede at stoppe dem, og hun blev omgående enormt flov og mærkede hvordan varmen steg op i hendes kinder.

Kysset de delte var kort men ubeskriveligt. Det varmede i hende og som hun trådte af hans støvler og ned let ned i læben, usikker på hans reaktion. De havde trods alt aldrig delt et ordentligt kys før, og hun vidste ikke engang om han, som hun var i et forhold. Hun kom til at grine af ham, da han valgte at præsentere sig som var de to fremmed mennesker. Det var det Luka kunne. Han kunne altid ændre situationen til det bedste, gribe ting ad på en positiv måde og sprede smil og glæde omkring sig. Hun prøvede at folde sine hænder, som han havde gjort det og hilste igen. "Ja, Højere bliver jeg nok aldrig. Dejligt at møde dig Luka. Bor du i nærheden?"

[Luka Himura]

”Ja. Chize Akiyama. Min mor kom fra en meget fin fuldblodsslægt i Japan. Desværre forsvandt hun da jeg var omkring fem år gammel. Jeg tror at hun tog et stykke af Katsuos hjerte med sig, da hun tog væk. Han ændrede sig meget radikalt efter det. Jeg husker ikke så meget af hende. Mest af alt erindrer jeg bare en følelse af varme og tryghed. Næsten sooom… en ånd. Et spøgelse. Hendes familie vidste at jeg eksisterer, men har ikke gjort noget for at tage kontakt efter hun forsvandt… Så jeg tænkte- hvis de ikke vil komme til mig, må jeg jo komme til dem!”

Han havde stadig svært ved at få sig selv til at kalde sin far ved andet end navn. Det gav ham en forkert smag i munden med den manglende accept hans ophav altid havde haft for ham jo ældre han blev. Og samtidig havde han en forventning til at han overtog hans firma, hvis ikke hans fætter endte med at snuppe pladsen fra ham.

Roses velkendte ord om at beskrive ham som en prins gav ham en følelse af deja-vu, og en lav gnækkende latter undslap ham.
”Prins og prins. Det er måske er lidt meget sagt. Og kommer bestemt af på hvem du spørg. Ukrudt kan stadig finde vej i fine blomsterbede”.

Med hovedet let foroverbøjet bukkede han en anelse for Rose og blinkede mod hende.
”Ikke længere væk end den nærmeste pejs og susepulver tillader. Stadig lidt udenfor London i Katsuos villa. Nu hvor jeg tænker over det burde jeg nok få skaffet mit en lille lejlighed, når jeg ikke kan udholde hans selskab. Det burde ikke være så svært. Jeg er jo selv blevet forretningsmand. Godt nok ikke inde for et advokatfirma, men af magiske genstande”.

[Deleted]

Rose lyttede uden at sige en lyd, kun den lille rynke mellem brynene, der langsomt blev dybere, fortalte at hun endnu ikke var helt forstenet. Alt han fortalte var så stor, så overvældende så.... Så ubeskriveligt langt fra hvem hun var. Dette fik hendes mod til at synke. Hun var nok slet ikke god nok til ham, ikke fin nok. Hun var bare en halvblodsheks, der lige havde til dagen og vejen. Hun endte dog med at smile til ham, måske en anelse påtvunget. "Jeg er glad for at du fandt hende så. Det må have været rart at møde din familie." Selv havde hun mistet sin mor for ord tilbage og Cole, hendes storebror, var rejst til Rumænien for at studere drager. Hendes far snakkede hun aldrig med, med andre ord, så var hun blevet ret alene med årene. Jo hun havde sin kæreste, men var det kærlighed? Nææh nok ikke, det var måske mere bare et værn for ikke at være alene. Ved siden af Luka kunne man godt sige, at hun havde fejlet.

