It's A Wonderful Life...

[Nathan Amon Lorde]

Nathan tog bare en dyb vejrtrækning og blev stående hvor han stod, hun var nødt til at falde ned. Han ville ikke lade hende forlade kontoret i den tilstand hun var i lige nu, det ville være farligt for både hende og for dem hun omgik sig. Flere ting blev smadret og han lagde armene over kors og så bare afventende på hende. Da det første rigtig skælds ord blev kastet imod han rystede han blot på hovedet. "Der tager du fejl Avery. Det er ikke lige min stil." Stemmen var rolig og blikket blidt. Hun skulle ikke hidse ham op, så ville det helt sikkert gå galt. 
Det var længe siden Nathan havde været personligt oprevet og han vidste han nok ville tabe Avery fuldstændig hvis det skete. Okay i princippet kunne han jo nok egentlig være lieglad, men det var han bare ikke. Han var sgu nok begyndt at holde af tøsen med de mange fejl. Hunprøvede at skubbe ham væk fra døren, men han gik ingen vegne. Hun kunne bare prøve, han rykkede sig ikke. "Du går ingen steder før du har ryddet op efter dig." Lød det fra ham, næsten som en forælder og det var lige så han selv væmmede ved det.

[Avery Rider]

Fordi stemmening i Averys hoved, ikke havde behov for at trække vejret, skreg den uafbrudt. Hun havde brug for, at noget skulle gøre fysisk ondt. Fysisk smerte, var noget hun kunne håndtere. Det kunne hun ikke med den psykiske smerte hun følte inden i sig. Hun prøvede virkelig, at få ham til at reagere. Hvis han nu bare slog hende, så ville hun kunne flytte sit fokus til den fysiske smerte, slaget ville medfølge, men han tog det hele så irriterende roligt, selvom hun virkelig prøvede, at ramme en nerve. "Er du sikker? For din ånde lugter sådan!" lød det spydig fra hende, mens de grønne øjne blev mere og mere våde og nærmest tiggende ham om, at slå hende.
Hun ville lige nu ønske, at hun kunne sige, at hun var ligeglad med Nathan og at han bare var en eller anden random dude, hvis sofa hun låne til, at sove på og drak hans alkohol for at tørre border af. Men nej. Det var på en eller anden måde, lykkedes Nathan at komme ind bag nogle af de mange tusind murer hun havde bygget op omkring sig. "Hvem fanden døde og gjorde dig til min far?!" spurgte hun hidsigt og skubbede til ham igen. Hun havde kun tre redskaber, som hun havde lært at arbejde med. Et; alkohol. To; samleje. Tre; smerte. Alkohol var altid det første hun tyede til, men når det ikke var nok, så blev det oftes også samleje og derefter smerte, til tider de to sidste ting mixet sammen. Hele hendes krop var på overarbejde lige nu, og hun kunne godt mærke, at luften så småt begyndte, at gå af ballonen, men hun gav ikke op. "Flyt dig!" hun bankede sin knytnæve ud efter hans brystkasse.

[Nathan Amon Lorde]

Avery skulle virkelig passe på med hvem hun lagde sig ud med. Nathan havde levet sit liv på godt og ondt, og de små skældsord, hun kastede imod ham var nemme at lukke ørerne for. 

Når man i en alder af blot 16 år havde truet folk, såret folk på det groveste foran en hel skole eller smadret hånden så hårdt ind i en væg at man brækkede tre fingre ved det, så skulle der meget til at få ham til at rykke. Og det var endda kun nogen af de ting han havde gennemlevet. Så var der alt det med hans far og hele ideen om blodet. “Så det synes du?” Spurgte han så og sukkede lidt af hende hun burde virkelig slappe af snart, ellers endte det sikkert med at hun ville eksplodere. Han blev fortsat stående med fødderne fast plantet i gulvet. “Jeg er ikke din far, det har jeg aldrig påstået, men du er mit ansvar længe du er her, så sæt dig og få samling på din selv.” Tone var bestemt men dog ikke kommanderende. Derpå trådte han et skridt til siden, så hun ville kunne komme ud af døren. “Så, der er døren. Det er dit valg om du forlader mit kontor nu, men jeg vil slå en ting fast for dig først Avery. Går du ud af den dør, så skal du ikke komme tilbage. Jeg vil ikke tale med dig igen, og ser jeg dig drikke på min bar, så tilkalder jeg myndighederne. Valget er dit. Bliver du, så sæt dig i sofaen, så finder vi en løsning” så, banen var kridtet op. Døren til kontoret stod åben, så Avery kunne frit gå hvis hun ville. Det var bare om at vente og se hvad beslutningen blev. 

