It's A Wonderful Life...

[Avery Rider]

Nathan Amon Lorde
Det Slagtede Lam.
Februar 2057, omkring midnat.
Outfit

---

Avery nød aftenerne og nætterne med liv på Det Slagtede Lam. Hun elskede når der var så meget larm omkring hende, at hun ikke kunne høre sine egne tanker. Det var fredag nat, på vej til lørdag, så Lammet var godt fyldt. Selvom hun godt vidste, det langt fra var det bedste selskab der kom dette sted, så nød hun opmærksomheden fra de mange mænd. Hun gik mellem bordene, med en klud i den ene hånd og et glas med mere rom end cola, i den anden hånd. Udadtil lignede hun en i utroligt godt humør, hvilket hun sådan set også var, det var hun nærmest altid, når hun havde fået dækket sit alkoholsforbrug.
Hendes tøj var som altid kortere end det måske behøvede, men igen, hun nød opmærksomheden. Hun stoppede ved et bord og gav sig til at vaske det af med kluden. I mundvigen sad en halvrøget smøg, som hun tabte i det hun havde strukket sig indover bordet for at nå det hele og hun mærkede et klap bagi. "Hey!" udbrød hun og vendte hurtigt rundt, for at se hvem gerningsmanden var. En mand omkring de 40+, tydeligt mere påvirket end hende selv, hvilket i sig selv var et vidunder, stod med et smørret smil og en øl i den ene hånd, "Ååh du kan jo li' det, skal du ha' mere?" spurgte han og grinte. Avery rettede sig helt op, "Sig undskyld," forlangte hun, men hvilken voksen mand ville lytte til en lille nips som hende? Manden gav sig til at grine og gik tættere på hende, til hun følte sig tvunget halvt op på bordet og sidde, "damn off!" modsagde hun sig vredt og kastede det sidste indhold af sin rom og cola i hovedet på ham, hvilket gjorde manden blev tosset. Han greb fat i hendes arm og tvang sig indover hende. "Slip mig!" nærmest skreg hun og kæmpede imod, som hun mærkede mandens anden hånd befamlede hende.

[Nathan Amon Lorde]

Outfit

Nathan stod egentlig bare og passede sit eget oppe i baren. Han var netop igang med at pudse nogle glas, som han hørte Avery råbe op. Hvad havde hun nu gang i af ting og sager? Han kiggede op og scannede rummet for at få øje på hende. Synet der mødte ham overraskede ham dog mere end forventet. En af de ældre mænd var kommet i karambolage med hende og ville tydeligvis ikke lytte til at hun sagde nej. 
I samme øjeblik lagde Nathan det han havde i sine hænder. "HEY! Slip hende!" Han ventede ikke på om manden gjorde som han fik besked på, men var allerede på vej derhen. Nok havde Nathen en forventning om, at Avery ikke havde været helt uskyldig i situationen, men når der blev sagt så kraftigt stop, så havde hans kunder bare at lytte!
I hurtige spring var han henne ved dem, lige i tide til at se manden befamle hende. "Slip sagde jeg" lød det meget autoritært fra Nathan, som dog håbede på at kunne løse dette her på  fredelig vis. Han ønskede ikke at skabe nogen scene, særligt ikke for Averys skyld. men mange var allerede begyndt at kigge. "Du skal ikke lægge dine hænder på mine ansatte. Så nu beder jeg dig pænt en sidste gang, Slip hende!"

[Avery Rider]