"Du vil nok altid lidt være en prins i mine øjne" Lød det fra hende med et lille smil. "Ligegyldig hvordan fordelingen så er mellem ukrudt og blomster. Dog må jeg indrømme jeg aldrig rigtig forstod hvilken kategori jeg hørte til. og du... Måske en mælkebøtte." begyndte hun så nu tænksom at analysere og lagde dermed hovedet lidt på skrå. "En mælkebøtte er ukrudt, men lader ikke noget stå i vejen for sig, den vokser om så det er gennem asfalt, og samtidig er det en virkelig smil blomst" Forklarede hun så stille, og  slog først øjnene op mod ham, som hun var færdig med at forklare. 

"Bor du hos din far?! Luka han behandlede dig så dårligt. Hvordan kan du overhovedet det? Du burde virkelig vide bedre. du burd... jeg mener... Ja det da en god ide med din egen lejlighed" Hun så overrasket på ham, da han fortalte hvad han havde udviklet sig til. Det var imponerende. "En forretningsmand? Fornemt, hvilke slags genstande er det så du sælger?"

[Luka Himura]

”Jeg takker ærbødigst. En mælkebøtte ville jeg ikke have noget imod at være. Men det her er nok i de fleste betragtninger anset som en underlig morgenkåbe alt efter hvor jeg befinder mig”.

Luka slog illustrativt ud med ærmet på den kimonolignende robe. Det var stort nok til at kunne ligne en mindre vinge af fint stof. Han noterede den lille revne i Roses pande og hvordan hun stivnede. Men han kunne ikke helt forstå hvorfor, og derfor formede der sig ligeledes en rynke over hans næseryg, men han maskerede den væk med endnu et smil.

”Jeg ved det, jeg ved det. Det er kun midlertidigt. Jeg håber at kunne finde noget bedre”. Han sænkede sin stemme en anelse, og forsøgte at skjule det djævelske glimt i hans øje og måden hans mundvige trak sig op på, men det skinnede alligevel igennem.

”Han er gammel og slidt. Hvis jeg er heldig går der ikke længe før det hele kunne gå hen og blive mit. Jeg skal blot spille mine kort rigtigt”.

Roses næste spørgsmål fik tandhjulene i hans hoved til at stoppe. Som en gammel grammofonplade der havde fået en ridse, vidste han ikke hvad han skulle svare. Vidst var han en sælger… Men de ting han var blevet sat til at anskaffe, var langt fra ærefulde og noget han kunne være stolt af. Den anerkendelse han nu havde knoklet sig til, var billigt købt på bekostning af hans idealer.

Han tænkte på kortene han skulle optegne. Tingene han skulle fremskaffe. Enhjørningerne i deres elegance og uskyld. I løbet af få sekunder gennemgik hans ansigt nervøsitet. Hans hud blegnede. Så trak hans mimik sig tilbage til et kattevenligt smil man ikke helt kunne gætte hvad betød.

”Jeg sælger eksportvarer. Mine overordnede fortæller mig hvad der ønskes, og jeg anskaffer det. Det kan være eliksirer. Magiske væsner der er stor efterspørgsel efter. Silke fra Indien til nye rober. Delikatesser”.

Det var ikke en løgn. Han undlod blot dele af sandheden.

[Deleted]

Hun smilede og rystede så let på hovedet af ham. Han havde så let ved at gøre hende glad og hun følte sig egentlig som blødt smør i hans hænder. Uanset hvor meget hun prøvede at stå imod, så følte hun, at hun havde absolut INGEN rygrad. Det var utroligt hvordan han gjorde det, det var helt det samme som dengang på skolen. Altid slog han benene væk under hende og greb hende på den mest charmerende måde. "Hvis Folk tror det er en morgenkåbe, så er de enten dumme, har slået hovedet eller har virkelig mange penge til en morgenkåbe." konkluderede hun som det mest naturlige i hele verden. 