[Avery Rider]

Hvordan Avery var endt så langt ude, som hun var, ville ingen nok nogensinde blive kloge på. Hun kom fra et hjem, hvor der havde været masser af kærlighed, kram og kys. Hun havde sin tvillingesøster, som var stik modsat Avery selv, velfungerende, lidt akavet bevars, men velfungerende. Hendes lillebror, var også helt velfungerende. Hendes far var uddannet auror og arbejdet i faget i mange år, nu underviste han auror-studerende. Hendes mor var godt nok ikke en del af Averys - eller hendes søskendes - liv, men det var netop Averys skyld. Hun havde haft alle odds til, at blive en normal, velfungerende teenager, men på et eller andet tidspunkt, meget tidligt i hendes liv, var filmen knækket for hende. Hun havde ikke været mere end 12 år gammel, da hun havde siddet med en smøg i hånden første gang. Da hun havde været 13 år, var hendes mødom blevet taget fra hende.
"Ja, det syntes jeg faktisk," lød det provokerende fra den unge teenager. Hun kæmpede en indre kamp for ikke, at smadre flere ting eller slå ham mere, end hun allerede havde gjort, selvom det kun var nogle skub mod hans brystkasse. Hun var forblindet af sin vrede. Der var ikke en eneste, bare nogenlunde, fornuftig tanke i hendes hoved lige nu. "Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal eller ikke skal!" råbte hun hidsigt og slog igen ud efter hans brystkasse. Hun kunne ikke være i sin egen krop mere. Hun havde det som om, hendes følelser - ikke mindst vreden i hende - var på størrelse med en drage, og nogen så prøvede at tvinge alle de følelser ind i hendes lille, spinkle krop. Hun så på ham, som han langt om længe flyttede sig. Hun marcherede direkte forbi ham, men stoppede op med den ene fod ude af kontoret, men resten stadig inde. De grønne øjne blev vendt direkte imod ham. Han gav hende et ultimatum. Gå og kom aldrig tilbage, eller sætte sig og finde en løsning. Hun var bestemt ikke god til ultimatumer, men hun kendte dem alt for godt, fra milietærskolen, hvor hun egentlig burde befinde sig, men hun havde ikke været i kontakt med sin familie, siden Nathan havde tilbudt hende, at bo på kontoret og tørre border af, for øl. Hun så ham lidt som den storebror hun aldrig havde haft, hvilket bare gjorde hendes næste skridt, så meget værre. Hun drejede rundt på hælene og gik mod ham. Hun stoppede først, som hun stod helt tæt på ham, "Et ultimatum? Virkelig?" spurgte hun, men hendes stemme var blevet langt mere nedtonet, nærmere skuffet faktisk. Hendes grønne øjne søgte han, før hun gjorde et let og elegant hop, svang sine ben omkring hans hofter og med hænderne mod hans nakke, pressede hun sine læber mod hans i et dybt kys.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan fnøs som hun bekræftede sin påstand omkring hans ånde, det var så evigt ligegyldigt for ham, og lige så tydeligt var det at han syntes hun var sunket dybt. Men han måtte jo også bare erkende at hun ikke var så gammel som hun gerne ville virke. Han forholdt sig dog fortsat roligt, han ville ikke give hende modspil, det var jo det hun fiskede efter. på et eller andet tidspunkt måtte hun vel køre træt. 
som hun så begyndte at brokke sig over de regler han lavede faldede han blot armene over brystet og tappede et par fingre imod hagen. "Der tager du fejl Avery, så længe du er i mit hjem, er det mig der bestemmer, og jeg synes helt er ærligt at jeg er ganske rimelig overfor dig, men hvis du regner med et bedre tilbud, så værsgo." stemmen var fortsat rolig, nærmest irriterende rolig, men han ville ikke give hende det mindste hun kunne bruge som benzin på sit allerede ustyrlige bål af raseri.. 
Som hun så nærmede sig døren var han dog tæt påat give fortabt. Den ene fod var uden for dørkarmen og han forventede nok resten af hende ville følge trop. Ja han havde givet hende et ultimatum, men det var det der i sin tid havde fået ham til at vågne op, og han håbede måske på at det kunne få den samme virkning på hende. 
Men så pludselig ændrede hun retning om før han kunne nå at gøre mere, sprang hun ham mere eller mindre i armene og kyssede ham. Det blev til et lille kys, før han så vendt hovedet væk men i stedet lagde armene om hende i et kram. "Hvad er det dog for nogen dæmoner du kæmper med?" spurgte hun mens han langsomt gik over imod sofaen med hende. Hun vejede trods alt ikke så meget, og så længe hun havde benene om hans hofter, var det ham der bestemt hvor de skulle hen, og det blev altså sofaen.