Avery var på mange punkter ikke, en man bare lige blev klog på. Hun gik udfordrende klædt, hun flirtede til højre og til venstre, hun ingen respekt for sin egen krop, hun havde samleje for at få alkohol - selvom lige den del var blevet en lille bitte smule bedre, efter Nathan var begyndt at betale hende i øl for, at tørre bordene af. Hun cuttede i sine arme og ben, når hun var langt nede og havde derfor tit friske sår på sine arme.
Hun prøvede virkelig at kæmpe imod, men selvom hun var stærkere end hun så ud, så var hun ikke stærkere end en fuldvoksen mand. "Slip mig, dit klamme svin!" skældte hun ud og spyttede op efter ham. Hun havde egentlig ikke hørt Nathan til at starte med, før han pludselig stod henne ved dem. Manden blev kun mere rasende, både fordi Avery kæmpede imod ham, men især også fordi hun nu også spyttede på ham og en eller anden kom og blandede sig. Manden så hidsigt på Nathan, "Bland dig uden om!" råbte manden og skubbede ud efter Nathan, før han igen lod begge sine hænder befamle Avery.
Manden så mod Nathan, "Skrid op og pas din bar. Hun skal bare ha' noget pik, så holder hun kæft," grinte han og lod sine hænder forsvinde ind under hendes bluse og op til hendes bryster. "Slip din damning svans! Hvis jeg ville ha' pik, ville jeg sgu finde én som rent faktisk havde én!" hun kæmpede forsat imod manden, uden at tænke den mindste smule over, at hun nok ikke ligefrem gjorde situationen bedre ved, at både spytte på manden og svare igen i mindre pæne gloser. Manden stak Avery en lussing, "Læg stille kælling!" brølede han ned i hovedet på hende, som han greb fat om hendes kæbeparti.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan nåede kun lige hen til dem, da Avery spyttede manden i hovedet, og helt ærligt forstod Nathan hende godt. Han var jo praktisk talt ved at forgribe sig på hende midt på lammet. et øjebliks ukoncentation gjorde det muligt for manden at skubbe Nathan væk, men han var hurtigt på plads igen og havde nu hårdt fat om manden med den ene hånd og sin tryllestav i den anden. "Jeg sagde SLIP MIN ANSATTE!" Lød det hårdt og koldt fra Nathan men et slag fra manden albue i bystet gjorde at Nathan igen blev slået tilbage, hvilket kun gjorde ham mere vred. Ordene det kom over manden læber fik det til at koge i Nathan. Hvad fanden regnede denne mand med. damning klam stodder! nu var det staven der blev trukket og endte lige under hagen på manden, mellem sammenbidte tændter hvislede orden ud af Nathan. "Det her er din sidste chance. Forlad min bar ellers tror jeg ikke svare for følgerne. Og sig ikke jeg har advaret dig."  han gav nu manden et ordentlig skub i maven, for at få ham væk fra Avery. Nathan var heldigvis en trænet mand og derfor heller ikke helt slap. da manden var væk kiggede Nathan ned på Avery. "Mit kontor! NU!" beskeden var kort og hård, men han vidste de skulle handle hurtigt, hvis hun skulle væk. Så kunne de altid tale blidere bag lukket dør.

[Avery Rider]

Havde alt dette her været sket, før hun var blevet ansat af Nathan, havde hun ikke gjort modstand, som hun gjorde nu. Nathan betalte hende i øl, hvilket ville sige, at hun fik sit misbrug dækket og når det var dækket, så behøvede hun ikke, at dele ud af samleje, blowjobs eller handjobs ude på diverse toiletter, for at få sin alkohol. På en gennemsnitlig aften i byen, havde hun sagtens kunne nå at være sammen med fem-seks forskellige mænd, for at få sit alkoholsforbrug dækket. Hendes respekt til sin egen krop, var dog ikke blevet bedre, og hun var stadig sammen med alt for mange tilfældige på en uge. Men der var nok ingen tvivl om, at Nathan var god for hende. Jobbet og Lammet var godt for hende. Betalingen især, var god for hende, i det lange løb.
Avery kæmpede videre imod manden, som Nathan var kommet hende til undsætning. Hun gjorde især en indsats hver gang manden prøvede at skubbe Nathan væk, i håb om at det svækkede hans opmærksomhed, men selvom Avery var langt stærkere end hun så ud, især når hun først blev sur, så var hun alligevel ikke stærk nok til at gøre nok modstand. Manden mærkede tryllestaven mod sin hage og sendte Nathan et trodsigt blik og blev skubbet væk, hvilket hurtigt fik Avery til at rejse sig fra bordet hun havde ligget halvt indover, med manden over sig. Hun rettede hurtigt på sit tøj og så på ham, "Jeg efterlader dig ikke alene," svarede hun og rystede på hovedet. Ikke fordi hun kunne gøre det helt store, som fuser, men hun følte det her var hendes skyld, så hun ville ikke lade Nathan være alene i det. Manden udnyttede deres lille snak og trak ligeledes sin tryllestav og pegede den mod Nathan, derefter mod Avery, for så tilbage på Nathan, "Jeg skal bare låne hende en times tid, så skal du nok få hende tilbage," lød det slesk fra manden.

