Snart valentine

[Lydia Weasley-Lupin]

Tråd til Ines Cornette
Februar - 2057
outfit

---

Der var ikke mange dage til Valentine, og Lydia gik med tankerne om hvorvidt hun skulle invitere @horace på en ny date eller andet i forbindelse med dagen. Det havde været svært for hende at få ham ud af hovedet efter deres første møde, og det var kun blevet værre efter at Remus havde fået sin fødselsdagsgave og simpelthen var blevet så ubeskrivelig glad for den. Det havde betydet meget for Lydia, at hun havde kunnet give ham noget, der havde glædet ham så meget og nu ønskede hun på en eller anden måde at gøre gengæld og gerne op til Valentine. Derfor vandrede hun nu gennem slottets gange i søgen efter sin veninde, som forhåbentlig ville kunne hjælpe hende. 
Nok havde ingen af dem rigtig den store erfaring med kærester, men Ines var en større romantikker end Lydia, så hun ville helt sikkert have nogle gode ideer oppe i ærmerne. Lydia fandt veninden på i stueetagen hvor hun næsten så ud til at være på vej ned i opholdsstuen. Ikke fordi Lydia vidste præcis hvor den var, men hun havde set mange fra SLytherfin gå mod krypten, og hør rygter om at de opholdt sig netop der. Hun skyndte sig derfor at fange veninden, inden hun forsvandt helt. "Ines vent! Har du tid?"

[Ines Cornette]

OUTFIT

Brat stoppede Ines op som hun hørte den velkendte stemme råbe hendes navn højt bag sig. I et split sekund mærkede hun overbalancen tage over, som hun stod med begge fødder halvt ude over det første trin til trappen der førte til krypten og knap så elegant fægtede hun med armene samtidigt som et lille usikkert wow fik sneget sig ud mellem læberne. Det var det sidste slanginden havde brug for, at falde ned af trappen og lande hårdt på bagdelen. Herefter fik hun vendt sig elegant om på hælen, og inden hun nåede hele runden rundt lød et glad; ,,Lydia!" - ,,Selvfølgelig. Hvad har du på hjertet?" Lød det muntert, som hun derefter gik veninden i møde.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia måtte koncentrere sig et øjeblik, for ikke at grine af veninden , der mest af alt lignede en der prøvede på at flyve. Det var altid godt at snakke med Ines og hun var derfor også sikker på, at det var det rigtige at gøre, at vende sagen med hende. Der ville nok komme en del andre spørgsmål, men altså de havde jo før snakket om Lydias date med Horace, så det ville nok i sidste ende ikke komme helt som en overraskelse for veninden. "Valentines dag. Det er jo snart og... Ville det virke mærkeligt hvis jeg sender Horace en ugle med chokolade eller noget andet godt?" De havde været på en date, men havde da holdt kontakten lidt løst siden. Hun havde skrevet til ham i julen og til nytår havde hun ønsket ham godt nytår, så var det så underligt, hvis hun nu sendte ham noget chokolade? Måske burde hun finde en på sin egen alder, finde en hun ikke startede ud med at lyve for eller bare.. tja hun vidste det faktisk ikke helt. Var det dumt at holde sig fri for en, der endnu ikke vidste hvem hun rigtigt var?

[Ines Cornette]

Øjnene var store og smilet ligeså som Ines let lagde hovedet en kende på skrå og ellers betragtede veninden og ventede på hvad hun havde på hjertet. Emnet som Lydia bragte på banen havde Ines dog ikke set komme, dertil spærrede hun også øjnene en kende mere op så overraskelsen stod tydeligt skrevet henover hendes ansigt. ,,Jaa?" Skød hun allerede ind som Lydia trak det en anelse ud. Og så kom det… Smilet blev større på de røde læber. Med hånden på hjertet havde Ines nok allerede formået at regne resten ud før Lydia blev færdig med sætningen, nu hvor hun havde hørt lidt om Horace og hvordan Lydia og ham havde holdt kontakten siden deres lille date på Den Utætte Kedel. Hvem bedre kunne man spørge en en fuldblods franskmand? ,,Ohhh Lydia!" Lød det i første omgang helt glad fra Ines. ,,Det ville da overhovedet ikke virke mærkeligt!" Skyndte hun sig derefter at påpege. ,,Men… hvorfor spørger du ikke samtidigt om hanvil mødes igen? Jeg ved at valentines dag er i en weekend, så muligheden eeer deeeer", sagde hun frisk, og tillod sig samtidigt at semi-synge de sidste ord, samtidigt som Ines bevægede den ene skulder op og ned og frem og tilbage som en friskt lille bemærkning.

[Lydia Weasley-Lupin]

Der var både ting der talte imod og som talte for, hvad angik at mødes med Horace som Ines nu foreslog. Det var klart en fortaler, at Horace var virkelig virkelig sød og spændende, plus Lydia overhovedet ikke kunne få ham ud af sine tanker. Han havde virkelig gjort et indtryk på hende den dag, hvor de havde været ud at drikke kaffe. Det var vel lidt en date allerede dengang? Desværre havde hun også fået skabt sig nogle problemer og det var nok egentlig det, der hidtil havde afholdt hende fra at være for opsøgende. Hun havde løjet om hvem hun var. Snakket nedladende og sin egen familie, og så var der lige detaljen med at han var en del år ældre end hende, plus hun ikke havde fortalt ham, at hun blot var en stor Hogwarts elev.
Lydia sukkede og så på veninden. ”tror du? Jeg ved ikke om jeg kan Ines. Jeg har løjet for ham så meget. Det virker forkert, men jeg tør heller ikke fortælle ham sandheden. Han lød ikke som om han kunne lide Weasley familien, så det er lidt dødsdømt fra start af.” Hun sukkede og så ned indtil panik tog over og hun igen kiggede på veninden. ”Hvad hvis han er dødgardist eller fuldblodsfanatiker eller sådan noget?!”