[Avery Rider]

Ligeså voksent og modent som Avery kunne opføre sig, ligeså barnligt og direkte dybt uansvarligt, kunne hun også opføre sig. Selvfølgelig vidste hun godt, at Nathans hverken var en pikslikker, som hun så fint ellers havde kaldt ham, eller havde en ånde derefter. Men lige nu havde hun brug for - efter sin egen mening selvfølgelig - brug for at han reagerede, ved at råbe af hende, skælde hende ud eller måske endda slog hende. Bare et eller andet. Uanset hvad, så skulle man ikke tage fejl af hende. Hun var teenager, alkoholiker, selvskadende og det ville nok ikke komme bag på nogen, hvis der lå in bipolar sindslidelse gemt i hende også.
Selvfølgelig fandt Avery, Nathan utrolig unfair. I hendes hoved, var intet fair, med mindre det selvfølgelig gik præcis som hun ville have det til at gå. Irriterende nok, vidste hun dog også godt, at han havde ret. Selv hvis hun fandt et andet sted, der ville tage hende ind som han havde gjort, så ville betingelserne være helt anderledes. Fx ville hun med garanti få af vide, hun ikke måtte drikke, mens hun arbejdede. "damn dig." lød det igen vredt fra hende.
Chancen for, at hun ville lære af det her, var ikke ret stor. Der skulle nok komme mere raserianfald fra hende, og der ville sikkert også komme en dag, hvor hun rent faktisk ville gå. Men det var ikke denne dag, hvilket betød, at hun fik lov til at leve en dag mere i sit eget helvede.
Hun kunne ikke lade vær med at smile sit triumferende i kysset, i hvert fald frem til, at han brød det igen og.. krammede hende..? Hun rullede med øjnene, "Jeg har opkaldt den ene efter dig. Føler du dig beæret nu?" spurgte hun irriteret, uden at besvare hans egentlige spørgsmål. Hun mærkede kort efter sofaen mod sig. Hun slap ham og satte sig med benene i skrædderstilling og armene korslagte. Hendes vejrtrækning bar dog stadig præg af, at hun havde været helt oppe i det røde felt, selvom hun var ved at falde lidt ned nu.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan fnøs lidt og skævede til hende. Så hun havde altså valgt at opkalde en dæmon efter ham. Han kunne ikke sige han var beæret, ikke når hun lige havde spurgt ind til det, det ville for alt i verden genere ham at spille efter hendes regler, niksen! Der var han ikke endnu. Avery, tro mig jeg har været en dæmon for folk gennem hele min skoletid på Hogwarts, det er der sgu intet nyt i." Den glæde skulle hun alligevel ikke have. Han vidste at han ikke var en af guds små englebørn, og han var vel også rimelig afklaret med den straf han ville få når han en dag ikke længere trak vejret og skulle videre fra denne verden. "Du er ikke så sej som du selv tror. Det du har gang i fjerne ikke din smerte. Tro mig, jeg kender det. Jeg er typen der brækker mine egne fingre, når jeg ikke kan være i mig selv. Og det nytter ikke. Det får ikke smerten til at forsvinde." Han kiggede ned på sin højre næve og knyttede den hårdt, for så at slekke lidt på grebet og på ny knytte den hårdt. Han kunne tydelig huske hvordan han havde haft det den gang på Hogwarst, da han havde slået et hul i muren. Han huske det der, men også synes på pigen han dengang havde været forelsket i. Hun havde lignet en der havde set et spøgelse, eller en ja dæmon. 
Måske var det allerede den gang han han havde fået de første sten til at vende sin tilværelse. "Nok har jeg aldrig haft problemer med alkohol eller selvskade på samme måde som du, men hvis du vidste hvad jeg brugte min til i skolen på." Det værste han havde gjort var nok at have nakket et dyrebart brev fra en pige og efterfølgende tvinge hende til at kæle med sig med truslen om ellers at læse brevet højt i storsalen. Han havde virkelig ikke tænkt langt dengang."LAd mig srille dig et spørgsmål.. Hvad brænder du for? Hvad vil du gerne med dit liv?" Han var godt klar over at tidspunkten nok slet ikek var til at spørge om den slags, men han var fløjtende ligeglad, nu måtte han videre med hende.