[Nathan Amon Lorde]

Lige som Nathan troede at han havde styr over situationen, valgte Avery et træk han ikke lige havde taget højde for. Som hun stillede sig ved hans side og kom med sin lille tale om ikke at lade ham være alene med manden, mistede Nathan kortvarrigt sit fokus, hvilket betød frihed til manden, som nu også fik trukket sin stav. Den pegende tryllestav var dog ikke noget der skræmte Nathan, der skulle meget få ting til at skræmme ham. Ikke fordi han var uovervindelig eller noget, men han havde altid lukket af for sine følelser, der var ting der skræmte ham - virkelig voldsomt, men han var faktisk ikke sikker på han havde oplevet det siden sit sidste år på Hogwarts. Fysisk skade gjorde ikke nær så ondt som psykisk skade og han var helt ærligt ret sikker på at manden her ikke forstod hvad sand smerte var. 
Da manden så åbnede munden igen reagerede Nathan nærmest uden at tænke. Han greb ud efter manden og greb fat om halsen på ham. Ikke så han var ved at blive kvalt, men han havde alligevel et fast greb og kunne nemt klemme lidt til, hvis det blev nødvendigt. "LÅNE!? Hvad FANDEN tænker du på dit perverse svin? Hun er ikke til låns! Hun er ikke til salg! Hun er ikke til noget! FAT DET og fjern så dine klamme fingre fra mit personale!" Nathan slap manden med et lille skub, så han ville falde bagud. staven var stadig i Nathans hånd, og han var klar til at bruge den om nødvendigt, men han gjorde det ikke før det var yderst nødvendigt. Heldigvis havde han i sin tid været en del af fuldblodsklubben på Hogwarts og havde da lært en del forbandelser derigennem, men der var ingen grund til at spilde dem på manden her. "Forsvind fra min bar eller jeg tilkalder aurorne!"  stemmen var hård og bestemt og der var ingen tvivl om at han mente hvert et ord. Rundt omkring var gæsterne stoppet op i deres forehavende og sad nu og kiggede, et par steder havde en troldmand trukket sin stav, klar til at springe ind, hvis det blev nødvendig. På hvilken side stod ikke fast, men Nathan havde blik på nogen af stamkunderne, som han stolede på, også selvom de måske var en anelse kriminelle. Dem kunne han hvert fald regne med.

[Avery Rider]

Avery havde altid været et problembarn. Hun havde ikke været mere end 8 år, da hun havde haft sit først rigtige raseri udbrud, som primært var gået ud over hendes forældre. Et år senere, var hendes mor skredet, fordi Avery var blevet for meget for hende. Avery havde ikke set sin mor siden og ønskede heller ikke, nogensinde, at se hende igen. Hun havde gået på flere forskellige skoler, fordi lærerne ikke havde kunne styre hende og hun havde gjort, hvad der passede hende i timerne, været oppe og slås i frikvarterene og lavet hærværk. Hun havde kun været 11 år, da hun var stukket af hjemmefra den første gang, dette var blevet til virkelig mange gange efterfølgende. Da hun havde været 13 år, havde hun cuttet i sig selv første gang, den vane havde hun stadig og hendes arme var bevist på det. Hun havde været inde og ude af den lukket afdeling for mindre årige psykiske syge og nu burde hun egentlig være på den militær skole, som hendes far havde valgt til hende, men den var hun også stukket af fra, hvilket var grunden til, at hun sov på sofaen på Nathans kontor. Hun havde ikke været i kontakt med hverken sin far, Michael Rider , sin tvillingesøster, Harper Rider , eller sin lillebror, Grey Rider , siden. Heller ikke sin fætter, Lawrence Dale Rider , som ellers i mange år, havde været den som hun havde søgt til, når det var helt skidt. Nu var det Nathan, hun søgte til. Til tider også Collin Kieran Fitzgerald , men det var mere for samleje og alkohol i større mængder.
Det gav et sæt i Avery, som Nathan pludselig havde fat om mandens hals. Hun mærkede, hvordan hun faktisk bare havde lyst til, at gøre som hun altid gjorde i situationer som disse. Sige det var fint nok, gå med manden, lade ham gøre hvad end det var han ville og så komme videre i livet bagefter. Hun syntes ikke det var fair af hende, at sætte Nathan i en situation som denne. "Nathan, det okay.." lød det stille fra hende, det var sjældent hun blev så lille, men hun vidste godt, at det her ikke fair. "Årh slap dog af. Er du hendes far eller hvad?" spurgte manden provokerende, som Nathan havde sluppet ham igen og skubbet ham væk. Avery mærkede de mange blikke på dem, og rettede lidt ubevidst på sit tøj, mens hendes slanke arme blev lagt over kors. Manden så på Nathan og derefter de øvrige kunder, som han overvejede hvorvidt han kunne vinde den her eller ej. "Okay, okay.." mumlede han og sank sin stav, før han gik forbi Nathan, selvfølgelig sørgede han for, at hans skulder lige ville kunne banke ind i Nathans, som han forbipasserede ham. Som han nåede døren, vendte sig dog hurtigt rundt "Expelliarmus!" råbte han mod Nathan, mens tryllestaven blev peget mod den tatoveret ejer, hvilket fik Avery til at dukke sig hurtigt, mens hun lagde hænderne for sine øre og klemte øjnene hårdt sammen. Hun hadede, at føle sig så hjælpeløs, men hvad skulle hun gøre mod en magiker?