"Du kan bo hos mig, hvis du vil." Fløj det så ud af hende, som ordene så ofte gjorde når hun ikke nåede at stoppe dem. "Min... min kæreste er uderejst resten af måneden, han kommer først hjem til påske." Forklarede hun, men blev så også pinlig bevidst om, at hun netop havde nævnt for Luka at hun faktisk havde en kæreste. "Du burde ikke sige sådan om din far Luka." lød det så bekymret fra hende. Hun forstod ham helt bestemt godt, men direkte at sige det højt på den måde, det virkede bare grusomt. Det var ikke noget hun var tryg ved. Sådan burde man ikke tænke, hun havde aldrig tænk sådan om sin far, og han havde da ikke ligefrem været nogen mester ud i det erhverv.

"Du lyder til at have fået sådan en godt liv, fornemt og den slags. Jeg er glad for at det går dig godt." Så trak hun bare lidt på skulderen og gjorde et nik med hovedet mod den dør hun var kommet ud af. "Jeg arbejde bare i en simpel boghandel. Uden nogen særlig familie i nærheden." Det var virkelig ikke noget at råbe hurra for. Så fnøs hun let og smilede til ham på ny. "Nu vi snakker om delikatesser, må jeg invitere dig på en vanilje cupcake?"

[Luka Himura]

Det nagede ham. Som en loppe der sad og bed et sted, hvor man ikke kunne nå, gnavede hans samvittighed i ham. Han vidste at hun havde ret. Han burde ikke omtale sin far på den måde. Uanset hvordan han havde behandlet ham – mishandlet ham. Og forsøgte at forme ham frem for at lære Luka at kende, så ville den unge troldmand aldrig have eksisterer uden den japanske forretningsmand. Muggler eller ikke.

Med et suk, der mindede om prustet fra en hest som ikke orkede mere, udåndede han tungt. Det var svært ikke at virke følelsesmæssigt fjern over for en mand han langsomt havde tvunget sig selv til at distancere sig fra. Når man blev ved med at løbe efter omsorg og en faderrolle ville mand en dag blive træt i benene og indse at den aldrig kom.
”Du har nok ret. Arv eller ej. Jeg skal kunne stå for mig selv uden nogle former for support. Sådan kan man bedst imødekomme det uforudsete”.

Apropos det uforudsete.
”Kæreste?” gentog han som det første i sætningen han valgte at lægge vægt på. I takt med at han ytrede ordene rettede han ryggen, så man skulle tro nogle havde banket et kosteskaft ned i den. Smilet blev dog ikke mindre, og han forsøgte at skjule… skuffelse?
Hvis han havde noget ærbart væsen i dette, trak han sig nu og respekterede den grænse der lige blev optegnet for næsen af sig. Men nej… Lige så meget som Luka var en fantastisk empat, følte han ingen fortrydelse over det kys de havde delt for få sekunder siden. Han havde lige siden Hogwarts omgivet sig med flirts og intriger. Det var blot ikke noget han havde fortalt Rose op til da han mødte hende. En del af ham så det som en udfordring. Han ejede hende ikke. Hun var en selvstændig kvinde, men det at møde hende igen havde startet en nyfunden nysgerrighed efter at lære hende at kende igen. Udforske den person der stod foran ham.

Han ville gøre hende en tjeneste, når hendes partner var væk. Nej. Nej, der var ingen barmhjertighed over det. Det var egoistisk fra hans side at han søgte hendes selskab. Ren egoisme, for troldmanden var ligeglad.

Tanker, muligheder og planer begyndte at spinde i Lukas hoved. Skævende så han sig til siden en ekstra gang. Så skubbede han alt fornuft væk. Det behøvedes ikke at være længe. Så længe Rose ikke blev involveret i noget ville det ikke være et problem.

Og desuden… ”Vanilje cupcake?”. Troldmandens brune øjne stirrede næsten elektrisk på hende.
”Well, man siger at man skal følge sin mavefornemmelse. Og min mave fortæller mig… At cupcakes aldrig har spist sig selv – Efter Dem”.