[Avery Rider]

Det var egentlig ikke fordi hun helt oprigtigt, havde opkaldt en dæmon i sit indre efter Nathan, men fordi det havde været det bedste comeback, hun kunne komme på, på stående fod. Hun rullede åbenlyst med øjnene, "Like I care.." svarede hun flabet retur. Han skulle ikke have lov til, at nå ind til hende. Hun ville ikke lade ham. Hun havde været i terapi hos så mange forskellige psykologer igennem tiden, så hun kendte udmærket godt det trick, hvor de voksne, prøvede at lyde cool og som om, de vidste hvordan det var at være hende. Problemet var nok bare, at når hun var nået til de felt hun var i nu, så var det nærmest umuligt at nå indtil hende. De grønne øjne vendte retningen tilbage mod ham. De var ikke kolde, men de var bestemt heller ikke varme. De var nærmere... neutrale. Som om der ingen følelser var overhovedet. "Jeg har aldrig, ALDRIG, påstået jeg er sej, men du ved ikke en skid om min smerte, for den er min og min alene. Bare fordi det ikke virkede for dig, at brække dine fingre, betyder det ikke, at det ikke virker for mig," svarede hun og trak op i sine ærmer, hvor både gamle og friske ar kom til syne op og ned af begge hendes arme, "Kom ikke og belær mig, om smerte, Nathan," tilføjede hun og trak sine ærmer ned igen, hvor til armene igen blev lagt over kors.
For hende var alkohol og samleje vejen frem. Det var noget af dét, hun virkelig var god til og kunne finde ud af. Hun kunne drikke, som en fuldvoksen mand. Hun kunne flugte mentalt ud af sin egen krop. "Og fordi du lavede lort, da du gik på Hogwarts, så tror du, at du kan fixe mig eller hvad? News flash, jeg er ikke magiker, jeg går ikke på Hogwarts, og jeg er ikke dig," en flad hånd blev slået hårdt mod sofaen. Hun kunne ikke være i sin egen krop meget længere. Hun havde brug for alkoholen eller noget andet, som kunne sætte hende fri. Om det så bare var for nogle minutter.
Et opgivende suk lød fra hende, da han ville stille hende et spørgsmål. Hun rullede med øjnene igen, "Jeg tænker stripper, er et ret realistisk mål," svarede hun sarkastisk, egentlig primært fordi hun havde fået det spørgsmål så mange gange, af både sin far, psykologer, psykiater og personalet på den lukket afdeling hun også havde været indlagt på flere gange. Svaret var næsten altid det samme. Ingen af dem kunne jo tage hendes mål fra hende, uanset hvad de så end syntes om det, så spurgte de jo selv. Svaret kom så nok også i bund og grund af, at hun ærligt talt ikke havde den fjerneste idé. Hun anede ikke hvad hun ville med sit liv. Hun var omvendt også sikker på, at hun ville dø af alkohols forgiftning inden hun fyldte 20, og så var hun jo ude ovre dét problem. Hun havde aldrig fortalt nogen, hvor høj hendes IQ egentlig var, foruden den ene psykiater, der engang havde testet hendes IQ, som allerede i en alder af 14 år, havde været utrolig høj.

[Nathan Amon Lorde]

Så den kærlige metode virkede altså ikke. Det var ellers yderst få, som fik den behandling Nathan netop gav Avery nu, men efter som hun ikke ville tage imod den, pakkede han den sammen igen. Det skulle ikke bare gå til spilde overfor en fornærmet vilhørlig døv lille tøs. Han gav hende dermed sejren, hvis det var den hun så gerne ville have, så gad han ikke kæmpe imod, slet ikke med de spilleregler hun brugte. Ikke fordi han var bange for hende, men mere fordi han lige nu ikke havde stor respekt for pigen. Han gjorde sig selv til et offer uden at have nogen som helst flig af at være løsningsorienteret. Skulle sandheden frem var han nok skuffet. Dermed ikke sagt, at han ikke holdt af hende som før, men han ville ikke være med til at dyrke hendes selvmidlidenhed, og han ville slet ikke trække hende ud af det. det var ikke den metode han troede på. Derfor kiggede han også bare over  på hende.med et afmålt blik. "I så fald, har jeg intet at gøre her. Jeg skal ikke komme imellem dig og din smerte, hvis du er så glad for den." Han hævede øjenbrynene lidt, da hun viste ham arene på hendes arme, han havde godt nok set dem før, men enhver kunne se at der var kommet flere siden den dag i maj. "Sørg for at bruge en ren kniv når du gør det der, og lad venligst være med at bløde på sofaen, eller min stol for den sags skyld." Mere havde han ikke at sige om det. hun havde netop fortalt ham at smerten var hende, så måtte hun også få den for sig selv med alt det indebar. Hvis hun mente det var sådan det skulle være, så måtte det jo være sådan. 