[Nathan Amon Lorde]

Det var ikke fordi Nathans greb i manden var stramt eller direkte farligt, men det var nok til at vise, at Nathan IKKE var en man spøgte med. Detfor så han også bare olmt på manden og ventede på at denne ville erklære sig som taber og trække sig tilbage. Nathan var ikke en der opgav så let, og gav sig ikke uden kamp. Han vendte blikket mod Avery, hun skulle lære at sætte mere værdi på sig selv. "Nej Avery, Det er det ikke. Ingen behandler mine ansatte. og du skal ikke lade folk trække dig omkring på den måde." Det var ikke fordi Nathan ikke forstod hende. Han vidste jo godt, hvad hun forsøgte at få ud af det, og en del af vejen kunne han da også godt forstå hende, men hun måtte ikke have så lidt selv-respekt. Det ville ende med at gå galt en dag. Det lod dog til at manden endelig trak sig og gik imod døren. Nathan vendte sig imod Avery og ville have hende med ind på kontoret, for at snakke om, hvad der netop var sket, men straks mærkede han sin tryllestav glide ud af grebet på ham. 
Hurtigt rettede Nathan blikket imod manden og med lange skridt var han hurtigt derhenne. "damn dig dit lede klamme svin!" Han knyttede hånden og slog ud efter mandens ansigt og mærkede kort efter næsen brække under hans slag, men han var ligeglad. Det var ikke første gang han slåssede mod nogen og det ville helt sikkert ikke blive sidste! Manden tabte Nathans tryllespil, som Nathan hurtigt fik fingrene i igen. Hurtigt fik han kastet en besværgelse, som skød manden bagud og fik så lukket døren.

[Avery Rider]

Avery følte så meget skyld i det her. Hvis hun nu bare havde været vær med, at skabe sig, da manden havde klappet hende bag i, men i stedet for bare havde ladet ham gøre det, måske endda bare var gået med ham ud på toilettet, givet ham hvad han ville have og holdt sin kæft, så havde de ikke stået her nu. Hun havde virkelig ingen respekt for sig selv og slet ikke sin krop. "Men jeg skal lade dig bestemme det?" spurgte hun direkte. Det var endt galt for hende, mange gange. Det var langt fra alle mænd hun var sammen med, som hun havde været sammen med af lyst. Langt de fleste af dem, var fordi de havde haft alkohol og hun havde haft brug for alkoholen, til tider også et sted, at sove.
Det seksund Avery hørte besvægelsen og lyden af Nathans tryllestav som fløj igennem luften, satte hun sig i hug med armene omkring sig, for at beskytte sit ansigt, i et gisp. Hun var fuser. Hun havde ikke en chance mod magikerne, når først de begyndte, at tye til magi. Alt hvad der skete derefter, så hun ikke, men hun kunne tydeligt høre, hvordan der både var råb fra de øvrige gæster, samt borde og stole som blev skubbet til. Larmen gennemborede hendes ører, frem til hun hørte døren blive lukket og hun først nu, kunne samle mod til sig og kigge. Hun rejste sig hurtigt op og kig mod kontoret, hvor hun smækkede døren efter sig. 

