Det er lidt mærkeligt

[Raphael Kovinsky]

Tiltænkt: Rosaleen McGillicutty

Tid/sted: Den sorte sø, Marts kl 15

Vejr: solen titter frem fra mørke skyer små lunt

Påklædning

---

Raphael havde det faktisk ret mærkeligt med at være hvor han var. Han vidste ikke længere hvad han skulle gøre af sig selv. Han var forvirret og det havde han været længe. Han vidste at han ikke længere var den samme person mere. Han vidste at han skulle finde sig i at han måske var til fyre. Men det var langt fra sandheden. Det var ikke fordi han ikke ville acceptere det. Men han kunne ikke. Han ville ikke være en som Haru Faa og det var bare forkert på så mange måder. Hans bror Raziel ville helt sikkert ikke kunne acceptere hans valg i livet. Men han vidste ikke hvad han skulle gøre for ikke at få de tanker omkring hans bror. Tanken om at hans bror ville give ham en lussing igen skræmte ham og han bevægede sig derfor ned imod søen. Jakken var lukket, men han havde sit halstørklæde på. Han stod lidt for sig selv og kiggede ud over søen blot for at stå og dagdrømme lidt for sig selv. Tænkte over alt det der var sket ham, og hvor forvirret han var over hele sit udulige liv.

[Rosaleen McGillicutty]

Forårskulden lagde sig om Rosaleen med det samme hun gik udenfor, men hun havde brug for og komme lidt væk fra det hele, ud hvor hun kunne tænke i fred og ja der var jo ingen tvivl om, at søen var det helt perfekte sted. Det hele var begyndt og være lidt for meget, der var alt for mange studier og tage sig af, folk hang på hende for og give dem svarene til professorernes spørgsmål og hun fik bare ikke rigtigt den fred, som hun inderst inde gerne ville have. Tankerne fyldte bare for tiden og når det var sådan var det bare rart og komme ned et sted hvor der ikke var så mange mennesker, hvilket ikke var tilfældet da det kun var små lunt, men alligevel dejligt.

Nede ved søen smed Rosa sin kappe på jorden og satte sig på den, så man kunne se hendes pink sweather og sorte bukser. Hun var meget afslappet i sit udseende, men var man opmærksom på hvordan hun var på skolen, ville man også opdage hun havde mistet den normale gnist man så på hendes ansigt. Hun smilede kort rundt mod de få ansigter hun kunne finde, men så så ud over søen for lige og samle tankerne bare en lille smule.

[Raphael Kovinsky]

Han bukkede sig ned for at samle nogle sten op fra bredden af søen. Langsomt vægtede han dem i hånden og han kiggede lidt på dem han havde samlet op. Langsomt rejste han sig op og et suk løb over hans læber som han kastede den første sten ud i søen. Han var lige glad med alle dem der var nede ved søen. Hans tanker løb af med ham, og han vidste ikke længere hvad han skulle gøre lige på stående fod. Han var en forvirret teennage dreng der ikke vidste hvilket ben han skulle stå på. En ny sten blev kastet ud i søen og han drejede hovedet kort som hans blik fandt Rosaleen. Han trådte et par skridt tættere på hende. "Hej Rosaleen", kom det fra ham og kastede endnu en sten ud i vandet. Det havde været den sidste sten han havde haft i hånden så han bukkede sig ned for at samle lidt flere op.

[Rosaleen McGillicutty]

Det gav et sæt i Rosaleen der hidtil havde lukket lydene ude omkring sig, men hun så smilende op, da hun kunne genkende Raphaels stemme. "Hey." Hun sagde det en smule fraværende og prøvede og bide følelserne inde i sig selv, der var så mange ting omkring hende og hun havde ikke rigtigt snakket med nogle på det sidste, så det var lidt mærkeligt at hun på den ene side følte sig alene og på den anden side stod der en fyr som egentligt gerne ville snakke. "Hvad så?" Spurgte hun en smule mere til stede.

[Raphael Kovinsky]

Han fortsatte med at kaste sten ud i søen og lyttede lidt til hvad det var hun havde spurgt om. "Ikke så meget, bare lidt forvirret. Teenage ting du ved." kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Han var nok den mest forvirrende han nogen sinde havde mødt. Og det var ikke engang fordi han kunne møde sig selv. Men han var i tvivl om så mange ting at han ikke længere vidste hvad han skulle gøre af sig selv. "Går det godt?" spurgte han og stoppede sig selv i at kaste en ny sten ud i vandet

[Rosaleen McGillicutty]

Et lille fnis røg automatisk fra hendes læber af, det var ikke for og være flabet, hun kunne bare ikke lade være med og more sig over hvordan han bare lagde skylden på teenagelivet, det gav god mening, men alligevel var det lidt morsomt. "Det går vel okay..." Hun trak lettere akavet på skuldrene og havde næsten lyst til bare og sige hendes også var teenageting, men det kunne hun ikke, ikke overfor ham. "Jeg er bare træt af hvor impulsiv jeg er" Hun bed sig i læben og så ned i jorden, pinligt berørt over hende selv.

[Raphael Kovinsky]

Det var måske ikke så underligt at han gav hele teenage tingen skylden. Det var sådan det var, han var en forvirret knægt der ikke engang vidste hvad det var han skulle med sit liv. Og det gjorde det ikke bedre at han rent faktisk havde stået og gjort noget forbudt sammen med Baldrian. Det var måske ikke helt så forbudt igen, men det havde det været for ham. Han bed sig lidt i læben og kiggede på hende. "Hvad har du da nu lavet?" spurgte han og stoppede sig selv i at kaste endnu en sten ud i søen.