Han sad et øjeblik længere i sofaen, før han rejste sig og øgede afstanden imellem dem. Hun havde lige givet udtryk for at hun ville klare sig selv. Han rystede på hovedet af hende og fnøs kort. Sikke dog hun teede sig! "Jeg er ikke større superhelt end dig, faktisk er jeg nok nærmere det modsatte. så nej Avery, det er ikke mig der skal rede dig. Der er kun én der kan hjælpe dig, og hun sidder i min sofa. Nu er det desværre bare sådan at jeg faktisk ville hende det bedste. men jeg acceptere at du vil klare tingene selv. Jeg skal ikke blande mig." Med de ord begyndte han at rydde op i kontoret. Det var nemt når, når bare man havde en tryllestav som han og få minutter senere var hver spor af smadrede ting fjernet. "Du skal nok overveje at passe lidt på din krop, hvis du vil være stripper. Der er ingen der gider se på en der er i stykker."  stemmen var rolig og der var ikke den mindste smile af foragt eller nedværdighed at spore i den. Nathan stod med ryggen til, så hun ikke kunne se hans ansigt, eller om han smilede eller var sur. Alt hun havde var den Neutrale stemme, som ikke var til at placere. "Du kunne også bruge dine kvaliteter til et mere respektabelt job, men den er er jo dit valg." Derpå satte han sig i sin kontorstol ved bordet og begyndte at bladre i nogle papirer... regnskab.

[Avery Rider]