[Nathan Amon Lorde]

Nathan så overrasket på Avery, som hun stillede sit spørgsmål. Det kom fuldstændig på ham. Han stod jo netop og forsvarede hende, men det var hun altså imod. Hun havde dog ikke virket synderlig glad lige før helder hvor manden mere eller mindre havde været ved at hoppe på hende. Egentlig så var det jo i sidste ende hendes valg, hvad hun tillod, men hun havde ikke lydt som en der brød sig om det. Han havde dog ikke nået at snakke med hende om det, før kampen var brudt ud og i det det noget tid efter stoppede, nåede han kun lige at se pige pilen over gulvet imod kontoret, hvor døren blev smækket i.
Nathan fik øjenkontakt med en af dem i baren og sendte bartenderen et blik, som fortalte at de nu skulle holde skansen, hvorefter han gik hen til kontordøren og roligt bankede på. Han ville ikke bare brase ind, hvis nu hun havde brug for plads. "Avery? Må jeg komme ind?" Spurgte han og afventede så. Han ville nok i sidste ende ende med at gå ind uanset, men håbede da på at hun ville sige ja først.

[Avery Rider]

Avery var selvdestruktiv. Hvis nogen forsvarede hende, som Nathan gjorde lige nu, så satboterede hun det for sig selv. Hun skubbede folk væk, når de kom for tæt på de mange murrer, hun havde brugt så lang tid på at bygge op omkring sig. Hun tillod ikke sig selv, at være lykkelig eller bare glad i for lang tid af gangen. Den fysiske og psykiske smerte kendte hun, så det var de følelser hun søgte, når hun ikke kunne rumme verden, eller verden ikke kunne rumme hende. Det var ikke Nathan der havde gjort noget forkert, men Avery som ikke kunne være i, at han ville hende det godt. Selvfølgelig hjalp alkoholen i hendes blod, hende heller ikke ligefrem til at tænke klart, på trods af hendes egentlig høje IQ, hvilket kun hendes far kendte til. Hun havde i hvert fald aldrig fortalt det til nogen. Hvorfor skulle hun? Ingen ville sikkert tro på hende anyway.
Hun gik som en løve i et bur, rundt på kontoret. Det føltes som om, hendes krop var ved at springes af de alt for mange og voldsomme følelser i hende. Hun kunne ikke håndtere dem. Hun hev hårdt i sit lange mørkebrune hår, helt nede ved hovedbunden, mens hendes vejrtrækning var overfladisk. "damn af! damn af, damn af, damn af! damn AAAF!" råbte, nærmest skreg hun, mens tårene begyndte at løbe om kamp ned af hendes kinder. Tingene på skrivebordet fik en tur på gulvet, som hun i afmagt skubbede alt ned, hvilket selvfølgelig larmede.

[Nathan Amon Lorde]

Han stod fortsat uden for døren og lyttede til, hvordan hun gik rundt inde på kontoret. Han kunne høre på hendes tempo, at hun på ingen måde var okay. Derfor trak han også vejret dybt og lagde så hånden på håndtaget, lige tids nok til at høre de mange omgange "damn af". Der var ingen grund til at blive sur på hende, det vidste han godt. Det var ligesom en vred tyr, man skulle ikke ophidse yderligere, men i stedet forsøge bare at være der og så ellers stå klar til at gribe når det hele ramlede. Det var det han selv havde gjort dengang på Hogwarts. Dengang var det hans verden der var styrtet sammen og en nær veninde havde været der til at gribe ham. Dengang havde han ikke forstået det, men nu vidste han hvor meget det egentlig havde betydet og han var hende så taknemmelig for hvad hun havde gjort. Med de ord i tankerne åbnede han forsigtigt døren ind til sit kontor, trådte inden for og lukkede så døren efter sig igen. Her stod han så og kiggede på sit meget tomme skrivebord, for derefter at flytte blikket til tingene der fyldte det meste af gulvet. Uden at sige noget nærmere, gik han hen til tingene og sparkede let til dem med sin fod, til han fandt, hvad han havde besluttet sig for at lede efter. Han bukkede sig ned og samlede en lille jadesten op, som han så kom i lommen og rejste sig så igen. 
Først nu kiggede han på Avery, men et lille skjult men dog venligt smil. "Tag dig ikke af mig, der var noget jeg skulle hente. Jeg skal nok gå igen, men øhm Avery... Når du er færdig med at kaste med tingene, er du så ikke sød at samle det op igen?" Der var ikke skyggen af vrede at spore i hans stemme, han drejede sig bare omkring og gik mod døren, som ville han igen forlade kontoret.