[Ines Cornette]

Det var ikke spor svært at se at Lydia overvejede tingene før hun til sidst åbnede munden og løftede sløret for de egentlige overvejelser om hun virkelig skulle sende den Valentinsugle afsted eller ej. Tænksomt krydsede slangen armene over brystet hvorefter den ene hånd relativt hurtigt gled op til hovedet, hvor tommelfingeren blev placeret under hagen og pegefingeren over læberne, så Ines ende ud i at ligne en ny udgave af Grubleren. På trods af at de havde klinget godt, altså Lydia og Horace - og det var jo kun udfra af hvad Ines havde forstået på Lydia, så var det selvfølgelig rigtigt at Lydia havde undladt nogle små men vigtige detaljer om hende selv. Ines nåede dog ikke at reagere før veninden ud af det blå sprang videre og langsomt nærmest begyndte at male fanden på væggen. ,,Lydia Lydia! Rolig, rolig", forsøgte hun i et lille grin og slog let ud med hænderne i håbet om at berolige løvinden. ,,Du skal ikke tænke for meget på alt det der, det er bogstaveligt det værste du kan gøre lige nu…", lød det fra hende med et lille smil. ,,Mmh det bedste ville helt klart være at få sandheden på bordet, men… det er selvfølgelig også lettere sagt end gjort", småmumlede heksen. ,,Kunne det tænke sig… kunne det tænke sig at han havde løjet?" Det lød næsten latterligt at sige højt, ikke at Ines havde noget imod Weasley'erne, tvært i mod så var hun jo vokset op med dem og elskede dem som var det hendes egen familie. ,,Jeg mener… tænk over det.. Kan du huske hvordan I kom ind på emnet?" Når Ines sagde det højt kunne hun selvfølgelig godt høre at det lød en kende fjollet.

[Lydia Weasley-Lupin]

Så ja, der var måske noget om det veninden sagde med at trække vejret og tage det roligt, men det var bare ikke så ligetil, som hun gerne ville have det til at være. Lydia frygtede for om Horace ville blive sur hvis hun fortalte sandheden. Sur på hende både fordi hun var en Weasley, men også fordi hun jo havde løjet. Det var slemt nok at hun havde holdt sit hår skjult for ham! ”Jeg tror ikke jeg bare sådan kan sige sandheden nu. Årh hvorfor sagde jeg også alle de ting om familien? Hvis bare jeg.. ih altså hvis bare han ikke havde været så sød fra start af.” det var lige så hun modstod trangen til passende at stampe hårdt i jorden som en anden forkælet møgunge. Heldigvis gjorde hun det ikke.
Venindens spørgsmål kom dig fuldstændig bag på Lydia og hun hævede et undrende bryn og så på veninden. ”Hvorfor skulle han dog lyve om det?” Det gav ikke helt nogen mening for Lydia, men det var der nok ikke meget der gjorde lige nu. Hun måtte tænke ekstra omkring hvorfor de overhovedet var kommet ind på at snakke om Weasleys i første omgang. Så til sidst kom hun i tanke om det. ” Han snakkede om mit hår. Da jeg mødte ham på daten, eller hvad det nu var, havde jeg en tyrkis lok hår midt i panden. Og pludselig gik snakken fra hårfarve til heldigvis ikke at være en Weasley.” Hun huskede dog ikke helt hvem der havde startet. Hun huskede bare de var blevet enige.

[Ines Cornette]

Det lød mærkeligt, den del var Ines helt enig i, og måske var det også direkte ønsketænkning - når hun nu tænkte på venindens vegne, men… men det var sket før, eller rettere sagt, så havde Ines set det ske SÅ mange gange i de der romantiske mugglerfilm som hun bare ikke kunne få nok af.
Ines ventede og som Lydia endelig gav sig til at besvare det noget anderledes spørgsmål, nikkede hun gentagende gange til det veninden fortalte. Ganske kort hævede hun også spørgende det ene bryn som en tyrkiskfarvede tot kom på banen. Det var dog uden held, måtte den unge heks til sidst erkende. Der var ingen ledetråde til at det hele havde været en kæmpe misforståelse, og det gjorde det selvfølgelig heller ikke nemmere når Lydia (forståeligt nok) ikke kunne huske samtalen 100 procent. ,,Hmm." - ,,Jeg syntes stadigvæk at du skal sende en ugle med noget chokolade.. Måske ender han med at sende noget tilbage og inviterer dig ud? Og så kan du altid tage valget derfra?" Det virkede måske ikke som den bedste plan, specielt ikke han rent faktisk var en Weasley-hader og, skulle det ske at de kom på en date mere, at interessen kun blev større.

[Lydia Weasley-Lupin]

Lydia var fortsat tøvende omkring, hvorvidt hun skulle sende Horace chokolade eller ej. I sidste ende ville hun jo gerne. Hun håbede på at han stadig tænkte på hende, ligesom hun ikke rigtig kunne få ham ud af hovedet. Måske hun bare skulle sende chokoladen og så se hvad han sagde til det. Ingen kunne vel blive sure over chokolade? Det endte med at hun sukkede igen. "åh Ines, måske skulle bare fortælle ham at jeg har løjet?" Endte hun så med at spytte ud. Han var jo også hvad 6 år ældre end hende. Selvfølgelig ville han da ikke være sammen med en der var så meget yngre. Det regnede hun hvert fald ikke med. "okay okay, så jeg sender chokoladen til ham og så kan jeg se hvordan han reagere på den. Om han overhovedet husker mig." Det lød faktisk ikke som en hel dum ide og endelig kom et lille smil tilbage på hendes læber.