Avery var en pige, som uden tvivl altid vidste hvad hun ville have. Et af hendes største problemer var nok bare også, at det kun sjældent også var det, som var bedst for hende. Inderst inde, var hun jo bare en lille pige, som ikke kunne finde sin plads i den store verden. Selvom hun ikke selv kunne se det, så havde hun brug for hjælp og guidening igennem den sværere tid hun gik igennem, men hun skubbede folk omkring sig væk. Hun ville så nemt, kunne få hjælpen, både fra sin familie og Nathan, hvis hun bare sagde til, men hun kunne ikke finde ud af det. Hun fnøs let af hans svar og himlede atter med øjnene. Hendes mange ar op og ned af begge hendes slanke arme, var nok mere det man kaldte et råb om hjælp, end det var selvmordsforsøg. "damn dig.." mumlede hun og trak sine ben op til sig, og lod sin kind hvile mod sine knæ, for at undgå at se på ham.
Hun fulgte ham nøje med blikket, som han rejste sig. "Pff, yeah right.. Vil du virkelig gerne være min anti-helt? Be my damning guest. Jeg gir dig maks to uger, så har du givet op ligesom alle andre," svarede hun og så til som alle tingene, begyndte at samle sig og alt så ud som før hun havde skubbet det hele på gulvet. Hun vendte blikket overrasket, direkte imod ham, selvom han stod med ryggen mod hende. Ligeså mange gange hun havde givet det svar, omkring sin fremtid, havde hun aldrig, nogensinde, fået sådanne et svar retur, som Nathan gav hende. Der skulle meget til at gøre Avery mundlam, men lige nu var hun det. Hun kunne slet ikke aflæse ham lige nu. "Så du ville være pisse ligeglad med, om jeg blev stripper?" spurgte hun direkte, da hun endelig fandt ord igen. Hun fulgte ham forsat med blikket, som han satte sig og begyndte at bladre i nogle papirer, før hun rejste sig og gik hen til sin taske, hvor hun trak en flaske vodka op af. Låget blev skruet af og hun tog en stor tår af den, før hun atter så mod ham, "Oh virkelig? Såsom hvad? Trækkertøs?" spurgte hun og gik mod ham, til hun stod på modsatte side af skrivebordet end, hvor han sad. Hun tog en ny tår af flasken, og kiggede så ned på hans papirer, "23.405,3" sagde hun og pegede på et af felterne, som hun regnede det ud i hovedet og tog sin flaske med sig tilbage til sofaen og satte sig igen med et tungt suk.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan der nu havde sat sig ved sit skrive bord, satte albuerne i bordpladen og lod fingretipperne røre hinanden på de spredte fingre, mens han hvilede næsen imod pegefingrene. Hun skulle ikke få ham få let. hun havde bedt ham om at trække sig og blande sig udenom hende og hendes sværte, så det var planen. Han hold dog stadig øje med hende. "Søde skat, jeg tror du misforstod mig der. Jeg har intet ønske om hverken at være din superhelt eller din anithelt.. Desuden lader det til, at du alleredehar givet mig rollen som skurk. Den uretfærdige fyr, som ikke vil give dig hvad du gerne vil have." Han kneb øjnene let sammen og så på hende, mens han lod stilheden sænke sig ned over dem. Hvis han var heldig lyttede Avery faktisk til hvad han sagde, måske ville hun endda lukke ham ind, men hun tog fejl, hvis hun troede at han ville kæmpe sig vejen ind, bare så hun kunne få lov til at sætte nye barrierer op.
Det morede ham lidt at opleve hende mundlam, og indvendigt gav han sig selv et point, oh jo, dén vandt han. Det var tydeligt at hans ord kom bag på hende og det glædede ham egentlig, for det var vel lidt bevis for at stripperen kun havde været for at provokere. Han trak dog på skuldrene og lagde armene ned. "Skulle jeg stoppe dig i at blive stripper? At følge din drøm? Hvis du vil smide tøjet for penge foran et publikum af gamle liderlige mænd, der ikke kan vente på at få fat i dig, så fint med mig. Jeg skal ikke stå i vejen for det. Strippere tjener vidst rimelig godt." Han viste ikke den mindste mine for hvilke tanker der var i hans hoved ligne nu. De tanker skulle hun bestemt ikke kende til. Alt han gjorde var bare at kiggede på hende med et gennemborende blik, et lille venligt smil på læben og så ellers det tilbagelænede holdning. "Eller trækkertøs. valget er dit. Du har en masse muligheder, det er bare et valg. alt er valg igennem livet. tager man ingen valg, så ender man med at stå stille et sted og aldrig komme videre."  Et godt stykke af vejen var Nathan egentlig ret ligeglad med hvilket retning han skubbede hende i, bare hun begyndte at drive frem af og ikke kun tænkte på næste øl eller knald hun skulle have. Det kunne hun hvert fald ikke leve af. Igen lænede han sig tilbage og studerede hende længe. "Eller du kunne tage dig en kort uddannelse som bartender eller noget med regnskab. Du lyder til at kunne noget med tal." Det her skulle gribes rigtigt an hvis ikke han skulle miste hende nu. Derfor lænede han sig igen frem over og så indgående på hende. "Hvad siger du til et væddemål? Jeg giver dig ansvaret for regnskabet her på stedet for de næste to måneder, og hvis pengene så passer og der ikke er lavet nogen fejl i papirerne, så giver jeg dig en uges ferie, med fri bar?" Det var måske ikke okay at lave væddemål i alkohol, når han godt vidste hun var alkoholiker, men sådan var Nathan og det var slet ikke det problem hans fokus lå på lige nu. Det var et helt andet sted.

[Avery Rider]