[Avery Rider]

Avery havde så svært ved, at være i sin egen krop lige. Hun var fyldt op på overload, af følelser som hun ikke kunne være i eller rumme. Hun kunne ikke håndtere dem, derfor kom de alle sammen til udtryk som vrede. Det var en følelse hun kunne tage og føle på. Hun kunne kaste med ting, råbe og skrige, som hun havde gjort et utal af gange før. Det kunne hun finde ud af. Nogen ville måske kalde det et råb om hjælp, men det ville hun selvfølgelig aldrig selv indrømme eller indse.
Lige nu havde hun mest lyst til, at storme ud af døren. Drikke sig så banke lam, at selv en hæk ville være et fint sted for hende, at sove. Det ville ikke være første gang anyway. Hun havde brug for en til, at straffe hende.
Hendes brystkasse hævede og sank sig i takt med hendes vejrtrækning, som om hun havde været ude og løbe mareton, som Nathan alligevel gik ind på kontoret. Hendes blik var låst på ham. Hendes øjne var fjernere end de plejerede at være. Hun havde lyst til, at råbe og skrige af ham, i et håb om, at han ville straffe hende, men han virkede så afslappet. "damn dig," lød det spydigt fra hende, da han bad hende rydde op når hun var færdig. "damn DIG!" råbte hun og greb fat i den nærmeste genstand og kylede den gennem rummet efter ham.

[Nathan Amon Lorde]

Nathan så til mens hendes udbrud var igang. Det sidste han ville var at smide brænde eller benzin på et allerede ustyrligt på, detfor måtte han jo gøre det stik modsatte og dermed forsøge at få hende til at falde til ro så han kunne tale med hende. Det var vel et spørgsmål om tid, ingen kunne holde til at være så arrig for evigt. Han rømmede sig bare og lod skældsordene regne ned over ham, det var ligegyldigt, de prallede fint af uden problemer. Han så hende tage en vase op og kyle den gennem luften, det var en gammel gave men ikke noget der nogen sinde rigtig havde sagt ham det ville. Derfor hævede han også bare sit blik og så imod Avery. "Du har ret, den vase var ikke mere værd. Skal jeg hente nogen af de gamle tallerkner også du kan kaste med eller har du nok i blot at smadre mit kontor, dit værelse?" stemmen var endnu helt cool og rolig, han lod sig ikke ophidse, gjorde intet for at fjerne de ting hun fingrene i, han stod blot foran døren nu, så hun ikke ville kunne stikke af. Hun skulle ikke ud i verden så længe hun ikke kunne tænke klart. Så måtte hun havde ham, banke, ham, sparke ham eller hvad det ellers ville komme til, men lad hende gå var ikke en mulighed.

[Avery Rider]

Hun hørte vasen smadre og derefter Nathans ord. "HOLD DIN KÆFT!" råbte hun arrigt. Hendes blodtryk var på det højeste, hun kunne nærmest mærke, sit hjerte være på overarbejde og blodet der blev pumpet rundt i hendes åre. Hun kunne ikke rumme sig selv og al den vrede der var i hendes krop. Hun havde brug for, at komme væk. Hun havde brug for at ryge og drikke sig så tæske lam, at hun ikke ville kunne stå eller gå.
Hun greb det næst nærmeste og kastede efter ham, før hun gik med målrettede mod døren og skubbede ud efter hans brystkasse, som hun kom tæt nok på ham til det. "DIN damnING PIKSLIKKER!" råbte hun videre og skubbede ud efter ham igen. Hun var stærkere end hun så ud, især når hun var så sur som hun var lige nu. Hun tog fat i håndtaget, for at komme ud.