[Deleted]

Jeps, hvor lidt hun end ville være ved det lige nu, så havde hun en kæreste. Om så han var ude på en af sine mange forretningsrejser, så fandtes han stadig et sted derude. Han forsvandt ikke bare fordi hun ønskede sig det. Flovt kiggede hun på Luka og kløede sig i nakken. “Det burde jeg måske nok have sagt inden jeg kyssede dig, men du sagde det her var en drøm og... og jeg er bare ikke klar til at vågne fra den endnu!” 

Hun frygtede sådan at Luka ville forsvinde igen at hun fandt ud af at han aldrig rigtig havde været det. Mest af alt frygtede hun at miste ham. Det havde taget hårdt nok på hende første gang, hun var ikke sikker på hun ville kunne holde til at det skulle ske igen. 

Han havde så travlt med at snakke og svare på hendes mange spørgsmål, at han sikkert slet ikke havde overvejet hvad der var blevet af den lille Rose han havde efterladt til at visne og forgå, men omvendt var der jo heller ikke meget spænding ved hende. Han indvilgede i at spise cupcakes sammen hvilket fik hende til at smile. “Lækkert jeg giver i så fald. Jeg mindes at jeg skylder dig det fra dengang vi var på date”

[Luka Himura]

Selv om det var et noget kluntet move, kunne Luka ikke lade være med at føle sig lettere smigret af det. At Rose havde glemt alt om virkeligheden i deres møde var ham imponerende, så han valgte at tage det som et kompliment. Han viftede derfor afværgende med hånden og rystede på hovedet. Da han strøg sin hånd igennem de pinke lokker falmede de tilbage i den de sortbrune nuancer.

”Alt forladt, Rose”.

Da lænede han sig en anelse ned mod hende og slog gestikulerende ud med hænderne mod gaden bag dem.
”Hvis du ikke ønsker at vågne. Så lad være. Ingen her tvinger dig til det… Desuden. Hvis jeg skulle give et kvalificeret gæt på hvad drømme er lavet af, så er cupcakes muligvis en bestanddel af dem, tænker du ikke?”

Med de ord begyndte Luka at hyrde den lille kvinde væk fra boghandlen ved at skubbe hende let med håndfladen mod hendes ryg. For at hun ikke skulle falde fandt den anden hånd hvile på hendes hofte. Det virkede som en naturlig handling for ham. Ingen overvejelser, eller større tankeprocesser bag det for troldmanden. Blot fordi det føltes rigtigt og komfortabelt at guide hende sådan.

[Deleted]

Måske var der nogen alarmklokker der burde ringe ved Lukas ord? A han ikke tog sig af, at hun faktisk havde en kæreste, og at han opildnede til at de bare skulle nyde tiden sammen og glemme virkeligheden, burde nok orientere de fleste om at der var noget galt, men Rose var så evigt ligeglad lige nu. Hun følte sig helt igen, hun følte sig set, anerkendt og ikke mindst vellidt. Luka havde altid været så sød ved hende og behandlet hende godt. At han var her nu, var virkelig rart og at de bare kunne leve i deres egen lille virkelighed, var helt fantastisk. 

"Jeg er så bange for at du forsvinder, hvis jeg vågner. Du er min helt personlige Peter Pan, så... Tag mig med ud på eventyr. Vil du ikke nok?" Behovet for at komme væk og få en pause fra det hele steg i hende, og så hun kiggede på Luka der langsomt ændrede håret tilbage til den mørke farve, lagde hun hovedet let på skrå. "Det klæder dig virkelig. Du... Ser godt ud." nåede hun lige at få sagt, før Luka så blidt puffede hende i ryggen for at få hende i bevægelse. Forsigtigt lagde hun armen om livet på Luka og gemte sin stav væk. Som de begyndte at gå grinede hun igen af lykke og lænede så hovedet imod hans skulder. "Den perfekte drøm.. Du er her, her er Cupcakes, jeg kom til at kysse dig og jeg får lov til at være tæt på dig igen"