Avery rullede med øjnene, "Jeg er min egen værste fjende, det har jeg lært, så beklager, men rollen som skurk er optaget," svarede hun. Hun vidste godt, at hun burde vise langt mere taknemlighed, for alt hvad Nathan havde gjort for hende og stadig gjorde. Han havde haft rig mulighed for, at tilkalde myndighederne og afsløre hendes gemmested, men han havde ikke gjort det. Han havde været loyal overfor hende hele vejen og hun følte på en eller anden måde, at hun skyldte ham noget.
Hun havde aldrig oplevet en hjalp hende, som han gjorde, men det var også svært for hende, at være i. Hele sit liv havde hun fået af vide, at hun var et problembarn, en belastning og til besvær. Hvordan skulle hun ændre det syn på sig selv, fra den ene dag til den anden? Det var nok en umulig opgave. Den slags ville tage tid. Lang tid. Hun så mistroisk på ham. Nok havde han formået at gøre hende mundlam, hvilket var en hel sensation i sig selv, men mente han så virkelig også sine ord? "Så du vil have det helt fint med, at jeg bliver stripper eller trækkertøs, men at en gammel liderlig mand ta'r mig på røven, bliver du sur over?" spurgte hun skeptisk, okay manden i baren for lidt siden, havde gjort mere end 'bare' tage hende på bagdelen, men det ødelagde lidt hendes argument, at pointere det faktum at han havde gramset på hende og havde lagt sig halvt indover hende på bordet også, før det havde været nødvendigt, at Nathan var skredet ind. Hun kendte så også sig selv godt nok til, at vide, at hvis han ikke havde gjort det, så var hun endt med, at lade manden gøre, hvad end hans plan havde været.
Hun så ikke han studerede hende, da hun havde sat sig tilbage i sofaen med sin vodkaflaske, som var flasken en krammebamse. Hun vendte blikket mod ham, med kinden mod flaskens hals, så hun med sine grønne øjne mod ham, "Bartender? Pff.. Der ville sgu da ikke være noget alkohol tilbage til dine kunder så.." mumlede hun og rystede lidt på hovedet. En ting var for hende, at vide, hun måtte tage en øl, for hvert bord hun tørrede af, men en anden ting var, at skulle stå bag bardisken og servere alkoholen. Den form for selvkontrol ejede hun slet ikke. Hun skulle lige til, at svare på den del med regnskaberne, da han selv begyndte at snakke igen. "Et væddemål?" spurgte hun og løftede hovedet lidt. Okay, han havde fanget hendes opmærksomhed. Hun så overrasket på ham, "To måneders regnskab for en hel uges ferie, med al det alkohol jeg kan drikke, hele den uge?" spurgte hun og tog en tår mere af flasken, som allerede var halvtom.

[Nathan Amon Lorde]

Der var en ting der var helt sikker omrking Avery, hun var pokkers stædig ud over alle grænser. Om det var fordi hun søgte et skænderi, vidste han ikke, men han lod bestemt være med at lade sig rive med sig. Så Avery var altså både skurken og helten og alt andet. Han tørrede sig kort over ansigtet og så alvorligt på Avery. "Pas på du ikke ender med at udfylde alle roller selv. Det kan bliver modbydeligt ensomt på sig. Tag det fra en der selv har været der. Nogen gange har man brug for at andre lyser vej i mørket, men bliver du ved med at puste lyset ud, så ender det med de ikke gider tænde det igen, og flammen er død." Han forventede egentlig nok allerede et eller andet negativt svar, som gav udtryk for hvor aflukket hun var og umulig at komme ind på livet af. 
Hvordan hun overhovedet har formået at får sig selv gjort så vigtig for Nathan, var ham en gåde, men uanset så var han slet ikke i tvivl om at det var det rigtige at gøre lige nu. Hun virkede ikke til at ønske at være nogen steder, detfor havde Nathan valgt at skabe et sted, der passede til hendes behov. Hendes videre spørgsmål var nemt for ham at svare på. "Hvis du gerne vil smide tøjet for penge, så det fint med mig. Så er det nemlig dit valg. Hvad der skete her, var et overfald, og det skal du ikke finde dig i. Hvis du vælger den karriere, Så vil du skulle tackle den type mænd dagligt"

Stemmen var informativ men men samtidig en anelse blid. Det var hendes valg. "Jeg dømmer dig ikke, men jeg synes det er ærgerligt du ikke vil udnytte dine evner bedre, at du ikke srømme men bare er. Så hvis du vil smide tøjet, så smid du bare tøjet igen og igen og igen. hvis det gør dig lykkelig er jeg godt tilfreds. hvis ikke bør du nok til at være mere ærlig overfor dig selv." Han kunne jo sådan set være ligeglad med hvad hun ville, men der var bare noget der fraholdt ham færdig. Han ønskede at hun fik et mål i livet. Noget hun kunne blive stolt af. for hendes egen skyld ikke for andre. "Ham der tog på dig før havde ingen ret og jeg skal sørge for at han aldrig sætter sine ben her igen!"

Han ville have hende til at bekæmpe sig selv og og bevise at hun var klar til alt. Som hun så nævnte fordelene ved ved at arbejde i bar, kunne han godt se det hele kunne blive farligt. Han burde nok finde noget mere. han rømmede sig derfor. "du arbejder for mig i to måneder, maks 3 genstande om dagen og så sørger du for regnskabet. Til gengæld giver jeg dig så to ugers fri. Hvordan lyder det?"

[Avery Rider]

Avery himlede let med øjnene, "Waow, så poetisk, du pludselig blev," svarede hun tør. Hun regnede egentlig ikke med, hun havde den helt store betydning for ham. Jo selvfølgelig havde han ladet hende bo på hans kontor, så hun var sluppet for militærskolen og sin far, hvilket hun uden tvivl også var taknemlig for, selvom hun måske havde en lidt sær måde at vise det på, men hendes måde at vise taknemlighed på, var via alkohol og samleje. Det var dét hun havde lært sig selv, var vejen frem. Han havde netop skabt et miljø for hende, som passede til hendes behov - selvfølgelig ville hun gerne have mere alkohol, men som alkoholiker havde hun heller ikke den samme stop-knap, som andre havde. Hun var et bundløst hul. Som sand i Saharas ørken, ville hun kunne blive ved og ved, til det en skønne dag ville slå hende ihjel. "Well, jeg har altid fået af vide, man skal gøre dét man er god til, og jeg er rigtigt god til at smide tøjet, så hvorfor ikke?" spurgte hun og trak let på den ene skulder, mens hendes grønne øjne hvilede på ham, "Og det tror du ikke jeg kan eller hvad?" spurgte hun direkte, hvilket nok var en indirekte indikation på, at det ikke var første gang, en mand som den mand i baren, havde overfaldet hende på den måde. Det ville nok heller ikke blive sidste.
Hun tog en stor tår mere af flasken med den klare væske i, "Waow.. Du har lavere tanker om mig, end jeg selv har," dette var hendes eneste kommentar til ham, før hun igen vendte blikket mod flasken, som nu efterhånden var mere tom end halv fyldt. Hun skævede dog lidt mod Nathan igen, "Så siger vi det.." mumlede hun, ja det var nok det tætteste på et tak, han skulle forvente at få fra hende, i hvert fald lige nu.
Hun rejste sig og gik - ikke ligefrem lige, da alkoholen allerede var begyndt at slå til - mod hans skrivebord. Hun satte sig op på skrivebordet foran ham, hvortil hun satte en fod på hver side af ham på stolen. "Arbejder som bartender og ordnet dit regnskab i to måneder, for to ugers fri med fri bar?" spurgte hun, da hun lige ville have aftalen helt på plads, før hun ville begynde at forhandle.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan hævede et øjenbryn, før han lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors, men så fortsat på hende. "Er du snart færdig med det der, eller regner du med at blive ved hele natten? Jeg skal bare lige vide det, for du snakker for døve ører." Lød det så bare fra ham ganske neutralt. Hun var lidt af en dramaqueen hvis man spurgte ham, og han var ved at at være ret godt fyldt op at hendes selvmedlidenhed for nu. Han sagde dog ikke noget til det, for han ville ikke efterleve hendes jagt på frustration fra ham eller hvad hun nu ellers søgte. Hun kunne få lov til at køre sig selv træt! Han skævede imod flasket hun sad og suttede på, det var hvert fald det indtryk han havde fået af det, og sukkede uimponeret. Det var ikke meget velvilje i hende, men han var vel også nødt til at bakke hende op, hvis ikke hun skulle ende med at smutte helt. 
En let provokerende glimt skød gennem Nathans blik som hun snakkede om at smide tøjet. "Ja det mindes jeg di klarede ret fint den da vi mødtes, men er det virkelig alt du kan? smide tøjet og sidde og kramme en flaske?" Nathan lavede et nik imod flasken hun sad med. For en med lavt selvværd, kan han nok godt lyde skuffet, men for en der ingen skrupler havde, ville det nok bare smutte forbi. Hvilket det blev for hende, var han faktisk ikke sikker på, men han håbede da lidt på, at det ville sætte sig fast.
Hende spørgsmål fik ham blot til at trække på skuldrene. "Det er ikke vigtigt hvad jeg tror. Det er vigtigt hvad du selv tror." lød det så fra ham ganske overbevisende. Det mente han da hvert fald selv. Som han sad og kiggede på hende, var der pludselig en fornemmelse der slog ham, og han rejste sig fra sin stol og gik over og satte sig ved siden af hende. Han var helt stille, sagde ikke noget, men rejste sig så og satte sig roligt over ved siden af hende. Her sendte han hende et smil. Hun var ikke længere alene, han var der lige ved siden af hende. "Avery, de eneste tanker jeg har omkring dig i mit hoved, er dem du skaber for mig. Lige nu tror jeg på at mit regnskab og mit kære Lam er sikre i dine hænder de næste to måneder. Men jeg kan ikke give dig så meget. Så skal de havde 1 uges fri og en uge med fri alkohol." foreslog han, før han nu overraskende blidt strøg en lok af hendes hår om bag hendes øre.